Lektielæsning hos Marius

[David Bundgaard]

Lørdag. 4. november

David åbnede sin computer. "Kender I det, når man bare ikke forstår en skid?" lød det efter lidt stilhed, hvor han havde læst lidt af det de havde lavet i timen om torsdagen.

Det havde bare startet med David, Marius og Thomas der skulle lave fremlæggelse til mandag, men de var i god tid, så det endte med at de bare hyggede lidt og de skrev til nogle af de andre der var hjemme i weekenden om ikke de ville over. Alle undtagen Jonathan var hjemme, men som Marius sagde med et lille grin: "Det er sjældent man ser ham, når dem hos Anton er taget hjem".
Pludselig fik Thomas lyst til at se MLP og så måtte David og Marius lige se, hvad folk dog så i det. Og de blev ikke klogere. Da de spurgte Thomas, sagde han bare: "Jamen ... Det er bare så godt..."

Marius fik også inviteret Noah over og så var de pludselig nogle stykker der bare sad og hyggede lidt med deres computere og deres overspringshandlinger. Nogle gange viste de hinanden sjove videoer og David skulle spille et stykke på sin guitar bare lige for sjov, så den sad han pludselig også og jammede lidt med på værelset.
Det var rigtig hyggeligt og afslappet. De fik ikke lavet meget fremlæggelse, selvom Marius ofte havde øjeblikke, hvor han sagde: "Nåh menæh ... Skal vi ikke også have et punkt med ekspressionismen og måske få Kafka med?"
Og David svarede bare: "Åh Kafka, den gamle swinger." Lidt fraværende, fordi han var optaget af noget andet og ikke lige kunne tage stilling til fremlæggelsen.

Efter lidt tid, kom en ny ind ad døren. Amanda. Hun så ikke David lige med det samme, men han kunne lynhurtigt se, at det ændrede hendes udtryk i ansigtet - Helt sikkert helt ubevidst. Men han kendte hende så godt at han lynhurtigt kunne se det, hvilket han nogle gange ville ønske at han ikke kunne.

[Amanda Dagmar Carstensen]

//Ankommer til tråd.

Det var Marius, der havde skrevet til hende tidligere på dagen og spurgt om hun ville være med til at få læst nogle lektier. De var et par stykker der mødtes og kendte hun ham ret, var det fordi det nok ikke blev til så meget læsning, hvis han var alene om at skulle være seriøs. Han kunne være for let at trække med til overspringshandlinger nogen gange. Men hun var ikke selv meget bedre. Alligevel fungerede de godt sammen og på trods af deres interne fjollerier, så kunne de få noget ud af læsningen sammen. Så hun kunne vel godt trække de andre med, sammen med ham.
Men hun havde lige skulle afslutte noget i Madlavning og Selvforsyning, som selvfølgelig var gået galt, så det havde taget meget længere tid ... Nok mest fordi hun havde formået at skære sig på tre fingre og derfor hele tiden måtte gå efter plastre og derefter starte forfra.
Hvorfor hun havde valgt det forbandede fag, anede hun stadig ikke.

Men om det så var et bevidst valgt at Marius også havde inviteret David her til, ville hun egentlig ikke vide. Lod sig bare forstille at det var et tilfælde, for så kunne der vel være plads til dem begge to. Hun kunne mærke sig selv vrænge lidt på næsen og måtte tage sig selv i det. Det ville kun gøre stemningen dårligere og det var så tydeligt at folk bemærkede det. I stedet tog hun et smil på og så væk fra David.

''Jeg hørte i holdte seriøs lektiefest?''

Sagde hun og gik hen til den ledige plads der var ved siden af Marius.

[David Bundgaard]

"SE-RI-ØS." Han spillede en tone ved hver stavelse. "LEK-TIE-FEEEEST!" Og så fandt han på et eller andet at spille på guitaren. Han stoppede med at spille ganske kort tid efter og så helt seriøs ud i ansigtet. Gennem månederne havde han så småt lært ikke at få nederen på hver gang han så hende. Han prøvede virkelig også at lade være med at drille hende. Men alligevel kunne han ikke se dem som venner nogensinde. Den tanke irriterede ham. Men han nægtede at lade hende ødelægge hans humør bare fordi hun stadig var gal i skralden.

[Marius Emil Lundqvist]

Det havde startet med et seriøst initiativ fra hans side af til at lave lektier. Især den danskfremlæggelse ville han gerne have på plads med Thomas og David. De var i god tid, eftersom den først skulle afvikles fredag, men Marius var som regel i god tid, når det gjaldt den slags... og især, når de havde fået Thomas som tredjehjul. Ikke, at der var noget galt i det - han var bare ikke lige så engageret i det, som Marius og David, der tidligere havde lavet lignende fremlæggelser i dansk med stor success.

Men det hele endte med et sidespor, og Marius sad bare og læste nogle artikler på nettet - hovedsageligt på Information og DR, som kunne give ham lidt inspiration. De snakkede lidt om løst og fast, og så kom andre over og joinede dem.

Det var selvfølgelig ikke uovervejet, at Marius havde inviteret Amanda over også, men hans motiv havde været fuldstændig løsrevet fra Davids tilstedeværelse. Eftersom de fleste fra årgangen alligevel ville ende her, ville det være sært, hvis hun ikke gjorde. Men da Amanda kom ind, gennemskuede han hendes minimale trækning ved munden og det enlige glip med øjnene. Det var sgu ikke, fordi han fortrød, at han havde inviteret Amanda over nu, men han tænkte ved sig selv, at hvis det skulle ende med, at nogen skred, så måtte det blive David. Han ville ikke se med milde øjne på, at det endte med, at Amanda blev frosset ude, som det plejede at være. Og dét til trods for, at David var en god ven. Marius ville ikke sidde og være tro mod den ene og illoyal overfor den anden.

Marius løftede et øjenbryn over Davids guitarspil, for det var klart bedre end hans sangstemme.

"Det kunne have været seriøst," sagde Marius spydigt til ham.

Da Amanda satte sig ved siden af ham, sendte han hende et skævt smil, og hans blik faldt selvfølgelig straks på hendes fingre.

"Prøvede du at lave opskriften om til noget, som var helt okay at putte Amanda-fingre i?"

Marius rørte let ved Amandas fingre med sine fingerspidser. De lyseblå øjne var lidt bekymrede.

[David Bundgaard]

Han havde aldrig været jaloux omkring Amanda og Marius forhold mens de var kærester, men han følte lidt i det øjeblik at han havde noget at miste. Hele tiden tænkte han jo, at hun en dag ville synes, at hun havde været vildt åndssvag og vende tilbage til David, fordi hun ikke kunne leve uden ham eller et eller andet. Men man kunne måske godt lidt anse Marius som en trussel. Det havde han ofte overvejet, men han følte sig alligevel som en dårlig person, for Marius var en guttermand. Virkelig. Han kunne slet ikke forestille sig hvordan det måtte være at skulle holde et venskab mellem to mennesker, der praktisk talt ikke kunne være i samme rum, at skulle vælge mellem de to. Han vidste at Marius til hver en tid ville vælge Amanda frem for David, men han var bare glad for at deres konflikt ikke havde ødelagt Davids venskab med Marius. Marius var heldigvis en af de mest diplomatiske mennesker han kendte.
Havde han mon inviteret hende over?

Som månederne var skredet frem og han så Amanda dagligt - det kunne jo ikke undgås - begyndte han at savne hende. De havde kendt hinanden så længe og så godt. Alle de film de havde set sammen. Alle de mange interne jokes, som bare var gået tabt nu hvor de ikke engang kunne se hinanden i øjnene. De hemmeligheder de havde delt, som også lidt gjorde hende til en tikkende bombe. At han ikke havde kunnet få den op at stå de første par gange. Tanken om hvad det ville gøre ved hans omdømme, hvis hun sagde det. Han havde aldrig åbnet sig så meget for en person før.

Han begyndte at se lidt videoer på youtube. Han var i den underlige afdeling, og han havde hele tiden i baghovedet at nu skulle han snart stoppe inden det blev alt for langt ude. Thomas og Noah kiggede med og de fik sig nogle grin.
Han ville ikke lade det påvirke hans humør. Så havde hun vundet. Han ville ikke lade hende vinde.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda himlede diskret med øjnene af David, da han skulle fjolle over hendes ord. Det var ikke rart at tænke eller føle, men David skulle ikke gøre meget for at irritere hende. Før i tiden havde hun også himlet med øjnene af ham, men på en hel anden og langt mere kærlig måde, men nu fik han hende til at koge over ... Over ingenting. Og nogen gange var hun ikke i tvivl om at han udnyttede det.
Dog virkede det lidt som om de begge to var enige om at de måtte give det her et forsøg. Ihvertfald bare på at holde hinanden ud.

Hvor ville hun dog ønske at det ikke var sådan.

Noah og hende kiggede på hinanden kort og kunne ikke lade være med at smile. Siden de var startet efter sommerferien og som tiden var gået, var hun blevet temmelig gode venner med Noah. Ikke på samme måde som hun havde med Marius, tvivlede på om det nogensinde ville ske at en kunne tage den fyrs plads, men hun snakkede godt med Noah. Trods hans let overfladiske holdninger til nogle ting og dyre luksus vaner, så var han en reel fyr der var overraskende godt til at lytte. Men ingen rigtig fliteri, han var jo sammen med Selma stadig, men en gang imellem måtte hun tage sig selv i det når hun blev fuld.

Marius stemme, henvendt til hende, og hans lette berøring af hendes fingre med de mørkeblå plastre ledte hendes opmærksomhed tilbage til værelset. Hun puffede til Marius med sin skulder og åbnede sin godt slidte, men stadig fuldt fungerende computer.

''Du er en værre pylre mor.'' Hun sendte ham en grimasse og kunne ikke lade være med at fnise.

At David sad i samme rum og skulle blive jaloux over hende og Marius sammen, var ikke noget der ville falde hende ind. Af den ene grund at hendes og Marius forhold aldrig ville udvikle sig til mere. Hun kunne aldrig forstille sig at være sammen med Marius på den måde og hun tvivlede stærkt på at Marius skulle have det anderledes. Men hun kunne godt mærke Davids blik på sig af og til.

[David Bundgaard]

Han havde lidt lyst til at gå, fordi han ikke rigtig kunne slappe af længere. Han vidste at han ikke kunne gøre noget uden at hun ville dømme ham. Han ville aldrig være bange for at andre folk dømte ham normalt, men når det var Amanda, fyldte det ham med ubehag. Han forstod det ikke helt selv når han tænkte over det. For at skabe mere afstand mellem dem, som han virkelig havde ønsket i starten for at få smerten på afstand, havde han været rigtig led ved hende den første måneds tid, men nu ville han bare gerne have at de bare kom på talefod. De havde så meget til fælles.

Men hvis han forlod rummet, ville alle vide hvorfor, og det ville få ham til at virke svag.

[Marius Emil Lundqvist]

"Ja, man har vel sine feministiske træk," svarede Marius sarkastisk og løftede blikket mod de andre i rummet. Han klappede låget på sin MacBook ned og stillede den fra sig i umiddelbar nærhed. Det var ikke, fordi han ville give Amanda sin udelte opmærksomhed udelukkende, men han kunne ganske enkelt ikke lade være med at spørge ind til hendes klodsede fejl.
De lyseblå øjne fangede Davids et kort sekund, og selvom David ikke viste tegn på ubehag, var det, som om noget i luften havde ændret sig.
'Pokker stå i min finfornemmelse,' tænkte han og rakte ud og tog Davids guitar.

Det var mærkeligt, at han kunne blive optaget af de mindste ting, når det gjaldt musikinstrumenter. Guitar var absolut ikke hans stærke side, og han var ikke lige så hurtig i vendingen med akkordgrebene som David, om end han kunne de forskellige fingerstillinger og skalaer i begrænset praksis. Det syntes han i hvert fald selv.

"Hvad mangler du at lave?" spurgte Marius fraværende Amanda ved sin side, mens han slog guitarens E-streng an og pillede ved stemmeskruerne for at finpudse dens pitch. Det var end ikke en kvart tone ved siden af, og selvom Marius' gehør ikke kunne siges at være absolut, var der noget, der skurrede i hans ører. Hans blik var rettet mod instrumentet.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Du har bare ualmindelig mange.''

Drillede Amanda og så bare på den blå skærm, der viste at computeren var igang med at starte. Kæmpede sig igang for at starte det forældede Windows 2007 som hun stadig levede med. Til forskel fra Marius havde hun ikke en far der kunne give hende den nyeste og hurtigeste maskine, og i forhold til Noah havde hun ikke pengene til en ny... Og desuden ville hun bare ende med at ødelægge den på den ene eller anden måde. Så hun levede med denne klenodie af en computer, som hun havde arvet efter Thomas.

''Mangler lidt i en rapport, der skal afleveres i Biologi imorgen.''

Og med lidt mente hun meget. Hun var faktisk slet ikke startet på den. Kun formålet var skrevet ned, men hun kunne svarene på den alligevel og vidste hvad hun skulle skrive. Hun skulle bare lige tage sig sammen. Hendes øjne faldt et øjeblik på David, der var ualmindelig stille idag. Ingen ironiske kommentarer til hendes fingre med plastre på, ingen fnys eller suk. Han virkede nærmest til at ignorere hende og selv om han kunne gå hende på nerverne... Følte hun sig faktisk lidt hånet over det. Såret måske. Hvorfor skulle det være så skide besværligt?

''Det er kun databehandlingen, diskussionen og konklussionen jeg mangler, men så burden den være klar.'' Hun begyndte at bladre igennem de papire som hun havde taget med sammen med computeren. Søgte et eller andet. ''Men det er skrevet ned... Et eller andet sted.'' Hun lagde papirerne på bordet. ''Men jeg har vidst glemt det inde på værelset.''

[Marius Emil Lundqvist]

"Kun databehandlingen, diskussionen og konklusionen," gentog Marius monotont og løftede et øjenbryn. Det var jo ensbetydende med, at Amanda slet ikke var gået rigtigt i gang endnu.
"Hvis jeg levede bare én dag som dig, ville jeg bukke under for traumer, eller sådan noget," sukkede Marius. Da guitaren lød, som han ville have den, slog han et par akkorder an og rettede sig triumferende op med et smil i Davids retning.

"Hva' siger du så? Lyder hun ikke vidunderligt?"

Marius' øjne skinnede muntert. Det var jo kun typer, som var så passionerede omkring den slags, der satte køn på musikinstrumenterne. Marius havde adskillige mindre stuerene gloser på læben om instrumentets føjelighed, men holdt dem tilbage. Han kunne ikke sige sig fri at have følt Amandas irritation over Davids tilstedeværelse, men havde ikke i sinde at kommentere det.

[David Bundgaard]

David smilede. "Du har virkelig fanget hendes sound, synes jeg. Kunne nok ikke gøre det bedre selv," grinede han.
Han var sikker på at Marius ikke skulle bruge mange timer på at lære instrumentet at kende med hans musiske talent, men den tanke var han egentlig ikke så tryg ved, så han turde næsten ikke lade ham have den i sin varetægt for længe.
Han kunne
ikke engang se på Amanda, men han måtte nok hellere snart gøre noget. Måske var det nu han skulle.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Det er derfor jeg er manden i vores forhold, Marius, du er alt for svagsindet jo.''

Drillede Amanda og så på Marius kort med et smil. Så begyndte han at snakke om Davids guitar og om hvor godt den lød. For et år siden havde hun holdt af at lytte til at folk, og specielt David, øvede sig på den guitar. Nu vidste hun ikke rigtig hvad hun skulle mene. Men selv om hun måske ikke kunne med David, var hun egentlig glad for at Marius kunne. Selv om hun anså Marius som sin bedste ven, ville hun aldrig bede ham tage parti mellem dem. Hun vidste godt inderst inde at Marius ville vælge hende, hvis det endelig skulle komme helt ud på det skråplan, men det ønskede hun ikke. Hun ville ikke sætte Marius i den situation og hun havde heller ikke lyst til at David skulle føle sig uønsket af hans venner.
Ikke mere ihvertfald, for selv om hun ikke kunne ham mere, så var det meste af vreden og ønsket om at han skulle have det så svært på skolen som overhoved muligt sivet ud af hende den sidste månedes tid. Hun fik intet ud af at gå og sprede nederen rygter. Hun hadede jo selv når folk snakkede bag ryggen og troede på alt de hørte. David og hendes historie havde været lidt af et gossip emne lige før og lige efter sommerferien og hun havde været ved at brække sig.
Men det betød ikke at hun var på vej til at acceptere David. Hun ville stadig allerhelst bare undgå ham, så meget som muligt.

Hun rejste sig fra stolen, og skubbede den ind igen. Lod computeren stå for hun var ikke bare vej væk.

''Jeg henter lige opgaven.''

Sagde hun egentlig mest, for at folk ikke skulle tro hun blev fornærmet over at Marius snakkede med David og hun nu ville skride. Men det var ikke så højt og hun var på vej mod døren.

[David Bundgaard]

Han ventede ikke længe før han gik ud ad døren også.
"Jeg er straks tilbage. Bare spil videre." Han kunne ikke være mere ligeglad med hvad andre tænkte, han vidste hvad han skulle gøre, og han kunne ikke nå at tænke før han var ude ad døren.
På det tidspunkt var Amanda allerede nået til værelse 4, og hun var ikke på gangen. Han tøvede ikke med at gå hen til rummet. Hurtigt åbnede han døren.
"Amanda. Vi bliver nødt til at tale sammen," væltede det ud af munden på han, "og du må ikke smide mig ud, for det her er altså virkelig vigtigt, og jeg synes enten vi skal blive herinde eller gå en tur udenfor, for jeg har ikke lyst til at tale om det, mens halvdelen af skolen hører det inde hos Marius."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde ikke lagt mærke til at David fulgte efter hende og da døren først gik op troede hun i et øjeblik at det bare var en af hendes værelses piger, men den velkendte stemme var hverken Lærke, Selma eller Nishays. Tvært imod. Det overraskede hende så meget at det var David, at hun tabte sine papire på gulvet idet hun vendte sig mod ham.
Hun fattede det ikke. Hvad blev de nød til at snakke om, som han mente var så pisse vigtig? Havde han fundet en ny og mente det var i orden at tvære det ud i ansigtet på hende. Mulighederne var mange og de fleste hun kunne tænke på, var negative. Hun satte sig på hug og samlede papirerne sammen, hendes øjne et øjeblik på David.

"Lad os gøre det her.."

Hun havde sine mure op, tydeligvis, men kunne hun gøre andet? Han fulgte efter hende efter at have ignoreret hende og braste ind på værelset . Alt kunne ske lige nu og hun vidste ikke hvad hun skulle tro. Helst ville hun gerne have haft Marius ved siden af sig, for han havde en beroligende effekt på hende, men hun ville heller ikke ud og gå en tur.

[David Bundgaard]

"Okay..." Han smilede svagt. Ikke et glad smil, bare et fladt smil for at hun vidste at han ikke var ude på at være mega led ved hende. Det var han virkelig færdig med.
Han satte sig ned på en af pigernes redte senge. En der muligvis ikke var på skolen i weekenden.

"Jeg er bare rigtig træt af at vi ikke kan være i rum sammen, fordi det er så anspændt imellem os. Så jeg vil bare ... Jeg synes bare at vi skal være venner. Bare som før. At vi vasker tavlen ren og glemmer det vi havde og bare kan være venner igen. For jeg kan virkelig ikke forestille mig hvordan det må være at vi hader hinanden det næste halvandet år, når vi er tæt på hinanden næsten 24 timer i døgnet og ikke kan undgå at støde på hinanden hver dag. Vi kommer nok aldrig nogensinde til at blive tætte venner eller gode venner som før, men jeg vil bare have at vi kan lægge tingene bag os og acceptere hinandens tilstædeværelse på jorden. Jeg er ikke vred længere, og jeg kan tolerere, hvis du stadig hader mig, men så vil jeg gerne arbejde for at du i det mindste kan se mig i øjnene og måske at vi kan gå så langt som at føre en normal samtale. Jeg tænker også bare på alle folk på skolen. Jeg vil ikke give dem fornøjelsen af at se vores hadefulde attitude hver eneste dag. De fryder sig jo over konflikterne, og det synes jeg bare er for usmageligt."

Hun sagde ikke noget først, og han havde ikke mere at sige. Stilheden var ubehagelig, så han rynkede panden og så direkte på hende for første gang i lang tid. "Sig noget ..."