Indgangshal

[Liv Lindegaard]

Liv så sig om, som hum, Liam og deres mor bevægede sig ind i en slags indgangshal. Den var ikke noget særligt, ret lille, men hun syntes at have fået øje på en opslagstavle, der nok skulle få vist sig at være vigtig på et eller andet tidspunkt. Moren var ved at give de sædvanelige formaninger, dog med det nye twist af hvor meget hun ville savne dem mens de var væk.

"Og hør her i to, jeg forventer altså at i opfører jer ordenligt..." Sagde hun strengt og stoppede op for først at se Liam i øjnene, før hun vendte sig mod liv. Liv så hen på Liam for at dele et blik med han.

"..Gør som der bliver sagt, er søde mod de andre, hører efter i timerne og ikke drikker for meget," Fortsatte Liv. "Er du klar over ottende gang du har sagt det i dag?" Grinte hun.

Det havde været det samme vær gang de skulle nogen steder hen de sidste mange år. Selvom den sidste formaning var en relativt ny tilføjelse.

[liam]

Liam løftede øjnene en anelse op da Liv fangede hans blik.

"Come on, mor. Chillax. Hvornår har du sidst fået en klage over os?"

Okay ... ikke bedste linje eftersom hun havde hentet ham og Liv til den samme fest fordi hab havde været så stiv han ikke selv vidste hvem han var og havde kastet op i en sofa. Mmm. Forhåbentlig ville mor ikke tage det op.

"Vi er praktisk talt voksne nu."

Han så deres mors udtryk. Det var det samme hver gang, om de så bare tog over til deres far alene.

"Men det betyder jo ikke at vi ikke har brug for en mor."

Han tog fat rundt om hendes skuldrer og smilede, efterfulgt af et overdrevet kys på hendes kind.

[Amanda Dagmar Carstensen]

//:Indtræder

Amanda havde været henne ved busstop stedet for at se hvornår den ene bus der kørte her ude kørte... Om 1 og en halv time. Fedest. Så kunne hun stå der ude og glo, men det nægtede hun. Så havde hun prøvet at finde en af lærerne, men de var selvfølgelig til møde. Isen havde taget det værste af smerten fra håndledet, men den dunkede stadig. Den var også ved at blive blå under huden. Fucking lort, men så havde hun da en undskyldning for ikke at komme til de første timer. Hun satte sig på en af de bænke der stod op af væggen i den store indgangs hal. Så kunne hun bare sidde og vente.
Da hun gik fra busstopstedet havde hun godt set David motorcykle, som han altid havde forgudet. Hun kunne selvfølgelig spørge ham om han ville kører hende til skadestuen, men hun nægtede. Både at spørge ham og at side på den tingest. Hun havde gjordt det en gang og nærmest klemt livet ud af ham. Selvfølgelig havde hun stolet på at han ikke kørte galt, men det var alle de andre hun ikke stolede på. Alle bilerne og lastbilerne der kunne kvase dem så let som ingenting. De havde jo ikke andet beskyttelse på en hjelme. Og at skulle gå til ham nu og spørge om sådan noget. Aldrig i livet, så hellere bide smerten i sig og vente på bussen eller på at lærerne blev færdige. Hun kunne hører stemmer fra Aulaen, men hvem det var kunne hun ikke bedømme fra den mumlende lyd af stemmer det storerum og dørene dæmpede.

Pludselig gik døren op og Lærke kom gående henne i hjørnet og forsatte videre ud. Amanda sad for langt henne til at Lærke ville lægge mærke til hende. Amanda kunne ikke lade være med at kigge lidt nysgerrigt efter pigen. Det var ikke mange ord hun havde fået ud af Lærke på trods af at de var værelses kammerater. Hun havde prøvet men egentlig havde hun mest fornemmelsen af at Lærke ikke brød sig om hende. Amanda kunne være ligeglad, hvis Lærke ikke kunne lide hende kunne hun jo ikke ændre på pigens holdning og tvinge hende til at kunne lide hende. Men det ville blive et langt år hvis de ikke bare kunne snakke lidt. Om basale ting som hvis der var et eller andet på værelset eller sådan noget. Så Amanda gad ikke at blive sur eller fornærmet på Lærke, men hun ville heller ikke opgive helt nu. Hun krævede jo ikke at de skulle være perleveninder og dele tøj, det var de for forskellige til.
Men der var jo ingen grund til at hade hinanden når man skulle sove sammen de næste 11 måneder.

Amanda lænede sig tilbage mod væggen og sukkede. Ærteposen lå på hendes mave og hånden oven på. Den kølede dejligt i den dårlige udluftede indgangshal.

[Marius Emil Lundqvist]

//Ankommer til tråd fra Aulaen

Marius gik i sine egne tanker hen over gulvet med armene ned langs siden - lidt skødesløs som altid. Han var allerede ved at gennemgå Joni Mitchell i tankerne og gad slet ikke til time om en halv times tid. Marius hørte kun døren smække, da én eller anden gik ud - højest sandsynligt Lærke, for han kunne skimte mørkt langt hår. Lyden gjorde også Marius opmærksom på, hvor han var - han kastede hurtigt et blik omkring sig, bare for at orientere sig, mens han stadig styrede mod udgangen. Da fik han øje på Amanda, som han havde forventet først at se ved frokostbordet.

"Hey, du," sagde Marius og gik hen mod bænken, hvor hun sad. Han så med en mistænksom rynke i panden på fryseposeanordningen, som lå i Amandas skød. Derpå satte han sig ned ved siden af hende - han havde allerede en vag idé om, hvad der kunne være overgået den klodsede pige. "Tossehoved," sagde han til hende og prøvede at fange hendes blik; det fandt han lidt svært, "hvad har du lavet?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde håbet det ville gå lidt uset for sig. Det havde det ihvertfald gjordt indtil videre og det passede hende fint. Hun ville ikke have ynk og omsorg for det ene og det andet, det hjalp jo ikke noget og det var alligevel så flovt hver gang. Men af alle personer så var det Marius der trådte ud efter Lærke og det var i det mindste til at klare.
Hun så ned på sin arm og trak lidt skødesløs på skuldrene.

''Jeg gled... Irriterende nok.''

Svarede hun ham kort. Hun tilføjede et smil, men det var klart at se at hun syntes det var voldsomt belastende. Det var ikke sådan hun havde planlagt at starte året på Lyngvig, men hun havde heller ikke planlagt at se David igen og hun måtte vel bare få det bedste ud af det. Hendes grå øjne så fra indgangen og tilbage på den enormt høje Marius.

''Hvad lavede du med Lærke inde i aulaen?''

Hun havde altid ønsket sig at kunne løfte det ene øjenbryn uafhængigt af det andet, men det fungere ikkke for hende og hun måtte nøjes med at løfte dem begge og så spørgende ud. Havde han været alene havde hun nok gættet på at han bare havde spillet på klaveret der inde. Men Lærke havde ikke virket synderlig glad for Marius efter turen i søen så at se dem sammen igen, tydeligvis nyvasket, gav hende lyst til at prikke drillende til Marius... Og så var opmærksomheden også et andet sted henne end hendes kluntede elegance der altid tillod et fald eller to.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius sukkede opgivende, da Amanda kom med sin forklaring. Det var lidt typisk for Amanda at komme til skade på de mest uhensigtsmæssige tidspunkter og steder. En gang havde hun måttet tage til skadestuen klokken halv et om aftnen, fordi hun ville springe op i sin egen seng efter et visit hos David og slået hul et sted midt på skinnebenet. 4 sting dér.

Men det var tydeligt, at Amanda prøvede at få opmærksomheden vendt til ham, og Marius, der ikke var så glad for den drejning, tog alligevel chancen og sagde: "Jeg spillede. Hun gav øl. Det var dét." Marius smilede skævt. Han så ned på Amandas håndled. "Poor you," sagde han medlidende.

Det var nemt at tale med Amanda - og dét opdagede Marius først nu, hvor han havde set og følt forskellen med den snarrådige, eftertænksomme og udtryksløse Lærke. Amanda kunne han læse som en åben bog.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''... Det var dét.''

Pfft, som om der nok ikke var mere i det. Eller det skulle hun ikke sidde og spille sig klog på, men hun kunne altid drille ham lidt. Selv om hans korte præcise svar ikke gav ham meget. Hun rystede på hoved af ham med et smil og skubbede blidt til ham med den raske hånd da han lød alt for medlidende til hvad der var godt for ham.

''Hold da op, det jo ikke fordi jeg er lige ved at dø... Det sikker bare en dum forstuvning''

Forhåbentlig. Nu måtte hun jo se, når hun en gang kom op på skadestuen på en eller anden måde. Det var altid noget det var venstre i det mindste, så kunne hun stadig skrive uden at være total spasser og handicappet.

''Du har da også selv fået dig en fin lille skade lige i panden, hva?''

Hun hentydede til den bule der var svær at overse midt i hans kønne hoved.

[Lærke]

//: Nåede aldrig hen til det værelse så står lige udeforan ved lygtepælen (har bestemt der er lygtepæle )

Lærke kunne alligevel ikke dy sig. Det var på grund af musikken. Det var på grund af at han havde været for tæt på. Fordi han havde hørt hende synge i badet.

Marius.

Dammit. Hun hadede fucking nye bekendtskaber. Det var noget værre lort.
Så fordi hun ikke havde set nogen og kunne høre skrig nede fra den lorte sø og de fleste sikkert var i bad som hun havde været. Og Marius.
Hvorfor skulle han også lige nu hvor hun faktisk næsten havde vænnet sig til tanken om at alt det her hele tiden ville være fremmede for hende. I hvert fald i et langt stykke tid.

Derfor stod hun nu og så op på lygtepælen. Der var ikke tid til at løbe. Der var ikke tid til springe over noget og det kunne sagtens komme ud lige der. Hun tjekkede nu alligevel og hun var sikker på at Marius sad ved sin elsker. Penisforlænger. Hun fnøs og så tog hun fat om det kølige metal. Aluminium? Hun var ligeglad. Alt der betød noget var at den var høj og at den havde et hoved øverst der strakte sig ud som en arm. Ikke af den nye slags hvor hovedet bare stak ud fra kroppen. Eller stangen.
Okay måske var det ikke så meget stang hovedet, men selve den lodrette stang.

Hun sprang op og greb fat med lårerne og så trak hun sig op. Helt op til toppen. Det føltes godt. Usikkert. Ikke at hun var bange for at falde ned. Simpelthen fordi at alting uden tre sikkerhedliner og pis og bræk var usikkert. Derfor kunne hun lide det.
Da hun nåede den vandrette stang øverst drejede hun rundt om den som en gymnast, der skulle til at springe til den næste stang. Men Lærke havde ikke den næste. Kun den der, ca fire meter over jorden. Det spredte lyset bedst. Men nu var det lyst så det var jo ligemeget. Nu var det bare en høj stang.

Kun tre gange drejede hun rundt så lod hun sig hæng slapt. Med hendes højde og arme over hovedet – et to meters fald? Hun slap og landede i et rullefald. Med et skævt smil rejste hun sig og børste den nu lidt beskidte trøje fra stenene på jorden.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius skar ansigt ved Amandas drillende glimt i de grå øjne. Han smilede bare til hende og forsikrede hende kortfattet: "Det var dét."
Der havde ikke været noget af den kaliber mellem Marius og Lærke - det var de begge klar over, i hvert fald både ham og Lærke, men Marius' blik udtrykte alligevel en form for eftertænksom resignation, fordi Lærke vitterligt havde vist sig at være et sært bekendtskab. Han sagde lavmælt til Amanda: "Jeg håber, at du vil kunne holde hende ud på værelset, Amanda."

Et puf i siden, og Amandas klare budskab om, at hun var OK. Marius lagde forsigtigt en hånd på hendes hævede håndled, der efterhånden var helt blåt. Hans hånd lå over hendes håndled, blidt og fjerlet, og han kunne mærke hendes blodårer dunke under de følsomme fingerspidser.
"Jeeesuus Kriiistus, Amanda," sagde Marius overdrevet skingert, "sammenligner du den fordømte bule med det her?" Han hentydede til hendes arm. "Desuden ..." fortsatte Marius og blev irriteret over at blive mindet om Lærke igen. Marius skulle lige til at fortælle om det lille optrin på badeværelset, men blev så afbrudt af et underligt syn.

Lærke stod udenfor - lige foran ved den nærmeste lygtepæl og så opad, og i samme nu var hun på vej op ad den. "Hvad i ...?" Marius rejste sig halvt. "Hun er ikke rigtig klog."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda stolede på at Marius ikke ville gøre noget der gjorde ondt, men alligevel skar hun svagt en grimasse da han blidt lagde fingrene på hendes ømme håndled. Han rørte den så let, et kort øjeblik og det var nærmest ikke til at mærke. Det var måske en voldsom forstuvning... Eller bare lidt mere end en forstuvning. Lort.

Hun sad et øjeblik afventende da han stoppede mit i sin sætning, men det virkede til at han havde set noget. Hun kunne ikke se noget men strakte sig og kunne lige skimte Lærke hoppe ned fra lygtepælen.

''Hun er for vild''

Sagde Amanda kort for hoved og lænede sig tilbage igen. Hun havde først troet at Lærke kun var en sports pige der løb... Men hvorfor skulle hun ikke også være en atlet der hoppede rundt i lygtepælene og klatrede højest op i træet?

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så også Lærke lande på jorden uden, at det så det mindste forkert ud. Det var et perfekt rullefald, der afbød hvert et slag, hun kunne have fået, og hun var på benene efter få sekunder. Marius hørte godt Amandas stemme ved siden af sig, men opfattede slet ikke ordene, for Lærkes smil havde distraheret ham.

Det var noget pladderromantisk pjat, at man kunne stivne eller dåne over et lille, ubetydeligt smil, mente Marius, men det var ikke desto mindre, hvad han gjorde - fordi smilet kom bag på ham. Han ventede ikke at se hende smile mere end højest en gang om ugen, hvis han var heldig, for sådan havde marius opfattet hendes personlighed. Men han havde set hende smile adskillige gange bare i dag, og vidste ikke, om han skulle føle sig heldig, eller om han skulle regne sine spekulationer for værende indbildske... som om der vitterligt fandtes kyniske powergirls derude et sted, som man kendte dem fra fiktionen. Lærke var sikkert bare ... ordinær.

Nej. Hun var Lærke. Måske var det bare dét, han måtte se i øjnene - at hun ikke var til at forstå eller beskrive. Men Marius plejede at forstå mennesker - han plejede at lytte til dem og forstå, og han plejede at drage slutninger ud fra, hvad han stykkede sammen. Det kunne han bare ikke nu.

"Hvad?" spurgte han Amanda. Hvad havde hun sagt?

Lærke - crazy pige. Marius var frustreret - han hadede, når der var noget, der ikke faldt på plads, fordi det vækkede hans nysgerrighed, og fordi det drev ham til at gøre noget for at vide, hvad han søgte. Han sukkede hørligt og kiggede på Amanda - igen nærværende og her for hende udelukkende.

"Du er en stædig rad, at du ved det," sagde han til hende, "når du ikke gider at spørge om hjælp. Jeg tror, at du har brækket knoglen." Marius rejste sig. Han hadede egentlig også, når han ikke helt vidste, hvordan han skulle hjælpe nogen, så han trak bare på skuldrene, rullede opgivende med øjnene mod Amanda og satte sig igen. Han sukkede igen - denne gang ikke over Lærke, men bare et tungt, træt suk.

"Vi er sgu ikke for heldige," mumlede Marius og hentydede til begges forkølelse, eller sygdom, og deres stemmer, der endnu var lidt sprøde efter weekendens sygdom.

[Lærke]

Lærke rystede sit hår. Hun kunne mærke at den der øl havde givet hende den der behagelige ølånde men det var næppe det bedste at komme til sin første time med.

Hun samlede bogen op der var faldet ud og pustede i den. Imens nynnede hun stille det hun havde hørt Marius starte med at spille. Hun svingede med armene og hoppede og så fortsatte hun mod badeværelset, hvor hun aldrig fik børstet tænder. Så måtte hun vist også hellere finde sit klasselokale.

::/ over and out

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lavede et ansigt til Marius med et stille spørgsmål om 'det var bare det?'. Han kunne jo ikke slippe pigen med øjnene og stod bare fortryllet. Han opfattede jo heller ikke hendes egne ord, ikke at de var vigtige, men han var ihvertfald et helt andet sted hvor Lærke var.
Hun kunne ikke lade være med at rynke på næsen og fnise da han så tilbage på hende med et 'hvad?'.

Marius og Lærke. Ikke nogen Amanda havde skudt sin sidste femmer efter, at de ville finde sammen. Hverken som venner eller mere hvis det skulle være, men de var vel begge sportmennesker til en hvis grad, og Marius havde det alligevel med at komme under huden på folk.. Men at han kunne det med Lærke var hun imponeret over. Og hvad end der var sket inde i aulaen var det ikke bare vi-delte-en-øl-jeg-spillede-og-ikke-mere. Der var mere. Måske ikke meget, men Marius var interesserede i Lærke på den ene eller anden måde. Hun skulle lige til at skubbe ham med foden og sige noget i retning med 'go get her, casanova' hvis han havde stået der et sekund længere, men så rettede han sig op og så ned på hende.

''Du er en stædig rad, at du ved det, når du ikke gider at spørge om hjælp. Jeg tror, at du har brækket knoglen''

Hun sukkede, næsten samtidig med ham og så ned på sin forslået hånd. Han havde nok ret, belastende nok. Men man kunne vel stadig håbe at det blot var et slag eller noget i den stil så hun slap for gips? Ja, det var synd at kalde dem heldige. Sygdom, forkølelse, bule i panden og forslået arm.

''Måske vi bare lige skal ned på bunden, og så går det resten af året? Så har du ligesom haft årets forkølelse og slipper resten af tiden og hvis det her lort skal i gips slipper jeg vel også resten af året?''

Hun lo kort. Ikke at det var sjovt, men det var bare hendes måde at tackle det på.

''Og desuden bad jeg da Hanne om hjælp til at finde min flotte ærtepose... Så hel stædig er jeg ikke''

//Forlod tråd

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne ikke lade være med at le lidt sammen med Amanda - det var en kort, glædesløs og selvironisk latter, de i det mindste kunne dele. Marius håbede ikke, at Amanda ville klantre ham for eller mobbe ham med at have noget at gøre med Lærke. Han sendte Amanda et smalt smil, og det muntre glimt var tilbage i hans lyseblå øjne.

"Og desuden bad jeg da Hanne om hjælp til at finde min flotte ærtepose... Så hel stædig er jeg ikke," sagde Amanda udglattende i et tydeligt forsøg på at retfærdiggøre sig selv.
"Yeah right, pædagogiske Hanne, der ikke kan tåle synet af blod, smed den vel sagtens bare for fødderne af dig uden så meget som at tjekke, om du blødte eller ej."

Marius rejste sig igen. Dennegang trak han Amanda op med sig og førte hende ud ad indgangshallen med en arm om hendes skuldre. "Vi skal på skadestuen, os to," sagde han, som om de bare skulle ud på legepladsen. Fuck, Amanda vidste, hvor meget Marius hadede at få fravær og gå glip af én eneste lektion... Men det her var vel i orden. Det var bare introducerende lektioner til fagene i år.

Inden de nåede helt frem til udgangen, kastede Marius et kort blik ud på lygtepælen, hvor Lærke var på vej væk, og så ned på Amanda igen. Han havde lyst til at løfte hende - havde på én eller anden måde lyst til bare at tage hende i sine arme, fordi han kunne mærke på hende, at hele dagen bare havde været anus på glødende kul, og fordi han vidste, hvor meget det med David plagede hende. Og så var Amanda jo hans forever-alone-mate, når der skulle danses Les Lanciers, selvom han slet ikke var klodset. Og Amanda var den eneste, som ikke bitchede helt vildt over hans spøgefuldheder. Men det var sgu også de forbandede fintfølende sanser, og de var ligesom skærpet endnu mere, efter at Lærke havde sat dem på prøve.

'Fuck dig, Lærke,' tænkte han - præcis, som hun havde sagt til ham på badeværelset. Det føltes godt at tænke det om hende; det fik hende til at virke mere håndgribelig, når man kunne sætte så normale ord fast på hendes person. Marius gav Amandas skulder et klem og så på hende med alvorlige øjne.

//Forlader tråd med Amanda - til Midtbyen og stene Super Mario (*host*).

[liam]

//: indtræder i tråd fra Sine og Annas værelse, med Louisa.

"Om jeg kommer," stadig med hånden på hendes ryg. "Darling, hvor ku' du spørge." Han så på hende og lukkede så øjnene. Okay måske havde han sagt det. OG det lød fucking godt. "Ej sorry babe, det er bare et, ja skavank jeg har ifølge min søsser, så åh, ja. Det er sådan jeg taler."
Han nikkede til hende. Det her år ville blive sååå hårdt. Men tja. Han havde venner back home. Og det var vel kommentarene om end Liv mente det var fordi hans venner også var scumbags.

"Struger? Nope aldrig hørt om det, er det på jydejord?" Han smilede. Han så rundt. Han havde ikke været i indgangshallen siden de ankom. Sådan var det jo. Meeen han manglede at ringe til mor. Hun var nok ved at flippe ud. Kun fordi han havde fået hende til at lay off, fordi han havde brug for sit space. Yep. That's how men rules. Rigtige mænd, altså.

"Men du har helt ret vi er her. Hvad har du så altså valgt at skulle have en stx i, Louiza."
Ikke fordi han som sådan gik op i det, men igen ... Liv havde prøvet at lærer ham manerer.