Eftermiddag første skoledag

[Theo Hedegaard]

”Dig kan jeg lide" sagde Anton med et grin og Theo kunne ikke lade være med at tænke at han havde gjort rigtigt ved at lade 3.g’eren vælge spil. Desuden syntes han godt om Casino, det var meget hyggeligt. Han skulle lige til at dele kortene ud da en spinkel – meget spinkel, ved nærmere eftersyn – pige med mørkt hår kiggede ind af døråbningen og åbenbart ledte efter en eller anden Noah. Han tænkte at siden han ikke var herinde, ville hun vel gå igen, men i stedet vadede hun ind og slog på Jonathan.
Hvad mon han havde gjort for at fortjene det, nåede han at tænke før pigen kom med en forklaring. Bortset fra at den forklaring ikke gav nogen mening for Theo, han manglede sgu nok noget baggrundsviden.
Og da hun så pegede over på Anton og sagde noget med at hun ikke snakkede om hvad Jonathan og en vis ’Annie’ lavede efter festen. Det var tydeligt at hun mente Anton og det var endnu mere tydeligt at hun ikke hentydede til at de havde ’lavet’ ikke var at spille kort eller noget i den stil. Han skævede lidt til dem begge, ret forvirret. Han hadede at drage konklusioner over alt for få informationer, men han kunne alligevel ikke lade være med at tænke ting.
Well, whatever det var at det betød, så var det vel ikke særlig meget hans sag. Det var ikke noget han havde brug for at stikke sin snude i. Han havde aldrig været en af de der typer som bare måtte vide alt om alle, og han afskyede sladder for sladders skyld og specielt ond sladder.

Så kom endnu en ind af døren, en dreng med mørkt krøllet hår, og Anton hilste ham velkommen. De kendte tydeligvis hinanden. Det virkede som om de alle sammen kendte hinanden. Men Theo blev ikke ligefrem kuet af det. Så meget desto mere at arbejde på.

Og nu begyndte Anton at køle hende pigen ned med en forklaring som Theo ærligt talt ikke kunne finde hoved og hale i. Han vidste bare ikke hvad der var sket, og det der nu blev sagt redte ingen tråde ud for ham. Men det var jo heller ikke noget der involverede ham så han gjorde faktisk lidt hvad Anton havde foreslået til ham den nyankomne i spøg og lænede sig tilbage og iagttog. Han bed mærke i hvordan Anton lød fornuftig og argumenterende i sin lille tale til pigen og da Jonathan sagde undskyld og gav hende et kram kunne han også se hvordan hun ligesom løsnede op.
Theo havde altid holdt af at iagttage andre mennesker og han plejede at bryste sig af at være lidt af en menneskekender.
Til gengæld blev han lidt overrasket da pigen pludselig slog over i et meget glad humør og introducerede sig selv som Selma. Og så krammede hun ham sgu også. Altså hyggeligt nok, men en smule pudsigt når han slet ikke kendte hende. Han smilede forbløffet til hende og gav sit navn før hun hilste på ham den anden, som åbenbart hed Emil.

Theo lavede en enkelt blanding før han så rundt på de andre med et opfordrende blik.
”Når nu I har fået alt det der… noget… ud af verden, skal vi så spille?” spurgte han med skævt smil.

[Emil Beyer Adamsen]

"Hej Selma!" sagde Emil, mens han gengældte hendes knus.
Han kunne stadig ikke lige finde ud af hvad han havde afbrudt, men det var klart at det havde noget med Noah og Selmas lille 'scene' at gøre. Og jo det irriterede ham, meget faktisk. Han følte sig uretfærdigt behandlet, han havde kendt Selma i længere tid end ham- Noah. Han var ny. Emil sukkede inden i sig selv, det nyttede ikke at bære nag til Selma. Hun vidste jo ikke at han kunne lide hende.
Han tvivlede også stærkt på at hun kunne lide ham, hun havde jo fundet drømmeprinsen. Emil tog en dyb indånding, som for at starte på en frisk. Han måtte bare undertrykke følelserne.

Så smilede han til ham den rødhårede. "Jeg hedder Emil" Han smilte stort til ham, men Emils blik vandrede hurtigt videre til alle de andre i lokalet. "Sagde i kortspil?" spurgte Emil så. "Jamen lad os da gå igang."

Emil der stadig stod ved siden af Selma, gik hen til et af bordene, som stod i rummet.
Han vidste endnu ikke hvad de skulle spille, men uanset hvad ville han sikkert tabe. Han var ihvertfald ikke en korthaj, eller noget der lignede.

"Hvad spiller vi egentligt?" spurgte Emil, mens han pustede til en vildfaren krølle. De krøller var ustyrlige.... Det var de altid.
Men han forbandede dem ikke ligefrem. De var en del af ham, en del af hans personlighed. Så ligefrem at hade dem, det kunne han ikke.
De var nærmere lidt irriterende. Nogle gange. Nok ligesom at have en lillebror, eller lillesøster. De kunne være irriterende, men man var alligevel glade for dem. Elskede dem.
Emil så afventende på de andre.

[Anton Sommer Engström]

"Du er aldrig sjov, så det er ikke noget problem John" grinede han ad ham. Så var den konflikt overstået. Jonathan vidste altid hvordan Selma ville have tingene, og ordnede sig for det meste derefter. På det punkt var de rimelig uenige, men man skulle jo heller ikke være enige i alt. Det var heller aldrig en rigtig konflikt, ikke i hans hoved i hvert fald, så det kunne ikke få hans pis i kog.
Der var mange ting de ikke var enige om, men det var kun få ting de var helt uenige om. Dennis for eksempel. Anton kunne i fordrage Dennis, som var en af de totalt stereotype homoer, som Gustav fra dagens mand, med fistelstemme og helikopterhåndled, make-up og tøset modetøj. Det var ikke sjældent man så ham i hotpants eller en eller anden klam pels. Han manglede bare en charmeklud og en lille chihuahua i en håndtaske. Jonathan var venner med drengen, åben og fordomsfri som han var, men ham kunne Anton altså ikke kapere. Jonathan synes jo på et eller andet plan at drengen var sej og modig fordi han turde realisere sig selv og ikke tænke på samfundets opfattelse og fordomme, hvor Anton mest synes han var tåbelig og lidt til grin. Det havde de nogle store eksistentielle og filosofiske samtaler om en gang imellem og ellers også bare nogle reelle, jordnære, gode og gammeldags skænderier.

Selma var glad igen og delte kram ud, så nu kunne de bare hygge og nyde den første rigtige eftermiddag på skolen.

"Vi spiller casino" smilede han til Emil. "Men man kan højst være fire i et spil, så nu ser det ud til vi må dele os op. Jeg stemmer for at Emil og jeg er på hvert sit hold." Han sagde det med et blink i øjet, men mente det skam seriøst. Det ville højne han chancer for at vinde betragteligt, og lidt konkurrencemenneske var man vel altid. Eller meget måske. Det var ikke så galt, at han blev sur når han tabte, kun for sjov, men han var selvfølgelig langt gladest for at vinde.

[Noah]

//: ankommer til tråd fra rævehulen.

Hvorfor sad hun også indenfor? Det var det mest fantastiske vejr og så sad hun her med en masser mænd i et indelukkede rum. Ikke at han ikke har noget imod at der kun var fyre, det betød ikke noget for ham. Det var bare det med vejret. Hvorfor vælge at være indenfor når vejret var godt og så brokke sig resten af tiden over hvilket forfærdeligt vejr.
Men der stod hun. Hans lille stråle af solskin.

Han plantede et kys på hendes kind.

"hey, hvad spiller I?"

Han afbrød helt sikkert et eller andet, men what the heck? På et vist punkt var han ligeglad, selvom han vidste at han måtte prøve at komme ud af det med Jonathan og Anton, fordi de tydeligvis var et eller andet specielt i Selmas verden. Hvilket i Noahs verden ikke betød at han skulle acceptere Jonathan eller Anton som sine bedste venner. Måske ville han for sin egen skyld holde dem lidt på afstand.
Men de virkede okay.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan syntes det var på tide de kom videre i livet. Med Selma på god fod med alle (især Noah, som lige var kommet dumpende) så kunne det nok også godt lade sig gøre. Han sendte Anton et sigende blik, som om han vidste præcis hvorfor han ikke ville på hold med Emil. Men han skulle nu ikke få chancen for at vinde, det ville bare være træls. Jonathan var helt klart klar på et dybt seriøst spil, hvor det at tabe simpelthen ikke var en mulighed. Bare de andre kunne følge med. Så holdene blev som følger.
Selma og Noah, hvis de altså spillede med, på det ene hold med Emil. Og Theo, Anton og Jonathan selv på det andet. Og de sidstnævnte indtog den nærmeste sofa med bord til. Theo fik lov at blande, mest fordi han allerede havde kortene og så gik spillet ellers i gang.

"Briterne starter!" Normalt plejede han altså ikke at køre så meget i det med nationalitet. Men han skulle jo finde på en god grund til at han måtte starte.

(2 ting, for det første har jeg læst reglerne, men jeg er stadig ikke helt sikker på hvordan man gør, så det overlader jeg til en der har prøvet det XD For det andet, så synes jeg Theo skal vinde, bare så de to andre for en lang næse :b)

[Selma Åberg]

Mens de snakkede hold og spil og alt det der, modtog Selma en sms og smilede stort. Hun svarede hurtigt hvor hun var og håbede han kunne finde derhen, selvom han jo ikke helt kendte stedet endnu. Men før hun vidste af det var han lige bag hende, og hun mærkede hans bløde læber mod hendes kind. Hun havde faktisk siddet og frosset lidt, men enten havde hun fuldstændig glemt det eller også havde han bare fået kulden til at forsvinde. Det var egentlig meget smart hvis han havde sådan en effekt på hende, for hun frøs alt for meget. Han fik selv et hurtigt kys på munden. Heldigvis skulle hun være på hold med ham også sammen med Emil. Det skulle nok blive hyggeligt, og hun skulle da i hvert fald nok vinde over de to der, selvom hun slet ikke vidste hvor god Noah var. Emil var pænt god, syntes hun, men Selma var altså heller ikke helt værst hvis hun selv skulle sige det. Hun havde da i hvert fald vundet over Anton og John en hel del gange og alle gange havde de bare taget det mega seriøst. Men dem var hun jo ikke på hold med...
De slog sig ned på sækkestolene og rykkede et bord hen til dem hvor der med tusch var blevet skrevet KAFFEBORD med store bogstaver. Bare hvis nogle skulle være i tvivl. Det havde været der lige siden hun var startet, og der var altid brune ringe fra kaffekopper på det. Det var da altid noget at folk brugte det til det rigtige når nu det stod så flot.
Hun kiggede fra Noah til Emil med et skævt smil på læben. "... Hvem starter?"

[Noah]

Noah trak stolen ud for Selma og satte sig først da hun havde sat sig. Han så derefter på Emil. Så lo han.

"Jeg ved ikke hvad vi spiller," han kunne næsten ikke få det frem. Det virkede bar så komisk at de bare regnede med at hun var med og fortstod når han overhovedet intet fattede. Det var som om for tiden at han bare blev hægtet af en vogn og så på en ny med en anden destination og alle regnede med at han kunne det hele. Måske var det ham der gav indtrykket af at han kunne. Det ville han jo gerne. Men stadig.

"Men jeg plejer at sige damerne først, hvad siger du Emil?" spørgsmålet var både til fyrens navn og om det var ok. Han stod jo stadig bare der.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil sendte et grin til Anton. Han troede sikkert at han var god til at spille kort. Og ja.. Han var lidt god, men han fortrak nu at spille kortspil hvor han var sammen med nogen. Samarbejde. Det gjorde både hans chancer for at vinde større, men det var også mega hyggeligt. Emil havde spillet kort med Jonathan og Anton få gange før, og havde kun prøvet at vinde tre gange eller noget.

Emil satte sig ned ved 'kaffebordet' sammen med Noah og Selma. Han havde egentligt ikke lyst til at starte, dels fordi at han ikke var specielt god til Casino, men også fordi at han var enig med Noah i at damerne startede. Sådan havde det altid været i hans familie, og sikkert også Noahs.
"Vi spiller Casino.... Hvad det så end indebærer" Det sidste mumlede Emil lidt. Normalt havde hver spiller sine regler, så det blev ofte til en stor diskusion, som kom vidt omkring. Sidste gang endte de med at diskutere ludo-regler. Emil rykkede lidt på sig for at sidde bedre, så smilede han til Selma, mens han svarede Noah. "Jo.. Damerne starter" Så kiggede Emil over på Noah igen. Han kunne godt forstå at Selma var faldet for ham. Han var vel det piger ville kalde for en "Hottie"

(Ligesom Kris har jeg læst reglerne til casino, men jeg har aldrig prøvet at spille det... Så jeg er heller ikke helt sikker på hvordan man gør xD)

[Theo Hedegaard]

"Briterne starter!" udbrød Jonathan efter at de havde delt sig op i to spillegrupper. Theo trak på skuldrene og begyndte at dele kort ud. Fire på bordet og fire til hver spiller. Han vurderede, med et kort blik på kortene på bordet, sine egne kort og blev enig med sig selv om at de var rimelig neutrale. En enkelt spar, men ingen andre af de specielle kort. Til gengæld kunne han hvis han var heldig og hverken Jonathan eller Anton spolerede det bygge en god en op.
Han så de andre gøre sig samme overvejelser og så interesseret til da Jonathan, den startende brite, tog et af kortene fra bordet, en femmer, op mid sin egen femmer. Det rørte ikke Theos planer og han så videre på Anton, hvis tur det var nu. Et smil bredte sig på Theos ansigt da det gik op for ham, hvor meget han lige pludselig gik op i spillet og hvordan han kunne se at de to andre gjorde det samme.
Anton kunne tydeligvis ikke gøre noget, for han lagde en tier ud. Høje kort, tænkte Theo før han lagde sin egen syver på en treer og snuppede Antons aflagte tier og lagde den ovenpå.

”Dobbelt-ti,” sagde han og lænede sig en smule tilbage. Ikke helt dårligt. Så var han da sikker på at de ikke kunne bygge ovenpå. Selvfølgelig hvis en af dem havde en tier selv ville han være på skideren. Men Theo valgte at ignorere den tanke.

Han overvejede lidt om han skulle starte en samtale, for det virkede ærligt talt lidt kedeligt bare at spille kort i stilhed.

”I kender hinanden godt, jer og Selma?” spurgte han med venlig interesse, for han havde lagt mærke til at de tre sammen virkede… som gode venner. True, de så også ud til at kende ham Emil, men der var noget, som Theo ikke kunne sætte en finger på, der sagde ham at de nok var tætte venner. Eller i hvert fald venner.
Han sagde hverken højt eller lavt. Pigen kunne garanteret godt høre det hvis hun ville, men det var ikke for nødvendigvis at tiltrække hendes opmærksomhed. Men han ville heller ikke virke som om han ikke ville have hende til at høre det. Det ville være alt for… bagtaleri-agtigt? I hvert fald ikke noget Theo ville gøre.

[Anton Sommer Engström]

Det var altid irriterende at sidde med spar 5 i første runde. I de andre runder lå der tit gode pointkort som folk blev nødt til at smide i desperation i deres sidste træk, fordi de andre havde spoleret deres planer. Han vidste, at han ikke ville få meget ud af sin spar 5 alligevel, så han besluttede at bruge den nu, bare for at irritere Theo, når han havde bygget noget op. Samtidig fik han sikret sig to point, ét for kortet og ét for svubberen, og så tvang hans også Jonathan til at smide et kort ud i næste træk uden at kunne få noget ud af det, så i og for sig, var det ikke et ringe træk.

Han ryddede bordet og lavede en kortbunke ved siden af sig, hvor han vendte et af de 'menige' kort for at huske sin svubber, et system de altid havde brugt.
"Ja, hun er vel vores bedste veninde, kan man sige.. selvom det måske ikke var så tydeligt i dag" smilede han. "Men alle forhold har vel deres knaster." Han grinede lidt, fordi han stadig syntes konflikten havde været dybt meningsløs og ret så barnlig.
"Men man får også ret hurtigt gode venner her. Før du ved af det omgiver du dig med en gruppe mennesker, som du føler du har kendt hele dit liv. Det tager ikke stort mere end et par uger. Så derfor tror jeg alle os 'gamle'" han lavede citationstegn med hænderne "virker ret tætte og måske sammenspiste, men vi er altså ikke bange for at lære jer nye at kende heller."
Han holdt øje med John mens han svarede Theo. Han kunne godt se, at John brød sin hjerne med, hvilket kort det ville være mest taktisk at give det tomme bord, håbe at Theo ikke kunne bruge og få svubber på, Anton ikke kunne tage eller bygge med, og han selv bygge videre på i næste omgang.
Det var det Anton godt kunne lide ved casino. Det var ikke bare paratviden eller held, det var taktisk og det var matematik. Man skulle være virkelig vågen, når man både måtte lægge til og trække fra.
Han vidste nu, at Theo sad med en tier på hånden, for ellers måtte han jo ikke bygge ti, men Theo kunne ikke vide at Antons to sidste kort var en treer og en konge. Hans oprindelige taktik havde været at lægge treeren til og tage bunken med kongen i omgangen efter, hvis ingen havde ødelagt det og så bruge spar 5 til sidst og håbe på der lå nogle gode kort tilbage, men man kunne jo aldrig forudsige noget i casino og det her var et tilfredsstillende træk.

[Noah]

Noah smilede. Han kendte godt Casino. Han tog kortene på bordet og begyndte at blande dem. Han smilede til Emil som for at sige: ’We are so on the same level’

”Så hvor går du henne Emil?” spurgte Noah. ”Eh, I mean altså går du også i 3.g med Selma? Eller er du på samme niveau som mig?”

Noah begyndte at dele kortene ud og derefter lagde han de fire kort der skulel ligge på bordet.

”Jeg er bare ikke helt med på hvem der er hvad, det eneste jeg kan er navne og det er ikke engang et talent,” han lo af sig selv. Igen degradering af sig selv og derefter en latter som for at sige at var totalt ok. Han kunne klare det. Hans dyre undertøj kløede ikke og hans T-shirt var total lækker. Ligesom ham. Og Selma var heller ikke værst.

Tilgengæld var hans kort helt sikkert værst.

[Selma Åberg]

”Så hvor går du henne Emil?” spurgte Noah Emil. ”Eh, I mean altså går du også i 3.g med Selma? Eller er du på samme niveau som mig? Jeg er bare ikke helt med på hvem der er hvad, det eneste jeg kan er navne og det er ikke engang et talent."
Noah fik det ikke til at lyde som om det var 'åh så synd for ham', og det kunne Selma ret godt lide. Hun smilede og lo med ham. Der var stadig mange ting hun ikke vidste om ham endnu og den her samtale med den her information var mindst ligeså ny for hende som den var for Emil. Så hun og deltog i stedet for at være den der dumme kæreste der bare sad ved siden af og lo hver gang kæresten. Sådan var hun altså ikke. Altså selvfølgelig lo hun når han sagde noget der var sjovt.
"Ja, du kunne da nemt huske mit navn... Selvom jeg ikke godt nok ikke er en grønsag," tilføjede hun drillende mens hun puffede lidt til hans skulder med hendes albue. Hun hentydede selvfølgelig til forårsfesten, hvor han havde spurgt om hun ikke hed noget med selleri. Egentlig havde det vel et godt potentiale som et kælenavn. Hun havde i hvert fald ikke noget imod det, og selleri smagte dejligt syntes hun selv. Altså i hvert fald bladselleri.

Selma svarede for Emil og sendte ham et smil.
"Han er også en af de seje 3.g'ere, men ikke samme linje som mig," sagde hun mens hendes øjne begyndte at dale ned til Noahs arbejde med kortene. Hun skulle lige til at sige hvilken linje han havde, men det gik op for hende at hun ikke havde nogen anelse. Hun havde glemt det fuldstændig. Han måtte da have sagt det. Selvfølgelig havde han det. Men det var fuldstændig forsvundet fra hendes hukommelse. Skulle hun lade som ingenting? Det kunne hun jo ikke bare. Men tænk hvis han blev sur. Ej, han blev ikke sur. Come on. Hun tog en hånd for munden og så op på Emil med en dyb rynke i pande.
"Ej, det er vildt pinligt... Men hvad linje er det nu du har? Jeg ved du har sagt det, men..."

((Hvis noget af det er failet så vil jeg lige forsvare mig med at jeg er virkelig træt... xD))

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan kunne godt mærke at han ikke havde spillet det her spil hele ferien. Hans familie kendte det ikke selv, i hvert fald ikke før de mødte Anton, men de havde ikke spillet det derovre. Måske også fordi vejret havde været okay, og de fleste hellere ville rende rundt udenfor end at sidde stille med et spil. Eller måske netop fordi det var Anton der havde lært dem det. Men han håbede ikke det var derfor, for det var fandme pinligt at være så påvirket af noget.

Under alle omstændigheder var han rusten nu. Han kunne da godt huske reglerne og points men først efterhånden dukkede de specielle kort og deres smuthuller op i hans hjerne og det gik langsomt. Han holdt øje med Theo og Anton mens de spillede videre efter John havde trukket den 5'er op. Derefter satte han albuen i bordet og så på sine kort med en koncentreret rynke i panden. To femmere nu. Klør es og ruder ni. Hvis ikke det var fordi det var så vigtigt for ham ikke at tabe stort, så havde han bare lagt noget tilfældigt ud. Men ikke her, det betød noget. Mere end hvis det bare havde været mod fremmede.

Jonathan nikkede som for at erklære sig enig i Antons teori om vennerne. Det var virkelig fantastisk. Han kendte ikke til nogen der ikke fik venner på lyngvig. Selv de mest skæve typer fandt andre skæve typer. Fx hende den utrolig lille pige i 2.g...hende som var på væksthormon, men som vidst var kommet forsent i gang til at det faktisk gav noget. Catharina eller sådan noget. Hun var mødt op på skolen første dag i en brunspættet rollespilskappe og en bue på ryggen. Men hun var cool. Han havde været på skuespillerhold med hende og hun var virkelig sjov. Kunne en masse ansigter og var mega god til parodier af andre. Og hun fandt da hurtig frem til andre der ville lege dværge og drager med hende. Eller Dennis...næsten alle pigerne elskede Dennis. Han gik på intet tidspunkt alene. I hvert fald ikke hvad Jonathan havde set. Og han var altså også flink, selvom de ikke havde det helt store tilfælles og Dennis talte mest om sig selv når man talte til ham. Og det var da heller ikke sådan at dudesne var efter ham, hvilket Jonathan var ret glad for. Han havde faktisk nogen af de andre drenge mistænkt for at være en smule skræmte over Dennis's valg af udstråling. Men det var fandme heller ikke let for en dreng at flytte hofterne sådan, det så...spøjst ud, når han dansede.

I samme træk trak han et kort ud af sin hånd mellem pege- og fuckfinger og smed det på bordet så det gled på plads på midten. Ruder 9 landede der og så udfordrende ud.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil smilede til Noah og Selma. "Jup! Jeg er en af de seje 3.G'er" Emil kastede et blik hen på Jonathan og Anton, for ligesom at understrege ordet sejt. Men egentligt vidste han ikke om han var sej, det var bare sådan han var, og det måtte folk lære at leve med. Det var der tydeligvis en del der godt kunne. I det samme Emil skulle til at åbne munden igen, for at uddybe nærmere, brummede hans mobil selvtilfredst i hans lomme. Han kiggede kort ned på den, var det vigtigt?

"Jeg går på samfundslinjen." Så var det sagt. Med et smil fiskede han den ikke lækre nokia op af lommen, Sam havde sendt en kort besked. Hm... Kunne han komme i fitnesscenter nu? Tanken tiltalte ham virkelig meget. Både for at komme væk fra Selma og Noah, et vildt forelsket kæreste par, men også fordi at det var hundrede år siden han havde været sammen med Sam. Efter at have tænkt lidt over det, kiggede han hen på Anton. Emil var hundrede på at Anton ikke ville forlade spillet for det, ikke idag, ikke sammen med John. "Anton, Sam har spurgt om vi er klar på lidt træning i fitnesscenteret?" Han sendte ham et skævt smil, som Anton sikkert ikke så, optaget af sine kort.

"Ved i hvad venner.... Jeg tror lige jeg smutter omkrig fitnesscenteret en tur." Emil smilede oprigtigt til Noah og Selma, da han rejste sig. Det var virkeligt ikke for at være ond, men..... Lige nu orkede Emil bare ikke at se på Selma og Noah kysse. Det havde været noget andet, da Emil ikke havde mødt Noah. Så gik han hen mod døren, da han stod i døråbningen kiggede han sig over skulderen. Anton ville forstå ham, og sikkert også John. Men de andre ville være lidt lost. "Anton du kommer bare, hvis du har lyst" Han kiggede ud over de andre "Og det gælder også jer"

Da Emil var kommet ud fra lokalet, åndede han tungt ud mens han svarede Sam. 'kommer nu, dude'

[Anton Sommer Engström]

Anton fjernede opmærksomheden fra spillet et øjeblik, da Emil talte til ham. Det gjorde heller ikke noget, for John havde smidt ud, og Theo tænkte bare over sit næste træk.

"Ikke i dag makker" smilede han, men han kunne godt se på forhånd at Emil ikke forventede det, og mest spurgte for at være flink. Selvom han normalt ville gøre meget andet end at sidde inde på en solskinsdag, var træningscenteret ikke et bedre alternativ. For det første fordi Jonathan ikke var der, og han ville gøre meget for bare at være i det samme rum som den dreng for tiden, og bare sidde lige så stille og nyde hans smil og hans sjove accent (selvom han ikke kunne sige sig fri fra at have en ret spøjs en selv) og bare det at han var så tæt på. Uden at de skulle skændes eller ignorere hinanden. Det var i sig selv ret stort og noget han ville ofre meget for. For det andet fordi fitnesscenteret også var indendørs og han nærmest følte at han havde boet der hele sommerferien, når han ikke var på søen eller ude at løbe. Fordi han havde været så frustreret og haft så mange store følelser, at han ikke kunne sidde stille, var ham og Sam tit endt derovre til klokken meget sent om aftenen.
Og han var ikke sportsfreak som Samuel, så han tog med glæde en pause, uden den mindste dårlige samvittighed eller fortrydelse.

Først nu kiggede han rigtigt på det kort Jonathan havde smidt ud.
"Ruder ni? Virkelig? Ej, det må du fandme kunne gøre bedre basse, jeg skal jo vinde det her." Det kan godt være kortspil ikke var deres klassiske udfordringselement, men det betød på ingen måde at konkurrencen var droppet. Så var der jo ikke nogen grund til at spille, hvis man ikke tog det seriøst og tog lidt gas på hinanden. Eller røg, måtte han hellere sige. Samuel blev altid så underligt fornærmet, når man sagde 'tage gas på nogen'. For sjov selvfølgelig, men måske alligevel med et gran af politisk korrekthed. Det havde da fået ham til at tænke lidt over det. Lidt.

"Men sørg for at give ham kamp til stregen, ikke? Han skal sgu ikke have det for let den glatnakke" råbte han opfordrende efter Emil, inden denne vinkede farvel og smuttede over mod deres fælles ven.