Grillfesten

[Noah]

"Hver dag?" Noah så forfærdet ud. "No wonder du er helt fortabt."

Han så på Amanda der smilede, hun virkede også som en rimelig glad type.
"Ej okay, jeg er opkaldt efter ham med båden og alle dyrerne. Så hvem er jeg til at lave grin og jeg har endda boet i Singapore og der hedder de ikke ligefrem Simon og Anne." Men det var ikke som en undskyldning mere fordi man ikke bare kan gøre grin med folk når man ikke kender dem uden at holde lidt igen og lave sjov med selv.

"Men ærligt talt, Selma er first timer."

[Selma Åberg]

Selma lo endnu en gang. Han havde altså også humor. Havde han egentlig en dårlig side? Han var charmerende, gudeskøn at se på, venlig OG han havde humor!
"Altså som du siger stammer Noah fra en eller anden mand der havde nogle dyr på en ark. Så Noah er ikke first timer for mig. Dog har jeg heller ikke hørt det så meget..." sagde hun så. "Men hvis du nogensinde skulle glemme mit navn... Så kan du da tænke på Selleri. Eller bare kalde mig Åberg. Som Alfons Åberg." Hun smilede.
Åh Gud, hun havde kommet til at tage den flirtende tone på, hun kun brugte i Florida på stranden! Hun måtte måske lige skrue ned... Nej, nu skulle hun fanme havde det sjovt!

[Anton Sommer Engström]

“You are the only one who has understood even a whisper of me, and I will tell you that I am the only person who has understood even a whisper of you.”

Anton kunne ikke lade være med at begynde at græde. Det var simpelthen for stort. Umenneskeligt, uoverskueligt stort. Det var ikke en larmende gråd, ikke en der krævede opmærksomhed, bare varme tårer der løb ned af hans kinder. Han lod være med at fokusere på det, ville ikke stoppe det, der var faktisk en rar følelse. Noget han heller ikke havde gjort i meget lang tid. Sådan var det åbenbart med alt, når han tænkte nærmere over det. Havde det overhovedet været et liv han havde haft det sidste lange stykke tid? Han var oprigtigt i tvivl nu.

Det var egentlig ikke meningen, at samtalen skulle udvikle sig til kun at indeholde citater, men han opdagede hurtigt at det var umuligt ikke at gøre det. Det hjalp at have Foers filosofiske veltalenhed til at benytte sig af. De ord var store nok.

“Sometimes I imagined stitching all of our little touches together. How many hundreds of thousands of fingers brushing against each other does it take to make love? Why does anyone ever make love?”

Det var nok også deres problem, da de slog op. Det var for stort og skræmmende. De var ved at blive til én person og de var bange for at miste sig selv. De havde skænderier om, om Anton kun kunne lide Foer fordi det betød noget for Jonathan, eller om John kun syntes om den musik han gjorde fordi Anton spillede den. Og når han tænkte efter kunne det godt være. Det kunne godt være, at han kunne lide Foer fordi John kunne, fordi de havde noget sammen. Men hvad betød det? Han kunne jo lide ham, hans bøger, hans poesi. Det var ikke noget han sagde for Johns skyld og det var vel hele forskellen. Ja, de var nok med til at skabe hinanden, forme hinanden og udvikle sig sammen. Men var det så skræmmende, var det ikke nærmere smukt? Han havde i hvert fald indset, at han ikke mistede sig selv ved at være sammen med Jonathan, ikke et sekund, han mistede sig selv ved ikke at være det.
Det var det der var stort. Alt for meget når man kun var 19-20 år gammel. Men det kunne ikke ændres. Og han ønskede det heller ikke længere. Hvis han da nogensinde havde gjort det.

[Noah]

WTF? Hvem var den dude?

"Hvilken Alfons?"
Det Noah så for sit indre blik var en pimp, men han kunne ikke forestille sig Selma have en masse bitches som hun solgte for sex. Det ville bare være mærkeligt.
"Siger du at du er en pimp, er det du hun siger, eller mangler jeg igen noget helt basalt almen viden?"

Hvilket overhovedet ikke var unormalt. Han havde gennem sin tid med flere kulturer og forskellige historier var der bare rigtigt meget barndomsviden og anden almen viden han aldrig havde fået. Og med to forældre der helle rikke gik op den slags ting, var det måske meget naturligt at det netop var litteratur han elskede. Det gav ham alt. Historie om verden. Kærlighed. Alt.

[Jonathan Bailey Smith]

Lad være med at græde. Lad vær'! Jonathan var halvt på benene og henne og sidde ved siden af Anton inden han nåede at tænke over det. Alligevel gik det uendeligt langsomt, fordi hans hoved havde allerede planlagt hvad han skulle gøre. Det havde han vidst i flere uger. I flere måneder. Så skulle det bare gennemføres. Han ville sætte sig, og lægge armene om Tony og trække hans hoved ind til sig så han kunne græde til han ikke ville det mere. Og så kunne de tale til det også var slut. Det var sådan det skulle ende. Eller begynde. Eller begge dele.

“I wanted to touch him, to tell him that even if everyone left everyone, I would never leave him, he talked and talked, his words fell through him, trying to find the floor to his sadness....” Mumlede han ned i håret på den anden. Så fantastisk. Så ufatteligt. Han ville også gerne græde, men der kom ikke noget. Han havde aldrig kunne græde når andre gjorde det. Heller ikke selvom der var grund nok.

Jonathan sang ikke. Ikke seriøst. Kun for sjov, hvis han var fuld. Det overlod han til dem der kunne. Ordentligt. Ordene var vel de samme.
"For you there will be no more crying.
For you the sun will be shinning.
And I feel that when I'm with you - it's allright
I know it's right.

And I wish you all the love in the world
But most of all - I wish it from myself."

Så smilede han. Var lige ved at grine, men slap med et fnis. Det var...ubeskriveligt. Han fattede ikke at han sad her, og delte cheesy citater med Anton igen. Og en helt masse folk var til fest ikke ret langt derfra. John kunne ikke lade være med at frygte at han ville vågne i morge, og alt var tilbage til trykket tavshed. Det hele blev vel ikke godt igen på grund af et par citater.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke lade være med at fnise lidt over Noahs tydelig forvirring over Alfons Åberg og det var vel foreståeligt når han nu havde boet flere steder i verden.

''Det er en børnebogs og film karakter som har en brun striktrøje på og enkelte streger som hår... Meget uskyldig bestemt ikke noget med sex at, selv om de har valgt navnet lidt skidt''

Hun sagde det, som var det den mest naturlige ting. Alfon Åberg havde nu aldrig interesserede hende, heller ikke som barn. Hendes øl var næsten tom og hun skulle snart på jagt efter en ny, men Selma stod jo nærmest også og spiste Noah med øjnene, så der ville nok kun gå et par timer og så hang Selma som limet op af Noah. De var nok også meget søde sammen.

[Selma Åberg]

Selma spærrede øjnene op og gispede. "Du... Kender ikke Alfons Åberg?!" udbrød hun og slog hånden for munden. Hun kunne dog ikke lade vær med at le. "Hvad har du dog lavet i din barndom? Bygget jordhuler?" Hun kastede et blik på Amanda. Hun kendte da Alfons Åberg? Eller var hun unormal? Men Jonathan og Anton kendte dem da... Og hendes brødre... Og mor og far...
Gudskelov! Amanda kendte hende og hun forklarede lige, hvem han var.
"Præcis... Skulle Alfons Åberg være en Alfons? Han er bare en lille uskyldig, svensk dreng der går i børnehave!" lo hun. Okay, hun kunne godt tage en lille slurk af sin øl. Selvom alkohol virkelig fik en til at tage på. Hvis hun bare drak en lille smule og så bare ikke spiste noget aftensmad....

[Noah]

"Excuse me? Jeg har brugt min barndom på at binde et slips. Selvfølgelig har jeg never ever læst om en dreng der går i sweater og kommer fra noget så intetsigende som Ikea-land."
Noah lo ad sin egen dumhed, men besvarede med en spydighed.

"Jeg tror stadig ikke jeg forstår hvorfor så kalde dig Alfons Åberg, når dit navn er så unikt i forvejen ... Selma."
Han sagde det langsomt og lidt som en kær hvislen mens han så på hende. Han følte at han så på noget der var langt stilfærdigere inde i hende.
Det var måske et retorisk spørgsmål for hans side, for med det samme vente han opmærksomheden mod Amanda.

"Er alle bare vokset op med ham pimpen, eller er det kun få interlektuelle mennesker som jer?"

[Anton Sommer Engström]

De sad sådan længe. Helt tæt. Jonathans omfavnelse var hård og varm og tryg. Og han græd. Og Jonathan talte. Og de kiggede ud over søen. Solen var gået ned, men det var stadig lyst på den magiske måde, som de lange sommeraftner var. Og luften summede. Af myg og sommerfugle og forelskelse. Han følte sig afslappet. Han sukkede dybt og blev færdig med at græde.
De sad der bare. Krammede. Mærkede hinandens kroppe igen. Nød duften af sommer og alle de muligheder der lå i luften.

Han var ikke sikker på hvor længe de sad sådan uden at sige noget. Det kunne godt være en halv time. Så vendte han sig om mod Jonathan og kiggede i hans smukke blå øjne. Strøg ham over kinden. Kyssede ham. Forsigtigt, prøvende, kærligt. Det smagte lidt af salt fra hans tårer, men mest af Jonno. Han havde en helt speciel smag og duft. Og hans smil. Det var så lækkert, det smil. Det var der kun, når det var ægte, han var en meget ægte person. Men når det var der, så var det også svært at få væk.

Han havde ikke guitaren med. Den var sikkert stadig oppe ved bøvhovederne ved bålet. Men han havde lyst til at synge alligevel. Han elskede at synge for Jonathan.



"I want to hear what you have to say about me
Hear if you're gonna live without me
I want to hear what you want
I remember December"
(han sang hele sangen, men jeg vil ikke lige smide hele teksten op :b)

Om han huskede december. Det vidste han, at Jonathan også gjorde. Det havde været den vildeste tid i hans liv og den havde forandret det for altid. De sommerfugle der tog bolig i hans mave dengang havde ikke flyttet ud lige siden. Og de var specielt aktive lige nu, når han havde Jonathan så tæt på. De fine, lyse hår på hans arme. Hans søde læber. Hans brune hår.

[Lærke]

Lærke så ham forsvinde ind i anden verden som hun tydeligvis var en del af, bare ikke på samme meta-level som ham. Hun tog endnu en slurk af øllen og rakte den frem. Imens havde hun lige set sig omkring. Og der stod en eller anden sminkedukke (NPC) og så på Adam.
"Jeg tror du har dig en beundrer," sagde hun tørt og pegede åbenlyst på pigen. Det der med bare at stå og glo havde hun ikke forstået. Hvorfor ikke bare sige hej, når det nu egentlig var okay let og det man ville? Men næ næ. Det hele skulle være så fucking hemmeligt. Hvis man synes nogen var pæne måtte man vel bare sige det. Men hun havde jo netop holdt kæft med at han mindede hende lidt om Túrin, måske fordi at det var netop noget hun ikke var sikker på han forstod og hun ikke rigtig gad og forklare det.

[Jonathan Bailey Smith]

Så fløj han væk. Hvis nogen kom ville han ikke bemærke det. Han ville ikke tage sig af det. Det hele var bare præcist som det burde være. Ikke som det havde været, noget nyt, men perfekt. Og Tony, og Tonys stærke arme og blive hænder. Og Tony og hans kys og hans stemme og hans ord. Og alting. Og ingenting. Jonathan ventede med at sige noget til Anton havde sunget færdig. Til de sidste toner havde lydt ud over søen. Selvom det slet ikke var så højt. Det var hvisket ind i hans øre, og kun for Jonathan.

"Er det så okay nu?" Underligt spørgsmål. Han burde bare vide sådan noget. Det burde ligge i luften. Men han anede ikke det ikke. Og tvivlen gnavede i ham, og han havde brug for at hører det. De var fløjet væk nu. Til et helt andet sted der slet ikke var på jorden. Ikke det samme sted som der hvor alle deres venner var i færd med at drikke sig ind i det nye skole år. Ikke det samme sted som folk flirtede, og lo, og opfriskede minder. Det var højere. Anderledes. Selvom det var så tæt på. Og han ville have hangover i morgen, fordi han havde været der oppe. Når de faldt ned ville de slå hovedet. Det gjorde man altid. Høj på forelskelse og ungdom. Højt at flyve, dybt at falde.

"“I took the world into me, rearranged it, and sent it back out as a question: "Do you like me?” " Han løftede hovedet lidt og så Anton ind i øjnene. Med en bekymret rynke. Der var altid farer i den slags spørgsmål.

[Adam Lyhne]

Adam lo og rystede på hovedet. Hvad skulle han sige? "Jeg tror bare du er lidt hysterisk," lo han og tog en slurk af øllen. Hun var godt nok en sjov type. Faktisk vidste han ikke helt hvordan han lige skulle håndtere det. At hun var så alvorlig. Men han lod bare som ingenting. Og smilede som han plejede. Det kunne jo være det smittede.
"Men hey, hvilken skole gik du på før?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

Han var nu lidt sjov ham Noah og egentlig kendte hun også kun Alfons Åberg fordi hendes bedsteforældre havde givet hende en bog da hun var helt lille, som hendes forældre syntes var hel fantastisk og skulle gemmes. Pfft.. Pokemon og Beyblade huskede hun som langt sjovere jo. Der skete noget i det mindste og hun var alligevel altid blevet påvirket af Thomas og hans interesser. Det var vel naturlig som søskende.
Selma kunne vel selv forklare, hvorfor hun blev kaldt Alfons Åberg, for det var vidst hendes efternavn, altså Åberg hvis hun huskede rigtigt.

''Vi har sådan en hemmelig klub, der hedder DR1 hvor kun de indvigede der betaler lincens via skatten får lov til at være med, så vi kan ikke tillade alle med i den.. Jeg er egentlig heller ikke selv rigtig med, da jeg kun er 17 og ikke betaler skat endnu.''

Hun smilte til Noah og trak på skulderne. Gad vide hvor gammel Noah egentlig var... Nok ikke meget mere end hende og Selma, måske yngre.. Naarh han lignede ikke ligefrem en der var yngre, men skinnet kunne jo bedrage.

[Selma Åberg]

Selma kiggede op på Noah og rynkede brynene. "Men du skal ikke kalde mig Alfons. Please... Bare Åberg, hvis det endelig er det du beslutter at kalde mig. Ellers kan du bare kalde mig Selma. Nogle kalder mig Sille, men det er mest folk jeg kender fra gamle dage, you know..." Hun smilede og lo en smule. De kunne da godt bare snakke i en evighed, kunne de ikke?
Han så også pæn ud når han var forvirret. Haha...
Hun tog ubevidst en slurk af sin øl mens hun stadig kiggede op på Noah.

[Lærke]

Hysterisk? Please ... hvis der var noget Lærke ikke var, var det hysterisk.
"Jeg gik på Sølvgades skole," selv om hun nu faktisk kun kom til de timer hun gad og have. Men det var jo en anden sag. Desuden havde hun travlt og hun lavede jo alligevel altid sine lektier. Her skulel hun kun gå i skole og det var noget hun meget længe havde glædet sig til.

"Hvor gik du? Hvis du altså ikke bliver skræmt væk af mit hysteri," sagde hun med fnys. Det var ingen fornærmelse at spore ved hende. Pigen var stille begyndt at bevæge sig tættere på. Enten kunne Lærke vælge at få ret eller også kunne hun simpelthen fjerne Adam og blive ved med at snakke med ham.

"Men jeg tænker lidt på om vi så kunne lede efter den whisky imens?" sagde hun i en lidt anden tone og næsten et smil. Hun havde besluttet sig. Den sminkede so kunne plette sin foundation på en andens t-shirt.