Indgangshal

[Louisa Frost]

Louisa nikkede genkendende til, at her var ret roligt. Hun nåede lige at indskyde, inden han fortsatte: "Altså, stilheden og sådan - dén er jeg faktisk vant til fra Struger af."

Louisa blev næsten helt svimmel af Liams store armbevægelser, men fik heldigvis chancen for at se væk et øjeblik, da hun hørte døren gå op,, og Louisa fik øje på en pige med to bugnende kufferter. Hun så hen på Liam og svarede: "Ja, mine forældre - min mor mente ikke ..." Hvordan var det nu, man skulle komme med en hvid løgn, som var delvist sand? "... altså min mor havde ikke lige tid til at køre mig herop, og jeg måtte ikke tage toget selv," sagde hun så, lidt bidende måske, men det var sandheden, og hun blødte sin tale op med et lille smil.

"Det lyder da ikke, som om det har været den allerværste fest, når du kan beskrive det sådan ..." Louisa lo af hans stemmeføring; han mindede hende om én fra det dér Paradise Hotel, som hendes mor altid skumlede over.

"Men det la'r da til, at jeg ikke er den eneste, som er så sent på den, hva'?"

Louisa gjorde et nik mod kontordøren, som var gået i bag den nyankomne.

[liam]

Liam havde også set hende den fortravlede der kom ind og så var ude med det samme igen.

"Nope. Sådan set det da ikke ud. Alligevel, tænk sig at komme bare et dage for sent og så blive kaldt 'new girl' hele året," hans hæse, halv falske latter lød igen. Det var egentlig ikke fordi Liam syntes at det han sagde ikke var sjovt, men det var bare hans overgearede måde at gøre det på der gjorde det falsk og en smule irriterende fordi det var relativt ofte at han gjorde det.

Han vendte tilbage til Louisa og rynkede lidt på næsen.

"Man, får du lissom ikke lov til at køre i tog selv, eller er din mor bare lidt hys fordi hun skal misse dig i dine gymmo år? Min mor var bare totally hugs and kisses. Læbestift alle steder. Det er jo meget nizzle men når det er ens mor. Chillax, ikke? Vi er sgu da store nok til at købe sprut og sådan."

Han snakkede igen hurtigt og det fløj ud af munden. Hans øhm'er var væk.

Men de kom altid tilbage.

[Louisa Frost]

Louisa bed sig igen i læben. Det var ikke noget, hun gjorde særlig tit, men ham Liam - hun blev ved med at finde argumenter i sit hoved for, eller imod hans væsen. Indtil videre var det imod-argumenterne, som dominerede.

Hun nikkede genkendende til Liams beskrivelse af sin mor, selvom de dér ord stadig fik hende til at skære tænder indvendigt.

"Mmm," sagde Louisa bare. Og så trak hun opgivende på skuldrene - hvorfor ikke bare tale ham efter munden eller sige noget for at holde samtalen kørende? Det var, som om det hele gik lidt i død, når munden stod stille på fyren.
"Min mor er virkelig ikke begejstret for, at jeg gør særlig meget på egen hånd, og hun vil kun sende mig til lokale fester og sådan, hvor hun kan sende sine veninder ud for at hente mig og sådan noget, du ved ... Men ellers er min mor okay."

Hvis man da kunne kalde det okay, når éns mor nægtede at lade én redde sin seng selv og sådan nogle mærkelige basale ting, som alle og enhver blev sat til at ordne selv normalt.

"Hun er ret ... Bestemmende."

[liam]

"Nåeh, hæh, hæh," Liam følte sig pludseligt mærkelig - akward. Det var nok fordi trunten var så stille hele tiden. Altså ord skulle jo nærmest trækkes ud hende og det var bare fordi at Liam ikke helt var til det der lidt stilfærdige. Jo det var fint nok hvis baben gad at høre på ham, men det virkede sgu ikke sådan og han gad altså ikke begynde at snakke om Apple. Eller det var løgn det ville han sgu gerne, det skulle ikke komme an på det da, men hun inviterede ligesom ikke særligt meget selv til alt mulig snak og han gad i hvert slet ikke ind på en eller anden dybtfølt mor snak om dominerende bitches var en stor belastning.

"Men altså sådan er mødre jo lissom. Det er bare beskyttende, som min mutti siger. Det er bare et gen de har. Så øh ja, vi må jo så bare rette ryk og løfte hat og vaske os bag ørene, ikk'?"

Det var let og sagde lissom at han totalt forstod hvad hun mente, men det inviterede ikke ligefrem til 'the talk' for det var sgu kun Liv han gjorde den slags ting for.

[Louisa Frost]

"Tjoh," medgav Louisa og sukkede, "men jeg er faktisk glad for at have min mor lidt på afstand nu, er du ikke også? Altså din mor - ikke min... ja, altså, du ville nok også være taknemmelig for at være på afstand af min mor, men ... Du ved nok, hvad jeg mener," plaprede Louisa. Det var egentlig længe siden, at hun havde talt med nogen udover sin mor.

Sidst havde det nok været kassedamen fra Irma, og før det ... Simon. Den søde, rare, dejlige Simon, som hun aldrig havde mødt. Eller set. Eller hørt. Men han skrev godt. Han skrev søde ting, og han virkede ærlig.

[liam]

Liam kunne ikke lade være med at se en smule forstyrret på hende som hun korrigerede sin sætning som han ellers ganske udmærket forstod. Han var sgu ikke for det der korrekte dansk. Selvfølgelig nailede han det i sine stile, han var god til at formulere sig, men til dagligdagsbrug var det lissom ingen grund til den slags. Talesprog holdt sin charme, man og det var der ikke nogen der kunne messe med.

"Yo, mammas," sagde han med et hoved nik og en selvretfærdig rynken på næsen. "I say keep out of school."

Han lo af sig selv. Fuck han var GENIAL!

"Ej jeg tror sgu at vi lissom blir mere voksne på den led. Vi skal sgu selv sørge for vasketøj. Nu har jeg så min søsser så what the heck, ikke, men ja, jeg tror det der afstands-fis du taler om er helt cool."

Så nu var det sagt. På den den anden side var det lidt hyggelgit at trunten plaprede sådan.

[Louisa Frost]

Da Liam lo, kunne Louisa ikke lade være med at le m ed, selvom det føltes lidt akavet og falsk og egentlig en smule uhyggeligt. Eller måske var det bare, fordi det ikke var særlig morsomt, og at han virkede lidt ... Overfladisk og smart.

Louisa trak sig i øreflippen og gloede lidt på skemaerne igen - hun udpegede deres lokaler og så pludselig, at klokken var blevet temmelig mange.

"Ej, for dælen," udbrød hun med store øjne, stirrende på uret, som hang på væggen, "og jeg har sgu ikke min taske eller noget. Det er fandeme løgn!"

Louisa hadede at komme for sent! Det var bare ikke hendes stil - især, fordi det tiltrak sig opmærksomhed. Så hun blev helt hysterisk og hev Liam i ærmet for at trække ham med sig til elevhusene.

"Skal du ikke hente dine ting, hva'?"

Louisa trippede på stedet, slap hans ærme og skyndte sig hen mod døren.

((Går ud fra, at vi mødes til frokosten, eller noget - folk lader til at springe lektionerne over, men Liam skal lige svare først. Så jeg er ikke ude af tråden endnu.))

[liam]

"Fuuuuck," sagde Liam. Han spærrede øjnene lidt op og trak sin iPhone op ad baglommen, mest fordi at sådan gjorde han bare. Stolede altid på apple. Sådan var det bare. Punktum. Han smed den tilbage med det samme og tog fat i Louisas hånd. Han gjorde det uden at tænke på privatsfære eller at de kun lige kendte hinanden, det var fordi at han altid gjorde det med Liv og de altid var sent på det. Han hev nærmest Louisas af sted.

"Vi skal fandme skynde os," han prustede allerede. Han var bare ikke i form. På nogen måde.

//: forlader tråd med Louisa på slæb så de kan nå deres freaking timer (men har du noget at tilføje eller vil du protestere såååå gør det ) (orv og tak fordi du ventede)

[Louisa Frost]

Liams hånd i hendes føltes faktisk mere behagelig, end Louisa havde regnet med, mens han hev hende af sted over plænen - pludselig var det ham, der var foran. Og pludselig begyndte hun bare at le højt, mens de løb - både, fordi hans prusten fik hende til at tænke på én af de håndværkere, der havde været og ordne noget hos dem i Struger, og fordi hun følte sig helt opstemt ved tanken om, at hun lige havde oplevet en rar side af Liam: At han tænkte på ikke at komme for sent.

Men ud fra hans harken kunne hun allerede regne ud, at hun var i bedre form end ham, selvom hun ikke var sporty på nogen måde. Hun havde bare lært at sprinte og krybe væk, når folk prøvede at komme i kontakt med hende eller røre ved hende.

De var meget hurtigt ude af elevhusene med deres tasker - Louisa havde bare taget den slidte skuldertaske på, så den daskede mod hendes lår, uden rigtigt at proppe noget i den. Men Liam var mindre afslappet - han rumsterede lidt med en smart computer for at få plads til den i tasken, mens han kom hen mod hende. Det var vistnok én af de dér fancy, hunkey-punkey-computere, som kostede en hel bundegård.

//Vi findes ved frokostbordet efter vores lektioner. ((Det er fint, hvis det med Mac'en ikke passer - så kan jeg lige lave det om))