Grillfesten

[Adam Lyhne]

"Jeg skylder dig en under alle omstændigheder, hvis du ikke er en af de kusser der heller vil have en cult shaker. Desuden bliver mit menoplaus humør altid bedre ifølge visse mennesker når jeg får en rigtig øl," lød det mumlende fra Lærke-tøsen, da de begyndte at gå hen mod det sted, hvor der var flest mennesker. For der måtte der da være øller.
Han lo over hendes ordvalg og udbrød: "Cult shaker?! Frem for en god, kold og skummende øl? You gotta be kidding!" Han kastede endnu en gang blikket på hende. Hun var lavere end ham. "Men du er ikke den eneste der bliver en helt anden når der kommer noget indenbords..." tilføjede han så til sidst. Stadig med latter i stemmen.
Han var endelig kommet i lidt bedre humør. Det var dejligt.

[Lærke]

Det var som at Adam havde vænnet sig lidt til hende eller bare ikke var fremmede overfor hendes måde at tale på. Eller måske begge dele.
Plus point til ham for:"Cult shaker?! Frem for en god, kold og skummende øl? You gotta be kidding!"
"jeg sagde ikke en anden, jeg bliver bare markant dårligere til at danse," igen den der tørre stemme, men denne gang var det helt klart en joke. Desuden var det løgn. Hun var faktisk ikke dårlig, men hun dansede bare ikke. Mest fordi hun ikke brød sig om den slutty version der steg op i hende og gjorde hende kåd og slæbte tilfældige, men altid lækre fyre med ud et på et toilet. Derudover elskede hun at være fuld.
"Men ærlig talt vil jeg helst have noget ordentlig whiskey."

[Selma Åberg]

"Ja virkeligt rart at møde mig, når jeg tror du er en grønsag," sagde Noah. Det navn kunne hun allerede meget bedre lide end før. Noah lød pludselig virkelig lækkert og rart at sige. Hun havde virkelig meget lyst til at sige det igen. Hun lo endnu en gang af det han sagde. Han var også ret sjov. Hvad mere kunne man dog forlange?

"Men I virker stedkendte? Er I begge gamle elever?" Han sagde først ikke noget, men rettede hurtigt sig selv, hvilket Selma syntes var vildt morsomt. "Altså ikke old, old men I ved ... er det jeres andet år?"
Hun smilede skævt til ham, slog også lige blikket på Amanda og svarede så: "Jeg er en tredjeårselev, som man jo kalder det. Jeg føler mig ret old. Bliver nitten om et par dage..." Med de sidste ord spærrede hun for sjov forfærdet sine øjne op som om det chokerede hende. "Fuck... nitten!"

[Adam Lyhne]

"Ah... Så ved jeg ikke hvor fornuftig whiskey ville være..." lo han og tilføjede: "Og er det egentlig normalt at have whiskey til skolefester?" Han kiggede kort ned på hende igen, men fik så øje på et bord med øl. Der var folk foran, der bare stak øller i hånden på folk. Han var vel gået forbi sådan en...
Han pegede derover med et smil. "Jeg henter lige..." mumlede han og tog nogle lange skridt til boden. Men der var ret mange mennesker og før han nåede halvvejs fik han stukket en øl i hånden. "Eh, tak..."
Så gik han tilbage med et smil og gav hende den ene øl. "De havde ikke whiskey, I'm so sorry..."

[Lærke]

Hun så på ham mens han gik. Det var faktisk rimgeligt fint det her. Han kom tilbage og var stadig storsmilende. Hvad fanden var der med de der optimistiske mennesker der bare smilede og var glade og så ikke så meget andet.
"Pisse ked af det." sagde hun men uden alvor som sådan og drak af øllen, der var kold og mere forlangte hun ikke. Hun rakte den frem mod Adam. "Her. Eller du er måske ikke vild med andres spyt."
Aske havde engang sagt at hun virkede som en med en mild grad er autisme eller asperger fordi hun ofte bare forudindtog at andre folk tænkte det sammen som hende, men når hun blev i tvivl sagde hun det bare ligeud, hvilket lød hårdt og fordrejet som gjorde hun grin med folk.
Så smilede hun stort til Adam og alt alvorligt og gammelklogt og skeptisk og bitchy blev i stedet helt anderledes.
"Tak," sagde hun med et skuldertræk og smilet forsvandt.

[Amanda Dagmar Carstensen]

"Jaah det er sku gammelt, Selma"

Grinte Amanda tydeligvis bare for sjov, hun selv var jo kun 17 og 2.G'er og når man fik muligheden for at tjatte lidt til en 3.G'er lod man jo ikke chancen passere, vel?

"Er dog kun 2.G'er, men kan man ikke godt tillade sig at være lidt sej når nu man er i familie med en der afsluttede sidste år?" hun tog en tår af den kølige øl. "Nok ikke, men ja så kan man vel nok kalde sig lidt stedkendte."

Hun smilte. Kunne ikke lade være med at bemærke Selmas blik på Noah og det skulle ikke overraske hende hvis pigen vimsede om ham senere når festen blev en stor tumult og alkoholen styrede folk. Men det var nu forståeligt nok, for han var nu et stykke temmelig lækkert guf og klart et nyt frisk pust i hendes årgang. Hun tog sgu også sig selv i at bide sig selv i læben, men hvad faen. Det var nok i aften man skulle satse og de skulle også lige lærer hinanden at kende.

"Men Noah, hvor har du fået den udsøgte accent fra hvis jeg må spørge... Jeg er nok ikke den første, men håber ikke du har noget imod at svare igen"

Hun tog endnu en god går af øllen og så på ham med et spørgende blik. Noget af hendes lyse hår faldt i øjnene.

[Anton Sommer Engström]

Anton så op og så Jonathan stå foran ham. Han kunne ikke påstå at han ikke have ønsket det. Hvis han skulle snakke med nogen nu, skulle det i hvert fald være ham. Han var den eneste, Anton kunne finde ud af at være ærlig overfor. Være sårbar. Hvis det havde været en hvilken som helst anden person, ville han ikke vide hvad han skulle gøre. De ville forvente at han var sjov. Festlig. Det var han ikke lige nu, han var faktisk trist.

"Jag kan inte.. Jag orkar inte. Jag saknar dig. Fattar du det?" Det sidste kom ud lidt vredere end det var tiltænkt. Han kunne ikke lide at Jonathan bare stod der og kiggede på ham. Han skulle sidde ved siden af ham, med armen rundt om ham og få alting til at se lysere ud. Tale om alle de gode minder de havde, snakke om alle de sjove ting de havde lavet med Niklas før han døde, komme med en upassende joke eller dum kommentar, der kunne få ham til at grine. Finde på et Foer citat der passede til lige netop den situation.

"Var fan var du?" (Hvor fanden var du?) "Jag var ensam. Så jäkla ensam. Han er inte här längre och du är inte heller. Det är så.. så jättesvårt." (Jeg var alene. Så helvedes alene. Han er her ikke længere og det er du heller ikke. Det er skidesvært).
Han sagde det stille og opgivende. Han var mere følsom end han havde troet og meget mere end han brød sig om. Han passede på ikke at komme til at tude som en tøs. Han hentydede selvfølgelig til sommeren. Sommeren i Stockholm. Et års dagen for Niklas' død. Aldrig havde han følt sig mere alene i verden. Tingene var ikke til at overskue, når Jonathan ikke var der til at hjælpe ham med at sætte dem i system. At få perspektiv på verden.
Jonathan havde hjulpet ham til at forstå, at det var ok at have det sjovt selvom Niklas var syg.. ja var ved at dø. Det var ok, at feste og lege vandkamp og høre musik hele natten. Det var ok, at blive kysset vågen om morgenen og bruge en hel lørdag i sengen. Men det var også ok, at være trist. Det var kun omkring Jonathan at han virkelig følte, at alle hans følelser var ok. At han ikke ville blive set ned, at der var plads til hele ham.

Det havde han manglet i over et halvt år nu, og det havde tæret på alle hans kræfter. På skolen skulle han være sjov, han skulle ikke være en skide tøs der tudede over en gammel kæreste. Alle forventede at han var den samme, også uden Jonathan. At han ville feste og sejle og løbe og komme med dumme jokes. Der var ikke nogen der havde forståelse for hans følelser omkring Niklas' død - ikke fordi de var dårlige kammerater, men fordi han ikke havde givet dem grund til at tro at det påvirkede ham. Ikke havde givet dem grund til at tænke over det, for han var jo som altid. Derfor havde han kompenseret ved at gå en masse i byen. Flirte med en masse mennesker og have ligegyldig sex. Det var en overlevelsesstrategi.
Derhjemme skulle han være stærk. Han var stadig nogens storebror. Han var familiens eneste søn nu. Det var et kæmpepres og han have ikke kunnet holde til det. De tre uger han var i Stockholm, havde han være fuld 70 procent af tiden. Hjemme måske 5.
Han var skide træt af at være en anden. Det var alt for hårdt og nu faldt det sammen. Skide ubelejligt tidspunkt nåede han at tænke, men det var der ikke noget at gøre ved.

(Det er ok, hvis John svarer på engelsk :b jeg er sikker på de er vant til at skift mellem sprogene og tale hver deres også)

[Noah]

"Så I er altså begge to erfarne kvinder i deres jeres alder," lo Noah. "Desuden ligner ingen af jer jo gamle damer, så hvad brokker I jer over?"
"Men Noah, hvor har du fået den udsøgte accent fra hvis jeg må spørge... Jeg er nok ikke den første, men håber ikke du har noget imod at svare igen" Amandas spørgende blik og den flinke kommentar om at han nok ville svare på det flere gange i endnu.
"A beg you pardon, what accent?" sagde han med en ærke britisk accent, men hans fornærmede ansigt lyste igen op i smil der spillede i hans øjne og han bukkede. "Jeg har gået på international skole hele mit liv, nogle gange her i landet, men faktisk hovedsagligt i udlandet. Og hvert sted har en eller anden lærer som kræver at accenten er i skabet. Eller også får man bare bedre karakterer hvis man matcher deres accent."
Han lo igen. Det sidste var mest sandsynlig. Han var desuden en mester til at imiterer.
"Men jer er nu så dansk man kan være, hvad med jer? Selma er da ikke that normal?"

[Adam Lyhne]

Da hun smilede mærkede han, hvordan det gjorde ham helt varm om hjertet. Han vidste ikke rigtig hvorfor. Det virkede bare som en speciel ting, at hun smilede, selvom de kun havde snakket i ti minutter. For hun smilede ikke før nu. Ikke rigtig. Egentlig synd. Hun havde et flot smil. Ikke yndigt, men bare flot. Hun var nok det man ville kalde lækker. Men hvis han så hende på gaden, ville han ikke bemærke det. Man skulle lige tale lidt med hende. Bare i ti minutter.
"Her. Eller du er måske ikke vild med andres spyt?" spurgte hun og fik også Adam ud af sine tanker. Han kiggede på hendes øl hun rakte frem mod ham, og han rynkede brynene lidt med et skævt smil over hendes ord og tog så en slurk af den.
Han var ikke hysterisk med den slags. Slet ikke når han delte kop med en pige, tænkte han i sit stille sind. Han gav hende den tilbage med et skævt smil. "Er du?" Han sendte hende et for sjov udfordrende blik.

[Lærke]

"Er du?"
"I guess I'll die another day," citerede hun Madonna og vel hele titlen på hendes yndlings 007 film og modtog kruset. Hendes fingrer strejfede hans og hun tænkte på om han egentlig tænkte over det, men måske var det netop noget hun ikke skulle spørge om. Derfor brød der smalltalk ud af hendes kæft. Classy.

"Såh, Adam? Er du 1.g'er som mig?" Det lød lidt stift men det var der. Hvad fanden var der med hans smil? Hun drak af øllen og tænkte på hun ikke faktisk ikke rigtigt havde spist siden imorges omkring klokken syv og at den her øl ville give bagslag. Og så det blik han sendte. Damn it. Hun havde lyst til at danse nu. Folk og deres glade humør.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan var noget nær mundlam. Det havde han ikke forventet. Han havde forventet en sur kommentar om at det ikke kom ham ved, eller en henslåning med at Anton bare skulle tisse. Alt andet end det udbrud af uudtalte følelser. Og nu anede han ikke hvad han skulle gøre.

Det var længe siden han havde set Tony så sårbar. Så meget faldet fra hinanden. Meget mere end Jonathan selv. Eller det bildte han sig i hvert fald ind. Hvis man behændigt lod være med at tænke på hvor meget ned hans sociale liv var gået det sidste halve år. Og hvor meget tid han havde brugt alene denne sommer med alle de sange de plejede at lytte til i sin ipod. Det var jo tortur. Men, Tony havde det værre. Han burde have set det komme. Han plejede at kunne se den slags. Han plejede at kunne læse ud af Antons øjne hvornår han tænkte på sin bror. Og så sige noget sjovt, eller foreslå at de gjorde noget alene. Så de kunne snakke det i gennem. Men ikke denne gang. Han havde vel været for optaget af sig selv.

Jonathan satte sig i græsset en smule væk fra Tony. Mest fordi han ikke var sikker på at han ikke ville blive slået ud efter hvis han gjorde det. Der var jo ingen der sagde det var okay. Fordi nej, han havde ikke fattet at han havde været savnet. Det havde virket som om det kke rigtig rørte ham før.

"Did you really miss me? Cause it didn't seem that way, and it didn't really seem like you wanted me to be there." Det var bitter, en smule. Fordi det havde virkelig ikke føltes sådan. Det havde virket som om han havde det meget bedre uden ham, og de ikke kunne andet end at råbe af hinanden. Selv nu var det svært ikke at få den bebrejdende tone væk. Selvom det ikke var det Anton havde brug for at hører, det vidste han godt. Og han ville hellere end gerne få det til at gå væk. Alting for Anton.

[Adam Lyhne]

"Såh, Adam? Er du 1.g'er som mig?" spurgte hun. Han smilede bare mens han kiggede hende i øjnene uden egentlig at tænke over det. Sådan et flyvende smil. Han svarede ikke med det samme. Faktisk sagde han slet ikke noget. Han nikkede bare med det samme smil om læben.
Men til sidst sagde han bare: "Præcis..." fordi det virkede lidt akavet bare at smile og nikke og kigge hende i øjnene.
Han nikkede til øllen som i at han også lige ville have endnu en slurk.

[Anton Sommer Engström]

Anton var lettet da Jonathan satte sig ned. Det betød i det mindste, at han ikke vendte om og gik sin vej. Det virkede også som en erklæring af, at han var klar til at tale med ham. At han ville lytte.
Han sad stadig længere væk, end hvad der var ønskværdigt. Anton fik en smule kuldegysninger, selvom det var en varm sommer. Han var for åben, for ubeskyttet og Jonathans krop krammede ham ikke. Og holdt ham ikke varm og tæt og tryg.
Han drejede sig, så han havde front mod Jonathan. Kunne kigge ham i øjnene. Han havde brug for at se på ham. Se at han var der. Det var så længe siden de havde kunnet sidde sådan her. Helt stille og bare kigge på hinanden.

Han forstod ikke, at det stadig var muligt at være så forelsket. At elske en person, det var én ting. Det var en meget stor og skræmmende ting, men alligevel forståelig. Han elskede Jonathan, så det gjorde ondt, men det var naturligt. Det var mærkeligt, at have kendt ham i 2 et halvt år, været sammen i 2 af dem, og stadig være tosset forelsket i ham. Hver gang han så på Jonathan, havde han lyst til at røre ved ham, til at kysse ham over det hele, til at føle de lange, slanke solbrændte hænder gennem sit hår. Han ville få ham til at grine og han ville være oppe hele natten og lære nye ting om ham. Det var en mærkelig og meget stærk følelse. Overvældende. Kærligheden, det var én ting. Han ville aldrig holde op med at elske ham og respektere ham dybt som person, men de der sommerfugle i maven..

“I'm sorry for my inability to let unimportant things go, for my inability to hold on to the important things.” Dengang de var sammen havde de nogle gange ført hele samtaler kun med citater fra bøger, film og musik. Det havde været for sjov og for at udfordre hinanden intellektuelt. Jonathan kunne flest fra film selvfølgelig. Anton kunne ikke huske at have set andre film end de obligatoriske i skolen de sidste mange år. Siden han var barn. Jo én. Der var en film, som han havde set flere gang. Med Jonathan, med Selma, med dem begge to. The Notebook. Det var den eneste film han havde indrømmet over for Jonathan, at han elskede, på trods af sin modstand mod elektronik og alt det der. Og det handlede ikke om at Ryan Gosling var sindssygt lækker i den film, jo det var han bestemt, men det handlede om kærligheden. Om den måde de udfordrede hinanden, den måde de skændtes og irriterede hinanden og den måde de elskede og respekterede hinanden dybt på. Det var sådan han havde det med Jonathan. Og han syntes den dynamiske kærlighed mindede om deres forhold som det var dengang. Han håbede det i hvert fald.

Nu var det ikke for at spille smart, være sjovt eller udfordre Jonno, at han tyede til Foer. Det var fordi den bog og dens visdom, var noget af det eneste der kunne hjælpe ham med at forklare sig over for Jonathan. Vise ham, at han var savnet. At han var tænkt på. At han var elsket. Det var en kærlighedserklæring. Han havde læst den for Jonathans skyld. For at de havde noget at dele, for at forstå hans livssyn. Senere havde de også læst den sammen. Læst højt for hinanden midt om natten, når de burde sove eller læse lektier.

"And you are of all importance in the world."

Det var svært for ham med sådan en samtale. Fordi det var så stort. Han var en jordnær person, han ville ikke lyde alt for højtravende eller højrøvet for den sags skyld, men problemet var, at mindre ikke kunne udtrykke hvad han følte for drengen med de blå øjne, der sad over for ham.

[Selma Åberg]

Der var den der britiske accent. Britisk var til at dåne over. Fuck, HAN var til at dåne over! Måske var det bare hende, måske var det solstik, måske var det øllen (vent... hun havde faktisk slet ikke drukket noget?), måske var det noget helt andet. Men han var da godt nok en steg, der lige havde fået 180 grader i ovnen på hver side... Godt han ikke kunne læse hendes tanker!

"Men jeg er nu så dansk man kan være, hvad med jer? Selma er da ikke that normal?" Noah kiggede på hende, og det var lige ved hun skulle tage sig til hovedet og blinke et par gange for at komme ud af sine tanker igen. Haha.
"Er Selma ikke normalt? Nåh, jeg hører det ellers hver dag!" sagde hun med latter i stemmen og trak på skuldrene.

[Jonathan Bailey Smith]

Han var virkelig tæt på at rejse sig op og løbe væk nu. Det var for meget, og for svært at tro på igen, han ville ikke tro på det igen allerede. Men det var forsent, og hans hjerne og hjerte havde allerede taget ordene til dig og gemt dem dybt så de nu rungede rundt i hovedet på ham. Han slog blikket ned. Så han så på Tonys fødder. Tonys store fødder. I græsset. Så gav han sig til at hive græsstrå op af jorden. Et lille smil spillede om hans læber. Han havde en stor lyst til at kilde ham under tæerne.

"I think and think and think, I‘ve thought myself out of happiness one million times, but never once into it." Han så stadig ikke op. Kun en lille smule. Kun så han lige kunne skimte Tony. Og hans ansigt, og hans hår og hans øjne. Men han mødte dem ikke. Det sjove ved at tale på den måde var, at man blev tvunget til at sige noget mere end man måske ellers ville. Men man behøvede ikke selv formulerer det. Det var gjort.

"I felt suddenly shy. I was not used to shy. I was used to shame. Shyness is when you turn your head away from something you want. Shame is when you turn your head away from something you do not want."

Det tog også længere tid at tale sammen på den måde. Når man først skulle huske dem ordret. Men det var han nu god til. Havde de altid været. Han kom til at tænke på en gang de havde gjort det. Om efteråret. Og de havde gået og sparket blade udenfor. Og de havde gået længe. Og tilsidst have Tony været stille meget længe. Meget, meget længe. 'I give up, you win' Havde han sagt til sidst. Og John havde leet. Han havde stadig Tony mistængt for at lade ham vinde dengang. Man løb aldrig tør for citater. Da ikke hvis man kunne al verdens sange. Og det kunne Tony. Al verdens kærligheds ballader. Og der var ikke noget bedre end at hører ham synge. Det fik Jonathans blod til at løbe og hans hjerte rytme til at styge eller falde alt efter humør. Og det fik ham til at græde, og det fik ham til at elske, og han savnede det. Savnede det noget så frygteligt.