Værelse 1

[Freya Kasgaard]

Freya lå også på siden og kiggede på Amanda, hun var træt. Det var overhovedet ikke svært at se, faktisk var Freya selv ikke særligt træt. Det ville hun først være imorgen, og der havde man bare lyst til at sove lang tid... I sit stille sind håbede Freya at der ikke var nogle mega krævende planer imorgen.

"Jah.. Det er lidt ærgerligt... Håber virkeligt ikke at alle er optaget."

Freya lukkede øjnene i et lille øjeblik og gabte uden lyd. Når man først havde lukket øjnene i lidt tid, så var de mere end sværere at få åbnet igen.

[Frida Jensen]

//ankommer fra optøjerne ved søen første skoledag

Frida havde ikke helt følt sig inkluderet i deres lille gruppe. Det var som om Amanda og Marius var så interne og hende og Anna var bare påhæng. Men sådan var det vel nogle gange.
Det havde i det mindste været en hyggelig morgenmad og hun havde fået deres numre. Det måtte være nok for en dag. Men Frida var alligevel sådan en person der altid ønskede mere. Stræbte efter det perfekte.
Hun dagdrømte altid om at have mange venner. Alle de ting de ville gøre sammen. Hun dagdrømte om caféture, shoppeture hvor hun var en naturlig del af gruppen, hun dagdrømte om venner der skrev til hende på mobilen bare lige for at høre hvad hun lavede. Hun forestillede sig biografture, bowlinghaller, svømmehaller, skøjtehaller, dovne dage i opholdsstuen hvor de bare kunne lægge neglelak på hinanden og kaste med popcorn.
Det var ikke fordi hun ikke havde venner, det havde hun skam. Og de fleste synes da sikkert også at hun var ret sød, det troede hun i hvert fald. Men hendes bedste veninde fra sidste år, Kamilla, var gået ud fordi familien ikke havde råd længere. Det var en skam. Hun havde stadig nogen hun kunne kalde veninder, men hun savnede nogen der tænkte på hende helt naturligt, når de planlagde en fest eller en tur til havnen efter is.

Hun ordnede sit hår i en lang fletning foran spejlet og skiftede sandaler, men hun havde ingen planer om at udskifte den lilla silketop og de sorte shorts. Det var hun tilpas i.
Hun fik lige hurtigt ringet til sine forældre. Viola var kommet i dagpleje, men det var jo klart, klokken var over 10 allerede, det havde hun bare ikke tænkt på. Men så snakkede de lidt hyggesnak og det var der heller intet galt med.
Nu sad hun lige ved sit hvide skrivebord med de påmalede lyserøde blomster og kiggede sin fysikrapport igennem inden skoledagen begyndt. Og dagdrømte lidt om kærlighed og venskaber og en masse hyggelige ting.

[Lea Nørr Kristiansen]

//ankommer til værelset efter at have fundet det rigtige hus

Lea baksede med sine kufferter mens hun åbnede døren ind til værelse 1, så hun så ikke den rødhårede pige der sad ved skrivebordet før hun havde fået sat begge kufferter fra sig og lukket døren. Hun stoppede brat. Hun havde forestillet sig at alle eleverne var til time eller noget på det her tidspunkt, og at hun ville have været alene. Men åbenbart ikke, tænkte hun for sig selv og prøvede at fremtvinge et smil. Med det samme mærkede hun den bølge af generthed der vældede op i hende. Fandens, ville det ikke snart holde op. Det var jo sådan her hver eneste gang hun mødte et nyt menneske.
"Øh.. Hej," sagde hun forsigtigt og tvang sig selv til at fortsætte, "jeg hedder Lea."
Hun tog sig et enkelt blik rundt i rummet og så at en af de fire senge stod tomme. Det måtte jo så være hendes...

[Frida Jensen]

Hun vendte sig om, da der kom en fremmed pige ind i værelset.
De havde også snakket om, at der ville komme en mere, det var jo et 4-mandsværelse og de havde også læst at der stod Lea på listen, men nogle gange havde folk valgt om, før listerne blev lavet og værelserne fordelt, så det var ikke altid til at regne med.
Hun kiggede på den tomme seng, som de de sidste 4-5 dage havde brugt som rodekasse. Der lå henslængt tøj, når de skulle skifte hurtigt, og nogle mascara'er og en flaske cola.

Hun skyndte sig at rejse sig op og hilse på pigen.
"Jeg hedder Frida." Hun gav hånd. Sådan var hun opdraget, og det var jo også fint og hyggeligt. Pigen så sød ud.
Hun gik over til sengen og tog alt deres rod op i en favnfuld.
"Det må du altså undskylde" smilede hun lidt pinligt berørt. Uheldigt. Men altså, det havde de virkelig ikke tænkt på.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea tog Fridas hånd og var glad for at hun ikke virkede som en af den slags piger der overfaldt alt og alle med kram og kys. Det ville have været mere end hun kunne tage. Hun smilede af den tydelige pinlighed som pigen følte ved rodet på sengen, men var egentlig ligeglad med rodet. Hvis det havde været hende selv havde hun nok allerede bombarderet hele rummet med sine ting. Hun var vant til at have meget plads på sit værelse og nu hvor hun så hvor lidt plads der egentlig var helt hendes eget her, gik det op for hende at hun måske var en smule forkælet.
Det var som at det med sengen havde løsnet op for hendes generthed og hun hankede op i kufferterne, mens hun sagde: "Det gør ikke noget, jeg overlever nok."
Hun satte sine kufferter ved sengen, men lod være med at pakke ud endnu. Det fik hun nok tid til senere, og med alle de ting hun havde med ville det tage en halv krig.

"Hvornår starter timerne? Jeg havde regnet med at alle sad i klasselokalerne nu," sagde hun og opdagede hvor stræberagtigt det lød. "Altså ikke fordi det er det eneste jeg tænker på, jeg undrede mig bare..."

[Frida Jensen]

Frida satte sig på sin egen seng, hvor hun også fik smidt al deres rod. Det måtte de se på senere.
"Altså normalt ville der også være timer nu. Fra klokken halv ni. Men fordi det er første skoledag, har vi altid sådan et arrangement hvor 2. og 3.g'erne smider putterne i søen. Og så er der vandkamp og andre lege i hele første blok. Så vi skal først møde klokken ti over ti.. Hvilket må være lige om lidt" hun kiggede på det lommeur hun havde i en hvid læderkæde som halskæde. "Øhm om 8 minutter."

"Hvorfor kommer du først nu?" Hun trak benene op under sig på sengen. Det var måske ikke så høfligt at spørge om, kom hun i tanke om - for sent. Nysgerrigheden vandt over opdragelsen.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea lyttede til Fridas forklaring og kunne ikke lade være med at føle sig lidt heldig over at hun undgik en tur i vandet. For hun var sikkert kommet i vandet selvom hun var 2.g'er. Og alligevel lød det som noget i hvert fald 2.- og 3.g'erne måtte fryde sig fælt over.

"Hvorfor kommer du først nu?"
Lea så godt nysgerrigheden i øjnene på Frida da hun spurgte og hun trak på skuldrene. Det var jo ikke nogen særligt spændende historie, men hun måtte da allerhjertens gerne få den hvis hun ville.

"Jeg skulle hjem fra England, mine forældre er næsten lige flyttet dertil – du ved, noget med et job – og jeg var på sommerferie hos dem, men det var et ret voldsomt uvejr da mit fly skulle flyve... Ja, så det blev udskudt et par dage. Ikke noget overvældende spændende..." forklarede hun.
"Det er også derfor, det med England, at jeg er rykket her til Lyngvig. Jeg gik i 1.g i Ballerup," tilføjede hun så.

[Frida Jensen]

"Ah okay. Men jeg håber da du bliver glad for at gå her. Jeg synes i hvert fald det er en god skole. Her på værelset bor også 2 1.g'ere, Agnethe og Amanda H." Hun pegede på hver af deres senge mens hun fortalte.
Så rejste hun sig op og pakkede sine ting væk fra skrivebordet og fandt den tomme skoletaske frem og begyndte at fylde den med alt hun havde brug for til skoleåret. Det var en rar følelse. Hun elskede at gå i skole.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea så på de to andre senge da de blev udpeget for hende med to navne knyttet til. Agnete og Amanda H. Det ville hun prøve at huske, også selvom hun havde på fornemmelsen at det ville være ude af hovedet på hende efter et øjeblik. Hun havde jo ikke rigtig noget ansigt eller nogen indtryk at knytte navnene til.

Da Frida rejste sig og begyndte at pakke sine ting sammen så Lea det som et tegn på at gøre det samme og hun åbnede den ene kuffert en anelse, lige nok til at hun kunne klemme en sort lædertaske ud. Den var stor og praktisk og sammen med at den var pæn og stilfuld var det grunden til at hun havde valgt at bruge den som skoletaske. Man kunne måske diskutere om det var synderligt parktisk med en skuldertaske til skolebrug, men hun havde det sådan at så længe hun ikke fik rygskader eller noget i den dur af det, så var det fint med hende.
Hun tjekkede efter at computeren, en Macbook (som havde været en gave fra hendes måske lidt for rige forældre), lå hvor den skulle og klar til kamp. Bøger, tjek. Hæfte og blok, tjek. Pennalhus, tjek. Hemmeligt stash af tyggegummi, tjek.
Hun lukkede tilfreds tasken og åbnede den så igen for at det ikke skulle være løgn.

"Hvor gjorde jeg dog af de briller?" mumlede hun for sig selv og begyndte at rode rundt i tasken uden held. Hun gik over til at lede i den ene af kufferterne men på samme måde uden nogen form for held. Efter hun havde smækket kufferten i igen med et par eder så hun op på Frida, med et en skærende grimasse og et lille smil.

"De sidder i panden på mig, ikke?"
Det skete alt for tit for hende, det her. Hun glemte altid når hun havde brillerne på.

[Frida Jensen]

Frida kiggede også rundt i rummet, da Lea spurgte efter sine briller. Hun havde ikke lagt mærke til at pigen skulle have lagt dem fra sig, og hun kunne heller ikke se dem, men man kunne jo aldrig vide. Men nu havde de lidt travlt, hvis ikke de ville komme for sent til time. Og det ville Frida helst ikke, men hun var heller ikke typen der kunne finde på bare at smutte. Det kunne Amanda sikkert. Ikke fordi hun ville være særlig ivrig efter at komme til tiden i skole, men Frida havde da set hende smutte fra morgenmaden med ham der den rødhårede fyr.

Lea vendte sig om mod Frida, og Frida lagde straks mærke til de smarte biller i pigens pande.
"De sidder i panden på mig, ikke?" smilede Lea. Frida kunne ikke lade være med at fnise lidt.
"Jo. Jo de gør" grinede hun. Det var tit det mest oplagte sted man glemte.
"Vil du med over og finde vores klasselokaler og sådan?"

//forlader tråd (selvfølgelig først efter Lea har svaret) og går til time. Dukker op igen ved frokosten. Hokus pokus!

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea grinede med da hun blev bekræftet i sin mistanke. Med en fingerspids fik hun hurtigt vippet brillerne ned på næsen. Det var ikke engang fordi hun havde synderligt meget brug for dem for at se, men det var så hyggeligt at have dem på. Og hun havde brug for dem når hun skulle læse, og det var nu meget sandsynligt at hun skulle læse noget i timerne, i hvert fald på tavlen.

"Vil du med over og finde vores klasselokaler og sådan?" spurgte Frida og Lea nikkede mens hun rejste sig fra gulvet og samlede sin taske op. Hun glædede sig ligefrem til at komme til timerne og se lidt mere af skolen. Måske ville det ikke være helt så slemt at komme et par dage for sent som hun havde forventet. Hun havde da indtil videre fået en god start. Hende Frida virkede ret sød, og Lea var sikker på at de nok skulle komme godt ud af det sammen. Nu var der bare resten af skolen at møde.

//forlader tråd og går til time. Ligesom Frida dukker hun på magisk vis op til frokost

[Lea Nørr Kristiansen]

:// Indtræder i tråd fra well, ja Gangen

Marius sluttede ligesom af med Amanda og gik ind i huset. Lea trak på skuldrene og sendte den anden pige et nå-det-ender-åbenbart-her-hyggeligt-at-møde-dig-smil og gik efter ham. Eller hun gik ikke rigtig efter ham for hun skulle jo ind på sit eget værelse og han var allerede på vej ind på… værelse 2. Lea tog selv i dørhåndtaget til værelset ved siden af mens hun undrede sig lidt over de sterile værelsesnavne. Med husnavne som Rævehulen og Det Hule Træ var det egentlig underligt at man bare havde valgt numre til hvert værelse. Men hvad vidste hun om sådan noget? Den der ”Lad os da kalde det noget helt hen i skoven (bogstaveligt talt, tænkte hun med et lille grin)” tankegang var hende lidt fremmed. Og alligevel var det lidt for kedeligt med de intetsigende tal.

Da hun åbnede døren og så værelset igen, med sine to kufferter stadig stående foran den tomme seng, blev hun mindet om at hun ikke havde alverdens plads her. Bare de to store monstrummer tog en stor del at gulvpladsen op. Nå ja, what can you do? Tænkte hun og dumpede ned på sengen som hverken var redt eller noget. Måske burde hun have overvejet at have pakket bare en minimal smule ud tidligere. Men nu var det som det var og hun løsnede håret fri af den elastik som holdt knolden oppe. Herinde var der egentlig køligt nok og det trak lidt i hendes hovedbund at have håret sat op. Og så gik hun igang med skoene. Det var intet mindre end en befrielse at trække fødderne op efter at have løsnet snørebåndene som lukkede de slanke sorte sko. Det var ikke så meget før nu hun opdagede hvor varme de havde været at have på.

”Åh gud, nu begynder det,” sagde hun for sig selv da hun kiggede på den ene kuffert. Hun skulle have fisket at par sko ud af den, i det mindste havde hun besluttet sig for hvilket par det skulle være, men alligevel. Hun lynede hele låget op efter at have væltet tingen omkuld, noget der krævede lidt af en indsats, forbandet være hendes store garderobe og ringe pakkeevner!
For hende åbnede sig et syn, et fyldt med stof, som fordi de forskellige beklædningsgenstande var foldet så meget, ikke rigtig kunne genkendes som noget. Og under det første lag vidste hun at der lå hendes sko, spørgsmålet var bare hvor det par hun havde udset sig havde gemt sig.
Hun stak hænderne ned og begyndte at løfte noget af tøjet væk, men stoppede da hun fandt en sort nederdel mellem sine hænder. Så kastede hun et blik ned på sine ben iklædt et par halvstramme mørke jeans og lagde nederdelen på sengen og lovede sig selv at hun ville tage den på efter hun havde fundet skoene.
Og som et trylleslag lå de der hvor det sorte skørt havde dækket og Lea tog dem op, et par mørkeblå low-top Converse med den lille sjove detalje at der var lyseblå malings-splatter på skoen. Der var noget sjovere ved at have den slags specielle sko. Ikke at den her model ikke var blevet masseproduceret, men alligevel ikke så meget som de klassiske Converse og det var forskelligt fra land til land hvilke slags specielle Converse man havde.

Hun smuttede hurtigt ud af bukserne og fik nederdelen på, uden på den lyse top hun ellers bar, og gav sig i gang med at binde sine sko. Hun kunne bare ikke gå i dem hvis de ikke var bundet ordentligt, hendes føder ville sejle rundt hvis hun havde snørebåndene som de fleste havde i deres sneakers. Med det klaret rejste hun sig op fra sengen og var i farten lige ved at slå hovedet op i køjesengen over hende.

”Pew.. Tæt på,” mumlede hun og skulle til at bukke sig ned for at lukke kufferten da… Hun sad fast? Hendes hår sad fast i noget bag hende, det måtte det gøre, for når hun bevægede hoved frem var der noget der holdt smertefuldt igen. Da hun løftede hænderne om bag hovedet for at mærke efter hvad i alverden det var der sådan holdt hende fangen fik hun fat i noget der var tyndt og… et søm? Eller måske en skrue? Med en grimasse prøvede hun at få håret der selvfølgelig var lidt filtret af den måde hun havde sat det op på tidligere til at makke ret og forlade skruetingen i køjesengen. Men hun måtte give fortabt, det sad simpelthen for godt fast og hun havde bestemt ikke lyst til bare at rive til. Hendes hår var lidt af en skat for hende.
Så var der ligesom kun en ting tilbage at gøre, og Lea gruede sig lidt ved tanken, og det var at få hjælp. Af en anden, og den eneste anden som hun vidste var i nærheden var Marius der garanteret stod ude i gangen og ventede på hende. For han skulle da ikke skifte noget, vel?
Hun mandede sig op, det er da ikke så slemt, blev hun ved med at sige til sig selv, og spurgte halvhøjt ud i luften:

”Øhm… Marius? Kunne det… øh… tænkes at du kan komme herind og hjælpe mig med noget?”

Great! Just simply, fucking great! Tænkte Lea mens hun på en eller anden måde både håbede at han havde hørt hende og at han ikke havde.


www.polyvore.com/cgi/img-thing?.out=jpg&size=l&tid=13477277 (Leas sko)

[Marius Emil Lundqvist]

//Ankommer fra gangen (står stadig lidt derude i første part af indlægget)

Marius tanker gled automatisk tilbage på, hvad der var sket i løbet af dagen, mens hans fingre fulgte neglenes form, og hans blik bare gled lidt formålsløst rundt på gangen uden egentlig at se. Samtalen med Frida og Amanda ved frokosten, som Amanda havde hængt ham lidt op på ved at sige, at han havde en lettere charmerende effekt på Frida, gengav han i tankerne - forbandede egentlig, at Amanda sagde sådan noget. Hun gjorde det selvfølgelig i en god mening, og hun havde da også bemærket, at han tog det lidt mere negativt, end man burde med sådan en kompliment, men hva' fanden... Hun kendte ham vel efterhånden så godt, at hun godt vidste, at når man sagde gode ting om ham, så ville han altid tygge på det. I det mindste var kritik nemmere at forholde sig til.

Og så Lærke - Marius begreb vitterligt ikke, hvordan hun opfattede ham. Sikkert som én eller anden arrogant 2. G'er, der troede, han havde ret til en masse ting, siden han kunne vælge lige netop hende som sit 1. G-offer til søen. Men det passede ham nu fint nok - der var bare dén episode ved flygelet, som havde rumsteret i hans tanker både i bussen på vej hjem og i engelsklektionen.

Pludselig brød en stemme tavsheden i elevhuset, som Marius gik ud fra måtte være næsten - hvis ikke helt - tomt på grund af det gode vejr. Marius genkendte straks Leas stemme, da han i samme åndedrag hørte sit eget navn blive sagt.

Han rettede sig op, så han ikke stod lænet op ad væggen mellem Værelse 1 og 2 med et undrende udtryk i sine lyseblå øjne. Spørgsmålet inde fra værelset kom ganske enkelt bag på ham, og alligevel kunne han ikke lade være med at more sig over Leas tonefald - som om ... Som om det faktisk var noget, han kunne finde på at sige "Typisk dig, Lea" om senere hen, men så godt kendte han hende ikke, og han ville ikke begynde at sætte mærkater på hende allerede. Marius tog i dørhåndtaget til værelset, åbnede døren halvt og kiggede ind med et spørgende udtryk. Da han fik øje på Lea i den lidt foroverbøjede stilling ved køjesengen, lyste hans ansigt op i et skævt, drenget smil, og han trådte ind på værelset og spurgte med latter i stemmen: "Hvordan bar du dig dog ad med det?"

Marius fik dog et forstående, lidt alvorligt glimt i sine øjne, da han så hvilken grimasse hun skar, det stædige drag om hendes mund og det lidt flove udtryk i hendes grå øjne. Alligevel undslap en lavmæl latter ham, og han trak undskyldende på skuldrene, idet han nærmede sig hende og skrævede over hendes ene, enorme, åbentstående kuffert. At han omtalte dén kuffert som 'den ene' i tankerne, gjorde han af den simple årsag, at den anden var magen til og grangiveligt måtte tilhøre Lea. Automatisk scannede Marius også dette værelse af ren og skær vane - nøjagtigt, som han havde gjort det på Amandas værelse før; på den ene seng lå en bunke rod - lidt tøj, noget make-up og en tom colaflaske. Han genkendte Fridas skoletaske på samme seng.

Hende Frida burde han skrive til, faldt det ham pludselig ind, men hans opmærksomhed var vendt mod Lea, der iført et par sneakers - Converse - var betydeligt lavere end før (måske ville hun nå ham til skulderen eller et par cm. under, hvis hun havde stået helt oprejst). Han lagde mærke til, at hun også havde skiftet sine jeans ud med en sort nederdel, og pludselig kom han i tanke om, at han på Amandas værelse havde tænkt: Hvordan i alverden kan man have SÅ meget tøj? Men Amandas garderobe var nærmest ingenting i sammenligning med dét, Marius kunne få et lille udsyn til fra den åbentstående kuffert - da slet ikke, hvis den anden kuffert var lige så spækket. Men på den anden side - de skulle være her et helt skoleår.

Marius sendte Lea et skævt, lille smil, da han rakte ud med hænderne og fingererede med hendes mørke, lidt kraftige hår, der nu var slået ud; det meste af det bølgede ned over hendes skuldre og ryg. Noget af det havde dog forvildet sig omkring en skrue og holdt igen. Han begreb ikke, at man kunne være så uheldig at ramme præcis dén lidt løse skrue. Marius vidste ikke hvordan, eller hvorfor, men han fik en svag fornemmelse af, at Lea var lidt forfængelig med sit hår - det var også en pryd at være stolt af, for øvrigt - så hans fingre arbejde naturligt mere nænsomt, da han trak hårene ud af rillerne fra skruen og snoede et par totter fri, før han næsten blidt skubbede hendes hoved lidt til siden med en hånd på hendes pande for at kunne løfte håret med den anden hånd og befri det fra skruen, uden at det gjorde modstand.

"Jeg tror, at det er langt mere knudret end før," sagde han oprigtigt beklagende og trak hænderne til sig igen med et lidt vurderende blik på håret. "Men du kan sikkert fikse det igen," smilede han og tænkte på, da hun let som ingenting havde sat det, da de sad i parken - en børste eller en kam og hendes håndtering kunne sikkert gøre underværker. Han vendte front mod køjesengen og kiggede på den uartige skrue i træværket, så hans pandehår røg halvt ned i øjnene på ham, da han bøjede hovedet med let rynket pande. Han greb om skruehovedet med tommel- og pegefinger og prøvede at dreje den, men den ville ikke rokke sig ud af stedet; hans håb om, at han kunne skrue den helt på plads, så den ikke satte sig fast i flere uheldige pigers hår, svandt, og han vendte sig med et næppe hørligt suk mod Lea og strøg sit pandehår helt væk fra øjnene igen, så han kunne se på hende.

[Lea Nørr Kristiansen]

Han havde hørt hende, for døren gik op et par øjeblikke senere og Marius trådte ind med en undren malet i de der lyseblå øjne. Hun lukkede øjnene og håbede inderligt at han ville holde sig fra smarte bemærkninger. Ikke fordi hun endnu rigtig havde fundet ud af om han var den type. Måske var det nu hun fandt ud af det?

"Hvordan bar du dig dog ad med det?" spurgte han og Lea åbnede øjnene da hun hørte latteren i stemmen. Ikke så galt endda, og det blev helt klart bedre da hans udtryk ændrede sig til noget mere forstående. Hun slappede lidt af i kroppen, som hun slet ikke havde opfattet stod på en meget anspændt måde før nu. Selvom det selvfølgelig stadig var lidt akavet at stå som hun gjorde, let foroverbøjet med det fandens hår siddende fast på en køjeseng. Af alle ting at sidde fast i, en køjeseng.

”Jeg rejste mig op,” svarede hun tørt, for det var jo virkelig det hun bare havde gjort. Imens så hun Marius træde over den ene kuffert, den lange dreng, og kaste et blik ned mod tøjet i den åbne kuffert. Lea tænkte med sig selv i et splitsekund at det var heldigt at det ikke var i den åbne kuffert at hun havde valgt at opbevare sit undertøj i. Det havde bare været lidt… akavet.
Men hun lagde mærke til hans lettere forundrede udtryk og gættede på at han prøvede at fatte hvordan man kunne medbringe så meget kluns. Det var altid typisk drenge, de havde sjældent fatteevne til at forstå at det kunne være svært at vælge. Specielt når man skulle pakke til et helt år. Hvad nu hvis man en dag var i humør til lige den t-shirt der var blevet efterladt derhjemme? Eller havde stærkt brug for en kjole til en eller anden fjollet fest?

Hun brød op med de tanker da Marius var nået hen til hende og begyndte at bruge sine hænder til at redde hendes hår fra den onde skrue. Hun havde ikke lagt mærke til dem før, men nu mærkede hun hvor blidt de arbejdede for at løsne håret. Og hun huskede også at de virkede slanke og elegante, uden at hun rigtig havde set det.
Hun fik pludselig en underlig trang til at betragte Marius og hans fingre, men det kunne hun jo af gode grunde ikke. Til gengæld lagde han hånden på hendes pande for at rykke hovedet lidt. Det føltes på en sjov måde lidt ligesom når hendes forældre havde lagt hånden på panden for at tjekke efter feber da hun var mindre. Samme forsigtige berøring.

Og så var hendes hår frit og hendes hænder søgte op mod det med det samme. Strejfede hans hænder på vejen derop og fik så samlet håret og lod det glide gennem fingrene.

”Jeg tror, at det er langt mere knudret end før, men du kan sikkert fikse det igen,” sagde han og hun besvarede han smil mens hun redte fingrene igennem håret på baghovedet. Det var ikke særligt filtret, ikke noget en børste ikke hurtigt kunne klare.

”Tak,” sagde hun, egentlig meget kort, men hvad var der ellers at sige? Og supplerede med et lille smil før hun dukkede sig ned og lynede den anden kuffert op. Hendes toiletsager (og dermed hendes børste) lå selvfølgelig i den anden kuffert, what else?
Mens hun fiskede børsten frem, så hun op i Marius’ retning og så hans fejlende forsøg på at rokke ved skruen.

”Ingen handyman, huh?” spurgte hun med en vis morskab i stemmen. Det kunne da godt være han havde elegante hænder, men det så ikke ud til at de kunne klare en enkelt lille skrue. Eller måske var det ikke den bedste måde at bedømme nogens evner inden for praktisk arbejde, tænkte hun og kørte børsten et par gange gennem håret til det var fint, udredt og blankt igen.

[Marius Emil Lundqvist]

Leas svar havde moret Marius, mens han havde fået hendes hår fri af skruen. Det lød, som noget Amanda kunne have fundet på, bortset fra, at Amandas uheld næppe var nær så harmløse. Amanda skulle være heldig, hvis noget af dét hun foretog sig, endte med harmløse uheld eller bemærkninger, for den sags skyld. Hun sagde så meget pis, at en fejlplaceret bemærkning tit fandt vej over hendes læber og fik folk til at sende hende dræberblikke.

Et smil blev sendt i Leas retning, da Marius så hendes lettede ansigtsudtryk, og hvordan hendes hænder straks søgte op mod håret, som han knap havde fjernet hænderne fra. Leas tak var kort, men det syntes han faktisk var mægtigt; han plejede altid at lukke trekvartdelen af, hvad folk sagde, ude, når de begyndte på deres overstrømmende "ej, tak, hvor var det sødt af dig"-vås. Heldigvis var det ikke noget, han løb ind i selv, men noget han havde oplevet på afstand. Til gengæld var det sådan, når han spillede, og folk kommenterede det bagefter. Det var nu ikke, fordi Marius ikke værdsatte komplimenter - for mange af dem blev bare for meget af det søde og gentagelse på gentagelse, men han tog høfligt imod det. Det var bare ikke helt så troværdigt hver gang, og mange af dem havde så lidt forstand på musik, at de automatisk kom med en rosende bemærkning i kølvandet på tågede, uforstående blikke. Men hey, sådan var verdenen nu engang, og han skulle ikke klage mere end allerhøjest nødvendigt.

Marius betragtede Lea, mens hun redte sit hår på en lidt skødesløs måde, men alligevel, som om hun havde totalt tjek på det. Sådan var hendes noter egentlig også - noget, hun havde totalt tjek på. Måske var Lea sådan med de fleste ting ... altså, bortset fra, når hun løb ind i ondsindede køjesenge, der havde en skrue løs og syntes, hun så fantastisk godt ud.

Marius' mundvige bevægede sig lidt opad ved enden på denne tankerække, så han næsten glemte at besvare Leas spørgende bemærkning. Marius lod bevidst mundvigene bevæge sig lidt mere opad og forme et skælmsk smil, der gav ham et lunefuldt udtryk i øjnene, da han svarede: "Ikke just den bedste handyman i dette tilfælde, men jeg kan nu udøve få mirakler med disse, mine hænder."

Han bevarede det lidt skælmske smil på sine læber, da han løftede hænderne og spredte fingrene en anelse, før han samlede dem igen og lod hænderne falde ned langs siden. Så kastede han et blik ud ad vinduet og tilbage på Lea, som om hele det optrin med hænderne bare var en underlig sidebemærkning, og han nu var tilbage til det praktiske igen.

"Skal vi få ryddet noget af det ad vejen, inden vi går igen, eller...?" spurgte han naturligt venligt og høfligt og håbede ikke, at det var påtrængende på nogle måder - for nu havde han igen, uden at tænke over det i første omgang, udslynget ét af de spørgsmål, hvor man uvægerligt ville komme til at tænke, at han sikkert bare var overdrevet høflig for at komme nærmere ind på livet af folk. Christ!