Værelse 3

[Marc]

Marc så tilbage over skulderen, da Noah trådte ind på værelset med et smil. Han undskyldte for rodet, men Marc trak bare på skulderne.

''Bare rolig, det er ikke første gang jeg oplever det, og jeg kan næsten gætte på det heller ikke bliver den sidste''

Og han kunne heller ikke love det blev ham selv der måtte undskylde på et tidspunkt. Sådan var det jo. Lyngvig var jo et sted hvor en stor gruppe af hormonfyldte mennesker boede sammen døgnet rundt, i deres egen verden og så det var jo ikke noget under at folk blev liderlige. Men han var dog ikke den værste. Jo han havde da kysset med nogle piger til festerne, men det var kun en gang eller to han var vågnet op i sengen med en dagen efter og han havde ikke fundet en fast. Det kunne da være hyggelig med en, men han gad heller ikke finde en bare for fornøjelsen skyld, det skulle sgu være ægte.

''Men dig og Selma der,''

Han fandt sin skoletaske frem, en sort firkantet skulder ting, og smed sin computer i den inden han rettede blikket spørgende på Noah.

''Er nu helt officielt?''

Han smilede. De havde dated lidt rundt i weekenden Selma og Noah, men det havde kun virket som lidt venskabeligt, eller som om de prøvede at lærer hinanden lidt at kende.

[Noah]

Noah trak på skulderne og kørte en hånd gennem sit hår.

"Det tror jeg, altså jeg har ikke noget imod det, men hun har bare virket, sådan lidt reseveret på det punkt, så jeg tænkte bare at den tager vi når den kommer, men hey, se os nu," han pegede på Selmas tøj og overvejede at stoppe noget i sit hår, men det sad jo fint som det var nu. Hvorfor messe med det?

Han rystede sin dyne, redte sengen, samlede tøjet op, foldede det og lagde det i en lige firkantet bunke på sengen.

"Ladies ... de er bare, ja. Hvad med dig? Ja undskyld jeg er ikke specielt observant." Det var løgn. Det var Noah, men han vidste at rakke lidt på sig selv var en fin idé, det beviste at man bare var et menneske. Plus at Marc allerede havde gået her et år. Det var svært at se hvad der var venskab og hvad der var ... forelskelse?

[Marc]

Marc følte næsten han blev nød til at rede sin seng når nu Noah gjorde det, men han klappede bare lidt på dynen så den lå nogenlunde fladt. Noah virkede heldigvis ikke som en der var enormt fanatisk med at det skulle ligge snorlige, ihvertfald når det ikke var hans egne og det passede Marc fint. Han kunne ikke lade være med at le lavmældt af Noahs ord. Ikke fordi de var direkte grin agtige, men det var bare så afslappet sagt.
Ikke noget sukkersødt pjat om hvor sød Selma var og hvor godt deres personligheder passede sammen. For så var det sgu hurtigt de havde fundet ud af det.

''Ingen dame lige nu.''

Svarede Marc hurtigt og lukkede sin taske efter at have lagt de sidste ting i den.

''Men du er nu tilgivet for ikke at være så observant''

Det var for sjov, for hvorfor skulle han forlange at Noah holdte øje med det hele, når han lige var startet et nyt sted og samtidig fik en ny kæreste. Det var var vel rimelig meget at se til i forvejen, ud over også at skulle holde øje med folk.

[Noah]

Noah smed sig på sin seng med armene under hovedet og et suk til følge.

"Jeg skal altid lige vende mig af med jetlag og når det er sket har alle allerede fundet deres BFF's."

Han lo. Han fandt aldrig mere end et flinkt menneske de første dage han var set sted. Det tog altid tid, fordi han altid virkede lidt PMS agtig. Sådan havde Jess sagt om ham. Og mange andre. Men lige nu var det Jess og NY vennerne der stak i hans bevidsthed fordi det var dem han sidst havde set. Det sidste crew af venner.

"Og er jeg ikke en del af gossip girls er jeg allerede håbløst bagude," han lo. Ikke mange minutter til timerne ville starte, men det passede ham ok. Han kunne vel lige sove lidt bagefter.

[Anton Sommer Engström]

//indtræder i tråd efter hygge ved søen og bad

"Hey drenge."
Da Anton kom ind på værelset efter badet, var begge hans værelseskammerater derinde. Han smed sit våde håndklæde på sengen og satte sig til at trække gårsdagens bukser på. Han var ikke sådan en type, som gik i nyt tøj hele tiden eller skiftede tøj hver eneste dag. Så længe det ikke var beskidt eller lugtede, kunne det sagtens klare en dag mere. Og fashion-delen af det var ham fuldstændigt ligegyldigt. Tøj var bare en praktisk foranstaltning, så man ikke skulle gå rundt nøgen. Altså, han gik da ikke i decideret grimt tøj, men han købte meget tøj i genbrug og var flintrende ligeglad med hvilke mærker det var. Han kendte slet ikke alle de 'populære' mærker.

"Sådan for fremtiden.." Han kiggede på de to fyre og stoppede så ved Marc. "Kunne I så ikke smide en spand vand eller en pude eller noget i hovedet af mig om morgenen? Ellers kommer jeg sgu aldrig i skole. Jeg er ikke så helvedes god til det med morgener" grinede han. Han mente det selvfølgelig ikke bogstaveligt, de måtte gerne nøjes med at vække ham almindeligt, men David og Peter havde tit udfordret skæbnen og vækket ham på den ene festlige måde efter den anden. Den værste var en gang med en musefælde.. det var ikke en hobby hans to nye værelseskammerater behøvede at overtage. Men en spand kold vand, hvis de også ville have noget underholdning ud af det, havde så vidt han vidste aldrig skadet nogen.

[Noah]

Noah selv sov, når han kom ind i sin rytme, vildt let. Sikkert fordi at hver gang han 'flyttede' skulle vænne sig til en hel masse nye lyde. Et nyt hus, værelse, rum der satte sig. Træ der kangede. Grene der skrabede mod ruden. Folk der snorkede folk der ikke gjorde. Folk der gik i søvne, talte i søvne, rumsterede helt vildt i søvne.
Men ligefrem at regne med at andre fik en op ... han vidste ikke helt hvordan han skulle håndtere det. Alligevel lo han mod Anton.

"What the fuck!" sagde han, men ikke som i et spørgsmål. Bare for at sige det sgu alligevel var underligt. Han havde gjort det engang sammen med Mick, men det var jo simpelthen fordi at Noah stod tidligere på og gik på badeværelset og når han var færdig kunne Mick komme til og så vækkede han ham. Ikke at Noah havde noget imod at vække Anton men hvis han var sådan en der var cranky så gad han ikke.

"Jaah, jeg gør det ikke medmindre du lover at du stikker mig en lige højre eller andet stuff." Noah vippede med fødderne og smilede.

[Marc]

Marc kunne ikke lade være med at le af Noahs reaktion til Antons forespørgelse. Marc havde ikke selv svært ved at vågne, han var bare så pisse god til at ligge og trække den i sengen, så om han kunne være pålidelig nok til at vække Anton til tiden var svært at sige. Men han skulle da prøve.

''Vi skal da prøve at fungere som dine vækkeure..''

Han kløede sig kort i krøllerne.

''Men jeg kan ikke love for mig selv for pålidelig jeg er.''

Han så skiftevis på sine to værelseskammerater. Han var sgu godt tilfreds i år. Sidste år havde de også været fine nok, men den ene var stoppet halvvejs og de to sidste havde han ikke haft sindsygt meget at gøre med. Han havde alligevel også rendt rundt med David. David havde tilgengæld ikke været skide heldige med sine havde han hørt.

[Noah]

Noah kunne ikke lade være med at sukke.

"Så det vil sige at jeg bor på værelse med to morgennølere der måske, måske ikke vil stikke mig en lige højre hvis jeg vækker dem, så de undgår en skider og hvis jeg ikke vækker dem stikker de mig en alligevel?"

Han løftede spørgende øjenbrynene, men indikerede med sit smil at han var ligeglad.

"Dear Lord, want you buy me a Mercedes-Benz," mumlede han nynnende og med himmelvendte øjne, blot for sjov. Han savnede sgu allerede Sam. Den tosse. Men altså, man kunne ikke vinde i roomie løbet hver gang og de her dudes virkede jo reele nok og det kunne han godt trænge til. Nogen der bare var sig selv og nede på jorde.

[Anton Sommer Engström]

"Så må vi sgu bare ligge og slumre herinde. For all I know, er det bedre end skole alligevel" smilede han til Marc. Det skulle nok fungere alligevel. De måtte vel sætte deres lid til Noah.

"Altså jeg skal nok lade være med at slå. Man slår ikke på tøser jo." Anton grinede af Noahs himlende øjne. Han regnede også med han kunne tage en joke. Det havde virket sådan de sidste par dage, han virkede meget afslappet. Hvis man skulle være totalt politisk korrekt når man talte med sine egne værelseskammerater ville det jo ikke være til. Og hvis man fik sagt noget dumt, kvitterede det oftest med et slag eller en pude i hovedet eller noget, og det var han sgu vant til. Det var fint nok.
"Ej, ærlig talt er jeg lidt for bange for Selma, så jeg turde sgu ikke hvis det kom til stykket. Hvad hun ikke har i styrke har hun i vilje og udholdenhed, så jeg prøver at holde mig på god fod. Skulle jo nødig risikere noget."
Han vidste ikke om Noah og Selma var sammen sådan officielt, men hun virkede meget glad for ham og de var jo sammen hele tiden. Og var der noget man ikke skulle, så var det at udfordre skæbnen med den pige. Hvis hun havde valgt noget, så forsvarede hun det. Med næb og kløer eller hvad man nu sagde.

"Skal vi komme deropad?" han kigge på de to. De så ud til at være klar og så kunne man jo godt følges.

//smutter

[Emil Beyer Adamsen]

//Indtræder i tråd sammen med Lea

Værelset var henlagt i mørke, det eneste der lyste op var de hvide lagner, der bogstavligt talt lå nede på gulvet. Emil tændte lyset, så han kunne se om de overhovedet kunne sidde derinde. Ikke at det ville forhindre ham- han kunne lave en sti, så det var muligt at komme fra døren til sengen, eller bare et sted på gulvet.

Emil smilede skævt til Lea, da han trådte ind, og opdagede en af Noahs kondom pakker ligge lige ved siden af den grå skraldespand, som pyntede ved siden af døren. Den var heldigvis ikke åben, konstaterede Emil ved et nærmere blik.

”Er det der ikke Theos seler?” mumlede Emil mest for sig selv, da han trådt videre ind i rummet. Hvordan han kunne have glemt dem var ikke lige til at gennemskue. Theo uden seler var som blyanter, hvis spids var knækket af. Emil hadede inderligt det problem, for alle hans blyanter, der faktisk havde en spids, lånte han ud til folk, der virkelig trængte til en blyant, eller bare ikke gad at finde sit penalhus frem.

”Jeg kan ikke rigtig beklage rodet, for kun en fjerdedel af det er mit. Jeg kan derimod tage æren for det der,” svarede Emil og pegede hen mod en seng, hvor der lå skolebøger og film ud over det hele. På gulvet lå der en ensom tandbørste, som ikke kunne bruges mere, fordi børstens hår var bukket helt ud til siderne i en umulig stilling. Et andet sted kunne man se en enlig blå sok og en gul et andet sted. Så var der jo også sportstasken, hvor meget af hans tøj næsten havde forladt den fuldstændigt. Dynen lå halvt under sengen, som om det var der den egentligt hørte til.

Alt i alt ikke så slemt som det kunne have været.

[Lea Nørr Kristiansen]

Hendes øjne scannede rummet helt automatisk da hun trådte ind lige bag ham. Det var tydeligt – meget tydeligt – at det var et drengeværelse. Rodet, var bare så drenget. Der var selvfølgelig også rodet på pigeværelser, men bare på en anden måde og med nogle andre ting. Sokker og andet efterladt beskidt tøj. Og en eller andens seler, hvem gik overhovedet med seler nu til dags?

Lea så med en vurderende mine på den seng han pegede på og studerede den nærmere. At tage æren for den var måske så meget sagt, med dynen fjollet liggende på gulvet og en tandbørste på gulvet? Men hun kunne meget godt lide at det var bøger og film der prydede selve sengen, selvom hun ikke lige umiddelbart så noget hun kendte.
Og så, som hendes øjne gled henover gulvet igen så hun en taske der tydeligvis hørte til sengen. På den halvtomme taske stod med tydelige bogstaver "Emil"
Endelig et navn, tænkte hun lettere triumferende og så med en sær lille skuffelse, ingen øksemorder alligevel så.

"Meget.... hjemligt," bemærkede hun med et lille smil.

[Emil Beyer Adamsen]

Imens Lea kiggede på rodet, der udfoldede sig for hendes fødder, lige til at træde på- gik Emil utålmodigt rundt på gulvet. Vadede hen over et bælte, og var nær ved at ødelægge et VHS bånd, som faktisk var hans ejet. Lur ham hvis det ikke var løverneskonge han havde haft gang i med Anton der.
Egentligt var det slet ikke det han ledte efter, men derimod hans morgenkåbe som var umulig at undvære imorgen tidlig.

Emil grinede af Leas kommentar til værelset. Det lød dog en anelse sært, fordi han nu var helt nede at ligge på gulvet. Hans hoved var halvt inde unde Antons seng, fordi den morgenkåbe bare skulle findes. "Det ender med jeg bliver kvalt af at ligge med hovedet inde under Antons seng," sagde Emil, da han havde konstateret at der var den ikke, "Der er nullermænd over det hele."

"Bare slå dig ned, Lea, og hvis du ser en morgenkåbe, gider du så ikke lige pege eller noget," Emil grinede til hende, mens han pustede tungt ud. "Den er hvid med lysegrønne pletter- og lang," tilføjede Emil.

[Lea Nørr Kristiansen]

Hun kiggede med undertrykt morskab på ham med hovedet og halvdelen af overkroppen inde under en seng, en eller andens seng vel at mærke - de rodede åbenbart også ind over hinanden på den måde. Hun slog sig ned som han sagde, eller rettere, udså sig et lille område på sengen hvor koncentrationen af ting og sager ikke var højere end at det kunne skubbes lidt væk for at gøre plads.
"En morgenkåbe?" Spurgte hun med et løftet øjenbryn, med lysegrønne pletter?
"Jeg skal nok pege, helt bestemt. Men hvad skal du, Emil," med et strejfende blik på sportstasken, "med en morgenkåbe på denne tid af døgnet?"

[Emil Beyer Adamsen]

Emil vidste ikke helt om Lea ville synes det gjorde situationen bedre, hvis han havde kaldt hans kåbe for en aftenkåbe- og ikke en morgenkåbe. Det lød også en lille smule (meget) eksklusivt at have både en kåbe (til middagstid, selvfølgelig), en aftenkåbe og en morgenkåbe. Well... Taget i betragtning af at han kun havde én kåbe og ikke tre, så var det her da ikke så underligt, som det let kunne have været, hvis han havde en kåbe til hver en lejlighed.

"Ser du Lea," Emil stoppede sin færden på gulvet, fordi han i høj grad følte sig som en sporhund eller noget ovre i den dur.
"Lea.. Pænt navn i øvrigt," Emil grinede, "Men for at vende tilbage til dit spørgsmål.." Et øjeblik havde han tabt tråden, fordi billedet af en brun hund, hvis ører nærmest slæbte sig hen ad gulvet, alt i mens dens savl hang ud af det frygtindgydende gab, havde forstyrret hans tanker endnu engang.
"Jeg skal bare have fundet den morgenkåbe til imorgen tidlig, for det er mit yndlings outfit om morgenen, kan jeg godt fortælle dig!"

Emils ansigt flækkede i det sædvanlige drengede smil, som kendetegnede den morskab, som han inderst inde følte. Og så var ordet Oufit bare det værste ord, han nogensinde kunne sige om sig selv- eller hans tøj for den sags skyld. Ud over det var det tilmed også sjovt at udtale- Out-fit. Enkelt. Delikat. Og så ekstremt højrøvet.

[Lea Nørr Kristiansen]

Det var som om han var en helt anden lige pludselig. Fra dyb og eftertænksom ved søen til en fjollet dreng der ledte efter - af alle ting - en morgenkåbe ved at stikke hovedet under senge. Lea smilede lidt over ham. Og hans attention span var reduceret, bemærkede hun med morskab ved hans kommentar på hendes navn.

"Jamen, det vil jeg så glæde mig til at se," sagde hun og smed det ene ben over det andet hvor hun sad. Det var ikke stor chance for at hun ville kunne hjælpe med at finde noget. Og dog, hun skævede rundt og fik øje på noget lysegrønt.
"Den skulle vel aldrig ligge lige der?" spurgte hun og pegede på sportstasken.