Frokost første skoledag

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda kunne godt se kort i Fridas øjne, at hun var glad for det ikke var hende der skulle have madlavnings fag og alt det fis. Og Amanda kunne godt forstå hende, hvorfor Amanda nogensinde havde overvejet at tage det og så endda sætte kryds på anede hun heller ikke, men det skulle nok blive interessant. Måske var hun glad for at stadse sig selv op, men når man var uheldig som hende var der ingen grund til at være bange for at få skidt under neglende. Og det var Amanda bestemt heller ikke. Så længe hun bare kunne få vasket det af bagefter.

Frida gik op og holdte en lang tale om elevrådet og alt det der hørte med dertil. Thomas havde siddet i elevrådet alle tre år, ikke fordi han havde været den mest aktive i selve elevrådet, men han havde da været med, men han havde været langt mere aktiv i festudvalget. Og han havde bedt Amanda om at følge i hans fodspor, så det kunne hun sgu lige så godt. Amanda sendte et smil til Frida da hun kom ned tilbage og de skulle til at synge.
Ikke at Amanda sang særlig meget selv, eller særlig skønt, men hun sang da med alligevel og selvfølgelig skulle Marius sige et eller andet om den lettere tosset Religions lærer der troede han var guds gave ting musikken men bare sang forfærdeligt. Så resten af sangen skulle hun bruge på ikke at le højlydt.

Kort efter gik spisesalen i opløsning og hun skulle ud og have årets første skoletime, eller ihvertfald for hendes vedkomne. Biologi.

[Lea Nørr Kristiansen]

Hun lyttede lidt til den lille nynnen fra Noah mens han tog en tår og ventede bare på at han skulle få det galt i halsen. Det ville i hvert fald med sikkerhed være sket hvis hun gjorde noget som det. Men hun var også klodset.
Hun slog tanken ud af hovedet. Sad hun virkelig og overvejede om Noah ville få noget galt i halsen som ville det være en katastrofe? Åbenbart ja, tænkte hun og valgte i stedet at høre efter hvad han spurgte om.

"Så det er første gang du bor uden dine forældre?"

Hvis ikke man talte en teltferie med et par veninder for et par år siden – som i øvrigt heller ikke var gået særlig godt – så havde hun vel egentlig aldrig boet uden sine forældre. Hun huskede en vis misundelse for Vince da han flyttede hjemmefra for at bo for sig selv. Og nu sad hun her, og skulle måske ikke bo alene – langt fra – men det var da stadig uden hendes forældre.

Hun var midt i et nik til Noahs spørgsmål, da et mikrofonforstærket pift skar gennem salen. Lea krympede sig lidt og så sig omkring efter ejermanden til denne forfærdelige lyd. For det måtte simpelthen være en dreng, tænkte hun. Og rigtig nok stod der en fyr oppe ved mikrofonen og begyndte at forklare om valgfag. Med en engelsk accent i sit danske.
Great! tænkte Lea. HUn var omgivet af ting der mindede hende om England... Just great. Men hun skubbe tanken væk og lyttede interesseret til det han havde at sige. Sandt at sige elskede hun valgfag, også selvom hun vidste at de fleste ville se skævt til hende hvis hun sagde det højt. Det var bare sådan en god ide med at man helt aktivt kunne vælge nogle ting til, for så var man sikker på at dem man skulle lave noget sammen med også var engagerede.
Hun måtte helt bestemt tjekke de valgfag ud på opslagstavlen. Frida havde vist fortalt hende hvor den lå henne.

Og når man tænkte på solen, for bagefter holdt Frida en lille (lang) tale om elevrådet og sluttede af med at snakke noget om at vi skulle have respekt for hinanden og alt det der. Da det gik op for Lea at de skulle synge en fællessang gik hendes hjerne lidt i stå. Hun havde allermest lyst til at kravle ned under bordet og gemme sig lidt ligesom hende pigen der havde siddet ved siden af Noah, men det ville nok være lidt mistænksomt at hoppe derned nu.
Så hun bed tænderne sammen og sang så lavt hun kunne uden rent faktisk at hviske. Åh gud, det ville blive to lange år hvis de skulle synge hver morgen.

[Marc]

Marc tog sig ikke af Davids let tørre svar, det var sådan han var og Marc havde lært det med det samme. David mente det i sjov og ikke fordi han var deprimeret og så enormt sort på det hele, ellers havde Marc nok gjordt noget ved det for lang tid siden. Han trak på skulderne til Davids eget spørgsmål om hvad Marc valgte, for han vidste det ikke endnu.

Endnu en tale blev holdt af den rødhåret Frida omkring elevrådet, og Marc lyttede kun med et halvt øre omkring elevrådet for det skulle han ikke til at kaste sig ud i. Ikke at han ikke ville kunne finde ud af det, han gad bare ikke bruge sin tid på det. Det var der andre der ville og så måtte de gerne for hans skyld tage hans plads. Sangen brummede han kun svagt med på, mens han lod blikket vandre ud over menneskerne. Det var altid lidt interessant at se hvordan de hver især tog det at synge, for selv om mange på Lyngvig var musikalske var der lige så mange der var det fuldstændige modsatte. Men hans øjne faldt på Pernille lidt længere tid end de andre, hun havde fanget hans opmærksomhed idag, ved at gå direkte hen og snakke til ham. Det var jo svært at sige at han kunne huske alle de gange han rent faktisk havde snakket med hende, for han havde altid været så æske stiv, men enkelte ting poppede dog op. Hendes latter, hendes lyse hår der duftede dejligt og så en grim smag af noget træ-agtigt.
Måske han skulle holde lidt igen til næste fest så han faktisk kunne huske det bedre. Eller nasse sig sammen og få snakket med hende uden det var fest. Han smilede skævt et øjeblik, fordybet i sine egne tanker og lod blikket vandre videre til sangen var omme og folk begyndte at bevæge sig ud for at tage del i de næste timer.

[Marius Emil Lundqvist]

"Lyder spændende," lød Fridas svar til Amanda. Marius undertrykte et smil, da han fornemmede på Frida, at madlavning og selvforsyning ikke lige var hendes bid brød, men Marius kommenterede det ikke, for Frida havde netop henvendt sig lettere rødmende til ham. Hvad VAR det helt præcist, han gjorde galt? Marius kunne dog ikke bare vriste blikket fra hende, fordi det var uhøfligt, og han lyttede oprigtigt interesseret til hende og skubbede spekulationerne over hendes generthed på afstand. Det var sikkert, fordi de ikke havde vekslet særlig mange ord før sidste år, hvor hun havde været meget sammen med en anden pige, hvis navn Marius for længst havde glemt, fordi pigen havde virket lidt for frembusende. I hvert fald i forehold til Frida og på en måde, der havde fået ham til at føle sig endnu mere som en på 15, der gemte sig i Aulaen ved flygelet.

"Årh, jeg tror såmænd nok, at resten af LYngvig kan være underholdende nok," svarede Marius afslappet og lidt skødesløst og sendte hende et strålende, charmerende smil helt ubevidst. Sidste år havde han egentlig været en skæg knejt, tænkte Marius ved sig selv, for han havde været den yngste på sin årgang og som sådan lidt ydmyg de første 3-4 måneder, selvom han stadig havde stiftet bekendt- og venskaber og måtte vænne sig til at blive kaldt "lille", selvom han var højere end stortset dem alle sammen.

"Jeg har bare valgt drama, men jeg overvejer lidt det med kørekort," fortsatte Frida, og Marius nikkede svagt. Det med kørekort kunne han godt glemme, mens han stadig gik her.
"Drama lyder virkelig sjovt," sagde Marius glad, "jeg har selv kun strejfet det i tankerne, men må nok tilstå, at jeg er lidt for genert. Jeg kunne ikke se ud på publikum, da jeg spillede Hamlet i 9. klasse," tilføjede Marius som en virkelig vattet forklaring. Fra 7.-9. klasse gik Marius på en lokal ungdomsskole i fritiden, hvor de spillede teater og musik, og han blev tit tvunget ud i ting, han ikke kunne finde ud af. Musik - ja, det ville sikkert ikke være det største problem for ham at udføre på en scene, men teater …

Marius skrev sig bag øret, at han ville spørge Frida senere, om hun mente, at de kunne bruge en ekstra mand til det dér Drama. Hvis han skulle, så skulle det slet ikke være for begyndere - ikke, fordi han anså sig selv for værende god, men han HAVDE beskæftiget sig med det før, og han havde ikke noget imod at gå med kjole, hvis han skulle, selvom sidstnævnte sikkert ikke betød noget.

"Held og lykke," sagde Marius til Frida, idet hun gik forbi hans stol; hendes lidt sødlige duft hang ved et øjeblik efter, hun var gået. Så sad han og lyttede og så interesseret til, mens hun holdt sin "kedelige" - det skulle hun jo sige - tale. Han syntes, at det var en virkelig god tale - især taget i betragtning af, hvordan hun stod og virkede helt nervøs i starten for, hvordan de modtog hendes tale. Marius tyssede endda lidt på nogle af dem, der begyndte at mumle rundt omkring og sendte dem et fjoget smil, fordi han egentlig ikke mente det alvorligt; han kunne alligevel godt høre Frida. Ved lyden af ordet "kage", rettede han sig op med et skævt smil til Amanda: "Der er kage!" mumlede han begejstret til hende og faldt atter tilbage i sin alvorlige, lyttende position.

"Ikke værst," sagde Marius smilende til Frida, da hun vendte tilbage. Marius havde forudset, at de skulle synge nu, og han krummede automatisk tæerne i kondiskoene, fordi han ikke havde lyst - især, da han så, hvad de skulle synge. Ingen tvivl om, at lyrikken var skøn, men han var bestemt ikke i humør til at synge lige her og nu, så han udslyngede en bemærkning tæt ved Amandas ene øre: "Årh, så skal vi igen høre på Elmer, vores religionslærer, som tror, at han er Guds allerbedste gave til musikken. Han rammer jo færre toner end en elefant, der brummer."
Elefanter kunne udstøde dybe toner, som var for dybe til, at det menneskelige øre kunne opfange lydene. Men så snart alle begyndte at synge, faldt Marius i, fordi han, når det kom til stykket, godt kunne lide, at de alle var fælles om denne ene ting på skolen, der sandelig holdt på traditionerne. Marius, hvis ører var trænede, skelnede hurtigt de reneste stemmer mellem de mumlende, højt syngende eller nynnende elevers, og Antons var ikke til at tage fejl af. Evas og Sophias kunne han også svagt høre. Selv sang han med bløde, rene toner, men ikke så højt, at det overdøvede hverken Amanda eller personen på hans anden side. Det lå nok omkring samme støjniveau som deres. Da de nåede til sidste vers, kunne Marius ikke dy sig, og han begyndte at synge en overstemme til melodien og ente i en brovet harmoni med de andres vidtforskellige sluttoner, men dog i en ren harmoni med klaveret og Anton, i hvert fald.

Marius så hen på Amanda, da eleverne spredtes for at gå til time. Hans blik blev automatisk lidt strengt, da han så hende gøre mine til at rejse sig. "Har du virkelig tænkt dig at gå til time?" spurgte han afslappet, men med et lidt skarpt tonefald alligevel, fordi han allerede kunne aflæse svaret i den stædige piges øjne. "Ærligtalt, Amanda," sagde Marius og lagde blidt en hånd på hendes brækkede arm over gipsen, "vær nu ikke så streng ved dig selv."

[Nishay M. Asran]

Nishay genkendte Lærkes flade, men alligevel genkendelige og særlige stemme og så op. Hun smilede imødekommende til Lærke og rykkede sig lidt tættere på. Nishay fangede Lærkes blik og prøvede at tolke de hårde, grønne øjne. Nishay så dog helt automatisk væk fra Lærke, da Lærke præsenterede fyren overfor.

"Theo?" spurgte hun dumt ud i luften og kom til at le ad sig selv, så hun kom til at ryste så meget på hovedet, at hendes fletning faldt tilbage ned over skulderen fra sin slappe dinglen ned ad hendes ryg.
"Hej Theo," smilede Nishay, glad for at møde endnu én på sin årgang. Han virkede bare så nørdet med det hår og - ja, for God's sake - så havde han seler på. Pænt weird, men okay, hvad var der ikke weird ved Nørrebro-fyre i alt for stort tøj? Så det måtte hun jo tage med. Nishay rakte en lille, smal hånd frem mod Theo, der havde samme farve som lys chokolade. Hendes mørke dådyrøjne inspicerede hans venlige ansigt, og hun tænkte, at hans personlighed nok ikke kunne være så slem som hans ydre forfatning. Who knows?

"Dig fik jeg vist ikke hilst på til grillfesten," sagde Nishay, og den velkendte trang til at plapre løs steg op i hende, men hun undergravede den med et smil i Theos retning, så hendes tænder glimtede hvidt i kontrast til hendes mørke hud og hår.

[Amanda Dagmar Carstensen]

''Har du virkelig tænkt dig at gå til time''

Lød Marius stemme over larmen, af stole der blev skubbet ud fordi eleverne var ved at bevæge sig ud af spisesalen. Hun så et øjeblik uforstående på ham, hvorfor skulle hun ikke gå til time? Men hans 'svar' kom kort efter da han lagde hånden på hendes gips og han snakkede om at hun var streng ved sig selv.

''Marius, jeg ligger jo ikke for døden og jeg kan sgu sagtens klare en enkel biologi time.''

Hun så på ham med en hvis irritation over han blev ved med at gøre så stor en ting ud af hendes brækkede håndled. Jo fingrene snurrede da en smule og selvfølgelig var det et forholdsvis alvorligt brud, men det skulle ikke stoppe hende fra at gøre noget så almindeligt og kedeligt som at gå til time. Det var jo ikke idræt eller en overlevelses tur i skovene omkring byen hun skulle på. Men hendes træk blev lidt blødere og hun rystede på hoved af ham, da hun skubbede sin egen stol ind.

''Du lyder fandme værre end min bror''

[Theo Hedegaard]

Theo så på den mørklødede og sorthårede pige med et smil på læben. Hans smil blev lidt bredere da Lærke introducerede dem og pigen, Nishay, og hun sagde hans navn med et tomt blik før hun begyndte at grine. Han løftede et øjenbryn da han tog hendes hånd som hilsen. Hun var mere... smilende og løsnet op end Lærke. Men på den anden side, hvem var ikke det? Han havde kun snakket med Lærke i meget kort tid, men han havde da allerede fået en fornemmelse af at hun var sådan lidt tvær og stædig i det. Og tilbageholdende, husk for guds skyld tilbageholdende, tænkte han for sig selv.
Han lagde mærke til Nishays inspicerende blik på sig og kunne ikke lade være med at more sig lidt over det udtryk der kom over hendes ansigt. Med et blik ned på sin 'nørdede', han vidste godt selv hvad andre ville tænke om det, mundering og trak på skuldrene. Men hendes blik virkede på en eller anden måde mindre dømmende end Lærkes. Nu skulle han måske også lade være med at sammen ligne alle andre med Lærke. Det ville være helt fjollet.

"Dig fik jeg vist ikke hilst på til grillfesten," sagde hun og han rystede på hovedet.
"Nej, det gjorde du vist ikke," svarede han fordi han ikke vidste hvad han ellers skulle sige. Det var som om at han lige pludselig havde tabt tungen, og han blev reddet af gongongen da en anden og langt mere stille lyd løb gennem højtalerne ud i salen. Det var en rødhåret køn pige som stod og så mildest talt nervøs ud mens hun arbejdede sig gennem en tale om elevrådet. Hun sluttede af med at snakke om at de skulle respektere hinanden og være som en familie, og alt det der med at huske at tænke over hvad sangteksten betød. Det var ikke fordi Theo var uenig med hende, faktisk slet ikke. Men der var alligevel et eller ved den måde hun sagde det på. Lidt for – uskyldigt? for hans smag.
Men ikke desto mindre sang han med da sangen begyndte, og syntes godt om det. Det var en god tradition at have tænkte han og han havde altid godt kunne lide fællessange også selv om han ikke sang særlig godt selv.

[Marius Emil Lundqvist]

Der vistes en lille rynke i Marius' pande, da han trak øjenbrynene lidt sammen ved Amandas svar. selvfølgelig havde hun ret, men han vidste også, at hun ignorerede smerten i sine aktive timer, og at hun ville føle smerten, når hun fik mere ro til at bearbejde den. Da Amandas træk blødte lidt op, sendte han hende et af sine sjældne, svage, men varme smil.

"Det er jeg glad for at høre - jeg ved jo, at det er svært at gøre din bror kunsten efter."

Marius vidste godt, hvor meget Amanda holdt af sin bror. Uden varsel stak han en hånd ned i Amandas forlomme på hendes shorts og viftede med pillerne, som de havde fået på skadestuen.

"To af dem, og så lader jeg dig løbe. Ellers skal jeg personligt smide dig i seng og ofre endnu et modul ved at læse 'The Origin of The Species' for dig."

Marius smilede og tog et rent glas fra bordet, som én eller anden temmelig belejligt havde sat der, og hældte vand op til hende fra kanden. Amanda protesterede selvfølgelig, da han stak glasset i hånden på hende og mumlede noget om, at hun ikke gad være træt hele dagen, og at det bare var en skide-brækket arm. Marius fnøs bare af hende og ventede, til hun modstræbende befriede hans frie hånd fra pillerne, men uden at gøre mine til at sluge dem. Marius ville ikke gå, før hun havde taget i hvert fald én af pillerne.

[Louisa Frost]

Louisa så uforstående på Liam.

"Jeg synes da ikke liiige, at jeg fik fyret en vits af dér, du," mumlede hun til Liam - ikke særlig sikker på, hvorfor han sad dér og rystede overlegent på hovedet, men hun blev straks gladere, da han alligevel lod til at finde hendes tilbud om hjælp svedigt - ENDELIG et udtryk, hun kendte og havde brugt engang. Pludselig gik det op for Louisa, at nogen havde sagt hej, og hun vendte sig halvt og fik øje på hende Sine med det lidt kedelige, lysebrune hår. Hun havde da virket ret sød og sådan, indtil Liam pludselig var dukket op. Altså, hun vidste dælen-drøleme ikke, hvad hun skulle synes om knægten, for pokker da også.

"Hej, Sine," sagde Louisa og fik straks lyst til at bide tungen af sig selv - hun sagde med tydelig jysk dialekt: "Jamen, selvfølgelig kan du bare sætte dig hos os, men sig mig, er du ikke 2. G'er, eller hva'?"

Louisa smed sin rugbrødsmad ned på tallerknen ved blot at lade den falde fra sin hånd og vidste ikke, hvor hun skulle kigge hen - skulle hun sige: 'Ej, det var godt nok pinligt inde på værelset, var det ikke også det?', eller 'Jeg er ked af, at jeg smuttede så hurtigt før.', for hun vidste ikke, hvordan man skulle indlede en samtale med Sine, når de ikke havde talt sammen før, og Liam sad dér og fik det til at virke temmelig pinagtigt at bringe situationen fra før op.

"Øh ..." Louisa satte sig bedre til rette, før hun fortsatte: "Jamen, jeg - øh, jeg hedder Louisa, men ... Det vidste du vel godt, ikk' å?" Louisa mønstrede at se venligt på Sine, bange for at spolere sin samtale med Liam, for han var sikkert allerede meget populær.

((Kris: Du må godt skrive, at de falder i snak og snakker lidt om, hvad de kan lide at lave i fritiden, mens de spiser, og at de bliver afbrudt af de dér taler. XD
NB: Louisa kan godt lide at sy sit eget tøj, skrive lidt digte i ny og næ (PINLIGT, PINLIGT tys-tys, som hun måske deler med en anden pige), og så elsker hun at chatte med folk (nærmere bestemt med ÉN bestemt person ved navn Simon (men det er sikkert også en hemmelighed)), så du kan skrive, at hun ikke siger så meget om sig selv udover det med at sy tøj og skrive lidt og læse sådan nogle sørgelige bøger. XD Men mest af alt fester hun lidt og tegner.))

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda nikke bekræftende til Marius' ord omkring Thomas. Nej det var nok ikke det letteste, men Marius gjorde nu et ude ærmet arbejde, når det kom til at bekymre sig om hendes ve og vel lige nu. Ingen kærer mor hos ham. Hun nåede nærmest ingenting før han stak hånden i hendes lomme og fandt de piller frem som hun havde fået fra lægen - og efterfølgende lykkeligt glemt. To piller efter hvert måltid i de første 48 timer og derefter bare en enkelt om dagen. Men de havde den forbandede døsende egenskab hun hadede dem for. Hun havde også fået dem da hun brækkede benet og var nærmest blevet slået ud af dem første gang hun tog dem.
Det kunne hun jo ikke gå til time på.
Men Marius insisterede og stak et glas vand i hånden på hende.

"Jeg kan sgu da ikke gå til time fuldstændig bedøvet"

Mumlede hun og tog pillerne. Han gjorde ingen mine til at han lod hende slippe overhoved, og det var lige før hun havde lyst til at blive trodsig og bare nægte. Det havde hun ihvertfald gjordt hvis det var Thomas der stod over for hende, men det var det ikke. Det var Marius med et smil om munden og stadig alvorlige øjne. Han var nok det tætteste på en bedste ven hun havde, selv om hun sjældent brugte sådanne titler på folk, og han forlangte der af hende.

"Det lyder næsten mere fristende end en biologitime, det du godt klar over ikke?" hun så sigende på ham og fik så bakset en pille ud "Én pille, den anden tager jeg senere, vil det tilfredsstille dig?"

Hun holdte pillen mellem dem og ville ikke putte den i munden før han accepterede. Det var en forhandling og han ville ikke kunne få hende til at spise begge piller for så ville hun ligge hen over bordet i timen og det nægtede hun simpelthen.

"Så kan du læse Mister Darwin for mig i aften... Deal?"

Det behøvede jo ikke at være dødsensalvor det hele, selv om det langt fra var det.

[Marius Emil Lundqvist]

Marius kunne se, hvordan Amanda et øjeblik pressede læberne sammen som et genstridigt barn, som om hun vitterligt nægtede at tage pillerne, men så svarede hun ham med et sigende blik, og Marius trak blot på skuldrene med et skælmsk smil og blinkede som for at sige, at de sagtens kunne finde på en masse andre spændende ting end Darwin.

Marius lagde lettere utilfreds armene over kors, da hun holdt pillen op mellem dem og forsøgte at forhandle sig til en løsning - eller han forsøgte i hvert fald at virke utilfreds, men han kunne ikke forhindre et smil i at brede sig på hans ansigt, for han forstod godt, at hun ikke ville ligge og døse i timerne.

"Okay," lo han og så hende sluge pillen.
"God dreng," sagde han til hende, som var hun en uartig hundehvalp og klappede hende på hovedet; han lod hånden hvile der et øjeblik og strøg hendes hår om bag øret.

"Så kan jeg smutte til engelsk med ro i sindet og håbe, at jeg gjorde ret i, at du ville få nemmere ved at koncentrere dig uden en vedvarende, dunkende smerte i det håndled."

Marius smilede skævt og gjorde mine til at gå ved at rykke sin egen stol ind.

[Amanda Dagmar Carstensen]

Amanda ville ikke vente lang tid efter han havde sagt okay til bare en enkelt pille, så stak hun den i munden og slugte den med en tår vand. Aldrig havde hun haft et problem med at tage piller, så længe de ikke smagte grimt og det gjorde den her. Selv om det var få sekunder den lå på tungen skar hun en grimasse af den sure smag den efterlod.

Hvis det ikke var fordi Marius blot var hendes ven og at skulle være mere med ham var en hel forkert tanke, så havde hans gestus med at stryge noget af hendes hår bag øret givet hende gys gennem kroppen. Det gjorde det ikke, i stedet for var det bare en behagelig og betryggende varme.

''Ih tak mor, det altid så rart at blive rost som den dreng man er''

Smilede hun kort og stillede glasset tilbage på bordet så afrydningsholdet kunne tage det med. Blisterpakken med pillerne lagde hun tilbage i lommen.

''Men jeg er da glad for at jeg så kan give dig ro i sindet da, det går jeg ikke at du også får mentalt fraværd på samme dag jo.''

Der var ikke mere hun skulle her og det eneste hun lige manglede var skoletasken over på værelset - som hun irriterende nok havde glemt og lige måtte hente og så til biologi.

''Vi ses Marius... Og tak''

Det sidste kom lidt overvejende ud, men efterfulgt af et stort smil da hun bevægede sig ud af spisesalen. Hun var taknemmelig for hans hjælp idag og det vidste han jo også godt. Hvor havde hun egentlig savnet ham i sommerferien.