Hyggeaften

[Theo Hedegaard]

Han smilede tilbage til den sorthårede pige og tog hendes hånd. Hun havde egentligt et pænt smil som var mere imødekommende end man måske ville gætte på når man så hende. Theo var ikke sikker på at have set hende til morgenmaden eller noget andet tidspunkt egentlig, der var så mange nye mennesker at få øje på.

”Jo det er jeg. Det kan sagtens være at du har set mig, et tidspunkt før vores fine dukkert i søen,” grinede han let og ville til at præsentere sig da han blev afbrudt. En pige, der var nødt til at være 2. eller 3.g’er for at kunne stride sig frem med den slags selvsikkerhed hun gjorde, kom hen til dem og henvendte sig til ham. Med hans navn, som han ikke helt kunne gennemskue hvorfra hun havde. Hans øjenbryn løftede sig lidt i overraskelse overfor blondinen. Hun havde stillet sig ved siden af ham og han havde ikke engang set hende komme. Det burde han måske, for hun var bemærkelsesværdig bare i sit udseende. Hun så godt ud, og hun vidste det helt sikkert, tænkte han med et blik på hvordan hun klædte sig. Og hvis han skulle være helt ærlig så havde det ikke den store effekt på ham, sure, hun var den der standard som kunne få alle hanhundende til give hals og savle, men nogle gange virkede bare lidt for... opsat. Og han undrede sig mest af alt over hvorfor hun havde lagt mærke til ham. Det skulle da lige være selerne. The ladies love the suspenders, tænkte han med et ironisk grin. Så vendte han sig halvt mod Amanda igen, og sagde med et hovednik mod blondinen,

"Og som hun lige sagde, er mit navn Theo," sagde han, "Selvom jeg ikke er helt sikker på hvor du kender det fra? Når jeg nu ikke kender dit."

Det sidste var selvfølgelig henvendt til den anden pige. Og han sagde det med et smil på læben, det var nu lidt sjovt.

[Frida Jensen]

Det havde været hyggeligt bare at sidde på værelset og se på Leas mekaniske bevægelser, der redte seng og pakkede ud. Hun havde spist lidt frugt og kastet et hurtigt blik på en fysikopgave, som ikke skulle afleveres før om to uger, men hun kunne godt lide at begynde tidligt, så tankerne kunne nå at rumstere i hovedet og blive rigtig gode.
Så havde Viola ringet. Eller det vil sige, at hendes mor havde ringet, fordi Viola havde slået sig i vuggestuen og gerne ville 'fortælle' om det. Det var meget sødt, at hun stadig tænkte så meget på Frida i hverdagen, selvom det nok mest var mormor og morfar der var hendes primære personer. Det var ikke rigtig til at tale i telefon med en toårig, men hun kunne da få sagt en masse småting, som ja og nej og hund og mormor. Hun var da også begyndt at tale i mere eller mindre hele sætninger, men ikke rigtig noget der gav fuldstændig sammenhængende mening. Men det var dejligt bare at høre hendes stemme en gang imellem.
Så havde hun selvfølgelig fortalt Lea om Viola, men heldigvis virkede hun også til at være rigtig sød og positiv på det område. Alt i alt havde det været afslappende.

Afslappende var bestemt ikke hendes opfattelse af aktivitetsrummet. Der var allerede mange mennesker. Hun kunne uden tvivl godt lide mennesker, det var slet ikke det, hun var bare ikke så god til at få sagt noget når der var flere om ordet. Hun var sådan en type som skulle spørges for at komme ind i samtalen, ellers sad hun bare og lyttede på andre. Hvilket ikke gjorde hende noget, men det udgjorde ikke en god vært for Lea, hvis hun gerne ville være social. Det måtte hun virkelig øve, tænkte hun for sig selv, når hun var præfekt og alting.

Hun lagde fint mærke til at Leas opmærksomhed og blik vandrede mod sofagrupperne. Hvilket var helt naturligt. Det havde hun opdaget helt fra den første dag, at opmærksomheden i langt størstedelen af tilfældene trak mod hvor Anton, Selma og Jonathan var og hvem de ellers lige var sammen med. Hun vidste ikke om det var bevidst eller ubevidst, men sådan var det nok altid når man var flere mennesker sammen. I hendes folkeskole havde der også været nogle som var løbet af sted med al fokus fra lærere og andre elever, mens hun var, og altid havde været, en af dem der mere eller mindre gik i et med tapetet.
Men hun havde alligevel på fornemmelsen, at det var lidt med vilje. Specielt Selma og Anton virkede lidt snobbede. Selvom de snakkede med alle folk og hele tiden - virkelig hele tiden, de snakkede jo værre end, ja hun kunne ikke komme på et godt billede - virkede de lidt snobbede og reserverede. Som om de virkelig var de smarte og de bedste. Hun kunne ikke rigtig tale med dem og i bund og grund var hun usikker overfor dem, fordi de fik hende til at føle sig underlegen og det brød hun sig ikke om ved dem. Hvis skyld det var, turde hun ikke sige. Om det bare var hendes mangel på selvtillid eller om de reelt følte sig overlegne, måtte stå hen i det uvisse. Jonathan var lidt mere ydmyg, hvis man kunne sige det sådan. Han virkede mere til bare at være, hvor de to andre var, men hun havde alligevel ikke haft mulighed for at lære ham at kende som sådan. Han var ret sød og de havde valgfag sammen, men de havde bare ikke rigtig noget fælles grundlag at snakke ud fra.
Derfor var hun lidt i vildrede. Hvis Lea ville derhen, gik hun selvfølgelig med og det skulle også nok blive sjovt, for de var folk som var gode til at få alle til at føre sig tilpas, men samtidig var de lidt for interne. Det var små ting, som hun sikkert var en af de eneste der lagde mærke til. Man sagde jo at det var de stille mennesker som vidste mest. Det var små ting som, at de kunne side en hel gruppe og spille et brætspil eller fortælle historier eller spille musik eller hvad som helst. Alle så glade ud (og var det sikkert også) og det var en arketypisk kostskolesituation. En af dem man ville huske som de gode stunder. Men så irriterede det hende at de tre, nogle gange flere, selvom de sad væk fra hinanden og ikke faktuelt gjorde noget for at adskille sig, sendte små blikke af samhørighed og forståelse og bølger af intimitet. Det virkede som om de nød det. Men hun var misundelig, det var rigtigt. Hun ville bare aldrig indrømme det. Og de gjorde aldrig noget, som der åbenlyst var noget galt med. Hun kunne ikke forestille sig, at hun var den eneste der tænkte at de egentlig var utroligt lukkede, men udadtil virkede de jo mega sociale, så man kunne ikke bede dem gøre noget anderledes. Det allerværste var at de faktisk virkede helt vildt søde og hun ville elske at være en del af deres selvfølgelighed. Hun troede ikke det var skuespil at de var gode, søde og sjove mennesker, som havde det virkelig godt, kun illusionen om at de var interesseret i at indlemme andre. I bund og grund brændte hun bare efter at have det der dybe, selvfølgelige, overlegne samhørighedsbånd med nogen, som der ikke blev stillet spørgsmålstegn ved og som ikke engang behøvede at blive nævnt. Det lå der bare som en tryg base for dem, en universel sandhed.

Hvis Nanna og Elisa havde været der ville det havde været meget trygt. Nu følte hun sig næsten ny igen, selvom hun kendte stort set alle mennesker på skolen, både af navn og person. Det var træls at føle sig udsat, men hun vidste at det hjalp så snart de besluttede et sted af slå sig ned. Det gav virkelig bagslag at hun snakkede mest med dagseleverne. Hun havde faktisk en del kammerater, som hun også arbejdede rigtig godt sammen i gruppe med og sådan, men når de så gik hjem ud på eftermiddagen/først på aftenen, var skolen ligesom en helt anden verden, som hun aldrig var kommet 100% ind i, men som hun stadig elskede og begærede.
Det var et trækplaster at Marius og Anna var derovre. De havde da snakket rimelig fint i morges, omend ikke længe, men det var da en start. Problemet var bare at 3.g'erne altid var så dominerede på en eller anden underlig måde som en naturkonstant. Selvom de ikke larmede eller bare sagde noget interessant var det som om de opslugte energien og det var svært at stille sig hen og begynde en samtale uden om dem. Svært for hende i hvert fald, hun vidste ikke om hun var ene om det.

"Hvor skal vi gå hen synes du?"

[Samuel]

"Det er jeg glad for at høre, det skulle også lige passe," smilede han. Hun så altid virkelig sød ud, når hun grinede på den måde. Hun var meget charmerende. Virkede virkelig livsglad, lige en type han kunne lide. Han tillod sig at snuse drillende til hendes bluse, da hun sagde det med søvandet. Hun virkede som en der ikke ville synes det var grænseoverskridende og han gjorde det også på den drillende, karikeret måde.
"Ja, fy for den hvor du lugter!" Lo han med et glimt i øjnene. Hun duftede dejligt af parfume og rent tøj.
Det var lidt ærgerligt, at de ikke var begyndt at drikke eller noget endnu, så ville det være det perfekte tidspunkt at give hende et eller andet for at fastholde relationen, men heldigvis skete der så meget andet i rummet, som hun også kiggede på, virkede det til. Det virkede heldigvis ikke som om hun så det som hans opgave at underholde hende, men hun virkede heller ikke afvisende.

En der godt kunne trænge til noget underholdning var Emil. Han havde lidt ondt af kammeraten, som gik lidt i et med lænestolen. Det lignede ellers ikke ham. Eller det var ikke så udpræget i hvert fald. Ellers plejede Sam og Ante godt at kunne gejle ham op til at larme og fjolle og sætte fut i tingene. Det kunne de sikkert også som aftenen skred frem, men lige nu sad han og var meget optaget af måden Selma lo på, måden hun slog ud med armene, måden hun sad på Jonathan og især måden hun krammede Marius på. Det var alt for tydeligt, men han var ret sikker på det kun var ham og Anton der kunne se det, for de var de eneste der kendte til de hemmelige følelser. Han synes Emil skulle se lidt mere åben ud, så kunne han nemt score et hav af søde piger, der var nok af dem og de kiggede jo alle fiskende og interesseret, vurderende som man altid var over for nye mennesker. Hvem var bytte? Emil burde da bestemt være nogens bytte, han var jo pissefed.

"Hvilke hobbyer har du så når du ikke hopper i søer fuldt påklædt?" Han smilede oprigtigt til hende. Han vidste godt det ikke var det mest kreative spørgsmål, men han håbede bare hun ikke var sådan en flueknepper som gik op i småting. Det vigtigste var vel at man havde interessen og gjorde hvad man kunne. Mere kunne tøser altså heller ikke forlang af fyre. De havde virkelig for høje forventninger til originalitet og alt det der. Interesse var interesse og de gjorde jo deres bedste. Men hendes søde smil tydede da på, at hun ikke synes han var helt forfærdelig - håbede han. Hvis han da tolkede rigtigt.

[Sophia Blake]

//Indtræder i tråd

Vejret var måske varmt, flot og skyfrit, men det lagde Sophia bag sig da hun vandrede fra parken direkte mod Sneglehuset. Det lå stadig på rygraden at hun boede i Fuglereden, så hun var nær gået derhen, men hun stoppede da sig selv inden hun nåede alt for langt. Det var lidt af en omvej, og det orkede hun bare ikke. I sit hoved undskyldede hun sig selv med - pyntet med lidt bandeord - at hun jo også var helt enormt træt. Og det var jo var Samuels skyld og derved var det så, i Sophias hoved, hans skyld at hun var gået forkert.
Der var ikke noget med at hyggesnakke eller være social. Det kunne hun sgu gøre senere i aften, tænkte hun. Nu skulle hun bare sove. Og hun gad ikke engang sætte en alarm på mobilen. Hun begravede bare hoved og krop under dynen og sov næsten på stedet. Ingen drømme, ingen afbrydelser.
Hun vågnede lidt for sent og følte sig næsten endnu mere træt da hun stod op. Hun havde det lidt som om det var næste dag nu.
Håret var umuligt da hun skulle sætte det, men til sidst gjorde det som hun ville. Hun gad ikke skifte tøj. Det var ikke noget i vejen med det hun allerede havde på. Og der var ikke noget at gøre ved at hun lignede en zombie.

Da hun trådte ind i hyggerummet virkede det hele lidt uoverskueligt. Dog fandt hun hurtigt ud af hvor de fleste 3. g'er var samlet. De havde selvfølgelig invaderet en større sofagruppe. Der var et par stykker der lige sagde hej. En kastede et hurtigt blik på hendes øjne og spurgte hende om hun havde grædt. Det gjorde hende lidt nervøs.
Sophia stillede sig hen ved sofaen hvor Selma, John og Marius sad. Selma rykkede hurtigt til side og smilede til Sophia. Hun satte sig. Først der mærkede hun hvordan det føltes som om hun hendes hoved var pakket ind i noget. Det føltes sært når hun trak vejret og al lyd virkede helt mærkelig. Sådan var det bare altid når hun havde sovet til middag.
Hun sukkede med et træt smil og lod sig 'splatte ud' på sofaen.

[Anton Sommer Engström]

"Sådan tror jeg vi alle har haft det" smilede han til hende, da hun sagde det om at skulle vænne sig til tingene. Egentlig havde det ikke været så slemt for ham, for han havde jo Jonathan og så blev de venner med Selma næsten lige med det samme. Men det var da noget nyt at være sammen med mennesker hele tiden og alle de indtryk og han vidste da at nogen havde det sværere med det end andre.
Så var det som om scenen var afsluttet. Hun havde fået udført sit ærinde - at aflevere hans trøje - og så kunne hun måske ikke overskue mere. Hun gik i hvert fald på en lidt genert måde ind i sig selv igen og så begyndte hun at hviske lidt med den reserverede, hun var ankommet med.

Han gled lidt ned i sofaen med benene strakt ud for sig og fødderne hvilende på hinanden. Han fulgte lidt med i brudstykker af samtaler her og der, men i virkeligheden sad han bare og var. Alt det andet var bare baggrund. Han var glad og tilfreds og behøvede egentlig ikke andre mennesker. Dermed på ingen måde sagt at han kunne være alene, for han hadede at være alene, og han elskede at de var så mange mennesker, men han behøvede ikke at der skulle foregå noget specielt. Han ville bare sidde og nyde stemningen. Hvis han kendte sig selv ret var han sikkert alligevel den der sad og spillede kort klokken tre i nat med de putter som ville have hele oplevelsen og ikke sove medmindre det var højst nødvendigt.
Selma sendte ham et lille smil, som med al tydelighed viste at hun vidste alt om præcis hvordan han havde det. Det gjorde hun virkelig. Han smilede tilbage. Hun var så glad og det var dejligt. De var tilbage, better than ever, ville han næsten sige og hun havde fået en kæreste, som man så kunne tænke sit om, men det var alt sammen ligegyldigt, og det var sommer og de var glade. Han undslap et lettet og afslappet suk, som ingen sikkert hørte og som bare var et udtryk for fuld tilfredshed.

[David Bundgaard]

Der var ikke sket noget særligt. Det var første skoledag. De nye gik retarderet rundt og spurgte om vej til de forskellige ting. Ligesom han sikkert havde gjort for et år siden med Amanda på slæb. De havde hygget sig og opført sig lidt som om deres forhold havde været det vigtigste i verden. Det havde det jo egentlig også. For dem. Men når man så det udefra blev man bare så meget klogere. Selvom deres forhold havde virket åh så stærkt, havde det i virkeligheden været så helt ekstremt skrøbeligt. Der skulle så lidt til at skabe en hel bølge af problemer. Det var som om de bare havde ventet på at komme. Havde det ikke været det kys der, havde det sikkert været noget andet.
Det havde egentlig ikke berørt ham så meget som han troede, da han stødte ind i Amanda. Det havde været anspændt og langt fra behageligt, men deres samtale havde virket helt normal. Som om de bare var to mennesker der egentlig ikke rigtig kendte hinanden. Måske havde der ligget rigtig mange ting bag det hel. I deres hovedet, i deres øjne, gemt i ordene og kropsproget. Men efter det der var sket til grillfesten var der ikke rigtig noget der berørte ham synderligt. Da han var gået fra hende tidligere i dag, havde han følt en underlig tom følelse. Hans hoved havde været helt stille og hans bryst havde bare løftet og sænket sig på den samme måde som før. Ingen hjertebanken, ingen hyperventilering, ingen rodede tanker og blandede følelser. Han havde bare følt ingenting. Ligesom resten af dagen. Han var ikke engang sur eller gnaven ligesom han ikke var overglad. Han snakkede bare med de folk han plejede og svarede ikke når de spurgte ind til Amanda og ham. De kunne vel regne ud de ikke var sammen mere?

Han fulgtes til hyggerummet med Carl. Carl der altid gik i Cheap Monday fordi han stadig havde den illusion om at han var den eneste der gjorde det. Fair nok.
Han så hurtigt at Marc og Amanda havde valgt at sætte sig i den samme sofagruppe, og han skulle lide til at blive irriteret, men så besluttede han at det kunne være fucking ligemeget. Han overvejede om han skulle sætte sig ved Marc eller et andet sted, og nåede frem til, at der sad for mange ved sofagruppen og Marc havde gang i en anden.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil sad i sofaen. Ved siden af Sam. Overfor Sam sad hans lille fund. En pæn pige, med et stort smil, og nogle røde læber. Hendes mørke hår var lettere fugtigt, fordi hun jo lige var ankommet til skolen, og hun (forklarligt nok) var blevet smidt i søen.. Af Sam.. Den handymand! Pigen var dog slet ikke usikker, hun sad, som om hun hørte hjemme, og havde gjort det i mindst et år. Hendes skuldre hang ikke helt oppe ved hagen, som han kunne se, at de gjorde ved mange andre. Hun så faktisk rigtig sød ud. Emil vendte hovedet væk fra Sam og pigen. Men i det han drejede hovedet, så han Selma. Pokkers. Pludselig vidste Emil slet ikke hvad han lavede her. I dette rum. Han havde ikke lyst til at være her, hans svælg var tørt, og han havde svedige håndflader. Emil prøvede at tørre dem af i hans bukser, men den svedige følelse forsvandt ikke, og fugten var der stadig.

Alle mulige mennesker omgav ham. Det føltes på en måde rigtig rart - at der var nogen, som sad og snakkede og hyggede sig. Men på en anden måde var han også frastødt. Over sig selv. Hvorfor kunne han ikke bare være glad? Der var mange mennesker. Folk han kendte, og folk han ikke genkendte. Han smilede imødekommende til folk, det første smil denne aften, men det udstrålede også en eller anden form for indelukkethed. Hvorfor gjorde han det her mod sig selv?

Emil prikkede Sam på skulderen. Satte sig tættere på og hviskede, så kun Sam kunne høre det: ”Jeg går lige et øjeblik. Kan være jeg kommer senere- okay?” Så sendte Emil ham et smil. Det andet denne aften. Så rejste Emil sig, ventede ikke på svar, og derefter banede han sig vej ud fra sofaen og sofabordet. På vejen væltede han næsten ind i Selma. Han smilede til hende, og gik derefter videre hen mod døren. Det her var simpelthen ikke til at holde ud.

[Nishay M. Asran]

Nishay slog blikket ned ved lyden af Lærkes ord. Hun sagde ingenting, men så bare frem for sig. Begge hænder hvilede igen på lårene. Det mærkelige ved det hele var, at Nishay kunne mærke, at Lærke måske tænkte lidt i de samme baner som hun selv, som om det her sted - Lyngvig - på en måde var helt fucked up og alligevel ikke. Pludselig lød Selmas spørgsmål henvendt til dem. Det kom bag på Nishay, og et øjeblik troede hun faktisk, at Selma snakkede med de andre, men hendes øjne var vendt mod dem.

"Ej," sagde Nishay lidt beklemt og bandede indvendigt over Selmas manglende situationsfornemmelse. Vidste hun måske ikke, at det var hele hendes årgang, som smed rundt med 1. G'erne, og at ham, som havde smidt hende i, sad LIGE i nærheden? For helved'!
"Det var en okay dag," sagde Nishay, stadig med overraskelsen malet i ansigtet, kiggede usikkert på ham med cardiganen og tilbage på Selma. Nishay trak sig mentalt væk fra hende.
"Well, jeg vil i hvert fald ikke være med til at kaste nogen i søen næste gang," mumlede hun hult og kiggede ned på fødderne. Der havde ikke været noget som helst morsomt eller socialt stimulerende ved at blive ydmyget og pjaskvåd. Hvorfor syntes de, at det var så sjovt - selv 1. G'erne? Instinktivt trak Nishay skuldrene op mod ørerne, stemte i med hænderne på bordpladen på hver sin side af sig. Hun kiggede på Lærke gennem øjenkrogen - måtte gøre et lille, elegant kast med hovedet for at få håret væk fra ansigtet, så hun kunne få udsyn til Lærkes udtryksløse, rolige holdning.

[liam]

Nej nej nej nej. Rødhårede var jo forhelvede klamme nakkeost lugtende pikslikkere uden sjæl. Det vidste enhver redditor! Hvad fanden var det med de piger? Det var jo direkte klammo. Og så virkede fyren endda sådan lidt 'Øh jeg er bøsse og lægger ikke mærke til den perfekte dobbel D skål på de perfekte patter.'
Hvis man så efter kunne man næsten se hvordan en tanke slog benene væk under ham: Måske den rødhårede var med i bøsse-banden. Dem der der havde smidt Liam i vandet. Måske lå han også på lur om natten og vendte på at de andre fyre rullede om på maven så han kunne blotte deres ender og give sig selv nydelse.

Resulut rejste Liam sig op, han havde alligevel vundet, ikke? Han var ikke klar over sin handling, men nu var han ligesom der, ved siden af Katja K og han smilede og lavede en Joey bevægelse mens han hænder lavede to pistoler.

"How you doing," og så lo han sin bøvede latter der mere lød som langtrukne H'er. Han vidste allerede at det måske ikke havde været det smarteste at sige. HOUSTON, we have a problem. Retræte. Aboard the boat! "Ej, hæh, jeg hedder Liam og altså det var bare en joke, ikke, hæh, øh bortset fra at jeg lissom vandt, den er totalt god nok, ikke? Jeg er bare sådan nervøs og I ved mange mennesker."

Theo fik et venskabeligt klap på skulderen men det var som om man kunne se Liam svede. Tænk hvis han tændte på at Liams mandige hænder rørte ved hana skulder? Tænk sig hvis Theo havde et G-punkt i skulderen?

"Men det ændre jo ikke på at jeg er toplækker," og den irriterende selvsikkerhed kom tilbage efterfulgt af hans smil der kunne få fugle til at dø mens de fløj forbi udenfor.

[Lærke]

”Hvordan var søen?”
Hvis Lærke ikke havde haft absolut kontrol over sit ansigt havde hun vrænget af den lille tynde pige. Hendes hoppende ben stoppede og hun så på den lille pige med et udtryk der ikke viste nogen interesse overhovedet. Faktisk viste det ikke andet end en neutralmaske med farver.
Desuden havde spørgsmålet jo ikke en fucking skid at gøre med om de havde haft en fucking god dag? Nej nej nej, det handlede om at det udmagrerede pigebarn der søgte efter at have en krop som Medina i ’Ensom’. Hurra, tænk sig at have så indgroede bryster at de kun bulede når nipples var stive!

Inden Lærke havde taget beslutningen om hvorvidt hun skulle svare eller ej havde Nishay alle udtrykt sin foragt, dog bag et beklemt ydre og så trak hun endda i land med en løgn. Og så den der mumlende kommentar om at Nishay aldrig ville sætte andre i den situation. Lærke vurderede det. Hun havde alligevel et indtryk af Nishay af at være en medløber. Ikke en peoplepleaser som Selma, men heller ikke en loner eller en original, som sådan.
Kommentaren var nu et lille forsøg på at være rebel mellem de ’store’ og det kunne man da ikke andet end at beundre. Ligesom fyren der bumpede lige ind i Selma. Han gad tydeligvis ikke at være blandt dem.

Kunne Selma overhovedet bade i en kold, klam sø uden at dø? Hvis Selma havde løftet sin egen kuffert til værelset havde hun garanteret sovet 10 timer efterfølgende. En hånlig latter fyldte Lærkes tanker, men intet kunne ses på hende.
Hun opdagede at Nishay så på hende, som ventede hun på et svar og også Selma.
Hvad forventede de? At hun sendte Marius et hvast blik, rejste sig og stak ham ned med sin butterfly [Kniv] med flyvende bevægelser, for derefter at lave en dobbelt baglæns salto og lande på samme plads, som intet var sket? Eller regnede de med at hun ville smile og sige ja som de to der ikke havde ngoet tilfælles ud over at han havde smidt hende i søen, nå ja og at den rødlæbedes kussesaft stank så ikke én var i tvivl om at hun bare ville kneppes på den sofa af ham høgenæsen.

Men de her liberalistkusser, der havde fået farmand til at betale for at de kunne sidde her, ville altså have Lærke til at ytre sig i smiskende, røvslikkende vendinger om deres lortetradition. Lærke havde ikke noget mod traditioner, men personligt ville hun hellere dyppes i pisrenden, eller som hendes bror og resten af den mandlige del af pakour-holdet gør ved hvert nyr medlem: Vist sig splitternøgne med et højlydt velkommen.

”Præcist som at sidde på vaskemaskinen og onanere,” svarede Lærke.

[Lea Nørr Kristiansen]

"Hvor skal vi gå hen synes du?"

Det var ligesom om at noget i hendes krop som hun ikke havde vidst spændte pludselig slappede af. Fordi det hun ventede på bare udeblev. Og så lo hun, måske lidt for højt og lidt for hjerteligt. Grinede af sin egen fjollethed. For hun havde rent faktisk forventet at Frida ville suse hen til en eller anden gruppe og vupti Lea ville være fritaget fra at skulle håndtere selv at tage et skridt i nogen retning. Sikke en fjollet og barnlig forventning. Specielt fordi hun havde opfattet fra Frida at hun faktisk var lidt af den stille pige.
Hendes latter stilnede hurtigt af, og der var garanteret ikke engang særlig mange der havde lagt mærke til hendes udbrud.

”Undskyld, jeg havde bare den tossede ide i mit hoved at,” forklarede hun sig og tøvede lidt – det var måske at dele lidt for meget? Nah – før hun fortsatte, ”at jeg ikke behøvede at tage den beslutning eller tage stilling til det, bare fordi jeg havde dig ved min side.”

Stadig med et smil på læben vendte hun sig mod rummet igen for at beslutte sig og fik øjenkontakt med en fyr der så ud som om han var på vej ud. Og hun og Frida stod jo ligesom i vejen på den kant. Hun kunne ikke lade være med at notere sig at det ikke så ud som han havde det forrygende, og måske var det på grund af overraskelsen over øjenkontakten og at han så sådan lidt nede ud at hun hendes smil bredte sig venligt. Han var egentlig ganske køn.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil var næsten henne ved døren. Næsten. Men han blev stoppet af et par grå, venlige øjne, der kiggede nysgerrigt ind i hans. Hendes blik var hverken fordømmende, eller undrende. Det udstrålede bare ren neutralitet. For en der kom udefra, og ikke vidste meget om, hvad der egentligt foregik inde i hans propfyldte hoved, var det vel en god ting at gøre?
Et smil bredte sig på hendes læber, og hun skinnede af varme. Og medfølelse. En medfølelse – som hun sikkert ikke kunne definere endnu – men alligevel var den der. I hendes hænder. Den måde hendes hår faldt på. Øjnene der blev til to små sprækker, i det hun smilte. Selv hendes sko udstrålede medfølelse, OG det var en underlig ting.

Emil smilede til pigen, som havde sendt ham et smil. Et venligt smil. Han kom pludseligt til at tænke på en tekst fra en sang, hans mor engang havde sunget. Bare fire linjer.

Vi har talt sammen næsten hele natten.
Her og der er vi så gået i stå.
Rundt omkring, ligger folk og sover.
Jeg ved ikke rigtigt hvor vi skal gå hen.

Emil følte det egentligt sådan- som om ham og pigen havde snakket næsten hele natten væk i et stykke, og derefter blev bevidste om alle folkene, som lå og sov rundt omkring dem. Og det var egentligt også tåbeligt, at sammenligne dette korte, intense møde med denne pige, med en sang, som han ikke engang kendte navnet på.
De havde jo aldrig snakket sammen. Havde ikke udvekslet et eneste ord sammen. Han kendte hverken sangens navn eller pigens. På den måde mindede det her grotesk meget om sangen. Hvor var verden bare underlig nogle gange.

Der var nok kun gået et øjeblik eller to. Emil trådte et skridt videre hen mod døren. Overvejde et kort øjeblik om han skulle sige noget i retning af; ’hyggeligt at smile med dig- men nu må jeg altså gå', men nåede lige at ombestemme sig. Han smilede bare videre.

[Lea Nørr Kristiansen]

Hun så ham smile tilbage, lidt taknemmeligt på en måde. Det så ud som tusind tanker væltede rundt bag de der øjne og hun havde ingen chance for at vide hvad det var for nogle tanker. Hell, hun vidste jo ikke engang hvad han hed eller hvem han var. Det virkede som det bare var noget hun gennem her i starten, det med ikke at vide hvem nogen var.

Så trådte han et skridt mere hen mod døren, men stod stille bagefter. Blev ved med at smile. Hun grinede let af det fjollede i situationen.

”What’s the haste cowboy?” spurgte hun. Det kunne måske godt have lydt som en scorereplik eller en sarkastisk bemærkning, men det kom af en eller anden grund ud ret blødt. Hvorfor var han egentlig på vej ud? Når alle andre lige var kommet og der var lovning på noget socialt samvær og alt det der.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil skulle lige til at dreje hovedet, og bare gå. Men så afbrød pigen ham i et sidste sekund, eller det føltes som sidste sekund, men det var det nok næppe. Næppe så... Dramatisk.
Og så alligevel.
Han havde en underlig følelse af at dette var et af de sammenstød man bare glemte, men en anden følelse sagde ham at det var et sammenstød af den kaliber som man lå søvnløs over og undrede sig.

".. Haste, cowboy?" sluttede pigen. Emil var lige ved at grine. Det så ud som om pigen godt selv vidste at det lød lidt som en dårlig amerikansk film. Men hendes stemme var blød. Soft- på engelsk. Soft. Det lød blødere. Bedre. Pigen lød soft, konkluderede Emil, men måtte ombestemme sig. Så mindede hun for meget om softice...

Var det nu han skulle sige noget i retning med- jæ går lig' uj til hæstne?
Bare for at spille med på cowboy temaet? Sikkert ikke, nej.

"Jeg går bare," sagde Emil smilende. Og så var han næsten henne ved døren.

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille returnerede Theos smil med et venligt, imødekommende ét - ét, der sikkert lovede meget mere fis og ballade, end hun ville tilbyde ham, men what the hell - de levede kun én gang. Hun lod en hånd køre igennem håret - også, selvom det ikke gjorde hans blik mere sultent, som for eksempel ham den flabede 1. G'ers.

"Nogle ting ved jeg bare," sagde hun bevidst overlegent og grinede. Hun var afslappet, ville få det bedste ud af situationen og alt det dér, og ham her Theo - han virkede som typen, der kunne blive lige så overskudsagtig og famøs som Anton og de andre, hvis han strammede selerne. Damn!

"Men jeg hedder ..." begyndte hun velvilligt, men hendes opmærksomhed blev tvunget hen på den savlende 1. G'er, der pludselig stod ved hende. Hun begyndte automatisk at grine ved lyden af hans ordstrøm og greb hans overarm i et venligt greb: "Okay, okay, calm down, mr Handsome."

For det dér lød jo overhovedet ikke, som om hun mente det. Men det var nu fucking sjovt alligevel. Og hans ansigt faldt da også bare lidt til ro, selvom det var endnu mere fjoget. "Jeg hedder Pernille," sagde hun så og var nødt til at henvende det til både Liam og Theo - to uordinære navne, som hun - well, aldrig ville glemme. Ligesom hun aldrig glemte de andres navne heller. Men gid, Liam ikke var trådt til!

"Men," sagde Pernille og fangede Liams blik med et udfordrende smil, "I behøver sgu ikke være nervøse; I vænner jer til det, så ... Men jeg tænkte på -" de tænkte sikkert, at hun talte for meget "- om I vil hjælpe med underholdningen?"

Pernille så hen mod sofagruppen, hvor Jonathan og Selma sad afslappede blandt nogle andre fra årgangen - åh, og også lille Marius var at finde sammen med Amanda. Perfekt!