Eftermiddag første skoledag

[Noah]

"Bloody hell," sagde Noah overrasket og lo så.

"Jeg tror universet prøver at sige til os vi skal på den bytur, prinsesse," han smilede til Selma og samlede kortene sammen, lagde dem pænt tilbage i holderen og rejste sig for at lægge dem på plads i reolen hvor andre klassiske brætspil lå.

Det betød ikke noget for ham at Emil skred, men når man lige var begyndt på et spil virkede det en smule uhøfligt ikke at spille det færdigt. Det drejede sig vel kun om en halv time. Det var jo ham selv der havde sagt okay.

I hvert fald ville han ikke selv have opført sig således, men Emil var ikke ham. Noah håbede bare ikke at Selma var skuffet.

Han vendte sig mod den lille nymfe igen og rakte sin hånd frem.

"Do you intend to come along?" sagde han og viftede med fingerne i en kom her bevægelse.

[Selma Åberg]

Bytur var sgu fint med Selma. Det var også det hun helst ville - være alene med sin nye kæreste i byen og bare lave alt muligt i det gode vejr. Hun forstod egentlig heller ikke hvad Anton lavede derinde. Jonathan kunne godt finde på at 'spilde' det jorde vejr på en bog eller en film, men Anton?! Det var bare mærkeligt. Men det havde vel meget at gøre med at de endelig var sammen igen. Selvfølgelig. Det havde godt nok også være til at føle på de sidste par dage, men det var cool. Det skulle der jo også være plads til. Hun var jo også slem selv, og det vidste hun. Men hun var ikke vildt overdrevet. Ja, hun snakkede om Noah med sine venner, hvem gjorde ikke det? Ja, hun kyssede og krammede ham meget, men det gjorde de fleste kærester jo. Ja, hun glemte måske lidt alt omkring sig når Noah var i nærheden, men det kunne John og Anton altså også godt nogle gange - bare for at sammenligne.
Hun lod hans store hænder lukke sig om hendes og smilede hjerteligt til Noah, da hun gik med ham ud.
Hun var blevet lidt overrasket over at Emil bare var gået, men det havde åbenbart været bud efter ham i fitnesscentret. Fair nok, hun skulle i hvert fald ikke være den der holdt ham tilbage. Men det overraskede hende ikke at det havde været Sam. Han brugte halvdelen af sit liv på sport, den fyr. Men han var ret rar alligevel. Nogle sportsfreaks var virkelig store røvhuller bag deres muskler, men det var Samuel-fyren heldigvis ikke.

"Selvfølgelig," svarede hun med latter i stemmen.
"Ha' det godt, ik'?" sagde hun over skulderen til de andre inden Noah og hende forlod aktivitetsrummet.

//Forlader tråden og tager til... hvor? o.o

[Theo Hedegaard]

”Fandens!” udbrød Theo stille da Anton svuppede bordet med spar fem. Det havde bestemt ikke været en mulighed i hans tanker. Han havde slet ikke overvejet det. Og lige så mange kort der gik tabt der. Og endnu værre endnu… Anton vidste at han sad med en tier på hånden, det måtte han vide. Der var selvfølgelig den lille chance for at han ikke lagde mærke til det, men det virkede som noget usandsynligt for Anton så ud som en der tog spillet seriøst. Theo skulede kort, for sjov, over i Antons retning.

Han reagerede kun ved at løfte blikket fra sine kort da ham den anden fyr, Emil var det ikke, rejste sig og spurgte om der var andre der ville med ned og træne. Theo havde slet ikke opfattet at der var et fitnessrum her på stedet, men han var heller ikke typen der styrketrænede. Ikke hvis han kunne blive fri for det. Så hellere andre former for idræt.

”Der er en der er opsat på at vinde?” spurgte han efter Antons bemærkning til Jonathan om den ruder ni han havde smidt ud. Og han smilede af det fordi han jo også gik op i spillet. Men alligevel lød det igen som om at de to andre havde et eller andet meget internt. Noget med konkurrence. Men igen, de kendte også hinanden godt.

Han kiggede igen på de tre kort på hånden. Tieren havde han ikke lyst til at lægge ud, både fordi de andre vidste at han havde den og der var ikke stor schance for at han kunne få et højere kort så han kunne tage den igen.
Udover den bestod hans hånd af to andre kort, en sølle hjerter to og spar seks, ikke noget specielt. Så han valgte at lægge toeren ud ved siden af Jonathans ruder ni.

Han så på de to andre og skiftede emnet tilbage til det med at kende hinanden.

”Så der er mulighed for at gøre noget ved skæve førstehåndsindtryk?” spurgte han og skar en smilende grimasse da han fortsatte, ”for jeg gav vist et lidt specielt indtryk til Adam i formmiddags.”
Han sendte et sigende blik til Jonathan, det var jo også hans værelseskammerat.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan nikkede farvel til Emil da han trak sig fra lokalet. Det gik ellers hurtigt. Og også da Selma og Noah skred og de sad alene tilbage. Ikke at det gjorde det store. Det var vist alligevel mest Anton, gingeren og ham selv der gik op i spillet. Men han kunne ikke helt se sig fri for at Anton ikke var gået med. Ikke at han anså lige fitnesscenteret for Antons ynglingssted anyway, men det betød noget at han blev der. De havde brug for at lave hverdagsting sammen og det var pisse hyggeligt.

Det var svært at påstå han ikke havde bemærket Rasmus opførsel da de gik forbi ham tidligere. Eller det blik han havde sendt ham under morgenmaden da de lige hurtigt fik øjenkontakt. Han kunne sværge at han så kulsort misundelse. Eller måske var det noget han bildte sig ind. Han var nok bare lidt parnoid. På grund af rygter og sådan. Mindede ham om at han og Anton virkelig burde tale om den del af sommerferien. Men John ville helst ikke spørge. Det skulle jo ikke lyde som om det betød mega meget. Det gjorde det jo ikke..det var bare...Hvis Anton ville fortælle ham det, så ville han vel det. Engang. Det var nok rarest under alle omstændigheden. Men han ville gerne vide hvad han skulle tro. Selvom...damn, det betød jo ikke noget for pokker.

”Der er en der er opsat på at vinde?” kommenterede Theo og Jonathan smilede sigende.
"Det er en af hans værste sider. Netop derfor er det så vigtigt at han ikke vinder!" Så fortsatte han over i det andet emne, mens han ventede på Antons træk.
"Men ja, du kan sagtens rette op på det. De fleste er ikke så snerpede her. Jeg er heller ikke sikker på om han fik det bedste førstehåndsindtryk af mig, i hvert fald ikke i følge hans egen mening. Men mon ikke det ændre sig med tiden. Vi bor trods alt sammen. Jeg lover at vække jer midt om natten jævnligt uden nogen god grund."

[Anton Sommer Engström]

Dårlige kort.. Rigtig dårlige kort. Han kunne jo intet stille op over for en 9'er og en 2'er med sin konge og 3'er.

"Jeg vinder sgu da heller ikke med det bras I smider ud.. I må lige tage jer lidt sammen" grinede han til dem. Det var da klart at han skulle vinde, det var en naturlov. Nej, lige nu var han faktisk lidt mere ligeglad end han plejede, han nød bare alle de ting de kunne gøre for første gang igen. De fik en masse nye første gange, og det var faktisk ikke helt dårligt. Slet ikke. Det var rigtig hyggeligt. Han var vild med den der måde Jonathan rynkede brynene og kneb øjnene sammen på, når han tænkte over et træk og den måde han smilede skævt på. Små detaljer, som han ikke havde haft mulighed for eller overskud til at lægge mærke til på det sidste, men som han nok altid ville huske alligevel.

"Jeg er meget snerpet. Dit førstehåndsindtryk er for altid ødelagt ved mig" drillede han Theo. Han var ret sikker på at fyren godt fattede meningen. "Nej, jeg tror John har ret, jeg tror det er ret svært at holde fast i sine fordomme her, når man er så meget sammen med folk. Og hey -" han vendte sig mod John "siden hvornår er jeg holdt op med at være en god grund? Bare fordi jeg vinder, behøver du ikke at blive ubehagelig vel." Han sagde det med et meget stort smil på læben og et glimt i øjet, før han smed sin treer ud, for så var der da en lille sandsynlighed at han kunne tage noget med kongen i sidste omgang.

[Jonathan Bailey Smith]

Det var svært at sige om det var deres fokus, deres modspiller eller simpelthen bare heldet der var i mod dem, men han syntes nu heller ikke at det gik så vanvittigt godt. I følge Anton var han ikke den eneste der ikke havde det store at stille op.
Jonathan rystede grinene på hovedet. I det mindste ville Anton så heller ikke vinde så. Men nej, Anton var bestemt ikke snerpet. Han var et af de mindst fordomsfulde mennesker Jonathan kendte. Måske lige bortset fra overfor Dennis. Hvilket han virkelig ikke forstod. Men Theo kunne han da ikke have noget i mod. Han virkede flink nok, og når han lige faldt på plads var han sikkert også hippie nok til at gå på et kostgymnasium. Det skulle nok blive godt.

Jonathan grinede og holdt afværgene en hånd op foran sig da Anton vendte sig mod ham. Det der glimt i øjet, nøj, hvor sødt. Hold dog op med det, de spillede jo lige kort, der var ikke tid til at flirte. Eller jo, det var der altid.
"Jeg er ikke sikker på de andre på værelset anser dig for at være en god grund," grinede han og nikkede mod Theo. Det var nu forøvrigt overhovedet ikke det han havde tænkt på. Han havde tænkt på at vække dem med grydelåg eller sådan noget, bare for at fortælle dem at nu måtte de sove godt, eller fordi han ville lave et eller andet natløb eller noget. Den slags ting gjorde livet sjovere. Måske ikke karaktererne bedre, men skolen var jo heller ikke livet.
"Jeg synes bestemt du er det værd." Afsluttede han drillene og ignorerede så de andre mens han overvejede sine kort.

Det stod måske ikke så dårligt til alligevel. Selvom det ikke var noget vindertræk, trak Jonathan 2'eren og 3'eren op fra bordet med den ene af sine 5'ere. Det undrede ham at Anton havde lagt det ud overhovedet, fordi han vidste da at Jonathan havde 5'ere. Nå, pyt med det, han klagede ikke. Og selv hvis Theo vandt ville det nok også gå.
Uheld og spil, held i kærlighed (OG kartoffelsalat)

[Theo Hedegaard]

Theo lavede noget der var en mellemting mellem en grimasse og et smil over Jonathans kommentar om at vække den uden grund midt om natten. Det ville da helt klart blive… hyggeligt. Faktisk så han frem til den leveform det var på en kostskole hvor man virkelig kom hinanden ved. Og man kom måske hinanden ved, ved at vække hinanden midt om natten uden god grund.

”Tragisk,” bemærkede han drævende med et lille skævt smil til Anton. Hvis Theo skulle jokes med – for han kunne sige sig selv at det med at være snerpet var for sjov – kunne han da godt give tilbage igen. Det ville være ærgerligt hvis Anton rent faktisk havde fået et dårligt førstehåndsindtryk – også selvom Jonathan sagde at den slags kunne nedbrydes – for Theo havde bestemt sig for at han kunne li denne her fyr. Han virkede helt fin. Theo ville ikke selv sige at han var hurtig til at bedømme folk – det ville være et forkert ord – snarere bare fornemme. Hans mor havde altid, da han var mindre og begyndte at snakke højt – som børn jo gør når de vil gøre deres forældre opmærksomme på noget – om hvad han så og fornemme hos fremmede i supermarkedet eller noget lignende, tysset på ham og sagt at man ikke sagde ting om folk på den måde. Senere når hun fortalte ham om det da han blev ældre havde han selv leet af det. Det var så typisk ham ikke at tage sig af hvad andre tænkte og bare bralre ud omkring hvad han havde lyst til.

Mens han sad og tænkte sine tanker lagde han igen mærke til den måde de to andre snakkede sammen. Nej, kommunikerede, for der var helt bestemt mere en bare de ord de sagde. Theo kiggede lidt fra den ene til den anden mens han tænkte at det kunne da godt være han var god til at læse mennesker, men ligenu sagde noget ham at de to fyre fra 3.g foran ham sad og flirtede. Der var også det hende pigen, Selma (Selleri, hvorfor egentlig?), havde sagt med det de to havde lavet sammen efter festen. Det var ikke fordi Theo holdt af at snage, men han blev pludselig grebet af en nysgerrighed som han ikke kunne holde helt for sig selv. Fandens, til den nysgerrighed!

”Øhm… Jeg har et lidt… Spøjst spørgsmål,” sagde han og skar en grimasse som han så på dem. Dem fik han lavet et par stykker af idag, de grimasser. De to virkede rimelig cool, men han vidste altså ikke hvordan de ville reagere på det han ville spørge om. Man vidste aldrig helt med folk. De havde altid nogle små ting eller nogle knapper som når man trykkede lige der, triggede det et eller andet.

”I to… øh…” han vidste ikke rigtig hvordan han skulle formulere det, men tænkte så hvad kan der gå galt andet end at han kunne tage helt fejl, og de to ville hade ham for det. Men han tvivlede lidt på at i hvert fald en af de ting ville ske.

”Er I kærester?” spurgte han og efterfulgte spørgsmålet med et lille træk på skuldrene. Både for ligesom at sige ’Undskyld hvis jeg tager fejl, bare en tanke’ og for at sige at det ikke gjorde ham noget hvis de var. Vitterligt.

Og så smed han lige sin sekser ud på bordet for god ordens skyld.

[Anton Sommer Engström]

"Kærester?" fnyste han. "Med den klaphat? Ej, nu må du lige. Aldrig i livet." Han lod som om han var forarget, ikke så meget over spørgsmålet, men frastødt ved tanken om at røre Jonathan med en ildtang.
"Nej, det kan vi sgu nok ikke rigtigt løbe fra" smilede han så til Theo. Det var rart at kunne mærke at Theo var helt cool med det. Ikke så meget for hans egen skyld, han var faktisk ligeglad, han tænkte at det burde rage folk en høstblomt, men hvis det ikke gjorde, var det ikke noget han gad bruge energi på. Men det gad Jonathan, som havde et enormt retfærdighedsgen, og det var jo også ham der skulle bo på værelse med gutten. Så det var jo godt. Ham Adam de boede sammen med derimod.. Der kunne han godt forestille sig nogle konflikter, bare ud fra det lidt han havde set til ham og det John havde fortalt om ham. Selvom han personligt syntes fyren virkede mega cool.

"Men du må undskylde. Du må bare smide et eller andet tungt efter os, hvis vi bliver for interne. Det er sgu ikke meningen" grinede han og mente det egentlig. Det var bare så svært fordi han var så skide vild med drengen. Da de begyndte herude havde de jo været sammen i et halvt år, så det var intet problem at lave alt muligt væk fra hinanden og så have alenetid med musik eller Foer eller Yeats eller et eller andet andet om aftenen, når alle folk gik på værelserne. Eller være sammen med folk sammen, men som venner og ikke som kærester. Det virkede ikke helt nu, men det var ikke for at være afvisende og udelukkende over for andre, det var bare følelsen af alt det man skulle indhente. At de hele tiden var lidt bagud. Men det skulle nok gå over igen. Og hvis han tolkede rigtigt, så virkede det heldigvis ikke til at genere Theo.
"Har du en kæreste Theo?" Han studerede fyren lidt da han spurgte. Han havde sikkert en, han havde den der ro og selvsikkerhed som folk tit udstrålede, når de var i et forhold. Eller i hvert fald fik noget fast. Man kunne tit mærke på mennesker, når de var alene. Selvom de sikkert ikke ville det, udstrålede de en eller anden søgen og desperation. Eller bare dårligt humør, ligesom Antons veninde - og Johns kusine - Katrine, som man kunne mærke lige med det samme hvornår hun var inde i en stillestående periode.

Han spillede sin tur uden rigtig at tænke over det, mens de talte. Både fordi spillet lå så meget på rygraden og fordi han ikke gik forfærdelig meget op i det lige nu. Det virkede alligevel ikke til at han ville få hverken kortene eller sparene i denne her omgang, hvis det fortsatte som denne her første tur. Men det var svært at sige så tidligt og det var generelt sværere at bedømme når man var 3 end 2 spillere.

"Lige tilbage til det der med mennesker og indtryk. Hvis du bliver på skolen de fleste weekender, går det ret hurtigt med folk. Det er tit der man lærer hinanden at kende på andre måder og møder nogle mennesker man ellers ikke støder på i hverdagen. Der er en god chance for at få ændret de famøse førstehåndsindtryk eller bare i det hele taget få nogle oplevelser man ellers ville gå glip af. Så anbefaling hermed givet videre."
Selv var han på skolen stort set altid, han boede her jo. Han havde ikke set nogen grund til at beholde lejligheden og betale husleje hver måned for at tage derhen i weekenderne, når han betalte for at gå her og der skete så meget at man alligevel for det meste ikke havde lyst til at smutte. Og Stockholm tog han jo ikke bare sådan lige til. Det var kun i ferierne. Men nu vidste han ikke hvor skide meget lyst han havde til det heller. Medmindre Jonathan ville tage med selvfølgelig.
Så praktisk taget tog han kun væk fra skolen i løbet af skoleåret, hvis han skulle med hjem til Samuel på Fyn eller nogle af de andre kammerater. John tog jo heller ikke afsted, det var der stort set ingen af de internationale studerende der gjorde. Så de havde det tit pisse hyggeligt i de der småferier som påsken og pinsen hvor alle danskerne tog på ferie med deres familier. Der lavede de en masse spas og løjer.
Ellers kunne de godt finde på at slå sig sammen nogle mennesker og tage på en improviseret campingtur eller udflugt i weekenderne, når pengene var til det, og så fik de da set andet end skolen, men stadig været sociale.
Der var et vildt godt sammenhold på skolen, men det var tydeligt at mærke efter nogle måneder, at dem der tog hjem næsten hver weekend, ligesom kom bagud på en eller anden mærkelig måde. Altså de blev ikke holdt udenfor, de var totalt inkluderet og havde gode venner og alting, men det var som om de virkede lidt ved siden af gruppen alligevel. De kunne ikke referere til de samme oplevelser og jokes og manglede på en måde noget af idéen ved at gå på kostgymnasium. Så han anbefalede oftest folk at blive på skolen, så tit det kunne, i hvert fald i starten af skoleåret. Omkring jul var folk så sammentømrede, at det ikke længere gjorde den store forskel, der var det bare hyggeligt at blive.

[Theo Hedegaard]

Theo åndede lettet op indvendigt. Han havde haft ret i sin fornemmelse, men det var alligevel ikke altid han havde den bedste fornemmelse for situationer og hvad der var sådan socialt acceptabelt. Som for eksempel her med Adam i formiddags, der endte noget akavet, fordi Theo bare ikke kunne holde sin mund lukket. Årh, det var ikke så galt som han gjorde det til alligevel. Det var bare lidt skævt.

Han nikkede med at skævt smil til at smide noget tungt efter dem.
”Will do,” sagde han selvom han nok ikke ville begynde at smide ting efter dem. Også selvom de blev for interne. Det havde han ikke rigtig noget imod, der var noget bekræftende ved at se nogen være helt tilpas med hinanden. Og lige nu var det også meget hyggeligt, med det her spil kort som ingen af dem havde lyst til at tabe i.

”Har du en kæreste Theo?” spurgte Anton så, og Theo tænkte at det var vel et meget naturligt spørgsmål at stille. Og det var sjovt, for det så næsten ud som om Anton allerede havde et svar inde i sit hoved. Han rystede på hovedet. Det var knap et år siden han sidst havde han sidst havde haft en kæreste. Nadja, sød pige, men for ofte var bare sød ikke helt nok. Hun havde haft nogle problemer med sig selv som ligemeget hvor åben og forstående ens kæreste var, stadig var for store for hende og også ham for den sags skyld.
Han valgte ikke at uddybe svaret mere, der var sådan set ikke så meget at sige, medmindre selvfølgelig Anton havde lyst til at spørge ind. Theo ville ikke have noget problem med det overhovedet.

Han lyttede interesseret til det Anton havde at sige om weekenderne og det sammenhold der tit blev skabt i de dage uden for skemaet hvor ting ligesom kunne blive rystet rundt. Det lød meget rigtigt, og ham 3.g’eren vidste jo nok hvad han talte om, tænkte Theo med et grin.

”Jeg tror ærligt talt også jeg bliver så ofte jeg kan uden at mine forældre hiver mig hjem igen,” sagde han halvt i spøg. Halvt fordi han virkelig havde intentioner om at opleve så meget Lyngvig som muligt og halvt fordi han tvivlede på at han forældre virkelig ville tvinge ham hjem. De ville nok savne ham, og han ville også savne dem en lille smule, men han havde aldrig oplevet sine forældre tvinge noget igennem. Ikke sådan rigtigt.

”Jeg forestiller mig at der nemt kan komme gang i noget her på stedet?”
Han brugte en spørgende tone selvom det egentlig ikke var formuleret som et spørgsmål. Det slog ham bare som et sted hvor folk fandt sammen og
gjorde ting sammen. Som for eksempel at spille kort en varm eftermiddag efter skole.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan vidste ikke rigtig hvilket ben han skulle stå på. Theo lød ikke fjentlig. Og det viste sig da også at det ikke betød noget for ham. Jonathan smilede og fokuserede på spillet og samtalen. Han havde en rigtig god fornemmelse af den der fyr. God smag og ikke snerpet eller noget. Og konkurrence ånd. Det så mere og mere i retningen af at 1. g'eren ville vinde hele lortet. Men han behøvede jo heller ikke stå på nogen ben når han sad i sofaen. Og Anton svarede for dem. Kærester, nej det kunne de ikke helt komme udenom nu, igen, Lækkert. De havde slet ikke haft nok sex siden de fandt sammen igen. Okay, fokus tilbage på spillet. Fokus på nuet. Jonathan kiggede på sine kort og på bordet og forsøgte at holde koncentrationen.

Det blev nemmere da Theo nævnte noget han havde et svar på med det samme.
”Jeg forestiller mig at der nemt kan komme gang i noget her på stedet?” Det måtte man sige. Jonathan vekslede et blik med Anton og grinede så.

"Det er ikke helt løgn," Jonathan så sig hurtigt over skulderen for at sikre sig at de to turtelduer var skredet på date. "Hende pigen der var her før? Selma, hedder hun. Hun har fødselsdag snart, og vi plejer at gøre noget kæmpestort ud af hendes fødselsdag, som indvolverer hele skolen på mange måder. Så...I år har vi tænkt at det skal kulminerer, når det nu er sidste år vi har chancen." Og han begyndte at fortælle kort om deres plan, og idéer til ting de kunne lave derude og spurgte om Theo ville være med til det.
"Hvis du har lyst ville det være virkelig fedt hvis du tog nogen billder af det hele? Men selvfølgelig ikke så du ikke også selv kan have det sjovt,"

[Theo Hedegaard]

Det her er helt okay, tænkte Theo ved sig selv. Han havde ikke været bekymret for ikke at finde venner eller sådan noget da han valgte Lyngvig, det plejede altid at gå helt fint. Men det virkede da som om han havde fat i den lange ende her. Anton og Jonathan virkede ret awesome og hende Lærke fra frokosten var da - interessant ? Der var da enkelte øjeblikke hvor hun ikke virkede som om hun ville skubbe hele verden væk. Og der var noget ved den måde hun lukkede sig om sig selv, som et pindsvin eller en skildpadde der i forsvar trækker sig ind i sit skjold, der gjorde ham interesseret. Han fik lyst til at prikke lidt til det er skjold og se om han kunne lokke det lille rynkede grønne hoved, helt uden nogen beskyttelse, frem. Ikke at Lærkes udseende var hverken rynket eller grønt; hun så ikke helt gal ud den pige, kunne han sagtens indrømme.
Alt i alt virkede det som nogle gode typer her på Lyngvig, og det var jo heldigt når nu han skulle gå op og ned af dem hele skoleåret.

Theos fokus blev vendt tilbage til de typer der sad foran ham og for sin vis også spillet. Det gik egentlig ikke helt galt for ham lige nu i spillet, og han spillede sit træk mens han lyttede til Jonathans forklaring omkring fejringen af hende Selmas fødselsdag. Det lød som en stor tradition og noget sjovt som han sagtens kunne forstå at de var entusiastiske omkring det. For det virkede sådan, når Jonathan snakkede om det, selvom han gjorde det kort. Theo kunne godt lide ideen med skoven og at alle var involveret, undtagen Selma selvfølgelig. Og han smilede da han blev spurgt om at tage billeder.

”Det skulle jeg vist lige kunne klare,” svarede han og valgte ikke at bemærke at han altid havde det sjovt med sit kamera. Han syntes sjældent at egentlig ødelagde en festoplevelse at være den der tog billeder, måske endnu bedre fordi han netop ikke drak sig selv helt i hegnet og alligevel glemte alt. Hvordan helt præcist gjorde det at brække sig af alkoholforgiftning en fest bedre?

”Festbilleder bliver altid så interessante.”

Det var sandt, lyset og stemningen til fester kunne tit mærkes gennem gode fotografier. Det gav nogle specielle, ind imellem ligefrem kunstneriske billeder, men det her ville selvfølgelig være ude i en skov. Spændende egentlig hvad der ville komme ud af det. En blanding af noget urban og noget natur.

Det gik op for ham at han havde siddet og stirret tomt ud i luften mens han sad og overvejede visuelle muligheder som den nørd han var og han rystede sig ud af det. Det kom han altid til når det handlede om billeder. Han stillede skarpt med øjnene igen på de to andre.

”Det lyder i hvert fald som en fed ide,” smilede han.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan nikkede. Det kunne man jo kun give fotonørden ret i. Eller, interessante til en hvis grad. Hvis det ikke bare handlede om at vise frem hvor sej man var, fordi man var blevet fuld. Det var for meget 8. klasse, og han syntes det var grov nok at nogen stadig ikke var kommet sig over det. Men andre festbilleder, som billedet hvor folk havde det sjovt eller faldt i vandet, dem elskede han. Så grinede han, fordi Theo åbenbart var blevet tabt for omverdenen. Det var sejt, det mindede ham om andre han kendte der var glade for noget. Som Anton, og hans musik. Han kunne stadig huske den måde han plejede at sidde bare og kigge på ham, dengang de lige havde mødt hinanden. Kigge på ham, for at aflurer hvordan han kom ind i den der trance lignende tilstand han kom i. Det var utrolig fascinerede.

De gik videre til næste runde af spillet. Han syntes nu stadig ikke at det gik synderligt godt, men måtte vel stadig skyde skylden på manglende held. Theo derimod så ud til at klare det meget godt, og få et kort øjeblik så det også ud til at Anton var på vej tilbage i kampen. Og så faldt det til jorden igen. Men de havde det da sjovt. Anton fortalte en historie om nogle vaskebjørne, der endte i en masse vand og Theo og John vekslede blikkede og grinede så igen.

Efterhånden som han havde givet helt op på at vinde, og egentlig bare spillede for at afslutte det, fordi han selvfølgelig ikke ville indrømme at han havde givet op og givet sig til at betragte Antons hænder i stedet for. I starten forsøgte han at finde ud af hvad forskellen var. På Antons og Theo hænder, fordi hans blik tog sig selv i at flyve tilbage til svenskerens så snart han ikke holdt det i kort snor.
Det var jo heller ikke fordi de var ens. Antons fingre var længere end den andens. Man kan sige at det vel var godt nok, det var ham der brugte dem mest. På musik, selvfølgelig. Det var det han havde tænkt på..nemlig.
Der var en anden ro over måden Theo smed kort på bordet på. Okay, måske fordi hans chancer for at vinde var betydeligt større.
Efter noget tid måtte han vel bare indrømme, at Antons hænder var så meget mere interessante, netop fordi de havde rørt ved ham, og fået ham til at have det så godt, så mange gange. Ikke at han havde glemt de gange hvor det var lige modsat. De gange de havde slåsset eller han havde såret ham ved simpelthen ikke at røre ved ham. Det var lige ved han kunne få sig selv i dårligt humør bare ved tanken. Selvom de jo...var okay nu, ikk?

Han besluttede sig for at prøve at skifte emne før det blev værre.

"Så...hvad siger I til, at vi får fat i noget kage og går ud og nyder vejret, når vi er færdige her?" Han mindedes i hvert fald at der var kage inde i pejsestuen om eftermiddagen. Og alle kunne da lide kage, det var ikke noget der kunne afslås.

[Anton Sommer Engström]

De spillede nogle runder hvor de bare udvekslede små sjove anekdoter og hyggesnakkede. Rigtigt afslappende, lige efter intentionen. Hvis da ikke det var fordi Theo var overraskende god til spillet. Anton tog sig i et par gange at opdage ting han kunne tage eller noget han kunne have forpurret for de andre lige efter det var for sent.

Han sad og blev helt søvnig og sløv ved varmen i lokalet og den længerevarende inaktivitet, men vågnede op, da John nævnte kage. Kage og godt vejr, det var ikke et helt dårligt forslag. Et ret godt et faktisk.
"De har slet ikke serveret kage hele sommeren. Hvad giver i mig?" grinede han forarget. "3 en halv uge har jeg vansmægtet her i min ensomhed uden kage! De kan da ikke bare gøre en afhængig af kage og så tage det fra en så brutalt og umenneskeligt. Jeg burde skrive en klage. Så onde er de da ikke i de andre ferier, der er i det mindste kage i weekenden, men nææh nej. Man burde være en kamel og så have kagepukler man kunne tære af i stedet for fedt og vand. Det ville være smart. Nej, jeg er med på vi får fyldt kagedepoterne op."

Han havde glemt hvor lang tid det tog at spille casino tre personer, de havde spillet en halv time og var kun lidt over halvvejs, og det vel at mærke hvis Theo blev ved med at få så mange point i hver runde, hvis de begyndte at hale ind på ham ville det naturligvis tage længere tid. Men han var ikke sådan en der gav op, selvfølgelig skulle Theo have kamp til stregen. De var ved næstsidste hånd i denne runde og det skulle gå meget galt hvis han ikke skulle få kortene, og han havde også ruder 10 og 2 esser, så det var i hvert fald 5 point. Tilgengæld havde Theo tre svubbere, så han måtte gøre hvad han kunne for at få sidsten, så han kunne begrænse den rødhåredes forspring.

[Theo Hedegaard]

Det så lidt ud til han ville vinde det her spil kort, hvilket var sjovt – specielt fordi han spillede mod to 3.g’ere, men selv uden denne velkomne sandsynlige sejr syntes han at det var hyggeligt og egentligt talt godt. Og da snakken kom ind på historier og anekdoter kunne Theo ikke dy sig for at fortælle om dengang hvor Fede havde angrebet deres fine lille røde Miele støvsuger i et øjebliks heltemod og derefter praktisk talt løbet halen af sig selv for at flygte langt væk igen. Der fandtes altså intet som at se en fed orange kat spurte med tredive i timen.

Og Anton, lærte han fra en historie, var svensker. Det forklarede jo den sjove udtale og intonation som Theo egentlig havde studset lidt ved, men faktisk ikke havde tænkt på at spørge om.
Internationale personligheder, tænkte han, en englænder og så endda også en fra Sveriges jävla land. Han skulle til at spørge om hvorfor de dog så havde valgt lille Danmark, men blev stoppet af Jonathan der foreslog en tur til pejsestuen efter kage.

Han smilede lidt ved den entusiasme for kage som svenskeren satte for dagen. Selv var han ikke vildt fjollet med kage og søde sager, men når nu Jonathan foreslog og Anton virkede så begejstret, kunne han da umuligt sige nej. Og helt galt med kage var det da ikke, han spiste det bare ikke til daglig. Han var slet ikke health freak som mange troede når han nævnte at han sjældent, for ikke at sige næsten aldrig, spiste kage og slik. Det faldt bare ikke rigtig i hans smag på den måde.

”Jeg ved ikke om det er en dødssynd at sige, men jeg kan altså ikke helt se fidusen i kage,” sagde han med en grimasse og et smil. For det lød da som noget man kunne ryge i gabestokken for her.
”Men jeg kan da ikke sige nej, anyways.”

[Jonathan Bailey Smith]

Hans forslag var vist populært. I hvert fald hos Anton, men det havde han også regnet med. Det var lidt en joke, at Anton var så glad for kage. Det var han også, også gladere end Jonathan var, men SÅ galt var det heller ikke. Han kunne godt nok spise meget kage af gangen, og tit, men det var jo ikke sådan at han ikke talte om andet...eller vent... I hvert fald havde de gejlet det lidt op til en stor joke. Anton, den kageglade svensker. Jonathan grinede og kommenterede så sarkastisk på idéen om 'kagepukler'
"3 en halv uge? Ja, du har haft det hårdt kan vi godt se. Stakkel..." Han rakte frem og klappede Anton medlidende på hånden. Det var alligevel længe siden han havde rørt ham.

Theo virkede dog ikke helt så begejstret, han smilede, men indrømede at han ikke rigtig kunne se fidusen. Jonathan trak hånden til sig, og viftede den foran halsen, som for at stoppe Theo i at fortsætte ud af det spor, mens han trak luft bekymret ind mellem tænderne. Han gjorde en pointe ud af at se bekymret fra Theo til Anton og tilbage igen.
"Av...ej, det fint, hver sin smag." Efter Antons mening burde John måske havde ladet fyren tro at de faktisk ikke ville tilgive ham for det, og Jonathan var da heller ikke i tvivl om at Theo ville kunne tage det, men han plejede ikke at trække tingene så langt ud. "Du vil nu nok kunne lide lyngvigs kage, bare lidt, de er blooddy gode til den slags."

Spillet lakkede mod enden. Og det blev mere og mere tydeligt at Theo ville vinde hele shittet. Jonathan gav skylden til at han var ude af form, ellers havde det nok gået bedre. Eller også havde kortgiveren bare været dårlig. Uheldig, naah, det kunne ikke være det han var.