Hyggeaften

[Jonathan Bailey Smith]

Hele gruppen i sofagruppen var måske en smule disorienteret og omtumlet lige efter. Hende fra 1.g skred åbenbart. Bare på stedet uden at gøre mere. Fair nok. Det var ikke gået forbi nogens opmærksomhed, det var klart, de var ikke vant til så hård en tone til hyggeaften. Folk burde jo ikke komme bare for at være ubehagelig, og i sær fordi det fra udenforståendes synspunkt virkede fuldstændig uprovokeret. Altså Selma havde da talt til dem, ja, bevares. Og lavet lidt sjov, det måtte man da kunne klare. Den anden han ikke kendte så næsten helt forladt ud. Hendes veninde var gået, og Anton rejste sig også, hviskede til Selma og så gik de to også til side. Jonathan fuldte dem med blikket. Det lignede dem ikke ligefrem og være nød til at gå for at snakke sammen. Han kiggede igen på de andre og da han kiggede tilbage var Selma og Anton helt væk. Det undrede ham et øjeblik, men så lagde han det fra sig. De lavede nok bare en joke og kom tilbage før man vidste af det. Det ville ligne dem.

Stemningen begyndte at vende tilbage, men det gik lidt trægt. Havde Selma nu stadig været der havde det nok handlet om det lille udbrug stadig. Fordi helt ærligt, hva fanden var meningen? Men da hun også gik var emnet ligesom uddebatteret. Han så i hvert fald ingen mening I at fortsætte det.

John lagde sig med hovedet midt i sofaen, der hvor Selma før havde siddet og med fødderne dinglende ud over armlænet. Han kiggede op på Sophia der sad i den anden del af sofaen med et lidt drømmende blik, som hun tit havde.
"Nice weather, huh?" Lidt havde han da fattet af dansk humor. Han havde tit hørt folk bruge det, hvis samtalen døde, men det egentlig som sådan ikke var akavet. Eller ikke behøvede at være det. Sophia behøvede bestemt ikke kommenterer vejret yderligere, men isen var da brudt.

[Sophia Blake]

"Nice weather, huh?" Stemmen kom nedefra og det var John der havde lagt sig ned på sofaen. Hun smilede ned til ham og løftede sit ene øjenbryn. Hun havde egentlig aldrig tænkt over at de talte det samme sprog på den måde, men samtidig var det bare så forskelligt. Nogle gange kunne hun næsten ikke forstå britisk. Selvfølgelig vidste hun at han var brite og han talte engelsk som hende. Han gjorde det jo hele tiden, og hans accent var ret tydelig. Men det var jo næsten som to forskellige sprog. Hun havde lyttet lidt til de to fyre i hjørnet, der snakkede spansk. Hun forstod spansk. Hun kunne det ikke perfekt, men hun havde haft det længe i skolen.
"Well, pretty nice?" svarede hun. Hun svarede bare på engelsk. Det var naturligt nok for hende som det var naturligt for Jonathan.

[Emil Beyer Adamsen]

Den mørkehårede pige nåede ikke at svare ham, før Emil allerede havde taget fat om håndtaget med et fast greb. Det var dog med en helt anden sindstilstand end da han havde været på vej herhen, det kunne han godt mærke, men hvad der egentligt var sket under ordudvekslingen, var han ikke helt sikker på. Emil genkaldte sig pigens spørgsmål et kort øjeblik; What’s the haste, cowboy?
Lignede han egentligt en cowboy, siden hun havde spurgt? Det var da et interessant ordvalg, right? Emil kiggede ned på sine jeans. Det var ikke engang cowboybukser. Bare helt normale, sorte bukser.

Emils tanker endte ud i et afslappet smil, som ikke var præget af anspændthed ligesom før. Om det var fordi han var på vej ud af døren, og dermed også på vej ud af rummet, kunne han ikke helt bedømme. Knuden i maven var bare opløst. Da Emil kom ud på den anden side af døren, hilste han på nogle af de nye elever, de trippede nervøst. Usikre på om de skulle gå ind eller bare lade værre.
Hvis han havde været dem, havde han bare gået derind, men det var han jo ikke. Og så var han i øvrigt også selv på vej ud, hvilket ikke rigtig signalerede at han gerne ville have været med, men bare ikke kunne holde det ud lige nu. Emil kendte ikke rigtig til følelsen at have lyst til at være alene, og ikke være specielt social. Normalt ville han elske arrangementer som denne, men hans følelser fordrejede hele sceneriet derinde, så alle folks glade smil så falske ud i hans øjne.

Da Emil havde trådt igennem døren ud til parken, slog en varm brise ham i møde, den ruskede i hans brune hår og krøb sig ind under hans mørkeblå T-shirt. Da døren havde lukket i bag ham, satte Emil i løb ned til en bænk med udsigt henover en af de mange søer, der var i Lyngvigs park.

//Forlader tråd, ja…. Og nej, jeg har ingen anelse om der er mange søer i den park. Men det er der altså lige nu, i dette øjeblik…

[Freya Kasgaard]

Freya kunne ligefrem høre Amandas stemme i sit hoved, da Sam snusede drillende til hendes trøje; nu er det nu, skatter! Eller bare hendes ord i morgen, hvor hun ville udspørge Freya; du tog vel en af hans ting, så du altid kan aflevere den til ham, hvis han nu ikke kontakter dig igen, eller i bare ikke ser hinanden? Ikke? Nå, pyt! Vi finder på noget andet, Freya-mus!
Freya smilede om end mere glad en før, og som ren refleks kiggede hun hen til der, hvor hun havde set Amanda sidst. Men hun var der ikke mere. Stod ikke lænet op af bordet med et overlegent smil på læberne, og den rå trøje, som hun elskede. Freya finkæmmede hurtigt lokalet med blikket, hun var der stadig ikke. Hun var gået. Gone with the wind!

Og Freya havde ikke engang bemærket hende gå ud ad døren.

Det irriterede på en måde Freya, at hun bare var gået, uden et eneste ord. Bare lidt. Men på den anden side, når hun selv var så optaget af Sam, så kunne hun godt forså hvorfor Amanda bare var smuttet. Svaret var b: en rødhåret gut, et værelse, bøger, og kun de to.

Så åbnede Sam munden igen, ikke på en irriterende krævende måde, men bare på en måde der sagde at nu skulle hun høre efter. Krævende munde- hun hadede dem. Og det gjaldt også små babyer, når de skulle have mad, og bare åbnede munden mens de gav sig til at skrige.

”Hvilke hobbyer har du så når du ikke hopper i søen fuldt påklædt?” det var et simpelt spørgsmål, og var efterfuldt af Sam’s tandhvide smil. En lille isbryder, og det var jo også fint nok med sådan nogle. Hun var bare aldrig selv den der spurgte om den slags.

”Hopper i når jeg ikke er fuldt påklædt,” smilede Frey. Det var jo rigtigt nok, bortset fra at det aldrig var i søer. Mere pools eller svømmehaller. Freya kiggede endnu engang over til det sted hvor Amanda lige havde stået, nu stod en lyshåret dulle og prædikede foran en lille flok drenge på to. Flot. Endnu en grund til at smutte fra Amandas side af.

Imens Freya og Sam havde siddet og snakket, var to piger åbenbart kommet op at toppes. Den ene den lille, spinkle pige fra grillfesten- Selma? Og den anden… Hende den sporty lookende pige… Hvad var det nu hun hed.. Lone? Lilje? Det eneste Freya havde hørt af samtalen var at Selma skulle lukke brødfissen… Det passede ikke rigtig til navnet Lilje, at sige sådan, right? Hvorfor Selma ikke råbte tilbage til pigen at hun selv kunne lukke røven, vidste Freya ikke. Det havde hun gjort, i stedet for at have stået der med et perpleks udtryk i ansigtet.

[Samuel]

Hun havde også humor. Det var virkelig fedt. Det var også ret vildt hvor hurtigt man blev trygge med hinanden på sådan en skole. Man var nok mere åben. Han var ret sikker på at relationerne gik meget hurtigere end hvis han havde gået på et almindeligt gymnasium, hvor man gik hjem hver eftermiddag. På den måde måtte det også være lidt træls at være dagselev, når langt de fleste aktiviteter lå om eftermiddagen og aftenen. Han ville i hvert fald føle sig udenfor, hvis han skulle komme i skole hver dag og høre hvordan alle de andre havde været oppe hele natten eller havde lavet et eller andet mega sjovt. Han håbede bare at de selv lavede noget sammen engang imellem også. Og der var da også arrangementer de var inviteret med til og nogen blev da også lidt ud på eftermiddagen engang imellem, men der var alligevel et skel mellem kostskoleeleverne og dagseleverne. Om det var noget de selv skabte, eller noget lærerne skabte for at skabe prestige om det at gå på kostskole, vidste han ikke, men det var ret tydeligt, at de skulle forestille at være vigtigere. Det var noget han egentlig var ret meget imod, det virkede meget snobbet og konservativt og handlede vel i bund og grund om penge, og derfor kæmpede han også højlydt imod det, hver gang det kom ud i det åbne og argumenterede for at dagseleverne også skulle være med til de fleste arrangementer osv., men det var sjældent han vandt.

"Det lyder da ikke som det værste man kan få tiden til at gå med. Også om vinteren?" Han ville synes det var ret hardcore, hvis hun var vinterbader. Det kunne han ikke forestille sig nogensinde at blive, selvom han synes det ville være ret sejt og viljestærkt alligevel.

[Freya Kasgaard]

Freya kunne faktisk godt vinterbade, og havde gjort det i en periode, men så kunne hun ikke få sig selv til at stå op efter det. Hun plejede jo som regel at gøre det før skole-start, og det krævede alligevel også lysten. Den havde hun slet ikke mere, men hun kunne sagtens gøre det, og ville egentligt bare synes det ville være rigtig gøgl, hvis der blev arrangeret sådan noget om vinteren. Det var ikke desto mindre en god undskyldning for at være sammen, og varme sig ved andres kroppe. Og så kunne folk også selv bestemme om de ville i... Imodsætning til put-døbningen, som Freya havde hørt nogen kalde det.

”Jeg har vinterbadet i en periode, men stoppede, da jeg ikke kunne slæbe mig selv op om morgenen til sidst,” Freya smilede oprigtigt til Sam, og hans nysgerrighed. ”Men det ville være fedt, hvis der blev holdt sådan noget her på Lyngvig, nu hvor de har så mange søer, ikke?” Freya kiggede på Sam med et gavtyv smil, "Og så kan man også få lov til at se det andets køn velskabte kroppe, right?" Så var flirteriet altså officelt sat igang, "Eller mindre velskabte i de værste tilfælde..."

Freya lod sætningen hænge lidt i luften mellem dem. Det var der hun havde kigget ned ad hans krop, hvis hun ikke kunne lide personen. Men hun lod blikket blive ved hans ansigt, mens hun kunne mærke en latter brede sig nede fra maven af.

[Marius Emil Lundqvist]

Aktivitetsrummets atmosfære havde delt sig i flere fragmenter. Marius fornemmede kun vagt, hvordan tiden gik videre i de andre hjørner, mens tiden ved sofagruppen næsten gik i stå. Næsten alles blikke var rettet mod Selma, Nishay og Lærke. Selv Sophia virkede halvt opmærksom trods sin træthed. Marc sad roligt, og ligeså gjorde en anden fyr, Marius ikke kendte ved navn, men Marius havde lagt mærke til, at der spirede ét eller andet mellem ham og Selma.

Luften blev presset sammen omkring dem; de sad i deres egne 5-7 kubikmeters vakuum og blev næsten tvunget til at høre dét, som foregik mellem de tre værelseskammerater. Alle andre lyde blev presset ud. Det var som at sidde i et lydstudie med lyddæmpere presset tæt til væggene. Deres stemmer gik rent ind.
Marius måtte kæmpe for ikke at smile ad det hele. Lærkes kommentar til Selma morede ham stadig usigeligt. Hans blik var på alt og alle, men vendte altid uvilkårligt tilbage til Lærke, til Selma og tilbage til Lærke, hvor det hvilede lidt længere.

Selma, den livlige, spinkle pige, der altid prøvede at få det bedste ud af en situation, forblev smilende og glad - nøjagtigt, som da hun havde væltet ham af pinden.

Vibrationerne i luften pirkede til hans årvågenhed. Han slappede grebet om Amandas skulder og lod bare hånden hvile på hendes skulder, venskabeligt.

Selmas snak var forsonende og inkluderende. Marius kunne se, at hun gjorde et oprigtigt forsøg på at bevare en form for sammenhold. Måden, hun kiggede spøgefuldt på dem gav ham lyst til at fnyse højt og hånligt. Det lå ikke til ham at gøre dét. Måske var Marius drevet af stemningen. Men nej, det var sgu, fordi Selma opretholdt en løgn om, at det hele var okay. Det plagede ham, at hun gjorde det imod sig selv, selvom han ikke kendte hende.

En minimal rynke viste sig mellem hans bryn. Marius bøjede let hovedet og så ned på Amandas isse dækket af det lyse hår. Hans fingre dirrede en anelse på hendes skulder - ellers viste han intet tegn på, at situationen påvirkede ham.
Marius begyndte som altid at vende og dreje situationen i sit hoved i løbet af få sekunder. Det var en forbandet evne. Den gjorde ham altid til ét eller andet mellemled, hvis han aktivt greb ind. Forbandet være de sociale normer, der tydeligvis havde sit tag i dem alle sammen... bortset fra Lærke.

Marius løftede hovedet for at se direkte på Lærke igen. Sekundet senere strejfede Lærkes øjne hans; forgæves prøvede Marius at fastholde blikket. Hans lyseblå øjne, der næsten lo, fordi hele situationen var absurd, og alligevel tiltrak den sig andres fulde opmærksomhed inklusiv hans egen. Men Marius nøjedes bare med at skille læberne i et svagt, charmerende smil mod dem alle.

"... Men I skal bare vide at vi også kan gøre andre ting end at skræmme livet af jer. Ikke også?"

Selmas sætning hang i luften. Et mislykket forsøg på at holde sammen på trådene. Marius vidste ikke, hvad han skulle mene. Smilet på hans læber forsvandt næsten famlende, og hans ansigt var udtryksløst, da Lærke rejste sig nøjagtigt så afmålt, som hun - tilsyneladende - gjorde alt andet.

"Et godt råd, luk brødfissen," kom det lavmælt fra Lærke. Men den snerrende undertone var ikke til at tage fejl af. Ordvalget var helt i top. Marius’ mundvige dirrede, men kunne ikke forme et smil, fordi situationen ikke indgød til det. Han så bare roligt på Lærke, afventede hendes næste træk. Dét blik, Lærke spiddede Selma med, kunne ætse gennem koldt jern. Og så vandrede det samme, ætsende blik rundt på alle, der turde se på hende. Deriblandt Marius selv. Hans fingre knugede igen lidt hårdere om Amandas skulder; han måtte huske at takke hende for den minimale støtte, hun ydede for ham lige nu.
Marius åbnede munden for at sige noget; læberne skiltes kun lidt og afslørede det nederste af hans lige, hvide fortænder. Så vendte Lærke ryggen til dem og passerede roligt de andre med retning mod udgangen. I samme øjeblik, Lærke vendte ryggen til, var Marius’ blik på Amanda, der havde tiltrukket sig hans opmærksomhed: "Det bliver vel nok en hyggelig aften på værelset."
"Det siger du ikke," sagde Marius stille til hende og tillod hende at se et eftertænksomt, vredt og alligevel muntert glimt i sine lyseblå øjne. Det hele var en misforståelse mellem pigerne, som han egentlig ikke gad blande sig i. Selma forstod ikke, hvad hun gjorde galt, men det var tydeligt, at Lærke følte sig ramt af ét eller andet. Marius gad ikke gøre det til en fordømt pligt at finde ud af, hvad det var, men opdagede til sin irritation, at han var nysgerrig. Og en smule arrig, som om han følte harme, men han vidste ikke, hvad han var forarget over. Marius kiggede på Selma, der smeltede ned i sofaen, som om Lærkes blik virkelig havde ætset hende til en flydende substans. Hendes forundrede stemme med det store "Ej"-forbrug udtrykte alles følelser: Mangel på forståelse. Men Lærke havde vel næppe brug for forståelse, sagde han hånligt til sig selv.

"What the fuck...?"
"Bitch..."

Det sidste kom fra Sophia. Lavmælt. Marius sendte Sophia et hurtigt blik; egentlig var han ligeglad med hendes mening. Det kom bare bag på ham, at hun sagde noget så uovervejet. Men fuck nu det.

Hånden, der havde et hårdt greb om Amandas skulder, strammedes endnu mere, men han tænkte ikke over, at det kunne gøre ondt. Lige nu var dén skulder bare et holdepunkt - noget, der fik ham til at beherske sig. Det var ikke Amandas opfordring, der drev ham, men det var hendes skyld, at han alligevel gav efter for sin nysgerrighed for at forstå dels sig selv og sin pludselige vrede og måske Lærke. Måske. Han skævede til Amanda med et halvhjertet, hadefuldt blik, som om han beskyldte hende for alting i verden.
"Ja, ja, da," hviskede han til hende og rejste sig langsomt og velafbalanceret med et kort blik på dem allesammen og sagde højt: "Nåja, hvis der kommer sprut på bordet, så smid mig lige en SMS én eller anden, okay?"

'En munter exit, hva'?' tænkte han ved sig selv og morede sig tydeligvis over det. Han sendte sofagruppen et skævt smil - et af de charmerende smil, han ikke engang kendte effekten af selv - som kunne få de fleste (især piger) til at blive pinligt berørte - især, hvis de ikke kendte ham. Marius slap Amandas skulder, purrede op i hendes hår og trådte hende demonstrativt på foden.

"Hils David fra mig, når du har banket ham," sagde han kækt til hende med spøgefulde, spillevende øjne, så kun hun hørte ham, velvidende, at det irriterede Amanda, og at hun slet ikke havde til hensigt at snakke med David. Men Marius skulle være både døv og blind for ikke at have fattet, at hun bare bedrog sig selv ved at afvise ham.

Så styrede han i samme retning som Lærke på sin sædvanlige, skødesløse og lidt slentrende facon. Han sendte Lea et nik til hilsen, da han passerede hende stående sammen med Frida. Ved eftermiddagskagen havde de bare snakket lidt løst og fast. Hovedsagligt Frida og Lea, mens Marius havde siddet og lyttet interesseret og nydt sin te. De havde ikke gjort noget for hverken at inkludere eller ekskludere ham i samtalen, så han havde bare kommet med sit besyv i ny og næ, og det havde ikke virket, som om de havde følt sig utilpas ved det. Marius huskede, hvor genert Lea i det hele taget havde virket. Nej, genert var ikke det rigtige ord. Sky var måske tættere på sandheden. Det var en kontrast, han havde bidt mærke i, fordi hun havde virket cool i hans selskab. Men sådan var der jo så meget - måske var det bare noget, der eksisterede blandt piger. En slags prestige i at være den mest generte overfor den anden. Det virkede sådan med Frida og Lea, der nu stod og kiggede i alle retninger, som om de ikke turde henvende sig til nogen. Om han forstod det? Hmpf.

Marius fortsatte i samme retning som Lærke.

//Jeg ved ikke, hvad vi gør. ;D

((Nu fik I ham alligevel til at rejse sig. Jeg måtte lige se situationen an gennem hans briller via jeres indlæg, så beklager ventetiden. Og jeg skumler, fordi jeg havde forestillet mig, at han ville ignorere det hele og bare blive siddende, men som altid er det modstridende tanker, der plager ham. På den ene side kan han blive siddende og lade være med at blande sig, og på den anden side er han nysgerrig, fordi han hellere vil se situationen fra alle kanter, inden han beskylder enten Lærke eller Selma for at være bitches. Bah!))


((BTW, det her sker lige, inden Selma rejser sig med Anton, så tag jer ikke af det (Selma og Anton hovedsagligt). Det er nok kun de andre, der kan reagere på det. Marius tager sig ikke af, at Selma og Anton i hvert fald rejser sig ikke mange minutter efter ham.))

[Amanda Dagmar Carstensen]

Marius greb i hendes skulder var nærmest så stramt til sidst at det gjorde ondt, men hun gjorde ingen mine til at be ham om at fjerne det. Hun end ikke reagerede på det, for det var jo bare fordi Marius reagerede på hele situationen.
Hun kunne også set det i hans øjne da han kastede et blik på hende. En foragt over hele situationen lå over dem, men samtidig den evige morskab og munterhed som var et lige så stort kendetegn over ham som hans kærlighed til klaveret og hans højde.

Selv havde hun det lidt blandet med det. Hvad der præcis havde fået Lærke til at reagere på den måde var et mysterium for hende, som hun da var nysgerrig over at vide, men ikke mere end at hun var klar over at det var dumdristigt for hende selv at følge efter.
Marius derimod, som havde sendt lange blikke efter Lærke hele tiden, ville nok kunne gøre et og andet. Hun kunne jo se på ham at han gerne ville.

Hans evige muntre kommentare, fik hende til at himle med øjnene af ham. Det var så typisk ham aldrig at kunne gå stille fra et rum og samtidig for damerne til at dåne i hans kølvand. Hun så påtaget fornærmet på ham, da han purrede op i hendes hår og hun skulle til at brokke sig højlydt da han trådte hende på foden, men hun lukkede munden hurtigt da Marius syntes han var skide sjov og drillede hende med David.

''Du er en idiot.''

Sagde hun med smalle øjne, men mente det nu ikke. Selv om David måske var et ømt punkt for hende, så vidste Marius at han til forskel for mange andre kunne tillade sig at trykke på det uden hun blev vred. Kun mildt irriterede. Hun rakte tunge af ham inden han vendte sig og tog hans plads på sofaens armlæn, og kiggede kort efter ham da han forsvandt ud af selv samme dør som Lærke lige var marcheret ud af.

[Noah]

Noah havde vinket til Lea, men enten havde hun ikke set det eller også så var hun ikke rigtigt interesseret. Noah gættede på det første. Ikke at hans stolthed ville blive såret ved det sidste. Jo det ville den nok. Bare en harmløs ridse ingen kunne se og han ville ignorerer den.
Mark var opslugt af Pernilles bevægelser og Noah bebrejdede ham ikke. Hvem havde ikke lyst til at høre den skabning sukke under sig.
Noah så på Selma. Han havde lyst til at høre nogen sukke under sig jeg, Pernille var bare ikke lige vedkommende.
Tanken om de skarpe hofter og det bløde indre. Selma der svedte let. Hendes lyde der drev ham lidt i galskab ...

Noah faldt i staver mens billeder af morgnens eskapader viste sig som et slideshow. Billeder af Selma. Mmmm. I bad med ham.
Hun virkede glad. Havde hun virket på andre måde? Hun virkede bare rigtigt glad og snakkede med to piger der overhovedet ikke virkede glade. På nogen måde.
Deres samtale om hvordan søen havde været og dets lige. Noah havde jo også smidt en i, men den fyr havde han ikke set igen. Hans dyre tøj var nok gået i stykker. Nå men når Noah så ham ville han tilbyde fyren at betale for det. Så enkelt var det.

Han kunne bare ikke lade være. Da hende den snerpede strigle ytrerede sine ord. Noah havde forventet at hun havde et grimt sprog. Det var hendes attitude. Hun var sej. Ikke noget med at virke og lade som om man var bad-ass. Den her virkede ægte nok. Noah havde set nok, i hvert fald, til at kunne se forskel. Mente han selv. Så Noah lo. What the heck! Hvem sagde sådan noget. Hvem var åben om at sætte sig derop og nyde sig selv. Det var jo ingen hemmelighed at man tog en spiller, men det var nu alligevel som om at piger skulle være lidt skamfulde omkring det. Som om at det eneste der kunne tilfredsstille piger var et stort stærkt lem. Noah skulle da være ærlig: Han tænkte om sig selv at han var veludstyret. At den kunne sit kram. At han kunne.

Han kunne kramme Selma for måden hun tacklede den på. Hendes latter og smil og ord. Men så rejste tøsen sig og kylede et møgfald i hovedet. På hans kæreste.
Noah var ikke typen der slog på piger. Men man skulle da ikke bare ... det var hans kæreste. Han rejste sig hurtigt og hun spiddede ham med øjne der ikke syntes at indeholde andet end vrede. Han bakkede ikke ud. Men når Selma ikke gjorde nogen større scene ud af det, så skulle han heller ikke. Det ville bare være latterligt og machoagtigt. Men så rejste den lange fyr sig ... Marius. Yes. Stormede ud. Måske de to var et par? Det virkede bare mærkeligt. Måske stormede han heller ikke ud. Han havde bare utroligt lange ben.
Han ville gerne gå over til Selma men det var som om hun havde rygstøtter nok. Kaldte den grøn-øjede for Bitch og sådan. Pigeting. Eller hvad det nu var. Anton rejste sig og Noah mærkede at han blev irriteret da fyren trak Selma til side.

”Havde vi været i NY, så var det her ikke gået så stille for sig,” lo Noah til Marc. Han kunne se for sig hvordan to grupper ville have rejst sig. Kørt heads mod hinanden. Her var hovedsagligt fordi bitterfissen ikke havde nogen gruppe. Selma havde alle sammen. Og hun var sød. Dejligt sød.
Hun gik. Med Anton. Noah ville gerne gå efter. Men det virkede mærkeligt. Han ville ikke være den kæreste der pressede sig på. Han ville måske snakke med Selma senere. Hvis hun ville. Han ville helt klart ligge armene omkring hende. Dufte til hendes hår. Sige hun lugtede af ham for sjov.

”Kommer du ikke herover, Amanda? Jeg skylder dig stadigt et eller andet for det med bøgerne,” smilede Noah og gjorde plads, så Amanda kunne sidde imellem dem. Han havde tænkt på at gøre det for bitterfissen, men hun virkede bare ikke som en der ville inkluderes.

[Marc]

Marc havde ikke rigtig lyttet efter hvad der skete mellem de tre piger, først da hende den lidt mutte første års elev, Lærke right? Rejste sig med vrede øjne, men en afmålt kropsholdning.

"Et godt råd, luk brødfissen,"

Han kunne nærmest hører sit indre råbe 'Buuuuuurn' selv om han absolut intet havde imod Selma og ikke anede hvad der skete mellem dem. Kunne Selma overhoved sige noget der gjorde folk vrede? Hvis der endeligt skulle være noget, så kunne det måske blive lidt for happy-happy med hende, men ikke så man lige frem blev så aggressiv som hende pigen gjorde. Men det kunne jo være at Selma ubevidst havde ramt et ømt punkt? Marc flyttede sit blik over på Noah, som rejste sig pludseligt. Det var klart, han skulle vel være der for Selma hvis nu Lærke valgte at gå videre med det. Men der skete ikke mere. Lærke vendte sig bare om og forsvandt ud af døren, med Marius kort efter.

Hvor var han dog taknemmelig for at han ikke var inde i det og bare kunne sætte sig tilbage igen og sende Noah et grin da han sagde det om NY. Marc havde set rigeligt med film fra Amerika til at vide at der var en smule sandhed i det og Noah bekræftede det blot. Men Noah var ikke lang tid om at kalde efter Amanda og bede hende sætte sig mellem dem. Noah var ikke klar over hvad der var sket mellem Amanda og David, som Marc på en eller anden led også var en del af. Han var ihvertfald ikke et neutralt led og hvis Amanda skulle sidde her sammen med Noah og ham selv, så ville det uden tvivl blive utrolig akavet. Så kunne han forklare Noah om det hele senere.

''Jeg går lige over og siger hej til David. Øjeblik.''

Han prøvede at virke så naturlig omkring det og sendte Noah et smil da han skubbede sig op fra sofaen. Amandas øjne fangede hans et øjeblik og selv om de måske ikke var perlevenner nu, så havde de en stiltiende aftale om at ingen behøvede at lave en scene. De skulle jo alle være her. Et venligt klap på Noahs skulder og han gik over til hans ven der sad med en Morten og snakkede.

''Hvad så.?'' Sagde Marc med et grin til de to drenge.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde bare siddet i sine egne tåbelige tanker og forsøgte at holde sine øjne fra David. Han end ikke så til hendes side så ville hun da heller ikke. Et øjeblik følte hun sig lettere ensom. Marius havde næsten hele dagen været hendes faste holde punkt og hverken Line eller Sarah var her lige nu, og sidste år havde hun haft Thomas at flygte til når alt blev for meget.

Hun nægtede at sidde og have ondt af sig selv, så hun rettede sig op og sekundet efter påkaldte Noah hende. Hun så på ham med et smil og afslørede ikke at hun genovervejede hans invitation til at sidde sammen med ham, bare fordi Marc sad ved siden af, men han sagde et eller andet og rejste sig. Inden Noah blev efterladt helt alene på sofaen lod Amanda sig dumpe ned ved siden af ham, med et smil.

''Er du sikker på du tør at skylde mig noget?''

Sagde hun drillende og skubbede alle tanker om David, Marc eller noget andet irriterende fra sig. Noah havde nu ingen grund til at føle at han ligefrem skulle skylde hende noget, bare fordi hun havde hjulpet med bøgerne. Hun havde jo selv skulle der ned hvis ikke der så senere.
Veltilfreds lænede hun sig helt tilbage i sofaen og fødderne oppe på det slidte sofabord, som alle andre også altid gjorde. Hun havde siddet her utallige gange sidste år og på trods af den lille episode med Lærke og Selma, så var der stadig så hjemmeligt som altid og Noah var behageligt selvskab der samtidig ikke var slemt at se på... På nogen måder.

[Noah]

Noah lavede et nik med hovedet til afsked af Marc. Fyren skulle helt sikkert tættere på Pernille. Så smilede han imødekommende til Amanda der landede med et bump ved siden af ham. Der var noget befriende let over hende. Ikk enoget med at sætte sig elegant og fjeragtigt i sofaen, det var bare lige på og dér sad hun.

"I am a gentlemen, right?" sagde han med sin tykke britiske accent. "But sweethart, for you I can be anything," forsatte han med sydstatsaccent.

"Claro, er jeg sikker på at jeg skylder dig noget, reddede du mig ikke for at møde ham Larsen alene. God! En sær mandsperson," Noah kunne ikke lade være med at ryste på hovedet og le lidt.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke lade være med at le, af Noahs skiftende accent og ord. Ud fra hvad hun havde lært at kende om Noah de få gange de havde snakket sammen, så kunne han sagtens gå ind under kategorien snob, uden tvivl. Men i stedet for at være en af dem man skar tænder af i irritationer, som dem fra Rytteriet, så var han anderledes. Afslappet blandt 'pøblen', glad og ikke muggen over at al ting her på skolen ikke var High Class.
Nu skulle hun ikke sætte for mange mærkater på ham, det kunne jo vise sig at han måske ikke lige var som hun gik og forstillede sig. Men hun tvivlede på at han sad i et fornemt rigmands kontor med ild i pejsen mens han knækkede over sin gyldne, stærke og meget dyre drik og sin polo trøje om skuldrene.

''Ja, det kan der selvfølgelig være noget om. Larsen er rimelig voldsom hvis man ikke liiige ved hvordan man skal klare ham, men han er nu en del af skolen. En dag kan du nok klare ham alene.''

Hun pillede fraværende ved kanten af gipsen, der allerede kløede noget så forfærdeligt inden under.

''Men hvad er så betalingen?'' Hun havde et drilsk smil om sine læber.

[Noah]

"Alt andet end seksuel udnyttelse af denne fantastiske krop livet har skænket mig," sagde Noah og blinkede. Det var Amandas drilske smil der fik ham til at sige det. Hun ville kunne tage det. Hans selvophøjelse som han havde en tendens til at køre ud. Han kendte jo godt sine fortrin.

"Jeg har American Express og ellers har jeg en guy who knows how to find a guy who can get. And I even have a guy who knows how to get my guy who knows the guy who can get it," Noah så alvorligt på hende, med øjne der indeholdt morskab. Så de også How I Met Your Mother her?

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lavede en bevægelse med armen, som om hun ærgede sig over Noahs ord men med en let ironi tilføjede hun.

''Jamen så er det jo også kun dit tab. Æv æv, hva''

Lo hun. Hvis ikke Selma allerede havde nailet Noah og det her havde været en af de famøse fester på Lyngvig, så havde hun nok ikke været bleg for at gøre et indhug på Noah, hun var trods alt fri på market ud, så hvorfor ikke udnytte det? Men hun kunne aldrig finde på at gøre det en mand der var en andes og Amanda ville bestemt ikke kalde deres samtale for flirteri. Måske havde hun strenge grænser hvad angik hvad der var tilladt, så var de klare. Kys var over grænsen, men flirteri kunne accepteres og som sagt var det her ikke en gang i nærheden.

Hun vidste hvad han hentydede til. How I Met Your Mother, som Thomas yndede at stene på grå hverdage når han var alene, men hun havde aldrig set mere end tre afsnit. Så hun var ikke habil nok til at kunne kører joken videre, selv om hun i det øjeblik ærgede sig over at hun ignorerede Thomas når han begyndte på alt det Barney pjat.

''Jeg gider ikke have dine penge, Noah, du må være lidt mere kreativ.'' Smilet var ikke forsvundet, med det drilske glimt i øjenene. ''Jeg er en krævende dame.''