Frokost første skoledag

[Selma Åberg]

Okay, nu laver jeg bare det her emne, så kan vi bare skrive når vi når dertil...
For jeg regner med vi vil komme til det her i rollespillet uanset hvad.

Her er næsten et ligeså stort udvalg af mad som til morgenmaden. Der er rugbrød, franskbrød, alverdens pålæg, spejlæg, ommelet, alle mulige drikkevarer ... you name it.
Borde og stole er som før og der er stadig samme opdeling mellem årgange.

[Clara Fillipsen]

Clara slæbte altid en bog og en notesbog med sig over det hele, selvom hun mange af gangene slet ikke fik hverken læst eller skrevet når hun tog dem med. Denne gang ønskede hun at hun aldrig havde taget i hvert fald sin bog med. Hendes paperback-bog. En rigtig god bog hun havde læst om på nettet som ingen andre kendte. Hun havde købt den gennem Amazon og havde fået den hjem med posten. Og det var slet ikke sådan en bog hun plejede at læse, men den var rigtig god. Den var rigtig god...

Nogle havde skubbet hende mens hun havde haft den i hånden. Bare med armene ned af siden mens hun havde snakket med Kristine (NPC) om hvor ondt det egentlig var at smide folk i vandet. Om hvor nederen det havde været for dem sidste år med deres pæne første skoledagstøj og nyvasket hår. De havde været ret enige, da en eller anden fra 3. årgang havde skubbet hende og hun havde været lige ved at ende med hovedet i vandet. Hvis ikke hun lige havde genvundet balancen ved at støtte sig til et lille, ikke særlig stort tre. Men bogen smuttede ud af hånden på hende og selvfølgelig endte den i søen med et lavmeldt plask. Som om den nød at lægge der på vandets overflade, åbnede bogen og dalede lige så stille ned mod bunden. Der var ikke så dybt, så hun kunne sagtens fiske den op, men bogens sider ville være krøllede og måske ville ordene være tværet helt ud af vandet.

Med små, lavmeldte bandeord som ingen ville kunne høre, gik hun ned i knæ og stak hånden ned i vandet for at fiske den op. Den dryppede først meget, så lidt mindre som det værste vand forlod bogen. Men den var dobbelt så tung som før, og hun vidste - efter flere gange at have spildt te på sine bøger - at siderne ville føles helt mærkelige og stive når hun skulle vende hver side. Hun viftede lidt med den for at ryste det værste vand af den ud mod søen så ingen fik et brusebad. Kristine stod stadig bag hende, og da hun vendte sig om fik hun øjenkontakt med hende. Hun havde dækket sin mund med den ene hånd som en forskrækket gestus. Eller måske som for at sige: "Ej, det er jeg ked af!". Clara trak på skuldrene mens hun sukkede.

"Det er bare typisk," mumlede hun og trak lidt på smilebåndet.
"Kan den reddes?" Kristine lød skinger og Clara smilede mere.
"Yeah, sure... Med en hårtørrer..."

Sådan en havde Clara ikke selv, men tilfældigvis havde Kristine en. De brugte tiden inden timerne på at tørre den. Kristine nægtede at gå, så de fik en god snak ud af det henover hårtørrerens larm. Kristine snakkede virkelig meget om alt og intet. Mest om virkelig fjollede ting. Da det var ved at være tid til skole var bogen stadig fugtig, men den ville godt kunne tørre, hvis man fandt et ordentligt sted den kunne være.
I farten placerede hun den bare åben med forsiden opad på sengehesten på sit eget værelse.

Timerne havde hun glædet sig til, selvom Kristoffer ikke kom hjem fra Tanzania før om en uge og det ville blive lidt kedeligt uden ham. De havde valgt mange af de samme fag. Ikke kun fordi de derfor kunne være sammen i timerne, men også bare fordi de interesserede sig for de samme ting.
Hun havde haft den samme lærer i et andet fag sidste år. Hun hed Line Larsen, og hun smilede kun når folk svarede rigtigt på hendes spørgsmål. Det var som om hun ingen humor havde, selvom hun virkelig sagde mange sjove ting imellem fordi hun hverken lo eller smilede af sine korte bemærkninger. Da det jo kun var første skoledag var der ikke noget direkte udfordrende og ingen lektier.

Da det var frokost-tid efter timerne, havde hun lige hurtigt kigget til bogen der stadig var lidt fugtig. Hun bandede endnu engang, da siderne begyndte at blive krøllede præcis som hun havde frygtet.
Hun satte mod Det Hule Træ igen og satte sig et tilfældigt sted med noget mad i spisesalen. Kun halvdelen af salen var fyldt, og Kristine var ingen steder at se.

[Julie Patricia]

Julie fulgtes over i spisesalen med Anne og Cecilie (NPCs). Hun blandede sig en rucolasalat med kylling og en lille smule dressing og kiggede ud over salen. Der var ikke nogle menneske endnu, som det var værd at omgås. Kun nørderne, der sad med deres bøger og taberne med bumser og grimt tøj som sikkert diskuterede bumsecreme eller computerspil. Lækre Lasse-basse var ikke nogle steder at se. Ellers ville hun da havde fundet ham. Han virkede som en cool type, sådan lidt filmstjerne-lækker og så var han 2.g'er. Ham gad hun godt score. Men det kunne hun også sagtens, det var hun sikker på. Ingen var for god til hende. Der var ikke engang mange der levede op til hendes niveau. Og slet ikke her.

Hun satte dig ved 1.g-bordet, og hadede det, hun hadede at være ny, hun ville så gerne op til 3.g'erne. Eller i det mindste 2.g'erne. Hun måtte bare se at få scoret en.
Hun tog en mundfuld af sin salat og gav sig til at snakke om alle de andre sammen med de to piger. Gav drengene karakterer fra 0-10 og gjorde grin af pigernes kiksede tøj og frisurer. Hun måtte se at få sat lidt skik på den her skole. De skulle lære noget om stil. Ligesom hun havde lært pigerne på sin folkeskole.

[Marc]

Timerne havde været stille og rolig, opsumering af hvad året skulle gå med hvilket ikke krævede den store hjerne. Han havde dog lyttet efter med et halv øre og behøvede ikke noget start arbejde for at huske det. Det havde Marc aldrig haft brug for, arbejde i skolen og generelt at huske ting var en af hans stærke sider. Og han klagede bestemt ikke.

Marc trådte ind i spisesalen for anden gang idag, men nu med sin taske over skulderen. Han havde ikke gidet gå over med den på værelset for han var sindsygt sulten allerede og skulle ihvertfald ikke vente for længe. Han læssede en masse mad op på tallerken af alt muligt og så ud over spisesalen. Der var enkelte 1.g'er kommet, de var vel nervøse for om de skulle smides i søen igen efter maden. Han kunne ikke lade være med at smile for sig selv, som havde han en joke kørende inde i hoved. Der var en person der stod ud med sit blå hår. Clara selvfølgelig. Det var ikke meget han havde snakket med hende, men han vidste hendes navn og at hun var kærester med Kristoffer vidst. Og han gad ikke sætte sig ned alene og vente på David eller nogle af de andre han plejede at snakke med, så kunne han sgu lige så godt sætte sig ned ved hende. Hvilken han også gjorde. Han smed tasken ved siden af stolen og slog sig ned over for Clara.

''Hey''

Smilede han til hende og stillede tallerken frem for sig.

[Eva Lund Jensen]

Eva gik stille ind i spisesalen. Nu var det frokost tid. Hun mærkede sin mave knurre, og hendes mund nærmest løb i vand, da hun så buffeten. Der var alt lige fra pandekager, til rå rødkål salat. Hun vidste egentligt ikke hvad selve ordet 'rødkål salat' indebar. Hun havde aldrig smagt det, og ville nok højst sandsynligt heller ikke komme til det. Ordet 'rå' var i den sammenhæng direkte klam. Eller det syntes hun ihvertfald.

Evas skridt var stille, man hørte dem knap nok. Kun den bløde lyd fra sålerne der rytmisk ramte de rene fliser. I hånden havde hun sin skoletaske. Læder. Yeah... Hun elskede læder. Duften, udseendet. ALT! Men hun var bare ikke typen der gik i læder. Skoletaske, fint! Men bukser. NO WAY! Idag havde hun med omhu valgt en let sweater, med en skjorte indenunder. Det var kun skjortens krave, der var synlig. Hun havde et par par gennemsigte gamacher under sweateren og skjorten. Det var jo sommer, og det var faktisk ret varmt.
Da hun endelig var kommet op til buffeten, tog hun en lille kylling salat og et glas juice. Hun var sulten, og en kylling salat mættede. Eva hankede op i sin taske, og gik derefter hen til Clara og Marc. Hun havde ikke rigtig snakket med nogen af dem, så det var vel helt fint at begynde nu. De sad ved 2.G’erenes bord.
”Hej!”
Evas stemme var lidt nervøst. Måske ville de helst være alene?
”Må jeg sætte mig her?”
Hun pegede på bænken. De kunne ikke bestemme noget, men det var Eva ligeglad med. Hvis de ikke gad at have hende der, ville hun bare gå.

[Kristoffer Christian Nøjby]

Kristoffer havde stadig ikke helt vendet sig til kulden i gamle danmark. Heller ikke selvom det var sommer nu. Sommer, yeah right. Han var mere solbrun end han nogensinde havde været, og nogensinde ville blive og de små fletninger i højre side af hans får dinglede ind mod hans hage og mindede ham om en vild ferie og en fantastisk oplevede. Da taxien rullede ind på pladsen så han dog på de velkendte huse, og de mindede ham om at han var på vej tilbage til livet. Til søvnunderskud og lange nætter og dage og masser af tid. Tid med vennerne og tid med Clara. Og tid til at skrive og hygge sig. Han smilede lidt. Det forsvandt ikke igen. Og inden han steg ud sendte han en sms afsted til Clara.

'Spisesalen, er der om 2!'

2 minutter selvfølgelig. Han ville overraske hende. hun vidste ikke at han kom allerede, og hun ville nok ikke forvente en sms om at han var her nu. Så slæbte han sin kuffert op af trapperne og ind i forhallen og videre ind i spisesalen hvor det så ud til at de snart havde frokost. Han var gået glip af at kaste folk i søen. Hmm..det gik nok. Han knuede sin gave i hånden. Indpakket i brunt papir fra den lille bod i Tanzania. Lå bare og ventede på hende.

Han fik øje på det blå hår ved et af bordene. Så lod han kufferten dumpe ned på bordet inden han råbte gennem lokalet.
"Mari!" Han vinkede til hende. Hvor var hun sød at se på. Skønne pige.

[Clara Fillipsen]

Clara så jævnligt hen mod døren i håb om at en hun kendte ville komme ind, så hun ikke skulle sidde alene for længe. Der kom tre piger ind. De lignede overraskende meget hinanden når man tænkte på hvor forskellige deres ansigtstræk var. De havde alle glattet hår, de havde alle et tykt lag makeup og uniformen var stort set den samme med stramt tøj og nedringet. Der var også noget andet mærkeligt ved deres ansigt, men først kunne hun ikke se hvad. Så da hun i smug, mens de kiggede væk, havde kigget lidt på dem, fandt hun ud af det - deres hud var helt glat og bleg i ansigtet og deres øjenbryn var blevet plukket helt smalle. Hun gættede på at det første var grundet en foundation eller noget. Men alligevel var den bedre smurt rundt i ansigtet, end den nogensinde havde været på nogle af pigerne fra hendes folkeskoles ansigter, så det var nok derfor hun ikke havde kunne se det med det samme.

Efter lidt tid mistede hun så interessen for de piger. Eller måske havde hun bare ikke lyst til at de skulle se, at hun betragtede dem. De kiggede også mærkeligt på nogle af de andre i rummet. Sådan ubehageligt med en trækning i de smalle øjenbryn som om de syntes folk omkring dem var lavere stillet end dem selv. Måske var det bare hende der var lidt fintfølende, men det virkede lidt sådan. Og Clara fik helt lyst til at krybe helt ned under bordet, så hun ikke ville få tildelt sådan et blik.

Igen kiggede hun over mod døren, da hun hørte nogle komme ind. Det var en får med krøllet hår hun kendte som Marc. De havde vist haft et eller andet fag sammen, hvis hun ikke tog meget fejl. Eller måske havde det været valgfag...

Hun vendte tilbage til sin tallerken og stangede et stykke af sin ommelet med sin gaffel. De lavede virkelig god mad i dag, tænkte hun. Om det var dagens anledning eller bedre kokke, vidste hun ikke, men både udvalget og udseendet på maden havde været bedre indtil videre.

"Hey..."

Clara kiggede overrasket op fra sin tallerken igen og så Marc sidde overfor hende. Han havde udefra virket ret sød, og hun sendte ham et smil (selvfølgelig ikke med tænderne med den bøjle). Da hun skulle til at hilse tilbage kom der en anden pige. Hun kendte hende som Eva fra 3. årgang. Clara tænkte kun kort over hvorfor hun satte sig ved 2. årgangs bord, men tænkte ikke videre over det." "Hey," hilste Eva også. Clara sendte også hende et smil.

"Hej..." svarede hun dem begge. "Hva-..." Hun skulle lige til at spørge "Hvad så?", da hun til sin glædelige overraskelse hørte en stemme hun bestemt ikke havde regnet med at høre nu. En stemme der altid fik hende til at smile - endda med tænderne nogle gange, skønt det grimme stål på tænderne.
"Mari!" hørte hun Kris råbe. Et af hendes kælenavne kun Kristoffer rigtigt kaldte hende, fordi hun havde kaldt sig MariMoon på nettet. Senere fandt hun så ud af at "mari" betød "fantastisk" og "stor " på rumænsk. Stor måne. ((Great er en meget bedre oversættelse... -.-))
Hun så ham vinke ved døren og uden at tænke over det sendte hun ham et stort tandsmil hen over bordene, da hun rejste sig op. "Kris?!" udbrød hun overrasket. Hun tænkte kun kort over at det måske var lidt uhøfligt bare at forlade de andre uden at sige noget til dem, men så heller ikke mere. For så var hun allerede på vej mod ham. Hun løb. Var lige ved at støde ind i to fyre mens hun spurtede gennem rummet.

Lige før hun faldt ham om halsen var hun lige ved at gå til fordi han var i den anden ende af rummet og hun skulle vente de 5 sekunder før hun kunne omfavne ham igen. Han så ret godt ud, tænkte hun. Med solbrun hud og en lille fletning i det lange hår. Synet af ham tættere på fik hende bare til at smile endnu større.
Så faldt hun ham også om halsen. Han var 16,5 centimeter højere end hende, præcis. Det elskede hun virkelig for hun hadede altid når fyre var lavere end hende. I 7. klasse havde alle drengene været lavere end hende, fordi hun i en tidlig alder bare var skudt i vejret.
Det var mærkeligt, men hun mærkede hvordan hun rødmede. Det lignede hende ikke at rødme når de bare krammede, men det gjorde hun. Måske fordi hun havde vækket en del opmærksomhed ved bare at løbe gennem rummet - hun kunne ikke se det fra hvor hun stod, men måske kiggede folk på hende. Men det ville hun ikke bekymre sig om, sagde hun til sig selv. Så kyssede hun ham. Ikke noget snav eller noget, men bare på læberne.

Hvor var hun dog glad for at se ham! Især hans blå sovekammerøjne og selvfølgelig hans varme smil.
Men... Han skulle da først være hjemme i slutningen af ugen?
"Hvorfor er du...? Du skulle da først være hjemme på fredag eller noget?" Hun lød glad og smilede stort.


((Btw, så ser hendes hår ud som i det i midten: weheartit.com/entry/26949509 ))

[Kristoffer Christian Nøjby]

En ufrivillig og yderst sjællen kolbøtte tumlede rundt inden i ham og han mærkede sommerfuglene lette og han kom til at smile større da hun smilede til ham og afslørede en række togskinner som han syntes var noget så kære, i sær fordi hun selv var så genert over det. Og det gjorde ham virkelig intet. Intet, hun var personlighed nok til at flå al opmærksomhed væk fra tænder. Og det blå hår, som havde været grønt sidst de sås, der flagrede efter hende da hun løb gennem salen og lige ind i hans åbne arme.

Han vidste godt at han ikke var nogen supermand. At han ikke have store muskler som hun kunne gemme sig i og ingen brede skuldre at græde ud ved. Men han var egentlig ret ligeglad. Clara havde sagt ved flere lejligheder at hun foretrak en splejs. I sjov selvfølgelig.
Farten hun havde på da hun løb ind i hans favn fik ham til at løfte hende en smule op i luften og være ved at vælte bagover. Han holdt balancen med et grin og gengældte hendes korte kys læber-mod-læber. Det var sådan det skulle være. Han kunne ikke lide alt det der våde noget alligevel.

Men ja, folk kiggede. Ikke særlig diskret godt nok. Flere af pigerne fnisede kunne han se ud af øjenkrogen. Det var faktisk ret ubehageligt. Men han havde vel lidt selv bedt om det. Han havde bare ikke kunne vente med at råbe hendes navn. Han satte hende ned igen og fik håret væk fra øjnene med et hurtigt kast med hovedet.

"Ja, men... ændrede planer. Det skulle blive enormt dårligt vejr dernede, så far mente at det var bedst vi tog hjem." Han trak lidt på skuldrene. Han ville gerne være blevet. At opleve Afrika i stormvejr ville være perfekt research. Men det var godt at være hjemme. Og på denne her måde gik han ikke glip af så meget.

"Jeg har savnet dig." Han lod sin kuffert stå ved døren og trak skuldertasken over hovedet og lod den dumpe ned samme sted. Derefter greb han hendes hånd. Det føltes rigtigt at mærke hendes bløde hud mod sin egen igen. Tryghed. Så gik han med tilbage til det bord hun havde siddet ved, hvor han hilste på de to andre. Marc og en eller anden fra 3.g, han vidste han havde set hende før, men det der med navne, det var ikke lige hans stærke side. I hvert fald ikke navne på virkelige folk. Da de satte sig, stadig hånd i hånd stjal han nogen af Claras vindruer fra tallerkenen.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan måtte indrømme, at det der med at gå rundt med bar overkrop hele dagen nok alligevel ville blive lidt koldt. Når man havde været i vandet og sad helt stille i en time og lyttede til undervisningsplanen for året der kom. Det var vist godt at han kunne lide Ludvigs undervisning. Nogle af de andre elever så ud til at kede sig halvt ihjel allerede.

Og dukkerten tidligere havde gjort ham godt sulten da de nåede til frokost. Han fulgtes med Soph ind, efter han havde droppet de nye bøger af på værelset, og tog buffetten i øjesyn. Ligeså overdådig som til morgenmad. John slikkede sig om munden og glemte et øjeblik at han frøs. Så skovlede han æg sammen på sin tallerken og endnu en kop te. Leverpostej gik han pænt udenom. Det var en dansk skik han ikke havde nogen intentioner om at vende sig til. Bloody hell. Føj.

Da han satte sig så han ud af øjenkrogen et ret velkendt par overfalde hinanden. Han smilede skævt. Han havde altid syntes at de var søde sammen. Kris og Clara. Han kendte fyren fra sidste år, og han var cool nok.
Jonathan trak et sammenfoldet ark frem fra sin lomme og skimtede ned over det. Det var ting han skulle huske at sige om valgholdene om eftermiddagen på skolen. Når han havde spist altså. Og hvis mikrofonen ikke var blevet ødelagt siden morgenmad.

(Håber det okay med jer at John nævner det...det var ligesom, for at der skete et eller andet til det her måltid også xD)

[Clara Fillipsen]

Selvom Kristoffer så lidt misfornøjet ud over at skulle gå tidligere hjem og derfor få glip af resten af ferien, var Clara virkelig glad over at blive genforenet med ham allerede nu. Hun havde savnet ham helt vildt og havde kedet sig mindst lige så meget. Når man var vant til at skrive sammen hele tiden var det virkelig mærkeligt lige pludselig ikke at skrive sammen i en hel ferie. Han havde kun været på internet café to gange og den ene gang havde hun ikke engang været online. Hendes familie havde kun været i sommerhus og havde besøgt venner fra Jylland, så det havde været en meget kedelig sommerferie, hvor hun mest havde taget med en af sine folkeskoleveninder til Amager Strandpark.

Men det havde bare været ekstremt mærkeligt så pludseligt at gå fra at se ham konstant og hele tiden, snakke med ham hele tiden og hænge ud med ham hver dag til pludselig hverken at kunne se, snakke eller skrive med ham. Det havde været en virkelig tom sommerferie i forhold til sidste år, hvor de havde besøgt hinanden fire af weekenderne i ferien og ellers bare havde snakket i telefon, sms'et, skrevet og Skypet sammen hver dag. Og sådan var det altid med dem. Hvis den ene var ude eller bare væk fra computeren, tog de bare telefonerne frem og sms'ede over dem.

I starten af sommerferien havde han været hjemme hos hende i fire dage, hvor de havde set den nyeste Harry Potter i biografen og havde gået København fladt. De havde snakket om rollespil og deres karakterer. De havde snakket om ting de var ved at skrive og om deres fremtidsplaner, hvor de ville skrive det der skulle blive dette årtis bestseller sammen og ville så blive kendt som "det unge forfatter-par". De planer havde de lavet en del sjov med.
Hun havde vist ham nogle af sine tegninger fra 2010 hun havde fundet frem på loftet. Det var fra dengang de havde skrevet i et rpg med 4 andre fra fyldepennen. De havde tit snakket om at starte det op igen, men to af de andre var helt holdt op med rollespil, så det var ikke sikkert det nogensinde ville blive til noget. Hun havde med stor iver tegnet et utal af tegninger af alle mulige scenarier i deres rollespil.

Desværre rejste han en uge efter. Hun havde stået op klokken 8 for at de kunne snakke i telefon inden han steg på flyet, men kun lige for at sige farvel. Og så skrev de slet ikke sammen. Hun havde flere gange taget sig selv i at kigge på sin telefon for at se om han havde skrevet til hende, hvilket han selvfølgelig ikke havde. Kun en gang hvor han havde sendt hende en mms (med et billede hvor han står foran et smukt landskab på noget hun gættede på var et bjerg) og en lang besked om hvad han havde oplevet og hvor meget han savnede hende. Hun havde ikke turde svare fordi hun ikke vidste hvor meget det ville koste (og det var altid den rejsende der skulle betale), så det gjorde hun bare den dag han kom på internet caféen. Anden gang havde hun desværre været ude at bade, så han havde bare skrevet en mail til hende og havde svaret i deres private rpg. Hun havde godt nok ærget sig.

Men nu var Kristoffer her. Den rigtige Kristoffer i ligeså levene live som han havde været sidste gang de sås. Bare med lidt mørkere hud hvilket bestemt ikke gjorde ham mindre dejlig at se på. Hans lange hår hun så godt kunne lide var også blevet lidt solbleget og hun kunne ikke lade vær med at smile stort - uden tænder - ved synet af fletningerne han havde fået lavet i siden. De klædte ham. Hun havde selv prøvet at sætte hans hår for sjov, selvom han syntes det var virkelig mærkeligt. Det havde bare endt med at hun havde fået ondt i maven af latter, fordi hun havde givet ham en typisk pigefrisure eller noget.

"Jeg har savnet dig..." sagde han og hun smilede om muligt endnu større.
"I lige måde," svarede hun hurtigt, da han tog hendes hånd.

Hånd i hånd gik de hen mod det bord hun havde siddet på før og hun tog nærmest ikke blikket fra ham. Hun havde så meget hun gerne ville fortælle ham, og hun glædede sig også vildt meget til at høre om hans rejse. Hendes familie var ikke rigtig til den slags rejser. De var mere til storbyrejser, hvor man selv skulle finde de ting man ville se, finde transporten selv. Hun ville bare gerne se nogle andre kulturer end den typiske europæiske. Hun havde én gang fået dem overtalt til at rejse til Ægypten i to uger, hvor de havde sejlet på Nilen og havde set nærmest alt hvad der var at se. Og i slutningen af ugen havde de boet i 5 dage i Sharm el Sheikh, hvor de havde snorklet i det flotte koralrev. Stranden havde været kun 100 meter fra dem, så hun havde bare gået derned hver dag og havde svømmet blandt alle fiskene i flere timer indtil hendes ryg og skuldre var blevet helt røde. Hun havde også læst om alle de fisk hun havde set i vandet.
Og selvom det var sukkersødt havde hun flere gange taget sig selv i at tænke, at når Kristoffer og hende engang ville blive nogle rige, berømte forfattere, ville de rejse til Ægypten sammen, og hun ville vise ham rundt i alle templerne.

De satte sig ved Marc og Eva igen, og hun kunne ikke dy sig for at kysse ham kort på kinden. Hun bemærkede knapt nok at han stjal noget af hendes mad, men det gjorde egentlig heller ikke noget. Hun havde alligevel taget alt for meget.
"Nåh... Hvor kom vi fra?" spurgte hun ud i luften med latter i stemmen.
Sikke dog en glædelig overraskelse...

[Marc]

Marc nikkede til Eva, da hun spurgte om hun måtte sidde ved siden af dem. Selv om det overraskede ham at en 3.g'er ville sidde ved samme bord som dem. Det gjorde ikke noget, slet ikke.. Eva virkede bare ikke som typen der gjorde sådan noget... Rebelsk. Ej så rebelsk var det nok ikke, men han kunne ikke lade være med at grine ved sig selv over den overdreved tanke.
Clara forsvandt hurtigt efter hun havde fået øje på Kristoffer som var hendes kæreste. Han sagde intet så blot efter hende kort og spise af sin mad. Det var rart at få fyldt maven på ny og da Clara og Kristoffer kom hen på ny nikkede han blot til den høje ranglede fyr som for at sige 'velkommen tilbage' Hans mund var jo fyldt med mad, så han holdte sig stille lige nu.

[Noah]

//: indtræder i tråd fra sit værelse

Noah strakte sig og gabte. Forpulede jetlag. Han hadede det virkeligt. Men undervisningen havde i for sig været ok. Han var glad for at han ikke skulle ahve matematik eller det der kreative fag, som var påkrævet i Danmark. Det var ikke fordi han hadede det kreative, slet ikke, men det sagde ham bare ikke så meget. Han var ikke specielt dygtig til det. Han observerede, men kreerede ikke. Det lod han andre om og det elskede han.

Han kom ind i spisesalen og styrrede efter bordet. Rugbrød var ikke helt hans sag. Måske fordi at det altid havde været noget der var i Danmark og når han var andre steder var det der ikke og så kunne han lige så godt lade være. Men der var salat. Og dressing. Han så sig om efter et kendt ansigt og det eneste han så var Marc. Han kunne ret godt lide Marc, so far.

"Marcowitz," sagde han og fortrød straks. Det var en rigtig rigtig gammel joke fra nogle svundne teenageår et helt andet sted. Alligevel smilede han stort også til de andre, og der var et kærestepar der gjorde ham en smule glad. De så da meget tilnærmelige ud. Trods det blå hår, men Noah havde også kendt sin del af forskellige hårfarver og lige præcis dem skulle man ikke skue på hårerne.

"Kan jeg sidde her?" Det lød tilpas ikke ynkeligt, selv om at det netop var det. Ikke at kende nogen og Selma var der ikke, men det hele skulle jo heller ikke afhænge af hende. Sådan var det ikke, men det med nye relationer var jo et arbejde og isør som ny 2.g'er men han tog det med. Dem fra hans klasse virkede jo reelle nok men de havde et eller andet og han ville ikke trænge sig på lige med det samme.

[Anton Sommer Engström]

Anton mødte Samuel på gangen efter timen og de fulgtes til frokost. Samuel talte oprørt over et eller andet i USA som de havde diskuteret i engelsk. Anton hørte ikke rigtig efter, det interesserede ham ikke og han havde udviklet en fin taktik til at få fat på et ord eller to i hver sætning og så kunne svare interesseret 'jaa' eller 'neeej' eller stille et eller andet spørgsmål og det var godt nok for Sam.
Nogle gange hørte han også efter, for Sam sagde da nogle fornuftige og spændende ting og nogle gange gad han godt, men i dag var han ikke interesseret. Det mindede lidt for meget om samfundsfag. Et fag han som nævnt var glad for at have afsluttet.

Han tog en tallerken med en omelet og en knækbrød med ost. Knækbrød var vel Sveriges svar på rugbrød, de havde i hvert fald et godt forhold til det. Nu savnede han bare Kalles Kaviar eller et eller andet andet underligt som pålæg, bare for barndommens nostalgi, ikke så meget på grund af kvaliteten.
Sam tog som sædvanlig et bjerg af mad på tallerkenen. Masser af proteiner og kulhydrater. Lammefrikadeller, rugbrød, salat, kartoffelsalat, laksemad, avocado, jamen næsten hele buffeten endte på Sams tallerken.

De to kammerater satte sig over til Sophia og John ved 3.g'ernes bord.

[liam]

//: indtræder i tråd fra Lektioner

Liam overhovedet ikke været stille i undervisningen. Han havde præsenteret sig selv og han havde sagt en hel del lort. Alt muligt som folk slet ikke behøvede at vide. Mn det var lissom bare fløjet ud af kæften på ham. Han kunne ikke styre det. Eller måske kunne han men han vidste ikke hvordan. De smarte replikker fløj bare ud og han havde godt fornemmet hvordan der allerede nu var anlagt had mod ham. Det betød ikke noget. Det var fint.
De var derefter blevet læsset med bøger. Hvis man troede noget var slemt i folkeskolen var det fandme syyygt på gymmo.

Han så sig om efter nogen han kendte. Al den ekstravagante mad var bare ikke noget han var vant til. Det var normalt roastbeef med remo og klappet sammen og en smule klamt og svampet, men altså. Her virkede alt totalt friskbagt. Det kunne være rart hvis hende trunten var her, men han stod bare der ved buffeten og lavede sine rugbrødsmadder.

[Marc]

''Marcowitz,''

Marc genkendte Noahs stemme, men kiggede sig alligevel over skulderen. Hvorfor han så ud til at fortryde sit navnevalg undrede Marc, men han gad ikke spørge ind til det eller forsikre ham om det var okay. Det viste hans kropssprog vel fint nok. Han tyggede af munden og nikkede til Noahs spørgsmål.

''Slå dig ned,''

De havde ikke haft fag sammen endnu, men hvis Marc huskede rigtigt havde de vidst et enkelt eller to. Men Marc selv havde startet skole året med en dansk time, hvor hele årets uoverskuelige pensum blev skrevet på tavlen. Marc holdte øjnene på Noah da fyren satte sig ned ved siden af ham, og tilføjede inden han puttede mere med i munden.

''Du ved, jeg hedder Marco rigtigt''

Han havde vidst ikke sagt det til Noah, og det var heller ikke noget han rendte rundt og sagde til folk med mindre de spurgte. Det var nu kun fordi Noah havde næsten sagt hans rigtige navn da han kom.