Fælles Morgenmad

[Marius Emil Lundqvist]

Marius lo lavmælt. Han elskede, når Amanda blev macho. Han trak Amanda med sig ind i mængden af skrigende og leende elever, mens han tænkte, at scenariet virkede fuldkommen absurd, fordi der stadig duftede af mad, og nogle af tallerknerne stod endnu halvt fyldte. De styrede lige imod Lærke, som sad ved siden af en anden pige med langt, tykt mørkt hår. Det var vist også én af Amandas roomies.

Marius fangede Lærkes blik - hendes grønne øjne var skarpe og intelligente, og lige nu var hendes ansigt lagt i alvorlige folder. Marius kastede et kort blik på Amanda, der havde et ildevarslende kick i blikket - de skulle altså ikke give hende tid til så meget som at sige "Kusser!" til dem, så Marius hankede roligt, men fast op i Lærke, og tog pigen op i sine arme som et spædbarn - selvom, hun var af middelhøj og atletisk støbning, forekom det ham ikke, at hun vejede så forfærdeligt meget. Han vidste, at Amanda ville komme ham til undsætning, hvis Lærke gjorde modstand.

((NV får lige lov til at give mig en Lærke-reaktion, før vi slæber os ud til den anden tråd... hvis Lærke vel at mærke gi'r lov. XD))

[Pernille Maria Monggaard]

"Mmm," sagde Pernille med en stemme, der gik fra dybt toneleje til lyst, fordi hun var så edderspændt. Hun kiggede Marc ind i de lysebrune øjne og skilte læberne i et smil.

"Signe fra din årgang, Marco," grinede hun; hun udtalte hans navn på spansk. Hun så hen på David og sagde: "Og du skal selvfølgelig med, dude." Pernille havde selvfølgelig hørt sladderen om David og Amanda. Hun havde selv været så pissestiv til festen, at hun havde været totalt omtåget, da David vendte tilbage fra skoven. Pernille kunne kun svagt huske, at hun havde råbt til David - et eller andet om kometer og stjernetegn og den slags. Men han skulle virkelig ikke dvæle ved Amanda nu - Amanda var jo allerede selv på vej til alt det sjove sammen med putte-Marius.

Pernille vendte sig om mod den tredje for at hilse, men han var lidt for travlt beskæftiget med at sno sig om Selma, så hun hev prøvende Marc i armen.

[Anton Sommer Engström]

Jonathan var væk før Anton nåede at blinke med øjnene. Det samme var Selma, men han fandt hende hurtigt stående midt i rummet, kyssende med hans rumbo.
Han vidste godt hvor meget de to havde glædet sig til at smide med småbørn. Selv syntes han da også det var sjovt, men de to var næsten fanatiske omkring det. Jonathan ville have fat i ham den fulde idiot som havde overrasket dem i køkkenet til festen. Anton rystede grinende på hovedet for sig selv, da han så John stå derhenne allerede, sammen med to fyre fra 2.g. 3 mod én altså. Så var der Samuel som allerede havde smidt to piger over skulderen. Anton planlagde bare at finde én. En eller anden, det betød ikke så meget.

Han bevægede sig derhen og kiggede ned mellem rækkerne. Han så Amanda stå lidt fra ham og diskret, men overbevisende, pege mod en pakistansk pige med sort skinnende hår. Han blinkede til hende og gjorde klar til sig bagholdsangreb.

[Sophia Blake]

Sophia var langt fra stærk nok til at slæbe en i søen, men hun kunne altid få nogle til det. Hun kunne måske få Sam til at hjælpe hende. Hvis han bare bar dem. Sidste gang havde hun ikke deltaget, men hun havde aftalt med sig selv over ferien, at hun ville være mere social end hun plejede. Hun var altid bange for at det ville ende galt og blive akavet til sammenkomster og den slags, så hun deltagede sjældent. Men nu skulle det være.
Hun kunne hente sit kamera og tage billeder af folk. Uden de så det. Billeder blev altid bedst, når folk ikke vidste der blev taget billeder af dem. Hun tog også tit billeder af folk på gaden. Af deres fødder eller deres ansigter.
Hun kiggede rundt på havet af mennesker med 2. - og 3. årseleverne der ragede de stakkels putter som rovdyr efter et bytte. Mærkelig tradition. Men det var nok ikke helt noget nyt på gymnasier, tænkte hun. Med langsomme skridt gik hun hen mod Sam. Han var godt i gang allerede. Hun var lige ved at le højt over pigernes reaktioner, men lod vær.
"Jeg vil skubbe den ene i," sagde hun roligt til ham.

[Marc]

Marcs øjebryn løftedes da hun sagde hans rigtig navn. Det var sjældent han hørte det, og det var egentlig kun hans bedste forældre der gjorde det. Altså hans fars forældre. Han kunne ikke lade være med at grine lidt fjoget, da han tænkte han nok heller måtte se efter denne Signe. Det var vidst hende der var kommet for sent til talen. Det var næsten tarveligt med Pernille havde fanget hans opmærksomhed ved at kalde ham ved sit fuldenavn. Det fleste piger på skolen anede det slet ikke.

''Jamen lad os.''

Sagde han, mens han lod sig trække af hende mod 1.g'erne. Han nåede lige at få fat i David så han kunne komme med. Pernille havde ret, han skulle også med i stedet for at stå og surmule. Han havde faktisk slet ikke tænkt over at Pernille havde sagt at Signe var fra hans egen årgang, altså ikke en gang end af de stakler der skulle kastet i søen.
De nærmede sig den lille stille pige.

[Samuel]

Som han stod der med pigerne over skulderen, kom han i tanke om, at han faktisk havde snakket med hende den rødlæbede til festen. En hel del faktisk. Hun var kommet over til ham og Anton og Simona ved grillen, sammen med en anden rødlæbet pige med sort hår. De havde virket ret interesserede i Anton, men da han tog af for at lokke John ud i skoven som en eller anden ulv i et Brødrene Grimm-eventyr, havde han måttet stå for underholdningen af de to tøser. De var egentlig meget festligt selskab, men det skulle ikke forhindre ham i at smide hende på hovedet i søen.

Sophia listede op på siden af ham og krævede sin del i hans bytte.
"Hvornår har vi jøder nogensinde delt noget der var retmæssigt vores?" spurgte han påtaget forarget.
Han kiggede på den chokoladebrune pige med et drillende blik.
"Men okay så. Man er vel socialist" grinede han. "Hvem vil du have? Japaneren eller rødstrømpen?"

[Pernille Maria Monggaard]

Pernille smilede stort til David - et typisk, moderigtigt tandpastasmil. Det havde det ikke været altid - hun havde bakset med landets tandlæger i 7 år for at få de tænder til at se rigtige ud, og for at kunne spise ordentligt. Pernilles mor havde frygtet, at Pernille ville få en spiseforstyrrelse, fordi hun spiste så sjældent og var så ked af det med de tænder, men tænderne kunne ikke rakke Pernille ned psykisk - det var hun simpelthen for optimistisk til. Det var dog tænderne, der fik hende til at miste appetitten. Bøjle also known as no candy, no gum, ikke alt det lækre, hun bare elskede. Hun havde da også tabt sig 6 kilo på under to måneder. Og så kæbeoperationen... For pokker, hun havde været heldig overhovedet at få dén. De var så strikse med at operere folk her i landet.

Hun svansede hoftegyngende hen mod Signe, som hun havde udset sig, og på vej derhen så hun sig over skulderen og lo til David. "Det skal nok blive sjooovt," forsikrede hun ham og lod blikket vandre hen til Marc, der var totalt afslappet. Han var fandeme noget for sig med de sydlige aner, der gav ham en naturlig mørkere glød. Hendes fingre kløede efter at rode i hans hår, men hun tænkte sgu ikke nærmere over det. Her var Signe. Pernille tog pigen ved skuldrene og tvang hende op at stå.

"Hun skal have en dukkert," grinede Pernille til David og Marc. Signe virkede totalt nervøs og ubekvem ved situationen, men Pernille mente, at hun nok skulle lære at elske, når de gjorde grin med hende.

[Lærke]

Lærke så godt udviklingen men var vedblevet sin tyggen på sit bacon. Det var fordi hendes sure mine som regel skræmte den slags lalleglade pranks væk. Det var total åndsvagt. Hun hadede den slags. Men netop som en fyr hun overhovedet ikke kendte greb hende så hun hårdt på ham. Hun blev overrasket. Men ikke en af de der skrige-piger. Aldrig i livet. Hun vred sig men hun var vitterligt blevet taget på sengen.

Så så hun Amanda!

"Krafthelvede," hvislende hun og slog faktisk hidsigt ud og satte fødderne i jorden

[Marius Emil Lundqvist]

Marius måtte indrømme overfor sig selv, da Lærke slog ud efter ham, eller noget andet i den tomme luft af arrigskab, at han var imponeret over den handling, som lå bag det hårde blik. Hun var sej og sporty - så meget desto sjovere at få hende i søen. Om nødvendigt ville han selv kravle ud i søen med hende.

"Hov, hov, det var MIN idé - din roomy står bare til min disposition i tilfælde af ..." Marius veg til siden. "... sådan noget, ja." Marius kunne ikke lade være med at le lidt af Lærke, jog en arm under knæhaserne på hende, så hun knækkede sammen og løftede hende op. Alt, hvad han gjorde, var langt fra brutalt - bare skødesløst, måske lidt elegant. Og hendes hårde blik - Marius ville have krympet sig, hvis ikke det var, fordi han havde set hendes bacontyggende ansigt forvandles til en overrasket grimasse, der gjorde livet værd at leve. Forbandet morsomt.

'Krafthelvede,' havde hun sagt - ærkekøbenhavner, ingen tvivl om det. Og så én med temperament. Han styrede ud mod udgangen af salen, mens han kæmpede for at holde Lærke i sin favn.

((Protestér, hvis indlægget er i uoverensstemmelse med Lærke-karakteren.))

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda havde stået og givet tegn til Anton at Nishay var lige til at plukke. Hun var et stort smil, men det falmede et øjeblik da Lærke hidsigt slog ud efter hende. Amanda tog afværgendd hænderne op og trådte et skridt tilbage. Marius var hurtig og smilet var tilbage på Amandas fine ansigt.

"Jeg er bare back up partner..."

Smilede Amanda. Hun havde nok forventet at Lærke ville stritte voldsomt imod, men ikke helt på den måde. Det var godt at Marius var så Large.

"Jeg er lige bag dig Marius"

[Sophia Blake]

Sophia var lige ved at grine højt. Han var altid sådan en politisk nørd, det var helt vildt. Altid skulle der noget med ideologier, meninger omrking et eller andet og alt muligt pis. Men det var okay med et snakkehoved som han. Som hun før havde sagt var det en af tingene hun godt kunne lide ved ham. Så kunne hun bare lytte med et halvt øre. Hun lyttede meget med halve ører for tiden. Hun havde nemlig meget at tænke på. For eksempel hendes far. Hun vidste godt hvorfor han begik selvmord. Og det vidste mor nok også.
Han havde altid elsket mor. Mor have nok også elsket ham, men så fandt hun Mikael. Han var en god mand med sine særheder. Hun kunne godt acceptere ham. Selvom far altid ville være den bedste. Hun havde været ret drenget med ham. De havde spist fast food og havde spillet baseball. Måske lidt kliché, men det havde virkelig været noget særligt med far. Gud, hvor hun dog savnede ham. Så inderligt - hele tiden. Der havde det været virkelig godt at have Sam. Han var god til at trøste hende. Især når han strøg hele hendes bare krop mens han kyssede hendes mund og havde sex med hende. Det trøstede hende. Han var en god ven.

Hun kiggede nu på Sam med løftede øjenbryn.
"Det kommer ud på ét. Bare du bærer dem hele vejen," svarede hun ligeud.

[Lærke]

Hvorfor helvede skulle han også være så stor. Han var jo enorm. Hun var lille. Og hvem var han overhovedet? Sidst hun var blevet båret sådan var af Rob. Hun var skvattet og væltet to meter ned. Kun en let forstuvet ankel. Og en let hjernerystelse. Og en masse afskrabet hud. Men Rob havde insisteret på at bære hende som en brud. Hun havde været for forslået til rigtig at gøre modstand. Men lige nu var hun frisk. Og vred. Eller mest bare irriteret.

"Nu slipper i kællinger mig eller jeg skal sende helvedes krapyler efter jer. Pil op i din mors kusse og græd. Jeg vil ned," flere forbandelser og eder og lignende fulgte af den slags mens hun prøvede at få armen om fyre s hoved. Hun lagde ikke mærke til andet end hans selvtilfredse smil. Hun spjættede med benene og kom næsten ned på jorden. Hun var ikke i tvivl om hun kunne løbe fra ham. Hvad fanden var det også de skulle?

(Vil lige bemærke at Lærke ikke bruger pige-tricks. Og ikke har lange negle. Og at jeg nok skal åbne kæften hvis I skriver noget usandt!)

[Marius Emil Lundqvist]

Marius havde ganske enkelt taget Lærke op i sin favn på en sådan måde, at hun ville have svært ved at vride sig fri uden, at hun risikerede at falde og lande meget uheldigt. Det gjorde dog ikke hele gamet lettere, at hun vred og snoede sig som en rasende vildkat og slog efter hans hoved.

"Nu slipper I kællinger mig, eller jeg skal sende Helvedes krapyler efter jer. Pil op i din mors kusse og græd. Jeg vil ned," sagde pigen hvislende hårdt - hurtigt efter hinanden. Og fandeme så, om ikke hun kildede hans øregange med endnu flere af sine grove, havnearbejderudbrud. Marius fangede bare kort Lærkes blik med sindsro og smilede svagt - et smil, der ikke indikerede andet, end, at nu var det ham, der styrede første akt af legen, og så kunne hun rive pikken af ham bagefter, hvis hun gad.

En enkelt gang fik Lærke overtaget så meget, at hun strejfede jorden med tåspidserne, men Marius hev hende beslutsomt op igen og gik ud ad den dør, som Amanda holdt for ham. Faktisk følte han sig umådeligt heldig over, at han ikke var stødt på én af de dér hvinende typer, som bare provokerede én til at gøre legen endnu vildere. Det var til at få kvalme af.

"Hey, calm down, Sangfugl," grinede Marius og gik rask til over plænen - godt, at han i det mindste var i god form - "du gør det bare værre for dig selv, ikke også, Amanda?"

//Forlader tråd med Lærke (<3 (som i hjerte)).

((Det var heller ikke mit indtryk, at hun var kradse-rive-killing.))

[Selma Åberg]

Hun kyssede ham tilbage. Hun syntes han smagte ret godt. Hvis et menneske kunne smage godt. Han måtte have en god tandpasta eller noget. Han var i hvert fald lækker at kysse. Og han var rigtig sød og hot. Hun kunne virkelig godt lide ham. De kunne være kærester i et helt år. Det ville blive et godt år, det var hun sikker på, og det havde hun sagt til sig selv hundrede gange.
Han spurgte hvad han kunne gøre for hende. Hun lagde sit ansigts i overvejende folder mens hun kiggede på de små putter.
"Vil du smide en i søen med mig?" spurgte hun med et smil og flettede sine fingre ind i hans.

[Frida Jensen]

Frida ville gerne være med, men hun kunne ikke bære nogen selv. Og på en eller anden måde var alle dem hun havde siddet sammen med væk. Også Marius. Hun sukkede lidt for sig selv. Hun var åbenbart mere end almindeligt dårlig til sådan noget. Han havde sikkert syntes hun var mega kedelig og sær. Æv også.

Hun listede hen til Amanda.
"Skal vi tage en eller anden sammen? En pige vi bare kan hive med i hænderne måske?" Det var hendes eneste mulighed.