Hyggeaften

[Marc]

''Ikke af hvad jeg ved. Eller folk på skolen har har selvfølgelig spansk, det er jo et krav på visse linjer, men det tæller vidst ikke helt med.''

Marc kunne ikke gøre for det. Så snart Pernille trådte ind i lokalet, var hans øjne draget mod hende. Hun var ikke den lille sommer-sag længere, men det gjorde hende ikke mindre attraktiv dog. Han tog endda sig selv i at måtte hive sine øjne fra hende og tilbage på Noah, med en hvis besvær.

''Men det er nu ikke helt slemt med den accent... Du har jo ikke skræmt folk væk endnu.''

Marc sendte Noah et lettere fjoget smil, fuldstændig klar over at det havde været enormt åbenlyst, hvem han havde gloet efter, når de nu også lige havde snakket om hende for lidt siden.

[Lærke]

//: Indtræder i tråd fra værelse 4 (Med den Nishay på slæb (HAHAHAHAHAHA))

Et et ynkeligt forsøg på at snakke havde Lærke spurgt hvad Nishay hvad hun havde fået dagen til at gå med og den smukke dansker med anden etnisk baggrund (Lærke tænkte perker) havde åbnet munden kun for at lukke den da Lærke igen viste sin fremstrakte hånd med dåsen, som hun da satte sine læber til. Den var tom da de ankom til hele fælleshus halløjet og Lærke åbnede døren til aktivitetsrummet. Mærkeligt at så mange dele af denne skole havde fancy navne men alt med en funktion hed kedelige ting: Aktivtetsrummet f.eks.

Hun lod sit blik feje over alt. Intet overså hun og intet hæftede hun sig ved. Som at hun ikke havde kommenteret trøjen som hang over Nishays arm. Hvorfor skulle Lærke blande sig?
Musikken var et eller andet indie-rock band som de fleste nok kunne lide, men som Lærke syntes var for kedeligt og måske også ensformigt - hvilket var lidt et paradoks når meget af det musik hun lyttede til på sin vis mindede om hinanden, som techno. Desuden var den sang der kørte i hendes hoved lige nu noget helt andet. Af en eller anden grund fik hun altid lyst til at danse når hun hørte den. Og blive fuld. Men den handlede jo om samme, så ...

Hun så på Nishay.

"Noget bestemt du ville?" sagde hun. Måske en smule koldt, men det var jo Nishay der ville herover og Lærke gad egentlig ikke rigtigt noget. Hun så nogen der spillede kort og vurderede om de snød og ærgede sig derefter over ikke at have lange ærmer på fordi det var forbandet svært uden nogen steder at gemme kortene. Selvom hun kunne et trick eller to.

Noget hun lagde mærke til var blikkene på Nishay. Ikke at hun ikke forstod dem og ikke at Lærke var pisse ligeglad. Både drenge og piger. Måske fordi at så mange fremmedhuder var der alligevel ikke. Lærke tænkte på Pocahontas. Rødhuder. Ha!




//: OBS: altså Lærke mener ikke perker som grimt og nedsættende selv om at jeg godt ved det lyder sådan, men hun synes bare det er latterligt at sige dansker med anden etnisk baggrund og mener egentlig det er mere nedsættende at sige tyrker hvis nu tøsen er fra Libanon ::/

[Nishay M. Asran]

//Jep, jep, lige i halefjerene på Lærke (okay, dårlig joke. Haha!)

Det var nice at gå med Lærke, selvom de ikke fik talt så meget, mens de gik og bare nød colaen. Nishay følte, at hun var begyndt at synes bedre om Lærke - mere end bare den dér fællesskabsfølelse ved begge at være fra København. Måske skulle man bare vænne sig til Lærke. Det var i hvert fald en god afveksling fra veninderne derhjemme, som altid fnisede og snakkede om HG eller Sosu - om hun gad det? Bvah!
I aktivitetsrummet så hun sig lidt ydmyg omkring. Lidt uvilkårligt slog hun armene om sig selv, halvt, fordi mange blikke rettedes mod hende. Hun fik det til at se ud, som om det lige var en kølig brise, der fik hende til at handle sådan, idet hun gjorde et kast med hovedet, så hendes lange, tykke mørke hår blev kastet over den ene skulder, og et skævt smil med en perlerække af tænder blev sendt i Lærkes retning.

Men i hendes øjne, som kun hvilede på Lærkes ansigt, var usikkerheden aftegnet. Hun bed sig i læben over Lærkes kommentar og sagde: "Bare kigge, tror jeg. Men jeg - øh, ville give ham der ..." hun kiggede sig omkring og genkendte fyren, som ejede cardiganen, ved en sofagruppe, hvor en gruppe af ældre elever sad - eller de så ældre ud, "... denne her."

Nishay løftede armen med trøjen, rødmede let over, hvilket signal det kunne give, at hun rendte rundt med en fyrs trøje. "Øh, du behøver ikke at gå med derhen - jeg gad bare ikke gå herind alene, der er ... mange mennesker."

Hun kunne have slugt sine ord, men hun gjorde det ikke - hun lod dem bevidst passere sine læber, fordi hun grundlæggende var alt for ærlig.

//Forstår godt Lærkes logik. Må tilstå, at, selvom jeg er et indvandrer-eksemplar, kommer jeg også til at lægge perker-prædikatet på mange uden at mene det ondt.\\

[Lærke]

Måske fordi Lærke havde et temmeligt afslappet forhold til tøj i form af hvem der ejede hvad ville hun ganske enkelt ikke have tænkt på at levere en cardigan tilbage. Hvis hun så havde den på en dag hvor vedkommende så det og var sådan: 'Hey kusse, stik mig min trøje' ville hun jo aflevere den. Indtil da ville Lærke ikke engang ligge mærke til det ikke var hendes.

Hvem ham dér var opfattede Lærke ikke, fordi hun igen havde fået øje på den blonde bombe. Nogen piger kunne det der med sexudstråling. Lærke blev fascineret af det som altid. Hun kunne ikke lade være. Der var den slags som den blonde og så var der den slags som Nishay her der nærmest ikke selv opdagede det. Måske pigen her ikke ligefrem udstrålede SEX hun var bare smuk.

"Øh, du behøver ikke at gå med derhen - jeg gad bare ikke gå herind alene, der er ... mange mennesker."

Lærke bredte sine læber ud så de viste hendes tænder. Hvis det var et smil mindede det mere om en der manisk vendte sig om fra sit første offer til det næste for at flå endnu en strube ud med de bare næver. Stod pigebarnet der og fortalte Lærke sin frygt?

'Oh Babydoll, som om du har et fucking valg her' var Lærkes tanke. Meget kunne man sige om hende. Frigid, ugidelig og menneskefjendsk men hun lod sgu da ikke folk i stikken. Hun havde simpelthen bare ikke opfattet at hun var bodyguard. Derfor rystede hun på hovedet og hendes hestehale svingede let over den ene skulder.

"Du tændte for batsignalet," sagde hun og pegede på sin trøje.

I hendes eget hoved gav det mening. Selv om hun havde lovet sig selv at holde kæft med tegneseriereferencer så hjalp det overhovedet ikke. Det var så dybt indlageret i hende at det var på den led hun tænkte. De nøje udvalgte ord der kom over hendes læber havde gennem de sidste mange ord omhandlet samme. Enhver anden med takt havde nok sukkersødt sagt 'Ej selvfølgelig går jeg da med, bagefter kan vi måske synge sing star?'

"Desuden ser jeg ikke andre nødlidende skønjomfruer."

Så måtte det da være gjort helt klart.

[Nishay M. Asran]

Nishay tog tøvende et halvt skridt længere ind i rummet, stadig med blikket på Lærke. Smilet, der krusede den højere piges læber, fik Nishay til at blinke hurtigt et par gange efter hinanden, fordi hun ikke forstod smilet. Hun forstod ikke, at smilet ikke var glad, eller at det heller ikke var ondskabsfuldt.
'Fuck, jeg har sikkert sagt noget forkert,' tænkte hun ved sig selv. Hun blev endnu mere forvirret, da Lærke pegede på det gule Batman-logo på sin sorte t-shirt og sagde noget. Ej, hun var temmelig speciel, og Nishay havde fattet hendes joker-spøg ved morgenmaden, men ...

Nåh, det næste Lærke fik sagt, fik brikkerne til at falde på plads. Nishay smilede lidt usikkert med en lille rynke mellem sine tynde bryn.
"Cool," sagde Nishay og mandede sig op. Hun havde været lige ved at sige 'Du er lidt weird, men egentlig ret flink', men greb sig i det, for det virkede ikke, som om Lærke tog sig af, hvad man syntes.

Nishay styrede selvsikkert mod sofagruppen, glad for, at Lærke var med, og i det hele taget glad for, at hun fik snakket lidt med Lærke, inden hun satte sig for at gå herhen, så det ikke bare lignede, at hun kom out of nowhere. Hun kiggede på de forsamlede og blev glad for at se Selma fra værelset - så var der da én, hun kendte.

"Hej Selma," sagde hun, ikke højt nok, men i det mindste var det sagt. Og så satte Nishay sig på bordet ved sofaen og kiggede på ham, der havde lånt hende sin trøje.

"Hey, du - jeg har din trøje med," sagde hun ud i luften mod ham, langt mere tryg ved, at hendes nøgenhed ikke var så skarpt aftegnet længere. Det var altid trygt med tøj på. Rart med den løse, lyseblå t-shirt med løvehovedet, de stramtsiddende sorte jeans og de alt for slidte, sorte Kawasaki. Hun rakte trøjen frem mod ham, og endnu engang slog duften af sæben og renheden mod dem - hun håbede lidt, at han lagde mærke til, at hun havde vasket den, for ellers havde det virkelig været spild af kræfter. Men det var en mærkelig vane hjemmefra - når de lånte ting, leverede dem altid tilbage i samme stand, eller i bedre stand. Det var belastende at gøre andet.

[Noah]

"Deberíamos hablar español uno con el otro.," (//: skulle gerne være i stil med: Vi burde tale spansk med hinanden::/) sagde Noah let men lagde godt mærke til det hvorhen Marcs blik gik. Baywatch. Der var noget der, den udronægtelige tiltrækning, ikke mellem ham og tøsen, men Marc og hende. Det var jo tydeligt om end Noah ikke så det som et: Jeg vil elske dig for evigt ...

Noah spekulerede på sandheden i det faktum. Jo han havde i sit liv 'skræmt' folk væk, men faktisk var det første gang han gik på en skole som almindelig dødelige med en indkomst under middel også kunne komme på. De rhavde været folk med stependier, men ikke nogen af Noahs venner. Gjorde det ham til en snob at selv hans undertøj bar et mærke? At hans tandbørste blev importeret og han skulle have egyptisk uld at sove i?

"Muy guapa, no?" grinede Noah. Han var sikker på at ikke en eneste af de tildstedeværende ville kunne høre hans hurtige tale på spansk på trods af det kun var få ord. Han havde altid nydt at komme med kommentare om andre på et sprog som de med sikkerhed ikke forstod og at han nu kaldte Pernille (det ved han ikke hun hedder) for lækker gjorde han intet, for det var ikke myntet på ham men værelseskammeraten der nu grinede.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea havde hygget sig i pejsestuen, Frida og Eva var rare at snakke med. De var meget stille og rolige og det passede hende meget godt lige nu.
Efter aftensmaden var hun gået tilbage på værelset og havde pakket lidt ud og redt seng, mens hun snakkede med Frida. Lea fandt ud af at hun havde en datter, pudsigt nok, var hendes første tanke, hun ligner ikke en af de unge mødre. Og så havde hun smilet, for måske forstod hun det ikke helt, men det var jo heller ikke noget der angik hende. På det billede Frida havde hængende på væggen så den lille tøs nu også noget kær ud.

Og nu som hun åbnede døren til det der hed aktivitetsrummet (hun havde ellers forestillet sig noget mere kreativt som navn, men whatever) med den anden pige lige bag sig kunne hun stadig mærke hårets fugtighed fra det bad hun også lige hurtigt var smuttet i. Hun brugte sjældent hårtørrer, det sled på håret og det kunne vel tørre af sig selv i luften. Hun havde stadig det samme tøj på som i eftermiddag, der var ingen grund til at skulle skifte bare fordi hun havde været i bad.
Hun så sig omkring inde i lokalet hvor der havde samlet sig en god mængde mennesker. Der var jo af gode grunde ikke særligt mange hun kendte, hun syntes at skimte et par fra hendes klasse, omend hun ikke havde lagt særligt meget mærke dem i dag i timerne. Så faldt hendes blik på en sofagruppe hvor hun da i hvert fald havde mødt et par stykker. Der var Marius siddende på et armlæn, Noah hun havde snakket med til frokosten, ham med det pæne krøllede hår som hun ikke fik navnet på.
Hun vendte sig halvt og så tøvende på Frida med et uendeligt lille smil.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda rynkede panden og sendte blærerøven et blik som om hun syntes han var helt åndsvag .Hvilket hun egentlig også syntes, der var intet, INTET tiltrækkende eller sønderligt charmerende eller effektivt, for den sags skyld, ved den slags bemærkninger. Amanda var langt mere værd end det. Fandme ja. Hun greb chancen da en rødhåret type kom op også og vendte sig straks mod ham med et smil. Hun bemærkede også at en eller anden dulletype kom derhen, med meloner store nok til at Lord Guldlok med cappen nok fik andre steder at se hen.

"Hej, Amanda," Hun rakte hånden frem. "1.g right? Jeg synes jeg har set dig før...til morgenmad eller noget."

[Freya Kasgaard]

Pludseligt var der næsten folk overalt, i modsætning til da hun selv trådte ind i aktivitetsrummet. Der havde der kun været nogle mennesker hist og her. Men ja, de fleste kom altid lidt for sent. Nogle gjorde det ubevidst, andre kom for sent med vilje. Freya havde engang haft en veninde, der altid skulle komme mindst, fem minutter for sent, fordi hun syntes det var fucking sejt. Det var det bare ikke. Bum.

Freya genkendte ikke så mange folk, kun dem hun havde snakket med, og så også nogle af dem hun gik i klasse med. Ellers var det faktisk bare en bunke fremmede folk, der befandt sig fordelt rundt omkring hende.
Men hun kendte jo trods alt Sam, fyren der havde smidt hende i søen. Selvfølgelig skulle det kommenteres, det havde fandeme været underligt hvis han bare lod det gå ubemærket hen. Freya smilede.

”Ja, jeg nød det i fulde drag,” sagde Freya med en stemme der næsten rystede af grin, ”Men forhelvede altså! Jeg lugter stadig af søvand, selvom jeg har været i bad og alt muligt”

Selvom Freya havde været lidt bitchie da hun var kommet op af vandet, kunne hun godt se det sjove i det. Og hvis det ikke havde været for lugten (og kulden), havde hun også flækket af grin, da hun var kommet op. De der kolde dukkerts… Med tøj på… Det var ikke lige hende, men hun glædede sig til det var hendes tur til at smide nogle folk i. Og så se deres ansigter bagefter- det var vel nok det hele værd, kunne hun forstille sig.

[Marc]

Det var så mærkeligt at hører en på skolen, snakke så flydende spansk som ham. Jo der var spansk unervisning på skolen, men folks udtalelse var hakkende og forkert, selv lærerns var hel gal en gang imellem. Det skar ham i ørerne.
Men det kom ham til gode op til eksamenerne, hvor folk endda var villige til at betale ham en timeløn for at hjælpe med spansk eksamen.

Noah snakkede det nærmest fejlfrit og med et smil nikkede Marc, klar over at han var blevet opdaget i hans lille sideblik til den lækre blonde Pernille.

'';Gerne!;''

Svarede han på spansk, for det var faktisk mere rart at tale spansk end han ville være ved. Det var alligevel det sprog han tænkte i alligevel. På trods af at han hele sit liv havde boet i Danmark, var det spanske alligevel så indgroet i ham, at det var mere end blot det sprog han talte med sin far i.

'';Ja og hun ved det sgu;''

Hans øjne kunne ikke lade være med et øjeblik at se over på Pernille der mængede sig med 1.G'erne, der sad og spillede poker.

'';Hvor lang tid siden er det du boede i Bounos Aires?;''

[Selma Åberg]

John var ret tung, da hun hev ham op og hendes albue sagde knæk. Det var så klamt, men begge hendes albuer var begyndt at sige knæk hver gang hun strakte dem ud. Og hun hadede ellers når alle knækkede deres led. "Ad, det sagde knæk..." konstaterede hun som om folk ikke selv kunne regne det ud.
Hun fik et chok da Jonathan kildede hende igen og sprang næsten til side med et højt hvin. Lidt uelegant røg hun direkte ind i Marius hun knapt nok havde set komme, som sad på armlænet. Resultatet blev at han mistede balancen og faldt ned fra armlænet igen før han havde nået at sidde der særlig længe. Selma lo højt og gispede lidt.
"Ej, undskyld, Marius! Ej, er du okay, Marius? Undskyyyld!" Inden han nåede at svare gav hun ham et stort knus.

[Marius Emil Lundqvist]

Han sad lidt og betragtede 1. G'eren, som Samuel havde talt til, før hans blik blev draget mod døren, hvor han genkendte Lærke ved siden af en mørklødet, faktisk temmelig køn pige, der var næsten lige så lav som Selma.

'Apropos Selma,' tænkte Marius og gjorde mine til at besvare Samuels spørgsmål om årets hyggeaften-underholdning, men det blev til et større 'apropos' i hans tanker, da selv samme Selma pludselig kom hvinende gennem luften, inden han fik åbnet munden, og fik ham kastet af sofaen.

Et underligt fnys undslap ham, da luften umiddelbart blev slået ud af hans lunger. Han genkendte, fra sin position nede på gulvet, Leas særprægede Converse, og selve tanken fik ham til at grine, mens han satte sig op. En blød manke af brunt, bølget hår gjorde det ud for hele hans synsfelt, da Selma pludselig slog armene om ham og undskyldte højlydt.

What?

De havde knap talt til hinanden sidste år, og så dette ... Og det var bare en bagatel. Og hun var så lille, at han bare kunne jage en arm under knæhaserne på hende og smide hende tilbage i synet på Jonathan.
'Meeen,' sagde en stemme i hans hoved,' sådan kan man da ikke behandle en dame!'

"Det skal du ikke tænke på," grinede Marius og fulgte kun halvt scenariet, der havde udspillet sig i hans hoved. Han skubbede resten af Selma tilbage i sofaen og hev sig op at stå med et smil mod Samuel: "Jonathan og Selma er vist allerede ved at varme op til den underholdning, de skulle have arrangeret."

Hans øjne glimtede muntert, selvom hans stemme var både sarkastisk og spydig. Lidt tøvende anbragte han sig på armlænet igen - denne gang uden at løfte det ene ben, så han ikke balancerede lige så ustabilt som før. Han skævede til Jonathan for at se, om han havde flere trick i ærmet, som Marius burde værge sig imod.

[Anton Sommer Engström]

Han tog ikke så meget notits af Selmas og Jonathans slåskamp, det var ikke noget han ikke så på næsten daglig basis. Tidligere i hvert fald.
I stedet koncentrerede han sig om putten som kom hen med hans trøje, pænt foldet sammen og alting. Den duftede endda rent, hvilket han kunne sige med ret stor sikkerhed at den ikke havde gjort i morges.

"Tak skal du ha'" smilede han stort mod hende. "Det havde jeg helt glemt. Og vasket, det havde du da ikke behøvet." Han havde vitterlig glemt det, ikke fordi han ikke havde ondt af pigen, men fordi situationen ligesom var afsluttet og han ikke regnede med at se den de første par uger. Det plejede man ikke, når man lånte folk på skolen noget og han havde heller ikke rigtig ejerfornemmelser over for sine ting - undtagen måske nogle af instrumenterne - så det betød intet for ham. Men det var da pænt af hende. Hun virkede som en pæn pige. Han tog imod trøjen og lagde den, stadig pænt foldet, på sofaen ved siden af sig.
"Og undskyld igen. Jeg håber din dag blev bedre." Han havde virkelig medfølelse med den pige, hun virkede som om det var lidt for stort og lidt for svært det hele i sin udstråling. Hvilket det nok også var for mange. Sådan havde han ikke selv haft det, det med de mange mennesker nød han, den største udfordring var at få folk til at forstå en. Men det kom da også hen ad vejen.
Han nikkede til pigen som var kommet sammen med hende med trøjen. Der var ikke lige nogen anledning til at præsentere sig og det virkede også lidt ligegyldigt i situationen.

Jonathan og Selma fik smidt Marius ned på gulvet, hvilket lige tiltræk opmærksomhed et sekund eller to, men eftersom alle var på benene og glade tog han sig heller ikke af det.
Det gjorde ham glad at se at Samuel fik talt med den skønne Freya, som han allerede havde proklameret at han gerne ville lære at kende. Han præsenterede sig da også venligt da hun slog sig til dem, men tog ikke initiativ til nogen længere samtale, det var ikke hans bord.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amandas sorte humør var forsvundet. Episoden med David havde gjordt hende voldsom irriterede og hun havde mest af alt haft lyst til bare at sidde på værelset. Men en større og mere højtråbende side af hende, havde nægtet og bedt hende gå ud og være social. Hvilket hun også havde. Line og Sara havde hun fundet og faktisk haft det skide sjovt med. De havde ligget og fortalt om de mest mærkelige ting de havde oplevet og pigerne havde skrevet ting på hendes gips.
Tankerne om David var forsvundet og i stedet for at tage til aftensmaden så var de gået ud i byen og spist på en af de lokale cafer.
En af de unge mandlige tjenere var ved 'et uheld' kommet til at vælte hendes glas vand og skyndt sig at komme med ting hun kunne tørre med. Hun havde virkelig prøvet at lade være med at grine, for han var så forfjamsket og alligevel var man ikke i tvivl om at det var et spil for de tre tøser. Selvfølgelig havde han tilbudt dem gratis kaffe, men Amanda havde takket nej. Hun brød sig sgu ikke om kaffe.

Derfor havde hun endnu et andet sæt tøj på, både fordi shorts var for kolde nu og det andet var blevet vådt. Så hun havde iført sig et par stramme jeans og en mørk skjorte med bælte omkring. Den var ikke al for let i stoffet, men kølig nok til de varme sommeraftner. Og så var der plads til gipsarmen, fordi ærmerne var smurt op.
Stemmerne fra Hyggestuen var tydelig allerede ude på gangen og hun kunne ikke lade være med at blive overrasket over hvor mange der var mødt op, kun en halv time efter start. Hendes øjne gennemsøgte lokalet efter en bestemt person, men hun tog sig selv i det, stoppede og lyste i stedet for op i et smil da hun opdagede Marius. Han havde sat sig over ved Selma, Jonathan - i det hele taget den famøse bande fra den nye 3.G's årgang.
Hvorfor Marius rodede rundt på gulvet med Selma, anede hun ikke, men de var kommet op at side igen da hun kom der hen.

''Har du fået lokket Selma til at lege Kluddermor, eller hvad?''

Hun sendte Marius en drillende smil, der viste hende lige tænder og hun stillede sig helt hen til ham. På trods af at han sad ned på et sofa armlæn var han nærmest på højde med hende alligevel.

[Lærke]

Lige ved siden af Nishay med armene hængene ned langs siden gik Lærke. Først nu så hun hvorhid de bevægede sig. Selma, prettyboys og ... Marius. Hvorfor ville alt på denne skole at hun konstant skulle mindes om sit nederlag i den fucking sø?

"Hej Selma," hørte Lærke Nishay sige, men den syge ko ikke engang gad så meget som at se i deres retning. Bare fordi at Lærke ikke var en del af deres prestigefyldte gruppe så kunne hun fandme godt sige hej, men uha nej hun havde tralvt med en eller anden latterlig kamp med en fyr der ikke var specielt høj som endte med et brag.

Sjovt nok havde Lærke på intet tidspunkt set Marius' lange lemmer som en hæmmende del af ham. Han virkede meget naturlig i det, men nu var han pludseligt klodset og som et stankelben flagerede han rundt med dem på gulvet.
Og miss jeg-er-3.g'er-sulter-mig-selv-og-kan-ikke-sige-hej var totalt vammelsød og enhver tanke Lærke havde haft om pigen blev bekræftet: Ej, ej, ej, eeeeeeeeeeeeeeej.
FØJ! Kunne den pige ikke et andet ord? Lærke kunne levende forestille sig hvis Marius havde sagtg 'Bare lad være, okay?' ville Selmas læbe have bævret og hun ville mene at Marius nu hadede hende overalt på jorden.

Nishay gik i kontakt med fyren der tilsyneladende ejede trøjen og som var temmeligt glad.
Alle i denne gruppe virkede så åndsvagt glade. Netop da kom så den sidste fra værelse fire til: Amanda. Med gips? Mon ikke den historie ville komme af sig selv, eller miss-ej-ej-ej ville lade folks øregange smøres med endnu et 'ej' efterfulgt af et bekymret 'HVAD ER DER SKET! GØR DET ONDT? ER DU OKAY? HVAD ER DER SKET!!!!'
Ja goddaw trunte det er en brækket arm.
Nishay der havde sat virkede som om hun ville snakke lidt og Lærke havde på sin vis lovet at blive, så hun satte sig på armlænet ved siden af en prettyboy der talte i tunger med en latino fyr. Lige overfor Marius.

For første gang i forsamlingen gjorde Lærke en gestus og gav fyren ved hendes side et hovednik. Hun overvejede hvor uhøfligt det ville være at trække sin paperback frem og på tysk læse noget mere om Erica Kohut. Irriteret fangede hun Marius' muntre blik og løftede øjenbrynene. Samtalen om kluddermor var ikke en hun ønskede at være en del af. Hun lagde armene over kors.
Kors hun savnede pludseligt at være hjemme hvor folk kendte hendes humør og væsen.