Fælles Morgenmad

[Jonathan Bailey Smith]

"Jeg er overrasket over at du overhovedet ved hvem det er." kommenterede Jonathan tørt. Det var rimelig almindeligt at man kunne fortælle Anton om en nyhed flere måneder efter den var sket, og så havde han ikke hørt om det. Med mindre han havde set det i en avis. Sådan en man har i hånden. En gammeldags en. Det ville ikke undre ham, hvis Anton simpelthen ikke havde opdateret sig hele sommeren. Det plejede at være John der informerede ham.

Han rettede sig op igen og spiste resten af morgenmaden. Så lænede han sig tilbage og strakte sig med et smil. En pisse god dag.

[Selma Åberg]

"Haha! Wow, der er vist en der har lavet samfundsfagslektier," lo hun mens hun skar sin mad i endnu mindre stykker.
"Hmm! Den her ommelet smager mega godt! Prøv li' at smag!" Hun skovlede et lille stykke over på Antons tallerken mens hun tørrede sig om munden med en serviet som om hun lige havde taget en bid. Hun vidste ikke om den var god - måske smagte den pisse dårligt, men hun havde ikke lyst til at smage. Hun kunne bare se på den hvor fedtholdig den var.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Ved sgu heller ikke om jeg kan klare kemi på a...''

Sagde hun kort til Frida, inden Marius rettede på hende ord for hvad han var lige nu. Hun var glad for at han fangede hintet om at hun ikke ville op til buffen lige nu, og selv om hun lavede sjov med ham så kunne man se taknemmeligheden i hendes øjne.

''Jamen så butler. Hent mig en kop the''

Hun skulle bare lige igang. Selv om hun var en af de første i spisehallen næsten, så brugte hun et godt stykke tid på at vågne. Sådan havde det altid været, men Marius forfriskende opførelse var lettere opkvikkende. Hun rettede sig lidt op og så over på Anna der havde sat sig ved siden af Frida. Hun var rå og selv om de begge to var rødhåret, Frida og Anna, så var de næsten modsætninger. Frida med sine fine træk og rolige attitude med forstående øjne, mod Anna med sine rå stil, lidt rodede hår og skarpe øjne.
Marius kom tilbage og satte sig ved siden af hende igen med den varme the. Hun var ikke lang tid om at tage imod hans tilbud om at puste på den. Også selv om det bare var for sjovt.

''Jeg tror jeg klare det, også selv om du ryger og lidt kaffeånde er vel bare lidt krydderi.''

Og hun havde jo også selv lige været syg, så det var heller ikke en undskyldning.

[Lærke]

Chick-lit big time, men det var jo ikke ringe.

"Jamen så ved du alt om ungdommen," sagde hun og stoppede igen skeen i munden. Det var ikke sarkastisk, men ret reelt. De damer kunne man sige meget om men de skrev ret fint om hvad flere ting ville sige.
I det samme satte Adam sig overfor. Lærke nikkede til ham. Han var også pæn om morgenen. Typisk.

"Morgen," sagde hun efter af have slugt skeens indhold. "Det her er Nishay," fortsatte hun og pegede på den ligeså yndige pige ved hendes side. Nå ja. Det var ikek fordi hun havde lyst til noget med Adam, men han var køn.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius så et øjeblik mere granskende på Amanda, end han havde gjort hele denne morgen. Hun virkede temmelig groggy. Måske var hun mere påvirket af episoden med David, end hun selv ville have ham og de andre til at tro. Han viftede lidt med en serviet foran næsen på Amanda og gav dermed et vindpust til hendes te - efter hans egen overbevisning, altså.

"Drik det nu bare, pigebarn," sagde han og anlagde en pylrende tone, mens han sagde det, "ellers slæber jeg dig med til Kina efter 3. G og renser alle dine pore med den te og det opium, man kan få derhenne."

Han så hen på Anna og Frida. Et rødhåret par, det var de - eller man kunne vel næppe kalde dem et par. Forskellen var slående. Marius kendte Anna bedre end Frida, og han var fortrolig med hendes lidt rå attitude og sans for humor; derfor lod han blikket dvæle lidt mere ved Frida - eftertænksomt og nærmest observerende, som om han prøvede at arkivere eller systematisere, hvad han vidste om hende. Eller, hvad han ikke vidste. Hun var sød, jovist - men hvad andet kunne man kalde hende? Var det en bevidst "sødhed", eller var det bare hendes omgang med andre mennesker, der generelt var sympatisk og omsorgsfuld. 'Jeg gad nok se hende rigtig fuld,' tænkte Marius og mindedes grillfesten, hvor han ikke havde oplevet Frida være særlig lallet - måske hørte det til at være præfekt. Selv havde han også haft en rolig stund og ikke oplevet det helt vilde bortset fra en svømmetur i søen for at blive kølet ned. Ellers havde han bare siddet i græsset og udvekslet nyheder med gammelkendte, drillet de nye og eksperimenteret lidt med Antons guitar, som selvfølgelig hurtigt blev taget fra ham, fordi han kunne spille bare lidt.
'Jeg burde lære at spille guitar også,' tænkte Marius med et fjernt udtryk i øjnene.

[Nishay M. Asran]

Nishay så eftertænksomt på Lærke og nikkede så. "Det må der være noget om," sagde hun. Der lød en godmorgen-hilsen et sted fra, og hun vendte sig mod den nyankomne, netop som Lærke præsenterede hende for fyren.

Nishay smilede til ham og bøjede lidt elegant hovedet som hilsen. Hun mindedes ikke at have set ham til festen; han var høj og tilpas muskuløs, og hans mørke uregerlige hår var pænt charmerende, altså. Nishay havde hvinet over drenge med et tilsvarende look i bladene, når hun sad sammen med Patricia, som vel på sin vis var hendes bedste veninde, selvom de havde vidt forskellige holdninger og kulturer. På den led var Nishay selvfølgelig bedst sammentømret med sine muslimske jævnaldrende, men de var så keeedelige. Og ham fyren, der hilste - han virkede bare så ... Han havde en aura omkring sig. Og de markeringer ved hans kindben og kæbe - ååårhh. Og så var han alligevel ikke bare hot - han var mere sød, som i Anders-sød fra Hanne-Vibeke Holsts trilogi. Nishays smil blev bredere - okay, hvad skete der lige for hendes dånen? Ha, ha, ha, ha, ha ..."Hvad hedder du?" spurgte hun høfligt?"

Hun sendte Lærke et blik med det ene øjenbryn let hævet som for at sige: WOW!

[Anton Sommer Engström]

"Hey, hey, hey" grinede han til sine to såkaldte kammerater. "Jeg ved godt det kommer som et chok for jer, men en sjælden gang i mellem laver jeg faktisk lektier. Nogle gange også FØR deadline, at I ved det."
Han havde faktisk fået 10 i samfundsfag før sommerferien, men han ville ikke påstå at det var fordi han var oplyst, det var nok mere fordi han kunne tale sig fra det meste. Han ville hellere ikke påstå at han var ked af, at han var færdig med samfundsfag. Han var lykkelig for at det var musik og engelsk han havde på højniveau.
Han var også glad for, at det var Lyngvig de gik på. Skolen havde gang i et eller hippieprojekt med lektiefri skole, så de kun havde afleveringer for, og det passede ham glimrende.

"Hvad så John, har du også drømt om mig i boxershorts og skråstreg eller bikini?" jokede han, mens han spiste det omelet Selma skubbede over til ham. Han kiggede vantro på hende:
"Du har slet ikke smagt den Sellie. Du hader porrer, så meget ved jeg da. Men den kan da godt spises." Han overtog omeletten, hvilket sikkert også havde været hendes plan til at begynde med. Han var vant til det. Det var i hvert fald ikke noget han tænkte mere over i dag end alle andre dage.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Iih tak''

Fnes Amanda da han pustede på theen med en serviet. Det var ikke meget forskel det gjorde, men det var sgu også lige meget. Hun skulle lige til at nippe til den, men stoppede da Marius i en pyldrende tone snakkede om at tage hende med til Kina, som straf hvis hun ikke drak den.

''Seriøst... The, Kina og opium som straf? Du må sgu gerne slæbe mig med, jeg skal nok lade være med at stritte helt vildt meget imod.''

Grinte hun og nippede så til theen. Den var ikke så varm som da de lige havde varmet vandet i morges, men med hendes held ville hun brænde sig på tungen hvis hun bare drak det nu.

[Frida Jensen]

Hun tog imod teen og pustede lidt på den før hun tog en slurk. Det var altid dejligt med en god kop te.
Hun kiggede lidt fra Amanda til Marius til Anna. Så gjorde hun noget, hun ikke kunne huske hun nogensinde havde gjort før:
"Du Marius.." smilede hun. "Jeg tænkte - må jeg ikke få dit nummer? Og dit også Anna?" Hun havde allerede Amandas nummer. Hun kendte ikke Anna så godt og vidste ikke om de overhovedet kunne blive venner, men hun kunne ikke få sig selv til at spørge Marius uden at spørge Anna også. Hun vidste slet ikke hvorfor hun kunne få sig selv til at spørge Marius, men noget ved tanken om ikke at komme til at snakke med ham igen, gjorde at hun fik mod til det.
Nu håbede hun ikke at de ville sige nej. Det ville bare være så pinligt! De kunne bare sige ja af høflighed og så lade være med at skrive til hende. Så længe de ikke sagde nej. Åh nej, hvad havde hun fået sig selv rodet ud i?

[David Bundgaard]

"Hey, Bundgaard. Har du fået sovet?" lød Marcs stemme. Han sendte ham et hilsende blik og smilede kort inden han tog det sidste på sin tallerken.
De gik begge hen til bordene. Han havde ikke kigget efter Amanda endnu, men det ville han heller ikke gøre. Han syntes det var åndssvagt at gøre alt for at undgå sine ekskærester. Hvis man er ligeglade med dem, kigger man ikke efter dem kun for at vide hvor de ikke er. Det var simpelthen for åndssvagt. Så han satte sig bare ned uden at skænke folk et blik med Marc overfor sig.
Først der svarede han: "Jeg har sovet fint nok. Der var ikke noget der." Hans stemme var mere hæs end den plejede. Morgenhæs.
Han begyndte at spise sin mad og drak noget mælk. Maden var en del bedre end den plejede. Køkkenfolkene havde jo også haft en god ferie at holde pause i. Maden blev tit dårligere og dårligere jo længere tid der gik. I hvert fald hvis man spurgte David. Det kunne måske også have noget at gøre med, at man blev mere og mere træt af kostskolemad.
Så var det altså rart at lave mad selv derhjemme med Maria. Fuck, det var forkert at savne hende - det gjorde han aldrig.
Måske så han træt ud. Men det var nok mest fordi han ikke havde orket at stå op den morgen. Ikke så hurtigt. Man skulle vel lige vende sig til at stå tidligt op også. Han havde læst til klokken 1 om natten fordi han havde tænkt for mange rodede tanker. Bøger var gode til at få en til at samle sig om én ting.

"Hvad med dig?"

[Anna Mørk]

Efter Anna havde sat sig ned, var der blevet udvekslet et par kommentarer til hende. Godmorgen, var det mest foretrukne ord for disse kommentarer, men der var jo også Morning. Den kunne hun godt lide. Da Frida kom med en uhyggelig god ide, smilte hun. Hvis det ikke var for Frida, havde hun sikkert anskaffet sig hendes nummer alligevel. Det var godt at have i baghånden. Og så var hun jo så sød.

"Selvfølgelig må du det..."

Anna tog endnu en slurk af den lunkne the. De andre havde vidst været heldige med deres, de så ud til at være varme. Anna sendte sin the et skulende blik- den smagte seriøs ikke særligt godt. Anna tvang dog en til slurk i sig. Så fandt hun sin mobil frem, den så lidt medtaget ud, men der kunne stadigvæk trykkes på tasterne. Det var nok det vigtigste. Så skubbede hun den hen til Frida, som tegn på at hun bare skulle trykke selv.

"Du kan bare trykke nummeret ind og skrive et navn.. Helst dit eget, men hvis du fortrækker en andens er det okay..."

Anna trak på skuldrene. Der var mange der bare skrev fordrejede versioner af deres navne, det var sku aldrig til at fide rundt i. Så stod der 'lækker bitch' ved en af numrene og 'Hot chick' ved en anden. Det var faktisk irriterende, men så havde hun bare ikke snakket med dem. Sådan var livet. Surt- eller ihvertfald for dem.

[Freya Kasgaard]

Freya så på Liam. Alle ville vide hvilken linje man havde valgt, det var jo normalt. Men det var ærligt talt ved at blive lidt af en kliché.
"Min linje... Samfundsfaglig."
Freya kiggede kort på ham og smilede så. Gad ikke at uddybe det svar nærmere, selvom han sikkert ville forlange det lige om lidt. Freya kiggede ud over mængden af mennesker, som om hun stadig søgte efter Amanda. Istedet fik hun øje på en anden velkendt skikkelse. Lizz. Hun havde faktisk snakket pænt meget med hende.
”Hey, Lizzie”
Freya styrede bare med de der kælenavne, nu var der snuske, Lizzie.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius elskede, når Amanda fnisede. Han syntes, at hun mindede om en blanding mellem et hamster og en sur øgle, hvis øgler overhovedet sagde noget. Det var en lidet flatterende association, men ikke desto mindre fik den Marius til at smile - både af sit tossede billedsprog og Amandas grin.

Marius havde af og til pirket til hende på lignende måder om morgnen sidste år, når hun ikke lige var optaget af David. Det hele - altså, deres lidt kammeratelige bekendtskab - var begyndt til en fest et par måneder inde i skoleåret, hvor Marius ved et "uheld" havde tapet Amandas indendørs ballerinasko fast til gulvet med trusseindlæg (de var naturligvis rene og ubrugte (trusseindlæggene, altså - ikke skoene), for han havde da sans for hygiejne hjemmefra), som han VIDSTE, at hun ville stikke fødderne i efter badet. David havde brølet af grin, da han så det - hvordan Amanda løftede fødderne fra gulvet og hele tiden undrede sig over, hvorfor hendes fødder klæbede til gulvet, og David havde ikke kunnet dyet sig for at afsløre, hvem gerningsmanden var.

"Seriøst... The, Kina og opium som straf? Du må sgu gerne slæbe mig med, jeg skal nok lade være med at stritte helt vildt meget imod," grinede Amanda.
"Åh, jeg hader, når jeg kommer til at love for meget," beklagede Marius sig melodramatisk, "det minder mig om dengang, jeg var til fest i Hillerød, hvor jeg kom til at love en pige, at jeg ville hænge hendes ekskæreste med hovedet nedad, hvis hun til gengæld købte mig en pakke Hubba Bubba-tyggegummi, og jeg kan ikke engang ..." Alle tre så spørgende på ham, hvilket fik Marius til at stoppe sig selv midt i sin sætning.
"Hvad?" spurgte han vantro, "ved I ikke, hvad Hubba Bubba-tyggegummi er?" Marius skar en grimasse. "Nå, det ... Men pointen er, at jeg ikke bryder mig om Hubba Bubba-tyggegummi," afsluttede Marius nonchalant og lænede sig tilbage i stolen efter en slurk kaffe. Han så drømmende op i loftet.

Så spurgte Frida ham pludselig om hans nummer. 'Hvad i ...' lød hans egen stemme i hans hoved. Marius lænede sig frem igen; atter kunne han ikke undlade at granske Fridas ansigt. Det var vel bare et harmløst spørgsmål, og hvorfor skulle han ikke give hende sit nummer? Der var så mange, der havde det alligevel, og så længe Frida ikke vækkede ham midt om natten, eller ringede, mens han prøvede at slå sin lillebror i skak i weekenderne, var det vel okay. Anna havde allerede rakt sin lettere medtagede telefon frem mod Frida med ordene: "Du kan bare trykke nummeret ind og skrive et navn ... Helst dit eget, men hvis du foretrækker en andens, er det okay..."
Marius sendte Anna et skævt smil og blinkede muntert til Frida.
"Min ... nummer?" spurgte han tøvende, og atter skar hans skæve humor ind i den daglige kontekst, idet han lagde et andet tryk på ordet, så det lød som "nummer" - et ord, mødre typisk brugte til at navngive deres børns numser.

[Adam Lyhne]

Adam tog en lille bid og tyggede hurtigt af munden. Han smilede til dem begge.
"Hej Nishay og Lærke. Og jeg er Adam." Han rakte en hånd frem til pigen ved siden af Lærke. En meget køn pige med det længste hår han nogensinde havde set.
Maden smagte ret godt alligevel. Han var også bare den største madelsker der nogensinde havde gået på to ben. Hvis man spurgte hans venner og familie. Han åd altid mere en det burde være muligt for hans størrelse, og det kunne slet ikke ses på ham. Men han bevægede sig også altid rigtig meget. Han var typen der altid sprang rundt på alting, da han var mindre. Nu havde han da lært at være mere kontrolleret, men han havde stadig den der trang til at bevæge sig.
Han ruskede blidt i pigens hånd og vendte tilbage til maden stadig uden at slippe opmærksomheden fra de to piger.
Han skovlede noget røræg i sig.
"Hmm... God, man bliver sulten af at sove..." mumlede han med latter i stemmen.

[Lizz]

Lizz sendte Freya et skævt smil, og så ned i bordet.
Gårdagen hang stadig fast i hendes hoved, og hun var langt fra vågen. Løbeturen havde ikke ligefrem gjort hende friskere.
Hun satte albuen på bordet, og støttede sit hoved med hånden. "Har I sovet godt?", spurgte hun midt i et stort gab, mest til Freya.
Hun så rundt på de forskellige elver - folk hun havde snakket med, og folk hun aldrig havde luftet et ord for.