Grillfesten

[David Bundgaard]

''Jeg håber at hun blev rigtig glad for at se dig, når nu jeg ikke er,'' sagde hun. Hun så vred ud nu.

Hendes øjne var kolde. Ligesom de havde været de mange gange han havde prøvet at sige undskyld. Han havde aldrig været i knæ som han havde været, da han prøvede at få hendes tilgivelse. Da han undskyldte.
Men han havde bare dummet sig... En enkelt gang. Han havde jo bare kysset lidt mens han var fuld, han havde bare kysset en mens han var fuld, han havde bare kysset en mens han var fuld...

Men han ville ikke tilgive hende for de ting hun havde sagt til ham. De ting hun havde gjort. Alle de gange hun havde gjort ham så vred, at han ødelagde ting som sin mor. Alle de gange hun havde såret ham så meget, at han havde brugt flere dage alene med Bill Haley, Elvis Presley og The Beatles.
Det ville han ikke tilgive. Især ikke når hun opførte sig som en møgsæk.

Han svarede ikke på det hun sagde. Men han smilede stadig. Selvom han var vred. Han var ikke så meget vred på det hun havde sagt, han blev ikke såret over Amandas dårlige svar. Hun var jo bare fuld.
Han var vred over alle de ting hun havde fået ham til at tænke på. Lige nu. Han hadede hende bare så meget. Så inderligt...

[Amanda Dagmar Carstensen]

Han sagde ikke noget, stod bare der og smilede til hende. Hvorfor? Skulle han bare stå der som en eller anden idiot og smile fjogede bare for at provokere hende. Var det den eneste grund til at han var kommet her over? Hun så væk fra ham og bed lidt i plastik krusets kan, tydeligvis bare for at undgå at se på ham. Hun kunne ikke holde det ud.

''Hvis du bare er kommet her over for at provokere er så du ikke sød at skride... Bare gå''

Amanda svajede en smule. Tydeligvis fuld, men det gjorde hende nu ikke mindre vred. Selv om det ikke var specielt højt sagt, brændte vreden stadig i hendes stemme. Hun gad ham ikke. Gad ikke hele tiden at blive mindet om det klamme syn der havde mødt hende.

[David Bundgaard]

David lo over hendes svagende bevægelser. Hun var godt nok fuld... Han kiggede på hende. Hende ville hun godt kigge i øjnene. Hende havde han altid kigget i øjnene. Før fyldte det ham med kærlighed, nu fyldte det ham med vrede. Vrede føltes rart... næsten ligeså rart som kærlighed... Eller måske ligeså rart.

"Gå? Jeg er jo lige kommet? Og jeg skulle jo lige til at spørge hvordan broren har det. I er vel klar over, at incest er ulovligt?"

Han vidste godt hvor meget han gik over stregen.

Men den havde han allerede gået over i deres skænderier. Den havde hun allerede gået over med hendes håndende ord. Den gik hun over, da hun blev ved og ved og ved og ved til han til sidst kogede over som en gryde over for varm ild.
Hun var hans ild... Også i den grad. Hun havde før været hans ild, der havde tændt ham, så han ikke kunne få nok af hende. Nu var hun den ild, der fyldte ham med vrede og had. Og det føltes skønt...

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nåede slet ikke at tænke over sin handling, Davids ord fik hende bare til det. Hun vendte sig mod ham og i samme bevægelse kylede hun resten af indholdet af drikken i hoved på ham. Der var ikke meget, men nok til hun ramte ham.
Et øjeblik, ikke mere end et hjerteslag, så hun ud som om hun fortrød det. Men det forsvandt lige så hurtigt og hendes øjne så lynene på ham.

''Din fucking idiot!''

Råbte hun af ham. Han vidste lige hvilken knapper han skulle trykke på og når han sank så lavt som at trække Thomas med i diskussionen mellem dem tændte hun helt af. Hun kunne slet ikke have det og glemt var alle dem omkring dem.

[David Bundgaard]

Han står på et badeværelse. Kun iført boxershorts og t-shirt. Der er latter. Pigelatter. Hans yndlingslatter. Akustikken i badeværelset er sjov og forvrænget, men hendes glade pigelatter er stadig dejlig at høre på. Der er tandpasta på spejlet og i vasken. Over det hele. Også i deres ansigter. Han smiler drillende til Amanda. Hun har en klat tandpasta i sit hår. Hans værk. Tandpastakamp ender altid galt.
Hun har en kop i hånden. Den er halvt fyldt op med vand. Hun kaster indholdet på ham.
"Din idiot!" ler hun. Han ler med. Nu er hans tøj helt vådt.

Han lo ikke. Nu var hans tøj helt vådt. Hun havde ikke ramt hans ansigt, men hans tøj. Nu lugtede det af alkohol. Ikke cool...
Han så ikke på sit tøj. Han vidste jo godt hvordan han så ud. Han kunne mærke den våde plamage på brystet. Det var koldt.
Det var hans blik også. Men han smilede. Ikke lystigt. Så rystede han på hovedet.
"Lær at ramme, babe..."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda gik helt op i ansigtet på ham og så ham direkte i øjnene selv om han var lidt højere end hende. Hendes øjne var smalle og vreden brændte ud af dem.

''Og i lige måde, næste gang du vælger at kysse en''

Hun havde lyst til at skubbe ham så han væltede, så han kunne ligge nede på jorden og rulle rundt, men hun var nok ikke stærk nok og med hendes normale og temmelig uheldig elegance ville det hurtigt være hende der endte med at ligge på jorden.

''Jeg håber fandme i får et dejligt liv sammen med nogle grimme unger. Så kan du også skrive en masse lort om hende uden at du behøve at skjule det''

Det var hans digte hun snakkede om. De havde egentlig været virkelig flotte, men i dem alle sammen kunne hun kun se hende dullen, han havde stået og kysset på. Han havde prøvet at bilde hende ind at det ikke passede, at det slet ikke havde med nogen at gøre. Alligevel havde Amanda ikke stolede på ham. Hvorfor skulle hun? Og hvorfor skulle han også dufte så fandes godt hele tiden, så man havde lyst til at.. At slå ham.

Om halsen vil David kunne se en halskæde han gav hende i fødselsdags gave lang tid inden det hele gik galt. Kæden var lang, af mørkt metal og vedhænget var et fuglekranie også i metal. Hun havde overvejet at smide den ud på et tidspunkt, men på trods af alt det her lort mindede den hende om gode tider.. Havde hun dog vidst at David alligevel ville dukke op på skolen havde hun laden den ligge i tasken.

img.alibaba.com/img/pb/624/971/381/381971624_626.jpg

[David Bundgaard]

Han havde lyst til at råbe hende i hovedet, at han ikke engang kendte pigen, at han havde været fuld, at han troede det var hende, at han ikke engang havde syntes om hendes kysseevner og alt det der... Nok mest fordi det lå så dybt i ham at sige det. At råbe det i hovedet på hende af sine lungers fulde kraft.

Han havde sagt det så mange gange. Han havde desperat prøvet at overbevise hende om det. Men hun ville vare piske en stemning op som om han havde røvpulet hende på det nærmeste badeværelse eller noget. Så havde de måske noget at tale om!
Men det havde vare været et kys! Han kunne knapt nok huske det! Han vidste ikke engang hvad blondinen hed! Og var han interesseret i frøken Blondine? IKKE EN SKID! Det havde han aldrig, aldrig, aldrig været.

Men nu var han kraftedeme heller ikke interesseret i frøken Blondine foran ham. Efter de ting hun havde gjort... Efter det hun havde sagt. Han hadede hende bare så meget. Fuck alle de gode stunder de havde haft. Det var fortid nu. Det var fucking 3 måneder siden de havde haft det godt sammen sidst.

Han rystede på hovedet og lo som om han hånede hende. Hvilket han også gjorde.
"Hvad fanden er dit problem?" spurgte han roligt.
Han tog en smøg op af lommen og tændte den som om hun slet ikke var der. God, han havde brug for en smøg...

[Amanda Dagmar Carstensen]

Trodsigt blev hun stående foran ham også da han tog smøgen frem.

''Dig''

hvæsede hun. Han var det eneste problem hun havde, og han ville bare ikke forsvinde. Hun havde været lykkelig for en hel sommerferie uden ham og to år på Lyngvig langt væk fra hans irriterende fjæs og alligevel kom han. Alligevel dukkede han op og gjorde livet surt for hende. Hvor ville hendes liv dog havde været langt bedre og langt lettere nu, hvis hun aldrig havde lært ham at kende. Hvis ham og hans fucking underlig familie aldrig var kommet til Rågeleje, så havde alt været meget bedre idag.

Alle minderne om han var blevet pakket ned. Et for et var de kastet i glemmekassen inde i hendes sind og hun havde lovet sig selv aldrig at tage dem op igen, men låget på kassen var selvfølgelig ikke stærkt nok. Det havde det aldrig været og selvfølgelig kunne hun da ikke lade være med at mindes tilbage til små episoder, der for et par måneder siden havde været hyggelige og dejlige, men som nu bare virkede som noget fra et tidligere liv. Som om hun så på en anden persons liv og ikke hendes eget.

[David Bundgaard]

Han nikkede og tog smøgen op til munden. Pustede ud gennem næsen ned mod jorden.
Hun så sur ud. Han havde virkelig gjort hende sur. Det føltes godt. Ligesom det havde føltes godt at knalde hende af alle sine fucking aggressive kræfter. Men det her var bare på en anden måde. Sådan en vred måde. Det var noget helt andet...

"Mig..." mumlede han og holdt en kunstpause mens han tog et sug mere. Han pustede langsomt røgringe ud i hendes ansigt. Røgskyen ramte mod hendes ansigt som vand. Som om han havde plasket vand i hendes fjæs. Han kunne godt ramme. In your face...
"Det ka' jeg godt se... stort problem..."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda blev pludselig opmærksom på folk omkring dem. Næsten alles øjne var rettede mod dem, og det var jo ikke fordi hun ikke havde gjordt det mindre sjovt at følge med i efter hun havde råbt af ham. Hun skulle bare havde ignoreret ham fra starten, ikke tage hans ord så langt ind. Men det kunne hun ikke. Det havde hun aldrig kunnet.

Nu stod han så og røg hende ind i hoved. Spillede cool for at tænde hende af foran alle sammen. Ydmyge hende og fandme om hun ikke var ved at tude. Nej! Hun ville ikke. Ikke foran ham og slet ikke foran alle de andre elever. Ikke om hun nogensinde ville give ham den glæde. Aldrig! Amanda skulle til at tage hans smøg og kyle den ad helvedes til, men ombestemte sig i bevægelsen og greb fat i hans våde t-shirt og hev ham med sig.

''Kom!''

Sagde hun bestem. De kunne lige så godt få det overstået. Men ikke om hun gad og stå model til at blive ydmyget foran dem alle sammen. Og hun ville slet ikke at folk bagefter skulle komme og spørger om hun var okay. Hvis det var et skænderi han ville have, skulle han nok få det. Skride ville han ihvertfald ikke.

Hvis han lod hende, hev hun ham over mod udkanten af den græsplæne hele sommerfesten forgik på, op imod skoven. De var ude af hørervidde fra de fleste, selv om folk stadig gloede efter dem. Hvorfor var de så skide nysgerrige? Ingen havde nærmest løftet et øjenbryn sidste år når de var gået, men fordi der var et skænderi var det så meget mere spændene åbenbart.

Den dybe bass, pumbede løs og folk prøvede at overdøve hinanden over den. Hun var blevet inviteret til en fest hjemme hos en af hendes venner, det gjorde hun jo hvert år. Ingen gik glip af Kaspers store sommerfest, efter at byfesten nede ved stranden sluttede. Normalt var Rågeleje et stille sted, men den ene dag hver sommer var der liv. Alle unge i byen kom. Både folk man kendte og turister. Og så ham. En fyr med en provokerende attitude og hun kunne ikke lade være med at syntes han var røv lækker. Hun havde ikke set ham før og hun havde heller ikke troet at han nogen sinde ville kigge på hende. Hvorfor skulle han også det? Hun var fed og klam, det eneste hun egentlig havde var humoren. Alligevel kom de i snak. Længe. Og han kunne få hende til at le. Han så på hende som ingen andre havde gjordt før, men dagen efter var han væk. Rejst hjem sammen med sin familie og hun havde ikke en gang nået at få hans nummer. Kun hans navn. David Bundgaard.
Men han var tilbage året efter...

[David Bundgaard]

Hvad var der nu pludselig galt med publikum? Hvis de var så skide nysgerrig, skulle de da få hvad de bad om! De kunne få hele pakken, hvis det endelig skulle være. Øl på tøjet, røg i hovedet, en hysterisk Amanda... måske endda også en lussing, hvis han lod hende gøre det. Han ville godt kunne undvige dem denne gang. Hun var stiv.

Han havde aldrig slået hende før. Han havde ikke engang overvejet det. Ikke fordi han ikke kunne eller ikke havde nerver til det. Han slog bare ikke kvinder. Det var imod alle hans principper.
Så det ville han heller ikke gøre i aften. Men hun kunne da slå på ham ligeså tosset hun ville. Han ville undvige denne gang. Normalt, når hun var ædru, kunne hun godt ramme. Så tog han altid om hendes håndled og stoppede hende.
Men engang havde han drevet hende til vanvid fordi han bare havde stået. Han havde ikke fortrukket en mine. Det var en ting han var blevet god til. Takket være forældrene derhjemme.

Nu trak hun ham bare. Han fulgte med, men trak sine hænder til sig med en rolig bevægelse og stak dem i lommen i stedet. Hun gik hen mod skoven.

//Følger med Amanda ud af tråden

[Noah]

Noah stod lidt. Ude af trit med hvad der skete. Havde han lyst til hende: JA. Var det skide smart på første dag, når man potentielt kunne bo på værelse med hendes eks: NEJ.

Han smilede til Selma.
"Jeg tror faktisk du har ... seduced mig, forført?" han så spørgende på hende. Fordi at stort set al hans undervisning var foregået på engelsk glemte han nogen gange ordene på trods af at han elskede litteratur. Især dansk. Men det der originalt var på engelsk læste han selvfølgelig på det sprog. Han så ned på Selma. Så yndig en skabning.

[Freya Kasgaard]

Freya havde i lang tid bare stået og set på Amanda og ham idioten. Ham ville hun ikke have noget med at gøre, aldrig. Her tog hun Amandas parti. Freya havde ikke fået af vide alle skolens "kendis par". Nej, tydeligvis ikke. Freya kunne nu godt forstå at Amanda ikke havde sagt at hun selv havde et ret indviklet forhold. Freya tog sig i at stirre koldt ind i idiotens ryg, da de vendte sig om.

Freya vendte sig om til den anden Amanda. Lidt indviklet, hun måtte snart have fundet på et kælenavn til en af dem. Freya smilede til hende, for at være helt ærligt havde hun glemt hende lidt. Scenen der havde udspillet sig for Freyas øjne, havde fået hende til at glemme alt om den anden Amanda. Som hun kaldte hende lige nu. "Halløj... Har du hygget?" spørgsmålet var ikke stillet i et snævert og gnavent tonefald. Hun var bare nysgerrig. Det kunne være at hun allerede havde scoret en....

Freya klingede bare så utroligt godt med hende den anden Amanda. Hun var nu sød…. Og så meget lig hende selv, at det skræmte Freya lidt.

[Lærke]

Men også Lærke var gået i stå. Hendes tanker kredsede om Adams krop. Den så spændstig nok ud. Måske fordi hun selv gik så meget op i sit løb og adrenalin kicks lagde hun mærke til det. Det var svært for hende at forestille sig livet her, men Adam repræsenterede en lille smule af hjemme. Hun havde altid drømt om Lyngvig men nu når drøm var blevet til virkelighed vidste hun ikke helt om græsset var grønnere. For det første var der røvlangt til biblioteket og for det andet ejede hun ikke en cykel. Som om alle jyder partout cyklede til alt.

Men Adam var egentlig meget reel. Og hun var faldet i staver over hans smile og hans øjne der fangede hendes igen. Fordi hun ikke havde noget og sige, sagde hun ikke noget.

[Selma Åberg]

"Lige over..." mumlede hun med latter i stemmen.
Hun tog begge hans hænder - lod langsomt sine små, tynde hænder krybe ind i hans stærke hænder. Hun smilede glad.
Det var virkelig fedt. Hun savnede slet ikke ham fyren hun havde mødt i Florida. Det havde været ret svært for hende til at starte med, fordi hun jo rigtig gerne villa have, at det skulle være de to. Men nu tænkte hun slet ikke på ham.
For der var en fyr der var mindst lige så god og sød og flot som briteren. Og han var lige foran hende.
"Hvad så nu...?" Hun smilende.