I midten af parken (Fri afbenyttelse af tråd er ok

[Marc]

Pernille forsatte hvor han slap og snakkede om tre ønsker. Et fik han serveret af hende og det første havde hun brugt på at 'påkalde' ham, eller hvad fanden man kunne sige om lige nu, hvilket resulterede i at hun brugte det man i normal omtale kaldte fuck-fingeren. Men det var på ingen måde en afvisning til ham, hendes øjne opfordrede til så meget andet og hans smil blev skælmsk som hendes blik.

''Du hedder Marco, ikke?'' Spurgte hun og prikkede ham i brystet. Tydeligvis ikke fordi hun havde glemt hans navn.

''Jo, det var åbenbart det mine forældre valgte og hvis du kan lide det holder du bare fast i det. Men det vil sige at det efterlader os med et ønske hver, som jeg kan opfylde right?''

Han lod sig rive med af spillet mellem dem. Pernilles blinkende øjne, med de lange øjenvipper der omkransede hendes blå øjne. Hele hendes udseende var så pæredansk det kunne blive og alligevel ville hun kunne gå for en eller anden udenlandsk skønhed hvis det var det hun ville. Marc minimerede afstanden ved at træde nærmere hende mens hun stadig havde en finger på hans bryst.

''Men hvad tænker du så jeg skal opfylde? Vi har jo resten af dagen fri, ihvertfald hvis vi vælger det Pejse-hygge-noget fra.''

Han brune øjne spillede drillende til hende.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille nikkede til ham med lidt opadvendt hoved, så hendes øjne var halvt lukkede, da hun med en lidt doven bevægelse skubbede solbrillerne op i håret. Yup, han var helt med på, hvad hun snakkede om. Hun fangede hans muntre, drillende blik uden solbrille-skærmen til at forvrænge øjenkontakten mellem dem.

Da Marc trådte nærmere, strakte hun automatisk resten af sine fingre, så hendes hånd hvilede fladt mod hans brystkasse. Hans nærvær var sært pirrende. Ikke, som når han var fuld - dér afhang meget af drillerierne og tilnærmelserne af hende, mens han lettere tåget og grinende iagttog og modtog de små puf og bemærkninger. Og her stod de - ædru begge to. Det fik det til at ringe for hendes ører.

Hans spørgsmål - med andre ord Damerne først... Et smil krusede hendes bløde, buede læber: "Ja, det er jo lige dét."

Pernille tænkte et øjeblik på at bade i søen eller i havet, men de havde nok haft for meget vandpjask den dag - det var dog svært at lade chancen for at se Marcs overkrop forpasse og ærgerligt at lade være med at benytte det gode vejr. Med et lille knejs med nakken flyttede hun hånden fra hans brystkasse til hans håndled, som hun forsigtigt foldede sine fingre omkring og begyndte at gå hen til et sted lidt længere væk fra de andres mylder - mod søen, men her imellem fandt hun en solrig plet på græsset og puffede til Marc hårdt nok til, at han næsten per instinkt satte sig med et bump på græsset og ikke på grund af hendes enorme styrke.

"Det er ikke fair, at du altid skal være så fuld, at du efter et par timer mere eller mindre falder i søvn, mens jeg og de andre taler til dig," grinede Pernille og satte sig som en kat ved siden af ham i havfruestilling. Med den ene hånd - den, modsat, hvor Marc sad - pillede hun ved remmen på sine sorte, flade lædersandaler og fik først den ene, så den anden, løsnet, og hun hev sandalerne af.
'Jeg kunne godt bruge noget Morgan og noget cola lige nu,' tænkte hun ved sig selv. Også, selvom det var lidt for varmt til den beske, men varme og pirrende smag på tungen.

"Haft en god ferie?"

[Marc]

Pernilles hånd mod hans bryst var varm, men sendte alligevel gys gennem ham. Han kunne ikke lade være med at smile skævt ved hendes ord og øjnene, der ikke var dækket af solbrillerne længere, som tydelig viste at hun vejede forskellige muligheder. Nysgerrigheden kløede på tungen efter at vide hvad hun overvejede, men han lod være. Han skulle jo tids nok få det af vide.
Lidt uventet hev Pernille ham afsted over det bløde græs og med retning mod søen, men ikke hele vejen, bare langt nok til at de var i fred for andre. Det klagede han bestemt ikke over, men pludselig sad han på græsset i en plet solskind og Pernille elegant placerede sig ved siden af ham. Et øjeblik havde han overvejet om hun ville ned og bade i søen, men i stedet ville hun sidde og snakke. Det var egentlig også mest fristende for selv om de havde snakket utallige gange til festerne kunne han desværre ikke huske særlig meget af det. Irriterende nok.

''Nej det er måske lidt tarveligt, men folk kan sgu finde ud af at hælde ting i en så man falder om inde for den første time''

Han lænede sig mageligt tilbage og hvilede på albuerne, hele tiden med blikket på Pernille og et skævt smil og læberne. Benene strakte han ud foran sig og skubbede de sorte, slidte vans af med de hvide snørrebånd som blot var bundet løst så de altid var til at få af og på. De sad så tæt at han selv med den lette brise kunne fornemme hendes parfume. Ikke at det virkede til hun badede i det, men holdte sig til den rette mængde.
Hun spurgte til hans ferie, et af de emner der blev brugt allermest den første uge på skolen. Men de skulle jo ligesom starte et sted og overraskende nok følte han det bestemt ikke formælt og kedelig venskabeligt med Pernille. Han trak på skulderne.

''Den har været som den plejede. Lidt mere solrig i Danmark, men skal altid igennem et par uge hos fars side af familien. Så længe jeg bor hjemme er det pålagt... Men jeg klager ikke, den er lidt skæv og anderledes den side. Hvad med dig?''

Han så med interesserede øjne på hende. Ikke kun efter hendes svar dog, men han var faktisk nysgerrig efter hvad hun brugte sin sommerferie på. Men de lyse ben der stak ud fra kjolen og som hun befriede for sandalerne, var nu også temmelig distraherende.

[Freya Kasgaard]

Amandas fingre i Freyas mørkebrune hår legede videre, mens Julie sad og betragtede dem.
Freya kunne ikke så godt lide hende, selve attituden var træls. Lidt for træls. Men hun ville ikke virke alt for kold, de var jo trods alt værelseskammerater, hvad det sidste ord så end indebar.
Da Julie spurgte ind til hvordan Sam havde 'ødelagt' hendes dag, kunne hun ikke lade være med at smile lidt. "Han smed mig i søen. Jeg er 1'Ger."
Pludseligt havde Amanda også en svidende bemærkning klar på tungen. Den rødhårede dreng, Mattie, var selvfølgelig ikke undladt i den sætning. Men det var ikke Freya der havde et problem, det var helt sikkert Julie der havde det, hvis hun altså bemærkede Amandas stolte toneleje.

Freya kiggede ud over parken, der var lige pludseligt fyldt med mennesker. Store som små. Lidt derfra sad en pige med afbleget hår, som i en akavet havfruestilling tog sine sandaler af. Det så yderst åndsvagt ud, kunne Freya ikke lade være med at kommentere i sine egne tanker. Det undrede hende egentligt ikke at en mørkhåret hottie sad ved siden af.
Så fangede Freyas blik en pige med brunt hår, som halvt sad, halvt lå ned og læste. Eftersom afstanden mellem dem var lidt stor, kunne hun ikke se hvad hun læste. Men det var sikkert en eller anden ungdomsbog. Så vandrede Freyas blik endnu engang ned til parret der gik lidt længere nede.
Sam og en eller anden, også brunhåret, pige. Hun betragtede dem lidt, inden hun igen koncentrede sig om Amanda og Julie igen.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille smilede til Marc, mens han talte. Ja, hans familie i Spanien var hun totalt misundelig på, og han talte om dén side af familien, som om den gjorde tilværelsen lidt mere morsom end bare det klassiske mor-og-far-ved-bordet-familieliv. Og helt ærligt, på en måde var hun lidt ligeglad med, HVAD han sagde - bare, han sagde noget; bare, han brugte sin stemme. Den stemme var så ... Så macho - ja, dér var ordet: Macho.

Men selvfølgelig var hun interesseret, fordi hans liv var SÅ meget mere spændende end hendes. Pernille sukkede over varmen og viftede med en hånd foran sit ansigt - hendes hår var gudskelov lyst og absorberede ikke meget af solens hede.

"Jeg har været i Grækenland med min mor," svarede Pernille smilende, "bare 10 dage dér, og så har jeg ellers været i København hos Morten -" ved Marcs spørgende udtryk, indskød hun halvt leende "- én af mine venner fra folkeren, og vi har bare drukket ALT for meget, så jeg blev syg og ..." Pernille syntes, hun kom til at snakke for meget. Måske var det ligesom for at udfylde alt det kedelige. Hm. Og hun gad ikke tale om sit visit hos sin far i Aabenraa. Aldrig i livet. Pernille havde aldrig haft problemer med sin far eller skilsmissen, og det havde været ren rutine at besøge dem efter tur. Især, når Lyngvig lå i samme landsdel som Aabenraa. Men oh, my God, fars nye kæreste var en arrogant, pylrende, opmærksomhedskrævende, muggen luder, som troede, at man fucking stadig var ung, når man havde rundet de 48. Bare hendes flade hængepatter i de nedringede toppe og laget af make-up var nok til at få Pernille til at flegne. Hun var fars pige, selvom hun var 19; hun skulle sidde ved siden af ham, mens han talte om sit arbejde eller om fuglene. Hun var fandeme ikke hans lækre "lamsepige", som var klog og gymnasiestuderende. No way, den kælling havde en elendig indflydelse på hendes afslappede far, som aldrig havde gidet tage sig af sin påklædning, når Pernille havde sagt "Ej, ikke dén skjorte, far, helt ærligt... den er så pinlig..." Men nu ... med den dumme gås rendende, tog han gerne imod råd - bare ikke fra Pernille.

Pernille sukkede højlydt. Smilet forsvandt for første gang fra hendes øjne, selvom hun ihærdigt forsøgte at virke glad ved at smile til Marc, idet hun fortsatte: "... det var selvfølgelig ikke det fedeste. Men til gengæld fik jeg stenet Venner, mens min mor pylrede om mig."

Pernille anlagde en munter tone og fejede hele den dystre stemning væk med en håndbevægelse over Marcs skulder. Stoffet på hans t-shirt var godt ophedet.

[Marc]

Pernille svarede på hans spørgende blik, da hun nævnte en ved navn Morten. En hun åbenbart kendte fra folkeskolen, men hendes latter fortalte ham, at hun var udemærket klar over hvorfor han var interesseret i at vide hvem Morten var.
Der var for meget flirteri i begge deres blikke til at den her samtale i den varme sol blot var som beskedne venner. Måske kunne han godt virke løs på tråden, men han havde alligevel nogle grænser der hed 'no go' på optaget piger. Og heldigvis var det ikke tilfældet med Pernille, så vidt han vidste nu. Han skulle til at spørge om hvor hendes far var, men tog det i sig igen, for han huskede svagt noget om at hun vidst levede i den klassiske skilsmisse familie

Hun stoppede sig selv et kort øjeblik og en sjælden alvor i hendes øjne gled over dem, som om hun var tabt i nogle knap så rare tanker et øjeblik. Om det havde noget med drikkeriet at gøre eller noget helt andet, kunne han kun gætte sig til, for der var ingen grund til at spørge ind til det. Smilet kom også tilbage i hendes søde øjne og han smilede skævt.

''Det lyder da ellers som en vellykkede ferie med fest og farver i... Og venner er nu ikke det værste''

Han smilede skævt og var tydelig bevidst om den korte berøring på skulderen. Det var overraskende pirrende med de små korte berøringer og når de sad så tæt. Hans øjne søgte et øjeblik på hendes runde fine læber og i et hjerteslag forstillede han sig hvordan de ville føles. Men ikke nu. Det ville jo være at afslutte spillet mellem dem al for hurtigt og han nød den ellers. Hans øjne fik et drilsk skær.

''Fik du så lært nogle tricks til at score de syd europæske mænd?''

Det var helt med vilje han ikke sagde Grækere.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernilles blik fik et tilsvarende, drilsk skær, da hun fangede Marcs brune øjne. De var så venlige - så sært tiltrækkende, selvom han bare sad dér i solen og ikke behøvede andet end at se godt ud. I modsætning til hende selv!

"De er ikke kræsne," lo Pernille mod Marc. Hun kunne have sagt noget i stil med 'Ork, ja!', men det faldt bare ikke naturligt ind lige her. Pernille tilføjede med et skævt smil, der fik hendes øjne til at knibe sig sammen: "... men altså -" Hun tog en tot af sit hår og rakte det mod Marc "- for dem er det lyse hår jo himmelsk, så det var en smal sag. Ikke, at nogle af dem kunne måle sig med dig, hvad angår dansk."

Pernilles blik sagde, at hun ikke bare tænkte på det danske sprog - ligeså gjorde hendes hoved, der var sat lidt på skrå. Men det var i realiteten sandt - og grækere havde aldrig været nær så spændende som hverken italienere eller spaniere. Mmh. Grækere var lidt for - fordrukne. Intet gudeskønt, Herkules-agtigt over deres bodies.

[Marc]

''De er ikke kræsne,''

Lo Pernille og han lagde hoved svagt på skrå, ventede på det næste der kom. Et svagt smil krusede hans læber. Måske var det ikke meningen hans skulle tage imod den lok hår hun rakte ham, men han kunne ikke lade være. Med en rolig hånd lod han fingrene glide gennem hendes lyse bløde lokker og en lille latter undslap ham.

''Der er et eller andet magisk ved de lyse lokker, det må være en svaghed i de sydlandske gener måske.''

Men det var bestemt ikke det eneste han kiggede efter hos piger, som David gjorde. Det var jo ikke Pernilles lyse hår der var gået op til ham til morgenmaden og snakket med ham. Det var hende.

''Men jeg har nok bare... lo mejor de ambos mundo''

Han slog over i spansk, vidste det var plat men selv om han snakkede begge sprog uden problemer kunne han ikke lade være med at blande dem. Det var vel ligesom de folk der blandede engelsk ind i deres sprog fordi det var lettere for dem at udtrykke sig på den måde.

''Du har tænkt på mig i sommerferien?''

Hans fingre var stadig viklet ind i de lyse lokker, men han var forsigtig. Lidt gentleman var man vel altid opdraget lidt til at være, så selv om det var fristende at prøve at gå videre.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille mærkede, hvordan det gav et pludseligt gip i hende, da han tog hendes hår mellem sine fingre. Det var ikke, fordi fyres fysiske berøring gjorde hende utryg - det her var bare ... langt mere, end hvad hun havde forventet. Hun havde ikke forventet denne kriblen i kroppen, denne varme, som jog gennem hele hendes rygsøjle. Årh, for helvede, han var bare for meget! For meget af det søde. Nu måtte hun ikke slippe ham - ikke for alt i verden. Ét forkert step, og så ville Fanden være løs. Men hans latter fik hendes hjerte til at springe et par slag over. Det her var ikke med i hendes planer, men SÅ meget vildere. Pernille sendte ham et hvidt smil, da han smed kommentaren om sydlandske gener. Per refleks lænede hun sig bare en anelse mod ham for at se hans ansigt fra en lidt anden vinkel og tage øjenkontakt til ham.

Hot! Og rolig! Og sød - nej, ikke sød.... Bare så pissecharmerende. Hvad han end sagde på spansk - det lød så romantisk. Ligesom ham, der sang med på Toni Braxtons nummer "Spanish Guitar"; han havde en dejlig stemme. Men Marcs var dybere og gladere. Hun forestillede sig, hvordan hans hænder, der var i hendes hår, ville glide ned ad hendes ryg og lægge sig om hendes liv. De hænder - mørke med buede negle, små hår og stærke, nænsomme fingre.

"Mmm, lidt," indrømmede Pernille og så på ham gennem sine øjenvipper. Stik imod hendes vilje skød en let rødme op i hendes kinder. Han havde selvfølgelig ikke tænkt på hende - han havde været for fuld til overhovedet at forsøge at huske hende bagefter som andet end en drillepind.

"Med god grund, Marco, med god grund," lo Pernille og drejede hovedet lidt mod ham, så hans hånd automatisk gled lidt ud af hendes hår - som om hun ikke ønskede, at han skulle slippe hende helt, lænede hun sig mod ham - en anelse mere.

Og så kørte sangen i hendes hoved:
'I wish that I was in your arms
Like that Spanish guitar
And you would play me through the night
'Till the dawn

I wish you'd hold me in your arms
Like that Spanish guitar
All night long, all night long
I'd be your song, I'd be your song'

... og hun tænkte, at hun faktisk ikke ville have en skid imod det - hvis han bare lagde armene om hende, som om hun var noget pænt, man gerne ville røre ved og dufte til og - alt andet end at se på. Hun så næsten bedrøvet på ham, men med et koket lille smil om munden, der ikke viste hendes tænder.
"Men hvad sagde du egentlig før - på spansk? Det lød ... spændende." Pernille vidste, at hun lidt ødelagde den hede stemning mellem dem, og ordet "spændende" - ja, det blev sagt med så meget iver, at hun igen måtte give efter for sin latter, så hendes overkrop skælvede lidt.

NB:
"Lo mejor de ambos mundos..." - verdner i flertal, right? "Det bedste fra begge verdner."

[Marc]

Der var så kort afstand mellem dem og hun rykkede næsten ubemærket tættere på ham, men intet ved Pernille gik ubemærket fra Marc. Eller sådan føltes det ihvertfald. Der var et øjeblik hvor spændingen mellem dem nærmest var til at tage og føle på helt fysisk, men det var ikke som når man skændtes med nogen. På ingen måde, det var nok nærmere det man kaldte en hed stemning? Det var så fristende bare at hive hende ned til ham, men han lod være.

''Intet spændene eller stort desværre.''

Svarede han.Det var jo ikke til at overse at hun ønskede det var et eller andet helt vildt romantisk, eller spændene som hun sagde. Han smilede skævt og rykkede sig lidt så han hvilede på begge albuerne igen i det bløde kølige græs. På trods af at han egentlig mest havde lyst til at ligge hånden bag hendes nakke og hive hende det sidste stykke, blot for at smage på den fristende læber.

''Det bedste fra begge verdner,''

Det lød enormt trivielt på dansk og et øjeblik ønskede han, at han havde sagt noget langt bedre. Et eller andet der muligvis kunne feje benene væk under hende, når nu hun virkede så ivrig efter hvad han havde sagt.

''Den store poet bliver jeg nok aldrig.''

[Pernille Maria Monggaard]

Marc lænede sig tilbage igen - så uendeligt afslappet og cool, som om han vidste nøjagtigt, hvad han ville og bare gav nada - hey, var det ikke spansk? - for, hvad resten af verden sagde til ham. Pernille fik lyst til at følge hans bevægelser og læne sig op ad ham med en hånd på hans bryst - eller mavemusklerne, eller hans arme, eller ...

Men okay, det var måske ikke lige dét, der var det mest oplagte nu. Pernille lo over hans svar - han var slet ikke rødmende eller pinligt berørt. Ej, altså, det var vildt, som han bare tog alting med filosofisk ro.

Pernille tog et græsstrå mellem sine fingre og rev det i småstykker. Hun følte solens bagende stråler på sin ryg og bare skuldre.

"Poesi er nu heller ikke min stærkeste side," fnisede Pernille og blinkede til Marc. Hun lod en hånd glide gennem sit eget blonde hår og tænkte på, hvordan det ville føles at begrave fingrene i Marcs nøddebrune lokker. Men hun gjorde det ikke.

Så ..." begyndte Pernille tøvende, men med et smil parat på sine læber, "... hvad bliver det til med det ønske?"

[Marc]

Hun tøvede et øjeblik og inden hun sagde ordene ud højt var han klar over hvad hun ville sige.

"... hvad bliver det til med det ønske?"

Det var vel hans tur, med mindre hun ville bruge sit 'ønske' på noget andet end blot sidde i den varme sol og flirte med øjnene som de nu havde gjordt et godt stykke tid. Marc rodede op i sine krøller og lod for en gang skyld blikket vandre væk fra Pernille, hvad skulle han ønske sig af hende? Der var jo altid det ligefremme, det der lå lige for hånden og som de begge to nok ønskede at prøve. Han så tilbage på hende, med et glimt i øjet.

''Og du er sikker på det blot var en lille samtale i solen, med længselsfulde øjne der var dit ønske''

Han tjattede til hende, vidste at hans øjne nok havde slugt hende mindst lige så meget. Det var kærligt dril og han så direkte på hende igen. Gav hendes chancen for at gøre et eller ande med det så kaldte 'ønske', hvis hun ville. Ellers skulle han nok finde på et eller andet

[Julie Patricia]

"Aaaj Mattie er det ham der den rødhårede taber?" kom hun til at fnyse. Godt nok ville hun prøve at være venlig, men der var grænser, og sådan nogle åbenlyse tabere som ham kunne hun altså ikke lade som om hun kunne forstå, det ville bare være mega pinligt. Hun havde set Amanda komme ind i spisesalen med ham, og han var bare SÅ mærkelig. Han gik i lange ærmer og lange bukser om sommeren. Det fattede hun ikke. Og så var han bare mega kikset ginger. Så forstod hun bedre Freyas smag. Hun ville også elske at blive smidt i vandet af ham den lækre sportstype. Eller ham med krøllerne der sad lidt fra dem i parken. Hun overvejede faktisk at gå derover. Hun kunne jo låne en smøg eller noget. Eller Lasse. Hvorfor havde hun ikke set Lasse i dag? Det kunne hun ellers godt bruge.

"Ham skal du altså ikke spilde tid på skatter. Det er simpelthen for åndssvagt. Mig og Freya kan sagtens hjælpe dig med at score nogle lækre fyre, der er masser af dem på skolen. Ikke også Freya?" Hun prøvede at få hjælp ved værelseskammeraten. Hun forstod sig da på fyre. Og også på make-up og hår. Hun var måske slet ikke håbløs. Julie var lige ved at kalde hende Freya-snutten ligesom hun gjorde med tøserne i folkeskolen, men hun nåede at tage det i sig inden. Om en uges tid.

Hun måtte huske at komme ind og opdatere sin facebookstatus inden festen i aften. Alle tøserne, der var så uheldige at gå på almindelige gratis gymnasier, skulle i det mindste have glæden af at følge med i hendes liv her. Hun lagde også billeder ud på bloggen hver dag, men sjove ting der var sket på skolen og lækre fyre hun havde set eller mødt.
Alle hendes veninder tiggede allerede om at være de første der måtte komme og besøge hende i weekenderne. Så de kunne score og feste på den rigtige måde, og ikke som på deres små taber-gymnasier.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Det var simpelthen for meget. Den lille, snoppede tøs. For fanden i helvede. Amanda skulede ned på den fletning hun var midt i og da hun var færdig løftede hun de fint optegnede øjenbryn og kiggede på popdullen. Hvad fuck bildte hun sig ind? At sige sådan noget, og så direkte nedladende. Som om Amanda havde brug for hendes hjælp. Og så tale som om Freya-musen var Julies veninde. Næh nej, bare hun ville gå, det var bare så akavet når hun sad der selvom alle hadede hende. Fordi Freya kunne da heller ikke lide hende, vel?

"Jeg spilder min tid," hun lagde særligt tryk på ordene, "på hvem jeg vil. Men hey, du behøver jo ikke gøre det," Så grinede hun lidt. Meget lidt. På en kold måde. Skrid nu, bitch. Skrid nu. Det var så hyggeligt før du kom. Nu hun tænkte over det, så var det vist hende Amanda havde kigget på under middagen, og dømt som en foundationdulle. Det lod til at hun havde ret. Hvis hun tog alt sin make-up af ville hun tabe flere kilo. Og det var nok sådan noget Julle gik op i. De var jo alle sammen fiine venner.

[Freya Kasgaard]

Freya vendte med et ryk hovedet mod Julie. Hun havde bare ikke lige kaldt Mattie for en taber. Det var fucking dråben. Den bitch. Freya var virkeligt chokeret, pludseligt var hun Julies lille 'veninde'. Og det gad hun ikke. Freya rynkede brynene i misbilligelse, bare det at Julie sagde hendes navn, i samme sætning som Freyas, var en katastrofe i sig selv. Freya havde virkeligt meget lyst til at kværne den piges lille hoved, hvorefter hun selvtilfredst ville række 'fuck'. Men det kunne hun ikke tillade sig- ikke her i parken. Freya kunne ikke lade være med at smile lidt ved hendes sindssyge tanker, men hun tvivlede ikke et sekund på at de selv samme tanker gik igennem Amandas hoved. Freya kiggede på Julies små blå øjne. Det var som om de ikke kunne se hvor rasende de begge to blev, Amanda og hende. De var fucking blinde, de øjne der.

Freya var pludselig kold over det hele, trods solen der bagede ned på krop. Julie kunne ikke tillade sig at komme med alt sit, sådan noget hadede hun virkeligt. Der var bare nogen der ikke fattede en hentydning.

"Undskyld mig Julie" Freya blinkede sødt til hende. Lyshåret tumpe, troede hun virkeligt hun kunne komme og styre alt? "Jeg gider ikke være med i dit pladder. Mattie er NICE" Hun råbte 'nice' ud over det hele. Det skulle faktisk ikke undre hende hvis alle kunne høre det i parken. Men det var ikke et hårdt nice, som for at bevise et eller andet. Mattie var bare nice, så intet at bevise der. Det var nok nærmere et lidt piget skrig. Men Julie skulle være dum, hvis hun ikke fattede det.
Freya var godt sur nu, men hendes overflade var smilende, kold. Og hendes stemme sukkersød. Det kunne godt være at Freya ikke brød sig specielt meget om Mattie, men hun havde ikke noget imod ham. Ikke som sådan. Og han var altså nice. Amanda med. Freya smilede tilfreds da hun så en lille spytklat på julies fine næsetip. Det var hendes spyt. Så kunne hun fandme lærer det, hende Julie.