Gangen

[Noah]

Noah smilede hende.

"Der er der intet ved der er af uinteressant. Bortset fra jeg ikke kan høre forksel på jyder og sjællændere." han rystede på hovedet af sig selv. "Alle har en spændende historie, selv om den virker almindelig." Han trak på skulderne. Det lød filosofisk og rigtigt. Som om han var dyb. Hvilket ikke var sandt, men mange steder han var kommet var reaktionen på Noahs liv at det var eksotisk og spændende og han var bare ikke helt enig som sådan. Hans liv havde altid været sådan. Han havde fået lov til mange ting, set mange ting som andre ikke oplevede, men det gjorde ikke ligefrem hans liv spændende.

"Jeg afsluttede high school i New York," han åbnede døren til sit værelse og smed bøgerne på senge. Så tog han de resterende og smed ligeledes dem, for at toppe med tasken. Nu var det tid til at komme ud og nyde sit liv.

"Midt i mylderet." sagde han fordi det altid havde vigtigt i New York at fortælle at man befandt sig på Manhatten midt i det dyre filmland man så på film. Så man på dne led kunne side kunne sige at man havde penge.

[Amanda Dagmar Carstensen]

At Amanda ikke kom helt ind på værelset generede hende bestemt ikke. Ej hun tvivlede på at Noah, Anton og Marc var de fyre på skolen der havde et beskidt og typisk drenge værelse - og det var jo også kun 4 dage siden de havde startet. Men ja. Det var egentlig dumt tænkt Amanda.

''Det kan vel på sin vis være rigtig.''

Svarede hun ham da han tog bøgerne og han snakkede om alt det med at alle på hver sin måde havde en spændene historie. Det kom vel an på hvor man så dem fra, for ofte syntes man selv at den historie man havde bag sig ikke var speciel. Med mindre det selvfølgelig var nogle af de kendte mennesker, der fik lavet en hel film om sig selv og sit liv.

''Jeg afsluttede high school i New York''

Sagde han hurtigt og tilføjede 'Midt i mylderet' som var det ikke noget specielt. Hun vidste godt hvad 'Midt i mylderet' betød. Da hendes værtsfamilie havde holdt Thanksgiving havde de taget til en del af familien der boede i The Big Apple, selvfølgelig ude fra Manhatten, men der omtalte det det også som Noah gjorde. Hun så imponeret på ham. Hvad end hans forældre lavede så havde de ihvertfald, på godt gammel dansk, røven fuld af penge.

''Jeg har selv været der en gang et par dage. Det er jo en fantastisk by.''

Amanda havde bestemt været betaget af den levende by og alle de stemninger den gav rundt omkring. Fra 5th avenue til SoHo - uden tvivl at hun skulle tilbage og opleve det hele igen over mange flere dage end de alt for få hun havde haft der over. Hun åbnede døren til sit værelse og smed sin taske for fodenden af sin seng. Og vendte sig om med et stort smil til Noah.

''Men vores mission er fuldført og jeg har fået en vildt historie omkring min skade, så nu kan vi vidst gå ud og indtage resten af dagen uden de store kvaler''

[Noah]

Noah nikkede. Ja det var en fantastisk by. Som en vaskeægte storbydreng følte han sig naturligt hjemme steder hvor der boede over en million mennesker. Steder hvor alt lå inden for 20 minutters gang og der altid var mulighed for transport. Han håbede lidt på at hans far ville indvillige i at han skulle have en bil. Ja, det var Noahs eget valg at komme ud på en eller andens mark, men stadig.

"Mission accomplished," røg det ud af ham og han smækkede hende en på skulderen. Det var en bro-ting de havde haft. Det var simpelthen endnu en ny vane. Han gjorde det dog på den rigtige arm og han grinede flovt bagefter, fordi det simpelthen var mærkelige på sin vis.

"Øhm det er ikke for at ditche dig, Amanda og vildt mange gange tak for din hjælp med bøger og Larsen og sådan, men jeg har lidt en aftale med Selma når skolen var afsluttet så jeg må hellere finde hende, er det ok?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda tog sig ikke af Noahs lettere flove latter, for hun var trods alt vokset op med en storebror og havde altid haft en del drengevenner. Så var der sjældent plads til at være sippet og hun gad bestemt heller ikke at være det. Det var jo ikke for sjovt at Marius nogen gange kaldte hende dreng, måske gik hun op i hvordan hun så ud, men det stoppede hende ikke.

''Det er i orden Noah, ingen fornærmelse her fra mig, når nu din kæreste kalder.''

Hvor mange gange havde hun måske ikke selv gjordt det sidste år? Og selv om det havde været en kort snak med Noah, så var den da længere end den i torsdags. Hun sendte ham et stort smil og viftede så med hånden som for at sige, kom afsted.

[Noah]

"Men de der tricks, jeg mener det og jeg skal også skrive på den der arm."

Han smilede og var faktisk ude med det samme.

//: Undskylder den korte besked men Noah er trængende (JOSEPHINE EJ)

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nåede knap nok at vinke til Noah før han var ude af døren og afsted mod den spinkle pige Selma. Pludselig var der uendeligt stille i Rævehulen, kun hun var der og alle befandt sig ude. Hun burde være med og skynde sig ud, men hun tog sig selv i at overveje hvor fanden hun skulle gå hen. Hele sidste år havde det aldrig været svært, der havde det ofte været David, men ikke nu. Ikke mere.

Åh for fanden, kunne hun ikke tænke i andre baner? Det havde slet intet problem været da hun kom til Lyngvig i torsdags, i starten. Men så var David dukket op og hun følte sig fanget i en dårlig film som bare aldrig ville slutte og hvis historie folk havde set så mange gange at de gik. Det havde hun sgu også selv gjordt, hvis hun havde været fanget på lærrede.
Dårlig metafor eller sammenligning, eller hvad det nu var. Det var også den pille, der gjorde hendes tankegang sløv og underlig. Eller det var bare så meget lettere at skyde skylden på den og så gnide sig under øjet. Men et eller andet skulle hun fortage sig, hun nægtede simpelthen at stå og glane her som en anden deprimeret tøs, når det ikke var det hun var! Amanda rankede ryggen og gik mod udgangen.

[Lea Nørr Kristiansen]

//: Ankommer til tråden fra bænken i parken sammen med Marius

Tillagde hendes statur ringe adjektiver? Lea udstødte en mellemting mellem et grin og et fnys, meget lidt lady-like tænkte hun selv. Først det der elevatorblik som ikke var det alligevel og så en hvad, form for kompliment til hendes krop i form at han sagde at hendes statur ikke var ringe. Nogen ved hvordan man charmerer damerne, tænkte hun og rystede smilende på hovedet. Han var nok ikke typen der charmerede pigerne. Det kunne hun ikke rigtig forestille sig, og dog. Pludselig dukkede et billede op for hendes indre øje med Marius der stod, høj som han var, lænet mod en væg og flirtede med en eller anden pige. Og han ville garanteret komme med nogle skarpe kommentarer eller sådan noget og hende pige ville garanteret dåne over dem. Lea morede sig kosteligt over det billede og hun kastede bare et kort blik på ham da han vidste hvor hun boede. Well, der var vel bare nogen der havde læst lidt bedre på lektien end hende. Det var faktisk også ret atypisk af hende ikke at have styr på sådan nogle ting. Lea kunne godt lide at have styr på tingene, men det havde nok haft noget med hendes forældres flytning at gøre og alt det der. Der var et par ting hun ikke havde styr på på grund af dette. Som for eksempel…

Hendes tanker var på steder hen som hun ikke havde overskud til lige nu, så hun tvang dem væk ved at gribe fat i den første anden tanke der slog hende ind. Og hvorfor skulle det lige være den der høje dreng i et komisk billede af et forsøg på at flirte. Hun lod en lille latter undslippe sig da hun åbnede døren til Rævehulen og så derfor ikke den lyshårede pige der var på vej ud før hun allerede havde ramt hende med døren der åbnede indad. Flot, Lea!

”Det må du undskylde!” udbrød hun oprigtigt. Hun vidste ikke om hun havde ramt hende særligt meget, men da hun så gipsen på armen blev hun lidt bekymret for at have ramt den. Og så syntes hun at genkende pigen, hun havde været sammen med Marius i spisesalen til frokost. Ikke at det rigtigt var at genkende hende, hun havde jo kun lige lagt mærke til hende.

[Marius Emil Lundqvist]

//Jep, sammen med min lady Lea (XD)

Marius slentrede roligt ved siden af Lea, mens de bevægede sig mod Rævehulen - den bygning, som han også havde boet i forrige år. Blev han flyttet næste år, ville han derfor nok føle sig en kende skuffet, fordi han havde fået en slags tilhørsforhold til netop denne - den mindste af elevhusene. Men Marius havde nu på fornemmelsen, at David syntes, at det var okay at blive flyttet - og hans held var det vel, når man tænkte på, hvor meget han og Amanda skyede hinanden for øjeblikket.

Marius havde hørt Lea fnyse af hans bemærkning til hendes udseende, og det morede ham kosteligt, at hun reagerede sådan - så længe, de ikke lagde mere i det end et fnys og den lille latter, der undslap Lea nu, da hun åbnede døren til Rævehulen, så var det skam fint med ham.

Marius mere hørte end så, at døren på halvvejen bragede ind i - AMANDA! Hvem ellers? Den pige var så uheldig, at ikke engang hestesko og harefødder kunne gøre det ud for et værn.

"For fanden," mumlede Marius og skød det ene øjenbryn i vejret, "vil du invitere mig ud igen, Amanda?"

Marius supplerede sin bemærkning med et kækt, indforstået smil, der hentydede til deres tur på skadestuen tidligere.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde slet ikke set det komme, at døren så pludselig ville gå op og den ramte hende i hoved. Til al held havde hun ikke kunne nå at tage fra med hænderne og ødelægge gipsen, men derfor så hun det bestemt ikke som en rar ting at blive ramt af en dør. Hvad end hun havde gjordt for at være forfulgt af uheld på den her måde, om det så var i dette eller et forrigt liv, ville hun næsten ikke vide. Det måtte have været forfærdeligt, og de sidste par dage havde havde det nærmest toppet.

''For helvede!''

Udbrød hun, bestemt ikke fordi hun var sur på hvem der nu end havde åbnet døren, men fordi det havde gjordt ondt og hun var blevet forskrækket. Hun tog sig til panden, ømmede sig og hørte en pige undskylde, efterfulgt af en velkendt stemme. Først der så hun op på hvem der havde ramt hende; En høj pige med semi langt, brunt hår og undskyldende grå øjne og Marius ved siden af, med et smørret grin over den indforstået hentydning til deres lille tur tidligere idag. Pigen havde vidst også været til frokost, men Amanda måtte tilstå at det vidst kun havde været et glimt og hun anede ikke hvem hun var. Eller vent. Noah var da ikke den anden nye 2.G'er der skulle starte, var han? Måske havde hun bare mest bemærket ham fordi han var en dreng.
Hun gned sig lidt i panden og kiggede skiftevis op på de to.

''Det okay, jeg samler på blåmærker.''

Amanda tog hånden ned igen og så på den. Ingen blod, men uden tvivl et flot rødt mærke.

''Og det her kan vidst klares uden en tur, Marius, desværre. Håber du lever igennem det''

Hendes ansigt blev lyst op af et smil og hun var videre fra episoden. Det var ikke første gang hun blev ramt af en dør og nok langt fra sidste, så ingen grund til at bekymre sig unødigt.

''Duu, er den nye 2.G'er?''

Det var lidt tøvende, for det kunne lige så vel være en 1.G'er hun bare ikke havde set endnu. Og dem var der jo en del af. Men når nu pigen var fulgtes med Marius her over til, stadig med skoletasken over skulderen tydede noget på at de havde haft time sammen. Amanda så spørgende på pigen ved siden af Marius.

[Lea Nørr Kristiansen]

Den lyshårede pige – Amanda hed hun, efter hvad Marius lige havde tiltalt hende med – så ud til at tage det med stoisk ro at Lea lige havde banket en dør op i hovedet på hende. Det virkede… lovende, tænkte Lea.

De kendte tydeligvis hinanden godt, at dømme udfra de små interne sjove bemærkninger de udvekslede. Deres humor og betydning fløj selvfølgelig Lea over hovedet. Men det gjorde hende ikke rigtig noget, hun lod bare være med at sige noget og betragtede Amanda tjekke sin pande. Hun kiggede en smule ned – altså rent fysisk – på den lavere pige specielt for hun var ikke særlig høj og Leas høje sko gjorde bare forskellen endnu større. Til gengæld virkede det som om hun havde en vis - energi.

''Duu, er den nye 2.G'er?''
Hun trak ligesom det første ord, lidt tøvende og Lea nikkede med et lille smil hun fik klemt frem. Det var ligesom at den generthed, som på en eller anden måde var forsvundet som dug for solen med Marius – sikke en kuriositet – nu kæmpede sig sin vej tilbage i hende. Hun kunne ikke forklare hvorfor, det var bare altid sådan hun havde haft det når hun skulle konversere med nye mennesker. Og hun skulle jo ikke engang imponere Amanda eller noget. Selvom… hun havde faktisk lidt lyst til at den lyshårede pige skulle synes om hende. Og hun havde kun lige mødt hende. Hvorfor var det sådan? Hun skød overvejelserne og spørgsmålene til side og tvang sig selv til at være bare lige lidt mindre socialt retarderet.

”Jo, jeg kom i formiddags. For sent på første dag i en ny skole. Selvom jeg kom til tiden til timerne i det mindste,” sagde hun og flyttede på den ene fod mens hun kastede et blik ned. Det var det med at skifte sko, tænkte hun og så så op igen.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Den lidt højere pige, virkede et øjeblik en smule genert. Som om hun ikke vidste hvad hun skulle svare til Amandas spørgsmål. Det havde jo også været temmelig direkte og lidt af et stempel at sætte på en person - Den nye 2. G'er. Ikke noget med navn eller noget og Amanda burde måske have spurgt om navnet først, men det var jo for sent nu og pigen så også ud til at tø en smule op.

''Man kan jo lige så godt starte rebelsk fra starten af og skippe den første dag. Men det gælder nok ikke helt når nu du nåede timerne alligevel''

Hun kastede et kort blik på Marius og smilede. Marius og hende havde selv misset de første timer, på grund af den forbandet arm og for Marius var det nok temmelig rebelsk. Ihvertfald hvis han så på sit fraværd, men det morede Amanda sig blot over.

''Men ja.. Amanda, hedder jeg og jeg gætter på du ikke bare er 'den nye 2.G'er?' ''

Hun så med oprigtig nysgerrighed på pigen. Amanda kunne jo ikke blive ved med at tænke på pigen som navneløs.

[Marius Emil Lundqvist]

"Øv," beklagede Marius sig over den "date", Amanda afviste så nonchalant. Så smilede han bare skævt til Amanda ved synet af mærket, der ville blive tydeligere senere, i hendes pande. Begge havde de ligget syge i weekenden - han havde været værst ramt - og begge skulle de vade rundt med en bule i panden.
'Nu mangler jeg bare, at nogen forbarmer sig over mig og brækker armen på mig,' tænkte Marius ironisk ved sig selv og kom til at more sig endnu mere i sit stille sind, da Amanda - altid så ligefrem - spurgte Lea om hendes klassetrin.

Marius kunne ikke lade være med at følge Leas blik ned på deres fødder, fordi han et øjeblik undrede sig over, om Lea, ligesom Lærke, måske bemærkede noget særligt ved fødderne, men så gik det op for ham, at den høje, mørkhårede pige var genert. Ikke noget, han havde bemærket ved hende før, og derfor fandt han sig selv granske Leas flakkende blik og hendes lidt anspændte holdning. Marius sendte Lea et opmuntrende blik gennem øjenkrogen. Marius besvarede ikke Amandas kommentar om at være rebel, men hendes smil talte sit tydelige sprog, og han hævede bare øjenbrynene og fik et muntert skær i sine blå øjne. Jo, han skulle nok fortsætte således de næste par uger, før man kunne karakterisere ham som værende rebel på dén front. Han lod blikket glide fra den ene til den anden - Lea, der virkede lidt, som om hun hurtigst muligt ville ind for at skifte de sko, fordi det havde været deres mål for øje - og Amanda, som virkede oprigtigt nysgerrig. Det var un givet vis - Amanda havde altid været god til at snakke med mennesker - både, fordi hun snakkede forbandet meget, men også, fordi hun godt kunne lide at socialisere og lære nye mennesker at kende. På det område var Marius selv lidt tilbageholdende - han var ikke så vittig i store forsamlinger, medmindre han havde nogen at holde sig til, og i mindre forsamlinger var han ligeledes også mere tilbøjelig til at fortælle små vittigheder eller tage initiativ til, at folk kunne lære ham at kende. Men han var nok mest en lytter, når det kom til stykket. Hvis man altså så bort fra, at han også kunne lide at engagere sig i ting, og det krævede, at man var genstand for en del opmærksomhed - Marius måtte bare vænne sig til det.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea smilede lidt af bemærkningen om at være rebel. Det var ikke fordi nogen nogensinde havde sat hende i forbindelse med at være rebelsk. Havde hun ikke altid bare været den pæne pige, som gjorde det hun skulle og i øvrigt var for sky med nye mennesker til at give udtryk for noget andet? Der var en ting hun var sikker på og det var at hendes forældre tænkte på den måde. De vidste ikke noget om hendes skriveri og de vidste ikke noget om den spontanitet som lå og boblede under overfladen. Hun havde ikke engang selv haft kontakt med den side af sig selv rigtigt før sommerferien. Ikke før…

Og så sagde Amanda sit navn – som Lea jo allerede havde opsnappet – og brød hendes tankerække som et hårstrå der brister når det bliver strukket for meget. Og det gik op for Lea at hun slet ikke selv havde sagt hendes navn. Hun havde slet ikke lagt mærke til det stempel ”Den nye 2.G’er” som Amanda havde påført hende, garanteret helt ufrivilligt.
Hun så den nysgerrige blik fra den anden pige og et eller andet tøede lidt op. Det var jo ikke så slemt. Hun blev altid lidt overrasket hver gang hun blev genert, men endnu mere overrasket når hendes sky væsen opdagede at der ikke var noget farligt ved nye mennesker. Også selvom hendes hoved udemærket vidste at det bare var noget pjat det hele.

”Lea,” sagde hun kort, ikke fordi hun ikke ville sige mere, men hun havde ærligt talt ingen anelse om hvad hun skulle sige. Det var normalt ikke særligt meget hende at smalltalke. Og desuden virkede det også rimelig meget som Amanda styrede samtalen. Ikke at Lea havde noget imod det, nærmest tværtimod, det var nemmere hvis en anden, en som denne tydeligvis glade pige, førte an. Hun prøvede at bløde sit korte svar, som måske kunne ses som at hun ikke gad snakke, med et lille smil.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Sikke voldsom snaksagelige de begge var, sådan at kaste ord i hoved på hende. Eller bare et enkelt hver dog, og Lea svarede jo blot på hendes spørgsmål.
Lea, det var vidst hende der skulle bo inde hos Frida, hvis ikke Amanda huskede helt forkert. Frida havde snakket om at hun havde endnu en værelses kammerat ud over pigen der også hed Amanda. Pænt ærgeligt for så ville hun selv ende med at hedder Amanda C og i aller værste tilfælde ville lærerne tage Dagma til sig.

''Jamen så velkommen til Lea, jeg håber da ikke Marius har skræmt dig helt væk allerede.''

Hun flyttede sig lidt til siden så de to høje mennesker kunne komme forbi hende og videre ind i Rævehulen, som hun selv var på vej ud af. Hun gad jo ikke stå og holde dem fra deres videre færd. Amanda gned sig kort i panden igen og smilede så.

''Han plejer at være okay''

Hun overvejede om hun skulle sige farvel til dem og gå, for selv om hun snakkede meget og ikke havde noget imod det, så var der ikke noget mere ærgeligt end en envejs samtale. Og det kunne hun ikke lige overskue nu, så hellere ud og nyde det gode vejr mens det var der. Men hvis Marius og Lea var friske på at snakke lidt, ville hun da ikke sige nej. Så hun blev.

[Lea Nørr Kristiansen]

Efter en velkomst og en bemærkning om at Marius forhåbentlig ikke havde skræmt hende væk, trådte Amanda ud til siden. Ligesom for at lade dem passere. Hun havde jo også været på vej ud af huset da Lea åbnede døren i hovedet på hende. Og de var jo på vej ind til værelserne for at smide ting.

”Han plejer at være okay,” sagde Amanda med et smil og Lea blev lidt forvirret da den anden pige blev. Hun havde gjort mine til at gå, men alligevel virkede hun afventende. Efter hvad? Tænkte Lea. Nogle gange kunne hun bare ikke læse hvad mennesker ville have fra hende. Besværligt, måtte hun indrømme, specielt når det førte til akavede situationer. Ikke fordi det her var akavet – endnu.

Og så fordi Amanda på en eller anden måde udstrålede at hun måske ikke orkede det her – Lea vidste godt hun ikke var nem at snakke med når først genertheden got her tongue – den her ensidede samtale, tog Lea et skridt frem og vendte sig halvt så hun stadig vendte mod Amanda.

”Pudsigt, hvad er han så i dag?” jokede hun som svar på pigens egen joke og kastede et blik med en anelse morskab på Marius. Hun havde ikke rigtig lagt mærke til ham mens hun talte med Amanda, omend det havde været kort tid. Hun havde vel haft mere fokus på sig selv end noget andet. Lea skævede tilbage til Amanda for at se om hun havde lagt noget i det skridt hun havde taget og hendes bemærkning.