I midten af parken (Fri afbenyttelse af tråd er ok

[Adam Lyhne]

"Dur du til noget på det der?" hørte han Lærke spørge ham nede fra hvor hun sad i græsset. Han så igen ned på hende gennem sine solbriller og smilede skævt. Han var ret god med et skateboard. Han hang ofte ud i parken med de vildeste ramper og forhindringer, der lå et stenkast fra skolen på Amager. Han sprang altid bare ud i det - fuck at han måske fik en del hudafskrabninger, han kunne ikke mærke det mens han kørte vildt rundt i parken og var ved at støde ind i folk hele tiden. Det var fantastisk hvordan han bare var en del af skateboardet og ikke tænkte på andet end 'nu må jeg da snart flyve'. Han havde ikke tid til at føle smerte når han faldt, han sprang bare op på brættet igen og fortsatte videre med fuld fart.
Han var glad for han 'duede til noget på det der', for det gjorde det så meget federe, at han ikke bare var en fuldkommen retard på et board. Han ville meget gerne vide om der var en rampe et sted i Lyngvig, selvom han tvivlede på det.

"Well... Det gør jeg," svarede han endelig med et skævt smil. Han håbede ikke det fik ham til at lyde selvglad, men han sagde vel egentlig bare sandheden. Desuden ville han gerne have hun vidste, at han rent faktisk dyrkede noget sport efter den samtale de havde haft samme morgen.

[Lærke]

Lærke vidste ikke hvad hun skulle svare så hun trak udtryksløst på skulderne. Bogen kaldte igen nu hvor hun var færdig med et svælge i minder om hjemme. Dét her var det nye hjem. Det hun netop havde arbejdet for. Desuden så var de toner der nu spillede i hendes ene øre nogle der gav hende lyst til at udforske det der fitnessrum lidt mere. Hun havde ikke været igennem sine rutiner i dag og Lærke havde besluttet at so far skulle hendes roomies heller ikke lige bebyrdes med dem.

Af Adams smil kunne Lærke fornemme at han faktisk var ganske stolt over sin tough guy faktor på et board. Måske derfor var Lærke kølig overfor ham lige nu. Hun kendte typen, det var dem hun oftest hang ud med, men alligevel tvivlede hun på om Adam havde drive. Om han gjorde det for at blodet skulle pumpe hurtigere og se frygten for ét fejltrin i øjnene. Faktisk mistænkte hun ham lidt mere for at se det som en kusse-magnet.

"Cool," sagde hun med sin tørre stemme.

Skulle hun sige at det eneste hun kunne med hjul var en et-hjulet cykel? At hun hverken formåede at sidde bag et ret eller på en ganske normal cykel. At rulleskøjter var fandens opfindelse. Skulel hun sige det så det kunne pleje hans ego og gøre ham til en af de 'udvalgte' der var så seje. Hun kunne klare den filejs på under 30 sekunder, uden at blinke.

'Rolig, rolig,' hørte hun sine egne tanker sige til hende. Som sædvanlig. Derfor sagde Lærke absolut ikke mere men så blot på Adam. Hvis han ville vise noget, eller sige noget måtte han jo gøre det. Det stod ham frit for at trille videre.