Fælles Morgenmad

[Frida Jensen]

Frida havde en lilla silkebluse på, som faldt på en flot måde. Hun var glad for den. Hun elskede følelsen af at have pænt, nyt tøj på. Det gjorde hende i godt humor. Sine sorte shorts i det der sjove stof, som hun ikke vidste hvad hed, men som var rigtig elegant og behageligt.
Marius satte sig ned ved siden af Amanda og hun nikkede smilende til ham, da han også sagde 'godmorgen'.

Hun startede med at spise lidt af sin youghurt og frugtsalat, det var altså mere fristende end ostemaden.
"Jeg er" smilede hun til Amanda som havde spurgt om de var friske. "Jeg synes altid starten på året er det bedste. Der er man så spændt på hvad der skal ske og hvad man skal lære. Senere bliver det jo bare hverdag."
Hun kunne faktisk godt lide at gå i skole. Hun var ikke overordentligt dygtig eller nørdet, men hun synes bare det var hyggeligt. Sjovt at lære noget nyt og spændende at snakke med de andre og høre deres meninger og erfaringer.
Hun smilede til Marius. Han så altså lidt sød ud.

[Mattie]

Han fnyste bare i retning af Amanda og lavede en bevægelse med hovedet, som når man vil have en irriterende flue væk. Men han kunne godt lide hendes tørre, sarkastiske humor, det skulle man slet ikke tage fejl af. Det kunne han rigtig godt.

"Morgenmad er en god ting. Det er mennesker jeg ikke er så stor fan af." Hans mundvige kom så tæt på et smil, som det var muligt i Mattie-mimik.
Han studerede hende lidt, da hun rakte smøgen tilbage til ham. Hans mørke øjne blev til små sprækker, når han kiggede på folk tæt på. Han tog et sug mere og slukkede cigaretten mod morgenmadsbakken og lagde den sidste halvdel tilbage i etuiet. Hjemmerullede. Det var altså bedre end det vage sprøjt der blev solgt i butikkerne til overpriser.

Han sagde ikke mere, slubrede bare sin chokolademorgenmad i sig. Det var det gode ved Amanda. Han behøvede ikke smalltalke. Hvis hun ville sige noget gjorde hun det. Hvis ikke - ja, så fik de spist deres mad. Det var simpelt.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius tyggede af munden og lagde skeen fra sig på servietten ved siden af tallerknen, før han egentlig kunne få sig selv til at svare. Lyden af Amandas let snøvlende stemme fik ham til at smile svagt, hæve det ene øjenbryn en anelse og lade et glimt af morskab komme til syne i hans lyseblå øjne.

"Mmm," svarede han; hans stemme var hæs og bar stadig sporene af sygdom med sig. Marius så hen over den mad, han havde foran sig og spiste atter lidt af sine havregryn, før han sagde noget: "Du kunne vel ikke hente mig endnu en portion?" Han blinkede til Amanda og besvarede præfektens smil med et kækt ét af slagsen - i Guder, hvor det plagede ham, at han havde glemt hendes navn. 'Hvad var det nu, du hed?' kunne han jo spørge om; det lød åndssvagt. 'Hør, du, jeg har skisme ikke lige adressebogen fremme på Mac'en, så kunne du ikke fortælle mig, hvad du hedder?' var vel også en mulighed. Marius trak på skuldrene, og blikket han sendte præfekten var lettere spørgende og interesseret. "Hvad hedder du egentlig?" røg det ud af hans mund, inden han fik standset sig selv. Pinligt. Simpelthen pinligt ud over alle gældende grænser. De gik jo for fuck's sake på samme årgang. Marius slog blikket ned, brødebetynget. Han gik i gang med rugbrødet og kunne ikke fatte, at han ikke havde mere havregryn. Skulle faktisk til at spørge sin sidemand (NPC), Mathilde, om hun havde spist hans portion, mens han havde været "forblændet" af præfektens skinnende hår.

I dagens anledning havde han valgt at iføre sig afslappede, armygrønne shorts, der gik til lidt under knæene, et par sorte converse og en løs, sort polo-t-shirt, som der ikke var en døjt moderne over. Han syntes snarere, at den fik ham til at minde om én af hans fars venner fra golfklubben, omend den klædte ham. Beklageligvis. Ja, den sad, som den skulle og fik ham til at virke bedøvende ligeglad med sit udseende, hvilket blev modsagt af hans forsøg på at få håret væk fra øjnene.

[Nishay M. Asran]

//Ankommer til tråd (spisesal)

Nishay slog håret om bag ryggen, da hun trådte ind i spisesalen og satte kurs mod buffeten. Der var alt, hvad hjertet kunne begære, syntes hun. Hun lod sine store dådyrøjne glide hen over udvalget af skemad - havregryn og -grød, cornflakes, choko-pops, som hendes storebror elskede, diverse yoghourter og øllebrød. Nishay havde aldrig smagt øllebrød - det havde de aldrig spist hos hende. Så var der varme boller, franskbrød, rugbrød og pandekager; ost og marmelade, kødpålæg, honning og sirup. Det var så overvældende, og Nishay var hundesulten. Hun smilede ved tanken om, at hendes veninder altid beklagede sig over, at Nishay aldrig to på, når hun spiste så enorme mængder - og altid gerne ville spise et eller andet frugt eller slik. Hey, der var også frugt. Nishay besluttede sig for, at hun ville have en banan. Fyren foran hende syntes hun at genkende fra festen, men hun ville ikke tiltrække sig for meget opmærksomhed.

Nishay var ikke så tideligt på den, som hun kunne have ønsket sig. Der var lige sengen, hun skulle rede; tøjet, der skulle lægges ordentligt på plads; badet; håret; slette alle ubesvarede opkald, så det ikke føltes så ubehageligt for sjælen ... Åh, der var så meget. Og alt dét ordnede hun tusinde gange langsommere end derhjemme (derhjemme slettede hun dog ikke ubesvarede opkald fra sine forældre - hvorfor egentlig ikke?), fordi hendes tanker kredsede om alt det nye, hun var blevet udsat for på bare fire dage - fire dage, som allerede nu syntes at have ændret hende markant, eller forsøgte på det, og de personlige omvæltninger og brudte grænser tyngede hende så meget, at hun var både forvirret, lykkelig, stresset, sulten og helt på toppen. Og langsom om at komme op om morgnen. Alt var så anderledes her i Jylland. Nej, på Lyngvig Kostgymnasium. Hun havde frygtet stedet, så hendes hænder rystede på vej hertil, men hårdnakket holdt fast ved, at hun ville gå her overfor sine forældre, og nu var hverken hendes forældre, eller hendes storebror Vahid der til at irettesætte og misbillige alt, hvad hun gjorde og sagde. Det var en underlig form for frihed. Hun kunne tale afslappet med drengene, og de virkede også nysgerrige omkring hendes personlighed. Men Nishay var nervøs og tilbageholdende indvendigt, selvom hun smilede og lo sammen med eleverne og fortalte så meget om sig selv, hun kunne og turde. Og hun var ikke nervøs for, om nogen tjekkede hendes SMS'er eller noget. Det var så mærkeligt, at Nishay dagen efter grillfesten bare havde siddet på værelset uden at ville snakke med nogen, men bare havde siddet og tænkt og tænkt og tænkt.

Ja, festen ...

Nishays tanker blev afbrudt af et puf i ryggen. Hun skyndte sig at skovle morgenmad over på sin bakke - undgik behændigt al svinekød og vimsede til bordet med 1. G'ere. Hun smilede svagt til Selma på vejen , som hun genkendte.

Da Nishay gik i bad den morgen, var alle næsten helt færdige. Hun brugte noget tid på at balsamere og rede sit lange, tykke hår i badet. Hun iførte sig en kortærmet, hvid, skjortelignende t-shirts med blonder omkring halsudskæringen, et par sorte, tætsiddende leggings, der gik til midt på skinnebenene af cowboystof og et par flade sandaler i hvidt læder. Håret tørrede hun og lod hænge løst ned over hendes skuldre og ryg. Og så havde Nishay stirret kritisk på sig selv i spejlet. Hendes kurver var tydelige, og brysterne for store efter hendes mening. Når man havde en Bratz-figur, kunne man ikke også have bryster! Nishay så ulykkeligt på sig selv, før hun kunne få sig selv til at komme ud. Makeup havde hun glemt alt om den morgen, men ingen ville lægge mærke til det; hendes øjenvipper var så lange og tykke, at det næsten var overflødigt, og hendes mørke, chokoladebrune hud skjulte alt, hvad der måtte kalde sig skønhedspletter eller fregner, som hun heldigvis ikke havde nogen af - bortset fra en lillebitte én, hvor overlæben buede.

Nu sad hun altså her på fjerdedagen uden overhovedet at have talt med sine forældre, som de havde påbudt hende at gøre HVER dag, og spiste morgenmad for tredje gang sammen med sine nye medstuderende. Hun hilste på dem, der sad i nærheden af hende, og så gled hendes tanker tilbage på festen. Aldrig havde Nishay været med til en fest af den slags. I slutningen af 9. blev der holdt en fest, som hun måtte gå fra ved 10-tiden, da hendes bror kom og hentede hende. Mange af hendes veninder tog også tidligt hjem - Fatma, Amina og Zehra, men Patricia og Nikoline blev selvfølgelig til sent. Det måtte de altid. Nishay kunne huske, at hun altid havde følt et stik af misundelse, da hun var yngre, når hendes danske veninder gik i biffen med en klassekammerat og måtte komme hjem ved 10-11-tiden, mens hun og nogle af de andre havde strenge regler for den slags og skulle være hjemme senest klokken 18. Og den slags var der slet ikke her. Ja, Nishay havde været skeptisk overfor grillfesten - no doubt there - og hun havde også haft planer om at trække sig tilbage efter en bid mad og lidt sodavand ved 21:30 tiden, da alle var fulde og bare møvede rundt og var latterlige. Men så havde Patrick (NPC) og Nadia (NPC fra henholdsvis 1. og 2. G taget fat i hende, og de var faldet i snak. De havde siddet i nærheden af bålet og hørt de andre skråle med på alle de gode gamle sange, som Nishay modsat sine andre veninder fra Nørrebro og omegn kendte; hun havde altid været mere kulturbevidst end dem og god til sprog - noget, hendes forældre og bror velsagtens var stolte af på en måde, men som Nishay følte, at de aldrig ville lade hende udfolde. Hun blev ulykkelig ved tanken om sin familie og vendte tilbage til festen i sine tanker. De havde spillet BezzerWisser, drukket (hun drak selv sodavand), røget (hun havde blot set på), leet og joket med hinanden. Og så var tiden fløjet af sted. De havde hængt på hinanden som guirlander og sunget med på nogle af sangene, leet af et homoseksuelt par ved søen (Nadia havde sagt, at de var homoer). Nishay syntes, at det var megafedt, at der var bøsser på skolen. Hendes familie hadede homoer, men hun syntes ikke, der var noget galt i det. Pludselig var klokken halv tre. Klokken var tre, da hun, Patrick og Nadia nåede tilbage til skolebygningen, og Amanda sov, da Nishay kom ind på værelset. Egentlig var hun vant til at være længe oppe, fordi hun brugte mange af sine nætter foran computeren på nettet, men denne gang havde hun brugt så meget energi, at hun bare faldt om på sengen med alt tøjet på, bortset fra sine kondisko, og faldt i søvn.

"Hey Nish, sover du stadig? Jeg troede ikke, at din slags kunne få tømmermænd," lød en stemme, og hun så op. Det var Patrick; han smilede til hende. Hans korte, mørkblonde hår strittede, og hans hvide skjorte stod åben ved halsen. Hun blinkede overrasket til ham, og hans gråblå øjne blinkede bag brilleglassene.
"Øh, jeg sidder og spiser," gav hun igen og så på den mad, hun næsten ikke havde rørt.
"Klart," sagde Patrick og faldt i snak med sin sidemand. Det så meget let ud, men Nishay kunne bare ikke. Hun koncentrerede sig om sin mad.

[Freya Kasgaard]

Freya kom gående ind i spisesalen. Hun kiggede sig lidt omkring, et par elever der hilste godmorgen Det var et held at hun havde kunnet finde her hen, men til sidst var hun gået ind af den rigtige dør. Det var det der var problemet; så skide mange døre, at man ikke havde en chance for at gætte sig til hvor man skulle være. Men det kom sikkert, eller det håbede Freya i det mindste.

Freyas blik gennemsøgte hele salen, bordene var inddelt så man sad i årgange. Egentligt var det ikke det hendes blik søgte efter, det var en enkel person. Amanda. Eller snuske, som hun også kaldte hende. De kælenavne de havde fundet til hinanden var så mega underlige, og ret åndssvage . Men Freya elskede dem. Nu var de Freddie og Snuske. De havde brugt meget tid sammen siden festen, de kom godt ud af det med hinanden. Freya havde endda lært hende at lave en ordentligt knold, som hun selv lavede den. Til gengæld havde Amanda lært hende at lave en rigtig hestehale og ikke sådan en underlig skæv en, som hun selv lavede. De havde hygget sig med at lave underlige ting med deres hår, en ret piget ting. Men Freya kunne nu godt lide det.

Efter lidt tid fandt hun Amandas hoved i mængden af mennesker. Hun sad sammen med ham Mattie, ikke at det generede hende. Hun vidste bare ikke om hun skulle forstyrre dem med sin tilstedeværelse. Så Freya begyndte at gå op til det store bord hvor morgenmaden stod. Der var blevet taget ret meget, men hun kom jo også ret sent. Det var typisk hende. Freya stod og betragtede maden lidt, der var godt nok meget forskelligt. Freya endte med at tage pandekager og lidt frugt. Hun elskede pandekager. Freya tog også et glas juice, så var hun vel forsynet.
Freya havde taget et par mørke shorts på, en hvid tanktop og en grå cardigan uden over. Hendes hår var sat op i en hestehale, en af dem Amanda havde lært hende at sætte, og så havde hun et par Tommy hilfiger sandaler på. Dem elskede hun, virkeligt. Ikke at hun var total mærkevarer freak, for det var hun ikke. Tvært imod. Men lige dem her havde hun ikke kunne stå for, og så havde hun også altid haft en forkærlighed for Tommy Hilfiger.

Da Freya endeligt kom over til Amanda smilte hun, og nikkede godmorgen til nogle af de andre der sad ved siden af Amanda. Hun nikkede også godmorgen til Mattie, men han svarede nu ikke. Det lignede ham heller ikke.
”Godmorgen, snuske… Er der nogen der sidder her ved siden af dig?” Freya smilede til Amanda og pegede diskret om mod hestehalen, for at vise hende den. Freya havde lagt mærke til at hun havde lavet en knold, det klædte hende.

[Amanda Kjærsgård Holm]

"Morgenmad er en god ting. Det er mennesker jeg ikke er så stor fan af." Amanda kiggede på Matties morgenmad da han sagde det. Så hvordan spiste den. Det var totalt typisk ham, og det mente hun godt at kunne udtale sig om, selvom hun ikke engang havde kendt ham i en uge. Hvor var han sej. Men, det virkede da til at han ikke havde noget i mod hendes selvskab. Når han nu opsøgte det selv ved at komme. Det var hun virkelig glad for. Mission lykkedes. Eller godt på vej til det.

Hun havde ikke set Freya komme før hun spurgte om hun måtte sætte sig og gjorde en lille håndbevægelse mod sit hår. Amanda smilede og nikkede anderkendede af hendes hår. Et øjeblik vidste hun ikke om hun skulle lade Freya sætte sig. Ikke fordi hun ikke ville sidde sammen med hende, hun elskede den tøs, det var mere hvad Mattie ville synes om det. Men hun blev nød til at få nogle veninder. Og så slemt var det ikke. Så hun rystede bare på hovedet og rykkede lidt til siden så Freya kunne sidde mellem hende og Mattie.

"Jeg elsker dit hår, Freddie!" Amanda tog en bid af sit æble og snoede Freyas hestehale om den ene finger. "Det klæder dig."

[Freya Kasgaard]

Freya smilede glad og slog sig ned i midten af Mattie og Amanda. Hun prøvede så vidt muligt ikke at vende ryggen til Mattie, det ville måske virke lidt som om hun holdt ham uden for. I stedet tog hun en bid frugt og smilede til Amanda.
"Det er jo dig der er mesteren..." Freya sendte Amanda et grin og tilføjede så "Dit hår sidder nu heller ikke værst." Det var en kæmpe underdrivelse, og det vidste Amanda godt.
Freya skævede over til Mattie. Han så ikke begejstret ud over at hun var her, men han så nu heller ikke muggen ud. De skulle bare sige hvis hun skulle smutte, det kunne jo være hun havde afbrudt dem....

[Mattie]

Freya var kommet og havde sat sig mellem ham og Amanda. Det havde han ikke noget imod. Han havde ikke noget imod Freya. Altså, han syntes hun var lidt irriterende, men ikke mere end han syntes om størstedelen af befolkningen. Det var mere en sjældenhed, at han ikke syntes Amanda var det.

Han registrerede pigernes tøsefnidder, mens han spiste, men lagde ikke større mærke til den. Ligegyldige samtaler var ikke ham, så ville han hellere tie stille. Han spiste morgenmaden op og vippede stolen tilbage og snoede lidt af sit hår rundt om fingeren, mens han overvejede om han skulle tage noget mere.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Frida, den evige optimist. Amanda måtte nok tilstå at hun ikke kunne følge i Fridas tankegang, for selv om første skoledag altid var lidt lettere at klare end alle de andre dage, så var det kun fordi man ikke nødvendigvis behøvede at være opmærksom. Lærerne sagde bare kort hvad der skulle ske i løbet af året og det var det. Ikke noget med noter eller noget, eller det var ihvertfald Amandas måde at have den aller første skoledag i timerne. Hun var ikke den mest aktive elev og hun blev ofte sat helt oppe ved tavlen fordi hun snakkede for meget, men hun kunne i det mindste sine ting. Som regel. Dog var der ingen grund til at pille Fridas glæde ned, for den her dag skulle nok blive Okay. Specielt når de skulle gå efter 1.g'erne. Hun havde intet fortalt Lærke eller Nishay, ligesom Selma og alle de andre 2. Og 3. G'ere havde holdt munden lukket. Hun tømte sin kop te og rystede på hoved til Marius.

"Næ, det må du klare selv..."

Hun smilede til ham og satte benen op på stolen så skinnebenene hvilede mod bordet. Hun følte sig total smadret, men skulle nok klare den her dag og hun skulle nok også bare igang. Marius spurgte Frida om hendes navn og det var ikke for at være tarvelig, men hun kunne ikke lade være med at fnise. Hun var heller ikke selv den bedste til navne og der var aldrig en elegant måde at spørge om det, når man egentlig burde vide det.

[Frida Jensen]

Marius var høj og havde en helt vildt god stil. Og så så han sådan afslappet trænet ud, som om han ikke gjorde noget for det overhovedet. Hun syntes faktisk han var helt vildt charmerende. Og han virkede også ret intelligent og fornuftig at tale med, de gange hun havde gjort det.
"Jeg hedder Frida" smilede hun. Det gjorde ikke noget, at han ikke kunne huske det. Selvfølgelig ville hun gerne have at en som Marius vidste hvem hun var, men de gik mange på skolen og navne var altså ikke det letteste i verden. Selvom hun sjældent havde problemer med det selv. Hun var ret god til det med navne og ansigter.

"Er du frisk? Har du fået det bedre?" Hun havde ondt af Amanda som skulle være sløj den første uge af skolen, men hun vidste hvordan det var med de sommerforkølelser. Skide irriterende.

[Noah]

Noah havde egentlig sagt hej til Anton og det var rimeligt nice. Men han havde bare ikke helt fundet ud af hvad der var med ham og Jonathan. Var de fuldt ud bøsser og han ville ikke virke led overfor Selma og lyde dømmende.

Men nu sad hun sammen med Jonathan som måske ikke helt brød sig så meget om ham. Noah satte sig hen til nogle fyre han havde mødt. Han ville ikke trænge sig specielt meget på. Men han smilede til Selma og blinkede. Hun var så sød.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så påtaget skuffet på Amanda over hendes tørre svar, rullede med øjnene og skar grimasser. "Helt ærligt, de syge passer på de syge," sagde han med stemmen, der endnu var lidt sprød af forkølelsen. Gad vide, om han kunne synge, uden at det blev falsk?

Amandas fnisen forbigik ej heller Marius' opmærksomhed, og han puffede hende i siden med albuen, netop som hun satte sig bedre til rette med skinnebenene hvilende mod bordpladen. Marius skulle lige til at påpege, hvor ucharmerende Amanda var, når hun satte sig sådan, mens andre spiste - bare for sjov, selvfølgelig - men så lød præfektens svar overfor ham: "Jeg hedder Frida."

"Siger du, at vi har fridag? Jeg stoler sgu på præfekters ord, men i denne henseende tror jeg, at du tager fejl; Ludvig har sikkert også én af sine åndede velkomsttaler i ærmet til os." Marius smilede skævt til Frida - selvfølgelig slog det også ned i ham, at han havde hørt hendes navn ved utallige lejligheder, men alligevel havde hans hjerne husket hende som præfekten. Marius trak på skuldrene og betragtede hende; hun havde virkelig valgt sin silkebluse med måde - den stod fantastisk til hendes røde hår. Han så fra den ene til den anden (Amanda og Frida), da Frida spurgte til Amandas ve og vel. Han håbede, at Amanda havde det godt - forhåbentligt bedre, end han selv følte sig.

[Lærke]

//: ankommer til tråd

Lærke havde været ude og løbe og da hun kom tilbage, var de andre gået. Hun havde taget et bad, bare flettet håret, vådt og smuttet i et par army-shorts og en sort tank-top, med en slidt cowboyjakke, som Aske havde haft. Men hans skuldre var vokset fra den og hun var aldrig blevet breddere.

Det der med at sive længe havde aldrig været hende, men nu var hun sulten. Hun så ikke engang efter folk i kantinen men gik direkte efter maden. Det var fantastisk. Alt den mad. Hun tog youghurt med müsli, og bacon. Bacon og pølser. Hun elskede alt det kød. Frugten gik hun udenom. Og æg. Og så lige lidt mere bacon.
Først da så hun efter nogen hun kunne genkende og der var Nishay.

"Morgen," sagde hun. "Kan jeg sætte mig?"

Afvisningen ville hun kunne klare, men hun var ikke sikker på om de var kommet for skævt ind på hinanden, men faktisk var Nishay den hun bedst kunne lide på værelset, hvis hun skulle være ærlig og Adam kunne hun ikke se nogen steder. Ikke at Lærke havde noget imod at sidde alene men det ville måske alligevel være lidt for lonely. Og Aske havde sagt hun skulle tage sig sammen.

[Nishay M. Asran]

Nishay sad fordybet i sine egne tanker. Hun havde sneget sig til at se op på Patrick en enkelt gang; han sad stadigvæk og talte med sin sidemand. Og så lod hun blikket vandre til resten af eleverne; der var så mange, og de var alle sammen så åbenhjertige, forekom det hende. Hun var ikke vant til den slags fra Nørrebro, og hun slog genert blikket ned og koncentrerede sig om maden. Hun var så langt borte i sin egen verden (soundtracket fra Lord of The Rings gennemgik hun i hjernen), så da der pludselig lød en stemme tæt ved hende, rankede hun sig med et sæt og vendte hovedet med et overrasket smil om munden, der afslørede hendes perlerække af hvide tænder i kontrast til hendes mørke hud. 'Lærke', tænkte hun forbløffet, 'af alle mennesker!' Nishay havde vitterligt ikke troet, at Lærke frivilligt ville opsøge hende. For Nishay forekom Lærke svær at komme ind på livet af, og selvom der ikke havde været kulde i deres små daglige dialoger på værelset, så havde Nishay haft fornemmelsen af, at hun, Nishay, var totalt malplaceret i Lærkes univers, selvom de begge var fra København.

Men Nishay var ikke kun overrasket - hun blev så glad, at hendes smil blev mere åbent og nåede hendes mørke øjne. "Selvfølgelig," sagde hun glad, så hendes hæse, melodiske stemme fik en lidt lysere klang, "sæt dig endelig." Fuck, oh my fucking bodyguard, det sagde hun bare ikke - 'sæt dig endelig', var hun bare midt i 40'erne, eller hvad? Og hvem troede hun egentlig, at hun var? Ærkedansk? Nishay rødmede og håbede ikke, at det var så tydeligt, at selv hendes mørke hud ikke kunne værne imod det. "Har du sovet godt?"

Lærke var så rå i sin tøjstil, og det klædte hende vildt godt, syntes Nishay, selvom hun nok aldrig ville klæde sig sådan, eller hvad? Stedet her vrimlede med så forskellige typer, at hun syntes, at hendes egen lidt fine shoppepige-fra-Strøget-stil var til at lukke op og ørle i.

[Lærke]

Lærke satte sig. Den gris lugtede altså forfærdeligt godt. Det mindede hende om hjemme, om end det her bacon var langt mere ... fedtfri. Lavet til piger der gerne ville holde fedtprocenten. OMG.

"Jeg er ret glad for den øvre køje," sagde hun og stoppede et stykke pølse i munden og kom pludseligt til at tænke på at Nishay måske var muslim som i ikke at spise svin. Hun så på den smukke pige og hendes fantastiske hår og rynkede på næsen.

"Øhm ... " hvad skulle hun sige? Hun pegede på sin tallerken. "Generer det dig? Altså jeg, du ved jeg har ik¨ke engang spurgt dig om du er muslim."
Lærke virkede ikke forvirret, bare som om at tanken var faldet hende ind.
"Det er bare jeg har flere venner der er sådan 'fuck af Lærke svine-æderen,' men de er jo i bund og grund ligeglade så længe jeg ikke stopper det i halsen på dem."

Så lukkede hun munden lidt stramt. Det var hendes morgensyge. Hun snakkede alt for meget, fordi hun allerede havde været oppe længe og været i gang lige så længe.