Hyggeaften

[Marius Emil Lundqvist]

Amandas kommentar om, at Saras præg på gipsen næsten slog hans, fik ham bare til at blinke til hende med det sædvanlige, muntre glimt i øjnene. Amanda morede sig tydeligvis over, at han allerede havde regnet ud, hvem hun havde tilbragt sin eftermiddag med, fordi han sikkert var én af de få, der gad lægge mærke til tegnene og overlegent proklamere, at han kunne operere lidt ligesom Sherlock Holmes. Marius gav afslappet slip på Amandas arm; hans fingerspidser strøg let over hendes håndryg, da hun lod armen falde.

"Men hvad har du så lavet, når nu det så tydeligt fremgår hos mig... Eller vent, lad mig lige tænke," begyndte Amanda smilende og lukkede øjnene som en sandsigerske. Marius fremtvang et demonstrativt suk ved hendes mimespil og støttede hovedet i hånden med albuen på låret. Hans blik var fæstnet på Amandas ansigt, men flakkede over mod Lærke, da denne pludselig rejste sig og satte sig hen til den mørklødede pige på bordet. Måden, hun bevægede sig var afmålt og præcis, som om Lærke bevægede sig et sted, hvor hun under ingen omstændigheder ville miste fodfæstet. Og Lærkes blik var udelukkende rettet mod pigen.

"Hvad kan jeg sige..." hørte han Lærkes dæmpede stemme midt i al snakken, og pludselig ønskede han brændende, at han kunne høre resten, men Amandas stemme hev hans opmærksomhed tilbage til hende. Fandens også, hun havde sikkert set ham sidde med et fjernt udtryk i ansigtet uden hverken at se direkte på Lærke, Selma eller nogle af de andre, men bare tomt ud i luften. Marius fangede Amandas blik med et skævt smil.

"Ja, da. Jeg skulle jo have noget at skylle den lindrende te ned med, eller hedder det "spise teen ned med", eller..."

Marius gjorde intet for at fremhæve hans nyligt overståede weekendfeber; der var få spor tilbage af den i hans stemme, der var lidt hæs, når han talte, men det var så minimalt, at det bedst kunne høres, når han talte lavmælt eller forsøgte at råbe til folk.

Marius mumlede et kort, høfligt "Hey." til Sophia og rykkede sig et par centimeter for at optage mindre af pladsen på armlænet, da mulatten satte sig. Alligevel kunne han ikke undgå, at hendes fyldige krøller strejfede hans kind, inden hun fladede helt ud i sofaen. Hans forsøg på at fylde mindre satte ham lidt ud af balance, så han lagde en hånd på Amandas skulder for at få støtte med en misbilligende panderynken.
"Ved du..." begyndte Marius lavmælt henvendt til Amanda, men måtte følge hendes blik mod døren, og Marius kendte allerede svaret på årsagen til Amandas lidt anspændte vejrtrækning, inden han fik øje på David. Umiddelbart samtidig væltede Emil lettere fortumlet halvt ind i Selma, som om han ikke kunne komme væk hurtigt nok. Marius havde aldrig rigtigt talt med Emil - bare trænet, mens han var der. Emil havde altid virket lidt reserveret, og Marius talte egentlig aldrig rigtigt, når han var i sin egen, lille verden af enten motion eller musik.

Men det var næsten et heldigt sammentræf, for Emils bevægelse havde fået opmærksomheden til at samle sig omkring Lærke og den anden, som talte med Selma. Marius lod Amanda om at finde sig selv ovenpå synet af David; han gav hendes skulder et lille klem og lod hånden hvile der, mens resten af hans opmærksomhed var vendt mod Lærke og den mørklødede pige. Primært Lærke, måske.

"Det var en okay dag. Well, jeg vil i hvert fald ikke være med til at kaste nogen i søen næste gang."

Og det var dét, hele samtalen havde drejet sig om, tilsyneladende. Marius fornemmede lidt, at situationen blev anspændt, og som om Lærke selv vidste, at de ventede et svar fra hende – måske, fordi ingen vidste, hvad de skulle vente sig af en pige, som endnu ikke havde ladet andet end et udtryksløst ansigt vise. Marius' blik blev automatisk draget mod hendes øjne - de så ikke på ham, eller nogle af de andre.

"Præcist som at sidde på vaskemaskinen og onanere."

Marius' greb om Amandas skulder blev lidt hårdere, idet han måtte undertrykke et latterudbrud. I stedet løftede hans ene øjenbryn sig bare, og resten af hans ansigt forblev ubevægeligt. Hvad fanden var det for noget at diske op med?

[Selma Åberg]

Selma nåede at se Antons svar på hendes smil, inden hun lod sit blik vende tilbage til de to 1 g'ere hun ikke helt kunne gennemskue endnu. Anton virkede rigtig glad igen, og det var hun virkelig taknemmelig over. Ikke mere dårlig stemning. Ikke flere overfladiske smil. Eller de der falske beroligende træk i den ene mundvig. Eller smil der uden held prøvede at skjule noget andet der lå bag - noget hun aldrig rigtig helt har vidst, hvad var. Det var slut nu. Med et fingerknips. Endda uden en ordentlig bekendtgørelse eller en orientering. En lille opdatering. En kort oplysning. En underretning. En liden advisering måske?

Nogle ting skulle man vel selv opdage. Gad vide om de overhovedet ville have sagt det, hvis ikke de var faret ind i værelset der til grillfesten. Nåh ja, det var jo bare et halvt års uvidenhed og ekskludering uden nogen form for indformering. Overhovedet. Sherlock Holmes havde nok kunne regne den ud. Men bare ikke Selma. Kun små ting. Som ikke hjalp en skid, eller gjorde det meget lettere at finde ud af hvad der foregik.

Helt uden at Selma selv kunne mærke det, sænkede hendes mundviger sig lidt efter lidt til hun ikke smilede mere. Og hendes blik sænkede sig ligeså ned til hendes sko for enden af hendes ben, hun havde strukket ud foran sig på gulvet. Der blev blikket giftigt og fjernt et øjeblik. Som om hun hadede sine sko. Og hadede at de sko var lige her lige nu og ikke havde sagt en skid om noget som helst. Som om hun bare ville have, at de skulle forsvinde langt væk. Til Skoland og Skorige. Og hvorfor var de lige pludselig sammen? Og hvordan fandt de lige pludselig sammen? Gik hun måske ikke rundt med dem hele tiden? Elskede hun måske ikke sine to sko?

Emil stødte kort ind i hende da hun gik og der løftede hun hovedet. Hun så kun kort efter ham.
Selma fattede sig og smilede igen, men det virkede ikke helt ægte på hende mere. Det virkede som alle de smil hun havde prøvet sig med til henholdsvis Jonathan og Anton før sommerferien. Hvis en person kunne se det var uægte, måtte de kende hende og alle hendes forskellige smil meget godt. Folk kunne umuligt have set hvor hendes tanker bevægede sig hen. Det var også ligemeget. Det var simpelthen for åndssvagt. Hendes falmende smil og blik havde kun varet ganske kort og det betød ikke noget.

Hun vendte tilbage til de to piger overfor hende. Hun havde ikke tænkt sig at behandle dem som om de var meget yngre end hende. Det hadede hun selv når folk gjorde. Især når de troede hun var yngre end hun egentlig var.
Det gik op for hende at Nishay lige havde talt.
Hun hørte det sidste: "... - vil i hvert fald ikke være med til at kaste nogen i søen næste gang."
De ord gjorde Selmas smil lidt bredere og oprigtigt medlidende. Hun huskede da hun var blevet smidt i søen af to store 5. g'ere for to år siden. Hun var blevet så vred og havde skældet og smældet. Men hun havde også leet af det. Det havde været ret sjovt og søen havde jo heldigvis været varm og vejret havde været fantastisk. Ligesom i dag.

"Det er sympatisk af dig. Tænk hvis alle tænkte sådan. Så var ingen blevet smidt i søen i år..."
Selma kiggede rundt på de andre. Næsten helt bebrejdende, selvom hun også havde haft del i puttekasteriet, og det kunne godt ses i hendes ansigt at det var i sjov, men samtidig at hun mente det godt. Hun prøvede lidt at vise i hvert fald Nishay, at hun bare skulle slappe af. Lærke virkede lidt som et håbløst tilfælde - hun havde ikke set hende smile en eneste gang, og hun havde altid det samme udtryksløse, men hårde blik og drag om munden. Men måske ville det ændre sig med tiden. Hvad vidste hun?

”Præcist som at sidde på vaskemaskinen og onanere,” svarede den selv samme Lærke uden at fortrække en mine.

Selma bemærkede reaktionen over hendes ligefremhed rundt i forsamlingen og hun kunne ikke lade vær med at le. Selma mærkede lidt hvordan hun næsten blev usikker af Lærkes blik på hende, men hun lod vær med at tænke over det. Et dræberblik kunne ikke dræbe. Hun lo bare og kiggede tilbage på Lærke med en venlighed der næsten virkede udfordrende.

"HAHA, det har jeg aldrig prøvet, så jeg kan ikke rigtig sige hvordan det må være... Øh... Men I skal bare vide at vi også kan gøre andre ting end at skræmme livet af jer. Ikke også?" Hun gad ikke spørge ind til hvor Lærke ville hen med den sammenligning eller hvad sammenhængen helt præcis var, så hun lod bare emnet bevæge sig et lidt andet sted hen. Hun kiggede forventningsfuldt rundt på nogle af de ældre elever og ventede på deres samtykke.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Føj for satan.

Da Amanda var hjemme de sidste par år havde hendes mor en gang i mellem sagt til hende at hun burde se mere positivt på verden. Det var et af de få gange hvor de snakkede sammen og Amanda fortalte hvordan hun havde det, hvor efter hun sad op af sin mors rosafarvede cardigan og græd så macaren løb og det hele blev lidt mere udholdeligt end det egentlig også havde været før. Men hun var holdt op igen, med at tale med sin mor altså, og bagefter talte hun kun med sine veninder. Fordi der var ikke nogen der forstod, det eneste fede ved at tale med vennerne var at de altid var på ens side uanset hvad de selv mente. 'Det skal nok gå, Mulle, han er også bare et klamt svin,'

Som en klassisk emo, og det var hun ikke, men der var ingen der forstod hende. Der var ingen der forstod hvordan det var ikke at passe ind fordi duller var duller og alle piger inderst inde var duller hvordan de så end så ud. Dem der ikke lignede duller ville bare ikke indrømme at de havde sladret og surmulet og båret nag uden nogen god grund. Piger var lort, det værste smus i verden, og hende der nu stod foran Amanda og viftede med brysterne og bagpartiet som hun for to sekunder siden havde gjort ovre ved bordet. Kunne hun da ikke se at hun intet tilfælles havde med Amanda og ham der..Theo. Theo var hipster. Theo var alternativ og sikkert super klog og vis. Det eneste dullen sikkert kunne var at sutte en hver stodder op fra slap. Føj for satan i helvede.

Og Amanda var nøgagtig ligeså slem som alle de andre tøser, det havde hun indset, hun ville bare ønske det ikke var sådan, og at det ikke stod til at ændre gik hende på. Hun så sig over skulderen. Havde det ikke været fordi Freya-mus sad og snakkede med ham hun vist havde udset sig ville Amanda havde prikket hende på skulderen og havde lånt hende så de lige kunne gå ud og snakke. Men hun ville ikke afbryde, hun håbede det gik godt derovre. At hun så stod her og ikke fik nogen opmærksomhed mere på grund af D-skålen var bare lort. Lorte dag. Sørgelige hygge aften, hvis der ikke snart kom skub i tingene til hendes fordel kunne hun vel ligeså godt gå.

Selvom det med at hjælpe med underholdningen ikke var tiltænkt hende, så lagde Amanda alligevel armene over kors.
"Næh, det har jeg egentlig ikke særlig meget lyst til." Blev svaret. Koldt. Hun sendte THeo-fyren et smil. Det var forarbejde, fordi ham ville hun egentlig gerne havde snakket med, han virkede cool. Men det måtte så blive en anden gang.
"Jeg håber vi kan snakke en anden gang, og jeg er ked af at efterlade dig med sådan nogle typer," Så vendte hun om på hælen på stedet og gik gennem hyggerummet. Ud af øjenkrogen så hun på Freya der smilede og så ud til at befinde sig godt. Så lagde hun nok ikke mærke til at Amanda skred før tid, men helt ærligt, der var bedre til at tage sig til. Som at ryge for eksempel. På vejen rodede hun lidt i lommen på sin trøje for at mærke efter sine cigaretter og så derfor ikke op. Hun havde virkelig brug for at ryge.

[Lærke]

Hun skulle have holdt sin store kæft. Hvad fanden var der galt med hende? Havde hun måske ikke besluttet at hun skulle prøve at falde til og her sad hun og lavede tykt grin med prinsessen på skolen, som ingen turde sige lignede en udmagret chihuahua. Lærke blev endda hevet til at dreje sine grønne øjne mod Marius der så direkte på hende
Men på den anden side ... hvorfor skulle Lærke vise at hun var en anden end den hun var. Og mini der lyttede jo heller ikke en skid efter. Havde sikkert skrumpet sin hjerne for vigtige fedtenzymer eller hvad det shit nu hed.

Den tanke var knapt til ende før Selma lo og ikke fordi Lærke havde lavet en joke, som hendes venner hjemme ville have hylet sig blå af, men fordi kællingen blev usikker og ikke vidste hvad hun skulle gøre ellers. Parere noget hun havde svært ved med en latter der skulle lette stemningen og gøre folk glade. Too bad den lød falsk og hul i Lærkes øre.
Hun havde et Blade citat i hovedet og var Selma ikke bare endnu en gnaver der claimede hun var fucking anderledes og sat på vor hellige jord for at gøre menneskeheden bedre ved at kurere den med smil. Men Jesus døde i smerte, lille skat og anklagede Gud for det.
Og selvfølgelig havde Selma aldrig pillet ved bønnen. Uha nej, little miss sunshine brød sig nok ikke om at kussen bestod af liderlige safter.

Men det var ikke det der gjorde Lærke vred. Alt det var ligegyldigt det prellede af på hende. Nej, det var den påstand om at skræmme livet af dem. Sad den lille møgkælling, der ikke kunne tagen én armbøjning, og gjorde nar af hende. Lærke følte sig ramt helt ind i sit inderste. Når de andre tog movia over vandet til Amager fordi Aske og Lærke kendte ’chaufføren’ valgte Lærke alligevel altid broen. Når de andre havde haft svømning havde hun pjækket. Lærke var ikke typen der brød sig om at ligge i et badekar. Hun afskyede vand. Han hadede det. Men mest af alt var hun bange for det.
Sad Lærke og stak en fucking Kit-Kat ned i halsen på Selma, HVA’! Stoppede hun en slange ned i halsen på hende med flydende bacon? Eller lavede hun grin med Selmas vammeltynde krop som virkelig virkede frastødende på hende?

Hun lavede en bevidst bevægelse der klappede Nishays knæ: Lærkes måde at sige på at det ikke havde noget med den anden pige at gøre. Så rejste hun sig stadig med øjnene begravet stift i Selmas åh-så-naive-blik. Havde Lærke været en tudeprinsesse var det nu der ville være tåre i hendes øjne. Men der var intet i Lærkes ansigt ud over øjne der udstrålede en så kraftig lede over pigen hun tårnede over.

”Et godt råd, luk brødfissen,” snerrede Lærke.

Der var intet bitchy i måden hun vendte sig på. Det var præcist, bevidst og afmålt som hun plejede. Hun så enhver i øjnene der vovede at se på hende lige nu. Lærkes hånd var i lommen og op kom den sorte ledning med hendes Beats. Hun havde klikket tændt og unplugget i hendes øre kunne man høre et tungt beat.
Døren var målet. Så fitness-fucking-salen hvor hun ville slå på noget til hendes hænder ikke kunne mærkes mere.

((Hvis nogen lissom stopper hende eller siger noget så er Lærke altså ikke helt ude af sofagruppen endnu, hvis ikke så går hun bare))

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda var jo ikke blind. Hun kunne godt se at Marius tanker vandrede rundt, til kun gud vidste hvor. Per automatik kiggede Amanda på Lærke, men det var ikke der Marius blik var lige nu, ikke af hvad hun kunne se ihvertfald men det var nu ikke uvant at han sådan blev fanget af sin egen tankerække og ikke rigtig gjorde del af det. Men det var nu også okay og hun spurgte sjældent direkte til det.
Hun krævede vel også sin egen lille privatsfære. Hun skulle til at sende ham et drillende smil, men hendes øjne blev fanget af en kendt skikkelse over Lærkes hoved.
David. Selvfølgelig. Hun havde jo ikke forventet at han blev fra det her arrangement, men hun kunne mærke at hele hendes krop alligevel reagerede på det. Hun blev anspændt og hadede det. Han skulle ikke have lov til at styre hende på den måde, så hun tog en dyb indånding.
Heldigvis blev hendes opmærksomhed, sammen med alle andres ledt over på hendes tre værelses kammerater. Lærke, Nishay og Selma.

De havde trods alt kun delt værelse siden torsdag og nu var det mandag, men det var ikke svært at fornemme at Lærke fungerede bedste med Nishay og holdte sig fra Selma og hende selv. Ikke at hun havde været grov, Amanda havde bare lidt bevidst holdt sig fra hende, fordi.. Ja hun selv havde haft sit at tumle med; forkølelsen og alt det med David. Og så havde hun ikke haft det store overskud til at komme ind på den noget lukkede Lærke, så det måtte jo bare gå sin gang. Måske kom det senere.

Men den evige sociale Selma skulle selvfølgelig snakke med Nishay og Lærke, for at hører hvordan deres dag havde været af hvad Amanda kunne opfange af den brøkdel af samtale hun havde hørt. Og Lærkes svar fra priceless. Serveret med et sten ansigt der gjorde at det ikke var svært at grine. Og af hvad hun kunne mærke på Marius forsøgte han også at holde sin latter tilbage... Det lignede ihvertfald ikke ham at blive forarget over sådan noget.
Det var ikke svært at se på Selma, at hun ikke rigtig vidste hvordan hun skulle reagere men prøvede med sin evige glade facon, så alle kunne føle sig velkommen. Det var vel på sin måde sødt nok over for de nye, men nok ikke sådan Lærke ville have det.

Og rigtigt nok. Lærke rejste sig og viste intet tegn på vrede. Altså lige ud over hendes øjne og Amanda frygtede et øjeblik at Lærke ville gå helt amok og scenen spillede sig videre i hoved. Jonathan og Anton ville være over pigen med det samme som tillod sig at svine deres veninde til, og de fleste ville være på Selmas side. Lærke ville blive lukket ude og det ville egentlig ærge Amanda. Men selv om Lærke var grov, så var det langt fra så slemt som Amandas fantasi lige havde gjordt det til.
Men ingen havde sagt sådan før til Selma, af hvad hun selv vidste og selv om bitch fight måske ikke var et ukendt fænomen på Lyngvig (og hun selvfølgelig ikke havde en ren attest på den konto) så var det aldrig sket så hurtigt, eller for så lidt. Men Lærke vente gruppen ryggen og styrede mod døren.

''Det bliver vel nok en hyggelig aften på værelset.''

Hviskede Amanda, så kun Marius ville kunne hører det og så prikkede hun ham i siden med albuen. Det var ikke svært at se hvad hun ville have ham til. 'Følg efter hende' mimede hun til ham.

[Nishay M. Asran]

Nishay så op i tide til at se Selmas venlige smil. Hun gengældte smilet med et lille skuldertræk, men havde godt set blikket, Selma sendte de andre. Det var jo åbenlyst, at det dér med at være lige så sympatisk bare var noget, Selma sagde til de andre og til dem, fordi ... well, det passede godt ind og passede godt til Selma. Nishay tog det heller ikke så tungt. Hun strøg bare det lange hår om bag øret og sagde:
"Altså, det er vel en tradition, så det er vel too bad for dem, der ikke bryder sig om det."

Hun vidste godt, at det måske lød lidt negativt, men hellere dét end slet ikke at svare. Måske, det ville være nemmere at tale med dem fremover, hvis man sagde lidt, men pludselig kom Nishay til at savne de to, hun havde snakket med til festen - det havde bare været sådan noget, hvor de talte om dem og ikke om Nishay, og de havde haft det sjovt med aktiviteterne og ikke gjort andet end bare at være overgearede.

Der blev stille lidt. Det var, som om tavsheden var trykkende, og som om alle ventede på, at der blev sagt lidt mere til Selmas venlige spørgsmål. Nishay beholdt smilet i ansigtet og i de dybe, brune øjne. Men hendes skuldre var stadig anspændte. I virkeligheden var det, som om dét Nishay lige havde sagt, kun blev hørt af Selma. Og så kom tavsheden. Nishay trak vejret i små, hurtige drag. Det var som en film, der kørte i slow-motion, hvor der blev spillet hårde, rytmiske dunk som fra et bankende hjerte. Det føltes for Nishay, som om hele hendes indre blev slynget bagud, og som om hun fik propper for ørerne. Synet af de andre blev fjernere og fjernere, som om hun havde taget en kikkert for øjnene den forkerte vej. Lærkes stemme lød, som om hun havde hovedet under vand - forvrængede og uden genklang: "Et godt råd, luk brødfissen."

Nishays hjerne blev klar. Hun havde følt Lærkes hånd på sit knæ, inden Lærke roligt rejste sig, og sendte pigen ved siden af sig et usikkert blik, kunne godt mærke, at Lærkes vrede, eller hvad det nu var, var rettet mod Selma, men Nishay forstod det ikke. Hvad var der sket mellem dem? Nishay udstødte en lille, næppe hørlig lyd, som om hun prøvede at presse luft ud mellem sammenpressede læber, men i stedet blev det til en skurrende, tør lyd, som om der ikke var noget luft, der kunne slippe ud af hende uden at få hendes stemmebånd til at gøre oprør. Nishay kiggede rundt i rummet, forsigtigt som en forskræmt, og opdagede til sin store irritation, at den høje fyr med det sorte hår, som sad på armlænet, kiggede direkte på Lærke med sine lyseblå, rolige øjne. Hvorfor følte han, at han skulle blande sig?

[Jonathan Bailey Smith]

Sophia slog sig ned i sofaen ved siden af Selma og lignede en der burde sove i stedet for at være social. Som om hun forsvandt ned i puderne med det samme og gik i et med dem. Men så kunne hun tro nej! Jonatnat strakte sig (Selma havde lænt sig fremad mens hun talte til de to piger overfor, så det var ikke noget problem) og prikkede Sophia på hendes ene skulder. Den tættest på Marius og længst fra Jonathan selv. Det var ikke til at sige om hun havde set ham, men det var meget sandsynligt. I hvert fald rørte hun sig ikke overhovedet. Kiggede bare på ham ud af øjenkrogen med et skævt smil og en tør kommentar.
"Du er vel nok god til det der, hva?"

Jonathan brød ud i et grin og klappede hende kærligt på skulderen i stedet.
"Of cause," svarede han. "Haft en god eftermiddag?"

Sophia var noget så behagelig at være sammen med. Svær at blive klog på, syntes han, men med tiden havde han bare droppet af forstå det. Han hørte ikke hendes svar da den ene af 1.g'erne i det samme for op og spyttede grimme ord efter Sellie.
”Et godt råd, luk brødfissen,”

Der blev stille lige mellem de tre piger. Stilheden smittede af på Jonathan, ordene skar ham i øret så han ikke bemærkede om Sophia svarede. Folk omkring dem snakkede stadig, egentlig var der ikke sket noget, men så alligevel.

John så fra Sellies ansigt til pigen der vendte sig afslappet om og gik sin vej med musik i ørerne. Hva fanden? Han havde ikke fuldt nok med i samtalen til at huske hvad Selma havde sagt, men det kunne da umuligt fortjene det der? Han kunne slet ikke forestille sig hvorfor nogen ville have lyst til at være efter sin veninde. Hans blik brændte sig ind i pigens nakke da hun gik. Helt ærligt, dårlig stemning. Der var da ingen grund til at blive så grov og ucharmerende. Ja ja, dansk humor, men det der var da tyderligvis ikke for sjov, eller hvad?

"What the fuck..." kommenterede han og vekslede et blik med Selma for at se hvordan hun tog det. Han ville ikke ødelægge stemningen yderligere, så han lod bare pigen gå, hvis hun var gnaven var det hendes problem. Men det var ikke til at sige hvilket humør Selma var i.

[Selma Åberg]

Nishay svarede: "Altså, det er vel en tradition, så det er vel too bad for dem, der ikke bryder sig om det."
Og Selma skulle lige til at svare, men pludselig var det lidt som om en sort skygge kastede sig over Selma og hun kunne ikke længere se Nishay, men kun Lærke. Hendes skikkelse, der i hvert fald var højere end Selmas, stod foran hende. Selma så op på hendes ansigt der så ud som det altid gjorde. Det blottede ingen følelser overhovedet. Skræmmende. Igen mærkede Selma hvordan hun følte sig usikker over det blik. No hate, tænkte hun kort inden...

”Et godt råd, luk brødfissen."

Det gøs lidt i Selma, da Lærke sagde det, og Selma fortrak ikke en mine før Lærke vendte sig om og gik. Der sank Selma helt ned i sofaen og trak øjenbrynene godt sammen. "Ej... Sagde jeg noget forkert? Ej..." Hun kiggede forsigtigt efter Lærke, der allerede var langt væk, og kunne ikke lade vær med at smile forundret. Det var tydeligt at se at hun var lidt chokeret over det. Hvor kom det dog fra? Hendes kinder var røde, men hun smilede stadig. Forvirret.
Selma brød sig pludselig ikke om at hun delte værelse med den pige. Det virkede som om at alt hvad Selma gjorde bare var forkert i Lærkes øjne. Men hun havde bare tænkt at det var hendes image. Men måske var det Selma den var gal med. Måske kunne Lærke bare slet ikke lide hende? Der var selvfølgelig altid den slags typer, men de var aldrig så åbenlyse. Og Selma kunne mærke at hun var usikker. Hun var i hvert fald ikke god til at sige fra over for den slags mennesker. Hun blev altid handlingslammet.
Luk brødfissen. Hvad havde hun dog gjort forkert?
Den gode stemning døde så meget der.
"What the fuck..." hørte hun Jonathan sige efter nogle sekunder.
"Bitch..." hørte hun Sophia mumlede lavmeldt ved siden af sig. Sophias ansigt var næsten altid så blottet som følelser, men alligevel overhovedet ikke. Sophia havde en helt anden udstråling, som Selma rigtig godt kunne lide. Lige nu var Sophias blik rettet mod Lærkes ryg. "Skal jeg sige noget til hende?" spurgte hun og kiggede på Selma. Hun så ud som om hun godt kunne finde på at gøre det.
Selma rystede på hovedet med et smil uden at tænke et eneste sekund over det. "Ej, det skal du altså ikke..."
Hun skuttede sig og frøs pludselig ret meget.

[Theo Hedegaard]

”Nogle ting ved jeg bare,” kom svaret tilbage fra pigen sammen med et halvt overlegent grin og Theo kvitterede med et smil selv. Og før hun nåede længere, rejste ham den lyshårede fyr sig og så mildest talt ret fjollet ud som han lavede gestikulationer og skød noget der lød som en dårlig scorereplik af. Bogstaveligt talt, tænke Theo der så på fyrens hænder før hans grin og halvnervøse introduktion fangede hans opmærksomhed. Liam, som han åbenbart hed, sagde selv at han var nervøs med de mange nye mennesker og alt det, og Theo forstod ham godt. Selvom han selv plejede at kunne tage nye mennesker med stoisk ro og et smil, var det da grænseoverskridende at bevæge sig helt ud på bøhlandet hvor alle andre kendte alle – sådan føltes det i hvert fald lidt som – og han ingen kendte. Og det virkede måske som om Liamfyren her havde sværere ved det, så Theo sendte ham da et venligt grin da han fik et klap på skulderen.

Og blondinen fik endelig præsenteret sig som Pernille. Det virkede ikke som om hun var synderlig lykkelig for at Liam var trådt til, selvom hun sagde noget der skulle lyde beroligende før hun spurgte:

”Men jeg tænkte på – om I vil hjælpe med underholdningen?"

Hvilket åbenbart bragte den anden piges pis i kog. Theo så Amanda storme ud så det sorte hår flagrede efter hende med et lille skævt smil. Fordi hun rent faktisk stormede ud og fordi hun først bemærkede at hun var ked af at efterlade ham med sådan nogle typer. Selv var han ikke sikker på helt præcis hvilken slags ’type’ hun mente at de her to var, men det var sjovt som hun mente at det var en slem ting. Der var ikke noget så sjovt som at møde nye ’typer’. Og helt ærligt det værste der kunne ske, var jo at han ikke brød sig om personen eller vice versa. Så der var ikke nogen store overvejelser hos Theo før han svarede Pernille.

”Hvorfor ikke? Hvad er det overhovedet for noget underholdning?”

[Anton Sommer Engström]

Anton lagde straks mærke til den måde Selmas smil blegnede og hendes blik flygtede. Han kendte hende godt nok til at vide, at hun havde brug for at snakke med hende. Han vidste ikke hvad det kunne handle om. Måske Noah? Det var ligegyldigt, at det var hyggeaften. Han havde altid været der, når Selma havde brug for at snakke. Det var ikke noget han gik og tænkte over og spurgte ind til i hverdagen, men når hun selv så tydeligt signalerede det, kunne han ikke ignorere det.
Det var alligevel ikke fordi der var gang i den endnu, eller virkede til at ville komme det inden for den næste times tid, så det var vel bedre at gøre det nu, så Selma kunne få lettet sit hjerte, end at vente og vide hele aftenen, at et eller andet trykkede hende.
Han skulle lige til at rejse sig og hive hende til side, da hun startede en samtale med de andre piger, hendes værelseskammerater i år, så han valgte at blive liggende i sin afslappede position i sofaen og kun lytte med et halvt øre. De kunne snakke når muligheden lige bød sig.

Det overraskede ham en del hvor grimt samtalen udviklede sig. Det kunne også være det hun ville tale om, hendes åbenbart sure værelseskammerat, som førte åben krig efter mindre end en uge på stedet? Han forstod sig ikke på piger og deres kommunikation og valgte at lade være med at blande sig, både for ikke at gøre stemningen værre end den allerede var, tæt på nulpunktet, og fordi han ikke følte sig rustet i at håndtere sådan nogle situationer. Den eneste han havde skændtes med siden engang i 4. klasse var Jonathan og det var lidt noget andet. Ikke opstået ud af ingenting, som dette åbenbart var. I hvert fald som det så ud.

Da alle folk sad i lidt akavet tavshed og prøvede at opstarte nye samtaler med dem der sad nærmest, besluttede han at det ligeså godt kunne være tiden nu. Så kunne det også være samtalen var blevet festligere, når de kom tilbage.
Han rejste sig op og nikkede mod Selma på den anden side, så hun rykkede lidt væk fra sofagruppen sammen med ham.
"Har du brug for at snakke om noget?" smilede han omsorgsfuldt til hende og var ret sikker på, at han ikke havde taget fejl. Spørgsmålet var bare om hun havde lyst til at snakke nu eller om hun skulle blive og redde ansigt. Men hvis han kendte hende ret, ville hun gerne snakke og det var efter hans mening alligevel den anden pige, der havde været tåbelig og tabt ansigt. Selma havde håndteret det fint og havde heller ikke været skyld i konflikten, så vidt han kunne bedømme.

[Selma Åberg]

Selma nåede ikke at opfatte meget af hvad der videre skete i sofagruppen før Anton lige fik hende lidt ind til siden. Hun gik selvfølgelig med og kunne se lidt på hans ansigtsudtryk - der viste en blanding mellem venlighed og nysgerrighed - at han nok havde gennemskuet hende. Hun blev på en måde lidt nervøs omkring det. Hvad vidste han? Han vidste sikkert ikke særlig meget, men hvis han kunne gennemskue på det korte øjeblik, hvor hendes smile falmede, at hun ikke var helt på toppen, så kunne han vel ligeså godt regne alt andet ud. Hun vidste slet ikke om hun ville kunne sige hvordan hun havde det. Om hun kunne finde ordenene. Måske ville hun ikke engang kunne huske, hvad der helt præcis var galt når hun først stod overfor Anton og skulle krænge sit hjerte ud. Det ville ikke undre hende - sådan gik det altid.
Da Anton stoppede op en lille smule væk fra sofagruppen, spurgte han med omsorg i stemmen:
"Har du brug for at snakke om noget?"

Selma trak lidt for hurtigt på skuldrene og kiggede lidt for hurtigt et andet sted hen, og hun sukkede fordi hun hurtigt kunne se at den var alt for let at gennemskue. Men hvad skulle hun sige? Det var vildt egoistisk og det var bare åndssvagt at hun havde det sådan. Og hvad ville Anton da ikke tænke hvis hun sagde at hun var vred på dem fordi Anton og Jonathan havde haft det så svært før sommerferien? Der var jo en grund til det, og de havde jo prøvet at løse det og alt muligt. Hun kiggede op på ham, da hun endelig trak på sine tynde skuldre.
"Skulle der da være noget?" spurgte hun.
Og i virkeligheden ville hun have sagt at hun havde haft det elendigt før sommerferien, at hun var vred over at være blevet ekskluderet, at hun følte at alt var gået hen over hovedet på hende, at hun havde følt sig ret ensom og så videre og så videre. Men hun vidste slet ikke hvordan hun skulle få sagt alle de ting. Var det overhovedet det Anton ville høre? Hun gned sin ene arm lidt. Det gik op for hende at hun ikke smilede, og hun skyndte sig at gøre noget ved det.

[Anton Sommer Engström]

"Selma." Han kiggede på hende med løftede øjenbryn for at signalere, at ham kunne hun ikke snyde. Det var ikke hårdt eller noget, det var bare 'cut the crap, ud med sproget'. Det var ikke så tit de talte om problemer, nok fordi de sjældent havde så mange, men de havde stadig et forhold hvor de godt kunne, var han sikker på. Han ville i hvert fald være det for hende til enhver tid og han var ret sikker på at hun havde det på samme måde.

[Selma Åberg]

Hun kunne ikke møde hans blik. Det var mærkeligt, men hun fik det næsten fysisk dårligt. Og hun tænkte på alle de gange hvor hun havde gået i seng med en lille tåre i øjenkrogen fordi tingene ikke gik som de skulle. Hun kradsede sig lidt på halvtørre albuer og kiggede rundt på de andre. Hun ville med garanti ikke mæle et ord i det her rum, hvor folk lo og jokede og snakkede og smilede og havde en hyggelig aften indtil videre.
"Anton..." hun tøvede og sukkede inden hun tog sig mod til at møde hans blik med hans løftede øjenbryn. "... Jeg kan ikke her..." sagde hun bare lavmeldt med røde kinder. Det var overraskende svært at sige de ord, men hun hadede bare at snakke om sådanne dumme ting. Triste ting. Det var meget bedre at have det sjovt. Hygge - det var hyggeaften.

[Anton Sommer Engström]

Han kunne have ladet den ligge der, men han vidste godt at det ikke betød, at de bare skulle droppe det og gå hen til de andre. Han havde da social forståelse nok til at vide at de skulle smutte et andet sted hen lidt, så hun kunne få det ud af verden og blive i helt godt humør igen - forhåbentlig.
Han aede hendes overarm kort.
"Skal vi smutte lidt? Så er der sikkert også bedre stemning når vi kommer tilbage," smilede han skævt. Han var en person, som var virkelig dårlig til sure vibrationer og akavet stilhed. Selvom han havde sit på det rene og var omgivet af sin kæreste og alle sine bedste venner og sin bedste veninde, var han en person som gik til mange ekstremer for at sørge for at gruppedynamikken var let og hyggeligt. Men nu ville han bruge tid på Selma, som var vigtigere, og hvis stemningen stadig var akavet når de kom tilbage, ville han gøre noget ved det.

[Selma Åberg]

Selma kunne ikke lade vær med at smile lidt til hans ord. Bedre stemning når de kom tilbage. Det lød dejligt. Hendes værelseskammerat, Lærke, virkede ærlig talt lidt skræmmende, og hun havde da i hvert fald ødelagt stemningen fuldstændig henne ved hvor de sad. Dog så det ud til at folk var ved at falde i snak igen. Det var nu dejligt. Men hun vidste ikke rigtig hvordan hun havde det. Det havde trykket lidt hele tiden, men hun havde nærmest glemt hvad det var der var galt meget af tiden. Så der bare var den der lidt bitre fornemmelse hele tiden, når hun ellers burde have det 100% sjovt og ikke bare 90%. Hun var taknemmelig for at Anton kunne se på hende, hvordan hun havde det. At han stod og var omsorgsfuld og betænksom her foran hende lige nu.
Hun nikkede efter lidt tid og kom med et lille "okay så". De gik ud af aktivitetsrummet.

//Forlader tråden