Fælles Morgenmad

[Nishay M. Asran]

Nishay så interesseret på Lærke. Hun havde aldrig været fuld selv. Vahid ville have skåret hende i småstykker, frosset hende ned og syet hende sammen igen, før han tøede hende op, hvis hun bare så meget som rørte alkohol. But why not? Ingen ville sige noget her, men det var alligevel en grænse, hun ikke kunne få sig selv til at bryde. Ikke nu. Men Vahid drak - det VIDSTE hun bare, selvom han virkede som den mest troende af dem alle sammen på alle andre punkter. Hun syntes, at han så alt for firkantet på verdnen med sit religionssyn, og det skræmte hende virkelig.

"BezzerWisser og bålhygge med Patrick dér," hun nikkede mod drengen overfor sig (NPC), "og en pige fra 2." Nishay syntes, hun lød som et ekko af Lærke - hendes korte måde at formulere sig på. Men det lød så godt og råt. Dog var der mere Nishay over det næste, hun sagde: "Vi fik et regulært grineanfald over de to bøsser ved søen, men egentlig var det ret stille og roligt. Er det ..." Nishay tøvede lidt, før hun turde kaste sit spørgsmål på bordet: "Er det egentlig sjovt at være fuld? Jeg mener ... Jeg ..."

[David Bundgaard]

Det var først gået rigtigt op for David, hvordan lortet stod til da han vågnede morgenen efter festen. Han havde gået en lang tur med Marc, hvor de bare havde smalltalket lidt om ubetydelige ting. Der havde han ikke tænkt på det. Det havde han heller ikke hele ferien. Han havde bare overdøvet tankerne med noget musik. Han havde heller ikke tænkt på det i toget - der havde han læst Dan Turéll. "Dét døgn, da". Han havde ikke regnet med, at han ville kunne læse den inden togturen var slut, men man blev vel overrasket. Han havde følt sig helt tom bagefter. Det var den sidste roman han havde skrevet. Ikke mere Dan. Kun genlæsninger.
Men det var kun en side af lortet. At Dan fucking døde den 15. oktober 1993 af noget så sort som kræft. Han blev ikke engang myrdet som i hans adskillige krimier en eller anden mørk aften.

De andre sider var, at han var fanget i Jylland med folk han ikke ville have noget med at gøre. Valget stod for ham mellem præstefar og sprutmor eller det her. Det gik op for ham fredag morgen i med blikket op i loftet ved lyden af hans værelseskammeraters vejrtrækning. Han var fuldstændig ligeglad med ham... Liam. De havde ikke vekslet et ord, og han havde heller ikke lyst til det. Måden han havde opført sig på, da han stormede ind i værelset beruset som kun mor kunne være det... Det var bare sådanne ting der skabte førstehåndsindtrykket. Så nej, Davids yndslingsperson indtil videre var ikke ligefrem denne Liam.
Og ham Mattie? Hvem var han egentlig? Virkelig mærkelig type. Virkelig nem at irritere. Meget lidt imødekommende. Så han havde slet ikke snakket med fyren, det havde han ikke tid og energi til.
Amanda. Han havde slået øjnene op klokken 5 om morgenen da...

Han nød hendes, varme bløde læber og glemte alt om hvor han var. Hvor meget han frygtede at den her weekend ville gå galt. Hvor meget han ville ønske for hende, at hendes kæreste havde nogle normale, søde forældre. Hvor meget han selv ønskede det hele tiden. Han nød hendes hænder på hans brystkasse gennem stoffet - han kunne mærke hvor varme de var. Og hendes krop under ham der egentlig ikke havde betydet noget først, men nu var en fantastisk, ubeskrivelig dejlig bonus. Han havde jo forelsket sig i hendes attitude, hendes måde at hvile i sig, hendes sikkerhed... Og hendes skønne latter. Den selvsamme latter som hun brugte nu, der gjorde ham helt varm i kroppen. Han tænkte kort på de babe's han havde haft før - sammenlignede. Men... Nej. Uanset hvor faste deres røve var, hvor meget kavelergang de havde, hvor lange tynde ben de havde... Nej. For han havde jo bare kigget på dem. Han havde aldrig rigtig mærket deres selvtillid. Han havde aldrig rigtig haft lyst til at få dem til at grine. Han havde aldrig rigtig lyttet til deres ord. Han havde bare set på dem, taget på de rigtige steder og så bare nydt af godterne.
Det fantastiske ved Amanda var, at hun bare var så skide skøn. Skøn at se på, skøn at lytte til, skøn at få til at grine, skøn at mærke helt tæt på, skøn at forskrække med en gyserfilm. Havde hun set ud som nu hele tiden, havde han måske slet ikke haft det samme forhold til hende.
''Shall i stay, Would it be a sin, If i can't help falling in love with you''
Han smilede overrasket og lo da hun mumlede teksten fra en af de bedste Elvis-sange der fandtes. Fuck, hvor var hun dejlig...
Han så på hende et øjeblik og bøjede så hovedet ned og kyssede hendes ene øje.
"Close your eyes, and I'll kiss you..." kyssede hendes andet, "Remember I'll always be true."


Han havde sat sig op og taget sig til brystet for at være sikker på, at hendes hånd var væk. Han havde arrigt sparket dynen væk og var gået ind på badeværelset. Han var ligeglad med, at han måske vækkede de andre med hans aggressive bevægelser. Han lukkede døren i og famlede efter stikkontakten på højre side. Han tændt for det kolde vand og klaskede noget på hovedet.

Han huskede godt dengang...

Da han kiggede op på sit eget spejlbillede med vand i ansigtet der dryppede ned fra hans hage, tænkte han på det.
Close your eyes and I'll kiss you,
Tomorrow I'll miss you.
Remember I'll always be true.
Han huskede, at han med vilje havde sprunget den midterste linie over dengang, men det gjorde han ikke det øjeblik han så sig selv i spejlet og hørte sangen indeni sig selv. Ikke fordi det betød noget... Eller jo, det gjorde det for ham. Og det irriterede ham, for det burde ikke betyde noget.

Weekenden passerede bare. Han snakkede med Marc af og til, men læste mest. Han gad ikke skrive digte mere. Det havde han i hvert fald ikke haft lyst til et godt stykke tid. Måske vendte det tilbage, når han blev liderlig igen eller noget.
Han havde også snakket lidt med Marius i værelse 2. Ikke fordi de var de bedste venner, men han havde bare været forbi hans værelse et par gange for lige at hilse og smalltalke lidt. For meget smalltalk. Men i det mindste havde det ikke været kedelig smalltalk.

Han vågnede mandag og havde egentlig slet ikke lyst til at begynde. Han mærkede hvordan han savnede Maria, og det irriterede ham. Han havde ikke lyst til at savne noget eller nogen, det var så skide irriterende. Det plejede han kraftedeme aldrig at gøre.
Han havde brugt 5 minutter på at børste tænder den morgen, fordi han ikke gad at skulle være sammen med alle de mennesker på tvang.
Men han trak da alligevel i nogle sorte trekvartlange bukser og en hvid trøje med en sort denimvest. Det var svært at gå i sit gode tøj når det var sommer, tænkte han da han tog sine solbriller på. Og så gik det langsomt mod hovedhuset med en smøg i munden. De fleste var nok allerede der ovre. Han havde vel sovet lidt længere end de fleste, men han var ligeglad. Inden han gik indenfor slukkede han smøgen. Han orkede ikke at blive taget.
Velkomsttalen var i hvert fald ikke begyndt, da han kom ind. Han fik øje på Marc i buffeten. Han gik selv derhen for at tage noget mad, men sagde ikke noget til ham.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius trommede let på bordpladen med fingrene, som om det virkelig kløede i hænderne efter at røre tangenterne. Og flygelet, der stod i musiklokalet, var også til at få orgasme over - så lækkert føltes det at spille på. Han havde endda spillet klassiske værker på det - bare for at høre musikken brøle i lokalet. Og når musikken græd, kunne han sidde i flere minutter og bare stirre op i loftet. Musikken føltes nogle gange, som om det ikke var ham, der fremførte den.
"Mine forældre var ihærdige på mine vegne til at starte med, tror jeg. De opdagede mit såkaldte talent, siger de altid, og nu er musik bare - ja, jeg ved ikke, en del af mig, jeg ikke kan slippe. Jazz er lige så humoristisk som Chopin, og begge dele kræver musikalitet."

Marius' ansigt lyste også op, da han så glæden i Fridas ansigt, når hun betragtede tatoveringen. Det kom bag på ham, at hun havde fået den længe før hun måtte - hun havde altid for ham virket som en pige, der ikke stak reglerne op i røven på en flodhest. Overraskelsen var da også malet i hans ansigt, men han lo med hende. "Hvorfor fik du den lavet?" spurgte han interesseret - han havde aldrig for sin egen part kunnet se meningen med at printe noget på sin krop, der var umuligt at få væk bagefter. Dermed ikke sagt, at han havde noget imod andres tatoveringer - nej, han syntes faktisk, at det klædte mange, så længe de bar dem med måde og ikke bare skrev deres svigermors navn på lillefingeren af høflighed.

[Lærke]

Først nu lagde Lærke mærke til at hun måske havde afbrudt noget. Hun nikkede til fyren og så igen på Nishay.

"Homo'er," mumlede hun mod sin ske. Det var bare typisk i en ung alder at de gikmere amok end nyforelskede for at provokere. Det var åndssvagt. Det skulle være så ekstravagant, hvorfor ikke bare opføre sig stille og roligt? Helt normalt. Men nej, hellere være bitches på speed når man var bøsse.

"Sjovt?" sagde hun højt og så på fyren overfor og så tilbage på Nishay. "Det kommer an på hvordan man er fuld."
Det var fulgt op af et skuldertræk. Det undrede hende ikke at Nishay spurgte. Hun var sikkert muslim i en familie der holdt på formerne. Vildt at hun gik her ude af øje, men ikke sind.

"Men du har vel set det?"

[Frida Jensen]

Hun kunne ikke undgå at gå gåsehud på armene når han talte om musikken. Det lød som lidenskab. Som kærlighed. Det lød stort. Åh altså.

Nå men. Tilbage til hende. Hvorfor skulle de tale om hende? Han var meget mere interessant end hende. Han var virkelig interessant.
Hun havde ikke lyst til at sige hvorfor hun fik den. Så ville han virkelig, virkelig tro hun var nørdet. Åh nej altså. Hvorfor havde hun også fået den tatovering?
"Øhm. For at hylde al den kærlighed der er i verden. Eller burde være." Hun smilede genert og håbede at hun havde kommet godt nok uden om emnet.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så eftertænksomt på Frida med halvt lukkede øjne. Han havde slet ikke lagt mærke til deres omgivelser før nu. Der var en infernalsk larm i spisesalen, idet samfundsfagslæreren Ludvig stadig baksede med mikrofon og højtalere. Og netop nu peb mikrofonen så øredøvende, at han skar en grimasse, der fik ham til at rynke både pande og næse på én gang.

"Øhm. For at hylde al den kærlighed der er i verden. Eller burde være." Hun havde smilet genert. Der lå noget i ordene, som Marius syntes var mere end bare det sagte.
"Der er så mange ting, der ikke er, som det burde være," svarede han lavmælt og lod blikket hvile på tatoveringen. De ord, hun havde sagt om den, lagde han intet i - de lød så uægte i forehold til, hvad hendes blik fortalte om betydningen af tatoveringen. De grønne øjne fyldtes af varme og glæde, og han var usikker på, hvordan han skulle kommentere det, så han læste blot skriften højt frem for sig et par gange med en eftertænksom rynke i panden. Ja, han fortabte sig et øjeblik i ordene.

[Frida Jensen]

Frida fik kuldegysninger ned gennem ryggen da mikrofonen skreg. Hun måtte lige ryste det ud af kroppen igen. Hun grinede lidt af sig selv. Det måtte have set sjovt ud. Men hun hadede sådan nogle lyde. Bare tanken om lange negle mod en talve kunne give hende kuldegysninger i hele kroppen. Uf.

Hun fokuserede igen på Marius med det sorte hår og de lyseblå øjne.
"Den handler om Jesus. Og Viola. Og alle de smukke ting i verden." Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det. Nu ville han helt sikkert synes hun var en fanatisk freak, men hun havde lyst til at være ærlig. Så måtte det briste eller bære. Han virkede som en sød og fornuftig fyr, men det var også ligemeget. Hun måtte være ærlig for sin egen skyld. Hun vidste ikke om at vidste noget om Viola. Men igen, hvem på den lille skole havde ikke hørt at hun var 'pigen med datteren'? Udover de nye selvfølgelig.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda lyttede. Lyttede til da Frida og Marius snakkede om musik, og hvor meget Marius egentlig var inde i det. Tydeligvis mere end først antaget, men det var nu meget cool. Hun var ikke en stor musikalsk sjæl og gik sjældent op i at både musikken og teksten skulle hænge sammen. Hvis musikken var god gjorde det ikke noget at teksten var latterlig og omvendt. Ikke at hun bare slugte alt råt, men hun var nok ikke så kritisk omkring hvad hun hørte. Hun lod fingrene fraværende sno en lok af hendes korte lyse hår, og så skiftede de emne til Fridas tatoo. Amanda havde ikke spurgt meget ind til den fordi hun faktisk ikke havde lagt mærke til den. Den var fin og et sødt citat.
Den passede godt til Frida.
Frida åbnede munden og skulle til at sige noget, men lukkede den hurtigt igen. Hun så David oppe i buffen og hendes instinkter bad hende gå ud af spisesalen. Men det kunne hun ikke og hun nægtede også. Det havde hun gjordt hele weekenden, nu ville hun ikke mere. Hun kunne ikke bruge hele hendes år på Lyngvig på at stikke af fra ham. Hun trak øjnene fra David og rettede hele sin opmærksomhed mod Frida og Marius. Selv om det egentlig burde være Ludvig der forsøgte at få folks opmærksomhed, med mikrofonen der hylede.

[Nishay M. Asran]

((LORT! LORT! LORT! MIT FUCKING INDLÆG BLEV SLETTET, DA JEG SKULLE SENDE. JEG ER SUR! JEG ER GAL! JEG SKAL STARTE FORFRA!))

Nishay lagde ikke meget til spektaklet omkring dem, tog sig ikke af afbrydelsen. Nej, hun var optaget af lærke, og hvad hun sagde. Hun virkede ikke synderligt begejstrede for homoer, men det betød ikke noget. Nishay var interesseret i at vide noget om så almindelige teenageting som druk.

"Joh," sagde hun tøvende, "jeg har set jer. Jeg syntes, at jeg morede mig mindst lige så meget, men ... Ja, tanken om at tumle rundt som en anden tåbe uden kontrol over sig selv, eller fornemmelse af situation virker så scary."
Men hvordan føltes det egentlig at være fuld? Nishay betragtede Lærke, og hun fik en pludselig trang til at røre ved hendes hår - det var pænt og glat, ligesom hendes eget, men forskellen var bare, at Lærkes var fladt og ikke så fyldigt som hendes. Hendes eget var bare en manke.
"Men det er mere dét - hvordan føles det at være fuld? Er det virkelig nemmere at sige ting, man ikke tør og sådan ... ligesom i bøgerne?"

Okay, hvor kom det fra? BØGER - come on, det var jo kun hende selv, som fik "erfaringer" fra bøgerne - haaalloooo, man var jo ikke kvinder fra det 12. århundrede længere. Eller måske var det netop, hvad muslimske kvinder blev gjort til. Nishay fnøs både højt og hånligt uden at være bevidst om det overhovedet.

[Selma Åberg]

"Ad, nej! Ikke den, den anden... den der dogmefilm..." mumlede hun mens hun knipsede med fingrene. Som om det ville hjælpe hende med at komme i tanker om det.
Hun havde en meget traumatisk oplevelse med Von Trier. Dogville. Hun havde haft mareridt mange dage efter den film. Måske havde hun også være en kende for ung da hun så den, men hun ville ALDRIG se en Von Trier-film igen. Om den så var så blev set af alle i verden.
"Morgon," lød en stemme bag dem begge. Selma rykkede sig længere mod Jonnah, så Annie kunne sidde ved siden af hende. Han satte sig med sin morgenmad og begyndte at lave lektier. Var han lige sent på den? Hun havde lavet alle sine lektier de første uger, så hun ikke skulle bekymre sig om dem hele ferien.
Hun kildede ham lidt under armen det øjeblik han satte blyanten på papiret. Ha, ha, ha.

[Marc]

Marc havde samlet en masse forskelligt mad på sin tallerken, både kødpålæg, tre skiver brød, lidt frugt, yogurt og musli. Han kunne aldrig bestemme sig for hvad han ville have at spise så han tog bare lige det han havde for øje. Han skulle til at bevæge sig ned til bordet for 2.g'erne da David trådte ind.

''Hey Bundgaard''

Han lyste op i et smil, på trods at at David ikke virkede til at være i et af sine gode humør. Men han havde vidst heller ikke været særlig heldig med sine roomies og så al det rod med Amanda.

''Har du fået sovet?''

Han spurgte bevidst ikke om fyren havde sovet godt, for så ville han sgu nok havde været lidt mere livlig omkring hele morgenmaden.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan trak på skuldrene. Så kunne han ikke huske det. Altid at nævne en Trier film var et trix han brugte, for bare på et eller andet tidspunkt at få hende til at se en. Det skulle hun virkede, han fattede ikke at hun ikke gav manden en change. Han var jo da forhelvede et pokkers kunstnerisk geni.

I det samme dukkede en velkendt morgenfrisure endelig op ved bordet og satte sig ned som om hans krop var alt for tung til at slæbe på. Jonathan smilede. Så typisk. Det var faktisk ret sødt. Men mest af alt var det virkelig morsomt at snakkede med Anton om morgenen, når han havde det som i dag. Han så ud af øjenkrogen hvad Selma havde gang i, og vidste at det ikke ville gå godt. De folk der sad omkring ham burde se at komme væk. Anton var ikke så slem til at slå og sparke fra sig som John. Eller jo, forskellen var bare at han gjorde det helt bevidst, så han ramte for det meste. Av.

"God, hvor har jeg savnet det der crappy morning-face." Jonathan lo og lænede sig ind over bordet for at kigge op på Anton som allerede var bøjet halvt over morgenmad og halvt over lektier, som Jonathan havde lavet for længe siden. Og på mac. Var der noget han ikke forstod, så var det Antons had til elektronik. I sær vækkeure. Der var vist ikke ret mange måder han brød sig om at blive vækket på. Men Jonathan kendte nogle få.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius smilede lidt ved synet af Frida, der lige skulle få hold på sig selv igen efter den skærende lyd fra mikrofonen. Havde det blot været en ren tone, tænkte Marius, så havde han nok bedre kunnet slå sig til tåls med den.

"Den handler om Jesus. Og Viola. Og alle de smukke ting i verden."

Marius' blik gled fra Fridas håndled til hendes ansigt. Han havde aldrig skænket den tanke, at Frida var religiøs - ikke, når folk hele tiden blev ved med at proklamere, at præfekten havde en datter. Havde hun egentlig dét? Rygter løb jo helt vildt hurtigt her på stedet, og de blev bare mere og mere vanvittige. Så meget, at Marius aldrig gad lytte til dem rigtigt længere. Han fortalte sig selv i sit stille sind, at han i så fald skulle passe lidt på med, hvad han sagde i det tilfælde, at det skulle være af fornærmende karakter. Men Frida virkede bare for afslappet til, at noget sådant kunne fornærme hende. Man kunne aldrig vide ... hun virkede på den anden side også lidt skrøbelig, uden at han kunne forklare hvorfor. Der var ellers så meget ved hende, som var både ordentligt og perfekt og kontrolleret og ... viljestærkt. Hun havde en lettere autoritær holdning, hvilket matchede hendes præfekthverv.

Men Viola måtte vel være hendes datter, hvis ikke hendes søster. Hvis hun havde en datter. Marius overvejede at spørge hende, hvad hun syntes var smukt, men det fandt han alligevel for sentimentalt, og hvis han spurgte, ville det bare være for sjov, og så ville hun sikkert finde ham barnlig. Men han så bare alvorligt på hende uden at sige noget til at starte med.

"Den er fin," sagde han endelig. Kors, hvor lød det dumt. Hvad skulle han ellers sige? Han var dårlig til at rose ting ved folk - måske især piger, fordi det altid skulle gøres så overstrømmende: 'Ih, hvor klæ'r den dig dog godt, ååh, hvor den dog fremhæver din lyse hud...' Oh, no, no, no. Det gik ikke. Marius pressede et smil tilbage mellem sine læber, men hans mimik havde sikkert allerede afsløret, at han morede sig kosteligt over noget i tankerne.

[Anton Sommer Engström]

Selma kildede ham og han røg to meter op i luften. Eller sådan føltes det i hvert fald.
Han vente sig mod hende med blyanten i en truende vinkel, men begyndte så at grine og rodede hende i håret. Det var meget godt at komme tilbage til virkeligheden. Og Selma krævede sin opmærksomhed. Det kunne han godt lide ved hende.
"Godmorgen til dig også smukke" grinede han.

Han kløede sig bag øret med bagenden af blyanten og spiste noget mere havregrød. Det var godt. I ferier og den første uge af skolen var der altid havregrød. Ellers måtte man klare sig med havregryn og det var også helt fint. Han fokuserede igen på sine lektier. Han manglede stadig at skrive 3 en halv side rent og de havde historie i anden blok.
"God, hvor har jeg savnet det der crappy morning-face." Jonathan lo og lagde hovedet mod bordet, så han fik øjenkontakt med Anton.
"Jäkla bög" (skide bøsse) grinede Anton og kyssede ham på paden. De var virkelig ikke snullerbassegøj-typer. Men han lagde alligevel opgaven til side et øjeblik og fokuserede på sine to bedste venner.

"Sovet godt?" gabte han, mens han åbnede sin banan.

[Frida Jensen]

"Tak" smilede hun oprigtigt. Hun lod sine finger føle ligeså stille over tatoveringen, før hun lod den være og tog en bid af sit rundstykke. Hun havde helt glemt at spise mens hun havde snakket med Marius. Hun havde glemt mange ting. Som alle mennesker i hele salen. Og sin selvbevidsthed. Og sin usikkerhed. Men nu når hun koncentrerede sig om at spise, kom den ganske langsomt tilbage. Hun sørgede for ikke at krumme og ikke tage større bider end hun kunne synke hvis hun skulle svare på et spørgsmål.
Det var så grimt at tale med mad i munden, og det var også pinligt at tygge i evigheder før man kunne svare.

"Hvilken linje er det nu du går på? musik?" Hun havde ingen timer med Marius. Heller ikke valghold. Hun håbede ikke emnet var for kedeligt.