Hyggeaften

[Noah]

Noah smilede totalt til Marc.

";Et år for to år siden og så boede jeg et år i Madrid. Eller det vil sige det var et år med bosted i Madrid men med Spanien som legeplads. Hvor kommer din far fra?"

Noah elskede at Selma var så livlig og med i alt. Han så på hende, klar over at hun helt sikkert havde brug for vennetid, hvilket han også selv havde, men det var sgu hyggeligt. Det spredte glad stemning. Han syntes i hvert fald det virkede som om folk løste op.

Da så han Lea bag Marcs hoved og vinkede til hende. Dette ny skoleræs var ikke særligt sjov for mange og at en vinkede venligt kunne gøre lykke. Det vidste han af erfaring.

Netop da satte en pige sig på hans armlæn. Hun sagde ikke noget nikkede bare da han kiggede og Noah smilte tilbage.

[Anna Mørk]

Anna havde næsten hele dagen siddet ude på græsplænen, fordybet i en god bog. For tiden læste hun ’Komatøs’ af Ronnie Andersen, hun manglede kun få sider før det snart var på tide at få skiftet den ud med en ny. Det samme gjaldt cigaretterne. Når hun sad og læste, sådan som hun havde gjort i dag, sad hun også og røg. Det gav en eller anden form for dejlig ro, selvom det resulterede i at hun var blevet nødt til at gå i bad og skifte sit tøj ud endnu en fucking gang.

Da Anna trådte ind i aktivitetsrummet, var hendes hår stadig lidt fugtigt, og det lugtede svagt af shampoo. Hun hadede lugten af shampoo, virkelig. Hvis det ikke var fordi hendes hår ville være fedtet, hvis hun ikke brugte det, ville hun ikke bruge det. Ikke engang overveje at prøve noget nyt, som hun måske ville kunne lide. Nej. Og så var det også fucking dyrt!
Overraskende nok var Anna ikke den eneste med fugtigt hår, der var mange der gik og purrede op i deres lyse krøller, for at tørre det. Der var også folk med mørkebrunt hår, der gik og pillede lidt ved de fugtige spidser. Men ingen med fugtigt rødt hår. Anna var lige ved at grine. Ingen med fugtigt rødt hår. Den var god. Bare for at irritere sig selv, purrede hun også lige op i hendes halvlange mørkerøde hår. Sådan nogle trunter!

Da Anna skulle til at gå hen til sofaerne i midten af rummet, var hun lige ved at støde ind i to andre piger.Den ene rødhåret, og den anden brunhåret. Anna kunne generelt godt lide rødhårede, og hende her var ingen undtagelse. Hun havde fået hendes nummer til morgenmaden. Hun kastede et ligegyldigt blik på den anden pige, sikkert en sød pige. Så gik hun videre hen til den oprindelige destination. Sofaerne. Anna nikkede kort til velkomst.

[Marc]

'';Oprindeligt er han fra Andorra, ikke Andorra la Vella lige ved grænsen, men længere inde. Men han flyttede til Barcelona da han blev ældre.;''

Og det var også der Marcs far havde mødt hans mor. Som den danske turist hun nu havde været, havde hun været i storbyen for at se dens mange faciliteter, men hun var blevet draget af den mørke, charmerende mand, der havde vist hende de smukke lokale områder ude for byen og vundet hendes hjerte.
Da han havde været yngre havde de slæbt ham ned og vist ham alle stederne. Røv sygt for en dreng på 10, der hellere vil sidde med hoved fordybet i sit 'Stålanden' blad, end at se flotte bjerge. Men med tiden havde han dog alligevel lært at holde af det. Det var blevet en del af ham og han kunne sgu sagtens se sig selv bo der nede, men alligevel holdte han nu mest af bette danmark, hvor der ikke var langt til den anden side af landet, hvis det endelig skulle være.

Marc skulle til at spørge om det var en del af hans forældres arbejde at han havde boet der nede i ikke mere end et år, men Noah så tydeligvis en han kendte bag Marc, som han vinkede til. Marc vendte hoved og lagde mærke til at det var Lea. Hun og Noah havde vidst også kort snakket sammen med hinanden til frokosten. Den rå, rødhåret Anna kom også hen og slog sig ned i deres ende af sofaerne og Marc sendte hende et bredt smil. De havde vidst aldrig snakket med hinanden, men Marc kendte da hendes navn. Han havde en voldsom klæbehjerne når det kom til sådan nogle små ting. Både med mærkelige facts han læste sig til på nettet, men også hvad folk hed eller yndede at lave.

''Hey Anna.''

[Nishay M. Asran]

Nishay slog blikket ned, da fyren talte til hende. Hans smil var lige sødt nok. Det var virkelig venligt. Og han var homo. Gosh! Ikke, at der var noget galt i hans seksualitet - bestemt ikke, men han havde været så åben og havde holdt om hende. Hvad ville de ikke sige om hende derhjemme? At hun bare gjorde sig til for alle. Den oprigtige glæde i hans stemme, gjorde hende glad - i hvert fald, fordi det ikke var helt spildt på ham, at hun havde vasket trøjen.

Hun smilede svagt, selvom hun ikke mødte hans blik. Nishay kastede et blik på Lærke, usikker på, om de skulle blive siddende, men da denne satte sig, rørte hun sig ikke ud af stedet.

"Og undskyld igen," kom det fra ham med det brune hår. Han virkede helt vildt forstående. Måske på grænsen til det uudholdelige. Hun kunne ikke lide, at man kom så tæt på - eller drenge mest. Også, selvom han var homo. Well, det gjorde det selvfølgelig en tand bedre, for så behøvede hun ikke frygte, at han lagde an på hende en dag.
"Øh, det er okay ... det hele," løj Nishay og smilede glad. Hun brød sig ikke om, at han havde en effekt på hende, som kunne få hende til at betro sig til ham, hvis ikke hun passede på. "Jeg skal nok bare vænne mig til at være her."

Nishay så sig om. Hun fulgte Lærkes blik over til en høj fyr med sort hår, som sad på armlænet. Han virkede som én af de populære typer, ligesom alle der sad her. Fuck, hvor underligt, at de lige kom herhen. Men ham den høje fyr med de lyseblå øjne virkede bare, som om han var lidt afsides fra de andre - som om hele det nummer med at falde af sofaen kom lidt for pludseligt for ham. Men han virkede alt for smart, som han sad dér, henslængt og afslappet, som om hvis han ikke havde været populær, ville han sidde dér alligevel. Fuck ham.

Men okay ... Nishay rykkede sig lidt på bordet, vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun ville gerne sige noget - til dem alle sammen - for ikke at virke outsider-agtig. Men de virkede bare alle, som om de kendte hinanden. Selv hende fra deres årgang, som talte med den lækre, solbrændte fyr om at blive smidt i søen, virkede, som om hun havde fundet sig til rette.

[Selma Åberg]

Marius og Selmas kram vejede ikke evigheder, og hun kunne godt mærke hvordan Marius spændte i kroppen af overraskelse. Men det tog Selma sig ikke af. Hun kiggede bare lidt rundt på folk og så hurtigt at alle hendes værelseskammerater var samlet. Hun smilede rundt til dem.
"Hey, har I lagt mærke til at alle fra værelse 4 er her?" Hun satte sig ned med et skævt smil på munden som om aldrig nogensinde havde rodet rundt på sofaen med Jonathan - og Marius, selvom det ikke havde været helt frivilligt fra hans side. Den stakkel.

::Flytter bare lige sidste del af indlægget til et nyt indlæg, så der er mening i det hele igen::

[Jonathan Bailey Smith]

Det var ikke planlagt at Selma skulle tromle stakkels Marius ned fra hans armlæn, men når det nu alligevel endte sådan var det ganske underholdende. Jonathan mavede sig hen til enden af sofaen og kiggede ned over kanten på de to på gulvet. Selma var all over him med kram og undskyldninger, typisk Sellie, hun brød sig virkelig ikke om at gøre andre fortræd. Det skulle måske lige være ham og Anton, men ellers. Det morsomme ved det var, at hun virkelig ikke kunne gøre nogen fortræd med mindre hun ønskede det. Og Marius var næppe særlig mærket af en hurtig flyvetur. Men han ville ikke blande sig, det måtte han selv kæmpe med, Jonathan havde taget sine kampe med Selma for i aften.

Han satte sig op igen så der blev plads til Selma og desuden også til en til, hvis en af dem der ligenu stod op blev træt af det i løbet af aftenen. Og de var blevet en helt lille forsamling omkring sofaerne efterhånden. Det var dejligt og også en masse han slet ikke kendte. Han strakte sig og gabte så hans t-shirt afslørede en smule af hans mave og så sig omkring mens Selma snakkede højlydt og alle der ikke havde deres egen samtale lyttede til hende.

En af 1.g'erne snakkede med Anton, en anden med Samuel og Emil. Jonathan gik ud fra det kunne være noget der var opstået ved søen i morges, og tog sig selv i at være glad for at den han selv havde smidt i søen ikke var ligeså ivrig efter at snakke med ham. Det kunne da være kønt. Han benyttede pusterummet fra kampen med Selma til lige at rende i gennem i hovedet hvad de to havde planlagt som underholdning. Det var ikke sikkert det var super genialt, men sjovt, det skulle det da nok blive. Og han havde en back-up idé hvis det gik helt galt. Og kortene lå på hans telefon, så det var egentlig bare hvornår stemningen var for en epic omgang gæt og grimasser.

[liam]

Laim vendte opmærksomheden væk fra den fornærmede trunte han jo rent faktisk havde givet et kompliment. Den måde hvorpå hun fornærmet vendte sig og viste med al tydelighed at Liam var off topic og hun i hvert fald ikke ville have noget at gøre med ham.

Liam vendte derfor opmærksomheden mod spillet. Men det drejede sig om sekunder før en lækker stemme fik hans face til at vende sig og lige i perfekt afstand til at se kvindens sande øjne:

Patter
Patter
Patter

"Øh høh, høh," var lyden der lige kom ud af fra hans kæft. Umådeligt smart. Men så sparkede selvbevidsheden ind og Liam lænede sig tilbage, sled blikket fra hottierens atributter og så på hendes ansigt og det blev ikke ligefrem værre. 'Damn gurrl, shake that ass for me, shake that ass for me.' Han havde en hånd og sine kort, men det behøvede han praktisk talt ikke fordi alles blikke ved bordet var alligevel på den blonde bombe.

"Det gør jeg da, babe," sagde Liam og lavede en bevægelse mod sin chips. Det var ikke engang løgn. Hans stemme var lige belvet en oktav dybere. Han smilede i forestilling om det skulle virke indsmigerende, men måske blev illusionen brudt af hans udbrudte acne og hans lidt skæve tænder.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kiggede rundt på gruppen omkring sig. Den var vokset betydeligt i løbet af bare få minutter. Ja, endnu mens han satte sig til rette, kom Lærke til med den mørklødede pige, og Anna, som han kort havde vekslet et ord med til morgenmaden, satte sig også hos dem. Det var mærkeligt med Anna - man vidste sjældent, hvor og hvornår hun dukkede op. Men hun var faktisk nice at arbejde i gruppe med.

"Hey, har I lagt mærke til, at alle fra værelse 4 er her?" lød Selmas stemme et sted i mængden, men Marius' opmærksomhed var blevet afledt af den sidste person fra Værelse 4 - nemlig Amanda, som kom hen og stillede sig hen til ham. Marius gengældte Amandas drillende smil med et kækt ét og fandt det ikke nødvendigt at svare. I stedet greb han om hendes gipsarm for at inspicere den.

Det var pussigt, at Lærke ligesom ham selv havde valgt et armlæn at slå sig ned på. Marius himlede med øjnene mod Lærke, da hun søgte hans blik og kiggede på Amandas gips, der havde fået adskillige nye dekorationer.

"Har Sara nu haft fat i dig igen?" spurgte Marius muntert og pegede på et sted på gipsen med teksten: 'Du er zød zom zukker, Zamanda!' efterfulgt af et kursiveret hjerte, hvis man kunne kalde det dét.
"Jeg går på Line," læste Marius med et smil og havde allerede regnet ud, hvem Amanda havde tilbragt sin eftermiddag med, "dén joke var da noget, du fandt på, ikke?"

Marius skævede atter ud i rummet. Lea og Frida stod stadig og virkede lidt rådvilde. De andre faldt i snak omkring ham: Jonathan og Selma, Samuel og Anton og nogle af de nye, som var strømmet til. Marius kiggede på den mørklødede pige, som var fulgtes med Lærke, og uvilkårligt kom han til at tænke, at den eksotisk-udseende pige ikke lignede én, der ville gå rundt med én som Lærke, men hvad vidste han om den sag? Pigens blik på ham virkede bestemt ikke interesseret. Heldigvis.

[Lærke]

Blev hun vred over de himlende øjne? Eller var de et irritationsmoment for hende?
Lærke opdagede at handlingen absolut ingen effekt havde på hende. Hun havde forventet den.

Selv om Lærke ikke flyttede sig mærkbart lagde hun mærke til enhver detalje der foregik i gruppen. Hun så stykket af den kortere fyrs mave. sig ekskluderet fra denne gruppe af skolens uatoriserede ledere.
Lærke fornemmede den rødlæbede piges rising to the stars ved at flirte med høgenæsen.

Den som Lærke fandt hørte mindst til i denne gruppe var den lette Amanda. Solstråle Amanda hvis ansigt havde været stribet af salte tårer på den første dag. Lærke havde været ligeglad, hvis Amanda ville sige noget måtte hun jo så gøre det. Hvis ikke Lærke blev direkte konfronteret var det ikke hendes pligt at snage.
Desuden søgte Amanda ikke gruppen men Marius. Venner?

Så var der hende den rødhårede der virkede lidt som en bad ass type. Lærke vurderede hende tydeligt, men uden at have ansigtet drejet direkte mod hende. Hendes stille ankomst uden brugen af ord. Hendes tøjstil. Lærke forestillede sig at hun var typen der ikke kunne se en Meg Ryan film uden at føle hendes liv var forandret. Den rødhårede virkede som en der gerne ville være original og udstråle noget bestemt, men Lærke følte at hun var præcis så ordinær som resten.

Her i denne lomme af accept og kærlighed følte Lærke sig fremmede. Midt ude i ingenting. København elskede hver og en af sine beboer og så alligevel ikke rigtigt. Aske havde spurgt hvad helvede Lærke ville ude på landet. Hvorfor fanden hun ville bruge alle sine penge på det stads som deres mormor havde fyldt deres ører med. Lærke havde ikke svaret ham men når hun tænkte på sin fremtid havde den altid virket så pisse fast. Låst. Med Lyngvig havde fremtiden virket som en ny start. Skulle hun sige til sin bror at hun gerne ville ud af hans medrivende skygge der havde sørget for hendes venner? Nej.
I stedet havde hun set på ham, hans mobil havde bimlet med en fløjtetone og hun havde snerret til ham: ”Kærlighed er en bus som du ikke kan nå.” velvidende at det var en af hans piger der havde skrevet. Det var det altid med den tone.
”Men bussen skal sgu nok nå dig,” havde han svaret med et grin.

Lige da skiftede musikken og ’Viva La Vida’ strømmede ud af højtaleren. Lærke var ikke rigtigt Coldplay fan, men det var Aske hvilket resulterede i at hun kunne teksten til det meste af deres lort. Meningen i dennes lyrik kunne hun godt lide. Hun projiserede det over på de fleste af denne gruppe. Det her var deres storhedstid og om fem år ville de se tilbage på den og sige: ’That was when I ruled the world’

Hun rejste sig og med præcise økonomiske skridt satte hun sig ved siden af Nishay med overkroppen lænet frem og albuerne på hendes knæ og hænderne hængende mellem hendes ben. Mest ville hun sige: ’Nå men jeg skrider’ men i stedet så hun på Nishay der ikke længere havde cardigan-fyrens opmærksomhed og tilsyneladende heller ikke andres. Hun pustede til noget hår der faldt ned i hendes ansigt og det flyttede sig. Hun burde vel sige noget. Et eller andet. Som hun sad nu så hun ud i rummet på de andre tilstedeværende og overblikket gjorde hende godt. Hun vidste hvordan hun kom hurtigst muligt ud, skulle hun have brug for det.

Lærke åbnede munden og sagde sine ord så lavt at i den almindelige turmult ville kun Nishay høre det. Medmindre andre havde opmærksomheden mod dem, men det følte Lærke ikke rigtigt:

”Hvad kan jeg sige, de bekymrer sig ikke rigtigt om os. Alting handler om dem selv,” sagde hun. Måske Nishay var knapt så dyster anlagt som Lærke, og slet ikke nu i denne lette stemning. Lærke ønskede at københavneren kunne se menneskerne i aktivitetsrummet som hun, bare i nogle sekunder. ”Tror du de forholder sig til realiteterne eller lever de kun i denne fucking bobbel som ikke rigtigt er en del af den virkelige verden.”

Hun så direkte på Nishay nu. Hendes hårde, grønne blik der borede sig ind i den smukke piges bløde overraskede.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernilles blik var på kortene, lidt på dem alle sammen. Men én eller anden fyr tiltrak sig hendes opmærksomhed ved at tale til hende. Hun kiggede længe på hans lyse hår - alt andet ved ham virkede direkte frastødende. Og så alligevel ikke, han lignede bare én, der var ret cute - én, man kunne have det meget sjovt med til en begyndelse.
Pernilles ansigtsudtryk ændrede sig ikke; hun smilede stadig lettere udfordrende, og hendes øjne lyste af imødekommenhed og skælmsk interesse. Hun vidste godt, hvor fyrens blik søgte hen først, way to go, og måske lige præcis derfor fandt hun ham uinteressant. Forudsigelig. Én af de dér swaggers. Til trods for det, gjorde Pernille intet for at tildække sig.

"Cool," kommenterede hun, men hendes stemme var lidt uinteresseret. Hele hans attitude viste med al tydelighed, at han ikke var lige så cool overfor hende, som overfor dem i kortspillet. Hun nærmede sig bordet, gik i en umærkelig bue om ham den lyshårede, der viftede med hånden mod hende og stillede sig ved siden af den rødhårede, så hun bedre kunne følge med i spillet.
"Er det ikke Theo, du hedder?" sagde hun til ham med et grin. Yes, selvfølgelig hed han Theo; hun havde tjekket ham. Og hun vidste, at han kunne spille casino, hvis han kunne banke Anton og Jonathan - hvilket altså i bund og grund betød, at Theo var hendes bindeled mellem 1. G'eren og nogle af de andre årgange. Paaaartyyyy!

[Nishay M. Asran]

Nishay opdagede, at så snart hun havde fjernet blikket fra den høje med det sorte hår, var hans lyseblå øjne på hende. Det gjorde hende virkelig utryg. Det kunne godt være, at han nu sad og kiggede på Amandas gips og talte muntert til hende, men hans blik havde været på hende. Og det var et mærkeligt, alvorligt, jeg-vil-vide-hvordan-du-er-blik. Hvad forventede han af hende? Det ragede ikke ham. Samtidig havde hans læber formet et lille smil. Morede han sig? Hvad tænkte han om hende?
Nishay var ikke vant til denne munterhed - hverken hos den sorthårede eller nogen anden. Derhjemme talte hun aldrig rigtigt med drenge, kun hvis de skulle i gruppearbejde. De var alle tough asses og stod enten og røg eller tjattede til hinanden som aber med deres gutturale, arabiske fraser i frikvartererne. Men allesammen, her på stedet, var alt for åbne. Alt for interesserede.

Det smigrede hende. Men det gjorde hende i den grad bange. Hun søgte ikke deres opmærksomhed. Nishay lod fingrene trække elastikken af den lange, tykke fletning. Med en enkel, hurtig håndbevægelse, havde hun løst de tre store totter fra hinanden, og håret bølgede nu ned over hendes ryg og ene skulder. Det var som et beskyttende forhæng. Hun tænkte slet ikke over, hvor yndefuld denne bevægelse var, eller hvordan hendes duft af hårkur og sød parfume blev kastet ud i rummet og måske ville tiltrække sig opmærksomhed. Elastikken lå om hendes håndled.

Lærke satte sig hos hende. Nishay drejede ansigtet lidt og så interesseret, spørgende på hende. Den høje, stilfærdige, alvorlige Lærke, som Nishay var kommet til at føle en slags tilhørsforhold til. Nishay havde lagt mærke til, at Lærke sagde ting ud i luften, ude af nogen kontekst. Men denne gang - Nishay krympede sig. Hun forstod ikke præcis, hvad Lærke sagde, men hendes stemme og blik var hårdt. Nishays øjne var overraskede, da de så ind i Lærkes. Nishay kunne ikke finde noget udover hårdhed i de grønne øjne. Nishays følsomme læber var på vej op til et smil, men de stivnede. Og Nishays hænder føltes pludselig fugtige.

Noget ved Lærkes kontrollerede, udtryksløse maske fik Nishay til at ønske inderligt, at hun forstod pigen ved siden af sig, men alt det om realiteter og kun at tænke på sig selv - det var en .... Nishay tænkte sig om. En uretfærdig anklage. Det var mærkeligt at tænke så meget over så lidt. Derhjemme havde hendes veninder sagt, at hun tænkte meget, men i forhold til dette, var det ingenting. Gosh, altså!
Hvilke realiteter? Hun turde ikke spørge. Hun ville ikke se Lærke blive vred. Impulsivt flyttede Nishay hånden fra sit lår og lagde den på Lærkes overarm; det sorte stof fra hendes t-shirt føltes godt brugt, men slidstærkt.
"Der er nogle motherfuckers, man må give en chance," mumlede hun, klar over at "motherfuckers" lød alt for britisk i hendes mund, men ikke desto mindre var det et udtryk, hun havde brugt meget på det sidste ... for sig selv, i sine egne tanker. Måske Patricia derhjemme i Nørrebro havde hørt Nishay sige det en enkelt gang, men det var hendes eneste danske, og gode, veninde derfra. Selvom Patricia var lidt selvfed og brugte for meget makeup. Men hun var sød og fashion-minded.
For Nishay føltes det, som om ordene, hun havde sagt til Lærke, ikke var velovervejede, for hun forstod stadig ikke, hvad Lærke mente med realiteter. Hun ville måske ikke vide det. Var alle deres venlige ansigter, imødekommende ord og muntre vittigheder blot falsk? Var de bare sådan for ikke at bekrige hinanden? Nishays øjne var stadig usikre, overraskede - og nu også ængsteligt afventende.

[Louisa Frost]

//Louisa til tråd med Sine Augusta

Det var ikke helt værst at være sammen med Sine, efter de havde forladt biblioteket i hæsblæsende fart. Louisas billige klipklapper havde larmet, hver gang hun havde taget de klodsede, løbende skridt, og de havde smældet mod gulvet i den akustikrige indgangshall.
Louisa havde bare fulgt efter Sine, for Sine virkede til at kende stedet bedre end hun selv. Det var også, mens de hastede væk, at det gik op for Louisa, at Sine var 2. G'er. Sikke noget bavl, at hun skulle være sammen med én, der sikkert havde mange venner i forvejen, for hvad nu, hvis Sine slæbte Louisa med hen til sine veninder? Og så ville de alle sidde og fnise indbyrdes, og Louisa ville ende med bare at kigge på.

Men Sine endte bare med at trække Louisa ind i Sneglehuset, hvor de fandt køkkenet tomt. Og så havde de siddet dér med en mærkbar lettelse fra begge parter.
"Øh, men altså, jeg tror ikke, at jeg er så'n lige så interesseret i bøger som dig. Undskyld," havde været Louisas første bemærkning efter den løbetur. Hun havde pustet ud ved "altså", "så'n" og ved "undskyld.". Så havde Louisa klappet i, siddet med hovedet i hænderne og pandehåret i øjnene. Det korte hår nåede kun lige skulderbladene, fordi hun havde bøjet nakken lidt bagover. De var tavse i et stykke tid.
"Det gør altså ... ikke noget, jeg synes bare, du er ... øh... okay," kom det fra Sine.

Nu, hvor Louisa tænkte tilbage, fattede hun ikke, at de begge stod her - foran aktivitetsrummet.
Louisa kunne huske, at de havde grinet lidt. Og Sine var smuttet ind på sit værelse og kommet tilbage med en lækker, vanille Chai Tea, der havde haft en fyldig smag af vanille og mælk og samtidig virket lidt krydret. Louisa havde aldrig smagt det før. Det var med sikker garantrisse forbandet dyrt. Og selvom elkedlen nær var røget på gulvet og nær havde skoldet Louisas bare tæer, havde de grinet lidt af det.
"... 'amen, skal man bare blande det stads med vand, og så bliver det til dén slags lækkert fluidum?"
"Ja," havde Sine sagt med et grin, og så havde hun tøvet, som om det havde været forkert af hende at grine, "øh, det var ikke for at være ..."
"Det vil jeg gerne smage," havde Louisa erklæret for at overdøve hende.
Så havde de snakket. Louisa spurgte lidt til skolen, og Sine havde fortalt om lærerne, og om at mange af fyrene var flinke - eller det havde hun formodet, at de var. Louisa havde fortalt om sin skole - 10. klasse hovedsagligt. Men Louisa havde ikke turdet at tale om dem derhjemme - kammeraterne og sin mor. De talte lidt om Orlando Bloom, Tom Cruise og nogle af de dér.

Louisa bed sig i læben, da Louisa havde lagt hånden på dørhåndtaget. De var kommet i et heldigt øjeblik, hvor der ikke rigtigt kom nogen i samme retning for at komme ind i rummet. De var blevet alt for dristige inde i køkkenet i Sneglehuset. Sine havde foreslået hyggeaftnen med begejstring, og de havde begivet sig af sted, men Louisa blev mere og mere nervøs, efterhånden som de nærmede sig Det Hule Træ.
'Fordømt,' tænkte hun nu og kiggede ængsteligt på Louisa. Gid, der kom nogen og åbnede døren ... så behøvede de ikke selv tage skridtet.
"Vi kan godt gå tilbage igen," mumlede Louisa frem for sig, slet ikke sikker på, om Sine hørte det. Hun håbede det. Men også kun lidt. Det kunne da være hyggeligt nok at være sammen med de andre, måske. Måske.

[Lærke]

Lærke fik lyst til at sukke.
Skulle hun absolut virke så gammel? Nej, men det var en sideeffekt ved at have holdt øje med folk et helt liv og derfor ikke indvie dem i sin tankegang. Lærke fulgte den røde tråd der løb hendes egen hjerne. Der var tydeligt at Nishay ikke var på samme bølgelængde som hende.

Hvad Lærke havde brug for var et alarmsystem. Hun vidste at hun havde stjålet udtrykket, men fuck det. Hun behøvede et filter der fortalte hende at nu skulle hun holde sin kæft, men det var bare ikke noget hun praktiserede og derfor måtte Lærke indrømme at hendes social skills stort set var lig nul.

Andre ved den synlige forvirring havde nok givet en forklaring på hvad der blev ment. Lærke smilede ikke direkte, men hun morede sig pludseligt over den anden pige. Eller måske alle omkring hende. Hendes fod begyndte at trampe en anden rytme end den der blev spillet. En insisterende rytme som hun holdt. Havde det været en muscial eller et afsnit af fucking Glee var hun begyndt at synge. Havde det været en Chuck Norris flim havde hun trukket sit maskingevær frem fra skjulet under bordet og skudt dem alle sammen. Indiana Jones og hun var havnet i penibel situation hvorefter hun kunne sige at det var nazi’erne der havde snøret hende og derfor var det okay at de døde.

Lærke mærkede spændingen i hendes krop. Hun var hård som sten. Ikke fordi nogen generede hende. Lærke var bare altid klar. Pånær når hun fucking spiste. Hun modstod trangen til at se på Monster-Marius (Aske ville have været stolt af hende).

Det ’motherfuckers’ den nu nervøse Nishay udstødte lød postuleret. Unaturligt, men med tiden skulle hun jo nok få fat på den slags. Den pæne perker fra København, ikk’. Pigen havde sikkert nydt freden i at være alene og så var Lærke poppet op, havde fyret nogle tanker af og havde fået en lækker kliche tilbage i synet. Oh boy havde hun lyst til at smække din i gulvet og fortælle hvilket lort den var, men den slags var Lærke vant til at holde inde.

”Godt de har dig,” sagde hun og mente det.
På grund af den hoppende fod, forbundet til benet havde hun rettet sig op. Efter de her fire dage spekulerede hun stadig på hvorfor hun var kommet.

[Selma Åberg]

"Har I haft en god dag? Hvordan var søen?" Det var henvendt til Lærke og Nishay. Egentlig også til resten af 1. g'erne der lige var inden for hørevidde, men hun kiggede mest på de to, der sad ved siden af hinanden og snakkede lavmeldt. Det virkede lidt som om de havde brug for at blive lidt mere inkluderet. Hun smilede til de to med en lidt drillende undertone grundet spørgsmålet med søen.
Det var mærkeligt med hende Lærke. Hun smilede aldrig. Hun så altid lidt mut ud. Selma gad nok vide hvorfor, men spurgte selvfølgelig ikke om den slags. Desuden vidste hun ikke om hun havde lyst til at høre det når det kom til stykket.
Hun hørte Noah tale spansk over ved ham 2. g'eren Marc. Han var ret sød, ham Marc-musen og Noah så ud til at hygge sig. Det var dejligt. Hun havde godt skævet lidt over til ham - når hun da ikke kildede folk eller blev kildet - men det var så også det. Det var rart at hun ikke skulle føle sig forpligtet til at hænge op af ham hele aftenen, selvom det ikke ville gøre hende så meget. Men det var alligevel lidt mere afslappende bare at kunne være sammen med andre. Hendes venner.
Hun så over på Anton og sendte ham et kort smil ingen andre så. Som om de havde en hemmelighed. Det var dejligt at se ham så glad igen. Det var længe siden han havde set så afslappet ud. Han sagde ikke meget, men hun kunne se at han havde det godt og det var det vigtigste.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda overså med vilje at Marius af en eller ukendt grund himlede med øjnene af Lærke, for hun havde jo ligesom sagt til ham hvad hun tænkte om det. I stedet for lo hun da han tog fat i hendes gipsarm og undersøgte alle de platte skriplerrier Sara og Line havde lavet på den.

''Jeps, Sara er vanvittig kreativ til at finde på digte. Det er næsten lige før hun slå dit... Men også kun næsten.''

Sara vidste at Amanda ikke kunne klare når folk skrev på en poppet måde, og det var kun derfor hun havde skrevet det på den måde, men pigerne havde lavet en pæn rød outline rund om hans lille digt, som de intet havde fattet af og den lille tegning han havde lavet med. Flere gange idag havde hun siddet og betragtet hans mærkelig digt, som måske ikke gav den store mening, men som hun alligevel holdte enormt meget af allerede.

''Og jo, det var det vidst.'' Det havde vidst været i starten af sidste år, hvor en havde spurgt: 'Hvor er Line', og Amanda der ofte bare svarede et eller andet lort uden at overveje om folk altid gad have et sjovt svar havde sagt: 'Jeg går på Line' og det var så blevet en eller anden ting folk havde sagt, hvis de vidste hvor Line var. At den så nogen gange var blevet kørt ud til ekstremer til fester, tog Amanda intet ansvar for, for det var bare drenge uden den store humor.

''Men hvad har du så lavet, når nu det så tydeligt fremgår hos mig... Eller vent, lad mig lige tænke.''

Amanda lukkede øjnene, som skulle hun til at læse hans tanker.

''Du har garanteret været henne og spise kage.''

Hvis det ikke var rigtigt, så ville det komme voldsomt bag på hende. Selvfølgelig kunne han også havde været gået hen til skolens klaver, men den første dag med kage på skolen... Hun tvivlede på at han ville gå glip af det.