Fælles Morgenmad

[Marius Emil Lundqvist]

Marius studerede sin telefon, da Frida afleverede den igen. Frida Jensen, havde hun kaldt sig - det var altid noget, at hun ikke var typen, der skrev smileyer og hjerter efter sit navn, som mange andre kunne finde på. En aften havde Marius siddet og redigeret i sine kontakter, fordi ALLE åbenbart syntes, at det var uhyre morsomt at kalde sig "Søren (Spætte) Larsen <33". Marius havde flere kontakter, som hed det samme, og hvis de tilmed skrev deres egne nicknames, blev han rasende over den uorden, det kunne skabe. Ja, selv gode venner, som han aldrig kaldte ved rette navn, havde han skrevet ind i sin kontaktliste ved deres rette navn - undtagen Bjørn, som han havde spillet i band med. Alle kaldte ham Bjarke.

Dog så han påtaget skuffet ud og mumlede noget med, at han ikke kunne finde rundt i det, når folk ikke brugte deres Arto-nicknames. Han smilede skævt til Frida og så hen på Anna, der netop havde kommenteret hans lille joke. "Hvad siger du?" Han havde vitterligt ikke hørt, hvad hun havde spurgt om, men det gik op for ham, at det var hans telefonnummer, da hun kort efter sagde: "Nå, men dit nummer må vi klare senere.. Eller jeres."

Marius nikkede. Han havde Annas nummer i forvejen. Men hun havde sikkert ikke hans; han havde fået det af én af pigerne fra hendes værelse sidste år, fordi han var blevet det tredje hjul i en aktion, der gik ud på at hjælpe en fyr til at score Anna til en fest. Det var dog ikke lykkedes. Heldigvis. For ham fyren var en nar - kort sagt. Marius kunne stadig skære tænder ved synet af ham og lyden af hans stemme. Heldigvis var han i Mexico i år for at blive bedre til spansk.

[Ludvig Toft]

Ludvig kom ind i spisesalen som én af de sidste lærere. Da han havde forsynet sig med en kop kaffe, stod han og så til, mens det sidste blev ordnet. Højtaleren peb en enkelt gang, da de justerede på mikrofonen, og alle på nær et par stykker fór sammen, skar ansigter eller hoppede i stolene ved lyden. En enkelt tabte en underkop og en teske, og en elev kom hurtigt sin kammerat til undsætning.
'Sikken et teamwork, de kan præstere her på Lyngvig,' tænkte Ludvig og drak en ordentlig tår af sin kaffe.
"Ah," sagde han veltilfreds, da kaffen gled hen over hans tunge og blødgjorde hans svælg for derefter at bane sig hele vejen ned gennem spiserøret. Den smagte altid godt her på stedet, den kaffe. Hvis han nogensinde ville blive fyret, så var det nok dén, han ville savne. Han havde jo ingen kone til at servere og lave kaffe for sig - næh, nej.

"Nåh," sagde han højt frem for sig, "jeg må vel hellere komme op og præstere noget, ikk'?" Hans dialekt var mest århusiansk, men man kunne dog godt høre, at han kom fra Esbjerg, hvis man havde ører for den slags.

"Jærh, jamen, dav alle sammen," sagde Ludvig i mikrofonen. Der blev gradvist stille i salen. "Hej," sagde han igen, "hej, hej, hej." Jah, der sku' såmænd nok blive stille. Heeelt stille. Elevernes samtale forstummede til en summen, der også lidt efter lidt kun var en hvisken. Det kunne han leve med, så han rømmede sig unødvendigt og demonstrativt: "Aherm, mhmm, ja, velkommen til endnu et år på Lyngvig til jer, 3. og 2. G'ere, og hjertelig velkommen til et nyt år til de nye. Det glæder mig på hele lærerstabens og skolens vegne at byde jer velkommen i dag. Har I nydt morgenmaden?"
Ludvig gjorde en kort kunstpause, hvor ingen nåede at komme med andet end en sagte mumlen som svar. "Ja, køkkenfolket gør det godt hver skolestart, men allerede om en måned kan I se frem til torskerogn til hvert! evigt! eneste! måltid!. (Suk...) Det er lige hårdt at sige farvel til et kobbel 3. G'ere hver gang, for Guderne skal vide, at de hunde logrer mere end min gamle schäfer, Bastian, og derfor er glæden så meget desto større at se et nyt kuld hvalpe ved hver ny skolestart: Friske, kønne, forskellige mennesker med forventninger og drømme og ambitioner! Her på Lyngvig Kostgymnasium vil vi virkeliggøre de forventninger! Vi vil gøre drømmene til virkelighed. Lyngvig Kostgymnasiums ambitiøse sjæle er ikke gået herfra med et snit under 10, og de har fundet deres gyldne sti. Hvis nogle af dem har fået et snit under 10, er det sikkert, fordi de er blevet forført af nogle af bønderne her på egnen," tilføjede han til sidst mest henvendt til sig selv. Ludvig fortsatte med stort engagement: "Men hvad skal vi med drømme og ambitioner? Hvorfor skal vi i det hele taget ..."

Døren til spisesalen gik op. Ludvig kastede med irritabel mine, men meget roligt, et blik mod døren, hvor en pige stod i døren. Han sagde ingenting - lod, som om hun ikke var der, indtil ...

((Xazal-kommentar: Jeg går ud fra, at Signe Augusta har en dramatisk gymnastikopvisning eller noget. Hov, det var Ludvigs tanke. Forget it. Jeg giver bolden til Signe Augusta og resten af jer - og fortsætter med talen efter en passende mængde iih- og åååh-udbrud.))

[Sine Augusta]

Pis. Pis og papir.

Hun ville komme forsent til den gode morgenmad. Hun havde aldrig sovet over sig før, det i sig selv var Sine i chok over. Det var sådan noget andre mennesker gjorde. Det var sådan noget folk i hendes gamle klasser gjorde hele tiden. De kom forsent som en selvfølge. Det var ikke noget slemt og de tog sig slet ikke af det. Det gjorde Sine. Hendes verden var blevet rokket i uorden. Pis og papirpelikaner. Hun skulle ikke have haft tumblr på sin iphone til langt ud på natten i går. Det var en fejl. Men hun havde ikke kunne sove. Det tog sin tid at vende sig til andre mennesker trække vejret i samme rum som hende 24/7. Hun var ikke vant til at være omgivet af folk hele tiden. Derfor havde hun lukket sig inde bag høretelefoner og iphone. Og Hunger Games. Hun var desværre snart færdig. Mens Sine gik hurtigt gennem gangen huskede hun sig selv på, at næste gang hun ringene til sine forældre, skulle hun bede dem sende flere bøger. Ellers ville hun løbe tør. Og så ville hun lyve for dem igen, og fortælle at hun havde fået venner. De havde glædeligt hørt hende fortælle om alle de søde mennesker i ferien. Men da de havde spurgt om hun havde skrevet med dem havde hun bare nikket. Men det havde hun ikke. Hvad skrev man måske? 'Hej, jeg tænkte bare på, om jeg måtte forstyrer dine dejlige sommermåneder væk fra mig?' Nej vel, det ville ikke gå.

Da hun på bare fødder og uden den ellers planlagte ipod og Hunger games bog kom over i hovedhuset var der ingen mennesker. Det ville sige at alle andre altså var kommet. Hun kørte irriteret en hånd gennem håret. Det var ikke engang rent, fordi hun ikke havde haft tid til bad. Det var fedtet, fordi hendes hår blev så hurtigt fedtet. Æv. Hun satte farten ydeligere op og stoppede foran døren til salen. Der var stille derinde. Var det normalt? Hun åbnede døren. Ikke forsigtet, men heller ikke brangende op som om hun ejede verden. Åbenbart var det i hvert fald nok til at hun åbnede døren til en sal af elever der alle sammen vendte sig og stirrede på hende. Sine blegnede. Selv læren, hvad var det nu, Ludvig? Det var ham med de uhyggelige øjenbryn. Sine gøs og sank engang. Så trippede hun lidt på stedet og lukkede døren bag sig. Bare gå ligefrem. Ikke se nogen i øjnene. Ikke se mange af de andre øjne i øjnene.

Hun vidste ikke om hun burde sige noget. Ludvig så ikke ud til at ville fortsætte. Gulp. Sikke noget bavl. Øv, det var lige til at gå asyk over. Sine nåede til det første bord og kiggede meget forsigtigt op på øjenbrynene.
"Undskyld..jeg kommer... forsent.." Så skyndte hun sig bare at sætte sig for enden af bordet og stirre ned i pladen. Pinligt. Pinligt. Pis og papir hvor var det pinligt.


((Og jae, Sine har sat sig ved 1-g'ernes bord xD)))

[Ludvig Toft]

Ludvig fulgte pigen med øjnene et kort øjeblik. Han ville egentlig have fortsat, hvis ikke hun selv trådte i karakter som pligtopfyldende og undskyldte forsinkelsen. Ludvig trak på skuldrene og sagde ikke uvenligt, men stadig med en stemmeføring, der indikerede, at han ikke syntes, det var okay: "Det er i orden, Signe." For man skulle i hvert fald ikke sige om ham, at han ikke kendte sine elevers navne.

"Nåh," sagde han utilpas i mikrofonen og spurgte uentusiastisk: "Ja, hvorfor skal vi i det hele taget studere - når vi kan blive afbrudt midt i det hele af forstyrrende elementer som teenagepiger, der ikke kan få nok af sig selv i spejlet om morgnen og derfor bryder ind midt i alvorens stund?" Det var et dårligt, ydmygende påfund. En tilføjelse, han på sin vis frydede sig ved at være i stand til at gennemføre retorisk, som om det var meningen. Havde jo heller ikke gået på universitetet for ingenting, nej. Den musegrå Signe lignede nu heller ikke én, der havde sladret med sig selv i spejlet - hun var vidtbegavet og passede sine ting for det meste, selvom hun af og til var at finde i sin egen lille verden.

"Jeres forældre ville sige, at det er, så I kan få en god fremtid og tjene nogle penge til jer selv, få børn og dele Marrianne-bolcher ud til jeres børnebørn, når I når så langt. Jeres lærere vil sige, at I skal studere, fordi I skal blive oplyste og ikke gøre deres flittige arbejde med jer til skamme. Gud ville bare sige: Jeg har skabt jer, som I er, og I skal udnytte den gave, der er blevet jer givet. Men nej, I er her, fordi I skal opleve noget, og I skal nyde det i fulde drag. Lyngvig Kostgymnasium er ikke som andre gymnasier - vi kommer fra hele Danmark og sågar udlandet for at knytte os til et tæt netværk af unge - og selvom der er lidt fest og ballade - så er udbyttet først og fremmest en social ballast, der giver jer MEGET mere, end I ville få på et gymnasium med et højere fagniveau og kulturbevidste, konservative lærere og elever. Og SÅ -" Han råbte ordet "så" "- kan I gå hjem til jeres forældre og sige: "Hvad sagde jeg? Hvad SAGDE jeg?", for efter 3 år på Lyngvig, skal der ikke herske den mindste tvivl om, at I er blevet i stand til at omgås andre mennesker med måde og samtidig har lært noget, som alle vil sætte stor pris på." Han så udover eleverne og tog for første gang nogle papirer frem, som han havde haft liggende på et bord ved siden af sig. Han kastede et enkelt blik på det og sagde: "Her til sidst vil jeg gerne citere Rasmus Seebach - han skriver ... Hov, der står Piet Hein. Ja, ham vil jeg da hellere end gerne også citere."

Ludvig læste højt:

"Husk de tre:
 T T T.

Slid men vid:
Ting Tar Tid."

Han sænkede papirerne og smilede svagt frem for sig, som om citatets fulde betydning først nu gik op for ham. For første gang nød han den korte tavshed, der fulgte. Og så sagde han: "Velkommen til."

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne ikke lade være med at glo efter hvem det var der kom forsent. Taknemmelig for at det ikke var hende selv, så hun at det var Sine. En lidt stille pige, hun ikke rigtig havde snakket med sidste år. Det var næsten synd at hun skulle udsættes for mere ydmygelse med Ludvigs ord, for hun virkede ikke til at være den kække type der bare tog det med et smil. Amanda holdte dog sin mund og hvilede hoved i hænderne og albuerne på bordpladen.
Han var lidt en sær snegl, ham Ludvig. Men i det mindste var det ikke en af de kedelige taler om hvor vigtigt det var at få sig en uddannelse fordi det gav en et job. Nej, det var om Lynvigs hel specielle måde at bringe folk sammen, fordi folk boede her. Hun smilede lidt for sig selv, ville ikke indrømme for nogle at hun ikke lige var klar over hvem Piet Hein var.

[Lizz]

Lizz koncentrerede sig kun om pandekagerne, da Freya sagde noget om noget info. Hun kiggede op fra tallerkenen. Hun hørte drengen, der lige havde sat sig igen, sige noget. "Altså, jeg er overhovedet ikke færdig, og jeg har svært ved at multitaske... Kan I ikke lige referere til mig når jeg er færdig?" Sagde hun med en halv pandekage i munden, og fik tygget færdigt, så hun kunne sende dem et skævt smil. Hun kørte en hånd igennem håret, og så fra hjørne til hjørne, for at se om hun kunne få øje på højtalerne. Hun havde et eller andet med at prøve at få øje på alle de overvågningskamera og højtalere, der hang forskellige offentlige steder. Hun blikket ned på sin trøje, i frygt om at hun havde spildt noget syltetøj. Hun pustede kinderne op, og rettede lidt på tøjet, og vendte derefter tilbage til den kvarte pandekage, der kun var tilbage.

[Noah]

Noah der havde siddet med hovedet ned i hans frugt med mælk på. Og franskbrød smuldret ned i den. Pludseligt så han op og så sin ene roommate. M-marc?

"Holder han sådan en tale hvert år?" spurgte Noah. Ligesom fordi godmorgen vist ikke var så aktuelt længere.

Han havde været vågen det meste af natten fordi hans system altid tog lang tid om at justere sig til en ny tidszone. Det var irriterende. Han var vant til det og brokkede sig ikke mere, men nu havde han også fået nok af Yates til resten af måneden.

[Marc]

Marc havde siddet stille under talen, men han havde ikke ladet være med at spise. Han vidste hvad der skulle komme lige om lidt og gad ikke at efterlade hele sin tallerken. Det var han sgu for sulten til. Noah spurgte omkring Ludvig, da han var færdig og Marc rystede på hoved.

''Nej, det er lidt forskellige hvem der får det... Sidste år var det Historie læren Torgild, som vidst nok er gået på pension nu.. Han var noget af en tørvetriller.''

Marc skyllede det sidste af det glas mælk han havde ned og skubbede både glas og tallerken fra sig. Han var færdig. Han skulle hele tiden minde sig selv om at Noah faktisk var hel ny her på stedet lige som 1.g'erne, så der var nogle ting han nok ikke var blevet sat helt ind i.

''Er du blevet sat ind i hvad der skal ske lige om lidt?''

Han kastede et glimt på David med et smil. De var selv blevet kylet i søen sidste år af 2. og 3.g'erne fra den gang, men nu var det deres tur. Marc havde dæmpet sin stemme og lænede sig over mod Noah. Det kunne jo være Selma havde sat ham ind i tingene, men man kunne aldrig vide og han gad ikke at sidde og brøle op om det og ødelægge overraskelsen for de nye putter.

[Sophia Blake]

Han havde mast hendes fyldige læber mod tænderne med sine læber. Hun havde kunne mærke hans varme selvom deres kroppe ikke helt mødtes endnu. Gud fader, de var stive. Sophia havde aftalt med sig selv, at de ikke skulle have sex der. De skulle nok skrue lidt ned for det, havde hun sagt til sig selv. Hun skulle sige mere nej. Men det var bare ikke så let at modstå som hun havde troet. Det var ikke så let når man bare var sådan ret liderlig, kunne lugte hans aftershave og stadig kunne huske følelsen af hans hænder alle vegne. Nej, hun havde ikke kunne sige nej. Fuck. Men ja, gu' om det ikke havde været fantastisk. Selvom hun havde grædt, da han havde mast hendes læber. Hun havde kunne smage sine egne tårer der var salte og rene. For han havde spurgt ind til far. Eller mere indirekte, han havde spurgt ind til hendes tur til USA i sommerferien. De havde virkelig ikke været særlig imødekommende. Hendes farfar havde ikke ville snakke med hende. Farmor havde grædt. Faster, onkel, kusiner... Det havde været noget lort, og hun havde slet ikke følt at hun hørte til der mere, som hun før havde gjort.

Hun havde ikke sagt alt, men noget. Og fucking om hun ikke havde kunne stoppe tårerne, for hun savnede far så ufattelig meget. Hun havde tænkt på, om hun måske havde været en del af skylden. Eller om mor havde været det. Om Danmark havde været det, da de smed far hjem til USA. Hun vidste det ikke, men hun følte stadig skyld. Han blev 38.

Hun smilede ikke da hun sad og spiste morgenmad, men det gjorde hun jo næsten aldrig. Sam snakkede. Det var rart at have en ven som Samuel, der bare snakkede så man bare kunne tænke og lytte med et halvt øre. Hun tænkte der. Mens hun rodede i sine cheerios med en ske.
Så holdt Ludvig tale. Hun syntes han var mærkelig, Ludvig.
Da talen var slut kiggede hun rundt på folk. Så på Sam. Hvornår kunne hun smide en i søen? Det havde hun en eller anden trang til.
Han havde stadig mad på tallerkenen. Han åd mere end hans krop burde kunne holde til.
Hun hvilede sin hage på sine håndrygge og betragtede ham. "Er du snart færdig?" spurgte hun.

[Samuel]

Han havde forladt hendes værelse før alle værelseskammeraterne vågnede. Klokken halv seks for at være mere præcis. Så var han taget over i hallen og havde trænet og taget et bad inden morgenmaden. Han var også ankommet efter de var faldet i søvn. Omkring klokken tre var han listet fra sit værelse og over til Sophia. Det var ikke fordi de havde sex hele tiden. Eller jo, det var det sgu nok. Men det var også noget med den rus der lå i det simple faktum, at de var omringet af tre fremmede menneskers tunge åndedræt. Spændingen om, om der var nogen der vågnede. Det var der heldigvis ikke.
Men hun havde bidt ham i skulderen da hun kom, for ikke at larme. Sexet. Han grinede ved tanken. Hun var dælme fræk. Det havde været en lang sommer i Israel. Selvom israelske piger også var lækre. Men de havde ikke det der vilde blik og spændende lyde. Og de kom slet ikke på samme måde som Sophia. Det var heftigt.

Han var i gang med den tredje portion morgenmad. Havde spillet kamp i går og vundet 75-54 og han havde fået sex. En del gange på de sidste 4 dage siden Sophia kom tilbage, så han var godt tilfreds. Selv havde han været her en uges tid inden sommerfesten. Men det var fint, for Anton var der også og så var de taget ud med kajakkerne og ud at løbe.
Sophia rodede fraværende rundt i sin morgenmad, hun var generelt et menneske af få ord, men det gjorde ham ikke noget. Det var præmissen. En udenforstående kunne måske endda tro hun var lidt genert, men han vidste bedre. Han smilede til hende.
Ludvigs tale var mærkeligt kaotisk. Konservative lærere og elever? Han var lige ved at protestere. I stedet lavede han bare øjne med Anton, som sad lidt derfra med Selma og Jonathan. Det var godt de var sammen igen. For alles skyld. Ludvigs tale kunne ikke bruges til noget. Andet end som signal til, at nogle putter skulle kastes i søen og det skulle være snart. Så han måtte hellere få spist færdig, så han var klar til at smide nogle små tøser over skuldrene og løbe afsted med dem.
"Er du snart færdig?" hun observerede ham. Han sendte hende et stort smil og rystede overdrevet på hovedet.
"Nnm-nm" (nej-lyd - ved ikke hvordan man skriver den :b) fik han frem med munden fuld af mad.

[Sophia Blake]

Hun sukkede og kiggede lidt rundt igen. De små så lidt for lystige ud, når man tænkte på hvad der ventede dem. Det ville tage dem lang tid at komme sig over det der snart ville ske. Hvornår blev det skudt i gang? Overraskelsesangreb... Hun ville i hvert fald ikke starte det. Hun ville ikke virke åndssvag.

Hun kvalte et gab. Hun havde ikke fået sovet meget. Sam havde overrasket hende. Det var helt vildt så meget han havde krævet hende. Hun var dårlig til at sige nej. Men det endte jo alligevel også altid med, at hun havde det fantastisk bagefter. Bollevenner. De var bollevenner. Hun huskede dengang det var startet.
Hun havde ikke drukket så meget som ham, men hun var stadig fuld. Han havde overrasket hende. Det var han god til, det med overraskelser. Først havde han bare givet hende et kys på munden. Men så havde han bare gjort alt muligt andet, og hun havde været helt væk. Hun havde troet det var en drøm næste dag.

"Du bliver bollefed..." mumlede hun frem for sig. Bolle... Fed. Dårligt ordvalg måske efter det sted hendes tanker lige havde bevæget sig hen, men man blev vel inspireret.

[Pernille Maria Monggaard]

//Indtræder i tråd

Pernille sad rastløst på sin plads, da Ludvig påbegyndte sin tale. Hun tog slurk efter slurk af sin te og vippede lidt med de sandalklædte fødder under bordet. Hun havde lårkårte shorts på i lyseblåt cowboystof og bare en top med tynde stropper udover den. Om håndledet havde hun et enkelt armbånd, men ellers var hendes påklædning foreholdsvis fri for udsmykning. Det var jo første skoledag, og de skulle sikkert kaste nogen i søen - det så hun fandeme frem til. Pernille havde dog ikke kunnet forlade værelset uden den sædvanlige mascara og blide øjenskygge. Man skulle jo se frisk ud, ik'?

Pernille lyttede kun med et halvt øre til Ludvigs tale - noget med ambitioner, fremtiden og alt det sædvanlige crap. Hun lod blikket vandre fra de nye til de gamle elever i spisesalen. Fuck, der var mange, og ham den nye fra 2. G var en steg, hun godt gad sætte tænderne i. Ham, der vist havde rejst verdnen rundt, eller sådan noget. Pokker tage, at hun ikke vidste, hvad han hed. Og Marius, den nuttede lilleput til Marius jokede som sædvanlig med Amanda. Pernille kunne nu godt lide drengen. Han var moden af en 16-årig at være (yup, hun var helt på det rene med hans alder, og resten af skolens). Marius var lidt for chill, men pissebegavet og bare et musikalsk geni. Ligesom Anton. Hvor var det bare fedt, at de havde musikalske nørder her på skolen. Selv havde hun ikke en tone i livet. Pernille elskede at lytte til sladder. Det gav hende ligesom næring til resten af dagen.
Pernille så hen mod David og Marc og tænkte ved sig selv, at ingen var helt et makkerpar som dem. De kunne sidde helt stille, og så forekom det, at de stadig havde ført en samtale i timer - så trætte af hinanden virkede de, mens de samtidig virkede ivrige efter at dele oplevelser... i tavshed. Måske var det bare hende, men ... Var der ikke lige en hot, mørkhåret yngling ved 1. G'erne, som tørrede sig om munden på den mest nuttede måde? Han havde vist løbet temmelig fuld rundt til festen med en pige på slæb og grinet af Niels, der ville "gi' æ' pøls'".

Pernille sukkede og krøllede sin serviet til en kugle i sin ene hånd. Hvornår skete der noget? Hun så på Anton, der sad tæt ved hende - der sad en person i mellem dem. Han virkede ret optaget af lektier her til morgen. Argh, dem havde hun ikke gidet gøre sig så umage med, men det gik nok. Ludvig tog det sikkert pænt.

[Louisa Frost]

"Hej, er du træt?"

Det var en sær følelse, at folk ville tale med hende. Louisa overvejede ikke at se op. Det var sikkert pigen med fletningen igen, eller en helt anden. Louisa tog sig sammen - hun prøvede at mønstre et smil, før hun så op - hun ville virkelig gerne være imødekommende overfor denne pige, som viste sin interesse for hende. Hun slap bollen af syne og løftede hovedet helt. Louisa så direkte ind i et par store, meget mørkebrune øjne omkranset af de flotteste øjenvipper, hun længe havde set. De var sikkert ikke engang peppet op med mascara, som hun ALTID var nødt til for, at hendes øjenvipper bare kunne ses. Louisa smilede prøvende. En knude voksede sig større og større i hendes mave. Pigen med den mørke hud så slet ikke så imødekommende ud, som hendes stemme havde lydt.

"Nej, jeg ... Ja, jeg ... "

Pjuh, så kom ham læreren med det lettere gråsprængte hår og overtog mikrofonen, og Louisa kunne igen koncentrere sig om sin bolle - lettet over, at hun ikke behøvede at fortælle de to tøser, hvad hun hed. De kunne jo bare tjekke intranettet.

Louisa forestillede sig, at det var hendes far, som stod deroppe og fortalte om gymnasiet. Hun blev grebet af hans rolige, dybe stemme, der havde en dejlig, naturlig, jysk dialekt. Han fik hendes spinkle ambitioner til at vokse og gav hende en følelse af at høre til et sted, hvad han så end hed.

Gråden vil ikke slippe sit krampagtige tag i hende. Louisa brøler sin gråd ned i puden, når hendes mor ikke er hjemme - nærmest som for at tømme hele sin krop for al den energi, der driver hende til at græde. Tårerne tegner striber på hendes kinder, og de slettes aldrig. De er som de fod spor, folk sætter på stranden, som heller aldrig forsvinder. De dækkes bare af mere sand, og mere sand, og endnu mere sand. Hendes kinder dækkes af flere tårer - endnu flere tårer. Dér, hvor tårerne har svitset hendes hud, er der usynlige ar, som kun Louisa kan mærke.

"... Her på Lyngvig Kostgymnasium vil vi virkeliggøre de forventninger! Vi vil gøre drømmene til virkelighed..."

Måske slipper hun for ham, hvis hun ringer til de veninder, hun ikke har. Måske slipper hun for ham, hvis hun finder en anden på nettet ... Som kan gøre alle hendes drømme til virkelighed.

Louisa blev opslugt af rytmen i talerens ord. Hun så Mads' ansigt for sig, som hun huskede det til festen, inden ... 'Inden det i busken,' tænkte hun gysende. Han havde leet og kildet hendes sjæl med sit blik, havde sendt en bølge af velbehag gennem hende og sprøjtet sit sæd udover hende, som var hun en beskidt tøjte.

Simon, hedder han. Han er sød. Han skriver godt og levende. Han får Louisa til at smile, selvom hun ikke kender ham - selvom hun aldrig har set ham før. Han sår håbet i hendes hjerte, og Louisa sidder nat og dag uden tanke for andet end profilen på Netdate.dk. Simon Pedersen, 21 år, Holstebro. En dag skal de mødes - det siger Simon selv, og så vil han vise hende sin lejlighed, sin barndom og sin ældgamle Volvo. Louisa kan ikke vente. Hun kan mærke sig selv, når Simon beskriver billederne af hende. Louisa drømmer om hans hænder, der tager om hende varsomt og trøster hende. Hun drømmer om hans blide kærtegn og beroligende ord. Hun drømmer om hans brystkasse med de små, krøllede, røde dun, som kilder hendes læber. Hun drømmer om hans brede nakke, hans kurvede, stærke skuldre, hans muskuløse arme ... Men hun ser aldrig hans ansigt i drømmene. Hans ansigt er ikke på Netdate.dk.

"... Jeres forældre ville sige, at det er, så I kan få en god fremtid og tjene nogle penge til jer selv, få børn og dele Marrianne-bolcher ud til jeres børnebørn, når I når så langt..."

Louisa ville gerne være farmaceut. Hun syntes, at medicin var spændende, men hendes mor sagde altid: "Medicin er der sgu ingen ben i, Lou. De fremstiller altid sådan noget forbandet ajle, som man ikke engang kan kurere en gravhund med. Næ, du skal være revisor, min skat, du er jo så god til det med tal, ikke også, putte? Du skal i hvert fald ikke ende som mig, kan jeg godt love dig. Nej, nej, du skal ikke sige "Hvad så med jurist, mor?", for de skide røvhuller i habit har sgu ikke noget med os at gøre, og jeg gider ondelyneme ikke have dig rendende og repetere den ene sanktion efter den anden i mit køkken, forstår du det?" Louisa havde nikket. Ja, det var forstået. Hun ville så gerne gøre sin mor stolt, for hun var den eneste, som kunne blive stolt af hende. Der var for eksempel dengang, Louisa havde vundet talentkonkurrencen i folkeskolen, da hun sang én af sine egne sange om blomster og kærlighed. Det var så pinligt, men hendes mor havde trøstet og været stolt.

Simon kan give hende en fremtid - det ved hun bare. Han har tjek på alting, og han har en Volvo. Hvem har dét i en alder af 21, når man kommer fra en middelklassefamilie? Ja... Simon skal nok give hende en fremtid.

"... Men nej, I er her, fordi I skal opleve noget, og I skal nyde det i fulde drag..."

Det gav et gip i Louisa, da hun vendte tilbage til virkeligheden. Opleve noget? Louisa kunne allerede mærke angsten kilde hende mellem balderne - det var altid dér, hun mærkede angsten først af én eller anden grund. De skulle opleve noget, og de skulle lære at rende rundt og være hippier sammen.
Louisas mor afskyede hippier.
"Hippier - de er alle sammen bøsser, skat," sagde hendes mor, "og de knepper bare geder og får, kan jeg godt love dig for, for i deres verden er alting bare fryd og gammen, og så kan de jo lige så godt slå fred med dyrene også, ikke også?" Louisa havde spruttet af grin. "Jaja, grin du bare, Lou, men jeg ka' godt sige dig, at de hippierøve ikke har tjent en ærlig øre ligesom os hårdtarbejdende ufaglærde. Tyk lidt på den, lille mus, og drik så dén mælk ordentligt. Herre Gud, man skulle slet ikke tro, at du var 12 år gammel... Da jeg var i din alder ..."
Louisa ville måske komme til at nyde det her sted. Der var alligevel ret mange forskellige typer, og ham læreren lød så rar!

"Husk de tre:
T T T.

Slid men vid:
Ting Tar Tid."

Ting tager tid. Det tog mange, lange måneder ...

'I can spend my whole life hiding my heart away'...

[Selma Åberg]

Selma skulle til at sige noget til Jonathan, da talen begyndte. Hun hørte ikke hvad Ludvig sagde. Hun var bare så spændt på det der ventede de små. De vidste det slet ikke. Da hun var startet var hun blevet smidt i vandet af en gruppe fyre hun knapt nok kendte. Hun havde taget en af dine yndlingskjoler på. Men den tørrede selvfølgelig. Men hun havde råbt af dem. Og leet. Selvfølgelig.
Da talen sluttede smilede hun stort til folk rundt om bordet og vendte sig om mod de små. Folk begyndte at tælle ned med fingrene.
5.
4.
3.
2.
1.

Hun sprang op på sin stol. Meget spontant. Da hun stod deroppe tænkte hun kort over, at det var crazy. Holy freakshow...

"SØEN!" råbte hun og mange rejste sig op og lo da hun havde råbt det.
What the fuck...?

[Noah]

Noah så overrasket på Marc, han virkede som en ret nede på jorden fyr. Men Noah havde nu alligevel holdt kæft med at han gik til gymnastik, eller havde, fordi det sikkert ville blive rakket ned på. Det var ikke fordi han var flov, men det var bedre at have et standpunkt med et menneske og så fortælle om sit liv. Han havde prøvet for mange gange hvor han med sin uhensigtsmæssige arrogance havde formået at smadre folks førstehåndsindtryk. Som han plejede at sige: "Generally I'm a snob." men han smilede til Marc. Når han så på Marc overvejede han at lade sit eget skæg gro i stedet for den tætte barbering. Men det ville han lige vende med 'the lady' først. En bølge af varme gled gennem ham og hans smil blev lidt bredere.

"Jeg må nok tilstå at jeg intet ved om noget der skal foregå i dag? Andet end det jeg har fået sendt på mail."

Han var glad for sit satellit net hans far havde givet ham, så han altid kunne kontakte sin søn via internettet og vide at det ikek var fordi Noah ikke havde mulighed for at tjekke det, men fordi han ikke gad. Noah var ikke afhængig, men så alligevel. Nu var alle hans venner i cyberspace fordi han ikke kunne se dem hver dag. Eller bare nogle weekender. Internet var nødvendigt i Noahs verden, men ikke noget han skulle bruge 24/7