Hyggeaften

[Noah]

Noah kunne ikke lade være med at le.

"Jeg troede at penge kunne gøre alle grådige, men her er man different." Også Selma havde tidligere afslået hans gaver. Noah var i bund og grund ligeglad. Det skulle han ikke bestemme. På den anden side var han gavmild. Han elskede at give folk gaver. Ting de manglede. Det var bare noget han yndede.

"Jamen hvad er du til?" Denen gang var det sagt halvt i spøg, men han håbede Amanda ville fange at han mente det. Kunne hun lide at stå på ski. Biler? Et eller andet. Hun ville gerne rejse noget mere, men det alligevel en grænse han trak. Han kunne forestille sig at hun ikke læste, for meget krudt i røven. "Måske en ubrækkelig arm?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Åbenbart.''

Hun trak på skulderne med et smil. Ikke at hun ville sige nej til penge, hun var ikke evig beskeden og takkede nej, men hun gad ikke bruge hans penge bare for at have vist ham ned til bogkælderen, det ville simpelthen være for plat.

''Jamen hvad er du til?'' Spurgte han og selv om det måske virkede som en spøg så havde hun på fornemmelsen at han faktisk mente det. Seriøst? Hun så tænkende frem for sig et øjeblik, hvad var hun egentlig til? ''Måske en ubrækkelig arm?'' Lød hans stemme og hun lo.

''Ja eller bare mindre uheld, det ville fandme være rart.'' Men det var jo bare en del af hendes person. ''Jamen hvis du kan finde ud af at lave mad, så kan du lærer mig nogle tricks så jeg ikke kommer til at ligne en fuldstændig idiot til madlavning.''

Hun svarede faktisk ikke rigtig på hans spørgsmål.

[Noah]

Noah så på Amanda som var hun skør. Det var et af hans bedste udtryk, simpelthen fordi at han med sit liv ofte var blevet stillet overfor ting som andre som normale, hvor Noah ikke fattede at folk kunne gøre det hver dag.

"Håh! Jeg har tjenere til at gå på markedet for mig. Faktisk har jeg tjenere der går på markedet for mine tjenere." Han viftede endda med hånden smm for at sige, hvad regnede hun med. Noah kunne godt lide Amanda og en af hans talenter var at agere naturligt selv med fremmede, som havde de kendt hinanden længe. Forstod Amanda ikke den meget interne joke så ville han forklare.

[Sine Augusta]

And up until now I have sworn to myself that I'm content with lonelyness

Sine ville muligvis ikke direkte indrømme det overfor nogen her, men hun var strækslagen. Der var mennesker over det hele. Indenfor altså. Hun fik et glimt indenfor da en fyr kom ud i en fart. Det så helt vildt ud. Hun genkendte nogen fra sidste år, men det gjorde bare det hele værre. Fordi hun vidste at hendes instink var ikke at gå hen til dem, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, så det var nemmere at lade som om hun ikke havde set dem. Og ikke kunne huske dem. Der kom en pige gående ud også. Hun gik målrettet og så ikke på dem overhovedet. To sekunder senere kom Marius ud, ja, ham kunne hun huske, og han rendte hende direkte ned.

"Hvad fan..." mumlede han og gik videre med det samme. Sine kiggede efter ham og sukkede indvendigt. Det var heller ikke godt at de bare stod der, og var i vejen. Men der var så mange mennesker. Sine greb ud efter Louisas hånd og holdt den i sin egen. Hun holdt ret godt fast. Vekslede et blik med den anden. Det kunne godt være hun sage at de godt kunne gå tilbage, men hun mente det sikkert ikke. Sine så målrettet mod den åbne dør der var efterladt åben efter Marius.
"Kom, så går vi ind." Sagde hun.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Udtrykket var guld værd og selvfølgelig kunne Noah ikke lave mad. Han havde folk til det. Men at han lige skulle bruge en sætning fra en Disney film, var det sidste hun havde forventet at komme ud af hans mund, så i stedet for et øjeblik at virke helt cool og rolig, gled et overrasket udtryk over hendes ansigt indtil hun slog en latter op.

''Jamen det er så okay, Aladdin, eller måske nærmere Prins Ali.''

Det var så let at snakke med Noah, afslappende og naturligt, som om alt faldt ham naturligt. Det var dejligt for en gang skyld, for indtil videre var Marius den eneste på skolen der ikke havde været enormt anstrengende at snakke med. Line og Sarah havde hun hygget med sig idag, men det var tydeligt at de var nysgerrig efter at vide hvad der var sket mellem hende og David. Det var de fleste, men Noah vidste ikke noget om det. Hvilket virkelig var en befrielse for hende.

''Så må du komme med en kreativ ide.''

[Noah]

Noah lænede sig ind over hende.

"Al er helt fint," han elskede den måde Preben Kristensen sagde Al på, trak a'et ud alt for langt og l'et der bare stoppede det. En af de ting der havde været bastante i Noahs liv var at hver gang der udkom en disneyfilm var den blevet sendt til ham med dansk tale. Desuden var der også en hvis blærerøvsfaktor i at kunne disney på et sprog ingen af de andre kunne. Sangene især. Måske var det en smule tøset, men det havde været Noahs danske venner.

"Jeg er imponeret. Du kunne simpelthen kende the reference," smilede Noah og tog en påtaget eftertænksom mine på. Hev i et skæg der ikke eksiterede.

"Jeg giver op. Jeg er simpelthen ikke kreativ. Se på mit tøj, det er kopiret fra et magasin, right?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke lade være med at le af hans mimik, som om han havde skæg. Han var simpelthen en disney gut, ligesom Marius. Utrolig at hun altid endte med at finde dem af en eller anden, men det generede hende nu ikke det mindste.

Da han nævnte hans tøj kunne hun ikke lade være med lave elevator blikket på ham, bare for at drille.

''Bare fordi jeg er lyshåret og ved at du går i giorgio armani t-shirt, så kan jeg stadig min Disney.''

Ikke at hun som sådan plabrede løs omkring det, selv om hun ligesom Noah kunne finde på at referere til det og hvis folk ikke lige fattede det, jamen så var det ligegyldigt. Hun rykkede på sig og satte sig op i sofaen med benene krydset.

''Men giv mig et par dage, så skal jeg nok være kreativ for dig.''

Hun sendte ham et stort tandsmil.

[Noah]

"Et par dage?" Sagde Noah som om han ikke troede på det.

"Du forlangte at jeg skulle komme op med en idé lige nu og du skal have et par dage. Missy, missy den går ikke med." En pegefinger foran Amandas hoved vidste at hun ikke bare kunne bestemme.

Noah: et stort smil. Amanda var egentlig et dejligt frisk pust. Som i et bypust og ikke slappe kedelige Danmark han var vendt tilbage til. Noah kunne godt lide Danmark. Han holdt meget af det. Men desværre var alt bare ikke peachy keen. Alt havde en bagside.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Arh-men jeg troede jo lige du et øjeblik var enormt kreativ.''

Grinede hun og skubbede hans pegende finger væk med den raske hånd. Der var nok en ting eller to i det han sagde, men hun følte jo ikke rigtig at han skyldte hende noget, så mest af alt var det bare for at han ville glemme det. Ellers så måtte det sgu bare blive til en tur i byen, med spisning midt om natten på et eller andet tilfældigt sted.
Om han så var til det, var egentlig et godt spørgsmål.

''Ellers må det jo bare blive en tur i byen Missy, Missy selv, hvis jeg skal hoste op med en ide lige nu når du sidder og truer mig.''

Hun strøj en lok af det lyse hår bag øret og tænkte ikke over at hun et øjeblik kiggede indgående på ham for at forstille sig, hvilken type han var at gå i byen med. Og de skulle nok have Selma med hvis det endelig skulle være, med mindre hun havde det fint med det... Men så måtte den lange lømmel til Marius lige overleve at hun slæbte ham med hvis det blev tilfældet. Og hvis det da nogen sinde ville blive til noget.

[Noah]

Da hun kaldte ham Missy, Missy hostede Noah lige af grin. Hans mund var i vidt grin der viste han ret store tænder. Han kørte en hånd igennem det mørkere hår. Han kiggede op som om han nød det her, hvilket han gjorde. Han rystede på hovedet, men så var der det der med byen.

"Tsh, tsh, the sweet life in America," fik han sagt og puffede til hendes skulder, den uden brækkede arm for enden. Den tættest på ham.

"En tur in tha city, lyder jo som noget mit plastikkort kan fikse," han tænkte på de cocktailbarer der var i NY. Han tænkte på penthouse diskoteker med en fantastisk udsigt. Han tænkte på falske ID's og at ditche dem der bare så for unge ud. Hvilket han heldigvis ikke var i fare for. Nej han var sluppet godt igennem puberteten. Men sådan var det ofte med de riges børn. De var bare bedre, smukkere, mere end de andre. Naturlov.

"Skal vi tage afsted?"

[Lea Nørr Kristiansen]

Fyren var væk igen med det samme, kun med ordene: ”Jeg går bare.” Lea fulgte ham knap med øjnene før hun vendte ansigtet tilbage mod rummet og Frida ved siden af hende. Hun kastede et blik rundt, ovre i sofagruppen så der ud til at være lidt af en rokade, med Marius og en eller anden slank pige med et hårdt udtryk i ansigtet der styrede mod døren og udenfor. Lea havde næsten lidt for travlt med at kigge efter hende pigen til at svare på det lille nik fra Marius af. Hmm, hvad mon det gik ud på? Det var som om alle forlod hyggeaftenen meget tidligt, tænkte hun med et skævt smil, ikke så meget hygge over den måske? Og alligevel var der ingen rigtige steder som lige bød sig og kaldte på at hun og Frida kunne møve sig ind. Eller det var der måske, hvis man var en type der rent faktisk kunne finde ud af at møve. Hendes hånd søgte opad mod kæden om hendes hals og fingrene legede lidt med den. Hvor var hendes briller? For hun havde dem da ikke på? Nej, konstaterede hun med det samme og mærkede for en sikkerheds skyld efter på toppen af det fugtige hår. Heller ikke der. Hun måtte have glemt dem på værelset. Hun kunne selvfølgelig undvære dem for en aften, det var ikke fordi hun var blind uden dem, men det var bare… de gav hende lige det mere overskud i forhold til hvor frisk hun var, hvis hun for eksempel skulle se eller læse meget uden dem blev hun hurtigere træt. Og det var måske ikke lige hvad der var målet for i aften.

”Det er virkelig ikke for at ditche dig, men jeg glemte mine briller på værelset. Jeg smutter bare lige hen og henter dem. Back in no time,” sagde hun med et undskyldende smil til Frida. Hun smuttede ud af døren igen, nu også en af dem der tilsyneladende forlod stedet.

Der var ikke blevet rigtigt mørkt udenfor endnu, i hvert fald ikke kulsort, og det var intet problem at finde tilbage til elevhusene hvor værelserne var. Det tog heller ingen tid for hende at lokalisere de briller og få dem med sig. Da hun var kommet ud af huset igen og gået et stykke tilbage mod hovedbygningen så hun pludselig en skikkelse løbe væk fra den, ud i parken der var skolens område. Det var vist ham hun lige havde mødt inde i aktivitetsrummet. Hvorfor løb han dog, og hvorfor fanden udenfor? Så varmt var det alligevel heller ikke mere. Hun så sig omkring et øjeblik – der var ingen – og skråede så over græsset i den retning som han havde bevæget sig. Imens tænkte hun over den ordveksling de havde haft. Eller hvad de ikke havde sagt af ord. For hun havde da faktisk ikke selv sagt andet end at spørge ham hvad hastesagen var. Cowboy, hun smagte på ordet som hun ikke havde gjort før hun havde sagt det. Det var ligesom bare dukket op på hendes tunge helt uden at få lov eller noget. Og det var jo ikke fordi han lignede en fra det vilde vest eller noget. Måske var hun bare lidt for sær? Såsom for eksempel at følge efter en hun overhovedet ikke kendte ud i en park om aftenen når det egentlig var meningen at hun skulle befinde sig indenfor og deltage i et eller andet socialt halløj.
Hans spor endte op på en bænk ved en fin lille sø hvor han sad og så ud som om… ja som om han ikke lige havde overskud til socialt halløj lige nu. Lea stoppede op og vidste pludselig ikke hvad hun skulle sige. HUn havde selvfølgelig på intet tidspunkt vidst hvad hun ville sige, men det var nu hun opdagede at hun måske burde finde på noget. I stedet for et akavet ’øh, hej’ kiggede hun på søens blanke stillestående vand.

”Er der mange af sådan nogle små søer her?” spurgte hun, hendes stemme sløv og træg mod stilheden i hendes egne ører. Men det lød nok mere som om hun drømte eller sagde det meget blødt for andres.

//: Forlader tråd til parken?

[Amanda Dagmar Carstensen]

Noahs latter var så dejlig naturlig og smittende. Der var ingen tvivl om at han selv var fuldstændig klar over hvor forbandede charmerende han var, men overraskende nok var hun ikke så påvirket af det som hun havde troet hun ville være. Selvfølgelig skyldtes det lidt at han var optaget af Selma, men det var ikke kun derfor.
Det passede hende nu fint nok.

''skal vi tage afsted?''

Spurgte Noah pludselig og hun kunne skjule sin forvirring. ''Nu?'' Sagde hun højt. Altså ud i byen nu? Undskyld, var det ikke gået op for drengen at de befandt sig midt på Lars tyndskids marker og hvis de skulle til noget der bare mindede om byen, så skulle de med bussen til Århus og der havde hun været en gang før... Og hun tvivlede på at der virkelig var gang i den by på en mandag aften.

''Altså mener du, ud i byen nu på en mandag aften i Jylland?'' Hun kunne ikke lade være med at grine. ''Nej nej, hvis vi skal afsted skal det være i Købsstaden,''

[Noah]

Noah var næsten ved at rejse, men Amanda gjorde ingen mine. Han blev synligt forvirret ved hendes ord. Han regnede med at de da bare kunne tage en taxa, det måtte selv Lyngvig kunne klare. Det var bare ikke det Amanda sagde. Hun sagde at man ikke kunne gå i byen på en mandag aften.

"Altså siger du at man faktisk ikke ville kunne finde one club with opening hours on a freaking monday?"

Noah så på hende. Helt blæst af det udsagn.
Det kunne da ikke passe. Lyngvig kunne han godt se, men en by der lå på top fem i DK's største der ikke havde en klub der var åben på en mandag. Hvad gjorde business mennesker?

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nikkede til hans spørgsmål og nærmest forskrækkede øjne. Han havde nærmest allerede været på vej op af sofaen.

''Altså ja. Eller der er nok en bar eller to der har åben, men så vil jeg hellere gøre det ordenligt.''

For hun havde fornemmelsen at Noah sjældent gjorde noget halvt og hvis de tog afsted idag, lige nu, så ville det højst sandsynligt falde hårdt til jorden og en bytur ville være ødelagt. Så ville hun hellere gøre det på en fredag og så i Århus, hvis det ikke kunne blive København. Og desuden så lignede hun lort idag og var fuldstændig doped af de smertestillende piller, som lægen og Marius tvang i hende.

''Jeg tvivler på at du lige nu forventer at tage på den lokale Bodega, hvor byens sutter sidder og smager på deres daglige øl, og hvor væggene er mørkerøde og sodet af røg fra cigaretter?''

Hvis hun kunne finde ud af det, havde hun løftet det ene øjenbryn til ham med et smil, men i stedet var det bare begge. Efter en bytur fandt hun det selv sjovt at finde de der lokale bare, hvor stemning var høj, men en bytur med Noah indholdte garanteret meget mere.

[Marius Emil Lundqvist]

//Tilbage til Hygge fra vild Fitness-fuglesang (allitterationer mmm):

Marius trådte ind i Aktivitetsrummet igen. Han så sig afslappet omkring, som han havde gjort tidligere. Ikke meget havde forandret sig. Tilsyneladende var Lærke gået ind i myterne i mellemtiden, hvilket sikkert passede Lærke fint lige nu. Marius' ansigt bar stadig præg af al den morskab, der havde været i situationen med Lærke, og samtidig var der noget alvorligt og eftertænksomt over ham, som han gik ind i rummet.

Det gjorde ham glad at se, at Amanda havde sluttet sig til nogen i mellemtiden - det var typisk hende. Det var ham fyren, den nye, hvis navn Marius stadig ikke havde fået fat på. Han sendte Amanda et skævt smil og en Thumbs-Up. Marius så sig om efter David og så ham sidde med Marc. Marius løftede hånden til hilsen mod David og fik i samme øjeblik på noget genkendeligt, rødt hår, som hverken stammede fra Anna eller Theo, hans fåmælte værelseskammerat, men derimod fra Frida, som virkede lidt betuttet, som om hun lige havde mistet orienteringen et øjeblik og bare havde sat sig tilfældigt et sted.

Marius gik afslappet hen til hende, lagde lidt forsigtigt en hånd på hendes skulder og så smilende ned på hende, idet han spurgte: "Hey, hvor har du gjort af Lea? Slog du hende ihjel, mens jeg var væk?"

Han vidste egentlig ikke, hvorfor han følte trang til at lægge hånden på hendes skulder, men nu hvilede den der ganske fint. Det var måske Fridas fortabte udseende. Hun lignede én, der havde været ved at opnå et eller andet, som så var smuldret mellem hænderne på hende. Sådan følte han sig, når en komposition gik helt galt for ham. Marius' muntre øjne forsøgte at fange Fridas venlige, grønne øjne; der havde ikke været skyggen af morskab i hans stemme, men det vistes tydeligt i hans blik, at det pis, han fyrede af, bare var en latterlig joke.