Hyggeaften

[Jonathan Bailey Smith]

"Kal-El? Clark Kent? Superman?" Gættede Jonathan, og lod sig ikke mærke med at Selma holdt sig selv oppe så hun ikke gled ned af hans skød. Det var jo så åbenlyst. Thank god for selv position med copyright. Der var sikkert ingen grund til at nævne alle tre navne, han ville bare sikre sig at han ikke gættede forkert bare fordi det var et af dæknavnene Noah måske havde i tankerne. Hvem vidste hvor meget han vidste om tegneserier. Et eller andet i hans fremtræden fik Jonathan til at gætte på at det ikke var meget, men måske alligevel. Det ville overraske.

"Jonathan? Tror du det er snyd hvis vi gætter med?" Blev der sagt ved siden af ham. Han rystede på hovedet og smilede til veninden et øjeblik.

"Jeg tror ikke vi lavede nogle sedler med superman, så mon ikke det går an,"

[Anton Sommer Engström]

Han syntes ikke engang Dennis' forslag var sjove. De var jo helt ude i hampen. Hvordan kunne man tænke på mærkelige tøjmærker (som han gik ud fra det måtte være, uden at være sikker eller have den mindste forstand på det) ved en mand som tydeligvis havde det ret ubehageligt. Men okay, sådan ville han måske også se ud i hovedet hvis han skulle tvinges ned i det der tøj (igen uden at have nogen idé om hvordan det så ud) så måske var det ikke så sindssygt som først antaget. Men det var stadig frygteligt og frustrerende stereotypt. Men igen, hvad havde han forventet. Det var jo Dennis for fanden, han var næsten ikke et selvstændigt menneske, han var bare et billede af et menneske han havde set i dårlige komedier fra USA eller noget i den stil.

Theo var vist håbet for deres lille gruppe, det var i hvert fald ham som kom på alt det brugbare. Nu havde han både sagt en mand, et slips og at blive kvalt. Det måtte være så tæt på som man kunne komme i det her spil, det kunne jo ikke være sådan at han skulle sige den totalt ordrette sætning, for så kunne de jo stå der hele natten og i morgen med.
"Tak!" sagde han og kunne endelig stoppe sine fagter og sætte sig ned og drikke grådigt af sin øl.
Han krøllede sedlen ud og læste højt for de andre. "Mand skal tage slips på, strammer det for meget og er ved at blive kvalt. Jeg tror this is as close as it gets. Godt arbejde Theo."

[Noah]

"Superman," sagde Noah. Man måtte jo gerne når det var rigtigt.

Han lavede igen flyve bevægelsen. Spejdede. Så lavede han dame positur, først håret, bryster og røven ud. Han lod som om han faldt.
Han så på dem.
Nej Noah var ikke den langlemmede fyr der med et gonk havde ramt gulvet, han faldt ikke, han imiterede. Det var det spillet gik ud på. Men props til den dude. Det var sgu engagement bare at smide sig på gulvet for at illustere en betydning. Overdrevet. Sure thing.

Han ville se om de fattede den og gik igennem superman der fløj Lois der stod, hende der faldt, Superman som kom reddende. Fattede de den? Gjorde de det?

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda så lidt forvirrede på Noah, da han førte den videre. Noget med en kvinde, men hun var ikke sikker. Derfor lod Amanda de andre to om at gætte, tømte drinken som Noah havde lavet til hende og rejste sig fra sofaen. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt til Noah, som hun gik over mod bordet hvor sprutten stod.
Hvad hun bare bemærkede en smule for sent var at David også stod der oppe sammen med Gry. At vende om og gå tomhændet tilbage til sofaen ville virke total latterligt, så hun bed tænderne sammen og forsatte mod bordet. At blande var udelukket nu, for der var ingen grund til at stå der længere tid end højest nødvendigt, men så igen. Så kunne hun tage en øl, men hun kunne jo ikke fordrage det.

Hun rettede sig op og valgte ikke at ville se på ham. I stedet begyndte hun bare at blande til sig selv. Rom og cola, den klassiske. Det hun havde hældt ud over David på grill aftenen, men også det der var tættest på.

[Marius Emil Lundqvist]

Det var udelukkende Annas ordvalg - hendes sarkastiske udlægning af, hvordan han havde båret hende - der fik det skælmske frem i Marius' lyseblå øjne. Læberne var kun på tærsklen til et skævt, drenget smil, men Marius' mimik gik ikke så vidt. Kun øjnene lo.

"Årh, men jeg kan sagtens være hårdhændet også," sagde Marius afslappet og vippede med den ene fod i takt til noget ikke-eksisterende musik. Derfor var fodens rytme både sporadisk og bare til for at være til.
Marius kunne ikke lade være med at tænke på Lea, hvis hår var blevet filtret ind i sømmet på køjen, hvor han havde udslynget en bemærkning om sine hænder - de selv samme hænder, som han strøg sit pandehår væk fra øjnene med nu. Den ene faldt dovent ned i skødet; den anden hvilede han hagen på og borede albuen ned i låret.

Marius' hoved var drejet let mod Anna. Han plirrede med øjnene, da hun brød ud i et lille grin. Så gav han efter for smilet og sagde overdrevet højtidligt: "Din hovedpine er min last, ser du. Det er min ypperste pligt at kurere hvilken som helst lidelse, du måtte unddrage dig. Vil du have et Kinder-æg?"

Marius tilføjede hurtigt spørgsmålet, som om dette netop var kuren mod alle lidelser. Han var allerede på vej op af sofaen.

[David Bundgaard]

Grys smil blev stort, og hendes blik gled et andet sted hen, og hendes greb om øllen blev strammere. David vidste hurtigt at noget kom gående bagved ham, og han vendte sig om, mens han var ved at drikke af øllen. Hun så så skide sur ud, som hun altid gjorde når hun så på ham. Det var meget at han havde sådan et påvirkning på hendes humør, men han kunne jo ikke rigtig styre det, hvis det bare var hans tilstedeværelse, der fik hendes blondinehoved til at koge. Too fucking bad. Hun skævede over til ham, og han så på hende. Hun så væk, men det gjorde han ikke selv. Han var ikke så fuld, at han kunne skyde skylden på det, men det gjorde han så alligevel. Han var for fuld til at se væk.
Han kunne stadig ikke helt forstå, hvordan de ikke kunne være sammen længere. Hvordan en lille ting havde kunnet udvikle sig så meget på grund af Amanda.

"Hej Amanda," hilste Gry. Hun smilede stadig. "Har du haft en god sommerferie? Jeg hører at du var i Italien. Var det fedt?"
David vendte sig helt om, så han havde front mod Amanda og smilede uden følelser. Han syntes ikke om at Gry skulle begynde at snakke med Amanda. Hun vidste godt, hvordan de havde det. Hun gjorde det helt sikkert bevidst.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda så noget overrasket op fra glasset, hvor hun var ved at blande. Davids blik på hende havde hun kunne mærke, men det var det at Gry sagde Hej til hende, som overraskede. Amanda og Gry havde aldrig snakket særlig eget sammen, men pigen vidste jo godt hvad der forgik mellem David og Amanda ... Så hvorfor ville hun så smalltalke nu, mens Gry sted med David?
Amanda ignorerede hans blik og hans smil, så godt hun nu kunne.

"Jo ... Jo var i Italien i to ugers tid, lige omkring Venedig."

Men skulle hun være ærlig, havde det været en trist sommerferie. Hende og Thomas havde da taget i byen og hun havde kunne firte uhæmmet med flotte italienere, men inderst inde var det jo ikke det hun ville.
Hun hældte det sidste cola i glasset og prøvede at virke så afslappet som muligt, selv om David åbenbart følte for at stirre idag.

"Hvad med dig?"

[Gry Hjorth Frederiksen]

"Jeg var ikke ude at rejse. Kun rundt i Danmark. Ikke noget ophidsende."
Grys smil voksede og hun lo lidt sent over Davids kommentar og vendte sig over mod ham, mens hun slog ud med armene. "Fucking blonder i røven, David, hvad sker der?!"
David smilede bare lidt, mens han rynkede brynene og trak på skuldrene. "Jamen jeg kunne sidde længe og fundere over, hvorfor piger overhovedet gør det mod sig selv. Nogle af de trusser man kan finde er virkelig udfordrende."

Gry: "Jeg går ud fra at du går rundt og savner nogle blondetrusser, Amanda?" Hun havde latter i stemmen.

Hun var bare så ligeglad med at det var et ømt punkt. David virkede også til at synes at det var sjovt. Og Amanda trængte til et skub - ellers ville det sgu blive et meget kedeligt år, hvis de ikke engang kunne være i samme rum. Hvad fanden var der lige sket? Gry havde da selvfølgelig set de gradvise ændringer i deres måde at omgås, men det var blevet værre over ferien, syntes hun. Det var bare vokset i styrke, mens de havde været adskilt. Og David kunne af en eller anden underlig grund godt lide at tirre det. Og han kunne af en endnu mere underlig grund virke meget ligeglad med det hele. Det var lidt som om det bare var en sjov leg det her. I hvert fald efter at han havde mistet Amanda. De var bare åndssvage, men det var ikke Grys problem, så hun gad ikke at tage hensyn.

David: "Ja, Anna nåede jo aldrig rigtig at komme forbi, så det kan kun være dine." Hans smil voksede til et tandsmil.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Egentlig ignorerede Amanda lidt, da Gry begyndte at snakke om trusser og David svarede med en eller anden smart bemærkning. Hun gad ærlig talt bare ikke at høre på David snakke om trusser med Gry, for det pissede hende af. Men hun lyttede jo alligevel med ... Om hun ville eller ej, så var hun opmærksom på alt hvad David fortog sig. Det havde hun været fra han trådte ind i rummet.
Men det var da Gry henvendte sig direkte til hende at hun først kiggede op. Hvad fanden bildte pigen sig ind? Hun skulle sgu da ikke blande sig i det der, selv om Gry havde pinlig ret. Amanda havde mistet trusser i hende og Davids brud, sammen med andre ting. Men han havde nu haft langt mere på hendes værelse end hun havde haft på hans.

"Ja, Anna nåede jo aldrig rigtig at komme forbi, så det kan kun være dine."

Hun så på David med smalle øjne. Ville han virkelig gerne ende ud i et skænderi nu, eller hvad? Kunne han ikke bare holde sin mund. Men i stedet for at fare op, valgte Amanda i stedet for en anden strategi. Hun stillede cola flasken på bordet og tog glasset op i den hånd der ikke var i gips, mens hun lod blikket falde på David. Hendes smil drevent, og kropssprog tæt på lokkende.

"Det jeg syntes er mest foruroligende er, at du åbenbart har valgt at beholde dem?"

Havde hun kunne løfte et øjenbryn som David kunne, havde hun gjordt det.

[David Bundgaard]

David så ned på colaen som hun lagde på bordet og brød ud i et grin.
"Amanda..." Han tog en slurk af sin øl og sukkede. "Hvis jeg ikke beholdt dem, ville jeg jo ikke være et svin længere... Vel?"
Det med Anna var helt og aldeles bullshit, for han ville sgu hade at se den tøs hjemme hos ham. Eller bare i nærheden af ham igen. Hun var klam. Men Amandas reaktion. Priceless.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Hun hadede at han ikke blev ramt på samme som hende. At han kunne stå og grine højt af hende, mens Gry stod ved siden af. Hun hadede at han fandt end glæde ved at provokere hende. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være eller sige noget fornuftigt? Store idiot! Men hun holdte den kælende facade over for ham, og det trak i hendes ene mundvige i et skæv smil.

"Det er jo du jo, uanset om du beholder dem eller ej."

Hun tog en tår af sin blanding og så direkte i Davids øjne, hen over glassets kant.

[David Bundgaard]

Han nikkede og så hende tilbage i øjnene. "Du har måske ret." Han drak af øllen igen, så den pludselig var tom igen. Hvorfor var der så pokkers lidt i de ølflasker?
Gry rullede øjne af David. "Jeg smutter inden jeg kommer til at blande mig." Og så gik hun ud af døren. Hun gik ikke engang hen til nogle af de andre. Og hun havde endda fart på. Tjah, det var egentlig også meget okay at hun ikke stod og legede publikum, tænkte David.
Han åbnede en øl mere.
"Jeg håber stadig at du har haft en god ferie," røg det ud af munden på ham. "Selvom du har haft blondetrusseunderskud."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda så efter Gry, der nærmest virkede til at løbe fra dem. Havde hun ikke lige arbejdt for at få det skide drama de alle sammen så gerne ville have? Skulle hun ikke være publikum? Men skulle Amanda nu være ærlig, så var det meget rart, at pigen gik.

"Det gjorde bare det hele mere spændene."

Hun kiggede stadig på døren, hvor Gry var gået ud af, men flyttede sine grå øjne tilbage på David. Hun ville ikke lade sig tirre... Det bildte hun sig selv ind ihvertfald.

"Undskyld, hvis jeg skræmte dit nyeste scor væk."

Men derfor kunne hun jo godt provokere ham.

[David Bundgaard]

David begyndte at grine igen. "Gry? HAHA! Jeg har det ikke så godt med brunetter. Det har jeg da fortalt dig."
Bare tanken kunne gøre ham helt underlig. Gry. Ew. Det var sjovt at hun var så hysterisk. Det kom stadig bag på ham at Amanda kunne være sådan.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Han trykkede på alle hendes knapper ved at grine på den måde. Hun havde lyst til at smække ham en, fordi han ikke bare kunne blive fornærmet på nogen som helst måde.

"Når nej, du har jo også gang i Pernille der over eller.... Hov undskyld, Marc har sgu da tyv stjålet hende mens du står og prøver at spille sej."

Hun flyttede ikke sit blik for at se om Marc og Pernille stod sammen, der behøvede hun ikke for at vide. Men det ville ikke have den store effekt på ham, det vidste hun allerede inden ordene var ude af hende. Hvis hun skulle klare det her, skulle hun ikke være så ædru, som hun var nu ... Men hun kendte sig selv godt nok til at vide at det ville være den dårligste ide at prøve at hælde det ned. Hun ville bare ende med at spilde ned af sig selv.

"Hvad er det du vil?" Den lokkende facade slap hun og i stedet så hun bare spørgende på ham. "Vi kan godt slås hvis det skal være." Måske var det sagt i sjov, men vreden var der stadig.