Frokost første skoledag

[Emil Beyer Adamsen]

Emil kiggede ned på sin tallerken igen. Den var stadig halvt fuld, men han havde ikke rigtig lyst til at spise mere. Som sagt, Rejer og kylling. En virkelig dårlig blanding.
"Ja men jeg er heller ikke så god til at sætte ting sammen, så det smager godt" Emil skar ansigt af sig selv, og rettede igen blikket mod Jonathan. "Men det var godt at høre... En med sart mave, ville nok...." Emil stoppede sig selv, inden han kom ud på noget, som ikke var lækkert at høre når man spiste. Han sendte gruppen et smil.
De vidste sikker hvad han mente, eller nogle gjorde nok....

"Men tror lige at jeg vil smide resten af det her ud." Emil pegede på tallerknen. "Før nogen føler sig fristet til at smage" Han sendte dem et grin, og rejste sig fra bordet. Med armen strakt langt ud fra kroppen, tog han tallerknen, så det så ud som om han væmmedes ved maden på den.
Det var mere for sjov, og få øjeblikke efter gik han igen normalt med tallerknen. Da han havde smidt maden ud, tog han et rødt æble ved buffeten, og efterlod sin tallerken bag sig. Så gik han hen til sin plads blandt 3'gerne igen.

"Så er jeg her igen..." Sagde Emil da han var kommet derhen.

// Til dem der er i tvivl om hvad Emil mener, med det med sart mave... Så er det at de ville kaste op, eller få tyndskid... Det kan tolkes på begge måder

[Selma Åberg]

Selma mærkede først, hvordan hun blev lidt mopset fordi Noah så hurtigt fjernede opmærksomheden fra hende og vendte den mod den nye pige. Men det var der jo egentlig ikke nogen grund til, tænkte hun videre. Folk havde alligevel leet af hendes mærkelige 'morsomhed', og det havde været rart nok. Hun var også bare glad for hun havde en kæreste som Noah, der var så sød mod hende den nye pige. Hun var ikke sikker, men hed hun ikke Lea som Noah havde sagt? Hun syntes både at have læst og hørt det.
Mens der blev snakket lidt frem og tilbage, joinede nogle andre. De satte sig i hvert fald ved dem. Hun genkendte Frida - kunne faktisk ret godt lide hende. Hun var sådan en sød blid type, der bare skulle have et blidt skub, så hun kom ud af den værste generthed. Selma sendte hende et stort, varmt smil. De sad desværre en smule langt fra hinanden, så hun kunne ikke hilse ordentligt på hende. Dog mimede hun et lille "hej" til hende.
Også en anden fyr satte sig ved dem. Hun havde set ham før, men havde ikke snakket med ham. Han hed Daniel eller David eller et eller andet. Han virkede lidt skræmmende med det der mørke tøj og de der brunlige øjne, der virkede endnu mørkere end øjenfarven i sig selv. Hun mistede hurtigt interessen for ham.

Hun bemærkede heller ikke engang at Noah gav hende resten af sin juice. Men hun ville alligevel ikke røre den med en ildtang.

[Marc]

Marc så først David komme da han satte sig ned på stolen ved siden af ham. Uden tvivl i et forrygende humør. Selvfølgelig en meget ironisk tanke, for tordenskyen over David stod som malet på et stort lærred over ham.

''Hej solstråle''

Sagde Marc kort og knap så kækt toneleje. Da han havde efterladt David med Pernille havde han været i et godt humør, men det var åbenbart spoleret igen. Pernille var ikke at se nogen steder, ikke at det betød noget for ham selvfølgelig, men Marc havde ikke svært ved at gætte sig til det måtte være timerne. Ellers havde David hevet ham til side med det samme, hvis det var noget enormt vigtigt.

''Var de så slemme timerne?''

Han trak kort sin opmærksomhed fra den samtale mellem Noah og Lea og koncentrede sig i stedet for om David.

[Lea Nørr Kristiansen]

Hjemmefra i to år, tænkte Lea og betragtede Noah-fyren. Så gav det også god mening at han lige var startet her i 2.g, og det gav endnu bedre mening med alle de engelske træk der sneg sig ind i hans ellers helt danske sprog.
Det slog også Lea at der var noget ved ham der virkede ret internationalt og han virkede på en eller anden måde... berejst. Måske var det noget i hans solbrændte ansigt der fik hende til at tænke sådan. Ikke at solbrændthed nødvendigvis gjorde én til verdensmand. Han kunne jo ligeså godt have ligget på Mallorca i tre uger for at tilegne sig sin kulør, men det var ikke ligefrem det Lea konkluderede udfra hans udseende. Hun smilede indvendigt af tanken som ikke engang havde strejfet hende. Uden at vide noget som helst om fyren kunne hun for sin død ikke forestille sig ham liggende på en kedelig strand på det stillestående, turistfyldte og uautentiske Mallorca.


"Det er Lea ikk'?" spurgte Noah, og efter en kort overraskelse over at han kendte hendes navn – og så gik det op for hende at han vel garanteret havde læst det somewhere. Der var vel nogen der gjorde deres hjemmearbejde bedre end hende – nikkede hun med et lille smil. Det var sjovt hun ikke havde husket at introducere sig, men måske var det bare fordi en vis befippelse havde ramt hende.

Da Frida satte sig ved bordet, vendte hun ansigtet mod denne og smilede varmt. Selv om Noah ikke virkede farlig eller noget, var det alligevel lidt rart at se en bare en smule mere kendt ansigt. Det der med nye mennesker og ansigter ville nok holde op på et tidspunkt, når hun fik tid til at kende folk. På et tidspunkt…

Hun vendte sig tilbage mod Noah, og så at han gjorde det samme på helt samme tid. Det fik hende hende til at udstøde en lille latter der rullede let og rart fra hendes mellemgulv op gennem halsen.
Hun prøvede ikke at forklare hvorfor hun lo, det ville bare ende som noget uforståeligt pladder, og så var det bedre bare at lade latteren tale for sig selv.

Da hun var færdig med at grine, og det var alligevel kun en kort latter, så hun på Noah, stadig med et smil på læben.

”Hvis det kan være en trøst, er jeg lige kommet hjem fra fireugers ferie i England hvor jeg næsten kun talte engelsk. Og selvom det danske sprog ikke ligefrem slår knuder for mig, vil det forbistrede, dejlige engelske ikke rigtig forlade mig. Well, det gør mig egentlig ikke så meget,” sagde hun og trak på skuldrene.

[David Bundgaard]

David spilede kort øjnene op som en gestus der sagde 'du skulle bare vide' mens han kiggede ned på sin madfyldte tallerken. Spansk... Introduktion. Det var bare kedeligt gange 110. Især med deres nye lærer der lignede en perker der troede han var fucking dansker. Men skønt hans irritation sendte han alligevel sin ven et kort, skævt smil.
Lige da han skulle til at skovle noget mad på sin gaffel besluttede han sig at fortælle:
"Kan du huske hende der vi så bagfra på Axel's? Hende med den gode røv?"
I vinter havde de begge valgt at tage et smut til Axel's. Det havde været en kold dag i februar, og de følte begge de havde brug for lidt alkohol at varme sig på. I det de havde trådt ind i den varme stue fik de på samme tid øje på denne Kamilla. Og de havde begge måbet til det samme syn. Det syn der havde mødt de to fyre var en fantastisk formet røv - altså VIRKELIG, VIRKELIG velformet - og begge havde de stået i lidt for lang tid og bare tjekkede tøsen ud. Hendes brune hår der gik ned til midten f ryggen og så den der stramme trøje der viste hendes talje. Og fordi Amanda ikke havde været hjemme havde David sgu da lige taget chancen og var gået hen til kvindenennesket og havde bestilt en drink til tre. Men problemet var bare, at da det allerede var for sent havde han set hende forfra. Hun så bare ikke normal ud. Med hendes tætte øjne og den der virkelig lille mund der nærmest ikke kunne åbne sig. Den lignede mest af alt et lille, sort hul når hun åbnede den, og hun havde desperat spurt en masse læbestift på de læber der ikke var der. Hun var bare... Og desuden fik han travlt med at fortælle At han faktisk havde kæreste på, men hun bare.... Ja, aftenen var gået virkelig galt. De lo stadig af det.

Men det var bare fucking ikke sjovt, at hun havde forfulgt ham siden. Satans hæslige kvindemenneske. Han gad ikke engang se efter hende.

[Marc]

David behøvede ikke at fortælle mere. Intet navn, ingen flere detaljer for Marc var med på hvem David snakkede om. Kamilla. Hende de kun havde kunne holde ud at se bagfra og David havde været så heldig at hun havde hængt på ham, ved hver eneste lejlighed hun havde når Amanda ikke var til stede. Nu hvor David ikke var sammen med hende mere, så gjorde Kamilla nok sit arbejde for at fange hans opmærksomhed.
Det var næsten synd for hende, men hun var forholdsvis belastende. Han kunne ikke holde sin latter tilbage.

''Jeg kan næsten gætte mig til du har været så pisse heldig at få fag sammen med hende i år. Nok hel tilfældigt fra hendes side''

Marc rystede på hoved for David kunne sgu næsten ikke være mere uheldig, med nogle underlige værelses kammerater og så Kamilla. Han holdte det sidste stykke med på gaflen stille foran munden for at spørge:

''Hvad med Pernille? Hun var ikke nok til at redde dig fra Kamilla?''

Det var nok dumt at spørge ind til Pernille, for det virkede som om han selv var for interesseret og det var jo ikke helt det der var meningen med det hele. Af ham og David, var det sgu nok David der havde mest brug for et knald. Alligevel havde Marc taget sig selv i at glo over på 3.G'ernes bord da han trådte ind for at finde bordet tomt for den lyshåret 3.G'er.

[Noah]

Noah smilede til Lea.
Selma virkede en smule fraværende. Det var mærkeligt med de to. Noah var klar over at han tændte helt usigeligt på hendes væsen og hende, men han var ikke helt klar over om han kendte hende. Uden at tænke over det tog han sit glas med juice tilbage og drak af det.

Leas befriende latter da deres blikke mødtes vidnede om at hun faktisk var ret cool. Og måske ikke helt så stillepige agtig som han ellers havde vurderet hende til.
Han mærkede en behagelig summende ro brede sig i ham. Det var utvetydigt en sloppe Miley Cyrus-ro som gjorde at han bare slappede af. Det var dog ikke noget at han indrømmede for nogen han ikke kendte. Men han var en total sucker for Hannah Montana og hendes andet jeg. Måske fordi han alligevel kendte til den situation. Og havde mødt virkeligt mange fame-star-kids.

"Fire uger, you don't say," sagde han med en frisk fyr amerikansk accent. Det var det han kunne. "Bare alene eller ... ?"

Noah klemte sin højre tommel.

[Pernille Maria Monggaard]

//Indtræder i tråd

Pernille havde virkelig nydt Davids selskab på plænen. Han havde været så rolig og kæk, og hans hår var totalt ødelagt af søens vand, men han havde bare knebet øjnene sammen mod solen og smilet og joket hele vejen tilbage til elevhusene. Hun blev glad, da hun opdagede, at de begge boede i Sneglehuset - af én eller anden grund troede Pernille, at David igen var blevet tildelt Rævehulen i år. 'For some reason, funderede Pernille, 'er det Rævehulen, folk bedst kan lide. Tsk.'

Hun havde skiftet tøj til et par sorte leggings, der gik til midt på skinnebenene, og taget en hvid kjole over hovedet, der var enkel og let og luftig. Af én eller anden grund havde hun et chrush på lyse farver for tiden - især noget halvneutralt som hvidt. Hendes hår bølgede ned over hendes ryg og skuldre.

Mens hun tog lidt af hvert over på sin tallerken fra buffeten, kunne Pernille ikke lade være med at smugkigge på Marc og David. Deres chitchat var så cool, og David lignede nærmest en tordensky i modsætning til Marc, hvis hvide tænder glimtede, når han smilede. Hun fangede et kort øjeblik Marcs blik, før hun hastede over til 3. G'erne, hvor hun fandt sig til rette blandt to af sine veninder fra klassen. I nærheden af dem sad Emil og fortalte nogle af sine platte vittigheder til Anton og de andre; Pernille syntes, at Emil var sød nok, men måske også lidt belastende. Anton var jo elskelig, uanset hvad, fordi han var så engageret i alting, men hun havde nu aldrig rigtig talt med ham for alvor - han var bare ét af skolens nice'ste ikoner. Pernille pegede lidt fnisende over mod 2. G'erne og signalerede til sin veninde, at Eva og Selma vist var kommet lidt galt af sted - i hvert fald Eva. Selma lod til at være ret veltilpas, som hun sad dér tæt op ad én eller anden ny 2. G'er, som hun nok hurtigt skulle lære navnet på - der var ikke SÆRLIG MANGE, hun ikke kendte navnet på - det var jo ligesom lidt hendes game at vide, hvem alle var. I det mindste på overfladen.

[Louisa Frost]

Louisa så op fra sin mad, som hun havde været meget omhyggelig med at holde blikket ved, så hun ikke behøvede at se på Liam, mens hun spiste, fordi så vidste hun, om han kiggede. Hun spiste med fingrene - håndmadder, ikke noget mere prætentiøst end dét.

"Altså, det - nåh, ja... Jeg vil jo helst kaldes Louisa, fordi sådan noget som sweetheart, puttebasse og fnullerpigen er lidt for anonymt og kan møntes på hvem som helst, ikk' å'?" Louisa kunne høre, hvordan hendes sko afgav en knirkende lyd, da hun krummede tæerne hårdt sammen på sin ene fod for at forhindre sit ansigt i at vise, hvor irriteret hun var på sig selv.

"Jamen," sagde Louisa så, oprigtigt over Liams tilbud efter at have skyllet rugbrød ned med vand, "jeg kan da også hjælpe, hvis .... Altså, ikke, fordi jeg tror, at du er dårlig, eller noget, vel? Det er bare ..."

Pokker tage hende. Når først nogen fik hendes tunge på gled, så var den svær at tape fast til ganen igen - især, når hun fornemmede, at de måske bare kunne tale lidt sammen og være "et team". Desuden vrøvlede han allermest med det dér chillax og bilag og hvad det nu var, han sagde hele tiden. De lød så skøre i København.

((NB: Lou tror, han er fra KBH))

[Theo Hedegaard]

"Enhver lærke kan blive tvunget til at skifte sin sang ud med en ny," mumlede han og sænkede blikket mod sine hænder som han strakte ud på bordfladen. Kommentaren var ikke så meget noget om Lærke, selvom det kunne det jo ligeså godt være. De var jo lidt i samme båd, var de ikke? Det var da lidt som at skifte trillen ud, at starte på gymnasiet – og i hans tilfælde – langt fra alt hvad han kendte. In the middle of Nowhere eller i virkeligheden på en jysk hede. Men var det alligevel ikke det samme? Han trak lidt på smilebåndet over det. Ikke fordi det nødvendigvis var nogen særlig god joke, men whattheheck, behøvede man at lave gode jokes når nu det kun var til en selv? Hvem skulle egentlig bestemme hvad der var sjovt og hvad der ikke var? Selvom Theo ikke rigtig tog sig af hvad andre tænkte om det, når han viste sin random humor frem.

Han løftede hovedet brat da han kom i opdagede at han var faldet hen og sad og vrøvlede med sig selv, i stedet for rent faktisk at snakke med den kønne pige som – hvis han ikke tog helt fejl – faktisk virkede som om hun var begyndt at løsne lidt op.

"Tja, jeg ved ikke med dig, men jeg har altid syntes at det kan være svært at starte på noget nyt," sagde han med et henkastet tonefald og prøvede med vilje at provokere noget ud af Lærke ved at være så direkte. For det var vel humlen i det hele, ikke? Det med at starte forfra et nyt sted uden at kende nogen, og skulle lære alle at kende og tilmed bo sammen med dem...

[liam]

Liam rystede på hovedet imens han lo overlegent.

"Louisa ... " sagde han nærmest hikstende. "Jeg har endnu ikke været i den situation hvor jeg ikke har kunne tale mig til et 10-tal."

Liam lagde ikke mærke til hvor arrogant det rent faktisk lød. Han var bare Liam. Desuden var det ikke løgn. Han kunne virkeligt tale sig ud af det meste, for sig selv til at lyde klog og så var der lige den ene ting med at han nærmest overhovedet ikke accepterede en fejl. Hvis han tog fejl (hvilket han aldrig gjorde) så snakkede han sig ud af den uden at sige at han havde taget fejl. Og så var han irriterende god til at 'lige opsumere' emnet. Han tvivlede ikke på at han ville kunne lave ingenting i gymmo og stadig få rock-hard-karakterer.

"Men hey hvis jeg har svært ved noget af det der rimeligt tørre stuff you seem to dig, så ringer jeg sgu da lige til, ikk'. Det ville være svedigt."

Men han var heller ikke bleg for at modtage hjælp. Eller udnytte andres talenter til eget formål. Det var vel det venner eller andet godtfolk var til for.

[Lærke]

Sataniet. Han var en af dem. Lærke var lige ved at sukke men gjorde det ikke. I stedet røg hendes bryn lidt op mens hun så på ham og stak gaflen med ladning ind i kæften. Hun tyggede. Hun anede ikke helt hvad hun skulle sige. Hun var bare ikke en 'åbne-brystkassen-op-og-dele-ud'-type. Det havde hun aldrig rigtigt været. Hun holdt tingene inde i sig selv hvor hun kendte dem og kunne kontrollere dem. Så snart de var ude gjorde de deres egen form for skade og den var hun bare ikke interesseret. Skaden.

Hun sank og snerpede læberne sammen. Hendes hestehale var ikek for stram, men håret fik hende alligevel til at se bare lidt stram ud, så tilbagetrukkent. Normalt faldt det lidt ud. Gjorde hendes træk blødere. Men det var stadig vådt. Hun havde ikke rigtigt været udenfor og hun havde slet ikke lavet noget.
I hendes krop kørte nogle mærkelige dybe bastoner, mens to lyse stemmer råbte 'Another way to die', hun vilel helt klart foretrække ikke at dø af Theos pussesnak han gerne ville starte med hende. Hvad regnede han også med. At hun - en helt fremmede - ville sige at ja det var kraftedme hårdt at være så langt hjemmefra. At hun havde svært ved den 'friske' luft og at alting lå 15 minutters langsom gang derfra. Okay Lærke kunne måske løbe turen langt hurtigere for ikke at tale om at gå. Det var abre det der stod omkring skolen. Intet var tæt på ud over naturen og den måtte hun lære sig selv at elske. Eller sådan noget.

Og så det faktum hun allerede havde sagt hun var et vanemenneske. Well, sort of.

"Det er vel de præmisser vi tager med for at gå på kostgymnasium, ikk'?"

Ud af hendes tanker var det de ord der kom ud af hendes mund. De var ikke direkte fjendtlige, men de sagde bare heller intet om hvad Lærke rent faktisk mente.

[Theo Hedegaard]

Det gav et lille stik i Theo ved Lærkes svar. Ikke noget stort, bare et lille stik. Han lod sig ikke mærke med det, det var alligevel også det der var risikoen ved at lægge noget af sig selv og sine tanker frit ud på bordet. Han havde holdt en lille smule af sig selv frem for Lærke, noget som havde en vis værdi for ham, og det hun gjorde var blankt at afvise det. Men på en måde var han ikke overrasket, ikke over at hun var modvillig til at dele ud af sig selv. Og han kunne ikke blive vred på hende over det, for det var tydeligvis noget hun havde svært ved.
Hør på mig, der sidder og analyserer denne her pige fra top til tå, tænkte han og rystede på hovedet af sig selv med et lille smil. Hans forsøg havde ikke virket, og så måtte han jo se sig slået. If you can't beat 'em, join 'em, tænkte han og besluttede sig for at han da sagtens kunne slå ind på hendes bane af alt det der interessesnak, som egentlig ikke altid var spændende. Måske var det med Lærke, hvem ved?

Så han lænede sig tilbage mod ryglænet af stolen han sad i og sendte hende et dovent grin.
"Går du til noget noget sport, og du grå og kedelige sangfugl?" spurgte han og skød lige akkurat så meget interesse i stemmen som han mente passede sig. I virkeligheden var han faktisk interesseret i svaret der måtte komme fra Lærke. Der var noget der sagde ham at hun var en 'sporty' type, i hvert fald på et eller andet plan. Måske havde det noget den hestehale som praktisk trak håret væk fra hendes ansigt at gøre, eller det praktiske tøj og shortsene der fortalte ham noget.
Selv var han ikke den mest sportslige, ikke mere selvom han havde været springgymnast da han var lidt yngre. Og han kunne da garanteret stadig trække en flik flak ud af ærmet eller noget. Men det var ligesom bare gledet fra ham, at dyrke gymnastik, fordi han havde haft så meget andet at lave, hvilket han faktisk syntes var lidt ærgerligt for han havde haft det godt med at have sporten som en lidt anderledes fritids beskæftigelse end de andre han havde. Måske, bare måske, det kom an på så meget, ville han melde sig til noget ekstra sport. Han havde vist læst et eller andet sted at Lyngvig havde sådan nogle tilbud.

[Lærke]

Uh. Lærke havde vist ramt fyren på et ømt punkt for måden hvorpå han bare skiftede emne var tydelig. Hun fortød ikke hvad hun havde sagt. Han kunne jo brae have svaret på det. Men Theo var en fyr hun havde snakket med i ti minutter. Eller rettere han havde mest snakket til hende. Så hvad forventede han? Udstrålede hun åbenhjertighed? I så fald var den ny. Men hun havde prøvet det før. Det med folk bare åbnede sig for hende, fordi hun havde et 'alvorligt' ansigtsudtryk man 'bare kunne stole på'. Og det kun man.

"Sport er mit mellemnavn," alligevel kom det ud som lidt venligere. "Men jeg kan bedst lide det hvis jeg får lov til at være wannabe Catwoman eller Daredevil."

Hun var klar over det var to helt forskellige universer. DC og Marvel. Men de havde begge en snert af pakour over sig og det elskede Lærke. Selina Kyle var desuden hendes alter ego. Det kunne hun ikke komme uden om. Men altså. Hun havde været 14 da hun valgte det navn. Hvem kunne beskylde hende.

"Hvad med dig, er du den ... sporty type, eller overskygger en anden hobby?"

[David Bundgaard]

David nikkede af Marcs gæt. Det var nok ikke helt en tilfældighed, at hun havde valgt spansk. Fuck, hvor han dog hadede hendes stemme der bare kværnede løs. For sjov begyndte han at klynke lidt som om det var synd for ham - hvilket det efter hans mening også var. Men heldigvis havde hun ikke været på nakken af ham til grillfesten eller dagene efter. Det var rart, selvom hans frihed tydeligvis var forduftet. Han måtte udarbejde en eller anden plan for hvordan han kunne slippe af med hende. Måske ved at skræmme livet af hende med et eller andet rygte. Som at han dræber brunetter med blå øjne? Det var hun sikkert også dum nok til at tro på...

''Hvad med Pernille? Hun var ikke nok til at redde dig fra Kamilla?'' spurgte Marc ud af det blå.
David sendte ham et overrasket blik og begyndte at grine. Han viftede afværgende med den ene hånd og rystede på hovedet.
"Hey... Nej, nej... Nej, Pernille? Hey, dude... Hun er... Hun var bare skide sjov, du ved... Men..." han nikkede og fortsatte efter han havde taget en slurk vand, "Yeah, hun kunne godt bruges, du har ret..."
Så lo han igen og rystede på hovedet.