Post by Anton Sommer Engström on Jul 8, 2012 16:39:55 GMT 1
"Døden er for nem en udgang for sådan en udtalelse. Jeg skal personligt sørge for at du kommer til at bøde med dit psykiske velbefindende hver evig eneste dag så længe du går her. Så kan det godt være du tænker 'ah fjolset er her kun et år endnu, så det går nok', men jeg skal nok sørge for at du ikke får et roligt øjeblik også efter jeg er passeret til det hinsides." Han lavede et truende ansigtsudtryk mod Theo, men smilede hurtigt igen og sagde et afslappet "Ej, det går nok," bare for at forsikre sig, at joken ikke kom længere ud. Han var ikke i det der 'lad-os-køre-en joke-så-langt-ud-at-den-bliver-endnu-mere-latterlig'-humør i dag. Af samme grund sagde han ikke mere til Johns påtagede medlidenhed. Det var allerede en lidt for latterlig joke at han skulle være besat af kage, men på en eller anden mærkelig måde sad den fast hos alle på skolen nu. Selv lærerne. Han havde når alt kom til alt måske kun tænkt på kage 2 gange hele sommeren og den ene var fordi han rent faktisk fik kage.
Det var mange andre ting som var betydeligt mere spændende og vigtigt end kage.
Men at sidde i pejsestuen og spise kage og hyggesnakke med vennerne var bestemt ikke undervurderet og derfor var Johns forslag rigtig godt. Specielt om vinteren når der lå sne, søen var frosset til så man ikke kunne ro og man var træt efter en lang dag med skole og sneboldkampe, var det genialt at sidde ved pejsene og spise kage og drikke te. Så føltes det rigtig kostskole- og Harry Potter-agtigt. Det var nok det han bedst kunne lidt ved kage: at man altid forbandt det med at være social. Der var intet ved at spise kage alene og så vidt han vidste var der heller ikke mange der gjorde det. Han elskede også at være social. Det kunne nok tælles på en hånd de gange han havde været alene i mere end 2 timer siden han begyndte på Lyngvig. Og egentlig også før det, for da var han altid enten sammen med familien eller vennerne og sidenhen Jonathan. Han var i bund og grund bare ikke et menneske der så nogen kvaliteter i at være alene.
John derimod elskede at sidde med en bog en hel eftermiddag nogle gange uden selskab. Ikke at han forstod det.
Det var mange andre ting som var betydeligt mere spændende og vigtigt end kage.
Men at sidde i pejsestuen og spise kage og hyggesnakke med vennerne var bestemt ikke undervurderet og derfor var Johns forslag rigtig godt. Specielt om vinteren når der lå sne, søen var frosset til så man ikke kunne ro og man var træt efter en lang dag med skole og sneboldkampe, var det genialt at sidde ved pejsene og spise kage og drikke te. Så føltes det rigtig kostskole- og Harry Potter-agtigt. Det var nok det han bedst kunne lidt ved kage: at man altid forbandt det med at være social. Der var intet ved at spise kage alene og så vidt han vidste var der heller ikke mange der gjorde det. Han elskede også at være social. Det kunne nok tælles på en hånd de gange han havde været alene i mere end 2 timer siden han begyndte på Lyngvig. Og egentlig også før det, for da var han altid enten sammen med familien eller vennerne og sidenhen Jonathan. Han var i bund og grund bare ikke et menneske der så nogen kvaliteter i at være alene.
John derimod elskede at sidde med en bog en hel eftermiddag nogle gange uden selskab. Ikke at han forstod det.
