Disney-freakshow m. Marius & Amanda

[Marius Emil Lundqvist]

Slut oktober

Det var lørdag, og det var morgen. Marius var stået tidligt op og havde fikset sig en omgang morgenmad i form af ristet brød i tekøkkenet. Mange af eleverne var taget hjem på weekend. Personalet havde som følge af elevernes uregelmæssige tilstedeværelse i weekenderne valgt ikke at servere måltider på skolen i weekenderne, medmindre det var en weekend, der i kalenderen var opmærket til noget bestemt. Han vidste, at Amanda stadig slumrede, men han havde set, at Lærke og Selma allerede var oppe og dyrkede hver deres respektive morgenrutiner i form af løb eller andet. Han vidste også, at Nishay var taget hjem - stakkels pigebarn - og bedst af alt: Selma havde en aftale med ham Noah senere, og Lærke havde fundet sig en krog, hun gerne sad og læste i. Marius havde bemærket Lærke andre gange, men havde ikke gidet bide mærke i det eller joine hende.

Nu gjaldt det Amanda, og Marius åbnede uden tøven døren til pigernes soveværelse. Når man gik et sted som her, kunne man lige så godt fra begyndelsen vænne sig til, at privatlivet var en begrænset udfoldelse. Hans blik scannede altid nye rum, som han trådte ind i dem, og hos henholdsvis Lærke og Nishay var der ryddeligt, mens Selma havde sit femi-rod lidt hist og her. Amanda var en krøllet bunke lemmer under dynen. Marius var hos hende i ét spring, komplimenteret af hans lange ben, og han landede midt på hendes seng, hvor hendes fødder havde været for få sekunder siden. Samtidigt med, at Amandas ben havde foldet sig sammen under hendes krop, var hendes hoved blevet dækket helt af dynen. Marius trak den væk, så Amandas ansigt kom til syne bag et kruset tæppe af lyse lokker. Hendes øjne missede mod ham, men han gav hende ikke tid til at brokke sig.

"Godmorgen, du, er livet ikke bare fantastisk?"

Marius rakte ud og kildede hende drillende lige under næsen med en lok af hendes eget hår.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hvis der var noget Amanda ikke var, så var det morgenmenneske. At stå tidligt op gjorde hun sig på ingen måder i og hun elskede at slumre i sengen, så længe som muligt. En ting hun havde haft en forkærlighed for altid. Men hendes lange morgen blev brat stoppet da Marius syntes han skulle kaste sig ned i hendes seng og være så skide morgenfrisk. Kunne han ikke tage og finde lidt interesse for Lærke, der var et morgenmenneske med kæmpe A og vente på at Amanda kom til live?
Tydeligvis ikke, og med en let irriterede lyd skubbede hun hans hånd væk, så han ikke kunne kilde hende med hårlokken. Men en lille krusning på læberne var at se og hendes søvnige øjne så ikke vredt på ham. Bare mildt irriterede.

''Hvorfor er du så skide morgen frisk?''

Hendes stemme var grødet af søvnen og hun måtte kvæle et gab. Selv om han havde vækket hende midt i morgen slumren, var det faktisk temmelig hyggeligt at have ham liggende sådan oven på sig. Hun fik trukket armene ud af dynen og lagde armene om halsen på ham. Trak ham med længere ned i sengen så godt hun kunne.

''Kan vi ikke blive liggende lidt endnu. Be be?'' Sagde hun, som bad hun sin mor om fem minutter mere. Hun var ikke den største putter, men man ville da være et skarn hvis man direkte hadede det. Og hvis hun var rigtig heldig, kunne hun få det morgenfriske højhus af en fyr til at lægge sig stille ved siden af hende, bare et øjeblik. Til hun vågnede ordenligt.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius genoptog ikke sit drilleri med at kilde Amanda på næsen, da hun skubbede hans hånd væk med en ru, træt lyd. Øjnene, der mødte hendes tindrede af energi. Marius kunne se på hende, at hun bare prøvede at virke sur, men at det ikke lykkedes. Dog gengældte han ikke hendes smil, men pustede kinderne op og slugte luften igen, så de fladede ud.

"Jeg er bare top-swag," svarede Marius med et lille grin, velvidende, at det var et ord, han ikke ville kunne hænge sig i i en længere periode. Det passede slet ikke til ham. Marius skulle lige til at rette sig op igen, men Amandas arme lagde sig om hans hals og trak ham nedefter. Han burde have forventet det, men det kom lidt ud af det blå. Marius skar en grimasse og sukkede demonstrativt. Han foldede benene ud og lagde sig på siden ved siden af hende ovenpå hendes dyne. Hans frie hånd hvilede på hendes arm, mens den anden støttede hans hoved, albuen hvilende ved siden af hendes hovedpude. Før han var kommet ind, havde han næsten svoret på, at han ikke ville falde for hendes bøn om at blive liggende lidt, men det gjorde vel ikke noget lige nu.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Et lille triumf smil prydede Amandas læber, da Marius overgav sig uden kamp og lagde sig ned ved siden af hende. Det var virkelig rart og hun sukkede af velbehag med øjnene lukket igen. Fronten mod ham og hendes hænder under puden som hun krammede let.

''Se, det er meget bedre. Så må du vente med dit top-swaggeri.''

Hun kunne faktisk godt sove videre, hvis Marius var stille nok, men hun vidste også godt hvorfor han var kommet her ind. Det var weekend og ikke mange elever var tilbage på skolen. Ikke en gang David var der til at gøre livet surt for hende og de havde aftalt at de skulle se Disney film og han mente at det var hendes arbejde til at lave toast.
Så hun åbnede det ene øje og så på ham, som han lå der foran hende, lettere demonstrativ. Hun kunne godt forstå hvorfor pigerne fandt ham så pisse charmerende, og havde hun ikke haft David den gang de lærte hinanden at kende, kunne hun måske have en anden interesse for ham. Men det havde hun ikke nu og ville aldrig få det. Han var nok det man ville kalde hendes bedste ven og ved tanken kunne hun ikke lade være med at smile lidt.

''Har du lagt en slagplan for idag?''

Hun hev de ene hånd ud fra puden og gned sit ene øje lidt. Måtte hellere se at vågne lidt, inden Marius fik gode ideer til at vække hende.

[Marius Emil Lundqvist]

Triumfen i Amandas smil forbigik selvfølgelig ikke Marius' blik. Han returnerede hendes suk, men hans var hverken velbehageligt eller tungt - bare demonstrativt. Selvom hun helt sikkert var lidt sød, eller lidt som en hundehvalp, som hun lå dér og krammede sin pude, og selvom det kunne være rigtig rart bare at ligge og sige ingenting og dase lidt, så var det ikke just dét, han var i humør til denne lørdag. Marius faldt ikke for hendes charme hver gang, og det måtte hun næsten være bevidst om, fordi triumfen i hendes smil bare var en engangsforestilling.
Det var en kamp for Marius at ligge stille. Det var ikke, fordi han normalt havde for meget krudt i røven, men lige nu var han alt for optændt ved tanken om masser af Disney-film. Alligevel lå han stille lidt uden at lade sig mærke med noget. Da Amanda kiggede på ham med ét øje, løftede han det ene øjenbryn, så det næsten virkede flabet.

"Jeps," sagde han med latter i stemmen og satte sig endelig op, selvom der knap var gået 5 minutter. Han svingede benene over hende og kom op at stå med front mod hende. Han trak dynen af hende og slog den ud i luften for at rette den ud og fjerne støvet fra den. Han smed den i hendes fodende og foldede den hurtigt, så den kun fyldte et lille afsnit af sengen.

"Jeg har nemlig lavet te!"

Marius grinede muntert og lidt drenget. Han vendte sig og gik hen mod døren, hvor han vendte hovedet for at se strengt på hende: "Hvis du stadig ligner noget, en kat har spyttet op, når jeg kommer tilbage, så vil jeg ikke tale til dig resten af dagen."

... det ville blive svært, men han kunne godt. På det punkt var han lige så stædig som hun, når hun nægtede at modtage hjælp. Så gik han ud i køkkenet.

((Bare skriv et indlæg, hvor hun gør sig klar/noget i den dur, eller hvad hun nu gør... Og så afslut indlægget med, at Marius kommer tilbage med te og morgenmad til hende. - Så skal jeg nok spille ham igen derfra.))

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Årh!'' Sagde hun da han fjernede dynen og krævede at hun stod op. Det var ikke lang tid hun fik lov til bare at ligge og få lidt mere tid i sengen. ''Du er fandeme værre end min mor altså.''

På trods af irritationen i hendes stemme, var den ikke ægte og bagved lå morskaben. Hun kom op og stå, rakte tunge af ham lige inden han lukkede døren bag sig og i skuffen fandt hun sine håndklæder. Hurtigt afklædte hun sig, svang håndklædet om sig og var på lette fødder ude ved fællesbadet. Lyden af Marius der gik og fløjtede var det eneste hun ellers kunne hører i huset og det passede hende helt fint, hvis de var de to eneste som var i Rævehulen lige nu. Selma og Lærke var her godt nok også, men de var andre steder på skolen lige nu.
Badet var vel Amandas anden ynglings ting ved morgenen, hvis hun ikke havde travlt. Lange bade, hvor hun lod sine fingre blive hel rynket, var toppen. Dog slog intet karbad. Men sådan et havde de ikke hjemme hos hendes forældre eller her. Men nu vidste hun at Marius ventede på hende, så det måtte blive et kort bad. Desværre. 10 min og hun var ude igen og tilbage på værelset hvor hun hurtigt var i tøjet. Sorte, skinny jeans og en stor tyrkis striktrøje som ville være for stor, selv til Marius. Den brugte hun altid når de skulle se disney film, eller bare ligge i sengen det meste af dagen, for den var så dejlig blød og for stor til at bruge normalt.

Da Marius kom tilbage var hun altså næsten klar. En lille smule beskeden mascara på øjenvipperne, så det ikke lignede at de var ikke-eksisterende, og hun var i gang med at tørre hår. Hun havde næsten været hurtigere til at gøre sig klar end hvad Marius var til at lave morgenmad og te. Lidt en sejr hvis man spurgte hende. Hun slukkede for hårtørren og smilte til ham.

''Hvad skulle jeg dog gøre uden dig.''

[Marius Emil Lundqvist]

Marius stillede bakken med morgenmad fra sig på skrivebordet og lænede sig op ad radiatoren lige ved vindueskarmen. Det var hans yndlingsplads i de fleste rum, for det gav ham et bedre overblik. At han skyggede for det meste af udsigten gennem vinduet var selvfølgelig et minus, men så længe ingen beklagede sig ...
På bakken var der en skål yoghurt med müsli og flere stykker smurt brød med lidt pålæg til. Han havde derudover lavet spejlæg - og indrømmet, der var sikkert mere mad, end Amanda kunne spise, men så ville han tage resten. Nemlig.

Da han betragtede hende, fnøs han en lille latter gennem næsen og smilede.

"Du behøver da ikke alt det -" Marius slog ud med hånden som for at sige, at det var latterligt at sætte hår og tage den smule mascara på. Men det var vel hendes egen sag; Marius kunne personligt ikke se, hvad det skulle til for. "- ikke for min skyld."

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Hvem siger det er for din skyld, Mr. Marius?''

Smilede hun til ham, slukkede for hårtørren og lagde den på sin vante plads på skrivebordets anden ende. For hun vidste udemærket godt at han, af alle, ikke kunne være mere bedøvende ligeglad om hendes hår sad hel rigtigt, eller om hun havde mascara på. Men det var vel lige så meget for hendes egen skyld. 'Grim-dage' havde hun da, men det var mest når der var tømmermænd indblandet og man vidste aldrig hvad de kunne finde på, når de begyndte på Disney film. Nogen gange endte det med noget helt andet i sidste ende.
Dog håbede hun bare at hele dagen idag, var i selvskab med Marius, så var hun næsten ligeglad med hvad de lavede.

Hun gik over til ham og bakken med bjerget af mad han havde sammensat og hun smilede sødt til hende, næsten barnligt med rynket næse og skyldrene trukket op om ørene. Hun tog yoghurten.

''Prøver du at fede mig op med al den mad? Vi skal jo også have toast, har du glemt det?'' Sagde hun og puttede en skefuld i munden. For sulten til at sætte sig til rette inden hun begyndte at spise.

[Marius Emil Lundqvist]

Mr. Marius. Han havde nær glemt alt om det kælenavn. Det fik ham til at løfte det ene øjenbryn i påtaget misbilligelse.
"Det er min uimodsigelige opfattelse, at den mundering er til for mig," sagde han muntert, "for i dag er det kun mig, der skal se på dig - sammen med Aladdin, Herkules, John Smith og alle de skønne prinser, for i dag er du min dedikerede Disney-prinsesse, and that's just what makes the World go around."

Marius smilede saligt og vippede med den ene fod, som om han allerede havde fundet en melodi, der passede til sit humør. Han betragtede hende, da hun tog yoghurten og lod blikket vandre tilbage til bakken. Der var et lige så barnligt udtryk i hans ansigt, men det lignede mere en barnlig forhåbning om, at maden blev på bakken længe nok til, at han kunne få noget.

"Nåh, ja, toast... Mmhm, ja, selvfølgelig..."

Marius' tanker var på bakken med morgenmad, og det var helt tydeligt at se for enhver.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Mmmm''

Amanda trak skulderne op og smilede sagligt som Marius remsede nogle af hendes favorit Disney-prinser op. Men selv om han havde en smule ret, så var det lige så meget for hendes egen skyld. Hun kunne ikke gøre for det og elskede at gøre bare en lille bitte smule ud af sig selv, med mindre det var nattøjs dag i sengen, under dynen. Der ville hun havde ladet mascaraen ligge i skuffen og sat det lyse hår, som hun havde bestemt sig for at lade gro resten af året, op i en hestehale. Hun var trods alt hans dedikerede Disney-Prinsesse og de havde ingen grimme dage.

''Du har snart trukket næringen ud af maden med dine øjne. Tag nu noget og spise.''

Fnes hun og skubbede bakken hel hen til ham. Det var så tydeligt at toast ikke var hans første tanke lige nu, men nærmere det mad der stod foran ham. Og Amanda tvivlede på at hun kunne spise bare halvdelen af hvad han havde lavet til hende, selv om hun var virkelig smigret over alt det arbejde han havde lagt i det.

[Marius Emil Lundqvist]

"Årh, må jeg?" spurgte han åbenlyst begejstret. Det var bare et spørgsmål, han slyngede ud, fordi det var noget, der skulle siges til hendes bemærkning. En form for Call and Response, eller noget i den dur.

Han rakte ud og purrede lidt i Amandas hår, før han nåede helt frem til bakken. Han vidste godt, at hun lige havde gjort noget ud af sit hår, men det var bare en understregning af, at han var ligeglad. Marius tog et stykke ristet franskbrød, hvor smøret var smeltet og havde tilført det en god smag. Han lagde en skive ost på og toppede det med lidt marmelade. Brødet knasede herligt mellem hans tænder. Han satte sig på hendes sengekant og strakte benene frem for sig; de havde en ikke helt ubetragtelig fylde i rummet.

"Jeg gifter mig sgu med en michelinkok," konstaterede han spydigt mellem et par bider. Han så nøje på Amanda et øjeblik; så smilet i hendes ansigt og øjne. Der var noget alvorligt over hans egne lyseblå øjne, som gemte på den ukuelige munterhed, han var så bekendt med.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda rystede på hoved og tog endnu en skefuld af sin yogurt. Drengen var et stort hul, som ikke kunne tømmes uanset hvor meget mad han puttede i munden og uretfærdigt nok skete der intet ved det. Spiste hun lige så meget som ham, ville hun være trumle tyk efter få dage. Hun satte sig i skrædderstilling ved siden af ham, men plantede et venskabelig kys på hans kind inden og kunne ikke lade være med at grine over hans konstatering.

''Ja, så blev jeg sgu hurtig udelukket, hva?''

Ikke at hun kunne se dem blive gift, ikke en gang så meget som at være kærester var umuligt. Men til gengæld kunne hun godt forstille at bo sammen med ham som roomie. Ikke på skolen her selvfølgelig, men der var jo også et liv efter Lyngvig... Men der var så lang tid til og der kunne ske så meget, at tanken blot var flygtig.

''Hvorfor ser du så alvorlig ud i dine øjne?'' Spurgte hun og så nysgerrig på ham og tog en skefuld mere.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fik et fåret udtryk i ansigtet efter Amandas kys, og han gned sig utilfreds på kinden med den frie hånd. Det var ikke, fordi han ikke brød sig om det, og det kom også lidt bag på ham, fordi de ikke vimsede om hinanden og delte deres hengivenhed ud på den fysiske måde, uanset hvor venskabeligt det var. Desuden var det udelukkende hans ret at gøre den slags, eller noget... Men Marius lod som ingenting og koncentrerede sig om sin franskbrødsmad.

"Mmmm, nemlig, men jeg er jo ikke kræsen, så jeg opgraderer dig gerne til michelinkok i mit hoved, hvis den unge dame kan stilles tilfreds derved?" spurgte han næsten lige så monotont som hans forrige udbrud og spiste resten af brødet. Han havde lige nået at kommentere på hendes bemærkning, før hun spurgte: "Hvorfor ser du så alvorlig ud i dine øjne?"

Marius blinkede hurtigt et par gange efter hinanden. Han var ikke klar over, hvordan han havde taget sig ud - der havde bare været noget sorgløst over Amandas væsen og humør i dag, som han var kommet til at tænke nærmere over. Men han fik aldrig rigtigt samlet tankerne, fordi Amandas formulering fik ham til at sprutte af grin kort efter.

"Hvad så med resten af mit ansigt?" spurgte han halvt leende og lænede sig frem for at skære det ene spejlæg fra de to andre og vippe det over på et stykke brød. Hvis de havde haft ketchup og mayonnaise til ...

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hans fåret udtryk, ved at hun kyssede ham på kinden var det værd. De gjorde sjældent sådan noget og oftes var det ham, men hun var nok en lille smule i sit kærlige hjørne ... Måske fordi det var så lang tid siden hun havde set sin bror og fordi det også var lang tid siden at hende og Marius havde haft en dag sammen, hvor det kun var dem. Ingen andre og de kunne blive i deres egen lille Disney verden uden forstyrrelser. Det passede hende udemærket.
Hendes smil blev større, da han opgraderede hende, selv om hans stemme ikke ligefrem lyste af arrangement for det og det var nok det, der fik hende til at smile. Hans latter var smittende og var det ikke fordi hun havde yogurt i munden, havde hun leet med. Men hånden røg op for munden for ikke at få spruttet på ham, med yogurt over det hele. Skålen blev stillet på bakken.

''Dit ansigt?'' Spurgte hun retorisk. ''Lige så yndigt som altid.'' Drillede hun og da han havde vippet det ene spejlæg over på et brød rakte hun ind over og tog det inden han selv kunne nå det. Der var jo to.

[Marius Emil Lundqvist]

"Vås," sagde Marius - inden Amanda helt fik afsluttet sin sætning. Han vidste, at hun drillede ham - og hun vidste, at han hadede at høre den slags. Så Marius var ikke irriteret, bare altid parat til at se tingene fra den sorte side, hvis Amanda skulle være frøken jeg-er-så-lykkelig-sammen-med-dig, fordi hun især havde evnen til at være overdrevet sød, eller overdrevet glad, og det kunne han ikke helt geare sig selv op til at være. Aldrig nogensinde. Men han var heller ikke en pige. Eller en Amanda.

"Hey!" udbrød han, da hun tog hans mad, "det er ikke særlig sødt at tage folks mad - især ikke min mad ..."

Marius rakte ud efter Amandas hånd med brødet og lukkede fingrene om hendes håndled. I stedet for at forhindre hende i at spise det, tvang han hende til at tage en større bid af det ved at skubbe til hendes hånd. Ellers ville hun svine sig selv til. Men Amanda, der ikke i nogen grad kunne tage så store bider som ham, blev rundere i ansigtet, mens hun tyggede.

Han fnøs en latter og vippede et nyt stykke spejlæg over på en skive brød. Så lænede han sig afslappet tilbage, holdt brødet mellem to fingerspidser og tog en bid.

"Nåh, men hvad skal vi se først?" spurgte han uden at tage sig af, at Amanda stadig havde lidt at døje med med den mad.