Tekøkken (Te Amo)

[Emil Beyer Adamsen]

Døren knirkede, da Marius og Anna trådte ind. Emil skulle lige akkurat til at sige ja tak til de der snacks, som Lea venligt havde sagt hun gerne ville ofre. Emil smilede stort til de nyankommne. Anna var med sit røde hår svær at overse. Også selvom hun mindst var tre hoveder lavere end Marius. Han lignede en kæmpe ved siden af Anna. Marius var vel et par få centimeter højere end ham selv. Og yngre. Selvom det ikke rigtig kunne mærkes på ham.
Ikke at Emil som sådan snakkede med Marius. De havde aldrig haft en dybere samtale. Den længste de havde haft var noget i nærheden af;

”Du vælger musik.”
”Okay.”
”Der står vand derovre. Til bagefter.”

Det var sådan set det. Efter de havde løbet på løbebåndene havde de oftest et eller andet med som de kunne nyde afkølet bagefter. Sommetider havde Emil haft noget med til Marius også. Bare fordi det var skidehamrende hyggeligt at sidde og nyde noget afkølet med en uden at man behøvede at sige noget. Det var meget befriende. Især når man havde hørt på en lærer kværne løs i to timer.

Marius var på vej hen til mikroovnen. Han bar på to frysepizzaer, som han sikkert skulle dele med Anna. Emils mave knurrede lidt, og han rykkede lidt på sig. Kastede et – måske- rimeligt desperat blik hen mod de pizzaer der.

”Det ser lækkert ud det der,” prøvede Emil sig henkastet "Også i frossen tilstand," tilføjede Emil og grinede. Ud af øjenkrogen så han Anna ligge armene over kors. Han skævede til hende. Hun hævede det ene øjenbryn. Emil smilede stort ”Vi har øl.” sagde han og nikkede mod dåseøllene, der stod på bordet.

[Anna Mørk]

Anna kiggede rundt i tekøknet. Åndede ind. Ud. Her havde hun drukket mange kopper af te og kakao. Og også kaffe i de sene aftenstimer. Nu stod Emil og en pige, som Anna vitterligt aldrig havde set før, og snakkede, mens de var i gang med at drikke nogle øl, der stod på bordet. Man kunne se på duggen at de var kolde, i modsætning til det bras, som var blevet serveret til hyggeaftenen. Det var drikkeligt, ja, men de øl der blev disket op med der havde næppe set et køleskab, og en kold øl smagte bare meget bedre.

Marius var allerede henne ved mikrobølgeovnen, og han havde oven i købet også hilst på dem begge. Anna stod bare lænet op af et køkkenskab. Ventede på at mikroovnen bippede. Ventede på Marius. På at der skulle ske noget, og at Emil ville byde på en af de øl der.

”Det er alligevel Marius, der har været så gavmild at betale, så I må godt få et stykke.”

Anna kunne godt forstå en hentydning, og hun tvivlede på at hun selv kunne spise mere end et stykke- måske to. I de to pizzaer var der i hvert fald nok til fire personer. Eller måske alligevel ikke. For hun havde godt set Emils portioner. De var enorme. Og Marius’ tallerken var heller ikke ligefremt kendt for at være tom.

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea kunne se hvordan Emil skulle til at sige ja, der var et glimt af sult i hans øjne, der matchede hans maves knurren. Han blev imidlertid afbrudt før han kom igang, af døren der åbnedes. Ind kom ingen ringere end Marius og en rødhåret pige hun – ikke overraskende – ikke kendte. Hun så rimelig sådan hård ud, noterede Lea sig, eller i hvert fald sådan en der var ligeglad med mange ting. Det var bare den måde hun holdt sig på og selvom hun ikke virkede uvenlig, kunne Lea mærke hvordan hun ligeså stille kravlede lidt ind i sig selv.
Men ligesom for at forhindre det smilede Marius som det første til hende og hilste med "m'lady". Hun kunne ikke lade være med at smile lidt over den joke fra tidligere. Hun lagde sine øjne på det han bar på og endte med at smække ned ved siden af hende. Pizza og Kinderæg, en spidsfindig kombination, men ikke en hun kunne sige var helt slem. Så længe de ikke havde tænkt sig at flække æggene ud over pizza og lade dem smelte i microen.

Hun lavede en henkastet håndbevægelse da Marius kom forbi hende mod microovnen.
"Be my guest," sagde hun lavmælt. Hun behøvede ikke at sige det højere, han var pænt tæt på, men hun havde heller ikke lyst til at være kæk og højtrystet, kunne ikke rigtig. Hun kastede et blik på pigen men vendte så øjnene mod Emil der i stedet så noget hungrende på de pizzaer Marius havde gang. Det måtte være hårdt at være så sulten og garanteret ret ofte.

Hun kunne se hans strategi, tilbyde øl for føde, ikke en helt dum ide. Og hende den rødhårede faldt måske for det, eller var bare gavmild – med Marius' penge og pizza.
Lea sagde ikke noget, men smilede lidt spagfærdigt til hende, for selvom hun ikke var sulten ville hun da ikke sige nej hvis de bød hende et stykke.

[Anna Mørk]

Den mørkhårede pige sagde et eller andet til Marius, som hun ikke kunne høre. Og det var egentligt ligemeget, Hun var ikke nysgerrig. Undrede sig bare over at pigens stemme var på grænsen til det hviskende.

Hun kendte Marius, konstaterede Anna for sig selv. Altså var det bare hende, der tilsyneladende hang bagefter med hensyn til at møde nye folk. Man skulle jo også lige have en chance for bare at være her. På kostskolen. Men nej. En hyggeaften og øl var den bedste måde at komme ud af sin comfort zone og ”hygge” sig med andre hyggelige, nye mennesker.
Det her var endnu et år hvor hun skulle forholde sig til alt muligt, som ville have raget hende en høstblomst ethvert andet sted. Men hun var her. Hun kunne lide dette kostskoleliv, selvom hun aldrig havde troet at det ville være muligt for hende.

Pludselig blev Anna bevidst om hvad der blev afspillet i radioen.
En sang. Hurtig rytme. Ord der bare blev slynget ud. Til hende.

And I feel like I'm breaking up, and I wanted to stay

Headlights on the hillside, don't take me this way

I want you to hold me, I want you to pray

This is bigger than us

You went where the horses cry

You've never taken that way with me before

Did you feel the need for change?

Guilt smeared across your lips

I was tired and cold from the window

You're tired, nothing has changed

Anna kiggede ned på gulvet. Hendes røde hår faldt ned i hendes øjne, og skyggede så de andre ikke kunne se dem. Bevidst om dette lukkede hun øjnene. Lyttede. Formede ordene fra sangen, som hun kendte udenad, lydløst med læberne. Hendes røde hår kildede hende på næsen. Anna bemærkede kun svagt Emil, der snakkede, og Marius der fumlede med pizzaerne. Hun bemærkede at pigen var stille. Ligesom hende selv. Måske af en anden grund.

Og så stoppede sangen.

Anna åbnede øjnene, og kiggede over mod radioen, som spillede en ny sang.

[Marius Emil Lundqvist]

"Be my guest," var Leas svar. Det fremkaldte et lille smil på hans ansigt, mens han åbnede kartonerne og afslørede de flade, hvidlige pizzaer.
Frysepizza i microbølgeovn var egentlig lidt for letkøbt. En spise, han ikke helt kunne forholde sig til, medmindre han var en kende mere beruset end - end han slet ikke var lige nu. Marius ombestemte sig for komfuret og vendte kroppen i en anden vinkel. Han tændte for ovnen og lænede sig op ad skufferne ved siden af, så han kunne mærke, hvordan håndtagene pressedes mod hans baglår.

Han løftede misbilligende øjenbrynet mod Anna, men hun var i sin egen verden.
"Jamen, selvfølgelig," sagde han spydigt, men slog brodden af sine ord med et skævt smil i Emils retning, "selvfølgelig - okay, dét ord to gange i træk lyder lidt weird - er der mad nok. Bare, jeg er heldig nok til at få en grøn marsmand i de Kinder Surprise."

Den sidste sætning tilføjede han lidt lavere, som om det var noget, der pludseligt var slået ned i ham. Marius nikkede som tak for tilbuddet om øl, men tog ikke tilløb til at tage én. I stedet vendte han sig om og puttede begge pizzaer i.

"Det bliver dog ikke en kulinarisk oplevelse af de helt store, men jeg er ikke kræsen," sagde han mest henvendt til sig selv, men hans blik var fæstnet på Lea. De eftertænksomme, lattermilde, lyseblå øjne søgte hendes.

[Emil Beyer Adamsen]

Det var rart at de gad dele deres mad med ham og Lea. Og at de ovenikøbet også havde kinderæg.... Denne dag var begyndt at komme op på et niveau hvor ikke engang en filmdag kunne bevæge sig op på. Og det sagde noget om hvor god den her dag i grunden var gået hen og blevet.
(Det måtte han iøvrigt huske at takke Lea for på et andet tidspunkt)

Og selvom Emil ikke nærede sig de store forhåbninger om at smage på kinder æggene, så var det fantastisk at de havde købt sådan nogle alligevel. Da han var lille havde det næsten været en sport at æde kinderægget først og finde ud af hvilken overcool ting man havde fået- hvilket man først fandt ud af efter at have bakset med den gule kapsel-lignende ting i det der føltes som flere minutter.

Emil smilede stort, og med latter i stemmen udbrød han"I er sgu pretty amazing, guys."

[Lea Nørr Kristiansen]

Lea vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Som Marius sagde var det jo ikke stor kulinarisk oplevelse de tilbød, men det var jo gavmildt nok af dem at give ud af deres mad. Det var nok mere Emil der havde brug for gavmildheden end hende. Hun betragtede ham mens han lo, en noget mere dæmpet latter end den hun havde hørt for ikke så mange øjeblikke siden, men ikke det mindste uægte. Han virkede som en meget ligetil fyr, tænkte hun. Selv når han bad om pizza, eller når han knækkede af grin eller stillede store spørgsmål. Det var nemt at være omkring sådan nogle mennesker, selv når de var praktisk talt fremmede og når man var Lea.

Hun kiggede væk fra ham igen og blikket faldt igen på Marius — det var ikke fordi hun undgik pigen, hun kunne bare ikke helt forholde sig til hende, specielt ikke når hun ikke havde noget navn opp i Leas hoved — og hun mødte hans øjne som ligeledes var rettet hendes vej. Han var også nem at være omkring, ikke helt på samme måde som Emil. Og det var lidt sjovt at hun faktisk ikke bare havde krøllet sig helt sammen som et ulmende blad, da han henvendte sig til hende idag. Men i stedet havde hun ligesom klikket ind i et sarkastisk og drillende og indforstående mode som hun normalt kun kunne når hun kendte folk rigtig godt. Når hun følte sig tryg. Hvad fanden var der så specielt ved Marius? Næppe meget, udover selvfølgelig højden.

"Sult er det bedste krydderi, right?" sagde hun til Marius selvom han vidst ikke nødvendigvis havde talt til hende. Og så skævede hun over på Emil med et smil.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne ikke lade være med at smile ad Emils udbrud. En lille latter sneg sig vej ud gennem hans næse som et næppe hørligt fnys. Hans hånd lå afslappet krøllet sammen om bordkanten ved siden af komfuret, så fingrene var let krøllet sammen om den buede kant, og neglene klikkede let mod træskabslågens øverste kant. Det afgav en lav, rytmisk lyd, som fyldte rummet ud ligesom ovnens brummen og radioens musik i den alt for lille - og dermed ikke særlig gode - højtaler.
Marius' øjne var stadig på Lea, den nye pige fra årgangen, som han fandt ret interessant på sin egen måde. Det var, som om hun skilte sig ud ved at prøve ikke at skille sig ud. Det var, som om de grå øjne vekslede mellem at være sky og ligefremme - måske, fordi Anna var der. Marius syntes dog ikke, at eftermiddagens teori om pigers generthed på nogle måder kunne verificeres i denne kontekst - desuden var det ikke mere end en løst baseret tese, som han yndede at more sig over. Man havde kun det skæg, man selv lavede eller sad på, ikke?

"Absolut," svarede han Lea og smilede skævt, "i Emils tilfælde behøver man ikke engang at tilsætte sult - han kan spise døgnet rundt."

Marius kendte godt til den joke, der var i omløb om Emil og hans madfetichisme - selvom han knap kendte 3. G'eren foran sig. Men han boede på værelse med Jonathan i år, og han havde været lidt omkring både Anton og Jonathan sidste år; de havde ikke været blege for at omtale Emil og hans "madskavank" - slet ikke, når det ovenikøbet havde til formål at rakke ned på Anton, "der ikke nåede Emil til sokkeholderne - ikke engang, når det gjaldt kage".

"Men det bliver herligt at få lidt mad indenbords; øl er ikke så fedt på halvtom mave," sagde han lidt mere alvorligt og trak på den ene skulder.

[Emil Beyer Adamsen]

En herlig duft af pizza bredte sig fra ovnen og ud i tekøkkenet. Emils mave knurrede som en sur kælling, og Emil stod nærmest og trippede ved siden af Marius, der forholdt sig overraskende roligt. Hvordan kunne man overhovedet stå stille, når der var pizza i ovnen? Det fattede han helt seriøst ikke. Emil prøvede virkelig at få udsyn til pizzaerne, for at se om de ikke var bare lidt tættere på at være færdige, end for tre minutter siden.
Tålmodighed var bare ikke hans stærke side. Ville nok aldrig blive det. Emil grinede da han i sin iver efter at se pizzaerne kom til at skubbe Marius væk. Marius' ansigt var uvurderligt. Han så virkelig ud til at være fornærmet over ikke at stå og vogte foran ovnen. Det fik bare Emil til at brøle endnu mere af grin.

"Ej sorry, Marius. Men du fylder sgu lidt."

[Marius Emil Lundqvist]

Marius morede sig stiltiende over Emils trippen. Han tænkte, at bemærkningen om Emils forhold til mad havde siddet lige i skabet. Hans smil, der var vendt halvt mod Lea, blev bredere, og han løftede et øjenbryn mod Emil, der ikke gjorde en dyd af tålmodighed - ikke sådan, som han prøvede at komme til. Emil, hvis statur heller ikke just var lavstammet, var en klar fordel, når det kom til at skubbe Marius lidt væk fra ovnen, så han kunne få syn for sagen... om end Selmas lille, tynde krop havde haft held m ed sig, da hun smed ham af armlænet tidligere på dagen.

At se påtaget fornærmet ud kunne siges at være Marius' stærke side. Det havde han øvet sig på gennem årene, når folk kom med diverse hentydninger om hans alder, eller om hans højde, der var modsatrettet hans alder. Latterbrølet, der fulgte, fik Marius til at udånde en latter gennem næsen som et fnys, og han satte sig på bordkanten ved siden af Lea.

Da hans højde kom på tale, blev det fornærmede udtryk i hans ansigt dog lidt mere ægte, men de lyseblå øjne med det alvorlige skær var fyldt med morskab. Ham Emil var egentlig slet ikke så ringe endda. De burde måske have gjort andet end at stå og skule til hinanden i fitnessrummet.

"Det foresvæver mig, at du ikke er helt dårlig til at gøre mig kunsten efter, men jeg kan godt se, at mine yderligere 4-5 centimeters højde giver dig ret til at sige, at jeg står i vejen."

Han rynkede misbilligende brynene mod Emil og sukkede svagt. Ud af øjenkrogen skottede han til Lea, der syntes at more sig lidt over dem... og hvad fanden, de talte allerede, som om de kendte hinanden, han og Emil.

[Lea Nørr Kristiansen]

Der var et eller andet komisk ved at se to lange hyl nærmest puffe til hinanden som to rivaliserende haner over en pizza som ikke engang var klar endnu. Specielt Marius' ansigtsudtryk morede hende ligesom det åbenbart gjorde Emil. Lea grinede dog ikke lige så højt, hun nøjedes med et mindre fnis der alligevel blev overdøvet af EMils brøl. Hendes øjne flakkede over mod den rødhårede pige, men hun kunne ikke rigtig læse hende, om hun syntes det var sjovt. Det behøvede hun selvfølgelig heller ikke. Måske fandt hun det lettere bekymrende den måde hvorpå Emil betragtede hendes og Marius' mad. Lea var rimelig sikker på at hun ville være bekymret hvis hun var vildt sulten.
Hun gjorde en mindre overdreven håndbevægelse mod bordet som Marius satte sig, som om han skulle være velkommen her, hvis Emil ikke tolererede hans tilstedeværelse foran ovnen.

"Én vagthund må være nok," bemærkede hun med det mindste strejf af et smil, "men måske skal I passe på at hunden ikke gnaver benet helt alene."

[Emil Beyer Adamsen]

Emil prøvede at puste sig op over for Marius. Det var svært for ham selv og vurderer om det rent faktisk lykkedes, eller om han bare lignede en forurettet unge, der ikke havde fået lov til at få sit yndlingsslik med hjem fra brugsen.

"Nåå nu hentydede jeg ikke så meget til højden..." Emil kiggede på Marius med et muntert glimt i øjnene. Han vidste ikke helt hvorfor han pludselig flækkede af grin, så han blev nødt til at støtte sig ved køkkenbordet, for ikke at knække sammen på gulvet... Måske var det Marius øreflipper som var lidt rødere end de var for to sekunder siden, eller også var det det hævede øjenbryn, som bare sad helt oppe i panden.

Emil hørte overhovedet ikke hvad Lea sagde, for han grinede stadig. Det eneste han hørte var hund og ben, og det fik Emil til at kigge undrende på Marius. Så vidt Emil var orienteret så havde hverken ham eller Marius snakket om hunde.

[Marius Emil Lundqvist]

"Hvad så?" spurgte Marius halvt uforstående den anden ved ovnen. Der var et skælmsk glimt i de lyseblå øjne. Marius lod den ene hånd hvile afslappet på bordpladen mellem sig og Lea. Den anden strøg det mørke pandehår til side og faldt skødesløst ned på låret.

Han smilede bredt ved Leas bemærkning. Han kunne ganske enkelt ikke lade være. Hun havde en humor, der på mange måder mindede om hans egen, og på én eller anden måde fik det hende til at virke langt mere bramfri, end hun gjorde indtryk af. Der var ingen tvivl om, hvem der var hvalpen, skulle det måles på graden af utålmodighed. Marius gjorde et kort nik mod Emil, der stirrede komplet uforstående på ham. Mere distræt kunne man ikke blive, eller hva'?

"Hey, jeg vil helst have den gennembagt," sagde han roligt, velvidende, at et par ekstra minutter, hvor pizzaerne forblev i ovnen, ville bidrage yderligere til Emils svære ventetid. De slanke fingre på hånden, der hvilede på bordpladen, trommede let i en rytmisk seance, som han improviserede i momentet og næsten kunne høre for sig på et klaver. Den var fuldstændig ude af takt i forhold til det, der kom fra den lille radio, som udgjorde baggrundsstøjen.