Gangen

[Marius Emil Lundqvist]

Marius lo indvendigt over Leas korte svar til Amanda, men hans ansigtsudtryk ændrede sig ikke fra det lidt reserverede, måske observerende udtryk. Han stod bare afslappet og betragtede de to piger - den høje, mørkhårede Lea i et par sko, der øgede hendes højde betydeligt, og den noget lavere Amanda i toppen med de brede stropper, flade sko og beige shorts. Marius fandt det især en kende morsomt, fordi Leas korte svar i uhyggelig grad mindede om hans egen måde at kommunikere på - der var blot dén forskel, at Lea virkede genert, hvorimod han selv var mere kæk og altid supplerede sine korte bemærkninger med en form for munter gestus eller bemærkning. Men det havde været omvendt mellem ham og Lea før - da havde han været kortfattet, mens hun startede med vittighederne, som han havde gengældt med sin egen mærkværdige humoristiske sans.

Marius smilede muntert til Lea, da hun tog et skridt frem og svarede på Amandas forsikring om, at han bestemt var okay. Hans regelmæssige, hvide tænder glimtede i solen, og morskaben i hans egne øjne svarede til Leas.

"Hun binder dig bare ét eller andet crap på ærmet," sagde han lavmælt og skævede til Amanda med et lidt spørgende udtryk i sine muntre øjne, "... ikke?"

Amanda havde nok ment det, men når nu Lea havde valgt at sætte omvendt fortegn på hendes venlige forsikring, så var Marius ikke sen til at lægge flere lodder i dén vægtskål - med sit ukuelige, muntre skær i øjnene og et lille, næsten usynligt smil.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke lade være med at smile over Lea, der ikke var helt så tosset. Et øjeblik havde Amanda troet at Lea ville lukke munden og ikke sige mere på grund af en tydelig genert side. Selvfølgelig havde hun da ikke noget imod generte mennesker, men Amanda var heller ikke kendt for at have den største tålmodighed og hvis man gik og havde et problem med et eller andet, endte hun ofte med at komme med et kontant svar. Du kan ikke lide personen? Jamen så lad være med at bekymre dig om dem - sådan noget.
Hvad angik hendes egne problemer, så blandede hun heller ikke folk ind i dem for at få ynk og opbakning for sin egen skyld. Men Lea kunne ligge sin generthed til side og joke mod Marius, hvilket lettede. Marius kom med en indvending om at Amandas ord bare var pure opspind, men hun var godt klar over at han vidste hun mente det. Han var jo ikke en eller anden idiot som man endte ud i al muligt lort med, hvis man lærte ham at kende. Tvært imod.

''Det er egentlig rigtig. Han er vildt belastende og en mor-agtig type, så hold dig hellere fra ham.''

Hun nikkede en gang for at ligge vægt bag sine ord, men det var tydeligt ikke var specielt meget vægt. Marius havde dog været enormt mor-agtig idag med al det med hendes arm.

[Marius Emil Lundqvist]

"Det er egentlig rigtig. Han er vildt belastende og en mor-agtig type, så hold dig hellere fra ham," forsikrede Amanda Lea med et overdrevet nik og et smil på sine læber, som hun prøvede at undertrykke. Marius gjorde et fornærmet kast med hovedet og sendte Amanda et olmt blik, men der var kun munterhed at spore i hans stemme, da han svarede:

"Jah, jeg er en rigtig mors dreng."

Marius gav Amandas skulder et let klem, før han resolut vendte sig mod Lea og fulgte med hende ind i bygningen. Marius gik roligt hen til Værelse 2, hvor han åbnede døren, smuttede ind uden at lukke den efter sig og kom ud kort efter, efter at have lagt sin taske på sin seng. Han lukkede døren til værelset og lænede sig op ad væggen ikke langt fra Leas og Fridas værelse; han ventede høfligt på, at Lea fik ordnet, hvad hun skulle - skifte sko, og hvad hun ellers måtte finde på. Mens han stod, gled hans blik hen over gangen, der endnu var helt cleanet efter at være ubrugt i en hel ferie. Kun noget af Antons overtøj hang på én af knagerne, og en opslagstavle stod lænet op ad væggen, fordi ingen havde gidet hænge den op nogle steder. Marius begreb heller ikke, hvorfor man ønskede at hænge en opslagstavle op herinde. Marius så på sine hænder og fulgte neglenes rundinger på den ene hånd med en pegefinger, mens et eftertænksomt udtryk erstattede hans muntre ansigtsudtryk.

[Lærke]

//: Ankommer fra ude foran

Lærke rystede med et ryk på hovedet.

"Nej. Du dufter af hygge og sprit," hun ofrede ikke et smil på pigen der ikke havde forstået hendes joke. Men det gjorde ikke noget. De færreste der kendte Lærke syntes hun var specielt sjov, om end Lærke selv syntes det.

Lærke forklarede bare aldrig hendes tabte morsomheder, det blev det ikke sjovere af. Kun plat. Som om hun var en sinke. Uden en forklaring kunne folk mene hvad de ville.
Hun tog håndklædet fra tørrestativet. Var det så tredje gang i dag hun brugte det? Ikke unormalt.

"Som en fordadlet sut med skønt hår og god hud," sagde Lærke som en eftertanke

[Nishay M. Asran]

//Til tråd:

Nishays i forvejen store dådyrøjne virkede større, da hun spilede dem op. Lugtede hun af sprit? Sprit... Spiritus? Hvad? Nishays mørke øjne, omkranset af de tykke, lange øjenvipper, der i dagens anledning ikke var blevet fremhævet med makeup, fulgte Lærke, da hun gik hen til tørrestativet. Det var nok bare sådan, Lærke talte. Men alligevel greb Nishay sig selv i at snuse ind - bare for at se, om hun kunne lugte omtalte sprit.

Lærkes tilføjelse bragte Nishay ud af fatning. Hun troede lige, hun havde forstået, hvad Lærke havde ment, men det, hun sagde nu, lød mere, som om hun bare lavede fis. Den indirekte kompliment, der lå i Lærkes ord, forstod Nishay slet ikke (NB: Forfatterkommentar).

"Du er skør," mumlede Nishay og kunne ikke lade være med at smile. Alle de nye udtryk - dem måtte hun vænne sig til i en fart. Lærke sagde ikke meget, men hendes ord var altid nye udtryk. Ikke bare ironi, som andre kunne.

"See ya," sagde hun og nikkede mod deres værelse, før hun gik ind.

//Forlader tråd - til værelse 4