Hyggeaften

[Jonathan Bailey Smith]

Der var virkelig meget at tage af. Og så mange blandingsmuligheder at han ikke engang gad overveje det. Og så skulle Selma ikke have noget? Virkelig? Gratis alkohol? Ikke fordi hendes argumentering ikke var fornuftig nok. Næsten for fornuftig, selv for Jonathan. Hun fik nemt tømremænd, ja ja, men da vel ikke så nemt. Det var også ligemeget. Han sendte hende et hurtigt blik, kiggede efter hendes tynde arme der gned op af hans med skød det så ud af hovedet igen. Hun havde forhåbentlig styr på det. Og hun havde det forhåbentlig bedre, ikk? Og det hjalp vel bare at vise hende at man syntes hun var helt fin som hun var, ud over for tynd, og hun slet ikke behøvede at tænke på sin vægt. Det så bare ikke rigtig ud til at virke.
Selma udpegede et par fjollehoveder der var sprunget op på borderne i den anden hende. Han grinede og fik øje på Noah der sad sammen med Amanda og Eva, mente han nok de hed. Han kunne forhåbentlig overbevise Selma om at hun var for tynd, men ellers en smuk pige. Forhåbentlig. Det ville i hvert fald være rart ikke at skulle tænke på det hver gang man var sammen med hende.

"Hvad vil du gerne have? Skal vi sætte os hos nogle af de andre?"
"Jeg vil have den mest tøsede drink du kan få øje på," jokede han, i det han greb en øl og knappede den op. Det boblede over og han førte den op til læberne for ikke at spilde ud over sit tøj og gulvtæppet.
Med Selma efter sig kom han gennem mængden af stole og sofaer og satte sig på bordet der stod foran Noah og hans damer. Han hørte Amanda komme med en kommentar om gæt og grimasser og håbede det havde været en okay leg, så længe den varede.
"Cheers!" Smilede han og skålede med de tre i sofaen.

[Selma Åberg]

Selma elskede at sidde på folks skød. Det var trygheden. Og følelsen af at være lille. Hun skulle bare holde deres drillerier ude af hendes hoved. De gik rundt og troede at deres kommentarer havde en effekt på hende, men de forstod ikke rigtig noget. Hun overvejede at sætte sig på Jonathans skød efter han havde skålet. Hun kiggede hen på Jonathan og så hen på Noah og smilede med tænderne.
Hun syntes at Noah var virkelig rar at være sammen med. Hun kunne slappe af, og han havde ikke på noget tidspunkt nævnt at hun var for tynd eller at hun stak - intet. Så hun behøvede ikke at skjule noget. Hun skulle ikke passe på med at sige nej til ting. Eller passe på med at knuge ham for hårdt. Det kunne hun godt lide. Hun blev nemlig altid lidt ked af det, når hendes venner ikke forstod det ordentligt. Der var bare nogle mennesker, der ikke ville være fede. Der kunne tage hånd om deres liv.
Det fyldte meget i hendes liv, ja. Men det var jo også okay, for ellers ville hun jo ikke tabe sig.

Hun satte sig forsigtigt på Jonathan, da han var færdig med at skåle. Med forsigtige bevægelser og et lille smil i øjnene, der spurgte om det var okay.
"Hvor mange millioner brugte I egentlig på al den alkohol?" spurgte hun lavmeldt tæt ved Jonnahs øre. Hun kunne ikke rigtig forestille sig, hvor dyrt det måtte have været for dem.

[Noah]

Dét var en sjov hobby. Måske også en smule fornedrende. Drinks var noget man betalte for. Betalte sig fra. Men han hvilede i sig selv. Det var ikke noget hans ego ikke kunne klare. Kommentare havde han hørt mange af og en eller anden hobby skulle man have. Spring var ikke skide god: Man forbandt med spandex og de der fyre der var cheerleaders ... og det havde han også været. Han var jo god til det. Han var bare ikke homo og hans udstyr var i iorden, både Selma og Nishay kunne jo svare på det.
Han smilede til Eva, en anelse selvtilfreds.

Han så på Amanda.

"Mener du at jeg skal up there?" han smilede og kastede hele drinken i gabet, netop som Jonathan og Selma satte sig og han skulle til at rejse sig, men følte at han måtte skåle med sit tomme glas med et grin.

"Damen der vil have at jeg show off i det her spil, vil I være med?"

Han mente til at gætte og hans øjenbryn var oppe i spørgende højder.

[Jonathan Bailey Smith]

Selma kravlede op på ham næsten med det samme, han havde kun lige nået at sætte øllen fra sig på bordet. Han smilede til hende og sad stille mens hun satte sig ordentlig til rette. Så lagde han den ene arm om hende så hun ikke faldt ned eller mistede ballancen.

Millioner? Måske ikke ligefrem. Men ja, de havde brugt en del penge. Men egentlig en sjov idé, så det var okay. Det var ikke fordi han havde mange udgifter alligevel. De penge det kostede at bo på skoen selvfølgelig. Resten var bare lidt løst. En smule transport hvis de ikke kunne cykle hvor de ville hen. Penge til at gå i byen for var der måske ikke så mange af mere, men tilgengæld måtte de jo så bare feste ekstra hårdt i aften og sørge for at få fat i eventuelle rester. Penge var ikke noget problem. Jonathans far havde en høj stilling i en rig bankkæde, og han have finansieret sin søn i Danmark, og Jonathans bror Nathaniel i frankrig. Selvfølgelig kun ud over de penge de kunne tjene ved nogle små fritidsjob. Men det var vigtigt at job ikke kom over uddanelse, mente hans far. Og når man nu havde pengene, så...

"4 millioner, men det okay," Smilede han tilbage og vendte opmærksomheden mod Noah der ville op og fortsætte legen. Det var han glad for, det havde set sjovt ud, og han ville egentlig gerne være med.
"Gerne. Men så er du nok nød til selv at finde på en sætning, fordi vi har jo skrevet dem i hatten," Han nikkede mod hans hat der stadig lå på bordet.

[David Bundgaard]

Davids mund formede sig til et lille skævt smil, mens han havde flasken på læben. "Han lyder som en cool type," svarede han og tog en lille slurk.
Han fjernede dog hurtigt flasken igen, da Marius ville skåle. Der smiledehan stort og stødte ølflaskerne næsten lidt for hårdt sammen. Han var ikke fuld endnu, men bare det at der var alkohol, gjorde ham helt beruset af glæde. Det var overdrevet så meget han elskede alkohol. Næsten bekymrende. Han vidste det godt selv. Men det var virkelig rart at drikke og slippe hæmningerne og bekymringerne. Hm.
"Jeg tror det bliver et godt skoleår. Tror I ik'?" Han kiggede omkring og skålede med nogle af de andre. "Det tegner da godt," løj han.
Han så et sted hen, som virkede bedst at holde øjnene på, fordi det ikke var fortid som i den ene side og heller ikke bagtid som i den anden side.
Han kunne godt lide at lade være med at tænke. Så kunne han handle. Så kunne han fucke tingene mere op. Og sårene var åbne igen og hans hjerne var underlig, og han tænkte dumme ting, der var lige ved at fjerne hans smil, der syntes ægte - han vidste ikke længere hvornår han mundviger løftedes uvilkårligt eller under tvang. Det var rodet og mørkt, og Amandas hår var lyst i den anden ende af rummet.

[Anna Mørk]

Det hele var så velkendt. Anna undrede sig over hvordan sådan noget her hver eneste gang lignede hinanden. Det kunne godt være man skulle lave forskellige ting, men ellers var alt ligesom det plejede at være. Folk hyggede sig med at snakke, og grine af jokes, som kun var gode i momentet. Folk drak for meget af alting. Musikken var som den plejede at være på dette tidspunkt- dårlig. Nogle råbte, nogle flirtede, nogle var kede af det. Selv øllen hun sad og drak, lignede og smagte af de utallige andre hun havde fået til arrangementer som denne.

Hendes plads var stadig ledig ved siden af Marius, så hun satte sig der. Sofaen var også velkendt. Mindede i høj grad om den hun havde derhjemme. Og så alligevel ikke.

”og dit anti-alkohol-show holdt vist ikke særligt længe, hva'?” sagde Marius som en bemærkning til den øl, som hun i det øjeblik holdt op til munden.
”Kæmpen har sørme øjne i hovedet,” hun tørrede sig med håndfladen om munden efter at have taget en slurk, og kiggede så på Marius.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius' grebª om glasflasken strammedes automatisk, da David klinkede sin mod den. Han sendte sin tidligere room mate et flygtigt blik og kunne ikke undgå at bemærke smilet, der virkede påklistret, men ikke spor anstrengt. Marius havde aldrig oplevet, at David havde haft svært ved at smile - idioten kunne tilpasse et ansigt til næsten enhver situation, og han ville ikke fortrække en mine, hvis der kom én hen og tværede en død gråspurv ud i fjæset på ham. Men Marius valgte ikke at kommentere Davids ihærdige forsøg på at se alle mulige steder hen, som ikke afslørede ham.

Lige nu var det bare tydeligt - i hvert fald for Marius - at David, der havde pustet en munter stemning op fra begyndelsen, var mere muggen end de fleste.
Well, måske kunne Annas humør puttes i samme kasse.

"Jep," svarede Marius med et løftet øjenbryn, "og du har ikke skænket dem den værste udsigt."

Marius fortrak ikke en mine. Øjnene var muntre, brynet var hævet og ansigtet ellers lagt i alvorlige folder. Det var absurd morsomt at lire en sådan bemærkning af, når der ikke lå en skid i den. Det var næsten med en vis spænding, at han afventede Annas forhåbentligt snerrende reaktion. Latteren, der burde have fuldt i kølvandet på hans kække, spydige kommentar, holdt han i ave.

[Noah]

Noah rejste sig op. Blinkede til Amanda og sendte et kys mod Selma.

"Sure thang," sagde han med udpræget sydstatsaccent.

Han prøvede at tænke. Det måtte gerne være noget med lidt bid i. Noget der fik ham til at hoppe og springe og var i stil med de andre der allerede havde været på bordet. Eller gulvet. Der hvor de nu havde vist det. Right.

Han smilede bredt.

'Superman redder Louis Lane fra at falde.' Den var da okay.

"Well ..." sagde han og smilede til Eva.

Han rakte syv fingre i vejret for at fortælle de drejede sig om syv ord. Han havde godt set at han var vant til en anden udgave af det her spil, Charades var anderledes end Gæt og Grimasser.
Han rakte så en finger i vejret, første ord og lavede Superman positionen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde egentlig ikke rigtig forventet af Noah, at han tog udfordringen op. Men hvad tænkte hun? Fyren virkede til at være af den type der elskede opmærksomhed, så længe han selv havde kontrol over den og når nu Selma var kommet over var det nok endnu vigtigere for ham at gøre det. Amanda rykkede lidt på sig, så hun sad i skrædderstilling i sofaen nu da der var plads, og sippede til den drink Noah havde lavet til hende.

Den første positur Noah lavede var ikke svær at gætte, ikke ligefrem, men Amandas øjne blev trukket en smule væk fra det hele og mod højre, hvor den anden sofa gruppe var. Den hvor David og Marius opholdte sig ved. Hun kunne ikke helt hører hvad der blev sagt, men det gjorde nu ikke noget. Hun betragtede mest og mærkede et øjeblik en lille lyst prikke i hende. En hun uden tvivl havde fulgt sidste skole år, men som hun nu tvang væk. Hun nægtede at gå der over og sidde. Så skulle det kun være fordi Marius sad der over og han havde godt gang i alle de rødhåret piger han havde fået samlet omkring sig. Eller bare to.

De andres gæt fløj over hoved på hende og hun prøvede at vende tilbage. Betragtede Noah. Lækre Noah, der var forbudt område.

[Anna Mørk]

Anna drejede hovedet. Et smil sad i den ene mundvig. Næppe synligt. Hans blik veg ikke, og det gjorde hendes eget heller ikke. Hun kunne se den skjulte morskab i hans øjne, men følte den kun selv som en flygtig forbipasserende, som hun kun kort strejfede på torvet.

”Marius, jeg rødmer helt,” sagde Anna, tog en slurk og vendte blikket fra ham, uden nogle tegn på den omtalte rødme på halsen og i hovedet. Selvom hun ikke forstod ham, som han sad der og kastede om sig med bemærkninger i enhver tænkelig art, så blev hun alligevel. Der var ingen, der tvang hende til at blive.

Om nogle sekunder kunne hun være på vej ud af døren. Hun kunne fiske en cigaret op af cigaretpakken, og sætte sine høretelefoner i ørene. Kigge ud i natten, uden at vide om der var noget derude, som ville hende det ondt.

Men hun gjorde det ikke.

Hun blev.

Måske fordi hun sked på hvad hun normalt gjorde, eller fordi hun lige nu var her. På et kostgymnasium. Måske fordi hun hyggede sig på en meget underlig måde, eller fordi det var en hyggeaften, hvor man drak og blev en anden, end den man var for tre øl siden. Måske fordi Marius var underholdende, eller fordi hendes cigaretpakke heller ikke var så vigtig.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius' blik var fast. Annas grønne øjne virkede skarpe, men ikke særlig udtryksfulde. Det var, som om hun enten fandt ham latterlig eller underholdende. Marius opererede med begge dele og var ligeglad med, hvilket standpunkt den rødhårede pige havde valgt.

"Det kan jeg se," svarede Marius lavmælt på hendes kommentar. Ironien i hans stemme var ikke til at tage fejl af. Det var mærkeligt, at han ikke blev skuffet over hendes reaktion, når han havde forventet mere end det. Men det var egentlig ikke særlig vigtigt. Det efterlod dem bare begge med deres egne tanker - tanker, som var ligegyldige for den anden.
Han betragtede Annas profil et par sekunder, før han fulgte hendes blik, der havde fæstnet sig på et tilfældigt punkt i nærheden af ham den nye på deres årgang, som lavede et eller andet med superman. I modsætning til Annas blik, var Marius' lyseblå øjne mildt interesserede i, hvad der foregik omkring dem. Han kiggede kort på Amanda, men kunne ikke fange hendes blik.

Endelig tog han den næsten fulde ølflaske til munden og tømte den i hurtige, lange slurke. Han ventede med at sænke flasken helt, til den alt for sødlige smag var nedtonet lidt.

"Stadig muggen over at sidde her og glo?" spurgte han Anna med sin rolige stemme. Han lænede sig lidt frem og stillede ølflasken fra sig på stolen ved siden af de brugte engangskrus og Pernilles lille udvalg af sprut. Marius tog sig ikke af, om han var påtrængende eller ej. Anna lod tydeligvis ikke til at have noget problem med ham - det var sgu nok mest hele denne ophobede hygge, der virkede for påtrængende på hende. Hun lignede én, der helst ville stå et andet sted og være alene - at dømme efter det ansigtsudtryk, der fik hende til at se ud, som om hun var et helt andet sted. Langt væk fra unge, latterlige teenagere. Hvorfor var det så svært for nogen bare at sidde her og være en del af det? Det krævede så lidt.

[David Bundgaard]

David stod bare og lyttede til Anna og Marius' sære samtale. Det var ikke til at sige om de hadede hinanden eller morede sig i hinandens selskab, hvis man ikke vidste bedre. I hvert fald kunne de vældig godt lide at drille hinanden. David, der ikke rigtig vidste hvordan han skulle kunne tilføje noget til deres samtale, så bare på Gry og sendte hende et underligt åbenlyst falsk smil som en reaktion til samtalen de begge lyttede til. Gry skævede hele tiden hen til David for at se om han så væk, men David tog ikke blikket fra hende, og hun begyndte at le.
Han havde for længest tømt sin øl.
"Skal vi hente?" spurgte han hende.
Hun nikkede og de gik sammen hen mod bjerget af alkohol og tog en øl.
Grys var stadig fyldt med øl. Hun var ikke den store drikker, havde David bemærket. Hun var sådan en der klarede sig fint uden - hun kunne have det sjovt uanset hvad. Det kunne David egentlig også, men det var bare en god support. Det var altid nemmere når man fik lidt indebords.
"Sig mig... Hvad har du egentlig brugt sommerferien på?" spurgte han.
Hun smilede. "Jeg har egentlig ikke lavet så meget. Jeg har bare grebet alle chancer for at lave bare et eller andet, så det har været nogle random ture til ting Odense eller København. Og gratis koncerter. Men intet vildt."
"Det lyder meget som min sommerferie, hvis man så lige tilføjer en masse bøger og pigetrussejagt på mit værelse ... fordi ... dem er der ret mange af ... altså ... pigetrusser ..." Han rynkede brynene lidt og så ud i luften, da han undrede sig over, hvorfor han havde sagt det. Han havde jo ikke engang prøvet at finde dem. Men han havde fundet hele 4 trusser. Og hårnåle. Gennem hele sommerferien havde han stødt på de fucking hårnåle og tænkt, at nu var det nok den sidste, men så kom der fucking en til. Og en til. Og en til. Og så også lige en til. Hvor mange hårnåle og trusser kunne hans værelse lige rumme?
Gry begyndte at grine.
David tog bare en slurk øl, stadig med rynkede bryn, som om han stadig stod og undrede sig. "Jeg fatter virkelig ikke at I piger gider at have blonder i røven."

[Selma Åberg]

"Nåh okay..." Hun lagde hovedet på skrå og smilede med den ene siden af munden, mens hun rynkede næsen. "Jeg troede at det stod værre til." Hun prøvede at holde masken over deres virkelig platte joke, men hun kunne ikke lade være med at bryde ud i et stort grin, inden Jonathans opmærksomhed forsvandt et andet sted hen.
"Jonathan?" spurgte hun lavmeldt og svang armene om nakken på ham. "Tror du det er snyd hvis vi gætter med, når vi nu har skrevet alle sedlerne?" Hun smilede.

[Theo Hedegaard]

Theo lyttede efter de andres gæt for at få lidt inspiration eller bare høre om de kom nærmere. Det var tvivlsomme ting der kom fra dem. Eller ikke kom, ham Rasmus som Anton var kommet anstigende med sammen med Dennis tidligere, så ikke ud til at deltage. Ikke meget i hvert fald. Han kiggede knap nok på Anton selvom det var ham der mimede og når han gjorde var det ligesom bare fornærmede blikke. Han mumlede noget ind i mellem men Theo tvivlede af en eller anden grund at det var kvalificerede gæt. Ham om det. Dennis ved siden af ham var ellers entusiastisk nok. Han begyndte at liste designermærker af, Theo havde ikke hørt om halvdelen, før ham kom til kom til konklusionen: "Giorgio Armani!" Råbte han og sagde så mere lavmælt, men alligevel med en skingerhed der gjorde det let at høre, "for hvis ikke det er Armani er det slet ikke værd at mime." Han sagde det som om at det var den værste skam at mime noget andet tøjmærke og Theo lo højt. Latteren blev kvalt til en fnisen da han så det spydige blik han blev sendt og han rettede opmærksomheden mod Anton igen.

Han så ikke for glad ud over det slips, tænkte Theo da han studerede Anton nærmere. Og det var ikke fordi han ikke kunne binde det, måske gjorde han det lidt for godt.
"Han bliver... kvalt?" Gættede han.

[Anna Mørk]

”Næ,” Anna vidste ikke om det var meningen hun skulle blive fornærmet, i så fald blev hun det ikke. Hun var ligeglad med om det så ud som om hun var muggen eller ej. ”Men jeg takker dig heller ikke ligefremt for at slæbe mig herind på sådan en yderst… blid måde,” sagde Anna, selvom hun på en måde havde tilgivet Marius det.

Marius tømte sin øl i lange drag. Måske gjorde han det fordi han ville imponere, eller fordi han bare kunne gøre det uden at blive fuld. Måske kunne han bare godt lide øl, eller også var det måske fordi han ville begynde på en ny. Måske var det ingen af delene.

”Men uanset hvad, Marius, så skal du da ikke sidde og bryde dit kønne hoved med hvorvidt jeg er muggen eller ej,” Anna grinede oprigtigt for en gangs skyld ”Det vil give hovedpine, vil jeg tro.”