Værelse 1

[Lea Nørr Kristiansen]

Mirakler med hænderne? Den vending og så det skælmske smil der bredte sig på Marius’ ansigt fik Lea til at løfte et øjenbryn. Det var jo ikke til at vide hvad han mente, tænkte hun og kunne næsten høre sin drævende indre stemme. Hun kunne ikke helt bestemme hvor meget han egentlig mente med sådan en joke, og det kunne da også bare være hende der kom til at tænke på andre ting end søm og skruer når han sagde sådan. Måske?

”Tydeligvis,” bemærkede hun og lod meningen hænge i luften for ham at vælge. Hun forstod ikke altid helt sin humor når den kom ud af munden på hende, men heldigivis plejede der rent faktisk at være nogle andre der gjorde. Og hun havde en fornemmelse af at Marius måske var en af de typer.
Hun kiggede stadig op da han løftede hænderne, men rystede så på hovedet med et lille grin og koncentrerede sig om at få lagt børsten og det andet ned i kufferten igen. På vej ned i kufferten stødte hendes hånd på noget hårdt som hun mente at kunne genkende, så hun trak det op af dybet. Sikke mange ting hun fandt uventet i kufferter i dag. En ren skattekiste af ting.
Det var en paperbackbog med en slidt ryg og en halvfalmet forside med skriften ”Carrie - Stephen King” på. Lea tjekkede lige at bogmærket stadig sad der hvor det skulle, man vidste aldrig med sådan noget når det lå og rumsterede rundt i bagagen, selvom hendes nu var ret fyldt og proppet.
Det var den bog hun var gang med i øjeblikket, bogmærket viste at omkring en tredjedel var læst, og lovede to gode tredjedele at komme, forhåbentligvis. Men det var jo også Mr. King himself, så hvad andet kunne det være?

"Skal vi få ryddet noget af det ad vejen, inden vi går igen, eller...?"

Marius lød så oprigtigt høflig i sit tilbud om hjælp at Lea måtte grine. Lidt fordi han virkede lidt glad for at hjælpe folk. Det var ret gentleman-agtigt og egentlig en meget god ting. Men også fordi hun vitterligt ikke kunne se hvad han skulle kunne hjælpe med, no offence, tænkte hun indvendigt til ham.

”Altså hvis du vil bruge din eftermiddag på at pakke mine ting ud, skal du være velkommen. Jeg kan ikke se nogen grund til at skulle rydde noget lidt af vejen, bare for at rykke rundt på det senere, når jeg rigtig skal pakke ud,” lo hun mens hun rejste sig efter at have lukket de to kufferter og viftede med bogen foran ham.
”Det er det eneste jeg behøver at pakke ud nu,” sagde hun og lagde bogen på sengen, helt oppe i hjørnet der hvor den ikke-endnu-betrukne pude lå. Det var en vane for hende, en lille tradition hun altid holdt ved lige med sine bøger. Hun læste næsten altid kun en bog af gangen, og når hun læste en bog fik den altid lov at ligge i sengen. Det var ligesom forkert ikke at have den liggende der, også når hun ikke var i nærheden af sin seng. Hun læste selvfølgelig også om dagen og andre steder end i sengen, men når den hvilede, lå den der.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så flygtigt gennem øjenkrogen, hvordan Lea hævede et øjenbryn over hans bemærkning, mens hans eget blik var fikseret på kufferten. Det gav ham en anledning til at himle opgivende med øjnene, men han gjorde det ikke; Lea havde tydeligvis selv valgt at lade hans udsagn være åbent og tvetydigt, hvilket var en - efter hans mening - sofistikeret reaktion, og hun steg på en måde i hans agtelse, selvom der ikke havde været ét eneste tidspunkt endnu, hvor han ikke havde følt, at han ikke brød sig om hende.

Han sendte hende et blændende smil, idet han skrævede over kufferten igen - lige i tide - inden hun bøjede sig ned over den.
"Jeg tror, at udpakning er noget, jeg vil overlade til dig," sagde Marius muntert, "jeg tror nemlig ikke, du har tillid til, at jeg gør det efter dit hoved." 'Eller, at jeg bør få et indblik i så meget af dig allerede,' tilføjede han i sit stille sind, ikke helt uden morskab i sine lyseblå øjne. Hans blik blev draget mod bogen, som Lea lidt triumferende stod med i hænderne; Stephen King var det første, som sprang ham i øjnene.

"Det er også noget af en skat, du har fundet," smilede han og bøjede sig ned for at skubbe hendes ene kuffert hen til den anden, så der var mere plads at gå og stå på for, hvem der end måtte komme ind på værelset. I mellemtiden havde Lea lagt bogen på sin seng.
"Jeg har dog ikke læst Carrie," kommenterede han lidt ærgerlig, mens han langsomt skridtede hen mod døren. Med hånden på dørhåndtaget vendte Marius ansigtet halvt mod Lea, og hans mund formede et svagt smil.
"Jeg håber, at du er begejstret for kage, for uden din tilladelse vil jeg ganske nådeløst føre dig til Pejsestuen, hvor der er eftermiddagskage."

For sig selv kommenterede han noget lavere, som om det var meningen, at Lea ikke skulle høre ham: "... men mit enorme korpus hungrer nu efter kage."
Marius hævede let det ene øjenbryn over sin egen kommentar, som var blevet sagt med fuldt overlæg og trykkede dørhåndtaget ned.

[Lea Nørr Kristiansen]

”Jeg tror nemlig ikke, du har tillid til, at jeg gør det efter dit hoved." Lea så morskaben i hans øjne og syntes at registrere at der var noget han undlod at sige højt. Hans ansigtsudtryk viste ligesom det der eftertænksomme udtryk som når man tilføjede små ekstra bemærkninger indvendig. Men hun tog sig ikke af det, andet end at smile, det var nok ikke noget hun ville vide alligevel.

Det lød til at han kendte Stephen King, et plus i bogen til Marius, på den måde han sagde at han ikke havde læst denne bog.
”Du kan da altid låne, hvis det skulle være,” sagde hun henkastet og kiggede på bogen der lå godt og trygt i sengen. Det var en af hendes egne, hun elskede at eje bøger. Men nu hvor hun havde set værelset tænkte hun at det ikke lige ville passe så godt at få alle hendes bøger herhen. Alt for lidt plads. Forhåbentlig var der et bibliotek i nærheden – please, lad der være et bibliotek, tænkte hun – som hun kunne låne fra, når hun nu ikke kunne have adgang til sine egne. Der var nu også noget hyggeligt ved biblioteksbøger, de havde en vis sjæl som det tog år og gentagne læsninger at få ved bøger. Og medmindre hun købte bøger brugt – hvilket hun sådan set også tit gjorde – var det svært at få dette med sine bøger. Der var alligevel begrænsninger for hvor meget patina de kunne få inden for kort tid.

Da han bevægede sig hen til døren og vendte sig om, så hun det svage smil og forstod straks da han talte:

"Jeg håber, at du er begejstret for kage, for uden din tilladelse vil jeg ganske nådeløst føre dig til Pejsestuen, hvor der er eftermiddagskage."

Hendes ansigt lyste lidt op ved omtalen af denne guddommelige spise. Det var da ikke noget hun nogensinde kunne sige nej til, sådan et tilbud.
”Åh, men når det omhandler kage, kan du være sikker på altid at have min tilladelse anyways,” svarede hun, ”selvom jeg vil frabede mig at du bruger det som undskyldning for at banke på døren midt om natten, hvis det var det du skulle få lyst til.”

Hun fulgte ham ud af døren til Værelse 1 og overvejede hans mumlende bemærkning om sit eget ’enorme korpus’. Hun var sikker på at det var meningen at hun skulle høre det, og kunne ikke lade være med at kaste et blik på hans såkaldte korpus – sikkert meget lig det kind-of-elevatorblik han gav tidligere – med en vurderende mine.
”Pjat,” sagde hun og hang lidt ved ordet så det næsten lød som om hun aldrig havde brugt det ord før og havde en vis skepticisme tilovers for det, ”der kan da umuligt være særlig meget kage, i den lille krop.”