I midten af parken (Fri afbenyttelse af tråd er ok

[Lasse Juul]

//Ankommer til tråd

Lasse var kommet forsent til morgenmaden, simpelthen fordi DSB's toge nok var de mest forsinkede toge i hele verden. Han havde egentlig ikke været så ærgerlig over det, bortset fra at han var gået glip af søen. Sidste år var det ham der var blevet smidt i, nu havde han glædet sig til at smide nogle nye første års i. What the hell, han havde jo et år til! Efter han hurtigt havde smidt sine ting på værelset (som han havde brugt mindst en halv time på at finde. Fandens.), uden at møde nogen han kendte, besluttede han sig for at gå ned til parken. Der var et par stykker der kom gående - dog med vådt hår - ud fra Rævehulen. Sidste år havde der været godt gang i den ved parken, så han begyndte at traske derned af. Han havde en almindelig hvid T-shirt på, med skriften: "NEVER AGAIN", trykt på, med neongrønne bogstaver. Han begravede hænderne i de lange cowboybukser, og begyndte at nynne. Da han kom derned, sad en flok piger og en dreng, han syntes at kunne huske fra sidste år, dog uden faste relationer. En af pigerne råbte "NICE!" ud over det hele, og Lasse grinede let for sig selv. Han slentrede hen mod dem og undslap et "Hey!" Han kørte en hånd gennem sit hår. "Mind if I sit?" Spurgte han og så rundt på alle ansigterne.

[Julie Patricia]

"Det har jeg så heller ikke liiiige tænkt mig" svarede hun fnysende til Amanda. Hun ville ikke engang spilde tid på hende, hun var åbenbart lige så hjernedød og håbløs som frygtet. Hun kiggede afventende på Freya for støtte, men Freya kaldte det for 'pladder'. Hallå? det var ikke pladder. Hvor var hun da en dum gås nogle gange. Og så sagde hun at Mattie var nice. Man kunne tydeligt se og mærke på hende, at hun kun sagde det for at støtte sin veninde, for hendes kropssprog signalerede ikke at hun mente det.

Heldigvis kom Lasse hen til dem, så hun ikke behøvede at forholde sig til det. Lækre, 2.g Lasse, som hun havde scoret til grillfesten. Hun var stolt. Hun havde også set ham lidt siden, men havde savnet ham de sidste to dage.
"Lasse-basse!!!!" sagde hun lidt skingert og gav ham et kram og hev ham ned ved siden af sig på tæppet.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille følte det, som om hun tabte vejret, da Marcs hånd flyttede sig til de bløde - de så i hvert fald sådan ud - krøller. Hun fulgte hånden med blikket, til den landede på græsset igen. Fair, det var måske lidt for gentle af ham at bede hende om at vente og se. Hun smilede bare til Marc med et påtaget, kedsommeligt suk - selvom det her egentlig var sjovt.

"Årh, det ved du jo godt, det ikke var, tosse," grinede hun og puffede til ham med albuen, idet hun selv kom halvt op at stå med hjælp fra hans skulder, der ikke sank det mindste ved hendes vægt. Han sad dér - fast som en klippe, og hendes hænder sitrede let, da hendes fingre følte musklerne under hendes fingre på skulderens runding.

"Men, du, Marco, glem de ønsker - vi kan have det sjovt alligevel og gemme dem til en anden god gang - jeg siger bare -" Pernilles stemme blev lidt lavere, da hun fortsatte, "- you can wish what ever you want beyond my power, and I'll make it."

Det var komisk. Men hun havde det sjovt, og hendes hånd lå på Marcs skulder - ikke så langt fra de krøller. Hvis han drejede hovedet for at se på hende, ville de nå hendes fingre. Mmmm.

[Marc]

Marc flyttede sig ikke da hun brugte ham som støtte til at komme op. Han drejede hoved og så på hende med et blændende smil, der viste en perlerække af hvide tænder.

''Det havde også overrasket mig hvis der ikke skulle mere til at tilfredsstille dig, end en samtale i solen.''

Selvfølgelig kunne de have det sjovt og det med ønskerne var nu også noget de blot havde kørt ud. Han rykkede på sig fordi han ville rejse sig op, og da hun selv rettede sig op greb han hendes hånd; ikke at hun ville kunne trække ham op, for det gjorde han selv med et skub mod jorden, men så kunne han hive hende ind til ham og ligge en arm over hendes skulder.
Måske kunne de se kæreste agtigt ud på afstand, men lige nu var det nok mest venskabelig på trods af den meget flirtende undertone. Man havde vel lov til at ligge armen om en pigen man godt kunne lide?

''Det holder jeg på, og denne gang er jeg desværre - for dig selvfølgelig, er jeg ædru så jeg kan huske det''

Han sendte hende et grin og slappede af omkring øjnene nu, hvor de stod op. Solen var i ryggen og som han så på hende skulle han ikke misse med øjnene mere.

''Men lad os bevæge stængerne lidt, så giver jeg en is hvis vi kommer forbi sådan noget...'' Han holdte stadig armen om hende og begyndte at gå lidt. ''Jeg skylder dig jo også en tak for at muntre David lidt op tidligere.''

Han var faktisk virkelig taknemmelig for det, for David havde fandeme været noget af en tordensky at være i nærheden af og Pernille havde vendt det imorges. Ihvertfald bare et øjeblik og det var bedre end intet jo.

[Pernille Maria Monggaard]

Marcs krøller strejfede ganske rigtigt Pernilles knoer, da han drejede ansigtet mod hende. Pernille grinede ad Marc og spillede påtaget fornærmet, idet hun sagde: "Sikke beskeden, du er."

Smilet forblev konstant i hendes øjne og lå parat på hendes buede læber - også, da han tog hendes hånd og kom op at stå uden at bruge hende som støtte. Det var så cute - for han vidste vel godt, at hun godt kunne tåle at blive trukket i. Pernille drejede hovedet, så hun kunne se op på Marc, da han lagde armen om hende og trådte lidt tættere ind til ham, så duften af ham kildede hendes næsebord.
Marcs smil returnerede hun med strålende øjne og gik næsten dansende med ham.

"Årh," sagde Pernille glad og lidt flov over hans tilbud om en is; hun lagde hovedet på skrå for at få sit lyse hår til at dække den lette rødme i sine kinder, "David er nu sød, selvom han er sur. Det er jo også kun dig, der lider under det, ikke?"

Pernille slyngede selv en arm om Marc, mens de gik - både, fordi det gjorde, at hun nemmere kunne følge med uden fare for at snuble, men også, fordi ... det var jo chill.

[Lærke]

Herude i solen skete der ikke meget. Det var i bogen det hele foregik. Lille Erika Kohut lod sit underliv bleve overtaget af Herr Klemmers fingrer der nærmest molestrerede hendes indre. Det virkede som en hel del savl blev spildt på Lærerindens krop. Det var vidunderligt beskrevet. Helt køligt og med humor så tør, at Lærke ikke behøvede at anstrenge sig for at forstå den. Ikke at man kunne se på hendes ansigt at det var en morsom bog. Det var lukket som var hendes sædvane.
Hun havde hørt flere numre, med shuffle funktionen på. Først Blade, så noget Cullum og derefter noget Glenn Miller, for at skifte til Nickleback og Linkin Park. Aske havde fået Sebbe til at hente Burning Down og efter at have hørt den et par gange var hun begyndt at kunne lide den.
Men så var det skiftet til noget helt andet. Hun var netop færdig. Klemmer var blevet gal. Det mandshauvinistiske menneske. Det var mærkeligt at to så dominerende mennesker blev tiltrukket af hinanden. Eller ... men Lærke havde netop ikke læst hele bogen endnu. Sangen; hun havde været sikker på at hun havde slettet den. Åbenbart ikke. Hun kunne ikke beskylde andre, for ingen rørte hendes iPod.
Lærke lagde bogen på græsset. Åben.

Lærke lukkede øjnene bag det spejlende glas og straks var det stærke sollys væk, erstattet af et mørke oplyst af rødligt lys og spots på flere scenestykker. Varmen der omgav hende var fra hende selv, der havde været igang længe. Selvom det kun måtte foregå inde i rygeraflukket, lugtede der behageligt af røg. Normalt lugtede hun ikke når hun kom hjem, det kom an på klientellet. Hvor de kom fra. Hvilken type de var. Det var stort set altid forskelligt.
Hun kunne mærke spottene der tændte, hendes muskler der kunne rutinen og navnet der blev annonceret over højtalerne. Musikken.

”I make you call me daddy, even though you aint my daughter.”

Latterlig tekst. Det havde nok været titlen der havde tiltrukket hende: R.I.P.
Rytmen havde ikke været specielt god heller, ikke til det hun var bedst til, men pigerne havde besluttet at det ikke skulle være dét og Lærke var gået med til det. ”I’ve decided to give you all of me,” sang Rita Ora og det var præcis sådan Lærke havde haft det da det blev foreslået til månedsmødet.

Lugten forsvandt, solens varme blev atter reel og ikke kunstig som fra en spot. Hun var også varm indeni nu. Ikke af glæde, men bare af den gennemtrængende varme. Det var som sædvanlig en eller anden glad popsang som hun ofte løb til. Godt verden havde Calvin Harris. Hun vidste at folk ikke forventede at hun kunne lide ham, men hvordan kunne man andet. I’m not alone burde være en klassiker.
Lærke lagde højre ben oven på det venstre knæ og hendes sandalløse fod vippede i takt til den herlige rytme, mens hun mimede ordene.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Åh gud. Åh jesus, hun var jo frygtelig. Det havde hun også regnet med, det så sådan ud. Ih, hvor mindede denne Julie hende om de mange personer som hun virkelig fortrød at hun kendte. Som de der mange piger, som hendes veninder så ud til at kunne lide, men som hun virkelig, virkelig ikke forstod hvorfor de kunne lide. alt det der sladdder. Okay, Amanda kunne faktisk også godt lide sladder. Og det med at gå så meget op i sit tøj..okay, Amanda gik også op i sit tøj, men hun havde bedre stil. Men de der skrigestemmer kunne hun da sige at hun ikke havde. Og bedre smag i mænd. Helt sikkert.

"Jamen hvad laver du så her? Nu kom din nexuzfyr jo også, så kan I gå over og gnave hinandens ansigter af et andet sted."

[Marc]

Det var nu rart at gå sådan med en pige. Det havde han altid syntes, både hvis det blot var en veninde eller hvis der var noget lidt mere undersøgende i det som med Pernille nu. Måske prøvede hun at skjule den lette rødmen med de blonde lokker, men han se dem godt. Undlod bare at kommentere på dem, men han syntes nu det så meget sødt ud. Det var et eller andet charmerende ved piger når de rødmede.

"David er nu sød, selvom han er sur. Det er jo også kun dig, der lider under det, ikke?"

Spurgte Pernille, mens hun selv lagde en arm bag hans ryg og de begyndte at gå frem ad. Uden noget bestemt mål i sigte, andet end bare at nyde naturen og hinandens selvskab. Han vippede lidt hoved fra side til side som om han lige skulle overveje hendes ord. Det var vel ham der led under det lige nu, men han var langt fra den eneste.

''Njaah, jeg tror desværre også hans værelses kammerater er lidt ramt af det, men de skulle også være nogle.. Lidt specielle mennesker.''

Ihvertfald ud fra hvad David selv havde sagt. Eller det var ikke det David havde sagt om dem, men nærmere at de var nogle kraftidioter og mentalt besværede mennesker der blot var en irritation sat på skolen for hans ubehag. Noget i den dur. Om David kunne klare sig på det værelse det næste år tvivlede Marc på, men hvor han ville rykkes hen til var et godt spørgsmål. David havde blankt nægtet Rævehulen, hvilket var forståeligt nok.

''Han har sine øjeblikke, men jeg har nok bare lært at leve med den lidt mutte fyr. Men han skal sgu nok komme, han er jo ikke iskold som du så ved søen imorges.''

Marc så frem for sig med et behageligt smil.

[Julie Patricia]

"Aaaaaj, det sagde du bare ikke lige vel? Du er simplethen for meget!" (ja, det er med vilje hun siger simplethen og ikke simpelthen xD ) Julie himlede med øjnene og rejste sig og hev Lasse op fra tæppet igen. Hende der skulle de altså ikke spilde tid på, det var han også alt for god til. Lassebassen.
Hun støttede sig med vilje lidt mere op ad ham end nødvendigt, da han kom op og stod ved siden af hende. God han var lækker! Hun måtte spørge ham om hun ikke måtte lave en video med ham til sin vlog.

"So long Freysen" sagde hun uden at kigge på Amanda, og trak så Lasse med længere ind i parken, hvor hun var ude af syns- og hørevidde fra de to freaks.

[Pernille Maria Monggaard]

"Oh," nikkede Pernille med et lidt eftertænksomt udtryk i øjnene, da Marc nævnte Davids værelseskammerater. I hvert fald Mattie var pænt weird. Altså, han var en tynd splejs, der ikke gav en skid for andre, men alligevel lidt cool med det røde hår. Der var bare dét, at han holdt sig for sig selv og kun talte om ting som filosofi og kunne finde på at udslynge de mærkeligste teorier. Og ja - han var bare no-go. Ham den nye blærerøv, som altid rendte rundt med en cap, havde allerede drevet hele hytten helt crazy, altså. Men hun havde bare ignoreret ham totalt, selvom han, så snart hun vendte ryggen til, selvfølgelig kommenterede hendes "such a good piece of ass", eller hvad det nu var, han kaldte den. "Biaatch!", kaldte han hende. Barnligt - komplet barnligt!

"Du kan håndtere lidt af hvert, hva'?" grinede Pernille op til Marc og blafrede med øjenvipperne; hun kunne ganske enkelt ikke lade være. Det var lækkert at gå i det skønne solskinsvejr med en så afslappet og handsome fyr som Marco. Hun så skiftevis på ham og på de andre i parken, mens de slentrede af sted, og hun fik helt lyst til at gå langs stranden med ham, til de nåede den lille sag af en træhytte, som var blevet til et autentisk, lille ishus, der leverede lakridsstænger, andet småguf, der kunne blandes. Men det var nu ikke så meget den søde tand, der hviskede til hende - nok snarere selve området med klitterne, og længere oppe de bølgende skrænter.

"Skal du være med til til den dér hygge-ting i aften i Aktivitetsrummet?" spurgte hun ham interesseret og lagde sin arm bedre til rette om hans liv.

[Marc]

''Du kan håndtere lidt af hvert, hva'?''

Sagde Pernille med en latter, der var smittende. Han kunne ihvertfald ikke lade være, for hun havde vel på sin vis ret. Marc havde altid været kendt for sit rolige gemyt og sjældent blev han vred. Der var da en gang eller to i byen han var kommet op og diskutere med nogle spader, det kunne jo ikke undgås, men som regel vendte han bare om og skred fra det hele. Han gad sgu ikke bruge sit liv på at slås og spille med musklerne over for andre fyre.
Så hellere sidde på værelset med hørertelefonerne der spillede musik, så man kunne begrave sig i sine egne tanker.

''Det du ikke den første der påstår, så der må være noget om det.''

Han smilede et stort, charmerende smil til hende og så, så lidt overvejende ud. Der var pejsehygge og som 1.G'er blev man næsten nød til at gå der hen for at komme ind i det sociale på skolen, men han var 2.G'er så var det lidt mere frit.

''Måske.. Det plejer jo at være meget hyggeligt, men jeg har ikke bestemt mig endnu. Og du? Skal du hen og gøre den rolige pejse-hygge lidt mere festlig?''

Hun plejede ihvertfald at gøre det hele lidt mere festlig. Måske også derfor han altid var blevet drevet mod hende til festerne. Eller det var én af grundene ihvertfald.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille blafrede koket med øjenvipperne; hun kunne ikke lade være, når han smilede sådan til hende. Marcs bemærkning måtte hun presse læberne sammen over for ikke at grine hysterisk meget.

"Måske ikke den første, men jeg er den første til at mene det på en helt anden måde," sagde hun med hovedet halvt bortvendt for ikke at lade ham se latteren i sine blå øjne. Hun gav ham et klem med armen og pressede let sin pande mod hans overarm, da han svarede på hendes spørgsmål.

"Altså, jeg har heller ikke rigtigt …" begyndte hun, "men det er én af de eneste hyggeaftner, hvor vi kan lokke lidt sprut i de små."

Så trak hun på skuldrene og nikkede: "Men det plejer nu at være hyggeligt nok, og jeg er temmelig sikker på, at en del 3. G'ere kommer for ikke at forpasse deres sidste chance. Men hvis du har andre planer, så vil jeg måske være din efterfølger," tilføjede hun med et lille smil.

[Marc]

Marc så på hende, samtidig med hun kiggede væk. Han åbnede munden og skulle til at spørge hvad hun dog mente med det, men tog sig selv i det og lukkede den igen. Det kunne forblive ud i det uvisse og han havde nok alligevel lidt på fornemmelsen hvad det drejede sig om. Og det fik ham til at smile, som havde han en lille indre joke med sig selv.

''Jeg har skam ingen andre planer her, og hvis du siger at vi kan lokke lidt sprut i de nye, så skulle man da være et skarn for at sige nej.''

Selv om han lige så gerne bare kunne sidde fordybet og lytte til de andres snak. Det ville ikke blive en direkte fest som det for eksempel havde været i torsdags, men lidt af de våde vare tillod lærerne, så længe det ikke tog overhånd. Det havde det selvfølgelig gjordt for David, sidste år og det var sådan ham og Marc ret hurtigt var begyndt at snakke, for Marc der selv havde været lettere snaldret havde hevet David ud af pejsestuen og væk fra lærernes blikke. Og det havde også været Marc der, på trods af en strid omgang tømmermænd, havde hevet David op i skole dagen efter på trods af at han endnu værre tømmermænd havde.

''Men ellers kan jeg forsikre dig, Nille, at der nok skal komme massere af andre aftner hvor du kan fylde på de nye... Jeg husker ihvertfald tydeligt en 2.G'er sidste år, der hældte på mig hver gang chancen bød sig. Det er sgu hårdt at være lille og ny.''

Han rystede på hoved, som var han en gammel mand der tænkte tilbage på sin ungdom, men han lyste op i et stort smil. Hun var nu temmelig sød hende Pernille. Han havde ikke en gang tænkt over at han kaldte hende Nille i stedet.

[Adam Lyhne]

Adam var glad. Han havde snakket med en masse mennesker. Nye mennesker. Han havde snakket med folk, hvor det efter fem minutter havde føltes som om han havde kendt dem altid. Det havde han sjældent oplevet, og han var allerede meget tryg ved tanken om at skulle tilbringe sine år på gymnasiet dette sted. Her kunne han få venner for livet. Det havde hans mor også sagt, men der havde han ikke lyttet. Han havde ikke været tryg ved tanken om at forlade sine venner i 9. og forlade storbyen. Han havde næsten følt sig tvunget, selvom det i starten havde været hans valg. Han havde vel næsten været bange for det nye, og det havde overskygget hans positive tanker om hvad der ventede ham.
Da han fik fri havde han taget sit skateboard hen til parken. Han havde tændt for noget musik på sin iPod og kørte bare lidt rundt. Bare for at bevæge sig lidt. Han brød sig ikke om at sidde stille i så lang tid som man gjorde i skolen, så han fik altid det der behov for at springe rundt som en abe. Denne gang tog han dog skateboardet. Han så ikke hvor smuk parken var. Han var ikke det store naturmenneske - måske grundet at han altid havde boet i København.

Han hørte Skrillex. Ham havde han altid hørt i frikvarterne med drengene i klassen, mens de kastede fodbolden rundt i klasseværelset, selvom der var strengt forbud mod at gøre det.
Han savnede lidt sin klasse. Eller meget. Han savnede Louise rigtig meget, selvom de havde slået op med hinanden kun fordi han skulle gå her. Det havde ikke været grund nok, men det var ham som havde sluttet deres forhold, der havde varet et halvt år. Fordi han ikke ville gå rundt og være forsigtig fordi han havde en kæreste derhjemme. Han håbede bare ikke han ville fortryde alt for meget at han gjorde det forbi.

Han så op fra stenene han kørte på. Fik et hurtigt overblik over parken og så hvilke mennesker der hang ud der. Det var mest folk fra gymnasiet, men også folk udefra. Han regnede da i hvert fald ikke med at den gamle dame der sad med sin stok i hånden gik på gymnasiet. Han smilede skævt. Noget hår faldt ned foran hans øjne. Han stoppede skateboardet. Gad vide om der var en skaterrampe et sted... Selvom han befandt sig midt i ingenting. I Danmark. Faktisk vidste han slet ikke hvor præcis han befandt sig i Danmark. I Jylland. Et sted. Ude i ingenting. Han vidste ikke engang om der var et diskotek. Eller bare en bar. Eller en McDonald's. Eller bare en Burger King. Selv det ville overraskende ham.

Han slukkede for sin musik og lyden af noget andet musik nåede hans øregang. Det var ikke så højt, man han kunne godt lige høre det. Han kunne godt genkende sangen, men han suttede til at huske navne på sange. Han vendte sig rundt og fik øje på hende Lærke-pigen han også havde snakket med tidligere samme dag til morgenmaden. Hun havde ikke set ham, hun havde lukkede øjne. Han fik lyst til at sige hej eller noget... Bare for ikke bare at glo på hende et øjeblik og så køre væk igen. Han var jo ikke uhøflig. Men nej... Det ville være mærkeligt. Og akavet. Nej, hun havde jo alligevel ikke set ham, så han kunne jo godt køre videre. Hvad fanden var det for en sang?

[Lærke]

Lærke overvejede at skifte til kun Calvin Harris. Som sædvanlig brugte hun kun sin shuffle når hun bevidst dyrkede sport, men normalt rendte hun rundt med sin classic, der indeholdt alt hvad hendes hjerte kunne begære- Hun havde overvejet at opgradere den til en model med langt flere gigabyte, men det handlede om nostalgi og penge. Hun havde ligesom valgt at bruge sine penge anderledes. De fleste 'dyre' ting hun havde var gaver. Sorte vintergaver der varmede. Men også gaver som hun ønskede sig og havde brug for. Alle penge var gået til dette foretagende og ind til videre var hun ikke sikker på om det havde været der værd, men der var jo også kun gået fire dage. Fitnessrummet var cool.

Hun så op fra sin bog da en skygge gled forbi hende og hun fangede et blik. Adam. Han så bare på hende. Lærke foretrak ikke en mine. Gav ham old school elevatorblikket og stoppede ved hans skateboard og hendes øjne viste et smil, så man efter det.

"Dur du til noget på det der?" spurgte hun og hev den ene høretelefon ud af øret, fordi hun ikke ville kunne høre om der blev snakket til hende, med begge i.
Selv kunne hun køre på det, men intet andet end ikke at falde af. Det med hjul havde hun aldrig rigtig fundet ud, bortset fra noget så mærkeligt som en et-hjulet cykel, på trods af hun kunne på en ganske ordinær cykel. Det var cirkusnaboen ved kolonihavens skyld.