Frokost første skoledag

[Anton Sommer Engström]

"Neeej, jeg gad sgu ikke lige i år" han kiggede alvorligt på Emil, for at se om han hoppede på den. Han synes at kunne spore, at Emils underkæbe faldt lidt, men han kunne ikke holde masken længe nok til at være sikker. "Klart jeg har! Sammie og jeg" han pegede mod Samuel, som skovlede mad ind. Det eneste tidspunkt manden holdt kæft på, var når der var mad til stede. "Har roet en masse her i sommer, så vi er allerede foran" hoverede han. Der var en konkurrence på holdet, hvor de udfyldte kilometerkort hver gang de havde været ude at ro, og dem der roede længst fik præmier ved årets afslutning. Sidste år havde han og Emil og Samuel gået helt vildt tosset meget op i det de sidste måneder af skoleåret, de roede fandme hele tiden.
"Jeg har allerede 150 km. Og Sam har 104. Har du fået roet?" (ooc: det er 'almindelig' hvis de ender med 1200-1500 km. på hele året tror jeg. Dem der går op i det.)
Det var en fed finte ved konkurrencen, at sommerferien også talte med i det nye år, så hvis man blev på skolen kunne man få et kæmpe forspring. Og der var en rigtigt sjov holdånd, som stadig var konkurrencepræget og som gjorde at alle fik lyst til at gå op i det.

[Frida Jensen]

Frida gik direkte fra time og over i spisesalen, så hun havde stadig sin skoletaske med. Hun kiggede rundt i lokalet og så en masse mennesker hun kendte: Selma, Eva, Clara, Kristoffer, den nye Noah, som måske var, måske ikke var Selmas kæreste og hendes senest ankomne værelseskammerat Lea. Hun satte sig ned til gruppen og satte sig på stolen og kom af med taske og jakke.
"Hej folkens" smilede hun stort. Hun ville lige snakke lidt og slappe lidt af, før hun gik op og tog mad. Pausen var alligevel lang nok og så sulten var hun heller ikke.
Hun elskede den summende stemning der var i spisesalen, hun elskede kammeraternes grin og småsnak, hun elskede formler og problematikker, forelæsning, hun elskede bare at gå i skole! Og hun elskede sommer. Hun var i et helt fantastisk humør i dag. Det kunne ikke være bedre.

[Emil Beyer Adamsen]

Emil skar ansigt af Anton. Lige et kort øjeblik, havde han faktisk troet på at han havde valgt kajak fra. Men det var også fordi Anton var ret god til at holde masken, i modsætning til ham selv. Han kunne simpelthen ikke selv holde smilet tilbage. Det var især svært ikke at smile af Antons maske. Det var jo næsten den der afslørede ham. Anton var altid smilende og glad, eller ikke når han lige havde været oppe at skændes med Jonathan. Så var han gnaven.
Emil rodede op i sine mørke krøller, og Anton kom med en af hans gode bemærkninger. Den fik dog alligevel Emil til at svede lidt, de gav ham kamp til stregen de gutter.

"Om jeg har øvet mig i sommerferien..." mumlede Emil lav meldt for sig selv. "Lad os bare sige at i fører lidt endu... Men jeg skal nok komme efter det"
Emil sendte Anton og Sam et grin. Slevfølgelig havde han ikke fået sejlet i kajak særligt meget i sommerferien. Han havde været strandet ude på bøh-landet med hans mor. Afskåret fra resten af verden. 'kvalitetstid med sin søn' som hans mor også kaldte det. Kvalitetstiden havde måske været lidt mere udholdelig, hvis han havde haft en sø, og en kajak. Men det var først i slutningen af ferien han havde haft muligheden for det. Egentligt generede det ikke Emil synderligt meget. Det var bare dejligt at have en undskyldning for at slippe for hans mor. Det ville de fleste nok finde ud af, hvis de mødte hende. Og så var der jo også det der væddemål. Det gnavede lidt, og Emil var kun kommet til de 80 km. Men han skulle nok indhente dem.

Emil skovlede endnu engang, en blandning mellem kylling og rejer ind i munden. Det smagte ikke særligt godt, så Emil tog en slurk vand. Så lænede han sig tilbage i stolen. "I skal virkeligt ikke prøve en sammensætning mellem kylling og rejer." Sagde han henvendt til alle der omgav ham.

[Noah]

Noah kunne ikke lade sin lidt dybe latter være tilbage. Han lo ikke af Lea men af det med konkurrencen.

"Nej, nej, slet ikke nogen konkurrence." Han strøg noget hår væk fra øjnene. Det var vokset virkeligt meget over sommeren, hvilket egentlig var okay rart. Men de havde også været udsat for eksplosiv sol i Miami da de tog derned en uge. Det havde været rart, men han kunne godt mærke at han allerede var begyndt at savne storbyen. Alt var hele tiden så stille og han havde svært ved at sove, hvilket gjorde at han sov med sine ear-plugs på almindelige streetsounds.

"Jeg er bare bange for at ende alene og udstødt nu hvor jeg har været 'hjemmefra' så længe. Jeg har ikke snakket dansk i snart to år ud over med mama og far," han trak på skuldrene til hende. Hun havde vist ikke sagt sit navn og det var jo ikek fordi det var sikkert at Noah ville huske det, men han fik altid af vide at hans flair for navne var usædvanelig. Han mente selv at det var fordi hele hans liv havde bestået af mennesker der kom og gik og derfor måtte han huske dem.

"Det er Lea ikk'?" han smilede og skubbede sit glas juice mod Selma der tilsyneladende ikke spiste noget. Nå. Og der kom Frida. Hun havde været sød.

"Hey Frida," sagde han kort og havde så igen øjnene på Lea.

[liam]

"Well spoken sweetheart," sagde Liam med sin påtagede accent og satte sig, men snakkede med det samme igen. "Øh, jamen altså jeg mente totalt Louisa. Jeg glemte det lige. Altså ikke at det er det du hedder, men at jeg kun må sige Louisa fordi ellers fornærmer jeg dig totalt og det var jo lissom ikke meningen."

Det rablede for ham totalt. Det var bare fordi han kom i tanke om det.

"Men øh man behøver jo ikke heller ikke at kunne lide alle fag, men ja, jeg synes jo at dansk er helt fin, men så kan jeg jo bare lissom hjælpe dig, ikk'"

Hvad fanden. Tilbød han lige hjælp. Nej. Det var bare totalt ikke ham. Han gav stort set aldrig hjælp. Mest fordi han aldrig selv lavede sine ting før dagen før. Ikke fordi han havde været overbebyrdet på folkeren. Ej han havde aldrig lavet lektier. Han kunne det bare. Han var dygtig

[Kristoffer Christian Nøjby]

Kristoffer nikkede smilende. Så lod han blikket løbe lidt over resten af dem de sad sammen med. Han ville gerne med ud at gå. Selvfølgelig ville han det. Han og Clara havde altid gået ture. Lange, lange ture, hvor de havde snakket om alt muligt. Om skrivning i sær, men alt muligt. Og de havde taget billeder af steder til deres historier. Hans ynglingsbillede nogensinde var et af Clara. Hun stod med ryggen til og kiggede op mod et gammelt forladt hus. Det var i Esbjerg. Egentlig havde de bare forladt hans hus, fordi de ville finde noget at spise. Men det endte med at de bare gik bagefter. Og snart var de steder hvor han ikke engang selv havde været før. Og så fandt de det. Mellem to andre, helt almindelige huse. Med en forgroet have og vinduerne halvåbne. Og på billedet havde Clara en sort hættetrøje over sit dengang ildrøde hår. Og billedet var bare mega godt. Helt ekstremt godt. Han havde elsket det sted. Og han havde også skrevet over det. Men det var endt med at han havde skiftet Clara ud med en anden karakter. Det var simpelthen blevet for uhyggeligt. Han ville ikke engang fiktivt udsætte hende for den farer. Det havde hun grint meget af. Men han mente det altså dybt seriøst.

Men, selvom han var der for Clara. Det var klart, selvfølgelig var han det. Men, han ville også gerne bruge tid sammen med andre. Han kunne ikke helt undgå at føle at han allerede var gået glip af en del. Fx var der to nye, han ikke anede hvem var. Ud over Selmas atletiske flirt åbenbart. Og...han så hen over skulderen på fyren, og så Jonathan og Anton sidde sammen i en gruppe. Det havde han heller ikke forventet. Han fik øjenkontakt med John og smilede med et kort nik til hilsen.

Det var godt nok at være tilbage.

[Mattie]

Amanda talte meget, men ikke én eneste gang faldt det ham ind at bede hende holde kæft. Det var nok første gang nogensinde, at han havde været sammen med nogen i så lang tid af gangen og ikke engang blevet det mindste irriteret. Det betød ikke at han syntes det var spændende, eller at han hørte efter hele tiden, men bare det at hans krop var afslappet mens hun talte og hans nervebaner ikke krympede sig sammen i frustration, var en stor ting.
De besluttede at gå tilbage til skolen til frokost, byen var alligevel ikke så stor, og da han havde brugt penge på bøger og is, havde han alligevel ikke råd til at lave mere. Det kunne selvfølgelig vandre rundt, men så ville han lige så gerne op og have noget frokost. Han fik ikke sin første SU før sidst på måneden, så han havde kun de 400 kr., han havde fået som lommepenge af opholdsstedet og i dag havde han brugt halvdelen.
Han tog sig en franskbrød med pålægschokolade og en med jordbærmarmelade, et glas saftevand og så satte han sig ned ved et tilfældigt bord langt væk fra andre mennesker. Han regnede med at Amanda ville følge med, men hvis hun satte sig ved nogle andre var det heller ikke noget han ville græde snot over.
Godt nok kunne han holde hende ud, men han havde ikke brug for hende, han havde ikke brug for nogen.

[Theo Hedegaard]

"Lærke og du?"

Hendes kortfattede introduktion – hvis det da overhovedet kunne kaldes det – fik Theo til at løfte et øjenbryn smile fornøjet. Måske burde han blive afskrækket af at hende Lærke var så gnaven og dårligt stemt, men der var noget ved udfordringen i at få hende i tale. Altså ordentlig tale, ikke sådan noget som det hun havde præsteret indtil videre. Eller måske et lille smil. Det var vel ikke for meget forlangt, var det?

"Mit navn er Theo, og før du spørger – selvom jeg ærligt talt ikke ville tro at du ville spørge, men whatever – så nej, det er ikke kort for Theodor eller noget andet i den dur," sagde han uden at fortrække en mine, "jeg ved sgu ikke rigtig hvorfor mine forældre valgte et navn så åndssvagt"

Det var først til sidst han smilede lidt. Bare en anelse, hvor mundvigene bevægede sig uendeligt lidt. Faktisk havde han ikke noget imod sit navn, det var nu bare et lidt fjollet navn. Og han havde også hørt en del for det da han var yngre.

"Men det har nu aldrig stoppet særlig mange fra at kalde mig Teddy, anyways."

Han vidste ikke helt hvorfor han egentlig prøvede at få et smil ud af den gnavne pige. Måske var det bare fordi han prøvede at skabe nye venskaber, men hvorfor lige hende? Var det måske fordi han så hendes rå ydre, og mente at skimte noget lidt andet inde bag ved. Han lagde hovedet en anelse på skrå og betragtede pigen der åbenbart ikke havde lyst til at tale med ham.

[Lærke]

Theo, Theodor, Teddy? Lærke havde haft to navne i sit liv og det eneste folk, helt almindelige mennesker kendte var Lærke. Hun var aldrig blevet kaldt andet og når nogen præsenterede sig som noget forventede hun ikke at hun så skulle kunne dem som noget andet som et andet navn. Hvorfor overhovedet fortælle man hed Theo hvis det ikke var tilfældet at det var det man ville kaldes?
Desuden var Teddy bare ... Hvem kaldte deres barn for fucking Teddy?

"Derfor er det bare åh-så-vigtigt at forsikre mig om at jeg ikke skal kalde dig Theodør," sagde hun med bevidsthed om udtalen af ø og med hendes tørre stemmeføring. Hun så på ham nu. Ikke samme irritation over at blvie afbrudt af ukendt man skulle dele sit liv med, men bare Lærke. Ikke at fyren - hrmm - Theo ville kunne se forskel. Det regnede hun ikke med. Hvis hendes venner havde været her så ville de kunne se det. Men ingen var her og derfor måtte hun jo lære nogen at kende. Men der var så fucking mange og det gjorde det vare uoverskueligt at der var så mange kusser alle steder og hun skulle tage stilling hver en horeunge der sagde hey til hende.

"Hvorfor skulle dine forældre da også vælge et navn der stammer fra Theos der betyder gud på oldgræsk, til deres elskede lille pusling. Totalt 'åndssvagt'." Det var en joke. Måske en dårlig joke eftersom der hverken var gestik eller nogen træk i hendes ansigt der tydede på det. Hun tog fat i sit glas med vand og løftede det men besluttede sig så for at sige noget mere. "Jeg er opkaldt efter en fugl med en uanselig grålig farve. Hvilket tyder på jeg bare lignede en behåret kusse med menses."

Så drak hun sit vand. Hendes øjne smilte. Det var tilgengæld en rigtig sjov joke. Men hun lo ikke selv af den. Det ville virkeligt være plat.

[Marc]

Marc måtte undertrykke en kort latter da Lea spurgte om det var en konkurrence, tydeligvis for sjov. Han lo heller ikke af hende, bestemt ikke. Hun var nu egentlig meget kønt og det var vel altid rart med noget nyt blod i deres egen årgang... Og de havde jo været heldige at få to.

''Jeg må skuffe dig, Noah, men Lyngvig har ikke de vilde rygte med at udstøde folk... Så du slipper ikke for at snakke dansk''

Han lod sig kun være halvt inde i samtalen og tænkte først efter han havde fyldt munden med mere mad, at han måske også skulle have præsenteret sig for Lea. Nå, det måtte være bagefter eller til en anden gang. Marc lænede sig tilbage i stolen og tyggede på maden. Snart var det hele spist og han skulle ikke have mere, men de skulle vel blive siddende og hører en eller anden form for oplysnings tale eller sådan noget. Dem var der en del af i starten af skoleåret, indtil de nye 1.g'er som regel havde fundet ud af tingene.

[Sophia Blake]

Sophia, der ikke rigtig havde noget at tilføje til deres ro-snak, sad fredeligt og spiste. Hun lyttede fraværende til deres samtale, men hun ville ikke presse sig selv ind i samtalen, når hun alligevel ikke vidste en skid om roning, hvis der overhovedet var noget at vide om det - altså bortset fra basale.
Den samme linje var en tilfældig sang kørte igen og igen i hendes hoved, og det irriterede hende, at hun ikke kunne genkende den. Det ville komme til at plage hende resten af dagen, tænkte hun bittert mens hun tyggede af munden. Ud gennem sine øjenvipper der var dækket med mascara kiggede hun ud på menneskerne i rummet. Besluttede at hun kedede sig, men at det var okay fordi hun ikke rigtig havde haft tid til at kede sig siden sommerferien sluttede. Hun havde haft virkelig travlt med at have det sjovt med folk. Det var en stor omvæltning, når man tænkte på hvor helt igennem fantastisk og fucking interessant hendes sommerferie havde været med den perfekte familie. Det var rart at komme væk. Ja, man kunne vel næsten sige det var rart at komme hjem.

((meningsløst.............................))

[David Bundgaard]

Kamilla, hed hun. Den mest irriterende pige på jorden. Hele tiden. Uden pauser. Med den der lyse stemme der hele tiden kværnede løs om fuldstændig meningsløse ting. Der altid skulle spørge ham om ting han bare ikke gad svare hende på. Og ignorede han hende ville hendes små stikkende øjne, der var placeret lidt for tæt på hinanden, stirre på ham som om han lige havde givet hende en lussing. Hun var så for meget, han kunne slet ikke have hende. Han kunne især ikke have, at hun hele tiden kom hen til ham og spurgte om ting som: "Hvorfor har du sat dit hår sådan?", "Hvorfor har du nitter på?" eller "Hvorfor har du en tatovering?".
Hun var bare... Det var grelt så slemt det kvindemenneske var. Var der egentlig nogen der brød sig om tøsen?

Han skulle fucking have spansk med hende. To gange om ugen. Og selvfølgelig skulle hun ævle om et eller andet hele vejen hen til spisesalen. Dear God in heaven. Hun spurgte om alt muligt pis.

"Har du haft en god ferie?"
"Nej."
"Har du ikke?"
"Nej."
"Hvad er der da sket?"
"Intet."
"... Er der ikke sket noget?"
"Nej."
"Nåh... Min ferie var god!"
"Okay."

Det kunne han simpelthen ikke...
Da de nåede til udgangen, smøg han sig ubemærket bagom hende og smuttede ud. Tændte en smøg og sukkede lettet. Hun var ikke til at holde ud, blev han enig med sig selv om. Da han havde røget smøgen færdig efter nogle minutter, slukkede han den med foden og sparkede skodet hen et sted, hvor man ikke kunne se det så tydeligt.
Han tog et tyggegummi i munden, fordi han hadede at lugte af røg ud af munden, inden han stak hænderne i lommen og gik ind i spisesalen. Han øsede noget mad på en tallerken og satte sig ved siden af Marc uden at sige noget.

[Theo Hedegaard]

Det var som at trække i en tyktflydende, sej bolchemasse, at tale med Lærke. Der var en vis udtrædende modvillighed i hendes væremåde, Theo var bare ikke helt sikker på om det var mod ham , denne situation eller bare hele verden. Hun så lidt ud som om hele verden var imod hende, og hun var imod den . Bare den måde hun reagerede på hans forsøg på at joke med sit navn. Indrømmet, det havde nok ikke været så sjovt, men alligevel. Den måde hun vrængede Theodor ud med et meget bevidst ø.

”Jeg vil da helt klart sætte pris på, hvis du vil undlade at kalde mig en dør,” bemærkede han kort.

Han kunne ikke rigtig finde ud af om hendes ’gude’-kommentar var en rigtig joke eller ej. Hun fortrak ikke en mine eller gjorde nogen gestikulationer. Den var vel heller ikke særlig sjov selv hvis hun havde udtrykt den som joke.

Opkaldt efter en gud, meget ironisk, tænkte han og strejfede en af sine røde krøller, når nu børn der var født med den hårfarve i gamle dage blev betragtet som satans yngel.

Theo løftede umærkeligt det ene øjenbryn ved Lærkes bramfri bemærkning om sit eget navn. Hun syntes tydeligvis selv det var sjovt, det kunne han se på den måde hendes øjne lyste op for en kort bemærkning, men Theo var ikke ligefrem selv en der brugte det sprog. Han bandede heller ikke ret meget, og hvis han gjorde, var det ofte enten med et gammeldags eller selvopfundet udtryk. Og han kunne heller ikke lade være med at bide mærke i at Lærke havde valgt at fokusere på den lille fugls farve frem for det den egentlig var kendt for.

”Årh, jeg ved nu ikke. Man ville da nok associere en lærke med dens flotte sang,” kommenterede han, ”måske tænkte dine forældre at du ville komme til at synge lige så lystigt som en lærke.”

Theo forsøgte at bryde igennem. Bryde gennem hvad? Han var ikke helt sikker, men det var ligesom om at denne rå tværhed var en facade der lå over den rigtige pige. Men måske var hun bare sådan hele vejen ind og ud på den anden side.
Måske hvis han så ’brød igennem’ ville der overhovedet ikke være noget på den anden side. Men det tvivlede Theo nu på.

[Lærke]

Lærke måtte indrømme at han faktisk var en smule hurtig. Hun kunne levende forestille sig hendes forældre stående over sig. Hvordan deres ansigter var foldet i deres sædvanlige smil. Aske der ville have stået på tæer og set ned på hende. Hun kunne høre ham sige at han synes hun var grim og hendes far der helt sikkert var kommet på ideen om at Lærke ville blive hans lille sangfugl af en datter. Far ... han skulle bare vide.
Lærke sank den varme leverpostej med champignon og bacon. Hun kunne lide det faktum at det var varmt. Hun kunne lide at Theo virkede irriteret på hende. Bare en smule. Det var ikke fordi hun ville skændes med ham. Den aggression hun havde fået ud mod Marius tidligere i dag havde været nok. Det var bare det hele der gjorde at hun blev fyldt op. Det var så ulig derhjemme hvor hun bare naturligt hørte til. Men hvad fanden havde hun egentlig regnet med? At alting her bare ville være super-duper-hygge-dygge efter to dage. Hun vidste jo godt at hun ikke var særlig omstillingsparat.
Men nu ... ’du vender kraftedme ikke om din lille møgsæk.’ Hendes egne tanker fik hende til at fnyse så det lød lidt som en form for latter mod Theos joke.

”Jeg tror faktisk du har ret, Theo.” hun trak på skulderne og snøftede. Den tur i søen havde ikke været slem, hun var ikke blevet kold, men det var vel en slags sideeffekt ved det vamle vand. ”Jeg passer ret godt til lærken. Den samme gamle trille, ikk’.”
Hun vidste ikke noget om hvad Theo vidste om sanglærken, men det var nu meget almindeligt at vide den altid sang de samme toner. Aldrig skiftede repetoiret ud eller fornyede sig.

”Desuden ... så er det jo helt op til dig om du fortjener at blev kaldt en dør, ikk’.” Hun så på ham med løftede øjenbryn. Nej Lærke ville ikke vende halen mellem benene og skride. For det første var hun for stædig og for det andet var det den her skole hun ville. Hvis det så krævede at man viste venlighed den første uge konstant så måtte hun jo prøve og det her var hendes forsøg.

[Jonathan Bailey Smith]

Jonathan smilede skævt og betragtede sine venner mens han spiste og lyttede til deres samtale. Han kiggede på Emils mad, da han nævnte hvad de ikke skulle prøve, og det så ganske rigtig ret ulækkert ud. Men okay, han havde heller aldrig brudt sig om rejer.
"Det var egentlig heller ikke noget vi havde tænkt os..." Kommenterede han med et grin.
Det var ret sjovt at hører Anton og ham tale om kajakkerne. Og hvor meget de gik op i det. Han fattede dem ikke rigtig. Selvom han sagtens kunne sætte sig ind i, at det så flot ud, og afslappende og sådan, når man så nogen stryge gennem vandet i sådan en kajak. Faktum var bare, at det altså slet ikke var sådan at sidde i en! Fordi ja, han havde prøvet det, og nej, han var ikke så vanvittig god til det. Det krævede nok også bare træning og tid. Tid som han ikke rigtig havde givet det, ikke endnu i hvert fald.

Men Anton havde da taget ham med ud i en, lidt tid efter de var startet på lyngvig. Fordi Anton havde gjort det så meget, så regnede man med at han nok havde styr på det. Det havde han da også, og han fik Jonathan ud i en forholdsvis ballanceret Runner, og han kom da også i den uden at vælte og fik lært hvordan han skulle vende pagajen. Og Anton fik ham sendt afsted, med løftes om at han ville være lige bag ham om et lille øjeblik.
Fedt nok, ingen problemer. Eller jo. Han blev nød til at råbe til Anton over skulderen, hvordan i al verden man skiftede tingestens bloody direction, og da han gjorde det fik han overballance og røg i vandet med et stort plask.
Ikke at det var så farligt. Der var ikke synderlig dybt, så han kunne sagtens bunde, men det var altså ret pinligt. Selvom Anton vist mest havde fundet det morsomt. Lidt for morsomt. Og Jonathan havde væltet ham ud af hans egen kajak senere på turden, med et velrettet skub med sin pagajen. Og generelt var de bare kommet ret våde i land. Og han havde ikke gjort det ret mange gange siden.

"Fornøjelig første time?" spurgte han gruppen. "Ludvig er i hvert fald helt sig selv..." Han vekslede et sigende blik med Sophia med et smil. "Hvis jeg ellers overlever endnu et år med jeres slags..." Han vrængede lidt på ordenen, for at sige dem som deres lærer havde gjort.

(ææææh Xaz, hvis det ikke er noget den kære Lulle kunne finde på at lukke ud, så ret mig lige )(Smiley med dobbelthager <3))))