Fælles Morgenmad

[David Bundgaard]

David sagde ikke noget først. Han spiste noget mad og lyttede til hvad de sagde. Men lige da han skulle til at tilføje noget til samtalen bare for at være det med i samtalen, blev der råbt fra 3. årseleverne. Det var en af hypertøserne der havde råbt. Hun var syg i hovedet, og det var bare så typisk hende at råbe sådan noget. Og råbet havde ikke været forgæves, for i det øjeblik hun udbrød det, løb en stor flok mennesker mod 1. årseleverne, der tydeligvis ikke anede hvad i himlens navn der skete.
Han ville selv gerne kaste en i søen. Men han havde ikke et bestemt offer. Han var ret ligeglad med mange af de små. Men han ville gerne deltage, selvfølgelig...
"It's time..." mumlede han og overvejede at rejse sig op.
På meget kort tid blev rummet et kaotisk virvar af leende og overraskede mennesker.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan lod den kommentar han havde haft tilbage til Selmas møgte undslippe. Den var ikke vigtig og nu var der tale. Han kunne egentlig godt lide Ludvig, som lærer. Han vidste en del om samfundet og hans måde at undervise på var interessant. For det meste. Alt i alt en ret sympatisk underviser. Så han lyttede bare mens han pustede på og drak sin kaffe. Han rakte tunge af Selma lige inden døren gik op og afbrød Ludvig.

Pigen der kom ind kunne han ikke kende, men hun så bestemt ikke glad ud. Okay, det var måske heller ikke lige hendes kop te at være genstand for alles opmærksomhed og Ludvigs tørre humor. Stakkels tøs. I sær da hvis hun var helt ny.

Så kom kaos. Ikke overraskende var Selma på pletten til at starte legen. Jonathan smilede og gav hendes skulder et klem inden han satte farten op og var på vej mod første g'erne. De så virkelig forvirrede ud. Nogle af dem havde selv rejst sig, andre var stivnet og så skiftevis på hinanden og på den fremstormende gruppe.

John fik øjenkontakt med et par fyre han kendte og de nikkede til hinanden med et ondskabsfuldt, lumsk smil. Så vendte de front mod den ende af boret hvor ham idioten sad med en rødhåret pige og en asiater.

[Marc]

Marc behøvede ikke at forklare Noah mere nærmest, før hele salen blev et stort virvar af 3. og 2.g'er der skubbede deres stole væk og nærmest gik til angreb på de stakkels 1.g'er. Selma var selvfølgelig hende der råbte op og Marc smilede til Noah, inden han selv rejste sig.

''Din date har vidst selv lige forklaret det for mig... Lad os deltage i agten''

Han rejste sig og så på David der ikke så ud til være specielt begejstrede.

''Også dig, David"

Marc stemme var fyldt med latter, men han mente det sgu. Han gad ikke se sin ven sidde der og hænge med mulen, ellers kom han jo aldrig videre.

[Pernille Maria Monggaard]

'Kom nu, kom nu, kom nu ...' tænkte Pernille. Der gik ligesom et sus gennem salen, før eleverne så småt begyndte at tale igen efter Ludvigs velkomst.

"SØEN!"

What? Der var ikke engang gået et par sekunder, men det var alligevel præcis, hvad Pernille havde ventet på. Hun kunne have kysset dén, der skreg det. Da Pernille så op, opdagede hun, at det var Selma. Pernille grinede, skubbede sig op at stå og faldt Selma om halsen, plantede et smækkys på hendes kind og løb hujende hen mod de små 1. G'ere. Hun vidste LIGE, hvem hun ville have skovlen under. På vej mod 1. G'erne, stødte hun på Marc og David.

"Er I readdy, drenge?" Hun prikkede Marc i brystet med en stiv pegefinger. Kæft, hvor så han godt ud.

[Marius Emil Lundqvist]

Under talen var Marius' opmærksomhed kun rettet mod Ludvig og hans tale. Han vidste ikke, hvor mange, der lyttede til velkomsttalen; det gjorde han ALTID selv. Både af høflighed, men også for ikke at gå glip af eventuelle informationer. I modsætning til sidste år, var Ludvigs tale dog meget mere udbytterig og havde en tydelig fællesskabsdiskurs.
'Det ville du blive glad for at høre mig sige i lektionerne, Ludvig,' tænkte Marius og slugte den sidste tår kaffe. Han kastede en enkelt gang eller to blikket på de tre piger, der sad omkring ham - de vidste selvfølgelig, hvad der ville ske efter velkomsttalen.

Marius havde selv været et offer for to muskelbundter, der havde smidt ham i søen som en kludedukke - de havde bare ikke forudset, at Marius bevægede sig i vandet så hurtigt og smidig som en ål, for to sekunder senere lå det ene muskelbundt i vandet sammen med Marius og brølede. Marius smilede ved tanken; der var nu fordele ved at være elitesvømmer. Det havde virkelig været en god dag. Han havde blandet sig med mængden af 3. og 2. G'ere i vandkampen. Men i dag var vejret markant bedre end sidste år - det kunne kun blive godt.

"Velkommen til," lød Ludvigs rolige stemme, og en svag summen opstod hist og her. Han hørte nogle spændte udbrud fra 1. G'erne, forventningsfulde, som de var ... men det skulle de nok tage i sig igen. Marius så sig om i spisesalen. Han regnede med, at én af 3. G'erne ville give signal. Det blev Selma. Selvfølgelig gjorde det det. Han sendte Selma en Thumbs Up og rejste sig ganske roligt op, som om han ville sætte kursen mod undervisningen.

"Hva' så, Amanda, skal vi vise din roomy rundt? Er det ikke Lærke, hun hedder?"

[Sine Augusta]

Sine sad i sin egen lille univers af pinlighed under resten af talen. Hun rødmede kræftigt og krummede tæerne under bordet da Ludvig nævnte hende. Hun havde da slet ikke stået foran spejlet. Aldrig. Hun var ikke som de der duller. Hun var heller overhovdet ikke ligeså køn.

Pis.

Hun havde lyst at dække hovedet og sit fedtede hår og bare ligge sig ned på bordet og sove. Men så gik salen amok. Sine fik et chok og var ved at springe flere meter op i luften. Hva fanden? Var det noget de altid gjorde? Selv havde hun ikke været der fra starten sidste år, så måske var det normalt at løfte lydniveauet til nye højder i starten af året. Hun hadede det i hvert fald allerede. Klaphatte.

Måske det ville være klogt at tage flugten. I hvert fald rejste hun sig i en fart.

[Noah]

Noah rejste sig da David og Marc gjorde. Han forstod ikke hvad der skete, men kunne på den anden side godt se at det var de ældre elever mod de nye. Hvilket vel også var ham, men måske så han bare voksen og lækker og moden ud?

"Selma for helvede," lo han mod den lille bitte alf der fór afsted foran ham. "Jeg tror hun er sindsyg."

Netop da kom en blond pige og stak Marc i brystet med en finger. Lord hvor manglede han at kende mange mennesker. Han både glædede sig men gad ikke rigtigt det ræs mere. Godt det bare drejede sig om tre år. På det samme sted. Det føltes godt. En sikker havn.

[liam]

Liam rejste sig hurtigt.

"Hvad fanden, sker der?"

Han strakte hals for at kunne se noget, men det var som en masse af kroppe prøvede at overvælde dem. Han hørte pigers hvinen og lagde mærke til øjne der spiddede ham med ondskab. Han prøvede at smile nonchalant.

"Damer, jeg tror vi er under angreb," men hans stemme rystede lidt og han priste sig pludseligt lykkelig for at for første gang i hans liv havde han glemt sin iPhone et sted. På værelset. Ikke jordens undergang, men det virkede som om folk blev slæbt udenfor og hvad han hørt fra andre gym'er var det ofte noget med vand!

[Selma Åberg]

En masse folk kommenterede Selmas lille træk, og hun lo af dem alle sammen. En pige kom og gav hende et kys på kinden, og hun kyssede hende tilbage på hendes kind med en latter.

Så farrede hun mod de små som alle andre, men så så hun en hottie stå med Marc og David som hun kendte. Hun smilede og bakkede tilbage mod ham - overraskede ham fra siden ved at lægge armene om hans nakke og give ham et hurtigt kys.

"Du er hot i dag," fortalte hun Noah med et skævt smil.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda vendte hoved da Selma pludselig sprang op og råbte ''SØEN''. Selvfølgelig var det Selma, og hvor var Amanda taknemmelig for at det ikke var hende der sad på 1.G bordet i år. Selvfølgelig havde Thomas som det første trukket hende der ned og smid hende i det kolde vand, og hun havde ikke haft en jordisk chance. Hendes ansigt lyste op i et smil da Marius forslog Lærke. Hun rejste sig hurtigt fra stolen og nikkede.

''Ja lad os tage hende og vise hvor stærke vi er!''

Amanda kunne ikke lade være med at grine. Lærke ville nok kunne løbe fra hende, eller stoppe hende hvis Amanda havde taget hende alene. Hun var jo kilometervis mere sporty end Amanda nogensinde havde været i USA. Amanda spændte overarmene for at understrege sine ord med ingenting.

[Noah]

Noah lo og genkendte med det samme Selma.

"Hey, hey, hey wonderwoman, ødelægger du ikke din leder position ved at stå her og gramse på mig?"

Han lo igen og kyssede hende hurtigt på hendes bløde læber. Det var faktisk rart med den form for kendskab og tryghed det gav bare at være et fast par. Han kendte hende langt fra godt nok men ærlig talt holdt han bare af at hun bare kunne lide ham.

[Marc]

Marc blev overraskede over at Pernille fra 3.G pludselig stod og prikkede ham i brystet. Han smilede skælmsk og så fra hende over på det forskrækkede 1.g'ere

''Jamen, Pernille. Har du et udset offer, Jeg skal hjælpe dig med?''

Han slog en latter op og satte hænderne i siden. Klar til at hjælpe. Det var tydeligt at se at mange af drengene havde fundet sig et ynglings offer, og hvis Marc huskede meget ret var det vidst en af Davids værelses kammerater.

Han så ned på Pernille med sit lange blonde hår. De havde vidst snakket et par gange, men selv om han ellers var god til at huske, havde hun et eller andet med altid at fange ham når han var mest beruset. Men det måtte han jo hellere lave om på.

[Selma Åberg]

Selma lo og flettede sin hånd ind i hans.
"Jeg er da ikke leder. Jeg kunne bare ikke vente på folk tog sig sammen," svarede hun.
Hun tænkte tilbage på deres date. De havde spist på byens café - havde bare hængt ud som normale mennesker. Kærester. Det var ret fedt, at de var blevet kærester så hurtigt. Der havde slet ikke været noget generthed. De havde bare gået til den fra starten. Hun havde aldrig prøvet sådan noget før, men det var mindst ligeså fedt.
I Florida havde det gået meget langsomt med briten. De havde siddet rigtig tit bare og snakket mens de gik ture. De have mødt hinanden på en af de få regnvejrsdage. Han havde haft en paraply, og hun havde været fuldstændig gennemblødt. Han havde tilbudt, at hun kunne stå under paraplyen med hende. Der havde de bare stået og snakket til regnen forduftede. Der havde han givet hende sit nummer. Tilfældigvis boede han ikke langt fra der hvor hun boede. Først efter en uge, hvor de havde været sammen næsten hver dag, kyssede han hende.
Gode minder.

[Noah]

Noah hev i hendes hår og kyssede hende rigtigt. Det var jo tydeligt at hun ikke tænkte på ham lige der og det duede jo ikke.

"Og fortæl mig så hvad jeg skal gøre, me lady?" Han lo igen. Han lo hele tiden. Det føltes bare rigtigt og gladt at gøre det. Han smilede stort og pegede mod 1.g'erne. Han havd eet øjeblik før glemt at han gik i 2.g. Han skulle kun være her i to år. Men det gik nok. Det var jo ikke det. To år var også en slags lang tid.

[Samuel]

Samuel skovlede det sidste af sin enorme portion morgenmad indenbords, mens Sophia så overrasket til, og drillede ham med, at han ville blive bollefed. Man skulle ellers tro hun ville have vænnet sig til det på nuværende tidspunkt. Han spiste altid mindst to store portioner morgenmad, masser af frokost og aftensmad og 3-4 små måltider derimellem. Man var vel sportsmand. Han kunne altid spise.

Selma rejste sig på stolen og gav startskuddet til festlighederne. Hele spisesalen blev på sekunder til et uoverskueligt virvar af mennesker. Han selv var også på dupperne og klar til at tage del. Han udså sig to spinkle piger, en japansk-udseende pige og en pige med brunt hår og skrigende røde læber. Egentlig kunne han godt bære nogle, der var langt større end dem, ja, han kunne bære en fyr på sin egen størrelse pænt langt, men når de skulle de 2 km. ned til søen, og ofte i en vis fart, ville han være sikkert på at der ikke skete dem noget. Godt nok skulle de pines og kastes af al kraft ned i søen, men han havde ikke noget behov for at tabe dem på vejen. Derfor udså han sig de to piger.
Han nikkede til Sophia og signalerede, hvem der var hans ofre før han gik over og hev dem op fra deres stole, først japaneren, så den rødlæbede. Begge hang skrigende og sparkende over hans skuldre som to sække kartofler. Det var en magtfuld følelse at være 3.g'er. Han var klar til at løbe.