Fælles Morgenmad

[David Bundgaard]

Det er den 10. om morgenen og traditionen tro skal alle på skolen skal samles til god morgenmad.
Der er nærmest alt, hvad man kunne tænke sig af mad.

Spisesalen er et stort rum, med 6 lange borde. To til hver årgang. De er delt op på den måde så man kan gå ned imellem dem. Store vinduer med udsigt over det grønne område omkring Lyngvig udgør den ene side og for enden af rummet er en stor dobbeltsving døre der fører ud til køkkenet, hvor også buffen med morgenmade og aftensmade bliver stillet. Frokosten bliver stillet ud på bordene sammen med drikkevarene.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan var i formidabelt morgenhumør. Morgenen efter grillfesten havde han vækket Anton ved at kysse ham i hele hovedet. Han var bare så glad for at han stadig var der.

Resten af weekend var væk før nogen opdagede at den overhovedet havde været der. Han havde sagt hej til alle han havde snakket meget med sidste år. Både de fælles gode venner ham og Anton havde, men også de venner Jonathan havde der var lidt mere nørdede. Dem havde han savnet også. Savnet at være sammen med dem uden hele tiden at være vred eller trist. Deprimeret.
Og Anton og Selma og ham havde været ude. De havde gået ture og havde badet i søen. Og spillet spil i te-køkkenet. Og tilsidst var alt tiden løbet fra dem. Og skoleåret begyndte rigtigt.
Og de talte ned af det sidste år de havde der. Trist egentlig. Men det gad han ikke tænke på nu.

Så Jonathan trådte ind i spisesalen mandag morgen med et stort smil der ikke kunne hvisket væk. De var tilbage. Det hele lignede sig selv. Salen var ikke fyldt endnu, men de morgenfriske var ankommet. Han var en af dem. Havde han altid været. Når Anton ikke lige holdt ham tilbage.
Den velkendte støj løb i mod ham. Klirren fra bestik og tallerkner overdøvet af folks snak og råb fra køkkenpersonaler der ville have folk til ikke at skubbe.

Ved et af de borde der tilhørte 3.g fik han øje på en velkendt spinkel skikkelse. Selma sad med et glad juice foran sig, og så ud som om hun ikke rigtig kunne beslutte sig til om hun turde drikke det eller ej. Det kunne jo være giftigt. Ind i mellem skævede hun op til madbordet efter en eller andet.
John satte farten lidt op og gav hende et kram bagfra så han næsten hang ind over hende. Dog uden rigtig at ligge vægt på, det turde han ikke, af fare for at hun knækkede.
"Godmorgen, babe!" Han smilede stort og lagde hovedet ind over hendes skulder for at kigge på hende.
"Sovet godt?"

Han skævede over til bordet med 1. g'er. De var helt uvidende om hvad der ventede. Og hold kæft hvor han glædede sig.

[Selma Åberg]

Selma fik et mindre chok, da der kom en eller anden og overfaldt hende bagfra. Først tænkte hun det var Noah eller en eller andet... Okay, måske ikke lige Noahs stil, men så en eller anden. Men så hørte hun Jonnahs stemme og hun vendte sig smilende om.
Hun vendte sit hoved lidt, så hun kunne se ham med et smil.
Hun havde snakket lidt med dem på den anden side af bordet. En af dem havde været på ferie i Kina, og hun snakkede om, da hun havde været inde i en eller anden bygning, men blev jaget ud på grund af en brandalarm. Ret sjov historie...
"Sovet godt?" spurgte Jonnah med et smil. Hun nikkede og smilede større.
"Yeah, jeg har sovet godt... Og drømt... Om at jage brandmænd ligesom i svampebob," svarede hun mens hun "drak" af sin juice. Hun drak den ikke. Selvfølgelig gjorde hun ikke det, mand, det var helt sygt så meget sukker der var i sådan nogle juice.
Hun havde set meget svampebob, da hun var lille. Man var vel 90'er-barn. Det havde været en virkelig bizar drøm, men hun havde også tænkt på nogle virkelig random ting den nat, fordi hun havde glædet sig så meget, at hun ikke kunne sove. Det var måske en mærkelig ting at glæde sig til at ferien slutter, men skolen var også noget særligt. Selvom hun havde haft det skide sjovt de seneste par dage. Hun havde snakket længe med hendes værelseskammerater. Amanda især. Hun var seriøst virkelig sød. Og så havde hun været på den der date med Noah, og de havde også bare haft det vildt sjovt. De havde taget den lidt mere stille og rolig.
Da hun vågnede morgenen efter festen, havde hun først bare troet det var en eller anden drøm og havde fået sig noget af et chok, da hun så hvem der lå ved siden af hende. Men det var nu fedt alligevel.
"Jeg ventede på dig... Skal vi hente noget mad?"

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda sad ved 2.g bordet. Hun havde fulgtes med Selma ned til spisesalen, fordi hun ikke havde kunnet sove. Weekenden var gået langsom om selv om hun måske havde moret sig med sine veninder og havde al det med David trykket hende. I det mindste boede de ikke i samme hus, men at bo på samme skole gjorde det svært ikke at støde ind i hinanden. Somregel vente hun bare rundt og gik i den anden retning. Hun ville ikke nærme sig ham og selv om det måske ikke lignede hende var hun stadig for flov over det der skete til grill festen.
Og ikke nok med det så var hun også blevet lettere forkølet. Så hun sad og drak lidt te efter at have spist sin yogurt og stenede i sin egen verden.

[Frida Jensen]

Frida fulgtes med Amanda og Agnethe over på skolen og hen til morgenmaden.
De havde haft nogle hyggelige første dage på værelset, men denne morgen havde virkelig vist hvor besværligt det var med tre teenagepiger og ét badeværelse. De andre dage havde de ikke skullet nå noget på samme tid, så der havde de bare kunnet skiftes, men i dag var de alle stået op samtidig - omkring klokken kvart over 6 - og skulle nå i bad og gøre sig klar inden morgenmaden. Frida var i hvert fald ikke typen der gik herover i pyjamas, selvom stemningen egentlig var ok til det, og flere af 3.g'erne gjorde det så godt som hver eneste dag.

Maden på skolen var altid god, men det var som om buffeten den første uge var endnu mere overdådig end normalt. Hun vidste ikke om det var et trick, for at få de nye til at blive imponerede og føle sig godt tilpas, eller om den egentlig var som den plejede, og det bare var spænding og gensynsglæde der fik den til at fremstå anderledes.

Hun havde taget rundstykker og ved siden af havde hun taget yoghurt og frugtsalat. Hvis hun kunne spise mere, ville hun også tage pandekager med ahornsirup bagefter, bare for at fejre at det var første skoledag.
Hun vinkede til Agnethe og Amanda og begav sig mod 2.g'ernes langbord.
Hun spottede Amanda C. i den mængde af folk der var ved morgenmaden allerede, og hun tillod sig at sætte sig ned ved siden af hende.
De havde talt lidt mere i weekenden også, og de havde også været på café nede i byen lørdag sammen med nogle af Fridas veninder fra sidste år og nogle af Amandas også.

"Godmorgen." Hun stillede bakken og satte sig på pladsen overfor den lyshårede pige.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan kunne ikke holde sin latter tilbage. Selma havde evnen til at sige de underligste ting uden at lade sig mærke med det overhovedet. Havde det været Jonathan havde han sikket spyttet det der juice ud over det hele. Hun var virkelig noget for sig. Hun havde også engang set på ham meget længe. Da han endelig spurgte hvad hun tænkte på, havde hun lænt sig over til ham for at hviske. Hvorefter hun, i en grav alvorlig tone, havde meddelt ham at hun syntes den sweater han havde på var pæn. Men at han altså havde vendt den forkert. Det havde været virkelig morsomt.
Han smilede og trak hende med op da han rettede sig op. Hende var han da i det mindste højere end.
"Cheers! Ja, lad os det. Jeg er sulten!"

De gik op til buffeten sammen hvor John ønskede et par flere godmorgen. Et par spørgefulde kommentarer om han ikke havde Anton med i dag. Han rystede leende på hovedet. Det vidste man aldrig.
Da de havde fået mast sig ind i køen kunne John slet ikke bestemme sig. Der var bare så meget lækkert. Det eneste der manglede var engelsk te og scrambled egg. Men nu var de jo også tilbage i det lille lang mod nord. I stedet tog han pandekager og noget frugt. Og et stykke franskbrød. Han havde aldrig rigtig vendt sig til rugbrød. Det var altså en underlig dansk ting. Så heldte han appelsin juice op og vendte tilbage til bordet, hvor han satte sig der hvor han havde fundet Selma først.

[Marius Emil Lundqvist]

//Indtræder i morgenmadsfornøjelserne (og fordøjelserne (forhåbentlig deler vi ikke også denne fornøjelse... (okay, stopper med at lave fis)))

Marius trådte ind i spisesalen med rumlende mave og tankerne et helt andet sted end maden. Han tænkte på, hvordan de 4 dage var gået. Han havde slet ikke talt så meget med folk, som han gjorde, da han startede sidste år - hverken nye eller gamle. Og det til trods for, at han var glad for at være tilbage. Som om alle relationerne, de godmodige drillerier og interne jokes var glemt i løbet af sommeren og, som om han ligesom skulle starte forfra med at kile sig ind i fællesskabet, hvilket slet ikke var dét, han forbandt med Lyngvig. Men okay, han havde måske selv været uden om det, hvis man kunne sige det sådan, eller også var det bare sort uheld; han havde ligget syg hele weekenden (ligesom en del af de andre med efterveer efter festen), selvom hans næppe kunne skyldes alkohol eller for lidt tøj på i varmen. Bare en regulær forkølelse, der havde udviklet sig til feberhedeture. Og det værste var - syntes Marius - at ingen rigtigt havde gidet tage sig af det. Fair nok, alle skulle lige lære hinanden at kende, og han var i og for sig også indforstået med, at dem på hans årgang skulle vise de nye rundt og udsætte dem for alverdens pinsler, fordi de var nye. Han ville selv have deltaget i vandkampen i løbet af weekenden, eller selv nyde godt af ikke at være lilleput i år, selvom han var den yngste på sin årgang - eller i hvert fald én af de yngste. Knap 16.

Og festen - okay, den havde været formidabel nok, eller hvad han skulle kalde det. Han havde brugt det første af aftnen på at stå ved grillen og servere hotdogs og burgere til de andre, og han var blevet ædt af adskillige pigers blikke. Og mand, de havde leet af hans åndssvage, platte jokes om pølserne - enhver i deres berusede tilstand syntes jo, at pik var sjovt, uanset hvordan det blev udlagt. Han havde ikke fået nok indenbords til at blive rigtigt fuld - bare mere snakkesalig, end han var normalt, hvilket måske sagde temmelig meget. Årh, hvor havde han ellers nydt at være tilbage!

Og så blev han kraftedeme syg. Så forbandet syg, at nogen fraværende foreslog, om ikke de skulle ringe til hans forældre, for han var jo under 18. Men Jonathan og Anton havde fundet sammen igen, lod det til, og det var noget af et event. Faktisk havde Jonathan, som den eneste, vist lidt sympati for hans ynkelige tilstand - og dét var noget, Marius aldrig ville forlange af ham. Det var jo heller ikke lige sådan, at Marius var led og ked af, at ingen havde skænket ham bare lidt medfølelse; det var bare dét, at han selv måtte afholde sig fra alt det sjove, og at alle af dén grund tilsyneladende bare "glemte", at han var der. Han var heller ikke den mest frembusende af slagsen - måske en lidt diskret type, men med modstridende karakteristika som engageret og vittig, når lejligheden bød sig.

Og hellige so, hvor havde han savnet klaveret i de 4 dage, han ikke så meget som havde lugtet til tangenterne. Havde bare ligget og lyttet til musik på sin iPod og læst tegneserier, som Jonathan havde bragt ham. Og hostet. Og nyst. Og stirret op i loftet.

Han stillede sig ind i køen og kastede samtidigt et blik hen over bordene med 1. G'ere; han kunne genkende mange af ansigterne fra festen; nogle af dem sendte ham endda et par nik til hilsen. Han øste en portion havregryn op til sig, anskaffede sig to stykker rugbrød med ost, et stykke franskbrød med honning og et stort glas mælk. Og en kop kaffe ville han hente senere. Ja, der var ondelyneme - som hans far ville have sagt - et tomt hul i de nedre regioner, som skulle fyldes ud.

Marius kunne se, at der var ledige pladser i nærheden af hende præfekten, hvad hun så end hed. Hun var temmelig køn, men virkede reserveret, og hvorfor var det lige, at han ikke kendte hendes navn? Eller havde glemt det? Men Amanda huskede Marius - hvem gjorde ikke det? Der havde også løbet lidt rygter om dem efter sommerfesten. Han anbragte sig ved siden af Amanda og organiserede det bjerg af morgenmad, han havde med, på bordet - og ærgrede sig over, at han ikke havde taget mere. Præfekten havde netop sagt "Godmorgen" til Amanda; Marius valgte ligeledes at besvare hilsnen.

"Godmorgen."

Og så satte han ellers sin portion havregryn til livs. Han spiste, som om det var længe siden, han havde fået rigtig mad (han havde også kastet alt op, der blev budt ham siden fredag), men han spiste pænt. Det gjorde han altid. Noget, hans forældre havde indprintet ham.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda strøj en mørk tot hår om bag højre øre og fæstnede den med en hårnål. Freya havde lært hende at lave en stor, flot knold i løbet af weekenden og hul elskede at gå med det. Det var bare så behageligt med blæsten om halsen. Og det var noget helt andet end med hestehale. Og så så det pisse fedt ud.

Hun lavede et dovent vink med håndleddet mod Frida da hun begav sig over mod sit bord og Amanda lod sit blik løbe over salen. Der var hvide sedler på bordene om hvem der skulle sidde hvor. 1.g'erne nærmest døren ud til og 3. g'erne nærmest buffeten. Det var vel nok typisk. Men egentlig okay. Det var vel hvad man kunne forvente. Hun skænkede sig cornflakes og fik ned mod det nærmeste 1.g bord uden at se sig over skulderen. Agnete kom vel hvis hun ville. Det plejede hun. Hun var snart ved at være træt af den pige. De havde absolut INTET tilfælles indtil videre. Men sød skulle man vel være. Og måske åbnede hun sig mere med tiden. Det havde hun bare at gøre.

Amanda havde snakket med mange de sidste par dage. Flere havde hun syntes helt godt om. Folk virkede generelt åbne og venlige og klar på fest. Desværre var der ikke så mange af de virkelig lækre fyre hun havde mødt. Men set dem, det havde hun.
Velvidende om hvor lange og tynde hendes ben så ud i korte cowboyshorts gik hun gennem salen og satte sig i udkanten af en flok. De hilste godmorgen og hun hilste tilbage. Gad vide om Freya ikke var stået op. Hun ville reseverer en plads til hende ved siden af sig. Hvis Agnete ikke satte sig der. Hvilket hun please ikke skulle gøre.

Ellers måtte Mattie også godt sætte sig. Han var spændende, og de havde snakket sammen i weekenden. Ganske vidst ikke så længe som til festen, men de havde snakket, og hun havde smilt hver gang hun havde set ham. Og så havde de snakket om de der bøger.

[Selma Åberg]

Hun vidste faktisk ikke rigtig, hvad hun kunne lide af det der var på bordet. Det var bare så overvældende med al den mad. Men hun tog alligevel bare noget tilfældigt. Og nogle knækbrød. Da ingen så det hældte hun juicen ud i en plante og hældte noget vand i i stedet.
Hun brugte ikke lang tid deroppe fordi hun bare tog noget tilfældigt.

Da hun havde fyldt sin tallerken halvt, gik hun hen til sit bord og satte sig ved siden af Jonnah igen. Hun nev blidt i hans nakkehår af en eller anden mærkelig grund inden hun satte sig.
"Hvordan har du sovet?" spurgte hun med et smil og skubbede lidt til hans skulder.
Hun begyndte at skære et spejlæg i små stykker.

[Mattie]

Det her sted var lort. Slet ikke fedt som han troede. Ikke nogen ny start, han ville skide på alle de lalleglade idioter her. Hippierøve. Folk der troede de var noget, troede de vidste noget om livet.
Ham præstesønnen var en værre taber end først antaget. Det var til grin at bo på værelse med ham. Heldigvis var han der ikke så meget. Det var ham den anden.. Liam heller ikke. Så Mattie fik tid til sine kabaler og sine smøger. Og sine bøger og sine tabeller.
Han havde også fået besøg af Amanda. Hun havde banket på fredag aften, og de havde røget to pakker smøger og snakket om bøger. Hun var sgu det eneste menneske her. Den eneste der ikke var en forskruet regelrytter. Hun sked også på resten af verden. Det var fedt.

Han kom ind i spisesalen. Han hadede offentlige måltider. Egentlig ville han bare spise i tekøkkenet, men det første måltid var åbenbart ikke obligatorisk. Ikke at han vidste hvem der skulle tjekke det, det var jo ikke ligesom på de gudsforladte bosteder og plejefamilier. Det var også den eneste fordel. Mere frihed. Han vidste ikke hvad der fik ham til at tage over i hovedhuset alligevel. Men resten af året ville han i hvert fald selv spise morgenmad.
Han tog et en skål chokopops og et glas kakaomælk og kiggede ud over salen. Han kendte ikke mange. Han så de hvide sedler der prøvede at bestemme hvor han skulle sidde, men han nægtede at sidde ved de latterlige akademikertyper der sad ved 2.g-bordet.

Henne ved 1.g'erne så han Amanda og han satte sig ved siden af hende i stilhed. Nikkede til hende.
Han ville skide på deres latterlige regler. Der var sikkert heller ikke nogen der anede om han var 1.g'er eller 2.g'er, og hvis de gjorde kom de nok ikke direkte og flyttede ham. Det var vel ikke en diktaturstat. Hans erfaring med Danmark var at alt var relativt og kun vagt vejledende.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda afbrød sin sparsomme samtale med gruppen til hendes ene side. (Faktisk havde hun mest lyttet og det hadede hun at gøre) Og vendte sig i stedet mod Mattie. Hun nikkede tilbage med et smil.
" 'Morgen." Han lignede sig selv. Alvorlig. Som om hele verden tog fejl og han havde ret. Hun gad godt vide hvorfor han var sådan. Måske kunne hun spørge ham engang. Men det var vist ikke noget man lige spurgte om. Faktisk anede hun heller ikke noget om ham. Ud over at han hed Mattie. Elskede bøger af russiske forfattere og var mega lækker og mystisk. På sin egen måde. Engang ville hun spørge ham. Helt sikkert.

"Jeg har en ulden følelse omkring det her. Folk kigger så underligt på os. Men måske er det bare fordi vi er 'de nye'." Hun begyndte at spise sine cornflakes og støttede de bare albuer på bordet. Hendes løse tankstop sagde Pink Floyd. Man kunne se hendes bh lidt fordi ærmerne var så vidde. Men det var sådan set også meningen.

Og hun syntes virkelig at de andre elever kiggede. Dem fra 1.g kigede nysgerrig, som for at vurdere hvem de måske kunne blive venner med. Men de ældre elever kiggede helt anderledes. Også lidt nysgerrig og så med et smørret grin som hun ikke rigtig kunne tolke.

[Mattie]

"Det er bare folks usikkerhed der stirrer. Kig dem i øjnene og se dem krybe" sagde han nøgternt mens han tændte en smøg. Det ville han helt sikkert få en eller anden grad af ballade for, når der kom en lærer forbi, men det kunne han ikke tage sig af. Det meste smagte altså bedst med noget nikotin. Han hadede usikkerhed, var der ét karaktertræk, han ville beskrive som det mest ækle, var det usikkerhed. Det fik folk til at se grimme ud og gøre grimme ting. Han havde mødt nok usikre mennesker.
Amanda var ikke usikker og han kunne bedre og bedre lide hendes selskab for hver gang de mødtes. Hun forventede ikke noget af ham, der var ingen bagtanker. Hun levede bare i nuet og var til stede i hver en samtale uden pis. Hun sagde hvad hun mente uden dobbelt betydning og uden at fiske efter noget.

"Sådan nogle arrangementer her er til grin." Han kiggede rundt i salen. Gud, hvor var menneskeligheden en sørgelig race. Hvorfor skulle folk være så triste og dødkedelige? Han drak de meste af sin kakaomælk i en slurk og røg noget mere på cigarretten. Så rakte han den hen mod Amanda. Hun værdsatte også hans lidenskab for god tobak.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda smilede til Frida da hun satte sig over for hende. Hun virkede utrolig morgenfrisk, hvor Amanda nok følte sig langt mere groggy på grund af den forbandede forkølelse. Men det var for varmt til at have halstørklæde og hele baduljen på, så hun måtte nøjes med theen. Badet havde nu også gjordt sit til. Hun nåede nærmest ikke at sige godmorgen tilbage til Frida før Marius satte sig ved siden af hende også, med nærmest hele maden fra buffen.

"Du ved godt at der skal være til alle, ikke?"

Hun så drillende på Marius, men hendes stemme var snøvlende på grund af sygdom. Det var ikke meget hun havde set til ham, Men han havde vidst også været syg ligesom hende. Bare lidt hårdere ramt. Hun smilede til dem begge, glad for lidt selskab. Frida havde hun holdt lidt fast i efter grill festen og hun havde vist sig at være rimelig cool, på trods af at hun var kristen. Amanda havde nægtet at lade være med at tage shorts på, bare fordi hun var lidt snottet og en hvid let, lidt for stor skjorte udgjorde toppen. Hun havde vågnet af lyden af Selma der tog ud og løb sin daglige tur, efterfulgt af Lærke. Selv orkede hun ikke at være så aktiv om morgenen, så hun tog et bad i stedet for. Nishay stod i badet da Amanda og Selma var gået over for at spise. Der havde ikke været behov for at lave en plan omkring morgenbadet. Det havde hun troet, men det var gået glat.
Hun tog en tår af theen.

"Er i friske?"

[Amanda Kjærsgård Holm]

"Det er bare folks usikkerhed der stirrer. Kig dem i øjnene og se dem krybe" Hun trak på smilebåndet. Ingen tvivl om at han mente det. Men det lød ikke rart. Det lød sejt. Virkelig sejt.
Egentlig vidste hun jo at han ikke måttr ryge. Ikke på skolen og da slet ikke i fuld offentlighed midt i spisesalen. Men det var jo latterligt. Hvorfor hellere andre steder. Hun forstod heller ikke dem der gik ud og røg i skolen. Fordi det havde de sagt at de gjorde. De kunne da bare gå et sted hen hvor lærerne ikke lige var. Det var jo ikke ligefrem fordi de holdt øje. Men hun gad nu godt med derud engang. I sær hvis de havde ecstasy. Hvem vidste.

"Det er bare morgenmad? Du er ikke sådan et anoretisk barn der ikke spiser, vel?" Hun smilede igen. Tørt. Det var en joke. Hun vidste hvad han mente, og havde heller ikke regnet med at han brød sig om det. Men teknisk set så var 'sådan nogle arrangementer' bare morgenmad i spisesalen hvor man plejede at få morgenmad.

Da han rakte hende cigaretten kiggede hun først lidt på den. Frida sad bag hende ved et andet bord vidste hun. Fuck det. Det gjalt om at sætte sig i repekt. Og siden hvornår havde hun bekymret sig om hvem der så hende ryge. Hun tog i mod den fra hans fremstakte hånd og strejfede hans fingre undervejs. De andre ved bordet skævede til hende da hun lukkede en røgsky ud. Så rakte hun Mattie den tilbage og drak sin juice.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan tyggede på den første gaffelfuld pandekage da Selma kom og satte sig ligeså stille. Hvor livlig hun end var var det næsten umuligt for hende og gøre noget som var kraftigt. Hun var simpelthen for lille. Okay, lige med undtagelse af hvis hun smed sig oven på en eller når hun skreg. Det var noget der ville noget. Han lod sig puffe lidt til, og svarede på hendes spørgsmål inden han fik tygget af munden.

"Godt! Det skø... godt at være tilbage." Han kom til at grine af sig selv. Det tog lidt tid at vende sig helt til de der danske lyde igen. Så han undgik dem i starten. For ikke at lyde alt for dum og udlænding.

Det så ikke ud til at de var klar til velkomsttale endnu. Som altid var de ved at stille mikrofonen op. Som altid virkede det ikke som de havde regnet med. Så det var nok meget godt at de var begyndt i god tid. Han smilede ved sig selv.