Fælles Morgenmad

[Nishay M. Asran]

Nishay kunne nærmest ikke få sine arme ned mentalt - over, at hun sad og snakkede med nogen. Okay, måske var det lidt overdrevet, og måske ville de begge gå deres egne veje bagefter, men det var da en start, right? Den frygt, Nishay havde følt de seneste fire dage, over, at hendes reserverede holdning og besværligheder med at tilpasse sig miljøet ville holde folk på afstand, blev skubbet så langt ned mod livmoderen, at hun ikke kunne føle den som andet end et stik.

Og da Lærke talte, kunne Nishay ikke lade være med at slå en latter op. Hvor var det sødt sagt. Hun så på tallerknen uden at ændre sin smilende mimik.

"Det generer mig ikke det fjerneste." Igen en frase, hendes venner ville have leet af - 'ikke det fjerneste'. Hun kunne høre dem for sig. Hvor var det også svært at tale med Nørrebro-araberdialekt, når man brugte det meste af sin tid på at se DR2 og skrive med danske cyberspace-mennesker og så'n. Nishay trak på skuldrene. "Jeg synes virkelig, at det dufter godt, og mad siger man jo aldrig ad til, om det så er abehjerne stegt i blækspruttefedt. Faktisk så ..." Gad vide, om Lærke syntes, at Nishay talte for meget? I hvert fald snerpede Lærke læberne sammen, og Nishay afbrød sin sætning med et spørgende glimt i øjnene.

[Lærke]

Hun var københavner-agtig. Frisk, snakkende, smilende. Åben. Det var altid rart. Det føltes hjemligt. Lærke var udmærket klar over at hun skræmte folk væk og imens Nishay snakkede spiste hun stykke for stykke af bacon med blikket mod tallerkenen. Så stoppede talestrømmen og Lærke vendte sit ansigt uden anstrøg til smil mod Nishay.

"Faktisk hvad?" sagde hun. Eksotisk mad var ikke ligefrem Lærkes specialitet med hendes mor i pubben, var det nu mest bare fedt og smør. Hvilket passede Lærke fint. Og ketchup. Ketchup. Måske skulle hun alligevel sige noget mere, som for at påpege at hun hørte efter. Det gjorde hun jo altid. "Abehjerne i blækspruttefedt lyder ... klamt. Det er sgu da i orden og sige til hvis ens kultur gør at noget virker frastødende?"

Måske skulle det ikke have lydt så hårdt så hun trak lidt i mundvigen. Så faldt hendes mund ned i den samme alvorlige udgangspositur som normalt.

[Nishay M. Asran]

Nishay betragtede Lærke med nysgerrige øjne. Der var noget ved hende, som virkede afvisende, men alligevel ... Måske var hun bare sådan, når hun lyttede. Og spørgsmålet kom da også: "Faktisk hvad?" Af høflighed? Det betød vel ikke så meget lige nu, og Nishay skulle til at fortsætte, da Lærke ytrede én af sine holdninger. Virkelig rar holdning. Nishay smilede.

"Enig," smilede hun, "men du behøvede ikke rigtigt at vade i abehjernen." Nishay så hen på Patrick et kort øjeblik - lyttede han? Så fortsatte hun den sætning, hun afbrød før: "Faktisk så ..." Og hvorfor var det så lige, at det forekom hende svært at sige nu? Lige NU, hvor hendes forældre og bror og veninder ikke kunne høre det, kunne hun vel buse ud med det, men det var, som om en hånd blev lagt for hendes mund. Hun trommede lidt på kanten af sin tallerken med sine lange, velplejede negle. Før ville hun have buset ud med det uden omtanke, men nu ... Et par sekunders betænkelighed gjorde hende vitterligt ikke godt. Hun bøjede altså sætningen af og fortsatte med noget andet: "... synes jeg, at madvaner er en privatsag, og du spiser jo heller ikke uciviliseret - så er det ligegyldigt, hvad du spiser. Faktisk så ..." Nishay grinede, fordi det dér 'faktisk så', var blevet en dårlig vane for hende at sige i hver anden sætning, og det lød bare uintelligent og Basim-fra-X-Factor-agtigt, "... virker det slet ikke til, at du tænker over kalorieindhold og sådan noget, og det er rimelig fedt - øh, sejt." 'Fedt' i sådan en sætning var måske ikke lige det "fedeste" ord.

[Lærke]

Den sidste kommentar fik Lærke til at fnyse, som i en form for hendes manglende latter, der burde have været.

"Kalorieindhold?" Hendes ansigt sagde det nærmest, 'bitch please' og der var et lille smil i hendes ene mundvig. "Er det et ord fra dit ... øeh, modersprog?" Lærke anede ikke hvor Nishay kom fra. Hendes dårlige forsøg på en joke, men det va rhendes lede form for humor. Desuden ... hun løb hver dag, forholdt sig nogenlunde sund, røg ikke, drak nogen gange, var dygtig i skolen, hvorfor skulle hun så spekulere på om hun blev fed af bacon? Kun små tøser med mindreværdskomplekser gjorde det.

[Nishay M. Asran]

Nishay blinkede overrasket et par gange med øjnene. Så brast hun i latter. Vidste egentlig ikke, hvorfor, men det kom sig nok mest af Lærkes stemmeføring - hendes hånlige, tørre afslappede facon. Egentlig burde Nishay blive fornærmet, men ... Åh, shit, det var sjovt. Og det var bare ikke tidspunktet for et regulært grineanfald nu, men nu strømmede latteren fra hende og fik hele hendes spinkle krop til at skælve, uden at hun kunne andet end gispe efter vejret; det var hverken en fnisen eller en larmende latter, men alligevel tiltrak den sig folks opmærksomhed. Hun krummede sig sammen, så hun blev endnu mindre og strøg sig over de sammenknebne øjne med den ene hånd.

"L-L-L-L-Lær-ærh-køøh..." var det eneste, hun kunne få frem mellem sine krampetrækninger.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda rækkede tunge til Marius da han puffede til hende, men gjorde ingen indvendinger. Han var nu flink nok og var en af de få der ikke havde spurgt om alt mulig lort omkring David, bare for at få tilfredsstillet sin nysgerrighed. Hun lyttede til hans ord, mens han lavede sjov med Ludvig og at han skulle holde en tale. Hun sukkede lettere påtaget, for Ludvig var nu en okay lærer. Ikke at samfundsfag var hendes farvorit, langt fra, men han blev ikke hidsig som så mange andre lærer hvis man ikke liiige var oppe at kører over emnet.

''Hm?''

Amanda så et øjeblik spørgende på Frida fordi hun havde tænkt på noget andet og ikke lyttet efter spørgsmål. Men det sank da ind kort efter.

''Nåår, jo.. Bedre end i lørdags. Men overlever... Har jo ikke skulle ligge i sengen hele weekenden som stakkels Marius''

Hun smilede til dem begge.

[Frida Jensen]

"Tag du bare en fridag Marius, jeg er sikker på du ikke har noget fornuftigt at bidrage med til din klasse alligevel" grinede hun. Hun gik ikke i klasse med Marius, men havde hørt at han var ret klog, så hun regnede med at han godt vidste at det var en joke og ikke en fornærmelse. Desuden drillede hun også kun mennesker, som hun troede kunne tage det, så det var på sin vis en kompliment.

"Godt du har det bedre" nikkede hun mod Amanda, men så vendte hun sig mod Marius: "Ej, har du været syg også? Hvor er det bare surt. Har du det bedre?" Hun havde ondt af dem. Det måtte være så træls at være syg nu.

[Marc]

Marc kom endelig ind i spisesalen, lidt efter alle andre som altid. Han havde trukket den lidt for længe sammen med hans værelses kammerater, men havde alligevel nået et bad dog. Anton lå dog stadig i sengen og sov, men Marc gad ikke vække ham. Det havde han ihvertfald ikke bedt om.
Marc havde bare et par jeans, rullet op til midt på læggen og en klassisk hvid t-shirt. David havde han ikke set endnu men han lå nok enten og snuede i sengen stadig eller var ude og få sig en smøg.
Buffen var overvældene stor som altid og han kunne mærke sulten gnave i maven.
Anton var sgu fin nok, og at han var homo generede ikke Marc. De havde snakket lidt sidste år sammen, og at de nu var kommet på værelse var fedt. Han tog lidt tilfældige ting på Buffen.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius var blevet færdig med det meste af sin mad nu, mens pigerne førte en samtale. Han blinkede til Frida ved hendes bemærkning om hans intelligens. Han gad faktisk godt - når sandheden SKULLE frem - have en fridag. Hvem gad ikke dét? Men det var nu, fordi han stadig var træt og blev svimmel i ny og næ og ikke, fordi han ikke brød sig om skolen - det gjorde han helt bestemt.

Fridas bekymring om hans ve og vel var ægte nok - ja, faktisk meget oprigtig. Han skævede til Amanda og blottede sine tænder i påtaget misbilligelse over, at hun nævnte hans sygdom. Så sagde han afslappet: "Det værste var nok, at jeg ikke kunne stå ud af sengen uden at få kvalme - eller nej, det allerværste var, at jeg ikke havde et klaver. Men det går bedre nu, omend jeg godt kunne tænke mig en Frida." Han udtalte bevidst ordet "Frida" som "Fridag".

[Frida Jensen]

Frida kunne ikke lade være med at rødme lidt. Det var ikke fordi han sagde noget sødt, det gjorde han jo egentlig slet ikke. De snakkede om sygdom. Det var ikke det mest charmerende, men alligevel kunne hun mærke blodet stige hende til hovedet. Hun kiggede ned i bordet mens hun tænkte på hvad hun skulle svare. Under bordet kunne hun lige skimte hans lange ben og armyshorts. Hun kiggede rundt i salen i stedet for.

"Spiller du klaver? Det vidste jeg slet ikke." Det var underligt så lidt man vidste om folk selvom man havde gået i skole med dem i et helt år. Hun kunne godt lide tanken. Han havde pæne klaverhænder. Hun havde også selv spillet klaver, men hun blev aldrig god til det.
"Jeg tror altså godt du kan tillade dig at tage en fridag, hvis du er syg. Vi skal nok komme med noget mad til dig" smilede hun til ham. Heldigvis havde de ikke de dumme regler på denne skole med at man ikke måtte komme til måltider hvis man ikke var i skole. Det måtte man gerne. Men hvis han var sløj og hellere ville være på værelset, kunne de da godt varte ham lidt op.

[Lærke]

Nå. Så nogen på dette sted forstod hendes humor. Eller også var det bare et enestående tilfælde. Hun pillede ved sit enkle armbåndsur. Latteren var tydeligt smittende og folk rundt omkring kiggede mod det, men Lærke selv smilede kun i hendes øjne. Pigen i det moderigtige tøj der næsten lå på gulvet af grin ... det var ærgeligt de ikke rigtigt havde snakket sammen før, men Lærke havde fundet det for overvældende at hvor end hun gik hen var der mennesker og derfor havde hun prøvet at undgå dem. Især dem på værelset. Mest fordi at hun fandt Amanda og Selma irriterende.
Adam havde hun set. Han var flink. Også ædru. Men hun vidste ikke helt. Måske var det bare fordi han var den første hun havde talt med.

"Rolig nu Nish, inden de tror jeg har givet dig latter-gift, som en anden Joker." Great. Hun havde ellers besluttet at hendes tegneserie kommentare skulle holdes bag lås og slå men Nishay mindede hende om hjemme og derfor havde hun ladet sin mur falde. Tsk.

[Selma Åberg]

Hun lo lidt og kiggede skævt op til ham.
"Enig! Det er nu ret dejligt at begynde med skolen igen... Glæder mig..."
Hun tog et lille stykke spejlæg op til munden, men stoppede så og smilede endnu større til ham. "Hey, Jonnah, vi bliver altså nødt til at se den der film du snakkede om som jeg ikke havde set," sagde hun mens hun lod gaflen falde igen, "Hvad var det den hed?"

Hun slap gaften helt og tørrede sig om munden som om hun lige havde taget et bid. Det havde hun bare ikke. Hun tog også et glas vand. Det smarte ved vand var, at det jo ikke fedede, men når man skulle til sundhedsplejerske eller noget, kunne man bare drikke en helt masse af det, så man vejede meget mere end normalt.

[liam]

//: indtræder i tråd.

så ingen af tha boyz havde lissom vækket ham, David sov, men Mattie var bare skredet. Men fordi Matties hår bare afslørede ham alle steder var ikke til at overse og så med nogle hotties. Han havde ikke snakket med hende. Eller den anden. Men ja ... Liam var ikke bleg for at sige hej. Desuden kunne han ikke lige genkende andre. So ...

"Mattie-pattie," brølede han og skubbede lidt til ham så han kunne sidde ved siden af ham. "Hvad sker der her? Jeg hedder Liam, men I kan kalde mig mr. Well-Proportioned." Han lavede en klikke lød og kastede med en pistol finger mod dem.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda rystede smilende på hoved af Marius lidt platte charme replik til Frida, selv om det nu var meget sødt. Hun kunne heller ikke undgå at se at Frida rødmede over hans ord. Hun gned sig i øjet og tog så benene ned igen. Marc var oppe i buffen, men ikke David. Irriterende nok kunne hun ikke gå fra spisesalen hvis han kom, fordi de skulle blive og hører den tale Ludvig skulle holde. Men der var ikke noget hun kunne gøre og hun måtte bare bide det i sig. Det gjorde hun også og skulle nok klare den.
Fyren der havde brast ind på hendes værelse til grillfesten var ikke til at overhører da han kom ind i spisesalen og satte sig ned ved den rødhåret... Mattie hed han vidst. Og ham den anden var noget med L... Men hun havde ikke snakket med dem, og havde heller ikke forsøgt på det. Fokus tilbage til Frida og Marius, som snakkede om klaver. Hun mindedes vidst noget om at Marius en gang imellem havde spillet klaver, men hun ville ikke havde sagt det uden han havde bragt det op selv. Hun var virkelig træt og lyttede bare.

[Jonathan Bailey Smith]

Selma var sød, men hvis hun ikke holdt op med at tale så meget fik hun da aldrig noget spist.
Men de havde altid snakket meget om film. Selvom Selma var lidt mere til de romantiske film med et strej af sød filosofi end Jonathan var. Det gik an og de havde haft mange afslappede timer foran en computer på et af værelserne. Og rigtig mange popcornskampe, hvor det endte med at de slet ikke fik spist nogen og bagefter havde popcorn ud over hele sengen.
Han smilede ved tanken og tyggede af munden inden han svarede.

"Den vi snakkede om over telefonen? Antichrist. Jeg fatter stadig ikke at du ikke har set den! Nyder du ikke at kaste op i biografen, eller hvad?" Han skyllede med noget juice.
"Men ja, vi skal helt sikkert se den. Hvis du kan klare det." Han blinkede til hende med et smil.

Det så ikke ud til at de var kommet meget længere med den mikrofon. Men de fleste elever måtte vel efterhånden være her. Støjniveauet i salen var i hvert fald steget til nye højder og der var ret proppet oppe foran buffeten. Anton var selvfølgelig ingen steder at se.