Tekøkken (Te Amo)

[Freya Kasgaard]

Freya grinede til svar "I den grad.. Ham fyren så også lidt irriteret ud... Eller meget."

Freya så på kedelen der hylede, det skar i ørerne og Freya skar en grimasse. Dens hylden lød som et eller andet æsel når det var forkølet, ikke at Freya havde hørt sådan et æsel. Hun kunne bare forstille sig det... Og så med røde øjne og nys der gjorde de andre æsler våde af snot... Fuck, hun var langt ude nu. Men det var nu hyggeligt nok... Eller nej...

"Hov var det egentligt ikke den dreng du stod og snakkede med da jeg kom hen til dig?"
Tiden havde gået hurtigt, som om aftenen bare var fløjet afsted i en fart der var en Ferrari værdig... I virkeligheden fløj en bil jo ikke, men den tanke skrottede Freya... Nu følte hun sig lidt kreativ, det skulle en bil der ikke kunne flyve ikke ødelægge for hende.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda nikkede. Hun smilede lidt.
"Jo, måske var jeg lidt for hurtig til at opgive ham. Jeg ville egentlig have givet ham til min roomie, og han så heller ikke så spændene ud. Men lader til at jeg tog fejl." Hun trak ærgeligt på skuldrene.

Amanda tog kopperne, og rakte det ene til Freya.
"Fuck, bare jeg nu ikke taber det." Hun grinte, og gik forsigtet med det varme krus mellem hænderne.

"Kommer du?"

//Forlader tråd, og går direkte til hendes værelse

[Freya Kasgaard]

Freya kunne ikke lade være med at være en smugle glad. Amanda fik ikke scoret nogen, men så havde Freya i det mindste mødt hende.
"Ej, ved du hvad? Der er andre fisk i vandet..." Sagde Freya stille. Hun kunne huske da hendes mor havde sagt det, selvfølgelig ikke i den sammenhæng, men den brændte alligevel sig selv op gennem halsen.

Freya gik langsom hen til døren, det gjorde Amanda så vidt også. Men alligevel endte Freya bag hende. Det var nu fint nok, tænk hvis hun allerede havde glemt vejen. Det havde hun ikke, men fuck hvor kunne det have været pinligt.

//Forlader tråder og går direkte hen til Amandas værelse

[Jonathan Bailey Smith]

//ankom til tråd

Jonathans tøj var stadig vådt og klistrede til ham da han åbnede døren ind til Te amo. Mest fordi han havde taget det på mens han var våd, og den lune aftenluft var alligevel for kold til at det tørrede på turen tilbage. Lyset havde været tændt både på gangen, og nu også inde i køkkenet. Nogen havde været her før dem, det var ret tydeligt, og de havde da også set lys i vinduerne på nogen af værelserne. Der var stadig folk på festpladsen, ganskevist, men det havde tyndet ud. Hvor de så var, måtte guderne vide.

Anton og han havde gået med fingrene flettet ind i hinanden hele vejen. De havde ikke gået hurtigt. Det var ikke nødvendigt, fordi de ville jo nå frem, lige meget hvad. Da de svømmede over søen havde det heller ikke gået så hurtigt som første gang. Selvom Anton helt sikkert ville have sin ære tilbage en dag. Han var sød, virkelig sød når han gik så meget op i det. På en alligevel ligegyldig måde. Fordi det var sjov.

John gik direkte hen til det bagerste skab i hjørnet, og fandt deres krus stående helt inde bagved og samle støv. Mange elever lod deres krus stå i ferierne. De hørte ligesom til på lyngvig, og det føltes forkert at drikke af dem andre steder. Så der stod de. Selvom man kunne se på dem, at de ikke havde været brugt i lang, lang tid. Alt for lang tid. Han smilede lidt vemodigt, mens han stod og så på dem.

Han havde virkelig ikke drukket rigtig te siden de slog op.

[Anton Sommer Engström]

//ankommer til tråd

Anton havde kun de shorts på han havde haft på hele dagen. T-shirten lå et eller andet sted oppe ved grillen og han gad ikke lede efter den i mørket. Og så de røde sko.

"These shoes.." han grinede og rystede på hovedet, da han hoppede op på køkkenbordet og iagttog Jonathan mens han lavede te. Det var ligesom hans domæne. Antons rolle i det var bare at kigge på ham og lave sjov, så han ikke kunne koncentrere sig.

"I think I have some biscuits around here somewhere" han kiggede i skabene mens han stadig sad på bordet. Han kunne ikke finde dem. Der var sikkert en eller anden der havde spist dem, sådan var det på skolen, men det var egentlig mest hyggeligt. "Probably not" smilede han.

[Jonathan Bailey Smith]

Et rigtig smil spirede frem i Johns mundvig. Nej, der var sikkert ikke nogen kiks mere. De ville vel også være lidt ulækre, hvis de havde ligger det hele ferien. Med mindre selvfølgelig Anton havde været her længe. Gad vide om han havde det. Eller, lidt tid vidste han at han havde været her. Ikke fordi han havde forhørt sig så meget om Tonys gøren og laden. Okay, måske lidt.

"Make youself usefull, and hold these." Han stak Anton krusene i hånden og hældte vand i el-kedlen. Mens det kogte ledte han efter sin te. Den var der sjovt nok aldrig nogen der rørte, hvis han ikke var der. Som om de vidste at det var privatejendom. Ellers også mente de bare ikke at de kunne lave det rigtigt. Selvom det ikke var svært. I hvert fald stod den hvor den plejede.

"And don't blame me for the shoes, I was a little drunk." Han grinede og rødmede en smule. De sko der. De var altså. Noget for sig. Han kunne godt huske den dag. Selvom han havde drukket. Måske fordi det var noget af det bedste sex de nogensinde havde haft. Selvom alt var godt. Alt var bedre med Anton. Selvom John ikke havde prøvet andet. Andre duede bare ikke.

Han havde da ledt, i det halve år. Forsøgt at flirte. Forsøgt at lære andre at kende. Men det var aldrig rigtigt. Og selvom de kom langt endte han med at springe fra og ignorere fyren på det groveste, indtil han gav op. Det var egentlig synd. Men ingen var Anton. Og intet andet duede åbenbart.

[Anton Sommer Engström]

"Well, you are to blame for the shoes, you know. And you were more than a little drunk." sagde han drillende mens han holdt krusene.
"Anyway, I love the shoes. Maybe even a bit more than I love you." Det passede selvfølgelig ikke. Han kunne ikke elske nogen mere end han elskede Jonathan. Men han var vild med skoene, de gjorde ham så glad hver eneste gang han så på dem. Eller ikke det sidste halve år. Eller jo.. på en måde. For de var jo altid forbundet med det minde og det ville altid være et godt minde. Og de havde givet ham lidt håb. Håb for at de kunne finde sammen igen.

Han kiggede på krusene. Han havde ikke set på dem i umindelige tider. De var faktisk grimme, men det var ligegyligt. De kunne ikke drikke te af nogle andre krus. Han nynnede en sang, mens han sad og svingede med benene. Det der med ventetid havde aldrig været hans kop te. Haha. Dårlige ordspil derimod. Han rystede på hovedet af sig selv. Han var nok stadig lidt bagstiv. Bare lidt.

[Jonathan Bailey Smith]

"Well, thanks. At least one of us like them." Det første var udpræget bestyrtet. Sikke noget at sige. ikke engang for sjov. Hvilket det var, og det vidste han, så det var okay. Det var forøvrigt også løgn at han ikke kunne lide skoene. Han var ved at flække af grin hver gang han så dem. Gad vide hvad folk tænkte hvis de læste på dem?

El-kedlen hylede og Jonathan hældte te op i krusene. Puttede honning i. Han trængte til te. Han var engelsk nok til at være afhængig. Varmen i det. Og han frøs faktisk. Varmen i hytterne var ikke tændt om sommeren. Det var normalt heller ikke nødvendigt. Kun når man var gennemblødt til skindet, og havde vådt hår klaskene ned i øjenene.

"Thanks for your patience." Han smilede ironisk. "Now, taste it and tell me if it's okay."

[Anton Sommer Engström]

"Well if you would stop being so damn sexy just for a minute, maybe it would be more easy to concentrate."
Han tog en slurk af teen og lavede et ansigt.
"It's horrible! What on earth have you been doing this summer? You've totally neglected your tea making skills. I'm horrified" grinede han. Der var selvfølgelig ikke noget galt med teen, den smagte godt. John var den eneste han kendte der kunne lave ordentlig te.

"So.. how was London? Any interesting news about the crew?" 'The crew' var Jonathans fem søskende. De var også blevet lidt som ekstra søskende for Anton. Han elskede Jonathans familie. Det var faktisk Jonathans mor der var startet på at kalde ham Anthony. Så var han ligesom en del af familien, sagde hun. Anton havde faktisk snakket lidt med Jonathans storesøster Michelle i løbet af sommeren, men det regnede han ikke med John havde fået noget at vide om.
Det var ikke for at gå bag om ryggen på ham eller noget, men han havde bare fået et godt forhold til dem, og det kunne han ikke bare opgive. Desuden bekymrede hun sig for ham. Hun var den eneste han kunne tale med Niklas og alle de der ting om efter de slog op. Hun havde været en stor støtte.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan løftede øjenbrynene.
"It can't possibly be that bad?" Han tog selv en slurk af sin te. Selvfølgelig smagte det som det skulle. Han valgte ikke at kommenterer yderligerer.

"So.. how was London? Any interesting news about the crew?"

Jonathan smilede ved tanken om Antons første besøg i England. 'The crew' havde været helt vilde efter at møde ham. Faktisk så glade at det næsten var pinligt, men også kun næsten. Det mest frustrerende ved Englandsferier, var at han slet ikke fik Anton for sig selv. Så skulle han lige se Sebastians nye motercykel, eller værer Joshua at spille guitar. Det var mest de 'små' søskende der var slemme. Mest fordi Nath og Michelle havde deres eget liv at passe også.

"Well, they're good, first of all. Everyone is." Han smilede og satte sig op på bordet ved siden af Anton. "Josephine got her first boyfriend. Or summer flirt. I kept telling her it was to early. But okay, he's really good looking for a 15 year-old. Can't blaim her." Han tog endnu en slurk af teen og mærkede varmen løbe ned gennem halsen.
"Sebastian had a accident on the bike and broke his left arm. So typical." Jonathan elskede sin familie højt. Alting var bare mere spændene når man var mange.

[Anton Sommer Engström]

"But okay, he's really good looking for a 15 year-old. Can't blaim her" sagde Jonathan.

"Hey, hey, hey - no jacking your sister's boyfriend, okay? He's too young anyway." Han daskede til Jonathan som havde sat sig op ved siden af ham.

(og nej, jacking er ikke jacking off som på amerikansk betyder.. ja, I ved xD haha. På engelsk betyder det simpelthen bare at stjæle hvis I ikke vidste det ;D)

Han elskede at høre om Jonathans familie og han smilede mens John fortalte. En masse minder med dem kom op i hans erindring. Han elskede også sin egen familie. Sin lillesøster Elisabeth. Men alting var så rodet for tiden, han havde slet ikke overskud til det. Eller dem. Og de havde nok heller ikke til ham. Det føltes som et parallelt univers. Jonathans familie var helt anderledes ukompliceret og han var vild med dem. Han følte sig så meget hjemme, hjemme hos dem. Der blev forventet ting af ham, men ikke nogen han ikke kunne leve op til, bare nok til at han var en inkluderet del af familien.

"I've missed you lot loads. And Sebastian is an idiot with that bike. I have told him so" grinede han. Han havde været ude at køre mountainbike med Sebastian og den dreng var ustyrlig. Han kom altid til skade, men han var sjov. Han mindede lidt om Anton som lille.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan lo.
"I won't, I promise!" Han lod sig puffe til, og lagde bagefter hovedet på Antons skulder og lænede sig op af ham. Han føltes stadig varm. Men måske var det bare fordi han ikke havde en våd trøje på. Hvilket ikke gjorde John det mindste.
"I said that he was good looking, not that he was hotter than you."

"You know what he told me? Sebastian, this summer. He asked me why I wasn't more like you. " Jonathan smilede lidt for sig selv.
"He said: Anthony is like, so cool, and you're just geeky!" John var ikke så fornærmet, det var mest bare sjovt. Nu i hvert fald. Dengang han sagde det havde det ikke været det sjoveste. Sebastian ejede bare ikke situationsfornemmelse. Og Josephine havde givet ham et velrettet spark bagefter. Det havde set rigtig sjovt ud.

Det var længe siden de havde talt sammen på den måde. Det havde han savnet helt enormt meget. Han havde savnet Anton helt ekstremt meget. Han vidste ikke hvorfor han ikke sagde det. Måske for ikke at stoppe samtalen som den var nu. Det ville uværligt blive mere alvorligt hvis han sagde det.

"How's your family?" Antons familie var helt anderledes. På samme måde ufatteligt søde. Og han holdt virkelig af dem. Men de havde ikke haft det let. I sær ikke med Antons bror. Det havde, vel naturligt nok, trukket et slør hen over hele stemningen. Men det var tydeligt at de holdt af Anton og ham.

[Anton Sommer Engström]

"I know you didn't, 'cause that would be lying. Noone's hotter than I am" grinede han. "But you're a close second."

Anton smilede ad anekdoten med Sebastian. "Oh man! I don't Adam and Eve it. Way to go Sebastian!" For sjov talte de nogle gange Cockney rhyming slang, Jonathan var jo fra London. Anton var ikke særlig god til det, men nogle af de mest brugte vendinger sad dog fast. Som Adam and Eve for believe. Og Butcher's Hook for look. Og sådan nogle. Jonathan var heller ikke fantastisk til det, med Sebastian derimod. Han var ikke til at styre. Det var noget af en opgave at forstå hvad han sagde, for han gik bare helt amok i rhyming slang.
"And you are a bit geeky, but you're the sweetest geek I know." Han tog Jonnos hånd og flettede sine fingre med hans.

"How's your family?" spurgte John. Han vidste godt det var et uundgåeligt emne, og Jonathan fortjente da også at han talte med ham. Det ville han også gerne, men det var svært.
Han sukkede lidt. "I've been talking to Michelle. I hope it's okay." Han kiggede Jonathan i øjnene. Det var virkelig ikke for at gå bag om ryggen på ham, han havde bare ikke andre muligheder og han håbede at Jonathan forstod det.
Han drak noget af sin te. Det var dejligt og gjorde ham varm i hele kroppen.
"Honestly I wouldn't know. I haven't seen them a lot. Not too good I think."

[Jonathan Bailey Smith]

"Do you remember....we were talking about my ego earlier? I don't think you should be the one to tell me about mine."

Jonathan lo også. "Please, stop! I have heard that all summer! Sadly he has not grown at all." Ikke fordi han regnede med at hans ældste lillebror og John nogensinde ville komme til at forstå hinanden rigtigt. Men de havde det nu meget sjovt med ikke at fatte noget som helst. Sebastian var virkelig...rebelsk? Ikke helt det rigtige ord. Meget straight.

"I've been talking to Michelle. I hope it's okay." Jonathan kiggede lidt rundt i lokalet. Så kiggede han på Anton igen.
"Of course." Han smilede. "Actually, I'm just glad. When you didn't have me to talk to, she is almost as good." Han smilede skævt. Han var glad for det. Han ville havde haddet hvis Anton havde gået og holdt inde på en hel masse forvirrede følelser. Men han brød sig heller ikke om tanken om, at det havde han jo, og Jonathan kendte dem ikke. Han plejede at kende det hele. Og han var ret nysgerrig. Efter om de havde talt om ham, i sær. Når Michelle havde set ham hele sommeren, mere eller mindre gnaven det meste af tiden. Hun var god til at gætte folks humør, og grunden til det. Han havde også talt med hende, men ikke så meget. Mere med Nath. I telefonen.

Han kunne godt mærke at det ikke havde været det rigtige spørgsmål. Og det var da bestemt heller ikke det svar han havde håbet på. Han havde håbet de ville få det bedre med tiden. Men selvfølgelig. At miste sin søn er hårdt. Det er ikke noget man sådan lige kommer sig over. Slet ikke hvis man går en helt familie, og alle er lige kede af det, og alle lige uvillige til at blive glade igen. Han kunne slet ikke forestille sig hvad han ville gøre hvis en af hans søskene døde. Eller jo, nok noget i retningen af hvad Anton havde gjort.

Han kørte sin tommefinger over Antons håndflade og trak vejret langsomt. Der var stille lidt.
"You haven't been in Stockholm this summer?" Han håbede Anton vidste at han også var ked af det. At han også savnede. Men selvfølgelig var det anderledes... Han stoppede ham vel, hvis han ikke gad at tale om det mere. Men det så ikke ud på ham, til at være så slemt ligenu.

[Anton Sommer Engström]

Det var rart at sidde sådan med Jonathan igen. Hånd i hånd og tale med hinanden. Lytte til hinanden. Det havde han virkelig manglet. Der fandtes aldrig et rigtigt tidspunkt at tale om på det. Men på sin vis heller ikke et forkert. Der var egentlig ikke så meget at sige, ikke noget nyt i hvert fald. Niklas var død, og det blev åbenbart ikke bedre med tiden. Eller også var et år bare ikke tid nok. Det var svært, og det var også svært for andre at tackle, for sorgen blev ikke mindre stærk, ikke for ham i hvert fald. Jonathan kunne tackle det. Det kunne han i hvert fald i gamle dage, og det håbede Anton at Jonathan var klar til igen. Også selvom han ikke havde noget nyt at sige og at det hele mest var gentagelser.

"Yeah I've been to Stockholm. For about two and a half week." Han nikkede langsomt og strøg sin tommelfinger over Jonnos hånd. Det var trygt.
"But as you know.. it's the first time I've seen them alone. Without you that is. And I don't think I know my family anymore. You have the ability to make everyone happy, make everyone smile. Even in the hardest times. Not superficial smiles because they want to keep up their act together when you're there, but real smiles. Because they love you and the energy you bring into a room makes everything better. And when things were bad, 'cause I know you've heard some stupid things, dealt with really ugly situations, and I really, truly admire you for that. For sticking up for me. When things were bad, you could handle that too, and you could comfort me. You have really been the best I could ever hope for, and I hope I haven't taken you too much for granted or cherished you too little. You need to know, that I know it was difficult for you, probably still is. But I thank you so much for sticking around. Not giving up on your depressing, annoying boyfriend." Han kiggede på Jonathan. Hans smukke blå øjne var koncentrerede på en sød måde når han lyttede.
Anton vidste godt at han talte meget, men han blev nødt til det. Han blev nødt til at forklare sig. Nødt til at sige, at han vidste han havde været for egoistisk, at han vidste hvor hårdt det havde været for Jonathan også. Ikke bare hjalp han en hel familie med at holde sig i live, han havde også sin egen sorg, som måske blev set for lidt. Det måtte have været virkelig udmattende, og det blev han nødt til at undskylde for. Han havde virkelig savnet Jonathan og han havde haft en forfærdelig sommer. En helt vildt ensom sommer.
"It was awful. I couldn't relate to any of them and it was like they couldn't even look at me. I can't handle bad the way you can. Hell, I can't even handle bad at all. I just run away. I'm really, really lousy at that point, and I'm sorry. Just like I did with you. I should have stayed around and handled bad. You deserve that after all you did to me, you really do. And not only because it's what you deserve, but also because I love you. And it was scary for me to love you so much as I did. And I'm really sorry. It shouldn't be. I was afraid of losing you, and I ended up making it happen all by myself. I won't do that again. You won't get rid of me, unless you really, really, really want to. No matter how bad bad gets." Han smilede til ham. Det var en stor samtale, men det var samtidig nøgternt. Ikke tårevædende, sentimentalt, men med en logik og afklaring. Han var ikke ked af det. Han var faktisk rigtig lykkelig for at være sammen igen og kunne sidde her og drikke te og have den samtale.

"So no. I wasn't really home at all. I was drunk most of the time. Running away from responsibility, running away from love like it was some stupid habit of mine. It isn't, believe me. I was out being miserable, dealing with it in my own stupid way. I think, the only day I was home the whole day was at the anniversary. Probably the worst day. Maybe even worse than when he died. And very possible that we were all drunk, including Elsa."
Han smilede lidt ved det bizarre i det minde. Det havde virkelig været en dag fra helvede. Et helt år uden Niklas, hvad fanden var det også for noget at markere? Det kunne sunde familier måske. Familier der var kommet videre og havde brug for at mindes, positivt, græde lidt. De var ikke kommet videre og det var egentlig også en frastødende tanke. En del af ham havde ikke lyst til at indse at der var noget man var nødt til at komme videre fra.