Frokost første skoledag

[Noah]

Noah smilede og lagde kort sin hånd på Selmas lår. Bare kort, fordi han skulle spise og det brugte han både kniv og gaffel til.

"Jeg kan garantere at min hjerne er sat på Danmark i den nærmeste fremtid," det var en anglicisme men det lagde han ikke altid mærke til når han selv talte og slet ikke nu. Noah kunne ikke selv høre at ens hjerne ikke var sat på, ligesom 'my mind is set on'. Han lo både til Marc og Selma selv om han var total angst for kål. Hvis der var noget han hadede ved norden var det kål. Who the fuck spiste det villigt? Og han havde læst om det. Han havde hørt om det. Og han frygtede det.

"Mine første timer var lidt 'Hey, hvem er ham den nye' og så 'Hey vi elsker hinanden og er en total etableret klasse'" hans ansigt faldt i en seriøs maske og han lænede sig lidt ind over bordet. "Men det skal I ikke sige til nogen af dem, det jo meningen vi skal blive venner."

Han rettede sig op og lo.

"Hvad med jer? Reunion happiness ved at gense jeres lærer og lokaler?"

Han skar i sin mad og førte den ladede gaffel til sin mund.

[Lea Nørr Kristiansen]

Da Lea trådte ind i spisesalen til frokost slog det hende at hun måske skulle have prøvet at finde Frida, den eneste hun havde talt med, men efter at de havde skiltes for at gå til hver sin time havde hun ikke tænkt på det. Timen havde været fin nok, mest noget information om skoleåret, og alligevel havde hun ikke kunne lade være med at tage noter. Det var ikke fordi hun egentlig tænkte at der var noget vigtigt at tage noter til, men det var ligesom bare en vane hun havde fået ind under huden. Det var bare en selvfølge at klappe mac'en op og begynde at skrible ned hvad end hun kunne få af guldkorn. Lea havde også fundet ud af at hun havde nemmere ved at holde fokus når hun sad og skrev. Ellers var det så nemt at ryge ud på et sidespor i tankerne.
Hun havde godt bemærket de blikke hendes notattagning havde tiltrukket, men hun havde det sådan at det kunne ikke tage sig af. Det var ikke så meget fordi hun var komplet ligeglad med hvad andre tænkte om hende, sådan kunne hun ikke prale af at det var. Nej, det var mere fordi hun ikke kunne overskue at se de andre i øjnene endnu og vise hvem hun var. Så det var nemt at være hende der var stræber og tog noter fra første time af.
Som hun stod i spisesalen og gloede som et får der var faret vild, rystede hun tankerne om timerne af sig og begyndte at gå hen mod buffeten. En overdådighed af mad tårnede sig op for hende, og selvom hun følte sig malplaceret og alene her, kunne hun ikke lade være med at smile lidt ad al den mad. Hun elskede mad, god mad men også bare mad. Så hun tog for sig fra hele buffeten, og da hun havde fyldt tallerknen – noget mere end man normalt ville tro en pige med hendes figur og størrelse – og vendte sig om mod resten af salen. De seks lange borde var i hvert fald halvt fyldte og hun prøvede at spotte et sted at sidde. Hun kunne vel ligeså godt sidde det ene sted som det andet. Der gik et øjeblik hvor hun prøvede at skabe sig et overblik før hun opdagede at bordene var delt op i årgange og hun valgte at fokusere på de to borde med skiltet "2.G".

Det gik op for Lea at hun havde stået der i så lang tid at folk var begyndte at lægge mærke til hende og der gik et sug i gennem maven på hende. Gud, hvor var det pinligt at være hende den nye der bare stod der som en "sitting duck", tænkte hun og dukkede hovedet og skyndte sig ned til et af 2.g-bordene. Hun fandt bare den første og bedste plads uden at tænke over hvor. Det var først da hun kiggede forsigtigt op fra sin tallerken at hun lagde mærke til den gruppe der sad lige ved siden af hende, og hun lagde specielt mærke til en pige med blåt hår der sad sammen med sin kæreste tydeligvis. Hun løftede det ene øjenbryn over den specielle hårfarve, men kunne ikke lade være med at smile lidt. Det var godt nok specielt, men der var også noget spændende ved det.

[Selma Åberg]

Selma smilede stort af Noahs spørgsmål og var ret hurtig til at svare: "Hell yeah, jeg savnede sgu mine små Ole Henriksen'er..."
Det øgenavn var vist lige et hun havde fundet på i farten, og hun var ret glad for de ikke var indenfor hørevidde. Deres grænse gik vist ved helikopterhåndled, charmeklude og små hunde med tøj på, og det var også fair nok for hende. Hun syntes det var underholdende, og hun havde selv nogle andre bøssevenner der var i den mere feminine ende, men Jonnah og Annie var nu favorit-bøsserne. Hun kiggede over mod 3.g-bordet og fik hurtigt øje på noget strithår og noget skovmandsskjorte der vist var Annies. Så vendte hun sig om og dukkede hun sig ind over bordet mens hun satte en finger for læben med en "shh"-lyd.
"Det har jeg aldrig sagt..." hviskede hun hurtigt uden at kunne styre sin latter. Det kunne hun aldrig, så...

[Noah]

Noah var måske uhøflig men han fattede ikke Ole Henriksen joken ... Han forstod at det var en joke, men vidste ikke hvorfor. Måske Ole Henriksen var en personage han burde kende til. Eller også var det et eller andet ultra danskt moderne som han ikke havde en chance for at kende til. Alligevel smilede han. Han ville nok finde ud af det på et tidspunkt.

I stedet smilede han til den mørkhårede pige der sad på samme side som Eva. Han vidste godt hvem hun var, fordi en fyr fra klassen havde peget, sagt at det var den nye pige på deres årgang. Han vidste ikke at der var andet nyt kød på listen, men der var hun og han vidste at hun nok ikke havde det skide sjovt. Så han smilede stort, gennem de andre latter til den joke han alligevel ikke fattede. Internhumor på folk der ikke helt var med i klubben endnu var den værste form, men en han var vant til.

"Hey, jeg er Noah, new guy i 2.g. Jeg ved du er new girl så ja, jeg synes faktisk vi burde slå os sammen og være nye sammen i stedet for, you know ... så er vi to der udenfor, right?"
Var der for megen invitation? Han blev ikke usikker, men hun virkede lidt stille. Lidt alene. Han kunne skræmme folk væk. Det ønskede han ikke med hende. Det ville jo bare være forkert. Ikke fordi mobning var fremmedet for Noah. Han vidste han var lækker. Han vidste at nogen midsundte ham hans udseende. Hans vid. Hans smil. Og at det intimiderede nogle.
Nu havde han prøvet. Han håbede hun bare ville smile og sige sit navn. Et eller andet.

/henvendt til Lea skulle I være i tvivl

[Marc]

Marc spiste af sin mad mens han lyttede til folks samtale. Selvfølgelig var det Jonathan og Anton Selma snakkede om, for det var de to hun rendte rundt med, og de var homoer. Ikke at det generede ham det mindste, Anton var cool nok og de havde snakket lidt sidste år og var heldigvis ikke sådan en forfærdelig bøsse som Ole Henriksen og Gustav.

En ny mørkhåret pige satte sig ved deres bord og Marc kunne ikke skjule sin nysgerrighed. Han havde godt hørt om Noah inden de startede på skolen, men ikke noget om en pige. Hvorfor var det gået over hoved på ham? Hun havde da ikke været her i weekenden havde hun? Noah var hurtig og præsenterede sig for hende. De stod jo også lidt i samme situation... Nye på skolen. En ting var at starte på den årgang hvor alle var nye, men som 2. g'er var det måske ikke det letteste at komme ind. Men Noah virkede nu rimelig adræt til at tilvænne sig, og pigen var sgu meget køn så mon ikke hun nok skulle finde ind? Han sendte hende et smil, men sagde ikke noget på grund af maden han var igang med at tygge.

[Eva Lund Jensen]

Eva smilede lidt af Selmas lidt underlige joke. Hun forstod den godt, meningen med den var skam trængt ind. Men et eller andet sted fandt Eva den også lidt frastødende. Hun kunne ikke rigtig sige hvad der var ved den, som hun ikke rigtig brød sig om, men hun var sikker på at Selma havde ment den på en god måde. Selma var ikke en der bar nag, og gjorde grin med folk. Det kunne Eva godt lide.

Eva tog endnu en bid af den mad, hun havde fået skrabet sammen på tallerknen. Maden smagte især dejligt lige når skoleåret begyndte, der var det friske råvarer, og maden smagte ikke af køleskab. Men når det blev vinter, endte det altid med rodfrugter og et eller andet køleskabs-bras. Hun hadede køleskabs-bras, det var virkeligt noget af det værste hun vidste. Det havde en sær smag af at have stået i køleskabet, klemt sammen mellem alle mulige andre retter. Ad!

En ny mørkhåret pige satte sig ved siden af Eva. Hendes blik var stift rettet mod tallerknen, og hendes mørke hår skjulte hendes ansigt derfra hvor Eva sad. Men så vidt Eva kunne se så hun rigtig sød ud. Måske lidt nervøs ved at dumpe ned i en leende flok 2'Ger (og to uheldige fra 3.)... Noahs stemme skar pludseligt igennem, og Eva smilede venligt til hende.

"Æhm... Og jeg hedder Eva!"

Eva vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre med sine hænder. Skulle man række dem frem for at trykke hånd? Eller vinke selvom man sad en halv meter væk fra hende? Skulle man give hende et halvhjertet knus? Det endte med at hun bare lod hænderne hvile i sit skød. Det var meget lettere at sidde længere væk, som Noah. Så kunne man nøjes med at smile. Hun håbede bare ikke at hun lignede en idiot. Det havde hun det med at gøre.

[Theo Hedegaard]

Første time af skoleåret og Theo var allerede begyndt at glæde sig til resten. Han vidste at mange ville stirre forundret på ham hvis han sagde det, men der var simpelthen ikke noget så forfriskende som en god fysiktime. Selvom den nu ikke havde indeholdt særlig meget decideret fysik, så havde været spændende at blive introduceret til faget som det ville være på gymnasiet og høre hvilke områder de skulle arbejde med indtil et sted i maj.
Og mens læreren havde stået og holdt enetale havde han kigget sig lidt omkring på sine nye klassekammerater og havde erkendt for sig selv at han havde valgt nørdelinjen. Ikke at der var noget som helst galt i det, han var selv utroligt nørdet og kunne godt lide det. Og så var det jo også lidt indlysende når når linje fagene var matematik, fysik og kemi.

Men nu hvor han stod i spisesalen kunne han også godt mærke at det var tid til noget mad. Hans mave knurrede helt abnormt meget. Det havde nok gjort ham ekstra sulten med alt det vandhalløj så han begyndte at stable den ene lækkertudseende ret på sin tallerken efter den anden. Det resulterede i at han for enden af buffeten havde samlet sig noget der lignede et bjerg af mad.
Med et skævt smil over den fyldte tallerken gik han hen til et af 1.g-bordene. Han lage mærke til en pige der sad alene med en tallerken der til nøjagtighed lignede hans. Han grinede og slog sig ned ved siden af hende.

"Jeg er ikke den eneste der er sulten her, hva'?" spurgte han og sendte hende et smil. Han mente ikke at have set hende før, men det var vel en selvfølge at skulle møde nye mennesker når nu man startede på en helt ny skole.

[Sophia Blake]

Sophia fulgtes med Jonathan til spisesalen. De snakkede lidt frem og tilbage, men det nåede ikke at blive den helt store samtale. Hun var sulten, så hun tog en god portion - selvfølgelig ikke i nærheden af drengestørrelse, men stadig en stor en. Hun havde gennem årene taget mere og mere på, men det gjorde hende egentlig ikke så meget, for hun havde været skide tynd før. Da far var død havde hun ikke spist noget og havde tabt ti kilo og efter det var hun begyndt at trøstespise. Men før hun kom på Lyngvig havde hun været undervægtig, faktisk. Men nu havde hun fået pænt meget fedt på kroppen.
Men hvad pokker, der var ingen til at dømme lidt former. Men måske skulle hun begynde at løbe lidt. Hun kunne måske melde sig til noget idræt udover fotografering.... Egentlig ville hun gerne lige tage lidt billeder i dag. Hendes kamera var lige blevet opladet.

Da hun satte sig ned med Jonathan kom som og Anton inden de nærmest havde sagt et ord til hinanden. Hun var nu glad for at blive redet, for hun hadede virkelig smalltalk. Ikke fordi hun havde noget imod at snakke med Jonathan, men det blev bare altid lidt akavet når man bare snakkede frem og tilbage med lange pauser. Det var lidt bedre nå der var andre til at bryde stilheden.
Hun sendte dem et kort, fladt smil og tog en bid af noget franskbrød.
"Hvad så?" spurgte hun ud i luften - bare til dem alle sammen - da hun havde tygget af munden.
Hun bemærkede at Selma ikke var der endnu, men sagde ikke noget. Enten kom hun om lidt eller også sad hun bare et andet sted. Selvom det ikke ville ligne hende at sætte sig et andet sted end ved sine to 'homoies'.
Hun kastede også lige et kort blik på fyrenes tallerkener og smilede lidt igen ved synet af Sams tallerken. Tænk hvis hun kunne spise så meget uden at komme til at ligne et bjerg.

[Lærke]

Mmm. Læg da endeligt mærke til det åbenlyse. Lærke kunne mærke hvordan hun bare var begyndt at hade det her med nye mennesker. Hele tiden var der en ny man skulle præsentere sig for. Forholde sig til. Det var ikke søde kaldenavne og frække smil, det handlede om at få et indtryk af et menneske med det samme. Og selvfølgelig skulle det foregå hele tiden. Især mens man stoppede maden i kæften og ikke havde en chance for at skride. Hun kunne lade være med at svare og ærligt talt mindede han om en af de der stille fyre der ikke havde mere at byde på end hans kæmpe vid om et eller andet uinteressant emne.

"Jeg er dårlig til nye måltidstidspunkter."
Hun var så tæt på at sige: 'ædetider' men nåede at ændre det inden det blev sært. Hun trak ligegyldigt på skuldrene. Det var lige så åbenlyst for hende som det han havde sagt. Så kom hun i tanke om irritationen ved Marius som hun ikke havde anet navnet på.

"Lærke og du?" hun nikkede med hovedet i hans retning. Så på ham over sin mad. Det var da en start men hun gad snart ikke. Først en hel ny klasse og så blev det bare ved. Godt hun havde fået energien ud af sin krop.

[Emil Beyer Adamsen]

Så var de første timer gået, og Emil var på vej hen til buffeten hvor alle hans andre venner sad. Timerne han havde tilbragt i klasserne var gået fint, og han havde været sådan nogen lunde klar til timerne. De havde bare handlet om hvad målet for timerne var, og en personlige bla bla bla... Så havde han lukket lidt af. Nu var han sulten, og med sin skoletaske slynget over den ene skulder, gik han ind i spisesalen.

Han smilede til de nye 1'Ger. De så nervøse ud, eller det ville sige de fleste. Andre sad bare og spillede smart. Eller havd man nu gjorde når man lige var begyndt på en ny skole.
Ved 2'G bordet kunne han se Selmas hår. Det undrede ham hvorfor hun sad der, men måske havde hun glemt det. Iøvrigt sad den lidt forlegne Eva der også. Hendes kinder var lidt røde, og det tydede på at hun var pinligt berørt over et eller andet. Det var typisk Eva.

Da Emil kom op til buffeten, klappede han sig selv på maven. Som får at se hvor sulten han egentligt var. Så fyldte han sin tallerken op til randen, med en masse forskelligt, som vist ikke helt passede sammen smagsmæssigt. Så gik han ned til 3'Gernes bord, og satte sig ved siden af Sophia, Jonathan og Anton. De var alle nogle flinke typer.

"Hey, folkens!"

Sagde Emil imens han satte sig ned. Så tog han en bid, af det han havde samlet sammen på tallerknen.

[Anton Sommer Engström]

Det var hyggeligt at mærke skolefølelsen igen. Eller måske ikke så meget hyggeligt, som det var nødvendigt. De tre uger han havde været på skolen efter ferien i Stockholm, havde virket som et lidt mærkeligt tomrum, hvor han ikke rigtig vidste hvem han var eller hvad han lavede. Han havde aldrig trænet så meget på så kort tid, fordi han løb fra sine tanker. Han og Sam snakkede næsten heller ikke, de dyrkede sport eller festede, det var det eneste han var i stand til.

De sidste 4 dage, hvor alle var begyndt at ankomme og han var begyndt at komme sammen med John igen, var det bedre, men stadig lidt underligt og amputeret. Selvom han ikke var vild med at gå i skole, så var der noget rigtig trygt og hjemligt ved at høre på lærernes forelæsninger, mødes med sine venner i pauserne og spise på de fastlagte tidspunkter og lave de almindelige aktiviteter. Det var sådan det skulle være, og sådan det havde været det første stykke tid han og John havde gået her og det var det der havde fået ham til at føle sig hjemme og kunne fokusere på at gå i skole og have et liv også da Niklas døde. Det var den kedelige forudsigelighed som gjorde at han kunne slappe af og nyde livet. Han var slet ikke den frie og grænseløse type, i hvert fald ikke på det punkt.

De fire venner sad og småsnakkede og pjattede, da Emil kom hen til bordet. Anton syntes Emil var en fed fyr. De gik til kajak sammen sidste år og havde også øvet makkerredninger og vendinger som hold sammen. Han syntes også han var ret lækker. Meget afslappet stil, store brune krøller, friske røde kinder. Hvis han havde gået her alene og ikke haft John, havde Emil nok været sådan en type han ville falde for. Men han var ikke alene, og han ønskede ikke andre end Jonathan. Men det forhindrede ham ikke i, at tænke at Emil var ret lækker, også nu selvom han sad sammen med kammeraterne. Man lod jo ikke være med at synes om andre mennesker og blive tiltrukket af andre mennesker, bare fordi man var i et forhold. Forskellen bestod vel bare i, at man ikke havde noget ønske om at handle på det. Og det havde han ikke. Han og Emil var gode kammerater, måske ikke decideret venner, men det ville han egentlig gerne.

De havde faktisk kysset engang til en fest, men de havde været rigtig fulde og det betød ikke noget. Han var bare glad for, at Emil ikke var en af de typer som syntes det var mega pinligt bagefter. Det var han ikke, de havde bare fortsat med at være kammerater og ses til kajak og som nu i frokostpauser, og det burde heller ikke være anderledes. Det var jo heller ikke fordi han var interesseret i Emil. Det havde også været en af de fester, hvor han og Jonathan ikke havde kunnet ignorere hinanden og var endt ud med at skændes ad helvede til alligevel, så det var nok ikke så meget en udlevelse af drengefantasien om at prøve at kysse Emil, som det var ud af frustration. Han sammenlignede alligevel alle fyre med Jonathan, og det kunne ingen leve op til, så han havde faktisk også skuffet mange fyre, som var interesserede, på den konto. Det var Emil ikke, så vidt han vidste. Men som sagt var han bare glad for, at det ikke blev et problem mellem dem.

"Hey Emil." De udvekslede den drengede 'knytnæve mod knytnæve'-hilsen før Emil satte sig og gik i krig med sin frokost. Anton udtalte Emil på svensk, altså med tryk på e'et i første stavelse i stedet for 'mil'. Det var sådan nogle ord og navne, som han havde sagt hele sit liv, og som han aldrig lærte at udtale på dansk med det mærkelige tryk på anden stavelse. Ligeså med Johan.. og en masse andre ord. Det kunne hans mund bare slet ikke.
"Er du på kajakholdet i år også?" Han havde ikke lige set om de havde offentliggjort listerne over valghold, men han kunne forestille sig at Emil var på. Der var mange forskellige typer på holdet, der var dem som kun roede det de skulle til træning de to gange om ugen, og så var der dem som ham selv, Samuel og Emil, som tog ud på længere ture og tit trænede flere gange om ugen, så han håbede da, at Emil blev på holdet.

(Hahaha Emsen.. Det er det der sker, når man sætter kryds ved ok til uforbeholden reference xD *ond*)

[Clara Fillipsen]

Clara smilede da hun mærkede hans hånd flette sig sammen i hendes. Hun trykkede den og var mere end lykkelig over at se ham igen - før tid. Hun kunne stadig ikke helt fatte at han var her nu. I dag ville hun ikke slippe ham på noget tidspunkt, tænkte hun. Hun glædede sig sådan til at høre om hvordan turen havde været. Og selvfølgelig havde hun en masse hun gerne ville dele med sin bedste ven og kæreste.
Hun fulgte ikke helt med i samtalen, desværre. Kris og hende snakkede en lavmeldt frem og tilbage mens de spiste af hendes tallerken og bare sad ved siden af hinanden.
Selma havde sat sig ved dem. Hun så overrasket hvordan hun kyssede den nye fyr der sad overfor dem. Havde han allerede scoret? Og så hende? Men hun smilede ved synet. Det var fedt at se Selma så glad - altså mere end hun var i forvejen.

Hun spurgte lavmeldt til Kris om ikke de skulle gå en tur efter maden og sendte ham et skævt smil. Trykkede hans hånd.

[Louisa Frost]

Louisa så hen på Liam og hævede begge øjenbryn. "Altså, jeg synes da, at det var en ganske fin lektion - dansk har jo aldrig rigtigt været mig, men ... Jeg må da nok sige, at han formidlede det meget godt." Louisa skumlede i sit stille sind over, at hendes sætninger blev så lange, når Liam spurgte hende om noget. Han spurgte ikke bare til, hvordan timen gik - ikke, når han selv forklarede sig på dén måde: At lærerne havde anset dem for værende mere voksne, og at han bare var kastet ud i det. Louisa kunne ikke udtrykke sig så farverigt som ham, og det irriterede hende, at hun var så kedelig. Hun tog sin tallerken og kastede et blik mod bordet med 1. G'ere.

"Vi kan godt sætte os," sagde hun og var glad for, at hun ikke var helt alene, for så kunne hun altid bilde sig ind, at folk kastede granskende blikke efter Liam og ikke hende. Hun bevægede sig over mod bordet og så, at en rødhåret fyr satte sig hos pigen, der sad for sig selv. Godt - så behøvede de i hvert fald ikke at få dårlig samvittighed over ikke at sætte sig i nærheden. Derfor satte Louisa sig i behørig afstand fra dem og tog bestik af sin enkle mad.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil kiggede smilende på Anton. Selvfølgelig havde han meldt sig på kajakholdene igen. De lange ture med Anton og Samuel, ville han ikke være foruden. I sommerens løb havde han savnet de lange ture skruet sammen i en kajak, så det var godt at være tilbage. Som for at symbolisere det, tog Emil en dyb indånding. ”Selvfølgelig, bro!”

Emil prøvede med vilje at spille gangsteragtig. Men det lykkedes ikke rigtig, eftersom et af hans evige smil, brød overfladen. Det var egentligt ikke fordi Emil syntes det lød sjovt at sige ’hey, bro’… Det var bare en eller form for intern joke. Han vidste ikke helt, hvordan Anton huskede det. Men han selv huskede det, som om han var ved at drukne af grin. Han og Anton havde gjort grin med en af de der amerikanske komedier, han stadigvæk ikke, kunne huske navnet på. Den film havde været fyldt med slang-udtryk, som ingen af dem vidste hvad betød. Til sidst havde de slet ikke kunne høre hvad de sagde i filmen, fordi de havde rullet rundt på gulvet af grin. Det havde ellers været en seriøs film, tænkte Emil smilende tilbage.
”Jeg går ud fra, at du også har meldt dig selv på?”

[Lea Nørr Kristiansen]

"Hey, jeg er Noah, new guy i 2.g. Jeg ved du er new girl så ja, jeg synes faktisk vi burde slå os sammen og være nye sammen i stedet for, you know ... så er vi to der udenfor, right?"

Lea rettede blikket mod den talende fyr der sad på den anden side af bordet og smilede bredt til hende. Hun kunne ikke lade være med at lægge mærke til hans 'handsomeness' og af en eller anden grund gav det hende lidt mod at en der virkede såå... Så hvad? Lækker? Glad? Populær? Ligemeget hvad så at han på en måde var i samme båd som hende. Og han så da ud til at klare sig helt fint.
Da en anden fyr der så lige så godt ud smilede til hende og en mørkhåret pige med et venligt smil introducerede sig som Eva så hun kort på dem og kunne lige mestre et smil tilbage, mest af alt fordi hun lagde mærke til det glimt af usikkerhed på Evas ansigt. Hun var ikke den eneste som føte sig lidt akavet.
Men så vendte hun blikket tilbage til ham Noah, og noget ved hans toneleje og afvæbnende smil fik hende til at slappe lidt af. I hendes hoved skød en stemme pludselig ind: ”Der er da et par stykker her, der er værd at score”
Det var hendes gamle veninde Stines stemme og det var noget hun havde sagt til Lea dengang de startede i 1.g sammen. Nogle gange havde det været som om det var det eneste Stine kunne tænke på, men Lea var ikke selv typen der ’scorede’ nogen som helst. Eller en enkelt måske… Nej! Hun ville ikke tænke på det nu. Helst slet ikke, så hun tvang sig selv til at klare hovedet og møde Noahs blik igen. Der skulle under ingen omstændigheder scores nogen her for hendes vedkommende. Og da slet ikke ham her. Han så da godt ud, men han virkede alligevel ikke som hendes type. Hendes type var mere… Nej! Nu måtte det stoppe. Hun tillod ikke sine tanker at følge den vej de var begyndt på, men koncentrerede sig i stedet om at formulere et eller andet svar. For hvad svarede man til en der spurgte om man skulle ’slå sig sammen’ ?

”Well…” det overvejende ord kom ud af hendes mund med den britiske accent hun havde anlagt sig her i sommeren. Hun havde stadig ikke vænnet sig af med at bruge de engelske fraser.
”ed glæde, men det er da ikke ikke nogen konkurrence her, er det? Eller har jeg bare misforstået noget her?” sagde hun og overraskede sig selv ved at kigge rundt på de andre med et opfordrende smil.