Disney-freakshow m. Marius & Amanda

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde intet valg og måtte tage en overdrevet stor bid af maden, da Marius skubbede til hendes hånd. For hun gad ikke at spilde og skifte trøje allerede. Det var næsten umuligt at tykke fordi det var så meget og hun måtte holde sig for munden, fordi hun nærmest var ved at kløjes i den. Men hun kunne godt lige få skubbet til hans skulder, med den hånd som for at sige ''Idiot'' men stadig med et smil, fordi hun kunne mærke hvor dum hun så ud.

''Nåh, men hvad skal vi se først?'' Spurgte han efter at have fået ordnet sin egen mad. Igen. Men der gik lidt tid inden hun kunne svare, for maden fyldte hele hendes mund og hun kunne ikke en gang snakke. Efter lidt tid fik hun sunket og fik munden fri.

''Jeg tænker Mulan, den fik vi ikke nået sidst. Men inden vi går i gang, skal vi så ikke gå ned i brugsen og få købt slik og toast-ingredienser?''

Hun tog en bid af maden, denne gang i en langt mere rimelig størrelse.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius lo dæmpet ved synet af Amanda, der havde sit hyr med at synke maden. Der var noget alvorligt - selv over hans latter. Han vippede fredfyldt med den ene fod og tog afslappet en bid mere, idet Amanda endelig kunne komme til orde.

"Nåh, ja, Mulan," mumlede han og prøvede at ligne én, der var skuffet, men de magiske ord slik og toast indgik i samme sætning som Mulan - hvilket var et glimrende trick. Marius ville helst have startet med én af de ældre Disney-film, men Amandas argument var validt. De sad lidt i tavshed og spiste mad i deres egne tanker. Marius havde fået et fraværende udtryk i øjnene, mens han spiste i et langsomt tempo. Dette andet morgenmåltid forekom ham langt bedre end det første. Morgenmad var altid bedre, når der var andre at dele den med.

"Men vi skal ikke lave stunts på min cykel igen," kommenterede Marius, der havde anet et lusket glimt i Amandas grå øjne. Sidst, de havde balanceret på hans cykel med lagkagebunde og andet godt, var det nær gået galt. Bortset fra det, havde lagkagen været sublim, og Amanda var sluppet med en hudafskrabning på albuen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Pas hellere på du ikke flyder over af begejstring for Mulan''

Drillede hun, for hun kendte ham. Vidste han ville se en af de lidt ældre film først, men han kunne ikke være vildt skuffet alligevel for hun havde forslået slik og toast i samme sætning. Det fik hende til at smile og nød det øjebliks stilhed hvor de bare sad og spiste hver deres mad. Det store morgenmads menneske blev hun aldrig, så hun var allerede ved at være godt fyldt. Så hun var færdig før Marius og lænede sig tilbage mod væggen og pustede ud. Det nemmeste ville være at gå ned til den nærmeste brugs, men det tog også al for lang tid, så hvis hun kunne overtale Marius til at de kunne cykle på hans der ned, ville det gå meget hurtigere.

''Eeej...'' Sukkede hun og så trist ud. ''Nu havde jeg lige håbet at vi skulle prøve at gøre det bedre end sidste gang.'' Han kendte også hende for godt, tydeligvis, siden han kunne lure hendes tanker.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius smilede til Amanda ved hendes udbrud. Han var stadig ikke færdig med at spise, men til gengæld gjorde han sig heller ingen anstrengelser for at blive færdig hurtigere, selvom det betød, at Amanda måtte vente. Det passede ham glimrende, rent faktisk glimrende. Den ene fod vippede stadig lidt i takt til noget ikke-eksisterende musik. De lyseblå øjnes munterhed skinnede tydeligt igennem. Der kunne ikke herske nogen tvivl om, at han havde det godt - at alting lige nu var herligt, og at der skulle meget til for at spolere hans humør. Hans rolige måde at gøre tingene på og den lurende, energiske munterhed, som var lige under huden, var næsten øretæveindbydende, fordi forventningerne om det helt store drama i hans selskab sjældent blev indfriet - som for eksempel en halsbrækkende cykeltur til Brugsen. Næh, det kunne gøres lige så godt til fods. Intet hastværk var tiltrængt.

Han spiste sin skive ristet brød med spejlæg i ro og mag og blev ved med at rulle med øjnene mod Amanda og løfte og sænke først det ene, så det andet, øjenbryn som svar på hendes påtagede skuffelse og utålmodighed. Endelig blev han færdig og fik tygget af munden, før han sagde noget:
"Du ved, jeg kan trække dig af sted i én af de dér trækvogne, som står ved cykelstativerne henne ved pedellens location -" Marius udtalte 'location' med meget tydelige vokaler, som gjorde han nar ad nogen "- men selv, når du ikke skal gøre andet end at sidde stille, får du skøre idéer og vil liiiige det ene, og så det andet, og så også lige det tredje - og så skal jeg pludselig slæbe en bunke ubrugelig blondine med mig tilbage samt Disney-guf. Det er jeg ikke just i humør til, frøken Dagmar. Ikke i dag."

Marius tog brodden af sine ord ved at sende hende et smil, selvom han vidste, at hun kendte ham godt nok til at forstå den tydelige sarkasme, han udtrykte sig med. Dagmar var ikke Amandas yndlingsnavn. Han lænede sig hen mod hende og tog hende ved håndleddet med ordene: "I dag skal du nemlig være funktionsdygtig - og..." Marius' smil blev endnu bredere. "... lave toast! Nemlig!"

Han rejste sig og trak hende med op, ivrig efter at komme ud og gå en morgentur, inden caféerne begyndte at udsende deres kaffelugte klokken 10.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda sukkede dybt, efter at have vist stor iver da Marius snakkede om trækvognende. Hun slog armene i vejret og så betuttet på ham.

"Tænk at du kan finde på at forslår sådan noget og så skyde ideen ned med det samme, som om jeg var full-time-member af jackass drengene. Så tarvelig."

Mumlede hun tilsidst og lagde armene over brystet. Tænk at han så også brugte hendes mellemnavn, som hun absolut hadede. Dagmar. Det lød som et eller andet grimt, gammeldags smørprodukt. Forfærdeligt. Men det sure ansigt var væk da han tog hendes håndled, løftede hendes hånd og snakkede om toast, for at trække hende op efter følgende.

"Hvis jeg skal være toast-master skal du agere min assistent resten af dagen og lade mig bestemme ingredienserne."

I farten ud af værelset fik hun lige nået at gribe sin jakke og stikke armene i den, da den friske morgenluft ramte hende i ansigtet. Solen skinnede, sendte de sidste varme bølger mod dem men luften var kølig. Men ikke kølig nok til at forlange at de absolut skulle cykle eller bruge noget hurtigere fartbart end deres ben.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius hånd hvilede afslappet på Amandas ryg mellem hendes skulderblade, idet de forlod Rævehulen.

"Nemlig," kommenterede han uden at være det mindste indigneret, "jeg er præcis så tarvelig, som jeg skal være - og du er bare heldig, at jeg ikke er spor kræsen."
Den sidste kommentar var selvfølgelig møntet på hendes insisteren på at vælge ingredienserne til de toasts, han inden længe ville komme til at sætte tænderne i, men skælmeriet i Marius' lyseblå øjne kunne lige så godt dække over, at han gerne satte tænderne i noget helt andet. Han løftede hånden et par centimeter fra hendes skuldre og hev drillende i en tot af hendes hår med tommel- og pegefinger.

Selv havde han lige nået at stikke armene i en mørkeblå træningsjakke, som han plejede at løbe i, når morgenerne blev køligere. Den lette brise føltes godt på kinderne. Marius gjorde som sædvanlig ikke noget for at afkorte sine lange skridt, mens de gik over græsplænen og hen mod den smalle åbning i buskene ud til vejen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda himlede dramatisk med øjnene, som var Marius en irriterende bror der insisterede på at have ret. Om alt. Og det værste var, at Marius ofte havde ret om det meste. Hun skubbede til hans hånd, som han hev lidt i hendes hår og rakte tunge af ham, før hun tog deres samtale videre op.

''Jeg håber du elsker nutella sammen med makrel og en god skive gorgonzola i midten. Når det er blevet opvarmet i toasteren, er jeg ikke i tvivl om at det bliver din livret. Hmmmmm hm!''

Pludselig hev hun fat i hans jakke og pegede på ham.

''Hey!'' På den måde tvang hun ham til at sænke tempoet ned en anelse. ''Match lige mine skridt, så jeg ikke behøver at løbe efter dig og falder død om inden vi når Brugsen.''

Hun var nemlig ikke hel vågen endnu, trods hendes bad og tiden de havde brugt på at spise morgenmad, så hun orkede ikke at gå i speed-tempo ved siden af ham. For ham var det jo intet besvær, men når hans ben var næsten dobbelt så lange som hendes, så betød det marthon løb for hende når de gik i hans tempo.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne godt tænke sig til smagen af Nutella og gorgonzola i kombination, og det var ikke det værste, han kunne forestille sig, men makrel oveni - så skulle han vitterligt være sulten og født i et udviklingsland, hvor der ikke eksisterede andet måltid. Som svar på hendes foreslag, skar Marius ansigt, men kunne ikke lade være med at smile stort til hende.

"Med dine evner som kok, bliver det intet mindre end fatalt - jeg mener, fortræffeligt."

Han bremsede hårdt op, da Amandas hånd pludselig greb fat i hans jakke. Hans øjne søgte hendes for at se, om der var noget galt. Det viste sig, at han gik for hurtigt - hvilket fik Marius til at le ad hende.
"Sorry, jeg glemmer, hvor svagelig du er om morgenen."

Men Marius satte villigt tempoet ned, så hans gang bare virkede endnu mere slentrende og skødesløs. Han lod Amanda stikke sin arm ind under hans, mens de gik. Da de drejede lidt til højre for at fortsætte hen ad den grusede sti, der ville føre dem ud til det mere trafikerede område - hvis man kunne opleve trafik en lørdag morgen i Lyngvig - hørtes fuglesang og skræppen fra et par skader.

"Fik du sovet godt?" spurgte Marius hende afslappet og ventede halvt om halvt, at hun ville sige, at hun sov godt, indtil han kom og spolerede det. Oh, well, han var altid en plage. Han vidste ikke, hvorfor han spurgte - det var måske det trætte udtryk i Amandas grå øjne.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Sorry, jeg glemmer, hvor svagelig du er om morgenen."

Amanda reagerede hurtigt og slog Marius på skulderen. Ikke hårdt dog, og hun kunne ikke lade være med at smile gennem sin sure grimmasse efterfølgende. De havde altid haft en diskussion om hvem af dem der var mest buff, på grund af den store højde forskel, så det var intern drilleri at han sagde som han gjorde. Men tempoet passede hende langt bedre nu og hun lod sin arm hænge om hans. Det var dejligt betryggende og føltes som noget de havde gjordt altid. Som om de ikke havde kendt hinanden i kun lidt over et år, men egentlig hele deres liv. Og det var nok en af de ting, som hun holdte aller mest af når de var sammen. Hvor hjemme hun egentlig følte sig i hans selvskab og de var aldrig i tvivl om hvor de havde hinanden.

''Fik du sovet godt?'' Lød hans stemme spørgende, efter et øjebliks stilhed mellem dem og ubevidst fik det hende til at gnide sig lidt ved det ene øje. Selvfølgelig uden at ødelægge den beskedne mascara der var blevet påført. Svaret lå lige til højre benet: Ja, indtil du kom og spolerede det. Men sandheden var vel egentlig lidt noget andet.

''Sådan ... Semi.'' Sagde hun og stak den frie hånd i jakkelommen, mens hun så frem for sig. ''Kunne ikke falde i søvn igår aftes, overhoved og så havde jeg en masse ubehaglige drømme hele natten.''

[Marius Emil Lundqvist]

Han modtog hendes knytnæve uden at fortrække en mine. Men Marius smilede svagt efterfølgende. Det var en herlig dag, og der skulle virkelig meget til at ødelægge den. Han indåndede den friske luft og strøg pandehåret til side med den frie hånd.

"Skidt," kommenterede han og skottede til hende. Han havde kunnet fornemme på hende, at hun ikke havde sovet meget, og på én eller anden måde var det altid let at vriste den slags ud af Amanda. De vidste, hvor de havde hinanden. Selv, når Marius udførte sine ninja-overraskelsesangreb, var Amanda ikke sen til at besvare dem og tage til genmæle.

"Nåh, men jeg skal nok proppe dig med lækkerier og Disney i dag, så du umuligt kan få ubehagelige drømme i nat," lovede han og sendte hende et drenget smil. Øjnene lyste af iver. Hvor havde han bare glædet sig overordentligt meget til i dag.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nikkede kort, så op på ham og trak på den ene skulder. Ja det var skidt, men hun havde prøvet værre og det ødelagde bestemt ikke dagen hun havde i selvskab med ham. Overhoved. Hans drengede smil der var så smittende, og hvordan hun ikke var det mindste i tvivl om, at han havde glædet sig lige så meget til den her dag, som hun.

''Jeg regner da slet ikke med at sove i nat, det må vente. Har jo sørget for at lave alle mine lektier og pligter, så jeg er fuldstændig fri for alt.''

Eller hun havde stadig nogle ting hist og her, specielt det med at hun havde lavet alle sine lektier var en overdrivelse. Og det vidste Marius nok også godt, men lektier kunne vente.

''Og slet ikke hvis vi skal spise slik hele dagen. ''

[Marius Emil Lundqvist]

Marius fnøs. Han kunne lige så godt have slået en høj latter op, men han nøjedes med det. Meningen var den samme.
"Yeah, right," kommenterede han i kølvandet på sin mistroiske reaktion; de vidste begge, at Amandas løse struktur var årsag til, at hun netop IKKE havde fået ordnet en masse ting, "men du prioriterer også altid godt selskab frem for god orden. Livsnyder!"

Det var bestemt ikke, fordi Marius var sur, men han kunne ikke lade være med at sende hende et misbilligende blik, for måske - hvis det pludselig blev presserende - ville de ende med at sidde længe oppe en hverdag og lave grammatikopgaver sammen eller noget i den dur. Men Marius så det fra den lyse side: Han ville få endnu flere toasts og endnu flere muntre stunder med hende en sen nattetime. Sci.Fi.-filmene kunne vente.
De nåede til det sidste sving, hvorfra der kun var 5 minutters gang (i Marius-tempo), og han rakte ned og greb hende ved håndleddet.

"Men det er jo ikke breaking news, så lad os lige få lidt fart på og købe os fattige i snacks."

Han satte farten op og trak hende med sig.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda tog sig ikke af Marius dømmende blik, og hun behøvede ikke spørge om hvorfor han sendte hende det, for de vidste begge at hvis hun udskød tingene i skolen lidt for længe, så var det ham som skulle hjælpe hende.
Ihvertfald i de mere humanistiske fag. Men selv om det var hårdt arbejde og måske en smule tarveligt at trække ham igennem det, bare fordi hun ikke kunne tage sig sammen i løbet af året, så nød de jo sammenværet med hinanden uanset hvad.

''Det er mit kald i livet, at lærer dig hvilke prioriteter der er vigtigst. Det er faktisk den eneste grund til at jeg er her ... Just saying.''

Hun sendte ham et kækt smil og måtte sætte tempoet langt højere op, da han hev fat i hende. Han var åbenbart utålmodig idag. Men der var nu ikke langt til brugsen, så Amanda klagede ikke. Varmen omsluttede dem begge som de trådte ind i den lille købmand, hvor der nærmest ikke var andre end dem.

''Lad os gå efter toast delene først.''

Sagde Amanda og ventede ikke på at han godtog hendes forslag, men styrede bare direkte hen til hyllerne hvor toast brødet ihvertfald kunne findes.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius' respons på Amandas kække smil havde været prompte og ikke synderligt uforudsigelig: Et løftet øjenbryn og læberne snerpet sammen til en tynd streg. Alt sammen noget, der morede Amanda og lettede hendes anstrengelser for at følge med i hans tempo det sidste stykke vej. Jep, han var slet ikke så ubarmhjertig, når det kom til stykket.

Varmen inde i Brugsen var kærkommen. Marius fulgte uden et ord efter Amanda og puffede let til hendes skulder med indkøbskurven, som han havde fået fat i i forbifarten. Det toastbrød, som hun havde i hænderne, blev dumpet ned i kurven. Det var helt klart en Amanda-thing at udvælge varerne, så Marius fulgte efter hende til kølehylderne med pålæg, men han kunne ikke dy sig for at brokke sig, da hun valgte den billigste skinke.

"Hey, nok er vi fattige studerende, men den strimmel svin vil jeg ikke engang byde naboens hund."

Han snuppede pakken fra Amanda med to fingre og tog én af de andre ned fra en af de øverste hylder. Han viste hende de lige, hvide tænder i et bredt smil, idet de gik videre. Så var det Amandas tur med hendes snobbede vaner, da hun tog en krukke Nutella og tilføjede dens ekstra vægt til kurven i Marius' hånd. Det havde han ikke noget imod. Alt andet end "rigtig" Nutella var både tørt og pulveragtigt.

"Hvad skal vi spise udover toasts?" spurgte han med et smøret grin. Kendte han dem ret, ville de nøjes med toast til både frokost og aftensmad og fylde resten af døgnets timer ud med at spise alt fra vingummibamser til isbåde og billig Brownie, for ikke at sige Anton Berg-marcipanbrød og Marianne-bolcher.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda sukkede højt, da han tog skinken ud af hendes hånd og skiftede den ud med en der åbenbart var mere appetitlig ifølge ham, men hun klagede nu ikke. Det var lettere at være ude og købe ind med ham, end det var med pigerne. Der skulle aldrig helt forhandles med ham, for som regel var de enige om hvad de ville have. Og når de så ikke var, blev det overstået som det gjorde nu med skinken og som da hun ville have nutella.

''Hvad skal vi spise ud over toasts?''

Amanda stod et øjeblik og tænkte og pludselig var der et stort smil om hendes læber og skuldrene blev trukket op, som var hun en lille pige der skulle til at spørge sin mor om noget slik.

''Mælkesnitter.'' Sagde hun. ''Det er så lang tid siden jeg har fået sådan nogle! Og selvfølgelig skal vi også have chips og vingummibamser.''