Værelse 3

[Emil Beyer Adamsen]

"Den skulle vel aldrig ligge lige der?" Emil fulgte Leas pegefinger, der enten pegede på rodet på gulvet, eller også sportstasken lige ved siden af... Han satsede stærkt på det sidste, eftersom det nok var den enste ting på det her værelse -udover drengenes tasker- som han ikke havde vendt på hovedet i sin ihærdige søgen efter morgenkåben. Og selvom det lød fjollet- også lidt i Emils eget hoved- så tjente den et godt formål, den kåbe.

Uden yderligere indvending sprang Emil hen til tasken. Han følte sig adræt, frisk- også selvom han for fem minutter siden havde siddet og frosset på en bænk nær en sø, hvor det mest specielle vist nok var det, der gemte sig under den blanke overflade. Emils humør havde ændret sig markant fra da han forlod hyggeaftenen, til han stod her. Lea og han var ikke engang begyndt på de øl, som han vidste også var gemt her et sted.

Emil flåede sin takse til sig. Det var en lækker sag, kunne Emil konstatere, om end lidt slidt. Den var limegrøn, så den var let at finde, og et 'Nike' mærke fyldte trofast begge sider på den. Emil skævede hen til Lea, som kiggede på ham med et ansigt, der var oplyst i et let smil, som om hun også morede sig lige så meget som ham.

"Tadaaaa" grinede Emil, da han fiskede Morgenkåben op fra tasken. Ikke nok med at Lea kunne holde ham ud, så kunne hun også finde hans morgenkåbe- og det var et talent, som Emil godt kunne have benyttet før.

Emil holdt morgenkåben ud foran sit ansigt. "Hvad siger du så? Er den ligesom du havde forventet?" Han slap morgenkåben, og noterede sig hvor den lå, så han let kunne finde den igen."Hvis jeg skal være ærlig, så var det kun min mor, der tog mit parti, da jeg anskaffede mig den her morgenkåbe." Emil klukkede muntert, "min far fæstnede sig kun ved pletterne."

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea så på Emil og hans morgenkåbe med et slet skjult smil.

"Den er... klædelig," sagde hun. Hun havde måske ikke forventet så meget, men den levede da helt klart op hvad hun havde. Den hvar i hvert fald grøn, bestemte hun sig for. Og plettet.
"Forståeligt måske, de er ret iøjenfaldende de pletter," sagde hun til bemærkningen om hans far.

Lea lænede sig lidt tilbage så hun sad med ryggen op ad væggen og de krydsede ben på sengen og stikkende lidt udover. Hun krydsede armene foran sig på brystet og så forventende på ham.
"Jeg synes at erindre at du bød mig på noget drikkeligt, og så meget som jeg finder din beklædning yndig slukker den ikke tørsten," sagde hun en smule spidst, men med et smil der blødte op. Det var ikke fordi hun var vildt tør i ganen eller fordi hun var meget opsat på at få noget fra ham. Men det var jo det som han havde foreslået.

[Emil Beyer Adamsen]

"Jeg synes at erindre at du bød mig på noget drikkeligt, og så meget som jeg finder din beklædning yndig slukker den ikke tørsten.” Med et prøvende løft med det ene øjenbryn, konstaterede han – en anelse forundret- at der var en her, der var tørstig. Ikke lige det han havde regnet med… Men hvad fa’en… Folk på hendes størrelse kunne også rumme meget.

”Det havde jeg totalt glemt,” Emils ansigt flækkede i et drenget grin, ”Sorry, men jeg har endnu ikke opnået det behøvede overblik over terrænet, for at kunne finde så meget som en øl.” En frustreret rynken viste sig i Emils pande. ”Har du set den six pack med øl, der burde ligge her et sted,” Emil pegede på Antons seng, og derefter sin egen, som for at vise at det faktisk kunne ligge hvor som helst derimellem.

Det var vel ret dårlig timing at han først ikke kunne finde sin morgenkåbe, og derefter heller ikke de øl, som han oven i købet havde lovet hende. Et eller andet sted var han bare uforbederlig, og lige nu indrømmede han det mere end gerne, hvis øllene bare ville hoppe frem fra deres skjul.

Ikke et under at han altid havde hadet dåseskjul som lille.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea lo lidt for det så ud som om han tog hende strengt seriøst I at hun krævede den øl nu.
"Det skal nok gå," sagde hun både til det og så, med et blik på på værelset, til rodet. De var godt begyndt allerede, det der med at dække gulvet til og så senere – hvis tid fandtes – få overblik, hvis det da overhovedet var nødvendigt.
Lea rykkede sig lidt frem, ud på kanten af sengen hvor hun sad og lod blikket bevæge sig rundt i værelset. Hun kunne måske finde hans morgenkåbe, men Emils øl havde gemt sig et sted hvor hendes øjne i hvert fald ikke fandt hen. Men nu var hun heller ikke meget for ideen om at løfte op i for eksempel de par sokker der lå lidt rundt omkring.

"Næh, de synes at undgå mig," sagde hun og smilede til ham.

[Emil Beyer Adamsen]

Hvis Lea ikke kunne finde de øl, så var der godt nok ikke særligt stor sandsynlighed for at de fandt dem. I hvert fald ikke i dag. Måske en dag hvor en eller anden genial mand kom ind igennem døren, og pegede, mens han med en latter i stemmen udbrød: DER. Når den dag kom ville de formegentligt finde dem.

Emil smilede skævt ”Jeg har ikke rigtig fantasi til finde ud af hvad vi så gør,” han satte sig ned i Antons seng. Men efter et øjeblik sagde Emil alligevel ”Vi kunne gå på rov i køkkenet,” han kiggede på Lea. Nu hvor han tænkte over det, så ville ikke være usandsynligt at nogle havde efterladt en øl eller to der.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea smilede over den tilsyneladende kaotiske tilstand som herskede her. Det var lidt morsomt. Måske mest fordi hun var vant til orden eller bare sit eget rod, sådan noget var nemmere at finde rundt i. Men det skulle nok ændre sig på en eller anden måde når man delte værelse med tre andre teenagere.

Hun lænede sig lidt frem efter hans forslag.
"Det kunne vi jo, hvis vi er så tørstige," sagde hun med et lille smil og en forholdsvist neutral tone. Hun ventede med at rejse sig.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil mærkede efter. Spurgte hun ham om han var så tørstig, eller spurgte hun om de begge to var tørstige, for 1) han kunne ikke bedømme om hun var så tørsig 2) han kunne sådan set altid drikke en øl.

Hun lænede sig lidt frem. Ventede på hvad han sagde. Han betragtede hende et øjeblik. Et smil, han ikke umiddelbart kunne tyde, spillede på hendes læber.

"Lets go," Emil var egentligt ikke snakke-engelsk-typen, men når man var ven med Anton, så var man næsten også ven med Jonathan. Og han snakkede engelsk konstant. Emil noterede sig en sidste gang- ingen han forlod rummet- hvor hans morgenkåbe lå. Så smilede han drenget, og gik ud af værelset.

Gangen lå fuldstændig øde hen. Alle måtte være til hyggeaften. Var han overrasket? Måske lidt? Nej... Det måtte bare være utrolig varmt inde i det rum, når så mange mennesker var samlet på et sted.
Lea stod ved siden af ham. Smilede det der smil, som hun også havde gjort det til hyggeaftenen. Det føltes faktisk som flere dage siden.

"Et eller andet sted bliver jeg voldsomt skuffet, hvis der ikke er nogen øl, og vi så bliver nødt til at drikke solbærsaft i stedet for," konstaterede Emil med et skævt smil.

[Lea Nørr Kristiansen]

Hun fulgte efter ham ud på gangen i Rævehulen, det hus hun også boede i. Det var sjovt som hun havde mødt folk fra det samme hus i dag på ret tilfældige måder. Hun tænkte på Emil der havde været et sært øjeblik til hyggeaftenen og en endnu særere samtale ved søen. Og så tænkte hun på Marius som nassede noter og så reddede hendes hår fra en skrue, og på Frida som hun havde mødt først og som virkede rigtig sød. Lea smilede lettere skyldigt. Nej, Frida skulle nok have fundet nogen at slå sig sammen med. Hun så på Emil igen.

"Ej, så slemt ville solbærsaft da ikke være," sagde hun smilende, "tror jeg da..."

//Forlader værelse og går til tekøkken

[Noah]

//: Fra værelse 4

Der duftede sært nok af pige og Emils seng var super tilrodet. Ikke at Noah var mega pertentlig, men der havde aldrig været regler og dem kunne han overholde, selv nu. At redde seng, ikke at have tøj. At rode var fint, men at være direkte uordentlig var lidt en sag. Han åbnede sit skab og i stedet for at bruge den nederste skuffe til sokker eller undertøj var den fyldt med Disney. I nummerrækkefølge. Derfor var det ikke svært at finde Atlantis og smide sin MacBook pro på sengen.

"Hende Lærke er lidt speciel," sagde han imens. Strakte sig og smed tøjet, regnede med at Amanda enten ville se væk eller være ligeglad. Han vendte alligevel ryggen til mens han skiftede til et par ny underbukser. Bare høflig pli. Ikke at han skammede sig. Men måske Amanda ikke syntes det var rart, som Nishay. Han smilede bare ved tanken.

Han smed sig på sengen. Duftende af vaskepulver og søvand. Åbnede for den bærbare og smækkede dvd'en i.

[Amanda Dagmar Carstensen]

//: Fra værele 4 sammen med Noah.

''Der er vidst nogen som har moret sig.''

Mumlede Amanda, da hun så den tilrodede seng og hun kunne også dufte pige parfumen der hang i luften. Og det var ikke hendes, eller Selmas. Det var ikke svært at gennemskue hvilken af de fire senge der var Noahs. Man skulle blot se på sengetøjet, så vidste man det. Ikke at der var noget print på, eller sære mærker. Det var kvaliteten. Ikke et eller andet Ikea pjat, men dyrt sengetøj, som dødelige mennesker kun kunne drømme om at sove i. Ud af øjenkrogen så hun kort hvad han brugte sin skuffe til. Film. Alle 50. Et smil trak i Amandas læber.

''Det virker som om, at den eneste hun kan udstå er Nishay.''

Svarede Amanda, hel enig med Noah og lagde sig i hans seng. Rykkede puderne så hun lå mageligt og han kunne ligge ved siden af. MacBooks var hun hel håbløs til, så hun gad ikke en gang at prøve at starte den, så i stedet tog hun filmen og læste bag på ... Men kunne ikke lade være med at blive distraheret da Noah skiftede tøj over i hjørnet. Vidste at det ikke var pænt at smugkigge, men kunne ikke lade være. Hun tog sig endda at bide sig i læben.
Amanda!

Han smed sig ved siden af hende og hun rakte ham dvd'en.

''Det er alt for lang tid siden jeg har gjordt sådan noget her.''

Hun puttede sig mod puderne, lagde sig med fronten mod ham og så på skærmen hvor filmen startede. Han duftede godt, men hendes øjne lå på skærmen lige nu.

[Noah]

Også Noah. Det kom an på selskabet og det var noget man gjorde med piger. Eller alene.

"What?" sagde han i spøg. "Min roomie og jeg gjorde det hver onsdag. Super mandigt og han elsker de danske stemmer."

Så Noah gjorde det altid alene. Eller værelset behøvede ikke at være tomt, men så tog han høretelefoner på.
Også hans øjne var på skærmen. Det svømmende Disney logo, historien om hvordan Kida mistede sin mor. Moren der blev suget op til diamanten. Eller hvad det var. Krystallen. Han blev altid trist. Tanken om at miste sin mor gjorde altid ondt. Ødipus-kompleks: Han forgudede sin mor. Uden tvivl. Både Noahs far og mor vidste det, hvilket det også altid lavede sjov med. Hvordan hans mor og far engang havde skændtes og fem-årige Noah havde sparket far over skinnebenet. Ikke at han havde et dårligt forhold til sin far. Overhovedet. Men mor var vigtigst.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke lade være med at fnise af Noahs joke og klappede han på skulderen, som hendes ansigt lå lige ved siden af.

"Så ufattelig mandigt."

Men hun var ikke i tvivl om at Noah kunne gøre dette alene og stadig virke langt mere mandig end de fleste fyre ville. Han kunne bære det. Men med en anden fyr ... Så blev det lige tæt nok på homo. Ikke at der var noget i vejen med det, men han var jo ligesom sammen med Selma, så det var nok ikke tilfældet at han var på den side. Det meste af tiden var hendes øjne på skærmen men hun kunne ikke lade være med at kaste et blik på ham i ny og næ. Havde hun fået af vide for nogle år tilbage, at hun ville ligge og se Disney film med en fyr der kunne måle sig med selv de lækreste Hollywood stjerner, ville hun have leet højt og sagt de var fuld af løgn.
Men det var hvad hun lavede lige nu. Bare trist han var nix pille.
Uden hun hel tænkte over det undslap et suk hende.

"Tænk hvis man havde så firkantede fingre og trekantede negle som Milo."

Hun løftede sin ene hånd lidt og kiggede på den. Tanken fik hende til at le en smule.

[Noah]

Han flyttede opmærksomheden fra skærmen på hans mave til Amandas hånd, som han greb i sin hånd. Vendte den. Drejede den.

"Jeg tror det ville være en improvement."

Han gav slip og så igen på skærmen.
Okay så ja! Han havde et svagt punkt for Helga. Men damen var helt vildt lækker. Hun måtte gerne føde deres perfekte børn.
Ikke at Noah tænkte på børn, han kunne godt lide børn, men ligefrem i en alder af 18 at tænke på dem var lige alvorligt nok.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Fuck dig,"

Lo hun og daskede til ham, da han gav slip på hendes hånd igen. Selvfølgelig sagde han det. Det var så oplagt at hun ville uden tvivl selv havde sagt det, hvis det var ham der havde tænkt på det med hænderne. Tilgengæld var det så tydeligt hvad der tiltrak hans opmærksomhed på skærmen, da Helga kom på. Hun løftede øjenbrynene og tog ærmet af sin striktrøje og ville duppe ham ved mundvigen.

"Undskyld, men du savler bare så meget at det er lige før det rammer mig. Du ved godt hun bare er en tegnefilmsperson ikke?"

Hun kunne ikke lade være med at le.

[Noah]

Noah kunne ikke lade være med at le sit brøl. Fordi det her virkeligt var sjovt.

"Med et boob job, så kunne vi snakke om det, doll."

Han elskede hendes stemme. Elskede hendes bad-ass attitude. Men den salgs kvinder var alligevel ikke ham. Han ville gerne have nogen med hjerneceller frem for looks. Han ville gerne have nogen der var stolte. Nogen der også selv ville noget. Ikke at Helga ikke havde alt det. Men hun var fiktion. Og han fyldte allerede sit hoved med nok fiktion.
Derfor at en sådan som Lærke fascinerede ham. Hun virkede som en karakter. Ikke et menneske. Hun havde ingen følelser. Ingen udtryk. Alt var studeret. Indøvet. Så mærkeligt. Måske derfor han ikke rigtigt var sur over at kalde Selma grimme ting som hans hjerne ikke var gearet til at forstå.

"Som om du ikke kan lide den der noob."