Eftermiddag første skoledag

[Jonathan Bailey Smith]

//Ankommer til tråd fra frokosten

John slog døren op til aktivitetrummet og så sig omkring. Selvom han havde været derinde i løbet af weekenden, så kunne det stadig slå ham hvor meget han havde savnet hver eneste sted på den bloody skole. Tag nu foreksempel aktivitetsrummet. Det var egentlig ikke noget særligt. Det var et rum, et forholdsvist normalt rum med hvide vægge og sort gulvtæppe. Eller, væggene havde været hvide, men nu havde flere generationers elever hængt plakater, tegninger og billeder op, så væggene var ikke så hvide mere. Men det var okay, fordi aktivitetstrummet var også rum for kreativ ånd og luft. Og han elskede det. Kultur sted. Ligenu var der ingen, han og Tony var de første der var nået derop, så der var underligt stille, hvad der ikke burde være i det rum. Han kunne dog høre larm ude fra trappen, så der kunne godt komme flere. Solen stod skarpt ind af de store vinduer og gjorde rummet varmt og lummert. Der trængte i den grad til udluftning.

Jonathan lod døren stå og gik over til de store højtalere der stod i det ene hjørne. Ved siden af en reol med tegneserier og spil. Cd'erne lå og flød ud over det hele. Mange efterlod dem simpelthen bare der. Skrev deres navn i dem og lod dem så ellers ligge til fri afbenyttelse. Der var en gensidig respekt der gjorde at man passede på hinandens ting. Der lå også rigtig mange af Johns cd'er her. Men ikke de tre han havde fået af Anton i fødselsdagsgave for 3 år siden. De betød alt for meget for ham. Han var nu heller ikke lige i humør til den slags musik. I stedet skubbede han Two Door Cinema Club's Tourist History og kvalte den underlige, unaturlige stilhed der havde ligget over rummet.

She spoke words that would melt in your hands
And she spoke words of wisdom

Han satte sig på kanten af bordtennisbordet mens han nynnede med.
"Sellie seemed quiet embarrassed when I mentioned her 'act'," Jonathan grinede ved tanken. Selma var blevet højrød i hovedet da han havde spurgt hende hvad hendes nye kæreste og hende havde lavet på hans værelse efter sommerfesten. Det var egentlig også lidt ledt, fordi de vidste det jo godt alle fire. Men på den anden side forbandet morsomt. Og Selma kunne tage det. Desuden havde Frida holdt sin tale kort tid efter, så han og Anton overlevede for denne gang. Selma kunne jo ikke give sig til at tæske dem midt under sangen. Okay, tæske var så meget sagt, men hun slog altså hårdt af sin størelse.

[Anton Sommer Engström]

Hen ad gangen på vej mod aktivitetsrummet, havde de gået hånd i hånd ligesom i gamle dage. Det var på en gang velkendt og som det skulle være og på en gang føltes det helt nyt igen, fordi det kun havde været de sidste fire dage. Det føltes på en måde som en eller anden uvirkelig, men fantastisk, boble de gik rundt i. Han håbede bare inderligt, at den holdt. Men det skulle den nok. De havde et godt grundlag for det nu.
På vejen gik de forbi Rasmus, som kiggede demonstrativt den anden vej og gik hastigt forbi dem. Det irriterede Anton noget så grusomt, både fordi det var barnligt og overdramatisk, men også fordi de havde været ret gode venner før.
Han vidste virkelig ikke hvor det var gået galt. Der havde aldrig været snak om, at det skulle være andet end sjov og afslapning, og det var ret åbenlyst for enhver, at han aldrig nogensinde ville blive færdig med Jonathan, og ikke havde lyst til at komme over ham. Det havde Rasmus da også været klar over, det var ligesom præmissen. Alligevel havde han været totalt afvisende og tøsesur siden sommerfesten, og Anton kunne simpelthen ikke have med det at gøre. Der havde hverken været snak om, eller hentydninger, til nogle følelser der kom i klemme fra Rasmus' side heller, men måske havde han bare været for langt væk til at opfatte det. Det kunne meget vel være. Han havde ikke rigtig været menneske hele den sommer.
Han mindedes et skænderi, han havde haft med Jonathan der sidste år, hvor han havde påstået, at det at være hans kæreste ikke var hele hans identitet. Der havde han taget så grueligt fejl! At være homo, var bestemt ikke hans identitet, men at være Johns kæreste var uden tvivl, en af de største faktorer til at han var den han var og kunne fungere i hverdagen. Han kunne mærke hvordan han blev 20 cm. højere hver gang han havde Jonathan ved sin side. Der var ikke meget der kunne ramme ham, så længe han havde Johns hånd flettet ind i sin egen.

Han smed sig i en grøn sækkestol, da de kom ind i aktivitetsrummet. John satte musik på og satte sig på bordtennisbordet.
Han regnede bestemt med der ville komme flere mennesker snart. Godt nok var det godt vejr, men der var altid godt fyldt med mennesker i aktivitetsrummet, der spillede Wii, bordfodbold, bordtennis eller brætspil hele året rundt.
"Bail" Han kiggede påtaget alvorligt på drengen. Af en eller anden årsag brugte han tit kælenavnet for Bailey, når han legede belærende over for John. Og Bailey, hvis han skulle kalde på drengen, i en situation, hvor man ellers ville sige 'skaaat?' eller 'søde' eller et eller andet andet cheesy. Det var meget hyggeligt at have nogle variationer, så man ikke bare skulle kalde ham ved fornavn hele tiden. Men 'babe', 'darling', 'honey' og lignende udtryk var forbeholdt Selma. Mest sagt af Jonathan, hvor Anton holdt sig mest til 'Sellie'.
"Lesson number one in girls, however ironic it might seem" grinede han. Det var sjældent ham der skulle give råd om, eller fortolke, piger, det havde han slet ikke kompetencer til. "She wasn't embarrassed at all. She wanted you to mention it, because it would make her feel special and important, which she is of course, but she knows as well as we do, what they were doing. You asked her, because she wanted to talk about the guy, and we'll we all know there isn't much to discuss, so that subject was the natural consequence of that. Girls love to brag, you better get used to that sooner or later."

[Theo Hedegaard]

Efter timerne på første skoledag bevægede Theo sig til opslagstavlen for at tage et kig på de der valghold. Han tillod sig selv et lille smil mens han skrev sit navn med sirlige bevægelser – det var han nødt til for at det kunne læses. Udover Foto – som var en selvfølge – havde han også sat sit navn under Almen sport. Smilet kom frem fordi at Lærke, irriterende som hun nu var, havde givet ham ideen til det. Hvis ikke han havde snakket med hende til frokosten havde han nok ikke engang overvejet det. Han havde ikke tænkt på sport siden, Gud vidste hvornår, og han havde garanteret også glemt det igen.
Ingen af de andre valghold tiltalte ham rigtig og han lod kuglepenne falde ud af hånden, hængende i en smart elastik som holdt den ved opslagstavlen.
For god ordens skyld kiggede han på resten af det der hang på tavlen og faldt over opslaget om det der filmklub-noget-agtige som Jonathan havde nævnt ved frokosttalen. Når nu han boede på det værelse hvor det ville foregå behøvede han vel ikke skrive sig på, i hvert fald ikke lige nu. Men måske skulle han tage at komme sine værelseskammerater ved. Han havde været her et par dage som de andre, men har knap ytret et par ord med dem. Specielt ikke fordi ham Marius-fyren havde ligget syg over weekenden og Theo havde kategorisk undgået ham så meget som muligt. Han holdt sig altid så langt fra sygdom som han kunne, han hadede virkelig at være syg. Så var der selvfølgelig Adam som han helt sikkert havde efterladt med et uforglemmeligt førstehåndsindtryk, tænkte han med et bredt grin.

Med det vendte han sig om og kiggede ud af den åbne dør, hvor nogle få elever trissede ud i sensommersolens skarpe lys. Han overvejede et kort øjeblik at traske derud og måske få taget nogle gode billeder i det gode vejr. Men så tænkte han på hvor meget mere rat det ville være at være indenfor i den relative kølighed i stedet for ude i den brændende sol hvor han med sikkerhed ville blive rød hvis han rendte rundt hele eftermiddagen. En af ulemperne ved det røde hår og lyse hud, tænkte han og styrede i stedet mod aktivitetsrummet der også lå her i hovedbygningen. Han havde ikke været der endnu, men havde fået fortalt hvor det lå og tænkte at der vel måtte være nogen der nu. Nogle andre der var lige så skøre som ham og ikke ville ud i solen.

Theo åbnede døren ind til aktivitetsrummet og kiggede sig omkring. Væggene fyldt med med plakater og tegninger og en reol med spil og tegneserier. Den frie, kreative og let støvede fornemmelse fortryllede ham i et øjeblik før han opdagede at han stadig stod i døren med den ene hånd på håndtaget og at der sad to drenge i rummet allerede. Han genkendte den der sad på bordtennisbordet som Jonathan. Han sendte de to et fjoget smil.
”Øh… Hej.”

[Jonathan Bailey Smith]

"Bail"

Jonathan trak smågrinende på skuldrene og lyttede til Antons langstrakte forklaring på hvor meget han tog fejl af deres fælles veninde. Han kunne faktisk godt se, at der måske var noget om snakken. Selma havde siddet og hoppet lidt og set spændt ud, inden hun rødmede altså. Men han indrømte blankt at han ikke rigtig forstod det. Han anså ellers sig selv for en menneskekender, men måske gjalt det ikke dobbelt humør som piger havde det med at vise til tider. Han havde faktisk altid fundet Selma svær at regne ud. Han kunne helt tydeligt fornemme hvis hun var ked af det, eller overdrevet glad og forsøgte at undertrykke det, men det var strakt værre med grunden til følelsen. Men så var det gode jo, at Selma ikke var typen der holdt sine følelser inde og ikke ville tale om det over en kop te. Lidt for meget måske. Tiltider.

"Oh wow, look at the women-expert! Have you genned up on that doing summer? No, I thi..."
John blev afbrudt af en dreng der var kommet ind. Eller, han stod stadig i døren og så lidt usikker ud. Jonathan genkendte ham som den ene af sine værelseskammerater. Ikke en af dem han havde vist rundt godt nok, Theo, som han vist hed, var først kommet senere. Men han virkede okay. Rigtig flink faktisk, og en som Jonathan regnede med at komme til at snakke med på værelset. Det var ligesom bare ikke rigtig sket endnu, fordi John havde været så meget sammen med Anthony og Theo havde brugt tiden på at falde til, gik han ud fra.
"Hej, kom dog ind." Jonathan smilede og sprang ned fra bordet. Han præcenterede de to for hinanden.
"Anton, det er en af mine værelseskammerator, Theo, det der er Anton."

Han kunne have sagt min kæreste Anton, eller bare min kæreste, men det virkede ikke rigtigt. For det første fordi det sikkert villre gøre Theo ukomfortabel, det var naturligt nok i selvskab med et par, for det andet fordi de normalt ikke havde gået rundt og leget par når de var sammen med andre, og for det tredje fordi han ikke havde vendet sig til det endnu. Det var stadig nyt og anderledes. Dejligt og rigtigt, men uvant.

[Anton Sommer Engström]

Han kunne kun grine og lave en afværgende håndbevægelse til Johns spørgsmål om hvordan han var blevet så klog på tøser.

En rødhåret gut i seler stod lidt afventede i døren. Helt sikkert 1.g'er. Alle ældre elever så hele skolen som deres hjem, både på godt og ondt, og indtog ikke nogle lokaler med ydmyghed. Nærmere det modsatte. Det var ikke sjældent at folk indtog et lokale som om de ejede det, selvom der var folk derinde i forvejen. Ændrede musikken til det de ville gøre og larmede selvom folk så film osv. Lige der var det godt med et hierarki. Selvfølgelig var det mest retfærdigt, at dem der var der først havde førsteret, men hvis det ikke kunne ordne situationen, gjaldt det gamle hierarki om årgang, og så bestemte 3.g'erne ultimativt, noget der egentlig var en stiltiende respekt omkring.
Men denne lidt generte fyr, tråde altså ind i lokalet, da John hilste på ham og præsenterede ham overfor Anton som sin værelseskammerat.

Anton rejste sig fra den magelige sækkestol og gav hånd til fyren. Det virkede mest naturligt at gøre sådan, med fyrens attitude. Hvis det havde været en lidt mere højtråbende type, havde man kunnet nøjes med et kammeratligt håndslag eller et nik fra sin henslængte position.
Men han gav altså hånd og smilede til gingeren med selerne, som hed Theo. Det ville være lidt åndssvagt, at sige sit navn, når Jonathan lige havde gjort det, så han sagde bare hej.
Han smed sig tilbage i sækkestolen og bad fyren om at slå sig løs. Det virkede altid så akavet, når folk stod og ikke vidste hvad de skulle gøre af sig selv.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan mærkede lidt på stemningen, og bestemte sig for at gøre noget ved det inden det blev et problem. Der måtte også gerne komme nogle flere, så der kom lidt gang i samtalerne og den rare støj. Det var en rar tanke at han og Anton havde overtaget i år. Selvom han ikke gik ind for den slags rent principielt. Han så fra sin genfundte kæreste og til den nye, rødhårede roomie og slog så hænderne sammen.

"Well, tør I udfordre mig i et spil efter eget valg? og nej, Anton du får ikke lov at vælge." Han smilede og holdt øjnene på Theo. Det var for at drage ham mere ind i samtalen. Og fordi Anton vidste hvad han var dårligst til og helt sikkert ville vælge det. Han slog ud med armen mod reolerne og det meste af rummet faktisk. Hvor der var alt fra ufatteligt mange kort til twister og tegn og gæt og Need for speed og Now dance 3. Og så selvfølgelig bordtennis, bordfodbold og dartskiver. Alt hvad hjertet kunne begære kort fortalt.

[Theo Hedegaard]

Han tog Antons hånd og rystede den. Han slog sig ned på en skammel med hænderne hvilende foran på den på opfordring af Anton. Han vidste ikke rigtig om han skulle sige noget, der var lidt stille, men der var ikke noget han lige kunne komme på som ikke ville involvere et eller andet helt random som ”kumquat” eller noget der lignede. Men så brød Jonathan stilheden med en udfordring. Eller i virkeligheden en opfordring til en udfordring.

”Og nej, Anton, du får ikke lov til at vælge.” Han sagde det uden at se på den anden fyr, og det slog Theo at de lød som et gammelt ægtepar sådan som han sagde det. Men de havde garanteret også været venner i lang tid, måske siden 1.g, for Theo regnede med at Anton også gik i 3.g.

Så siden pligten – eller privilegiet – til at skulle vælge et spil faldt på Theo kastede han endnu et blik rundt i rummet. Han behøvede ikke engang kigge på spillekonsollerne – en ikke-så-hvid-længere Wii og en tydeligt brugt playstation – for at vide at det ikke ville være hans valg. Det var lang tid siden han havde rørt konsolspil, selvom hans lillebror havde en Xbox 360. Han havde bare aldrig selv spillet særligt meget, og han syntes heller ikke rigtig at videospil var særligt sociale sådan helt generelt. Og et enkelt blik på bordtennisbordet fik ham til at krympe sig en smule. Aldrig havde verden set et spil, han var så spasset til. Ej, nu var han måske lidt uretfærdig overfor sig selv, men han var i hvert fald ikke god til det.

I stedet rejste han sig og lod den ene hånd glide henover en hylde på reolen mens han kiggede på indholdet. Han stoppede ved en stor bunke med forskellige sæt spillekort. Halvdelen af dem så ret amputerede ud, så han tog en af dem der lå i en papæske. Større sandsynlighed for fuldt hus. Theo lod med vilje det lyserøde Hello-Kitty-sæt ligge med et lille grin. Hvordan det var havnet her var garanteret et mysterie.
Han vendte sig om mod de to andre og holdt kortene op.

”Frisk på et spil kort?” spurgte han med et smil og satte sig i en af de andre sækkestole og trak et lille bord tættere på og begyndte at blande kortene. Han så op fra sin kortblanding.
”Men jeg kan altså ikke finde på hvilket spil. Det kan være at du kan få lov at vælge lidt alligevel,” sagde han rettet mod Anton.

[Selma Åberg]

Selma havde altså slet ikke kunne finde Noah ude på gangen i den lidt store menneskemængde, og de skulle jo til byen og have det nice, så hun besluttede at lede efter hende. Hun orkede ikke lige at sende ham en sms som det første, så hun gik ind i aktivitetsrummet for eventuelt at finde ham der. Også bare for at se om der var nogle søde mennesker derinde Der så ud som der plejede, men der var overraskende tomt. Hun kendte ikke en af fyrene der var derinde, men han var ginger og så egentlig ikke værst ud. Selma kunne da i hvert fald godt lide hans stil.

Hun kiggede på de to andre hun ikke havde koncentreret sig om først, for dem så man jo hele tiden, det var bare standart. Hun så måske endda lidt køligt på dem fordi de havde været så pinlige mens de havde snakket om Noah. Helt ærligt... Jonathan havde afsløret at Selma havde været i seng med Noah allerede første aften de var sammen. Han havde fået Sophia og Sam og Emil til at tro at hun var sådan en rigtig slut. Og ham den lækre, Robert, hun havde haft psykologi med sidste år, havde siddet måske kun 3 pladser fra dem, og han havde kigget over mod dem, da John havde spurgt. Fuck John - FUCK HAM. Og Annie burde seriøst have sagt et eller andet til ham. Helt seriøst. Han begyndte bare at grine fjoget og dum som han var prøvede han sådan at skjule det med den ene hånd. Men Selma var jo ikke dum, vel. Hun kunne sgu da godt se han tænkte sådan: "Argh, min elskede bøsse! Jeg ku' ikke have bragt det på banen på en bedre måde!"

Det havde bare været så pinligt. Og nu havde hun oven i købet opført sig nogenlunde nice mens hun havde været sammen med Emil, så han sikkert tænkte hun var sådan en sød, sej type der gik sammen med de fede gay-typer. Nej, nu tænkte han bare hun var billig. Tak, tak, tak, John, tro mig, jeg elsker dig bare så meget! Og hvis hun så hurtigt, hurtigt glemte hvordan Sophia og Sam havde set ud. Det ville hun helst bare glemme. Seriøst, de ville drille hende med det i flere uger. Hun var jo nærmest nødsat til at undgå dem i en længere periode. For helvede...

Hun stod lidt i døren mens nogle elever larmede bag hende og smilede hurtigt.
"Noah er ikke her..." mumlede hun for sig selv. Så kiggede hun igen på Jonathan der stod op og smilede overdrevet. "Heeeeej!" udbrød hun og gik hurtigt hen til ham. Inden han kunne nå at reagere, gav hun ham det der kunne ligne en venskabelig knytnæve på armen, men den var bare det hårdere.

[Anton Sommer Engström]

Kort var et fint kompromis. Bordfodbold eller -tennis havde været totalt på Antons præmisser og Besserwisser, Trivial Pursuit eller lignende havde været på Johns, der havde han ikke haft en chance.
Konsolspil og kortspil var sådan fint lige i midten. En god blanding af held, taktik og reel viden. Så var der også en sandsynlighed for, at de ville opføre sig nogenlunde civiliseret over for Theo. Ellers var sådan nogle aktiviteter tit indhyllet i råb og meget ufine tricks. Slet ikke uvenligt, men det virkede nok lidt barbarisk for udenforstående. Sådan havde det været hver gang de lavede konkurrencer hjemme hos John på deres hold, og det var ofte flere gange om dagen, i de perioder de var det. Så det hang ligesom fast.
"Jamen dog, sikke en ære. Det er ellers sjældent tingene flasker sig sådan. Dig kan jeg lide" grinede han mod Theo. "Så vil jeg bruge min nyfundne magt på at beslutte at vi spiller casino. Kender I det?"

Før de nåede at svare kom Selma spankulerende ind i rummet.
"Når man taler om solen" smilede han til hende.
"Og nej, så sandt som det er sagt er Noah her ikke" konstaterede han til hendes søgen. Selvfølgelig var det ham hun ledte efter. Det var klart.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan nikkede bare. Ja, det havde de spillet før, så det kendte han. Det var ret sjovt. Og krævede lidt mere end bare en enkelt hjernecelle, hvilket var cool nok. Han ville have sat sig overfor Theo men i det samme kom en velkendt lille skikkelse brasende.

Selmas smil var sødt nok, John overvejede om Anton havde haft ret, og hun måske slet ikke var sur på ham. Og hun kom ind til dem selvom hun ledte efter sin nusse pusse kæreste og alting. Stor dag. Han smilede tilbage og svarede i ligeså glad en tone.
"Heeee...arw! Bloody hell!"

Okay, måske ikke så glad alligevel. Ikke at hans arm havde taget skade, sandsynligvis ikke, men hun slog altså til, uden nogen nåde overhovedet. Bare så typisk piger der klagede over at de var svage. Ja, Selma var så ikke. Man kunne bare ikke se hendes styrke. Men okay, han kunne jo have undviget hvis han havde set det komme. Jonathan tog sig til armen der hvor hun havde ramt og så betuttet på hende.
"Man må ikke slå på ulændinge, Sellie!"

Sidste gang han lyttede til Antons råd om piger.

[Selma Åberg]

Hah, det havde gjort ondt på ham. Så kunne han sgu lære det. Altså hvad fanden var meningen lige ved at råbe højt om Selmas sexliv? Skulle hun så også snakke om at de havde bollet samme aften? Nej, for sådan gjorde hun ikke. Men selvfølgelig var hun ikke vildt vred, det var svært at være vildt vred på dem. Bare småirriteret. Meget irriteret. Måske lidt tosset eller det havde hun mest været i starten. Især i timen. Hun havde ret svært ved at koncentrere sig for tiden. Om hvad folk snakkede om især. Så hun havde bare tænkt på hvilke konsekvenser det fik at de fire mennesker, der havde været omkring dem, havde hørt om Noah og Selma der havde været lidt hurtigere. Især Emil, for hun skulle jo bevise overfor ham, at hun ikke var en fake dulle mere som i folkeskolen. Hun fattede det ikke - han havde rent faktisk set den side af hende. Den side hun hadede allermest!

Faktisk gjorde det også ondt på hende at slå Jonathan. Hendes albue-led gjorde pokkers ondt for tiden. Når hun for eksempel skrev. Både i hånden eller på computer føltes det som om hendes albue var rustet helt til og den skulle smøres før hun kunne bevæge den ordentligt uden smerte. Også hendes ankler og knæ hvis hun løb. Det var virkelig irriterende, for hun ville gerne løbe meget i år. Mere end sidste år. Hun ville gerne op på en gang hver morgen også i weekenderne. Måske kunne det løbes væk.

"John, det var altså ondt du bare sagde det, hvorfor gjorde du det? Jeg snakkede jo heller ikke højt om hvad dig og Annie lavede efter grillfesten, vel? Sig undskyld..." Hun pegede mod Anton, da hun sagde Annie bare for at understrege det. Hun var faktisk såret over det, men hun havde ikke råbt, hvilket hun syntes var alt for sødt af hende. Hun havde faktisk sagt det på en næsten helt rolig måde og med et oprigtigt såret ansigtsudtryk.
Hun vendte sig mod Annie og kiggede lidt misfornøjet på ham også. "Og Annie... Du burde have sagt noget... Det var altså ret ydmygende..."

[Emil Beyer Adamsen]

Emil havde ikke rigtig vidst hvor han skulle gå hen, og umiddelbart ville han ikke ud i den bagende sol. I hvertfald ikke lige nu.
Det overraskede ham faktisk lidt hvor godt vejr det var her i år, det plejede altid at regne. Sådan var Danmark bare- Rainy.
Efter lidt ubeslutsom vandren var han endt her ved aktivitetsrummet. Det var et rigtig hyggeligt sted, med både bordfodbold og hvad man nu ellers kunne finde interesant.
Der var næsten altid nogen her, og det ville undre Emil hvis der var helt øde derinde når han åbnede døren.

Da Emil trådte ind i det hyggeligt udseende rum, var der faktisk mange derinde. Lidt flere end han faktisk havde ventet, men det var cool nok. Han genkendte tre af dem der stod derinde; Anton, Jonathan og Selma. Den sidste, en rødhåret, vidste han ikke hvem var. Men han havde seler på, så det tydede ikke på at han var sådan en træls type. Selma lignede en der var ved at dræbe Jonathan og Anton, det fik et stort smil til at brede sig på hans ansigt.
"Halløj drenge!" Han nikkede kort til dem alle, og tilføjede så "Og piger" Han blinkede kort til Selma.
"Jeg afbrød gjorde jeg ikke?" Spurgte Emil mens han kiggede på Selmas finger, som pegede hen på Anton.

[Anton Sommer Engström]

Selmas sure svada begyndte. Han holdt alligevel fast på sin analyse. Man skulle selvfølgelig køre spillet ud, så folk skulle tro man var pinligt berørt og dybt såret, så man virkelig fik fastslået, at man ikke ville prale.
Han brød sig ikke om hendes sure vibrationer. Generelt var han en positiv person, som prøvede at bruge sin energi på at være glad og konstruktiv. Hvis han blev provokeret og havde brug for luft, løb han tit en tur, og så prøvede han så vidt muligt at viske tavlen ren derefter.
Det der med nag og uvenskab forstod han ikke, men det var vel også en generel forskel på mænds og kvinders måde at tackle problemer på.
Ked af det kunne han forstå, forvirret og ja, ligefrem ulykkelig, men sur og vred forstod han virkelig ikke. Han havde måske til tider virket vred, specielt i perioden hvor han ikke var sammen med John, men det bundede altid i en stor frustration og sorg, som han til sommetider havde svært ved at udtrykke rigtig. Sådan virkede det her ikke, det virkede bare fornærmet og tøset.

De skulle hurtigst muligt have afmonteret konflikten, hvis det stod til ham. De skulle jo spille kort og hygge på denne første dovne skoleeftermiddag, og det måtte også være meget forvirrende for Theo, som virkede genert nok i forvejen. Det var synd at han skulle udsættes for deres fis, som virkede alvorligt, men sikkert - og forhåbentlig - var glemt igen i aften.
Heldigvis kom Emil ind i rummet, lige da Selmas svada blev henvendt mod Anton, med en bebrejdende pegefinger til følge.

"Nej, du kommer lige i tid til det sjove. 2. akt. Førsteklasses pladser, billige billetter. Slå dig bare ned. Så spiller vi kort efter pistolduellen." Emil var altid et frisk pust. Tog verden meget oppefra og ned ligesom Anton selv, så han ville nok i hvert fald ikke intensivere konflikten. Hvis Anton kendte ham ret ville han holde sig udenfor, medmindre der var noget som virkelig blev nødt til at blive benævnt, og så ellers genoprette den gode stemning bagefter og give dem baghjul i casino.
Det var egentlig noget pis at Emil kom, så var hans egne chancer for sejr yderligere svækket.

"Det var ikke ydmygende Selma. Der var for fanden ikke andre end os. Og selv hvis der havde været, så er der ikke nogen på den her skole, som har ondt i røven over at folk har det sjovt. Ikke engang Frida, som ellers må siges at være vores moralske pejlemærke ville løfte et øjenbryn. Desuden" han tog en indånding og kiggede på veninden. "Så er jeg ikke sat i verden for at forsvare hverken dig, John, min kat eller nogen som helst anden. I må sgu kæmpe jeres egne kampe. Eller det skulle da lige være min kat, men den ville nok ikke engang lade mig. Så nej, jeg har ikke i sinde at blande mig i andre folks samtaler, det kan du ligeså godt vide nu."

Stemningen i lokalet var trykket, omend ikke ligefrem ubehagelig. Men han ville meget gerne have konflikten afmonteret og afsluttet så hurtigt som muligt.
"Nu synes jeg også bare du skal lægge det fra dig. Det var på ingen måde pinligt, og der er ingen der har tænkt noget som helst om det, andet end eventuelt at du var heldig at finde en sød kæreste som det svinger med. Det ville kun være pinligt, hvis det var mega dårligt og du fortrød det. Og så ville det ikke engang være pinligt, kun ærgerligt. Længere er den vist ikke."

[Jonathan Bailey Smith]

Smerten gik rimelig hurtigt væk igen og Jonathan stod lidt og vidste ikke hvilket ben han skulle stå på. Hun plejede ikke at være oprigtig sur over den slags. Hun lød bare heller ikke som om det var for sjov, eller så sådan ud. Men helt ærligt. Det havde været en joke. Og en okay en, helt ærligt, der var jo ingen til at dømme hende. Hun var omringet af venner? Alle vidste da at man lavede noget. Som Anton sagde, ville John ikke have fundet det pinligt. Ikke i det selvskab. Så var det bare morsomt.
Det havde også været nemmere hvis hun var havde råbt, så han vidste at det var for sjov og kunne opblødes. Og stakkels Theo som slet ikke vidste hvad der blev talt om. Jonathan skævede til ham. Det var ikke så pænt af dem, de måtte have vendt situationen.

Hvis det var en undskyldning hun ville have, så var det en undskyldning hun skulle få. Og en fuldstændig helhjertet en. Ikke fordi han forstod hendes irritation, mere fordi han hadede at skændes med folk. I sær efter de mange måneder han havde brugt på det sidste år.

John rakte ud efter tøsen og gav hende et knus så hun kunne holde kæft lidt. Han havde altid syntes det var rart at kramme Selma. Fordi hun var lavere end ham og sådan...tændte en passe-på-reflekser. Han vidste den også sad i Anton, så der var altid nogen til at holde øje med at hun ikke kom ud i problemer. I hvert fald de problemer de kunne gøre noget ved. Hvor tynd hun var var så noget andet. Fordi de havde virkelig prøvet. Det var mere end tydeligt at der var et problem. Der var ganskevidst gået noget tid før de opdagede det med at brække sig, men alle kunne se at man ikke naturligt var så mager. Nogen gange blev han helst vildt frustreret over det. Fordi hun var så glad udadtil. Altid. Og han forstod ikke hvordan problemet overhovedet var opstået. Deres glade lille veninde burde ikke have en bekymring i verden, hvis det stod til ham.

"Undskyld, love." Smilede han og var klemte hende godt så hun vidste han mente det. "Jeg lover jeg ikke forsøger at være sjov en anden gang!" Han anlagde et meget højtideligt udtryk og grinede så. "Skal du være med til at spille?"

[Selma Åberg]

Selma havde været virkelig tæt på at protestere. Sige et eller andet om at det jo ikke var det at det havde været pinligt der betød noget, men at hun jo gerne ville kunne stole på, at de ikke sagde sådan nogle ting til alle en anden gang. Men det var da lige meget. Jonnah var mega sød, og han sagde undskyld med det samme. Gav Selma et stort knus, så hun var helt solgt. Så hurtigt kunne hun gøres glad igen, men da ikke ved at få sådan en tale af Anton.

Hurtigt tilgav hun John, og så var der jo ikke grund til at være mopset mere. Hun lagde også armene om ham og aede ham lidt på ryggen med den ene hånd. Og hun lukkede øjnene og smilede tilfreds. Hun elskede virkelig bare kram, der var altså ikke noget bedre end når mennesker lagde armene om hinanden og bare krammede. For man behøvede jo ikke at være specielt tætte for at give et kram, men det øjeblik man krammede hinanden var man pludselig tætte. Det var en genial isbryder og hvem elskede ikke at få et kram? Lige nu var det for eksempel virkelig dejligt fordi hende og Jonathan blev helt gode venner igen. "Det er okay, Johnny... Det... Jeg ville bare gerne gøre dig opmærksom på det," mumlede hun mens de stadig krammede.
Hun trak sig en anelse tilbage så hun kunne se hans ansigt og lo af hans kommentar med at han aldrig ville lave sjov igen.
Hun rystede på hovedet. "Aldrig mere din dårlige britiske humor?" spurgte hun undrende og kyssede ham kort på den lidt skægstubbede kind mens hun endnu fnisede. "Tror du virkelig du kan lade vær?" Hun trak sig helt ud af hans kram og kiggede Jonathan på gingeren igen med et smil. "Men jeg vil gerne spille... Hvis Noah altså ikke snart skriver til mig eller noget," svarede hun hans tilbud.

"Ej, undskyld, jeg fik slet ikke præsenteret mig selv, jeg er Selma... Men du kan bare kalde dig... Noget andet. Blev for bare 4 dage siden kaldt Selleri... OG Alfons... Men det er en lang historie," sagde hun leende til ham og gav ham bare et knus om fyren ville det eller ej.
Hun hørte en komme ind bag sig og vendte sig straks om. "Hey, Emiiiil!" udbrød hun med et stort smil. Egentlig var det lidt akavet fordi Emil også havde hørt det om Noah, og han havde slet ikke sagt noget. Han havde ikke engang leet som de andre havde. Og han var gået mega hurtigt da klokken ringede.
Men han fik også et kram uanset hvad.