Tekøkken (Te Amo)

[Emil Beyer Adamsen]

Mens Lea kiggede sig lidt nysgerrigt omkring, skruede Emil lidt højere op for radioen. Uden at han egentligt lagde mærke til det, var det skolens egen radio den kørte på. Lige nu mindede sangen, der spillede ham om kajaktræning med Sam og Anton. Den mindede ham om vandets blide måde at klukke på. Duften af sø nåede næsten hans næsebor, kun næsten, og et øjeblik kunne Emil næsten høre Sams og Antons grin. Den sang mindede ham om de utallige gange, hvor de havde hoppet i vandet og svømmet, indtil deres muskler var ømme, og det eneste de orkede var at ligge på stranden og kigge op på himlen.

Så stoppede musikken brat, og Emil fangede Leas blik.

Nu var musikken erstattet med Antons stemme, som rungede i det lille køkken. I baggrunden kunne man høre den hyggelige summen fra folk, der snakkede og lo.

Så blev der et øjeblik helt stille. Emil kunne høre at Anton havde fået folks opmærksomhed.
”I nye ved det ikke, men jeg vil gerne undskylde over for alle I gamle fordi I har skullet trækkes med mig og John det sidste halve år. Det fortjener I sgu noget for, og derfor har vi været ude at købe proviant til jer. Vi har øl,"

Antons stemme var munter, og Emil kunne ikke lade værre med at smile, og tilføje til Lea; ”Fyren her skal du helt klart møde. På et eller andet tidspunkt,” et øjeblik efter begyndte Anton at snakke igen, og Emil blev atter stille. Det var den helt store takketale Anton havde gang i der. Med alkohol og det hele.

"Det er som tak til alle dem, specielt Samuel og Emil, som har skullet tørre bræk op alt for mange gange efter mig når vi har været i byen og jeg er blevet alt for fuld og irriterende, som undskyldning for alle dem, det er nok jer alle sammen, som vi har råbt af eller været negative overfor de sidste halve år fordi vi egentlig bare var sure på hinanden. Undskyld til alle dem jeg har lagt an på og kysset, undtagen Emil, det ville jeg sgu gøre igen in a heartbeat og det ved han,.”

Emil hørte ikke mere end til og det ved han, før radioen blev overdøvet af hans grin. Det der var den bedste takketale han nogensinde havde hørt. Tårerne stod ud af øjnene på ham, og han blev nødt til at tørre dem væk med håndryggen. Så fangede Emil Leas blik, men det fik ham bare til at brøle endnu mere af grin ”Åh den fyr,” formåede han lige akkurat at fremstamme.

”Vent lige et øjeblik,” sagde Emil til Lea, da han var kommet sig oven på takketalen. Emil fiskede sin mobil frem for lommen, og uden at tænke over det trykkede han Johns nummer. Anton tog alligevel aldrig sin telefon, den bastard! Da han tog den, grinede Emil bare igen, men tog sig sammen. ”Sig til Anton at det der var den bedste tale, jeg nogensinde har hørt,”

[Lea Nørr Kristiansen]

Hun lagde mærke til at musikken fra den lille hyggelige radio stoppede og noget helt andet begyndte som Emil kiggede på hende. Det lød til at være noget live-agtigt og amatørværk. En eller anden fyr begyndte at tale med kun en lille smule summen i baggrunden, og det lød - udover helt aldeles uforståeligt for Lea - som noget med skolen eller eleverne at gøre. Havde skolen sin egen radiokanal? Som optog til hyggeaftenen? Det måtte det være, for det var jo der folk befandt sig lige nu, hvis altså de ikke stak af til afsides små søer.
Hun lyttede med mild interesse, ham fyren havde alligevel sagt at det var noget de nye ikke vidste. Og sandt nok hun fik ikke andet ud af det første udover at et eller andet 'vi' gav alkohol som undskyldning for noget sidste år. Hun gav lidt op på at prøve at forstå og lyttede bare videre med den accept. Han havde en behagelig stemme ham der snakkede, og lidt af en accent. Svensk?

”Fyren her skal du helt klart møde. På et eller andet tidspunkt,” sagde Emil og hun smilede og nikkede bare. Hun vidste jo ikke engang hvem det var eller hvad hans navn var, åbenbart en Emil kendte og syntes om.
Så hørte hun ham bare snakke om noget med fester og fuldskab og negativitet og...

Emil brød ud i grin og Lea spolede mentalt tilbage på det hun havde hørt. Et øjenbryn løftede sig langsomt opad i en spørgende mine med morskaben spillende i øjnene og i de slet løftede mundvige. Sådan stod hun bare og så til mens han grinede og grinede endnu mere da han så på hende.
Da han var færdig med at grine og ringe med budskaber til en tredjeperson(?), spidsede hun munden og løftede begge øjenbryn på en måde der bød til en forklaring. Den lod til at love at være morsom.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil knappede sin øl op, og holdt den op til sin mund for at drikke, men blev nødt til at stille den på bordet, fordi han grinede så meget. Og Leas ansigtsudtryk der vidnede om at hun var totalt lost, og hverken kendte til eller fra, fik bare Emil til at smile endnu mere.

”Ham der holdt talen var Anton,” han kunne næsten ikke tage sig sammen til at forklare noget som helst. ”Han-han,” uden at kunne gøre for det spruttede han af grin. Igen. For at samle sig igen tog Emil en slurk af den kolde øl. ”Han og så Jonathan som jeg snakkede i telefon med er kærester, og deres situation har været meget kritisk.”

Emil gav ikke Lea plads til at snakke, for han afbrød sig selv med det samme igen. ”Det var ikke mig der var skyld i det,” han løftede afværgende hænderne. "Ja, og det med kyssene, var vel bare Anton der led af hjertesorger. Du kender det sikkert godt. Pige ting," fnøs Emil med et smil, men mente det ikke. Han jokede bare, selvom de næppe var så gode, de jokes.

[Lea Nørr Kristiansen]

"Ja, det plejer det at være, det der med at kysse på drenge," sagde hun med et skarpt smil mens hun lænede sig over og tog sig en øl. Hun åbnede den og kiggede på Emil med et blødere smil. Hun var sikker på at han kunne høre hendes joke, han virkede jo trods alt skarp nok, og hun syntes også at spore morskab hos ham.
Lea kunne ikke ligefrem prale af at have fået et overblik over hvad det egentligt var det gik ud på alt det her, men det lød bare heller ikke til noget man kunne have overblik over. Hun smilede for sig selv, det med kærestesituationer var altid noget rod.

"Er det noget du gør tit?" spurgte hun henkastet og tog en tår med en uskyldig mine.

[Emil Beyer Adamsen]

Et øjeblik kiggede Emil bare på Lea med et smil siddende i de lysebrune øjne. Så blev smilet større. Hele hans mund var formet i et stort hvidt smil. Hun tog en slurk af sin øl, og også et smil sad om hendes læber.

”Er det noget du gør tit?” Emil kiggede indgående på hende. Smilet sad stadig om hans læber. Det var ikke et ubehageligt et. Ikke et falskt. Det var bare ham. Emil. Emil der lige pludselig så alt det gode ved tilværelsen, som nattens mørke der strømmede ind gennem det ene vindue i køkkenet. Han så på en mørkhåret pige, der stod og drak af Emil Beyers bajer, og stillede spørgsmål, som han ikke fandt spor flove at svare på.

”Kysser med Anton, mener du?” Emil kunne ikke holde latteren tilbage ”Eller bare drenge generelt?”

[Lea Nørr Kristiansen]

"Åh dem begge," sagde Lea, "eller hvad du har lyst til at svare på."
Hun slikkede sig umærkeligt om læberne der smagte lidt fra den kolde øl. Det var en okay øl og den var kold, der var ikke meget der var værre end lunken øl.
Hun satte dåsen fra sig og hoppede op på bordet hvor hun satte sig til rette med krydsede ben. Nederdel og whatever. Hun smilede og tog en tår igen uden at sige noget.

[Emil Beyer Adamsen]

”Åh ja. Nu er det ikke noget jeg gør så meget i, men når chancen byder sig, så er det jo med at tage den, ik?” Emil blinkede med det ene øje, og smilede venligt. Der var ingen ironi at spore i hans stemme.

En sang på lyngvigs radio fik Emils fod til at vippe i de særeste rytmer, og hvis han havde kunnet teksten, så havde med garanti begyndt synge.

Emil grinede lidt for sig selv, mens han betragtede Lea, der sad på køkkenbordet med vippende ben. ”Hvis det ikke var fordi jeg lige har fortalt dig at jeg snaver med drenge, når chancen er der, så ville jeg sikkert have spurgt dig om du ikke ville danse mig med til den her sang,” Emil grinede. ”Men du har ret, Lea. Jeg gør det alligevel, for som du selv sidder og påpeger, så er det her en dansesang, der fortjener mennesker som danser til den. ”Så jeg gør det umulige, og spørger dig alligevel om du ikke vil danse med mig?”

Emil lod sin nu tomme øl blive stående ved siden af vasken, og gav sig til at kigge afventende på Lea. Hun lignede en der ikke vidste hvad hun skulle mene og sige, og det fik det lille lurende smil i mundvigen på ham til at vokse.

[Lea Nørr Kristiansen]

Hun skød to øjenbryn i vejret over forespørgslen. For det første, havde hun påpeget noget som helst om sangen der lød egentligt meget kønt gennem den lille radio der åbenbart kunne transmittere alle slags sjov og ballade? Hun havde da i hvert fald ikke nævnt den med et ord, de havde kun diskuterethvad der var blevet sagt lige før musikken startede. Men måske var det den lille vippen med den ene fod der afslørede hende, tænkte Lea da hun kastede et blik ned. Forædderiske fod. Hun smilede før hun løftede hovedet igen og tog Emil ind som han stod der og bød hende op til dans.

Som han sagde det, lød det også lidt sært. Hun kunne ikke helt placere ham, hvis hun ville, i en kategori der gav god mening. Det var alle mulige ting hun havde set og observeret ved ham. Den første øjenkontakt med tydeligvis en masse tanker tumlende rundt bag blikket og en samtale ved en sø om Løvernes Konge og meningen med livet. Og så den skønne grønprikkede morgenkåbejagt og en lettere overraskende oplysning om drengekysseri. En dans. En dans ville nok ikke gøre noget meget underligere lige nu. Om ikke andet kunne hun fortælle om en interessant første dag. Hvis nogen gad høre altså. Det var altid noget hun ikke havde været der til at blive kastet i søen. Vandpjaskeri var ikke så sjovt når man ikke var forberedt på det.

Lea hoppede ned fra bordet og rakte sin hånd frem som ville han føre hende ud på dansegulvet – som i det her tilfælde var det simple linoleumsgulv i et ikke ret stort tekøkken.

"Så længe du ikke træder mig over fødderne," sagde hun, "eller kaster mig ind i bordet."

[Emil Beyer Adamsen]

Et øjeblik så hun ud som om hun overvejede hvorvidt det var klogt at begive sig ud i en dans med ham. Og hun havde nok ret- det var nok ikke det mest velovervejede. De havde alt for lidt plads til at lave de vildeste piruetter i luften, så dem måtte de nok undvære. Nu hvor Emil tænkte over det ville det måske give mere mening at spørge en pige om hun ville danse, hvis han faktisk selv var god til det. Men han havde ikke danset siden han var tre, og det var til dels hans mors skyld at han stoppede. Folkedans havde aldrig rigtig været ham, hvis han skulle være ærlig.

”Jeg kan ikke garantere for noget,” grinede Emil, og tog fat i hendes fremstrakte hånd.

Hendes brune hår svingede rundt om hovedet på hende, når han drejede hende omkring i nogle klodsede piruetter på jorden. Et stort smil sad plantet fast på Emils ansigt, og så trippede de lidt til den ene side, sangen skiftede til en han kunne synge med på, og så gjorde han det. Emil legede at han havde langt hår, og svingede det rundt og rundt, ligesom pigen i ’i whip my hair back and forth’.
Da sangen sluttede, grinede Emil endnu engang. Lea havde røde kinder, og det samme havde han sikkert selv.

”Jeg vidste slet ikke at du kunne danse, Lea,” sagde Emil med et glimt i øjnene ”Det var vildt,” sagde han så oprigtigt.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea lo over at de dansede i et lille køkken og over de gange hvor han med større eller mindre succes svang hende rundt i hvad der kunne ligne pirouetter. Hendes nederdel foldede sig ud når hun drejede og fik det til at se helt rigtigt ud som en jitterbug fra halvtredserne, bortset selvfølgelig fra at de ikke dansede det og at musikken var noget anderledes og en hel masse andre ting. Som for eksempel at Emil der ikke ligefrem havde håret til det begyndte at headbange eller noget i den stil. Meget charmerende, tænkte hun og kunne ikke lade være med også at le af hans hovedbevægelser og sang. Det endte med hun var mere forpustet af at le end at danse da sangen sluttede og deres dans ligeså. Hun kiggede op på hans ansigt som nok var en meget god indikator af hvordan hun selv så ud ligenu, for han så lidt åndeløs ud og lige så rød i hovedet og smilende som hun følte sig.

"Jeg vidste slet ikke at du kunne danse, Lea," sagde Emil, "Det var vildt."

Hun grinede lidt af det for hun var da ingen danser, måske kun når hun havde drukket lidt for meget til festlige lejligheder. Og da var det ikke nødvendigvis kønt. I hvert fald ikke mere end det havde været nu, selvom det var sjovt.

"Det var lidt vildt, ja," svarede hun med et enigt nik. Lea trådte lidt baglæns mens hun forsøgte at få styr på de lokker der faldt ned i hendes ansigt og ellers var ustyrlige. Måske var det lidt hendes egen skyld, men hendes hår havde ingen planer om at arte sig i dag. Først en skrue og nu det her. Hun var ved at samle det sammen til en hestehale da hendes albue stødte mod noget der landede på gulvet med et brag og hun vendte sig med hænderne stadig ved håret og så radioen ligge på gulvet stadig lystigt spillende. Hun samlede den op med en skæven til Emil og studerede den for tegn på skader. Intet at se, så hun satte den tilbage på køkkenbordet igen.

"Der skal mere til at slå den ud af dansehumør," bemærkede hun med et lille smil.



//OOC: Jeg kan ikke holde det ud længere!!! Hvor blev billedet af Emil af? Skal vi snydes for hans amazing looks? Nay, I say!
Så jeg like, fandt det lige frem og fiflede med størrelsen (så det ikke spasser ud) og uploadede det og her er linket, jeg tænkte det ville være mest sandsynligt du kiggede her, Emma xD:
imageshack.us/a/img812/1909/wxr.png

[Emil Beyer Adamsen]

Leas hår var helt ustyrligt, bed Emil mærke i. Det var i sådanne situationer godt at have kortere hår. Det var både praktisk når det var varmt, men også godt når det så besluttede sig for at være en voldsom høstak. Så var det lidt lettere at ordne med hænderne.
Alt det sagde Emil selvfølgelig ikke til Lea, for hvis der var noget kvinder hadede, så var det nok når mænd sagde at deres hår lignede en høstak (hvilket Leas naturligvis ikke gjorde).

Så lød der et mindre brag. Emil kiggede på gulvet, og radioen – der heldigvis var i et stykke og stadig meget velfungerende. Den havde sikkert fået mange ture ned på gulvet i tidernes løb. Kærestepar som var sure på hinanden, og derfor kastede rundt med ting. Fulde folk der bare ikke kunne styre deres lange lemmer, som han heller ikke selv kunne, når han havde fået lige rigeligt indenbords. Og så var der nok også bare nogle der var klodsede i alt almindelighed.

"Der skal mere til at slå den ud af dansehumør," Leas mundvige trak lidt til den ene side, og Emil brølede af grin.

”Hvor har du bare ret, Lea.”

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea betragtede den grinende Emil og den standhaftige radio med et smil. Hendes hænder færdiggjorde det hun havde været ved før og mens hun lod fingrene køre gennem det lange hår kunne hun ikke lade være med at tænke på at det havde været en lang dag. Næsten umuligt lang føltes det som om. Men ikke på nogen dårlig måde, bare meget... meget. Hvis hun spolede tilbage var det ligesom enhver første dag er det. Fyldt med nye, ukendte omgivelser og oplevelser. Nye mennesker ikke at forglemme. Alle de personer som hun havde mødt i løbet af dagen og syntes at danne sig et billede af. Ikke et fyldestgørende og komplet et, de fleste havde hun jo kun snakket kort med, og så lidt ekstra hæmmet af sin gernerthed.

De eneste to hvor hun ikke havde haft en trang til at grave sig ned i et hul og kun kigge forsigtigt frem, havde af en eller anden grund været Marius og Emil. Det var lidt sært tænkte hun, som hun fastgjorde en elastik til den hestehale hun havde trukket op. Med Emil havde det været endnu mere underligt fordi hun havde mødt hans blik og fulgt efter ham ud til en lille sø, hvor de snakkede om små ubetydelige ting som livet og dets mening. Og nu havde de ledt efter grønprikkede morgenkåber og danset i et køkken.

Altså Marius havde bare spurgt om hendes noter. Og så selvfølgelig reddet hende fra den onde skrue. Det var måske også noget alligevel. Måske var den her dag ikke helt så almindelig som alle andre første dage.
Hun samlede sin øl op og tog en tår. Den havde ikke været helt gal den her dag.

"Så, hvilken årgang er du på, Emil?"

Spørgsmålet smuttede ud et sted mellem hendes læber og dåsen og hun var ikke helt sikker på at det havde fået lov. Det virkede næsten trivielt at stille sådan et spørgsmål lige pludseligt. Men nu hvor tanken havde slået ned i hende, blev hun nysgerrig.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil knappede endnu en af hans dåseøl op. Tuborg, var det vidst. Han var egentligt ikke i fest humør, men det med at drikke øl kunne han lide uanset hvad. Og når de tilmed var kolde, så kunne han ikke beklage sig. Hans mave beklagede sig så til gengæld. Knurrede som en bister hund, der ikke havde fået mad i flere dage. Det havde Emil dog, men det føltes virkelig ikke sådan.
Hvis bare der lå noget andet end en ost med kommen i køleren, så havde han spist det.

Han overvejede også kraftigt at spise osten, men det ville alligevel være lidt for vulgært bare at tage en bid af en ost. Faktisk tænkte han mere på Lea- hun skulle jo heller ikke få psykiske traumer over at have tilbragt nogle timer med ham.

”Så, hvilken årgang er du på, Emil?” spurgte Lea over dåsekanten. Det var ikke lige hvad han havde forventet at blive spurgt om. Ikke fordi det var et underligt spørgsmål, mere fordi han troede de var ude over at spørge om sådanne ting. Nu havde de trods alt snakket om søer, og at han kyssede drenge, når chancen var der. Hun havde været med inde på værelset (hvilket hun helt sikkert havde fået traumer over, nu hvor han tænkte sig om), og de havde danset sammen. Oveni det var de også godt i gang med at tømme køleskabet for kolde øl.

”Jeg er en af de gamle,” Emil trak på skuldrene og skævede til sin øl ”Jeg kender rutinen, så hvis du er i tvivl om noget må du da gerne spørge,” det fik Emil til at grine. ”Selvom der nok er en masse andre, der er mere kvalificerede at snakke med, hvis du er i tvivl om noget.”

[Lea Nørr Kristiansen]

Hun lagde godt mærke til den knurren der mere eller mindre diskret kom fra hvad hun regnede med var Emils mave. Han lignede også lidt en der kunne spise en god fuld middag og være sulten igen efter ti minutter. Så havde man da i det mindste altid en god undskyldning for at spise god mad. Lea vidste godt hun ikke lignede en der var glad for mad, og hun kunne nok heller ikke ligefrem vinde en spisekonkurrence mod sådan en stor dreng som Emil.

"Det vil jeg nu ikke sige, du ved da hvor de kolde øl er henne," sagde hun med et smil dansende om munden. Smilet blev hvor det var mens hun nikkede ned mod hans torso og sagde, "men, du har måske ikke fundet maden endnu?"

Hun havde ikke ligefrem studeret køleskabet, men det var alligevel ikke sluppet hendes øjne forbi at det så forholdsvist tomt ud. Noget der garanteret skyldtes at skoleåret kun lige var startet og ingen havde fået bygget et stash op endnu. Regnede hun med i hvert fald, hun var helt ny til det her kostskolehalløj, men hun kunne bare så godt forestille sig det. Så der var ikke noget til den hungrende stakkel. Eller måske lidt.

"Altså, jeg har vist noget snack i min taske fra flyveturen som jeg ikke spiste, hvis det frister?"

[Marius Emil Lundqvist]

//Til tråd fra en tur til nærmeste købmand ((vi har haft den dér diskussion om en frysepizza, der bliver til fler'... Det ER altså sket nu, men jeg ændrer det også i de andre indlæg i kraft af min position som Admin, fordi... fordi jeg ikke kan klare at se sådan noget sjusk fra min egen hånd.
... og den dér diskussion er egentlig irrelevant, men konklusionen er: Så kommer Lea og Emil mere i spil, og der bliver lidt mere råhygge flere karakterer i mellem... right? Godt. Here goes. Ikke flere forfatterkommentarer.
- X)):

Det trak i Marius' mundvige, da han hørte Anna bande over, at hun snublede. Han holdt klogelig munden lukket og læberne tæt for ikke at vise et glimt af sine fortænder i et muntert grin. Det var den dér banden og svovlen, han havde tilbøjelighed til at le ad. Da Anna nåede op på siden af ham, fortsatte de hen mod Rævehulen - Anna i et lidt mere ivrigt tempo end han, eller havde det igen noget at gøre med, at han blot behøvede at tage ét skridt mod hendes to?

"Okay, Marius, lad os få slebet den kniv og varmet de pizzaer. Jeg er hundesulten," kom det fra hende. Annas røde hår fik et kobberagtigt skær i lyset fra lampen over døren.
"Efter dig, frøken," svarede han med et skælmsk glimt i øjnene. Det var ikke fair, at hun brugte en vending som "få slebet den kniv" i hans påhør. Slet ikke.

Han kastede et blik på Anna over skulderen og klemte lidt fastere om de to flade, kolde papæsker. Pakkerne med Kinder-æg rutchede lidt frem og tilbage ovenpå frysepizzaerne, men var ikke i overhængende fare for at falde. Hans øjne fandt hendes og holdt dem fast et øjeblik - stædigt, men også roligt og alvorligt. Hendes grønne øjne var til stede, men virkede også lidt resignerede. Lige nu var der et skær af iver i dem, og øjnene flakkede mod køkkendøren.

Det var ét af den slags tavse øjeblikke, som bare passerede forbi. Lydene syntes at fylde omgivelserne ud igen. Marius vendte sig mod køkkendøren, men lys fra en dør, der blev åbnet, fangede hans opmærksomhed. Han fik øje på Amandas velkendte, pjuskede lyse hår (det var lidt for pjusket til, at hun selv havde helt kontrol over, hvordan det sad - hun var ellers forfængelig med det hår), og de fjedrende skridt, hun tog, vidnede ganske åbenlyst om hendes berusede tilstand. Marius vendte øjnene væk igen, ikke interesseret i, hvem der var sammen med hende, men lugten af søvand og dyr parfume fik ham alligevel til at skæve ud gennem øjenkrogen.

'Hvad i...?' tænkte han et kort øjeblik og trykkede dørhåndtaget ned. Marius åbnede døren til tekøkkenet. Ud fra lyden af musik kunne han gætte sig til, at der måtte være nogen derinde, men var ikke sikker på, hvem det kunne være, hvis de fleste var optaget af løjerne i Aktivitetsrummet. Der var sikkert flere, der var gået hver til sit, ligesom Amanda og ham den nye hvad-det-end-var-han-hed. Damn, han burde gøre sig umage med at lære hans navn - problemet var bare, at når hans navn udelukkende blev udtalt gennem kvindestruber (næsten), blev det bare uinteressant i hans ører. Dude'en kunne sgu være flink nok, og Marius skulle ikke komme anstigende og dømme ham på hans atletiske krop og afblegede tænder - det havde man duller som Pernille til.

Den første, han fik øje på i køkkenet, var Lea. Marius' ansigt lyste op i et smil og han styrede direkte mod hende og smækkede pizzaerne ned på bordet ved siden af hendes dåseøl.

"Hello, m'lady," hilste han kvikt og slog hånden ud mod Anna, "jeg tager lige monopol på microovnen det næste kvarters tid."

Han børstede Kinder-æggene ned på bordpladen og kantede sig rundt om Lea og hen til køkkenapparaturerne.

"... hej Emil," mumlede han kort efter, da fyren så længselsfuldt efter pizzaerne. Han havde ikke rigtigt vekslet ord med Emil tidligere - anså ham som en del af 3. G'ernes halvpopulære klike, som kom med dumsmarte kommentarer af og til. Ganske underholdende. Men Marius kendte ham som tavst træningsselskab. Én, der hellere ville løbe på et løbebånd, fordi naturens ujævnheder var forstyrrende - én, der kunne bælle en hel liter kakao efter en omgang træning. Men måske var det ikke helt ved siden af den Emil, der agerede blandt sine venner. WHO knows?
Marius var sgu ikke for god selv, og han blev sikkert karakteriseret som en forstyrrende, hyperaktiv klovn, der troede, at han var sjov - og blærede sig med sit klaverspil bare, fordi han kunne. Well, yeah.