Fælles Morgenmad

[Anton Sommer Engström]

//ankommer til tråd

Anton kom stæsende hen til bordet med en skål havregrød i den ene hånd, en banan og en blyant i den anden og sit historiehæfte under armen. Der var cirka ti minutter til åbningstalen og han ville ikke gå glip af at de skulle kaste de nye i søen.

”Morgon” mumlede han til Jonathan og Selma og de andre kammerater der sad rundt omkring dem ved langbordet. Det var sjovt med sprog, der var fire situationer hvor han simpelthen kun kunne tale svensk. Det var når han var stresset, meget træt, ekstraordinært fuld eller virkelig vred. Så gik hans hjerne ligesom i stå og han kunne ikke tale hverken dansk eller engelsk. Heldigvis var hans modersmål jo ikke russisk eller indisk, så folk kunne jo forstå det. De lagde nok ikke engang mærke til det.

Han skovlede havregrød ind, mens han skrev historieopgaven rent. Det var en af ulemperne ved at skrive i hånden, men en han gerne tog med. Hvis bare han var vågnet noget før. John og han havde brudt op ved 1-tiden og så var han gået tilbage til værelset for at komme i gang med arbejdet. I de sidste dages iver, havde han bare lige glemt, at det var 10 sider der lå og ventede på hans arbejdskraft. Lektier, fandens også.
Hvis bare han havde husket at bede de andre om at vække ham. Det var da flinkt og forståeligt nok af dem, at de lod ham sove, hvis det var det han ville, men han havde bare været så vant til, at først John og siden David og Peter havde vækket ham om morgenen. På ret forskellig vis, forstås. Han havde ikke noget vækkeur. Havde aldrig nogensinde haft ét og havde heller ikke i sinde at skaffe et.

Men Marc kunne sikkert godt overtales til at smide en pude eller en spand vand i hovedet på ham. Han var sgu en overraskende flink fyr. De havde selvfølgelig talt sammen sidste år, der var ikke så mange han ikke havde talt med, men han anede ikke at Marc var så nede på jorden. Fed humor, afslappet og pænt musikkyndig. Det skulle nok blive et fint bekendtskab. Noah vidste han stadig ikke helt hvad han skulle synes om. Overordnet var han vist helt ok, men Anton måtte lige bide tænderne sammen hver gang Noah sagde ’dude’ eller ’kid’ eller et hvilket som helst andet udtryk med irriterende USA-udtale. Det var som om han enten var ’homie’ eller en eller anden gammel, politisk korrekt høflig mand. Ikke at hans eget dansk var perfekt, det var det langt fra, man kunne sagtes høre at han ikke var dansker, det var simpelthen umuligt for ham at lave alle de flade lyde som det danske sprog krævede, men han gjorde da sit bedste for at holde sig til stilen. Selvom han tit måtte bruge svenske udtryk og oversætte dem direkte, hvis ikke samtalen skulle gå i stå mens han ledte efter noget tilsvarende.
Men Selma virkede glad for ham, og derfor steg han også en smule i Antons agtelse.

Han var sjosket over i hovedbygningen i et par gamle pyjamasbukser, som vist nok egentlig var Jonathans i tidernes morgen og havde lige nået at smide en cardigan over sin bare overkrop. På bare fødder, men det var ikke noget usædvanligt syn. Chancen for at se Anton i sko mellem april og midten af oktober var næsten ikke eksisterende, på nær ved specielle lejligheder og når han var på løbetur. Han måtte skifte inden timen begyndte, det havde han gjort før. Hans brune hår var så meget morgenhår som det var muligt at blive med den længde det havde. Han var virkelig ikke god til morgener.
”revolution.. økonomisk krise.. borgerrettigheder” han mumlede mens han skrev ordene over. Han var simpelthen ikke et skolemenneske. Det interesserede ham ikke. Økonomien og samfundet gik sin gang, op og ned, men det fungerede pænt meget på samme måde på alle tidspunkter, det havde han ikke nogen mening om eller ambition om at lave om på.

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda fortsatte sin samtale om hår med Freya. De havde virkelig næsten samme smag, den kunne i hvert fald tilpasses, og de gik begge op i at det kræftedme skulle se ordentligt ud. Og så var hun bare så sød og veninde agtig. Hun fristes næsten til at kalde hende for sin skat, som så mange andre.

Men så blev de også afbrudt og det på det groveste. Hun havde godt bemærket ham der kom. Vidste ikke hvad han hed, men han var godt nok højlydt. Det var komisk. Og selvsikker så det ville noget, hold da kæft. Amanda forsøgte at kvæle et grin, men det lykkedes ikke rigtig. Hun vidste ikke helt om han var en latterlig idiot eller en af de søde af slagsen. Det måtte jo vise sig.

"Mr. smart-ass. Hej - Amanda." Amanda smilede og rystede på hovedet af ham med et grin. Spøjs type. Og kendte hun Mattie ret var de bestemt ikke bro's. Heller ikke selvom Liam åbenbart mente det.

[Mattie]

Mattie rystede irriterede på hovedet af Liams larmende ankomst. Ignorerede ham. Han var så skide, fucking latterlig.

"Skal vi pjække? Vi kunne gå ned og se på byen. De har en god boghandel har jeg hørt." Han kiggede på Amanda og ikke nogen af de to andre. Det var ikke en udfordring eller for at være rebelsk. Sådan var han bestemt ikke. Det var bare fordi det lige faldt ham ind, og det virkede mere fornuftigt end at tilbringe dagen her. Der ville sikkert ikke ske noget alligevel. Det ville bare være: velkommen, blah, blah, blah, blah. Han ville gerne se på byen.

[liam]

Bitch please, tænkte Liam men lo bare til hende.

"That's right honey." han smilede og tænkte lidt på kaffe, men nu hvor han havde en samtale kunne han ikke helt finde ud af hvad han skulle sige.

"Pjække Mattie-boy, du er tough en, men du ved. Jeg skal sgu lige starte inden jeg pjækker." Han slog AMttie i ryggen med flad hånd.

"Så hvad laver sådan nogle kællinge stænger ude af sengen?" Hvor fanden var Liv også? Typisk hende bare at forsvinde elle rmåske helt glemme at dukke op. Hun plejede ligesom at skaffe vennerne og så kunne han frastøde dem, som hun så findt sagde.

[Nishay M. Asran]

Nishay forsøgte at få hold på sig selv, det gjorde hun virkelig. Hun skjulte halvdelen af sit feminine, hjerteformede ansigt i servietten og prøvede at trække vejret normalt. Men så kom jokeren ind i billedet, og det var i og for sig ikke den platteste, sjoveste joke, Nishay havde hørt, men i konteksten og situationen, som den var med hende halvt på gulvet, halvt i stolen, var dén vittighed årsag til endnu en række efterskælv. Nishay træk vejret ind gennem næsen og tog en tår af sin juice.
"Ej, sorry," sagde hun med en stemme, der næsten lød grådkvalt. Hun så hen på Lærke for første gang, og selvom der ikke var skyggen af smil at spore i hendes ansigt, kunne Nishay se et glimt af smilet og morskaben i hendes øjne. Nishay fik lyst til at kramme hende - eller bare give hende et kærligt klap i bagen, eller hvad man nu gjorde. Sådan noget, som hun aldrig havde gjort, men set nogle af de andre danske piger gøre med deres venner og veninder. Hun smilede bredt til Lærke med et overvældet glimt i øjnene, og inderst inde tænkte hun: 'Hvordan kan jeg blive rørt af så lidt? Og så mange mennesker!'

[Amanda Kjærsgård Holm]

Amanda løftede det ene fint optegnede øjenbryn. Jamen dog. Hun tog det i sig igen, sikke en narrøv. Han mindede hende lidt om hendes brødre på 12. Det var vist nok change at give et nyt bekendskab, og hun var nu helt sikker på at hun foretrak Mattie. Mattie og hans farlige røde hår, og de spændende idéer. Hun skulle ikke tænke ret længe over det. Hun ville gerne være rebelsk. Og seriøst, man lærte alligevel aldrig noget på første skoledag.

"Ja, vi skrider." Hun smilede til Mattie og rejste sig så. Hun lod den tomme tallerken stå på bordet. Hun håbede ikke at nogen af de andre fulgte med. Hun ville gerne være alene med ham, og egentlig havde hun bare slet ikke lyst til at være i nærhedne af ham den anden. Føj for helvede. Hun hev Freya blidt i hestehalen og hviskede i hendes øre.
"Beklager jeg forlader dig. Skal jo score min ginger, men held og lykke med ham der."

//forlod tråd

[Mattie]

Matties stol væltede da de forlod bordet, men han var ligeglad. Den kunne Liam få lov at samle op hvis det var vigtigt.
Han var glad for at Amanda ville med. Ellers ville han nok være smuttet alene, men for første gang længe ville han hellere have selskab.
Måske var denne her skole ikke så dum alligevel. Som sagt, friheden var hvert en kæmpe fordel han aldrig havde oplevet før.

//forlader tråd.

[Marius Emil Lundqvist]

Frida rødmede, det var ikke til at tage fejl af. Marius lagde hovedet let på skrå og så spørgende på Amanda. Der havde ikke ligget noget særligt i dén bemærkning, men det var åbenbart bare hans comeback efter at have ligget i sygesengen. Jackpot, hva'? Marius bemærkede, at Fridas blik kort strejfede hans hænder, før hun spurgte, om han spillede klaver.

"Jeg har slet ikke samvittighed til at blive væk," smilede han og fangede Fridas blik. "Jeg har spillet klaver det meste af mit liv," fortalte han hende - stadig afslappet. "Jeg må indrømme," fortsatte han med et lille skuldertræk, "at jeg heller ikke ved så meget om dig, så det skal du ikke være ked af. Jeg kan huske dig som præfekten, og jeg ved ikke, om det er det bedste prædikat at have hængende på sig." Han lo lidt - lavmælt.

[Lærke]

Lærke rystede næsten umærkeligt på hovedet.

"Siger du undskyld for at le?" Hun drak selv mælk. Sødmælk. Det var den bedste slags. Men de fleste synes det var totalt ulækkert. Grundet den fedtede smag, men det der uden fedt var som at slikke vådt pap. Det var klamt.

"Ærligt talt er det forfriskende blandt de her kusser der ikke tør sige noget." sagde hun tørt.

[liam]

Liam så lidt fornærmet på dem mens de rejste sig. Hvad fanden var deres problem? Typisk mennesker uden sans for humor. Men måske var strategien forkert. Han kunne godt vise en anden side. Han rykkede tættere på den anden trunte, mens han samlede stolen på hurtigt.

"Okay, ny start, jeg hedder Liam, bare Liam," sagde han med et stort drenget smil og rakte hånden frem over bordet. Liv var den der introducerede ham. Hun var hans wingman. Damn.

[Frida Jensen]

Han fangede hendes blik og hun kunne ikke undgå at lægge mærke til hans meget lyseblå øjne, som hun syntes var søde. Hun hadede det lidt, det var altid så pinligt. Hun blev så selvbevist, når der var nogen hun godt kunne lide og hun var sikker på at alle kunne se hende rødme. Også ham. Det var slet ikke cool. Men hun havde altid kigget lidt langt efter ham på gangene. Han virkede så sød. Talte pænt til folk og prøvede ikke at være noget han ikke var. Øv, hvorfor skulle han også være så sød?
Han syntes sikkert hun var skide kedelig. Eller mærkelig. Åh Gud nej, ikke mærkelig. Kedelig kunne hun godt leve med, bare ikke underlig.

Hun fik lidt dårlig samvittighed over ikke at inkludere Amanda i samtalen, men hun virkede ikke sur. Bare lidt træt og som om hun havde mere brug for ro og morgenmad. Det håbede Frida i hvert fald, men det kunne godt være det var for ikke at få dårlig samvittighed at hun troede det. Men ellers måtte Amanda jo hoppe med i samtalen igen, det kunne hun sagtens.

"Jeg ved ikke om det er det værste heller" smilede hun. Hun vidste ikke hvad man skulle sige i sådan nogle situationer. Men hun ville til enhver tid hellere være 'præfekten' end 'den billige luder' eller 'hende der altid kastede op til festerne'. Hun havde intet imod at være moden, bare folk vidste at hun også kunne have sjov. Og det gjorde mange alligevel heldigvis.
"Jamen der er heller ikke så meget at vide. Jeg spillede også klaver engang, men jeg blev aldrig rigtig god. Min lillesøster Johanne derimod, er fantastisk på et klaver. Vinder en masse konkurrencer og alting. Klassisk."

[Nishay M. Asran]

Nishay tørrede tårerne væk fra øjenkrogene. Godt, hun havde skippet mascaraen her til morgen. Hun havde slet ikke forventet, at starten på hendes hverdag her ville blive indledt af dette. Hun trak på én af sine spinkle skuldre, samtidig med, at hun skubbede sin tykke manke bagud med den modsatte hånd.
"Ja, I guess so," sagde hun nu med kontrol over stemmen, der igen var dyb, blid og melodisk. Hendes læber dirrede faretruende ved den næste kommentar, Lærke kom med. Lærke mindede hende om Aragorn med den tørre facon, og da tanken slog hende, udstødte hun en fnysende latter. Aragorn og kusser - kunne det blive mere bizart?

"Som du dog kan sige det," sagde hun halvt leende. Hun lagde benene over kors. "Jeg fik slet ikke spurgt dig, hvad du lavede til festen, Lærke." Hun hævede spørgende begge øjenbryn minimalt.

[Marius Emil Lundqvist]

Det synes, som om Frida granskede ham mere nøje med sit blik. De grønne øjne blev i hvert fald fjerne et kort øjeblik. Han så interesseret på hende, mens han talte.

Et enkelt øjeblik lod han blikket vandre mod Amanda, der sad og døsede lidt. Hun virkede mere træt, end han var, selvom hun ikke havde været lige så hårdt ramt som ham.

"Hvor ærgerligt," tilkendegav han oprigtigt, da Frida informerede ham om sit ringe talent på et klaver. "Måske har du bare ikke været lige så ihærdig som din søster," grinede han, men beundringen i hans stemme overfor Fridas søster lå nu i tonefaldet. "Klassisk blev aldrig helt mig, tror jeg. Jeg spillede klassisk de første 8 år, men siden har jeg fæstet min lid til jazz, blues og rytmisk. Ikke, at jeg slet ikke kan lide at spille klassisk mere; det er bare lidt ... Bundet af systemer, hvis du forstår. Klassisk har en fast form, og jeg kan godt bare lide at tegne skæve streger." Han smilede og lod blikket falde på hendes tatovering. "Hvor længe har du haft den?"

((Som jeg ikke aner, hvad forestiller, siger Xazal))

[Lærke]

Lærke så på den kønne pige der bare smilede og så rar ud.

"Fuld sammen med anden første års," sagde hun med et afvisende fnys. Det var ikke rettet mid Nishay mere hende selv. "Hvad med dig?"

Hun stillede langsomt sit glas fra sig. Der var stadig bacon, men hun ville gerne have den müsli. Det var egentlig mærkeligt. Hendes blanding af madtyper.

"Fandt du et fellowship?" sagde hun stramt, med et lille smil før hun stoppede skeen ind i munden.

[Frida Jensen]

"Jeg kan bare godt lide at tegne skæve streger." Hvorfor sagde han sådan nogle seje ting? Søde ting. Hun smilede, men prøvede at overbevise sig selv om, at hun ikke var vild med ham. Hun var ikke vild med ham, ikke, ikke, ikke. Hvis hun sagde det nok gange, ville hun nok overbevise sig selv om det. Han var i hvert fald ikke interesseret i hende, så det kunne jo også være ligegyldigt.
"Nej, det var jeg nok ikke. Men du må have været ihærdig. Jazz kræver virkelig musikalitet. Det er sejt." Hun beundrede folk der var musikalske. Det var hun altså ikke. Hun var den naturvidenskabelige, den logiske, den kedelige.

Han så hendes tatovering, og hun kiggede selv ned på sit håndled.
"Før jeg måtte" lo hun. Hvilket han nok kunne regne ud, for hun var stadig kun 17 og måtte derfor stadig ikke få en tatovering. Men hun var glad for den. Hun blev glad når hun så på den. Den mindede hende om alt det gode i livet. Viola, og venner og familie, og Jesus.
"Da jeg var 15 faktisk."