Lektielæsning hos Marius

[Marius Emil Lundqvist]

"Virkelig?" spurgte Marius fraværende, men blikket, der løftedes fra computerskærmen, faldt nysgerrigt på Noah. Han var ikke sikker på, om han kunne følge ham - men nu havde han ikke selv talt engelsk det meste af sit liv. Han forestillede sig bare, at mange af begreberne og fænomener var nogenlunde de samme på engelsk og dansk. Han forventede på en måde en uddybning, selvom han ikke havde indledt Noahs svar med et nyt spørgsmål i retning af "Hvordan?" eller "Hvad mener du med det?" - det var mærkeligt at spørge til én ting i flere lag.

Marius' fingre gled vant over track-pad'en og lukkede browseren.

[David Bundgaard]

"Jeg orker i hvert fald ikke at insistere mere, hvis din attitude bare er så lukket og negativ. Det gør ikke mig pisse optimistisk, Amanda."
Han sukkede og så op på hende uden at rejse sig op. Han ville gerne få hende til at forstå hans rigtig intentioner, men han ville bare ikke virke som om han savnede hende og var svag, hvis hun ikke havde det på samme måde med ham. Det var han for stolt til, og næsten også for stolt til at ville tænke tanken for sig selv. At han savnede hende forfærdeligt meget.
Bare det at være hendes ven var et kæmpe tab. De havde virkelig haft nogle gode år, og de havde jo været sammen 24/7 uden at det gjorde noget som helst indtil de næsten fra den ene dag til den anden ikke kunne holde ud at se på hinanden og så var det bare overstået.

[Noah]

Noah nikkede og sukkede. Et langt, dybt et af slagsen. Generelt trak Noah vejret en smule højlydt, som gymnast var det vigtigt ikke kun at trække været overfladisk og fylde brystkassen, men i stedet altid bruge maven. Det var blevet en vane. Ganske som det skulle. Noah havde altid beundret blæsere, de lød vitterligt som deres instrumenter når de trak vejret.

"Yeah, det er, like, ikke så meget ordene men måden man ... udtaler dem på. Og jeg gør det på engelsk men nu skal jeg lærer en helt ny dialekt inde for samme felt i stedet for at bruge, like, det jeg kender."

Han vidste det snottet af ham at sige, men han vidste at han på engelsk var tusind gange bedre og at han havde svært ved dansk, når det var ham selv der skulle stå for det. Hver torsdag havde han specialundervisning, hans far havde betalt for en totur, og det passede ham godt, det at have en udfordring, men nogen gange kunne han sukke over det.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius studsede. Noah var bestemt ikke dårlig til dansk, og Marius tvivlede på, at nogen ville se skævt til, at Noahs udtale var lidt amerikansk. I det hele taget tvivlede Marius på, at nogen ville se skævt på noget som helst, som den berejste fyr foretog sig. At Marius studsede, skyldtes Noahs forbrug af "like". Marius hadede det - også, når ordet brugtes i engelske sætninger. I Noahs tilfælde var det blot endnu mere irriterende, fordi hans næsten accentfri udtale netop blev amerikansk af de "like", der blev puttet ind. Hvad fanden - Noah udtrykte bare sin kulturelle baggrund, ligesom han selv afspejlede sin familie i sin korrekte talefacon.

Marius havde en spydig kommentar på læberne, men han fandt det hverken taktisk eller nødvendigt at sige den højt. Han tvivlede også på, at Noah ville blive arrig.

"Jeg tror bare, at det er dig, der er perfektionistisk på det punkt," kommenterede Marius og smilede rent faktisk. Han vidste ikke, om han brød sig om Noah eller ej - det var bare nemt at tale med ham, men så var der ikke rigtigt mere i det. Men han så sin egen perfektionisme afspejlet i Noahs figur især. Det sjove ved det hele var, at Noah derudover virkede meget selvbevidst - hvilket gav Marius mindre grund til at afskrive ham som en kedelig eksistens, selvom han gerne ville.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda stod med papirene i favnen og betragtede David der var blevet siddende på sengen. Han var den person, ud over hendes bror, som hun havde været tættest med og efter det tid sammen kunne hun stadig læse ham. Ikke lige så godt som da de var sammen, men der var et eller andet han ikke sagde.

''Så sig hvad det er, du gerne vil have.'' og inden han kunne nå at gentage sig selv, åbnede hun munden og forsatte. ''For jeg tvivler på du ville hive mig til siden, for bare at bede mig om at lade som om vi skulle være venner. Du har aldrig været god til at lade som om og det ved du også at jeg heller ikke er, så hvorfor bare nøjes med det? Jeg ville egentlig gerne prøve at arbejde på det her, så vi kunne blive venner igen, men hvis du bare er fuldstændig ligeglad med om jeg hader dig eller ej, så kan jeg ikke se nogen grund til at jeg overhoved skal prøve. Så kan jeg bare holde mig fra dig, hvis det vil gøre det lettere.''

Selv om det ville blive svært på en skole hvor de begge to boede. Men hun kunne nok godt holde sig i en god afstand fra ham, det havde hun jo forsøgt indtil nu.

[Noah]

Noah sukkede.

"Dude, jeg ved det," sagde han og lo. Han rettede sig op igen og så på bogen, bladrede to sidder. Det var noget af hans problem, altid at ville være bedst. Hans bedste var ikke godt nok, han skulle være bedst. Og han var god. Virkelig god. Noah kunne virkeligt godt lide sig selv. Hvilket derfor var irriterende når der var noget han ikke kunne til perfektion. Noget han havde sat sig for.

"Men så længe det ikke betyder noget for min grade skal det nok gå."

Ikke at han skulle arbejde hårdt for at få de nødvendige karakterer. Ikke at Noah havde noget imod det, men når han ikke behøvede. Når tingene bare sad fast og man havde klæbehjerne.
Og en tutor der kunne hjælpe.
Han så på sin rapport. Den var god.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fnøs - det var både en latter, men også et reelt fnys af mild foragt. Ikke direkte foragt eller ringeagt af personen, som sad der foran ham, men måske over måden, det hele blev opstillet på. At han var en 'dude' var i sig selv lidt irriterende.

"Det går sgu ikke udover dine karakterer," sagde Marius med et skuldertræk og fulgte sit latterfnys op med et smil. Det var reelt nok, at Noah var dygtig, og at hans selvtillid var toppen af poppen. På den baggrund havde han næsten en legitim årsag til ikke at bryde sig om ham, men Noah var en fin fyr - på mange måder. Han havde den dér amerikanske spring-ud-i-det-og-prøv-før-du-dømmer-attitude og balast i baghånden, og i et land som Danmark var det sgu beundringsværdigt på den ene eller anden måde. Man tjente ikke en skid ved at være beskeden. Marius hadede sig selv for den erkendelse, fordi den virkede dobbeltmoralsk, taget hans egen beskedenhed i betragtning. Men som det var nu, virkede Marius' ambitioner bare ikke, som om de var vigtige - Noah var bare fremme i skoene. På én eller anden måde mere voksen.

Selvom det var åbenlyst, at biologirapporten var barnemad for Noah, var det ikke ensbetydende med, at den ikke var det for andre - heriblandt ham selv. Han kunne bare ikke skilte med det - selv, hvis han prøvede.

"Det handler jo bare om at formidle viden, og det kan du jo. Der bliver ikke stillet krav til, at vi er så fandens nyskabende og -tænkende på STX-niveau."

Nåh, han kunne nu godt se Noah for sig stille op som forskerspire i én eller anden medicin-kontekst, eller noget andet populærvidenskabeligt pis, der var penge i. Det handlede ikke kun om at turde, det var ren taktik og karrierelefleri, som Marius kendte hjemmefra, men som han bare ikke havde adopteret. Han var fyldt til randen med overspringshandlinger og lystmotiveret spontanitet - ikke med blik for, hvad verdenen havde brug for. Den havde brug for en Noah, helt klart. De var jo begge kapitalister, så Marius kunne ikke klandre fyren for at være amoralsk.

[David Bundgaard]

"Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad med om du hader mig. For helvede, vi har været tættere på hinanden end nogen andre har været, og vi kender hinandens mindste hemmeligheder. Det vil aldrig være ubetydeligt at du hader mig eller at jeg hader dig, men jeg gider ikke at åbne fuldstændig op til dig igen, og jeg tvivler på at du vil gøre det samme. Så måske begik jeg en fejl da jeg foreslog det, for det vil nok ikke fungere optimalt. Men vi fungerede også skide godt som venner, så jeg ville enormt gerne give det en chance, men ... Jeg orker ikke at bede på knæ mere. Jeg føler lidt at jeg ikke får noget ud af det mere." Han begyndte at grine.

Han hadede at se ynkelig ud. Det var noget lort, men han elskede hende, og han savnede hende, men han ville ikke lade sig selv tænke tanken fordi det var for meget at håbe på og det kunne han ikke lide - at håbe på noget der alligevel bare var falske forhåbninger, og han ville ikke virke desperat eller svag eller ja - ynkelig. Han ville helst gerne lukke af og bare ikke se hende hver dag, men man kunne jo ikke bare droppe ud. Nej for helvede. Det var også et fedt sted. Han skulle sgu ikke stikke af fra det.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde virkelig ikke lyst til at skændes med David, slet ikke når han egentlig prøvede på at de skulle være venner. Men det var det her hun langt hellere ville hører, end at de bare 'kunne lades som om'. At spille skuespil som venner var bullshit, og spild af tid. Men mente han det, ville hun gerne prøve at se om de kunne blive venner igen. Bare venner. Hans latter smittede ikke af på hende og hendes ansigt var stadig lige alvorligt. Men blikket i hendes øjne var mildere. Hun lagde papirene på bordet og satte sig, endnu en gang, ved siden af ham på sengen.

"Jeg vil heller ikke have du tigger eller åbner op for alt, men jeg vil have du mener det når du spørger om vi skal prøve at være venner igen. Jeg kender dig godt nok til at vide, at du ikke gider ligne en wuss, og hvis jeg skal være hel ærlig -"

Hendes alvorlige ansigt blødtes op og hun så bedømmende på ham, med en drillende undertone.

"Så ser du slap ud når du prøver at spille sej." Hun drillede og smilede til ham. Men egentlig var der noget rigtigt i hendes ord. Hun mente det faktisk, at når han prøvede at virke sej og upåvirkede, fik det ham bare til at virke svag. Ihvertfald i hendes øjne, når hun kendte ham så godt som hun nu gjorde. Men hun ville ikke skændes og derfor var det drillende ord der kom ud fra hendes mund, som var de bedste venner igen. Som før de var blevet kærester.

"Men helt seriøst, David... Så vil jeg gerne prøve." Hun så først på sine hænder og derefter på ham ud af øjenkrogen. "Jeg savner at kunne snakke med dig, som før i tiden."

[Noah]

Det var som om de alle var sunket hen i en lav intens arbejdsro. Noah havde trukket på skulderne til Marius og grinet. Men nu havde de siddet lidt. Og det var ganske godt. Han sad ikke fast i opgaven og lavede det sidste. Han manglede jo nærmest ikke noget. Men Noah var jo som sagt perfektionist han kom ikke uden om. Han var typen der tjekkede sin opgave igennem. To gange. Tre. For lykken.

"Boys, hvis jeg nu siger gymnastik, hvad siger I så?"

Han ville gerne høre om det. Han var ikke sikker på hvordan det blev set på. Men det kunne lige så vel være de sagde: Så du OL?
Noah havde haft en far der tog ham med hver gang. Det var fantastisk. Hver eneste gang. Han kunne ikke andet end elske det. Især gymnastikken.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius tog fat på fremlæggelsen igen. Ikke, fordi han var bagud. Han havde styr på sin part af det. Selvfølgelig havde han det - det var danskundervisning, og ham og David havde sjældent jokket i spinaten i det fag, men Thomas, der sad i sin egen verden og tjekkede Fan-Arts af My Little Pony, var slet ikke i humør til at deltage. Marius vidste godt, at det ikke hjalp at skrive Thomas' afsnit ind i handoutet, selvom han havde delt rigeligt ud af sine noter, men kunne snart ikke finde anden udvej (til trods for, at de havde lidt over en uge til fremlæggelsen). Den eneste, som ville lide under det, var Thomas. Årh, for helvede...

"Gymnastik er for bøsser," kom det prompte fra én, der sad ved siden af Thomas. Thomas rullede med øjnene. Marius kiggede roligt op fra sin skærm og smilede. Hvis gymnastik var for bøsser, var svømning det endnu mere. Som sportsudøver vidste han, at alt sport krævede udholdenhed og kontrol.

"Så du OL?" spurgte Marius og havde på fornemmelsen, at Noah havde forventet præcis det spørgsmål på et eller andet tidspunkt - på måden, han tog en indånding for at svare. For hans far gik sygt meget op i OL, når det blev vist - lige så meget, som hans mor gik op i Melodi Grand Prix.