Værelse 1

[Amanda Kjærsgård Holm]

Et almindeligt, småkedeligt værelse. Når man går ind af døren er der en køjeseng til hver side. Går man lidt lænere ind i lokalet finder man et langt, tomt skrivebord under vinduet med de tunge, grå gardiner. En dør fører ind til et lille badeværelse med et toilet og en vask med spejl. Der er ydermere tre, smalle skabe. Væggene er barer og hvide og værelset lugter indelukket og lummelt fra halvanden månedes sommerferie.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Det første Amanda gjorde da hun trådte ind i værelse 1 var at hoste. Hun missede med øjnene da hun så rundt i rummet, stildte så sine slidte tasker på gulvet og gik over og åbnede vinduet på vid gab. Hendes tasker var ikke slidte fordi de var brugte, eller fordi hun ikke havde råd til nye, det var simpelthen fordi det så pisse smart ud sådan. Hun mærkede solen strømme ind i lokalet, og gik hen og satte sig på en af sengene. Den knagede noget, og hun kunne levende forestille sig hvor irriterende det ville være at ligge i den nederste køje, og hører den overpå vende og dreje sig i søvne. Knirk. Knag.

Således besluttet at hun bestemt ikke ville sove nederst, smed hun taskerne op i en af de øvre og benyttede lejligheden til at fiske sit gamle slidte bind af Loveless op af sidelommen. Hun lagde den fra sig på sengen. Så så det allerede mere hjemligt ud.

Hun så ud over parken og de grønne områder omkring skolen, og overvejede om hun kunne nå en tur inden de skulle mødes i hovedhuset, som der havde stået på papirerne. I sær hvis det gav mulighed for at få en smøg.

[Frida Jensen]

Frida var glad for den sommerferie hun lige havde tilbragt med Viola og sin familie. Det havde været fantastisk. Men hun var også glad for at være tilbage på skolen. Den var hendes frirum, hvor hun bare kunne være ung.
Hun var blevet valgt som præfekt, og det var hun stolt af. I dag skulle hun møde sine nye værelseskammerater.

Hun åbnede døren til sit nye værelse og så en pige, som allerede var i lokalet.
Hun blev lidt overrasket, men sagde pænt "Hej" og lagde sine tasker på den nederste køje, modsat den hvor pigen stod.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda stivnede da der lød en skamlen ved håndtaget, og fjernede indstinktivt hånden fra den lomme i sin cowboyjakke hvor hun havde cigaretter. Man vidste jo aldrig. Ind kom en pæn, lyshåret pige, som så sig omkring i rummet, og sagde hej, mens hun smed sin taske. Amanda smilede strakt, og rakte demonstrativt hånden frem mod pigen. Hånden med de sortlakerede negle.

"Hej! Jeg hedder Amanda. Lader til vi skal bo sammen." Umiddelbart havde hun svært ved at vurderer, om pigen ville være noget for hende. Men måske...

[Frida Jensen]

"Jeg hedder Frida". Frida tog pigens hånd og smilede til hende.
Hun virkede som en frisk type, lidt anderledes end Frida, men det kunne hun nu godt lide.
Det var altid sjovt at møde nye mennesker.
"Ja, det ser sådan ud" smilede hun, da pigen kommenterede at de var værelseskammerater: "Jeg går i 2.g. Er du ny?"

Frida satte sig ned på sengen, og satte som det første billederne af Viola op på væggen ved siden af hendes seng med elefantsnot.

[Amanda Kjærsgård Holm]

"Jep, newbie!" Amanda kørte en hånd gennem sit pandehår, for lige at give det mere fylde. En vane alle de piger hun kendte fra sin gamle skole have fået på grund af hende. Hun kiggede på billederne af en lille, rødhåret smilning som Frida hængte op på væggen. Amanda kunne heller ikke lade være med at løfte mundvigene. Hun kunne godt lide børn.

"Hun er sød. Er det din søster?" Tænk at have så nuttet en søster. Det var noget andet end et par snotunger til mindre brødre.

Hun gik selv over, og lynede op i sing taske. Derefter begyndte hun at tage bunker af tøj op, og lægge det i et af skabene.

[Frida Jensen]

Frida blev glad, da hun kunne mærke pigens glæde og energi. Hun håbede hendes fornemmelse holdt stik, så ville det ikke være et problem at bo sammen med Amanda.

"Nej, det er min datter" hun rystede smilende på hovedet: "Jeg har kun en søster på 15. Har du søskende?"

Da hun var færdig med at sætte billeder op, gik hun over til at lægge tøj på plads inspireret af Amanda.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda lagde tingene i pæne dynger, hvor det var opdelt i forskellige slags tøj. Vel vidende at det ville højst holde til i morgen. Derefter lå det i dynger, uden nogen orden overhovedet, sikkert også under sengen. Hun kravlede op i køjen, og satte sig for at kigge på de mindre praktiske ting hun havde med, samtidig med at hun fortsatte sin samtale. Frida virkede rigtig flink. Men datter? Way to go girl. Amanda ville have fået en abort. Men sådan er man vel så forskellige?

"Det kan man godt sige. To små møgunger af et par brødre. De har opfundet et helt nyt nivau for larm, de to." Hun lo lidt, og så og så på Frida med himlene øjne.

I taske fandt hun sin ipod og de små, sorte højtalere til samme. Derefter hang hun en plakat op med hendes ynglings kunstners tegninger.

[Frida Jensen]

Frida blev lidt forundret, og måske en smule skuffet, da Amanda valgte at ignorere at Viola var hendes datter. Hun kunne ikke finde ud af hvad det skulle betyde. Eller jo, det var jo nok fordi hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere. Det ville Frida måske heller ikke vide, hvis situationen var omvendt. Måske.

"Hvor gamle er de?" Hun smilede af Amandas tydelige irritation over brødrene.

[Amanda Kjærsgård Holm]

"12 og 8." Amanda fandt igen og igen sine øjne på billederne af Fridas datter. Det var altså lidt underligt. Gad vide om der så også var en far? Eller, mere om det var en far der var en god far? Amanda synes egentlig hun burde spørge. De skulle trods alt bo sammen, de to, så var det vel kun rimeligt, at de ikke gik rundt og undrede sig. Eller hvad?

"Hvor gammel er hun?" Amanda nikkede mod billedet. Måske kunne emnet langsomt drejes ind på det hun egentlig var interesseret i. Og så ville hun altså gerne ud at ryge.

[Frida Jensen]

Frida blev færdig med at lægge tøj sammen og gik over til at lægge sengetøj på.

"Det lyder også som en larmende alder" grinede hun. Det var egentlig noget dumt noget at sige, det vidste hun godt. Amanda havde jo sagt at de larmede, og det havde nok ikke noget med alderen at gøre, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige.

"Hun er 2. Hun hedder Viola." Frida smilede når hun kunne komme til at tale om sin datter, men hun ville også gerne vise, at hun ikke bare var en kedelig mor, hun ville også gerne være ung og kunne snakke om fyre og musik, så hun håbede, at hun ikke kom til at virke for nørdet.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda kunne ikke holde sin nysgerighed tilbage længere. To år. Frida så ikke synderligt gammel ud, hvilket hun da heller ikke kunne være i 2.g. Så, hvad snakkede de? 15-16 år og gravid?

"Hvordan skete det?" Amanda gik bare ud fra den anden vidste hvad hun refererede til. Hun var helt gået i stå med udpakningen. De skulle jo ind på livet af hinanden før eller siden. At Frida så bare lige havde et ømt emne at begynde med, var vel ikke Amandas problem? Hun ville da også gerne svare, hvis den anden havde spørgsmål.

[Frida Jensen]

"Du ved vel nok hvordan det skete" grinede Frida: "Ej, jeg ved godt hvad du mener. Jamen.. det var bare en fyr fra min kirke. Han var meget sød, men han var ikke min kæreste. Jeg har faktisk aldrig haft én. Har du en kæreste?"

Frida blev færdig og satte sig på sin nyredte seng og kiggede på pigen, som heller ikke længere pakkede ud. Hun tænkte også på, hvornår deres sidste værelseskammerat ville ankomme.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda brød ud i et bredt grin. Pigen havde humor. Frida havde kræft ædme humor. Amanda kunne allerede meget bedre lide hende.
"Det var da ironisk," Amanda kunne ikke lade være med at grine lidt mere. "At han var fra din kirke, mener jeg..hvad tror du på? Men i hvert fald, nej, fyrer er narrøve, har aldrig mødt nogen jeg kunne holde sammen med i længere tid." Hun rystede påtaget beklagene på hovedet, og satte sig i skræderstilling. Lidt efter rejste hun sig, og hoppede ned fra sengen for at se sig i spejlet på væggen. Hun rodede igen i sit ødelagte, gennemfarvede hår. Hun synes det så sejt ud på den måde.

[Frida Jensen]

Frida grinede også. Det virkede som om de ville kunne komme godt ud af det sammen. Forhåbentlig.
"Jeg er bare kristen" svarede Frida. Lidt usikker på hvordan reaktionen ville blive. Folk syntes tit det var underligt, men hun var selv glad for det.
"Er du mere til piger så?" smilede hun. Man kunne jo aldrig vide: "Ej, jeg har heller ikke mødt nogle fornuftige fyre. Eller jo, der er vist nogle her på skolen men altså.."

Frida kiggede på Amanda, som stod foran spejlet. Hun var egentlig en ret flot pige. Ikke noget Frida havde lagt mærke til før, men nu hvor samtalen gik godt og hun ikke var nervøs, kunne hun bruge energi på at se hvem hun rent faktisk talte med.