|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Mar 10, 2012 10:44:03 GMT 1
Jonathan lyttede bare, mens Anton fortalte og forklarede. Samtidig forsøgte han at forstå hvad de ord gjorde ved ham, og forhindre dem i at trænge så langt ind, at han ikke kunne koncentrerer sig om at høre resten. Det måtte være sandt. Man sagde ikke sådan for sjov. Og han stolede på Anton. Havde i hvert fald gjort det. Og det der var langt mere undskyldning end han havde turde håbe på. Måske var det tid til at begynde at stole på hinanden igen. Helt.
Det var utrolig forvirrende. Han blev mindet om alle de dårlige ting. Alle de ting han havde glemt de sidste par timer. Men han blev mindet om dem, fordi han, ligesom Anton skulle ligge dem bag sig. Især nu, fordi de talte om dem. Og han burde også sige noget. Noget ligeså flot.
Mens han lyttede satte han tekoppen fra sig. Han vidste ikke om han helt forstod. Sikkert ikke, han havde jo ikke været der på årsdagen. Han fortrød det noget så grusomt. Han havde vidst hvad han skulle gøre, for at gøre den dag lettere. Det havde han planlagt. Og så smidt det hele væk, fordi han blev fornærmet. Sådan en lille ting. Og tanken om hele Antons familie fuld, fordi de ikke ville se sandheden om deres søn og bror i øjnene, den var bare trist.
Der var stille da Anton var færdig. Det lille smil døde hen på hans læber og de sad i stilhed.
Jonathans hjerne og følelser kørte på højtryk. Han vidste ikke hvad han skulle sige. Slet ikke. Han ville gerne sige en helt masse, om at han slet ikke var så god med mennesker som Anton mente. Og at han da forhelvede ikke ville af med ham nu. Sige at de havde været om to 'bad'. Sige at han også løb væk fra ting, og det da ved gud var derfor han ikke bare havde taget det første til det bedste fly fra London til Stockholm eller København. Derfor han ikke havde ringet. Derfor han ikke havde sørget for at de fik talt sammen inden ferien. Fordi han var vred, og at han løb når han var vred. For vred til at sige noget.
Han endte med at ligge armene om ham og lukke øjnene hårdt i.
"I'm really..." hans stemme knækkede. "..Really sorry I wasn't there this summer. And..." Så rystede han frustreret på hovedet og åbnede stadig ikke øjnene. "I don't know what to say, I'm sorry I'm no good at that."
((OOC: Det er ikke den bedste formulering, og ligemeget hvordan jeg tænker det, så kommer det til at se akavet ud, den måde de sidder på xD Men altså, jeg har et billede på min computer, som jeg ligger op senere, så det er til at forestille sig.))
|
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Mar 10, 2012 18:34:45 GMT 1
De sad længe i stilhed. Det gjorde ikke noget, det var en eftertænksom stilhed, en forsonende stilhed. Det var en tid til at mindes, men også til at komme videre. For de havde brug for hinanden, og de havde lyst til hinanden og de var gode for hinanden. Så ville de kunne klare alt det andet. Det var en varm stilhed, ikke en ubehagelig én.
"I'm really sorry I wasn't there this summer" sagde Jonathan, som havde lagt armene rundt om Anton. Han trak vejret dybt. Han kunne ikke sige at det var okay, for det var ikke okay. Det ville det ikke blive, men det var ikke Jonathans skyld og det var på sin vis heller ikke Antons skyld og det kunne ikke laves om, men det blev det ikke mindre forkert af.
"So am I," svarede han. For han var ked af at Jonathan ikke havde været der, det havde været hårdere end det var menneskeligt muligt at forestille sig, men han var her nu. Og det var det vigtigste.
"I don't know what to say, I'm sorry I'm no good at that" fortsatte John med lukkede øjne og et frustreret ryst på hovedet. Anton lod sine fingre glide over Jonathans smukke træk, hans øjenbryn, hans spinkle men stærke næse, hans lukkede øjenlåg, hans fine læber. Så kyssede han ham ligeså stille og forsigtigt.
"It's okay. There's nothing to say, and you're perfect. Thanks for being here. Just.. thanks." Det kunne ikke siges nok, han vidste ikke om han havde levet i dag, hvis ikke det var for Jonathan. Det var noget af det der var så hårdt, noget af det der havde lagt pres på deres forhold, det var så helvedes ulige. Eller kunne føles sådan nogle gange. Han var virkelig bange for, at han holdt Jonathan nede, gjorde at han ikke fik det ud af livet som han burde. Det havde mange af deres skænderier handlet om. Det han ønskede mest i verden, var at Jonathan blev lykkelig og fik gjort alt det han ønskede i livet og Anton ville ikke stå i vejen. Eller.. det ville han så, for han kunne ikke lade være. Ikke give slip. Havde ikke lyst til det, men han ville gøre det den dag Jonathan sagde det. Det skulle være hans beslutning. Så skulle han nok lade ham gå, men ikke før han virkelig ville det. Og noget tydede på, at han var klar til at tage en omgang mere. Også selvom det var en helvedes hård og ulige kamp.
|
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Mar 10, 2012 19:30:54 GMT 1
"...thanks." Det ord var alt for lille. Alt, alt for småt til noget som helst. Det beskrev intet, og så alligevel. Og ligenu havde han glemt hvordan man skulle forklarer, at det var hundrede procent gensidigt.
Jonathan sad bare fuldstændig stille, mens Anton lod sine fingre løbe over hans ansigt. Hans hjerte var ved at hamre halvvejs ud af brystet på ham. Det var bare så dejligt. Han vidste virkelig ikke hvem han var uden Anton. Nobody. Han ville svinde ind til Nobody. Den der indelukkede, nørdede fyr, som åbenbart var gay, men åbenbart ikke god nok til at få noget.
De kyssede.
"Yeah...thanks..for everything." John smilede, åbnede øjnene igen og blinkede lidt. Stemningen lettede betydeligt. Som om de var kommet over det første bjerg uden at slippe hinandens hænder. Og nu kunne trække vejret igen. Det ændrede dog ikke ved at hans hjerte bankede betydeligt. Men det gjorde det tit med Tony i nærheden. Ikke noget nyt.
|
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Mar 11, 2012 11:09:38 GMT 1
Nej, hvor han elskede den dreng. Og var forelsket i ham. Han havde tænkt det mange gange i dag, men tanken blev ved med at komme tilbage til ham. Hvor vildt det var at stå her, 2½ år efter den dag i december, og stadig have lige så mange sommerfugle i maven og hjertebanken og svedige rystende hænder. Han var bare så sød, og så lækker og så skide dejlig. Hans energi var det bedste i hele verden, han havde bare en aura, der fik folk til at elske ham. Han var sådan et glad og varmt menneske. Og så var han skide sexet også.
"What do you say we go and get some dry clothes? Or just get out of these ones at least?" han smilede et skævt smil. Han var ikke i tvivl om hvad han helst ville.
|
|
liam
Junior Member
Elev - 1. G
Posts: 78
|
Post by liam on Mar 11, 2012 12:34:37 GMT 1
//: indtræder i tråd fra ... no where
Liam var fuld og nu havde han efterladt Liv og de der nye venner han havde mødt. AWESOME! Han nikkede med hovedet. Og billeder. Han havde taget billeder. Men nu ville han gerne finde sit værelse men den her gang blev bare ved og ved. Og endte ved en dør. Måske var det hans værelse. Måske ikke. Han havde sgu glemt hvis hus der var Livs og hans eller om de overhovedet boede i samme hus. Typical! Men nu kunne han jo bare tage kameraet op 'Canon for the win' og så åbne døren.
Liam åbnede døren og klikkede.
"Whoooooot!" udbruddet var bare ligesom ude da han så de to faggots tørkneppe hinanden nærmest lige foran ham. Og det her lignede bestemt ikke værelse. Så meget kunne han da se. Nope. Det var klart et eller andet offentligt sted hvor to fyre kneppede. Måske et homorum hvor homo'er kunne kneppe og det vidste han ikke noget.
"Nå men ... øh ja ..." 'LUK DØREN LIAM', men normalt var det ligesom Liv der på sin vis reddede ham ud af dumme kommentare og hun var ligesom skredet, eller hun var nok ikke lige der hvor han var. I stedet stod han bare og gloede.
|
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Mar 11, 2012 13:07:35 GMT 1
John nikkede meget alvorligt, og brød så alligevel ud i et bredt smil. Det var sandelig også på tide at han nævnte det. Eller noget. I hvert fald var han enig. Og det med tørt tøj kunne sgu være ligemeget. De havde allerede efterladt tekøkkenet med våde pytter på gulvet, så skaden var vel sket.
Jonathan lod sig glide ned fra bordet og tog Antons hænder for at trække ham med, i det samme som døren gik op.
Han drejede hovedet, og kiggede forundret på drengen med kameraret i døren. Ikke en han kendte.
"Whoooooot!" Det udbrud og drengens forfjamskede måde at reagerer på var nok til at irriterer ham grænseløst. Fuld, højrøvet, førsteårs idiot. John kneb øjnene sammen og skulede. Nu var det lige så hyggeligt. Nu kunne han da forhelvde godt holde op med at glo, de holdt da bare i hånden.
"Hvad?!..." Jonathan løftede det ene øjenbryn. Kunne han ikke bare skynde sig at skride ad helvede til igen.
|
|
liam
Junior Member
Elev - 1. G
Posts: 78
|
Post by liam on Mar 11, 2012 13:15:03 GMT 1
Liam stod bare og sov med åben mund. Og så ham der kiggede på ham. Bare gloede som om Liam gjorde noget forkert. Det var sgu da ikke ham der var homo. Og VISTE det offentlig. Craaaaaaizyyyyy.
"Hvad?! ..."
Tonen var ligesom lagt. Fyren syntes han afbrød noget. Det var samme tone Liv brugte når Liam afbrød noget hun havde gang i med en fyr. Damn. Den fyr mindede om hans søster. Han var helt klart bøsseeeee!
"What's up!!" sagde han og rettede på kasketten. Hvad fanden? Han gad jo ikke snakke med dem, men nu kunne han ikke gøre andet.
|
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Mar 11, 2012 13:19:03 GMT 1
Anton grinede lidt inde i sig selv. Han kunne mærke hvor anspændt Jonathan blev, når der kom nogle som ham den fulde idiot. Selv kunne han ikke gå op i sådan noget, men det var lidt sjovt at se Johns reaktion. Og putten som gloede på dem som om de havde kogalskab.
"Hey makker. God fest?" han kunne ikke se nogen grund til at provokere fyren, det var virkelig ikke hans stil. Men han vidste at Jonathan nok skulle få noget op at stå, hvis de ikke kom ud derfra.
"Vi var faktisk lige ved at gå, så du har hele køkkenet for dig selv."
Han klemte Johns hånd lidt, på en måde der betød 'lad nu være med at tage dig af det'.
|
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Mar 11, 2012 13:26:10 GMT 1
"What's up!!"
Fandens irriterende type. Det var da helt ekstremt. Ekstremt højt og utrolig tæt på at John sparkede ham ud derfra med hovedet først. Han mærkede et beroligende klem i sin hånd, men han magtede ikke at tage det roligt. De havde forhelvede ventet alt for længe, til at en homofobisk snotunge kom og ødelagde stemningen.
Og ja, de var faktisk lige ved at gå, og de ville gå, lige med det samme, hvis han ellers gad at flytte sig.
Det var sgu da for meget. Hvis det havde været en fyr og en pige havde han fået en tommel op, og en kommentar om at det var godt scoret.
John ville gerne have sagt noget mere, men ordene brædte fast i halsen på ham, så lede var de, og i stedet for stirrede han bare så irriteret som han overhovedet kunne mønstre.
|
|
liam
Junior Member
Elev - 1. G
Posts: 78
|
Post by liam on Mar 11, 2012 13:32:09 GMT 1
Liam viftede med hånden. Det her var bare ikke hans ting. Ikke ægte homo'er. Slet ikke. Det var for meget. For tæt på. De stank.
"Nå men jeg skrider, så kan I få hele hytten for jeg selv. Peace out."
Han krydsede armene og bakkede ud. Døren lukke selv i.
En bøsseskole. Hvor fanden var Liv når det vilde skete?
//: forlader tråd
|
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Mar 11, 2012 13:38:05 GMT 1
Anton rystede grinende på hovedet.
"Jamen hyggeligt at møde dig også" svarede han den lukkede dør.
Så vendte han sig mod Jonathan og sagde drillende "Hvad?!" men den tone John havde brugt lige et minut tidligere.
Han holdt Jonathan ind til sig og kyssede ham, stadig grinende.
"Tosse.. Skal vi komme videre eller hvad?"
|
|
|
|
Post by Jonathan Bailey Smith on Mar 11, 2012 18:23:07 GMT 1
Endelig! Jonathan skulede et øjeblik over at blive gjort nar af, men overgav sig så og kyssede smilene tilbage. Han lagde hænderne om nakken på Tony, og lettede lidt på fødderne så han ikke var lavere end ham mere. Det hadede han.
"Jeg tager så meget hævn, når vi smider putterne i søen..." mumlede han bagefter og skubbede så alle tanker om irriterende børn ud af hovedet. Kun ham og Anton. Ikke andre. Det var nøjagtig ligesom i sentimentale sange, som han ellers ville have sværget på var stærkt overdrevne. Engang ville han i hvert fald.
"What are we waiting for?" Han kunne mærke Tonys ånde i mod hans ansigt og de dybe brune øjne der søgte dybt ind i ham. Nu gad han fuckin ikke vente længere.
|
|
|
|
Post by Anton Sommer Engström on Mar 11, 2012 18:41:22 GMT 1
"What arewewating for?" spurgte Jonathan, og det var egentlig et godt spørgsmål. Han kunne i hvert fald ikke vente mere, hele hans krop havde længtes efter Jonathan siden i morges. Eller siden i vinters faktisk, men rigtig aktivt siden i morges.
Han kyssede Jonno og tog hans hånd og trak ham ud af køkkenet. Nu skulle de fandme ikke vente mere!
//Går til værelse 3
|
|
|
|
Post by Emil Beyer Adamsen on May 12, 2013 22:21:00 GMT 1
//Indtræder i tråd med Lea Der var heller ingen i tekøkkenet, hvilket der stort set altid var, så det i sig selv var ret underligt. Måske var det fordi det var starten på et nyt år, og de nye endnu ikke havde fundet ud af der rent faktisk var et tekøkken af den slags, der bare fik en til at blive totalt glad. Det var egentligt ret fantastisk. Emil stoppede da han var kommet ind ad døren, og med et muntert glimt i øjnene kiggede han forventningsfuldt på Lea. Han vidste ikke om hun havde set køkkenet før, eller om det var første gang, men han kunne godt lide at se indtrykkene afspejle sig i andres ansigter, når de var på ukendt grund. ”Det her er så tekøkkenet,” Emil kløede sig i håret, og gik så hen til køkkenbordet, hvor en gammel radio stod. Han tændte for den, og en sang han ikke havde hørt før strømmede ud fra den. Han fangede hurtigt rytmen, og nynnede stille med, også selvom han ikke havde sangstemmen til det. Emil åbnede køleskabet, og et smil bredte sig på hans ansigt. I køleskabet lå der sørme en sixpack med øl. En gul sticker var placeret oven på. Der stod; Emil Beyers bajer! Nyd en afkølet, hvis I har lyst  Der var godt nok taget hul på den, men der var mindst fire tilbage. ”Bingo,” grinede Emil, og holdt triumferende sixpacken op i den ene hånd, så Lea kunne se alle øllene. (Jeg har lige, for min egen fornøjelses skyld, opfundet en radio i det køkken) |
|
|
|
Post by Lea Nørr Kristiansen on May 14, 2013 19:52:36 GMT 1
Det var et fint lille køkken bemærkede Lea. Meget hyggeligt og praktisk, specielt til at opbevare afkølede drikke eller velsagtens til de kaffetrængende der ikke havde lyst til at bevæge sig længere væk. Hun var ikke selv nogen slave af koffeinen, men de stakler der var, havde da et refugie.
Hun lænede sig lidt op af køkkenbordet med hænderne støttende på kanten og betragtede Emil og den radio han tændte. Den nynnen der kom fra ham morede hende lidt, men hun skulle ikke nyde noget af at stemme i.
"Bingo." Hendes øjne fulgte vejen op til den hånd der stolt holdt en halvbrugt sixpack op. Hun kunne ikke lade være med at bide mærke i det lille ordspil på post-it sedlen og smilede, lidt af det hele.
"Så var de da et sted," sagde hun, "og endda afkølede, sikken luksus."
|
|
