I midten af parken (Fri afbenyttelse af tråd er ok

[Amanda Kjærsgård Holm]

(Der var ikke plads til - Fri afbenyttelse af denne tråd er tilladt efter behag -, så det blev til - ok XD)

//Ankommer til tråd fra indgangshallen

Amanda havde været på sit værelse efter et blåt tæppe med små sejlskibe på, en pose med hosteboljer (ikke fordi hun hostede, men simpelthen fordi de var kølene og behagelige) et par blade og hendes taske med grej til håret. Denne var sort og lidt rocket med nitter på toppen. I fællesskab med Freya fik hun bredt det hele ud og så smed hun skoene og kastede sig ned på ryggen med et dybt, lettet aaaaaaah.
Himlen var fuldstændig blå og de få skyer der var der var de dynede, vattede nogen som tit forestillede ting hvis man kiggede længe nok. Hun fattede ikke hvorfor alle ikke var ude i parken. Men okay, der var også en del. Det var da også en glimrende mulighed for at få sommerens sidste sol. Så trak hun sin top over hovedet og afslørede en mørkeblå bikinitop samlet med en knude i nakken. Hun var lidt for bleg for sin egen smag. Men hun blev heller aldrig særlig brun, hvilket var okay, fordi det klædte hende bedst.

"Kom, Freya-mus!" Amanda satte sig op igen og klappede på tæppet mellem sine ben for at pigen skulle sætte sig, så hun bedre kunne komme til hendes hår. Hun tænkte fransk fletning eller en af de der der gik hele vejen rundt om hovedet.

[Freya Kasgaard]

//Ankommer til tråd fra indgangshallen

I mens Amanda havde været inde at hente blade, hårgrej, tæpper og underligt nok også bolcher, var Freya gået ind på sit værelse for at tage en bikini top på. Det var stadigvæk dejligt vejr, og solen skinnede uafbrudt. Undtagen når det var nat- selvfølgelig. Med den tanke hentede hun en colaflaske i sin taske, som Amanda og hende kunne dele. Udenover hendes bikinitop havde hun taget sin elskede pink floyd trøje på. Den var niiice, det ville Amanda helt sikker give hende ret i.
Den var sort, med den der trekant-ting de havde brugt til en af deres albummer.
Hun kiggede en sidste gang rundt i værelset, som for at sikre sig at hun havde alt med. Hun fik øje på sine sorte rayban solbriller, og greb hurtigt fat i dem.

Da hun kom ud igen ventede Amanda på hende. Hun havde en stor taske med til alle de ting hun havde slæbt med. Freya hævede hånden med colaen med et smil. Så skulle de drikkes hyper i cola. Freya smilede glad ved tanken. Da hun var lille skulle der ikke engang en halv dåse cola til, før hun susede forvirret rundt i huset. Sammen begav de sig ned til parken, hvor solen nok skinnede mest. Hmm... Sol.

"Kom, Freya-mus!" udbrød Amanda da hun havde fået bredt det blå tæppe ud.
Freya satte sig foran hende, og ligesom hende tog hun trøjen af så hun kun sad i bikinitop og shorts. Freya var dog betydeligt meget brunere end Amanda, men det klædte også Amanda mere at være lidt bleg.
"Nu har du bare at sætte noget flot hår" prustede Freya, mens hun åbnede colaflasken.

[Amanda Kjærsgård Holm]

"Jeg sætter altid flot hår, Freysen!" smilede Amanda og løftede pigens hår ud af hendes stroppe inden hun stjal colaen ud af hænderne på hende og tog en slurk. Så afleverede hun den pænt tilbage. Hun var i virkelig godt humør. Det føltes som om de havde været venner altid.

"Har jeg frit valg, eller vil du gerne begrænse min kunstneriske frihed?" Amanda satte sig lidt bedre til rette og kiggede på Freyas flotte, let mørke kulør. Så løftede hun blikket og kiggede lidt rundt i parken. Hun så en del folk hun havde set til festen eller i løbet af weekenden. Der var en ret flot fyr der gik tur med en pige med afro hår. Sådan rigtig muskuløs. Ud over det sad der folk på de forskellige bænke, og på andre tæpper som de selv. Det var mega hyggeligt. Hun så også nogen der spillede lidt med en fodbold. Måske hun ville løbe over og være med senere. Eller hun ville bare ligge her og sladre med Freya indtil hun blev rød over skuldrene. Fordi hun havde glemt solcream. Men det var altså forsent at hente nu.

[Freya Kasgaard]

"Det ved jeg godt, Snuller" hun smilede frem for sig selv. "Men jeg ved jo aldrig hvad fuck du kan finde på." En knude af vrede løsnede sig fra hendes mave, og hun skævede op til solen, mens hun langsomt begyndte at slappe af. Det var første gang i dag.
"Du bestemmer hvordan du vil sætte min fuglerede." sagde Freya mens hun kiggede ud over parken. Pludseligt så hun Sam. Ham der havde smidt hende i søen. Hun kneb ubemærket øjnene sammen, men indvendigt smilede hun. Han var virkeligt skøn, men hun havde endnu ikke tilgivet ham for at kaste hende i søen. Det havde kostet hende en dårlig dag, med dårligt humør.

"Kan du se ham dernede?" Freya pegede ned på Sams muskuløse skikkelse. "Det var ham der smed mig i søen."

[Julie Patricia]

Der gik godt nok mange mærkelige typer i hendes klasse. Men også nogle som virkede ret lovende. Nogle af pigerne i hvert fald. Drengene var lige så håbløse som dem i folkeren. Men nogle af drengene fra 2. og 3.g var ret lækre.
F.eks. Lasse. Hun håbede at Lasse ville komme til hyggeaftenen i aften.

Hun gik en tur gennem parken sammen med Cecilia og Nanna fra klassen, men sagde farvel til dem, da hun så sin værelseskammerat Freya sidde på et tæppe midt i parken. Hun synes godt nok at tøsen var lidt spacey, og hende hun sad sammen med var også ret speciel i sit sorte tøj. Men de sad og satte hår, og det var hun god til. Hvis de skulle bo sammen, måtte hun jo også snakke mere med pigen. Hendes make-up var der i hvert fald intet galt med. Hvis hun var mærkelig måtte Julie jo bare lære hende op. Det var jo ikke fordi hun ikke havde omvendt halvhåbløse tilfælde før. Bare ikke de helt håbløse, det gad hun ikke bruge til på. Hun var jo ikke en skide psykolog, og hun skulle passe på sit omdømme.

Hun satte sig over til pigerne og besluttede at være positiv, de kunne jo være seje nok.
"Ham der er meeega lækker! Prøv at se den mave!" Hun havde fulgt Freyas pegende arm og set ham den lækre, solbrændte 3.g'er, som de højst sandsynligt snakkede om.
"Må jeg være med?" smilede hun, men ventede ikke på svar, før hun satte sig på det sidste stykke plads der var på tæppet ved siden af Freya.

[Amanda Kjærsgård Holm]

"Deal." Amanda var ikke sen til at tage i mod udfordringen og begyndte at dele håret op i totter. Hun trak det foreste om bagved og begyndte at flette det stramt først. Sådan langs med hovedet.
Hun løftede hovedet fra sit arbejde og kiggede da Freya pegede. Det var sgu da ham igen.
"Nej, vel?! Seriøst?!" Småhviskede hun. Det var ret højt, men hun ville altså ikke råbe. Det var pinligt hvis han kunne høre det. En anden pige kom hen til dem. Amanda skævede op til hende først. Bare det lyse, afblegede hår fik hende til at rejse børster. Hun kiggede måske en smule uvenligt først, men tvang så sig selv til at være lidt sød. Måske var hun flink nok og bare fanget af mainstream.

"Ja, han er virkelig pæn, Freya-mus, det er da ikke så dårligt at blive smidt i søen af ham, hva?" Amanda smilede og fjernede sine blade lidt så pigen kunne sidde ordentligt. Og så hun ikke bare satte sig på dem. Der var vel ingen grund til at sige ja, nu havde hun sat sig.

"Jeg hedder Amanda, hej." Sagde hun til den nyankomne og fortsatte så med sin fletning.

[Freya Kasgaard]

Ud af øjenkrogen så Freya en lyshåret skikkelse, men hun vendte dog ikke hovedet for at se efter. Hun vidste af erfaring at Amanda ville blive pisse irriteret hvis hun lige pludselig gjorde et eller andet med hovedet.
Efter at have vendt hovedet en anelse (forhåbentligt ikke så meget så Amanda opdagede det), kunne Freya genkende den lyshårede person. Hun var hendes værelseskammerat, Julie hed hun vidst? Freya havde faktisk ikke snakket med hende, dels fordi hun virkede som en rigtig bitch, men også fordi hun ikke havde været i humør til pop. Lige fra Julies små pudrede kinder, til hendes shorts fik Freya til at placere hende som en poptøs.
En rigtig led en af slagsen, men hun sagde ikke noget.
Freya vidste, at Amanda ikke kunne fordrage små falske duller, ikke at hun selv kunne det.. Men alligevel. Det overraskede hende endda at hun flyttede sine blade så Julie kunne sidde der. Det kunne ellers ligne Amanda bare at vende den kolde skulder til.

"Han ødelagde starten af min dag, skatter" sagde Freya henvendt til Amanda, dog med latter i stemmen.

"Hey... Du må være Julie, right?" Freya kastede et hurtigt blik over på Julie.

[Julie Patricia]

"Øh jo?" svarede hun da Freya spurgte om hun hed Julie. De var trods alt værelseskammerater, omigod.
Så havde Freya jo også svaret på metal-Amandas spørgsmål.

Hun kiggede lidt i deres taske med hårting. Der var mange barnlige og billige ting, men der var også noget kvalitet, så lidt stil havde de måske.
"Hvordan ødelagde han din dag?" spurgte hun Freya. Hun kunne ikke se for sig, hvordan det kunne ødelægge ens dag, hvis man kom i nærheden af sådan en græsk gud.
"Må jeg smage?" hun nikkede mod deres cola, som lå på tæppet. Da Freya nikkede, skruede hun låget af og tog en slurk. Det var rart med en cola på sådan en sommerdag.
Hun fulgte interesseret med i den måde Amandas fingre legede med Freyas hår. Det så faktisk ret godt ud, hun kunne måske godt blive frisør, hvis hun gider.

[Pernille Maria Monggaard]

//Træder ind i tråd

Pernille havde godt lagt mærke til Marcs blik på hende ved frokostbordet, og hun havde blinket udfordrende til ham. Han var altså - wraaaw... Pisselækker med de nøddebrune krøller og de brune øjne. Men det var nu ikke så meget det - okay, måske mest dét - der virkelig havde fanget hendes interesse. Det var hans gensidige interesse, helt klart. Og hun måtte se, om ikke hun kunne get in touch with him, uden at han var helt pløret af spiritus.

Hans stemme ... Hans blik ... Marc var satanedeme en maskulin lækkerbisken til en pige med en sød tand - som hun var.
Pernilles blå øjne var skjult bag et par solbriller fra Dior, og hun havde lige smurt et lag gloss over sine læber. Den hvide sommerkjole blafrede let omkring hendes slanke skikkelse med de tydelige former i den lette brise, der alt for hurtigt lagde sig, så hun virkelig kunne mærke solen bage på sine blege skuldre.

Pernille gad sgu ikke sidde indenfor - hun havde lige luret, at John og Anton var inde i aktivitetsrummet; det kom slet ikke bag på hende, at de var dér. Selma var vist smuttet efter dem - hvad havde hun gjort ved sin handsome, internationale Noah-dreng? Pernille traskede lidt rundt på må og få i håb om at støde på Marc eller David herude, så hun kunne tjit-tjatte lidt med dem, som hun havde gjort ovre ved søen. De var virkelig underholdende, og Pernille havde kunnet mærke, hvor glad David blev ved, at hun og Marc drillede ham.

Pernille så et par 1. G'ere sidde og ordne hår på et tæppe med små seglskibe på og mindedes dengang, hun selv havde siddet her i parken som 1. G'er og fniset med et par piger, mens de ligeledes havde peget på lækre fyre. Pernille fulgte pigernes blikke og fik øje på Sam - yeah, han var såmænd et syn for guder, men bare slet ikke hendes type. Han virkede bare for smart og sporty, og hun syntes, at han havde alt for meget energi. Pernilles blik fejede over Sophia og nogle af de andre elever, som sad i små grupper, og hun lod blikket hvile på en bænk i udkanten, hvor lille Marius sad med hår, der skinnede som bronze i solen. Det var imidlertid ikke den spagsmager til Marius, som så totalt sød ud, når han af og til ydmygt slentrede op til klaveret for at spille for dem til morgensang, der fangede hendes interesse - men pigen ved siden af ham.

Begge sad de med MacBooks. Men pigen var ny. Ligesom ham Noah. Pernille kneb øjnene sammen bag solbrillerne for bedre at kunne tjekke hende ud - okay, hun så da rimelig sød ud, og det var altså bare lidt typisk Marius at opsøge de nye; hun havde bemærket, hvor hjælpsom han var til at hjælpe folk rundt - han burde seriøst joine hende dér Frida i sådan noget præfekt-noget. Men hende den nye - Pernille måtte lige finde ud af, hvad hun hed ved lejlighed.

Pernille sukkede og lod tankerne løbe frit, idet hun stillede sig med armene over kors et tilfældigt sted og bare så på dem alle - hendes små, søde medstuderende.

[Marc]

//ankommer i tråd

Marc havde haft engelsk, et fag som faldt ham forholdsvis let og han holdte af det. Læren havde fortalt om en masse værker de skulle igenne, og selv om det måske ikke var den del han holdte mest af, så var det når de gennem gik teksterne. Når de små ting kom frem. Det var også sådan i dansk, men ofte var de gamle danske værker en smule for melodramatiske til hans smag.
Den høje dreng Marius, som han kendte mest gennem David, fordi det var hans gamle værelses kammerat, var forsvundet ud af døren efter den nye pige. Lea. Lea som han svagt havde opfanget ved frokosten, kom fra et ophold i England og hendes britiske accent havde også været tydeligt ud fra de få ting hun havde sagt i timen.
Men som han havde sagt til Noah ved frokosten, så var folk sgu meget flinke til at byde de nye velkommen til skolen og det var vel kun et form for bevis på det.

Marc havde pakket sine ting sammen og smidt tasken på værelset. Skoledagen var omme og han skulle ikke sidde og hænge inde på værelset når vejret skreg på en for at komme ud. Der ville komme massere af tid til vinter, hvor man bare kunne stene på værelserne og nu var de fleste på vej mod parken, så hvorfor ikke slå et smut over der. Han fulgtes med et fyre der over, men det var temmelig overfladisk han kendte dem. De opdaterede hurtigt hinanden om deres ferie og derefter slog snakken over i om de skulle melde sig til elevrådet som hende Frida havde snakket om. Selv meldte Marc hurtigt ud at det ikke var noget for ham også selv om de andre fik det til at lyde meget fedt alt det med festudvalget. Endelig nåede de Parken og før han se andre, fangede hans øjne selvfølgelig Pernille, med hendes lyse hår og ryggen vendt til ham. Det overraskede ham at han blev opmærksom på hende så hurtigt, for det havde han bestemt ikke gjordt sidste år, eller før nu, men det var også kun fordi hun havde vadet op til ham og David tidligere idag. Han brød fra gruppen og gik roligt mod hende bagfra, klar over hun nok ikke ville ligge mærke til ham før han var helt henne ved hende. Det var nok også temmelig bevidst.
Hun lignede en der skuede over sit territorium - Parken, med alle des folk i den. Elever fra Lyngvig og nogle enkelte mennesker hist og her fra byen.

''Hvad kigger du efter?''

Spurgte han og kom op på siden af hende med et brilliant smil og hænderne dybt begravede i hans lommer, der gav ham sin altid afslappet attitude. Hun så jo godt ud, den mening kunne han ikke løbe fra, men for hans skyld ville hun var lige så flot uden lipglossen på. Men af erfaring vidste han at piger af en eller anden grund, ikke brød sig om man sagde det.

[Lærke]

//: Ankommer til tråd efter at have haft timer


(Bare fordi det er den hun hører og ja, den siger meget om Lærke)

Lærke havde stillet sin taske med tilhørende computer ind på værelset. På stolen. Den stol hun havde claimet som hendes i dag, eftersom de tre resterende stole flød med de andres ting. Det mindede hende om lejligheden hjemme.
Men hun skulle ud. Det var jo klart. Det her vejr ... alt andet ville være for indesluttede kusser der var bange for at få deres fregner ristet. Selv havde hun jo en fin dansk sommer kulør. Hendes mor fastslog ofte at hun ikke fattede hvorfra Lærke havde fået sin lettere mørke lød. Det var jo ikke Nishays farve bare mørkere end typisk dansk. Hendes far sagde så i samme åndedræt at det sgu da var hendes fisse ungen var kommet ud af så hun måtte da forhelvede vide det. Tosser.

Hun havde taget noter, gemt dem, gemt dem på harddisken. Hver i sin respektive mappe. Under den respektive måned og senere ville de så igen blive inddelt i emner. Men lige nu var det skolestart og kort sagt anede hun ikke hvad det hele indebar endnu. På harddisken havde hun alligevel alle Askes noter fra da han gik på STX. Million år siden. Alligevel var ingen af dem i tvivl om at Lærke var den ældste af de to. På mange områder. De fleste.

Med de sort-røde beats ear-plugs gravet ind i hendes øre, iPod’en i hendes lomme, fyldte en sløv rytme hendes øre mens nogen råbte ”THAT’S FATAL”. Hun elskede at de havde mixet citater ind i sangen. Hannibal King alias Ryan Reynolds der nærmest hviskede og det første, det bedste: ”I was born ready, Motherfucker.” Bogen i hendes hånd var blevet skiftet ud med Jelineks ’Die Klavierspielerin’. Det var tydeligvis en brugt paperback, som de fleste af hendes bøger. Fundet på en tur gennem KBH engang. Og så på original sproget. Det voldte ikke Lærke besvær. Tysk var ikke uvant for hende. Hun yndede endda at se tyske kanaler nogen gange. Selv om de synkroniserede film og serier virkede komiske.
I det mindste messede de ikke med soundtrackene.

Lærke ignorede rent tøserne der ikke blot legede men helt sikker var overfladiske bitches der ordnede hinandens hår og delte en cola. Hun så bort fra parret, hvor hende med krøllerne så på fyrens mavemuskler og hun så faktisk slet ikke Marius og brillepigen der sad sammen på en bænk. Hun strøg lige forbi en blond køn pige der lignede en der ville være fantastisk at have med i byen. Desuden sagde den smarte fyr med krøller hende slet ikke noget.
Lærke fandt en plet, trak trøjen over hovedet, mens hun satte sig, lagde den bag sig hoved, bøjede knæerne og lod så bogen glide så langt fra sig som hendes arme tillod. De solbriller der holdt de massive UV-stråler fra hende var nogle Aske havde givet hende. Han havde garanteret fundet dem moderigtge med sin Harry Potter form og glas der reflekterede alt. Lærke kunne lide dem fordi han havde givet dem til hende og fordi de ikke faldt af når hun løb. Grundet næseklemmen. At de var grimme var ikke rigtigt noget hun fandt nødvendigt at belemre sig med.

Hun læste imens Blade Trinity Soundtracket udfoldede sig. Hun kunne godt bruge noget sport nu. Noget holdsport. Nogen der startede en fodboldkamp. Volley. Selv om hun nød det lige nu. Rød jersey bag hovedet, sort top og løse løbeshorts. En bog. Musik. Lyngvig.

[Pernille Maria Monggaard]

Det var fandeme godt vejr. En skyfri himmel, når man så bort fra de små, søde vatskyer, der blev drevet væk af de små briser, som legede med hendes hår. Og solen bagte. Mand, det var lækkert.

"Hvad kigger du efter?" lød pludselig en stemme ved siden af hende, og det gav et gip i hende, da hun blev revet tilbage til virkeligheden. Pernille drejede brat hovedet til venstre, så hun kunne høre et knæk i sin nakke. Hendes hår dansede om hendes ansigt og lagde sig perfekt i bølger ned over hendes skuldre igen. Pernille blafrede overrasket med sine øjenvipper, der var fremhævede af et neutralt, men alligevel godt lag mascara. Hun havde sans for makeup - syntes hun selv. Det var slet ikke overdrevet som dullen på tæppet, men det var heller ikke bare en makeup, der skulle fremhæve hendes træk og få hende til at virke naturlig - det var en makeup, der sagde hende, at hun var kunstnerisk, når hun lagde den. At HUN kunne lægge en pæn, synlig makeup, der både fremhævede hendes træk og fik hende til at se frisk og farverig ud. Og så kunne folk jo sige, hvad de ville - hun skulle nok sige, hvad hun mente om dem til gengæld. Tsk.

Men det var Marc, der stod ved siden af hende - oh, my freaking, fucking God, det var bare hendes lykkedag. 'Når man tænker på solen,' tænkte hun. Dog kunne hun ikke skjule sin befippelse, da hun sagde: "Hva'? Øh - jeg ... Jeg kiggede bare på jer."

Pernille gjorde en overdrevet stor armbevægelse mod hele parken og fortsatte mere frejdigt og et perfekt tandpastasmil: "Og så håbede jeg selvfølgelig, at du ville dukke op, Marco."

Pernille lo glad efter at have udtalt hans navn på spansk. Det var godt, hun ikke havde sagt: 'Jeg kiggede efter dig, selvfølgelig ...' - det havde måske alligevel været for påtrængende. Ej, men han lagde sgu også op til det selv.

[Marc]

Marc måtte holde en latter tilbage da Pernilles overraskelse førte over i kort befippelse, grundet hans pludselig ankommelse. Hun fik dog hurtigt samlet sig igen og forklarede at det var parken hun mente, med store armbevægelser.

''Og så håbede jeg selvfølgelig, at du ville dukke op, Marco''

Det var sjovt at hun som den eneste på skolen holdte fast i at bruge hans rigtige navn, men det var nu ikke det der fik ham til at løfte begge øjenbryn. Hun havde kigget efter ham. Eller bare håbet på han ville dukke op - så hun kunne snakke med ham?
Det var vel ligegyldigt, han var godt klar over at hun havde set hans blik til frokost og hun havde blinket udfordrende til ham. En invitation til at snakke med hende, som han nu tog.

''Nå nå, så du render og kigger efter mig, Pernille.''

Hvad gik der af ham? Han havde kun været på skolen et par dage og han flirtede med end 3.G'er selv om der ikke en gang var alkohol indblandet. Men hvad fanden, man levede jo kun en gang og Pernille var sgu charmerende også uden alkoholtågen. Faktisk mere. Hendes lyse hår der sad perfekt og de blå øjne man kunne skimte bag solbrillerne. Det var da på tide han forsøgte bare et eller andet, når nu hun hele tiden havde taget kontakt til ham til festerne. Men hvad med David? Marc havde jo ligesom efterladt de to tidligere idag, i håb om at hun kunne forbedre hans humør... Det havde hun også på sin vis, men Marc skubbede sin ven ud af tankerne. Der var massere af blondiner på skolen David kunne få bare ved at kaste et blik på dem. Så han overlevede sgu nok.

''Men nu er jeg her, påkaldt af dit ønske. Nogen særlig grund til du håbede jeg kom?''

Han så på hende med et glimt i øjet. Hans kulørte hud glødede i solens varme stråler.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda vidste helt ærligt ikke hvad hun synes om den der pige. Selvom hun havde bestemt sig for at prøve at være positiv, så var hun bare..så poppet. Og hun var altså ikke ven nok endnu, til bare at komme anmasene. Det irriterede hende faktisk ret meget. Bitch. Slet ikke Amandas type.
Hun vendte opmærksomheden helt mod Freya i stedet, da bitchen alligevel ikke spurgte hende om noget.

"Nurh!" Amanda strøj hende lidt ironisk over kinden. "Ej, det også træls, men det kunne have været værre. Du kunne også bare være pjekket med mig og Mattie, så var du slet ikke blevet våd, yay!"
Det var også lidt at prale overfor den anden pige. Ja, hun kendte den sejeste dreng på skolen, og ja, hun pjekkede på første skoledag. Snap.

[Pernille Maria Monggaard]

"Øøiih, fjollede dreng," grinede hun, da han som en anden gammel mand løftede begge øjenbryn og startede sin sætning med "Nå, nå". Bare hans dybe stemme, der havde en brummende, afslappet undertone og noget mere ungdommeligt over sig derudover. Det var totalt mandigt uden at være aftershave-hørmet. Pernille puffede til Marc med en lys, glad latter og trippede på stedet, fordi hun ganske enkelt ikke kunne stå stille - og mentalt ikke kunne få armene ned over, at HAN, Marc, som hun havde gravet efter et par måneder inde i hans skolestart og ikke gad slippe, fordi han var så tæskelækker og ærke-sjov, når han var stiv.

Ved Marcs joke om hendes ønske, sendte hun ham bare et koket smil og knyttede hånden i luften foran hans mørklødede ansigt. Hun strakte fingrene ud én efter én, så der var 3 fingre.

"Man plejer at have 3 ønsker," smilede hun og bøjede tommelfingeren, så der kun var to fingre tilbage. "Det ene ønske må du godt få," sagde hun og begyndte at grine. Pegefingeren forsvandt. Så var der kun langfingeren tilbage, og et fjoget glimt vistes i Pernilles øjne ved det tegn - ikke en afvisning, bare ét ønske, der kunne være en opfordring til noget mere skælmsk, eller en uskyldig leg. Pernille lod hånden hænge i luften lidt, før hun sænkede den en anelse og prikkede ham i brystet - præcis som ved morgenmaden.

"Du hedder da Marco, ikke?" Pernille var ikke i tvivl om, at det var dét, han hed; hun ville bare sikre sig, at han ikke havde noget imod, at hun kaldte ham det, fordi hun skam havde kaldt ham Marc alle de andre gange, hun havde opsøgt ham.